Rt-1873-605

Instans:	Høyesterett - Reassumtionsskjendelse og dom
Dato:	1873-06-18
Publisert:	Rt-1873-605
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.Nr. 247/1 og 252/1 1873
Parter:	Advokat Grønn, Aktor mod Korporal Ole Amundsen (Lasson).
Forfatter:	Andresen, Saxlund, Hansteen, Løvenskjold, J. S. Thomle, Manthey, Platou
Lovhenvisninger:	Sunnhetsloven (1860) §4, Grunnloven (1814) §102, §26, §3, §5, §6, §7

Assessor Andresen: Efterat der til Politiet var indkommen forskjellige Klager over Bingen i Angj.s Gaard Nr. 2 i Nedre Gade paa Grünerløkken, anmodede Kristiania Sundhedskommission under 29 Aug. s. A. Politiet om at paalægge Angj. uden Ophold at sløife Forbindelsen mellem hans Fjøsbinge og den offentlige Kloak. Dette Paalæg gjentoges under 3 September næstefter, men den 10 s. M. mødte Angj. paa Politikammeret og erkjendte, at den omhandlede Forbindelse existerede mellem hans Fjøsbinge og Elven, hvori han imidlertid antog, at ogsaa den offentlige Kloak udmundede. Han nægtede at efterkomme Paalægget, da han ansaa sig ligesom Andre berettiget til en saadan Forbindelse, og blev da af Administrator paa Politimesterens Vegne forelagt en Mulkt af 2 Spd til Statskassen for ikke at have efterkommet Paalægget, og da han nægtede at vedtaget denne Mulkt og ønskede at se Dom i Sagen, blev der efter Politimesterens Ordre til Politiadjutanten inkamineret Politisag, hvorunder Aktor i Sessionen den 18 Januar paastod Dom efter Forelægget. Efter Foranledning af Angj.s Defensor, som nemlig i en af Sagens Sessioner havde gjort opmærksom paa, at Paalægget kun angik Forbindelsen mellem Bingen og den offentlige Kloak, men ikke den, som det senere oplystes, virkelig existerende Forbindelse mellem Bingen og Elven, blev Sagen igjen forelagt Sundhedskommissionen, som under 12 Februar gav et nyt Paalæg, hvorved Forbudet erklæredes ogsaa at skulle gjælde, forsaavidt Bingen havde Afløb til Elven, og da Angj. ogsaa nægtede at efterkomme dette Paalæg, blev Sagen igjen efter ny Ordre fra Politimesteren og ny Stevning foretaget i en Session den 22 Febr. d. A., hvor Aktor indlod Sagen med Paastand om, at Tiltalte under en passende daglig Mulkt

Side:606

tilpligtes at efterkomme Paalægget, altsaa uden at gjentage Paastanden om Mulkt til Statskassen. Ved den under 15 Marts d. A. afsagte Politiretsdom blev ogsaa Angj. tilpligtet inden en Maaned fra denne Doms Forkyndelse under en Mulkt til Kristiania Fattigkasse af 1 Spd. for hver Dag, han derefter sidder Dommen overhørig, at sløife Forbindelsen mellem Fjøsbingen i Gaarden Nr. 2 i Nedre Gade og Elven, idet dog et Medlem af Byretten sees i et dissenterende Votum at have stemt for, at Angj. frifindes for Tiltale i denne Sag. Denne Dom er derefter paa Grund af Angj.s Forlangende indanket til Høiesteret, hvor Sagen, som angaaende en fast Eiendom, maa ansees appellabel, og hvor der efter Appellationsmaaden altsaa kun er Spørgsmaal om Forpligtelsen til at sløife den omhandlede Forbindelse, men derimod ikke om en saadan Mulkt, som oprindelig af Politiaktor var paastaaet men som ikke er gjentaget i den Paastand, hvormed Sagen indlodes til Dom. Om denne Mulkt er der altsaa heller ikke Spørgsmaal i Høiesteret, da Sagen ikke fra det Offentliges Side er paanket.

Hvad nu Spørgsmaalet om Forpligtelsen til at sløife Forbindelsen mellem Fjøsbygningen og Elven, angaar, har Angj. ved Politiretten og her i Høiesteret paaberaabt, at dette Paalæg maa ansees som en almindelig Foranstaltning, hvortil Sundhedskommissionen formenes at mangle Kompetence, da det efter Loven om Sundhedskommissioner afødt xx.xx.1860 §4 sammenholdt med §7 er Kommunebestyrelsen og ikke Sundhedskommissionen, som har at fatte de almindelige Forskrifter med Hensyn til Sundhedsvæsenet inden Kommunen. Det forholder sig vistnok saa, at man efter de citerede Lovsteder ikke kan indrømme Sundhedskommissionen nogen Myndighed til at fatte saadanne almindelige Forskrifter eller Vedtægter, som det ogsaa kaldes, angaaende Sundhedsvæsenet inden Kommunen, og dette maa ogsaa antages udtalt af Høiesteret i Dommen af 3 Juni d. A, L.Nr. 218 i Sagen mod Grosserer M. Langaard (Rt-1873-585-588), men hermed kan det dog ingenlunde ansees givet, at Forholde som de her og i hin Sag foreliggende skulde være undtagne fra det Tilsyn og i en vis Grad ogsaa da fra den besluttende Myndighed, som tilkommer Sundhedskommissionen angaaende Kommunens Sundhedsvæsen. Sundhedskommissionen maa, som i den tidligere Sag udtalt, ialfald have den samme Myndighed som før tilkom Politiet i Almindelighed efter den gjældende Politilovgivning, navnlig for Kristiania Anordn. 12 Febr. 1745, og det er ogsaa udtrykkelig forudsat i Loven af 1860 §3 og 5, at Paalæg fra Sundhedskommissionen til Politiet, der jo ligeoverfor Kommissionen maa ansees som den exekverende Myndighed, maa, forsaavidt som de holde sig indenfor disse Grændser, tillægges fuld Gyldighed. Forsaavidt altsaa det heromhandlede Paalæg om at sløife Forbindelsen maatte ansees som begrundet i specielle sanitære Misligheder, som paa det heromhandlede Sted opstod ved den paaankede Forbindelse, er det klart, at Kommissionen var berettiget til at forbyde denne Forbindelse og forlange den i dette enkelte Tilfælde sløifet, og det selv om der skulde udkomme almindelige sanitære Vedtægter, der tillod Forbindelser mellem Binger, som havde bestaaet fra ældre Tid og offentlige Kloaker eller Vandafløb. Selv altsaa om disse Vedtægter, som ikke ere komne men som det er Meningen skulle komme, indeholdt en udtrykkelig Tilladelse dertil, maatte alligevel Sundhedskommissionen i det enkelte Tilfælde, naar en speciel sanitær Mislighed opstod, være berettiget til at kunne forbyde Forbindelsen eller forlange den forandret, medens jeg paa den anden Side ikke kan indrømme, at Sundhedskommissionen kan istedetfor Kommunebestyrelsen udgive en almindelig Regel, hvorved alle saadanne Forbindelser sløifes. Nu maa man vistnok antage, at Sundhedskommissionens Paalæg i dette Tilfælde er begrundet i en saadan speciel Mislighed, - den har ikke givet Præmisser for

Side:607

sit Paalæg, og efter den Stilling, som Sundhedskommissionen som administativ Autoritet indtager, kan det heller ikke ventes, at den i Almindelighed skal give saadanne, men klart er dette dog ialfald ikke efter de foreliggende Oplysninger, og da Sagens Udfald efter min Mening beror paa dette Punkt, tror jeg, at Sagen, før dens endelig Paakjendelse af Høiesteret finder Sted, bør reasumeres, for at man kan faa dette Punkt nærmere opklaret, nemlig om det er en speciel sanitær Mislighed, som Sundhedskommissionen har havt for Øie, eller om det er en almindelig Regel, den vil have indført. Der er i en Tilførsel af Aktor i Sessionen den 1 Febr. d. A. brugt nogle Udtryk, som kan lede Tanken hen paa, at det virkelig er Meningen at faa en saadan almindelig Regel indført, og dertil tror jeg ikke, at Sundhedskommissionen har nogen tilstrækkelig Kompetence efter §3, 4 og 5 i tidtnævnte Lov; men under enhver Omstændighed mener jeg, at man mangler fuldkommen tilstrækkelige Oplysninger om dette, og jeg vil derfor votere for at Sagen reassumeres. Skulde min Mening ikke vinde Pluralitet, forbeholder jeg mig at afgive nærmere Votum i Realiteten, og jeg

konkluderer altsaa:

«Sagen reassumeres til Erhvervelse af nærmere Oplysning om de særegne Grunde, der have foranlediget Sundhedskommissionens Paalæg om at sløife Forbindelsen mellem den omhandlede Binge og Elven».

Jeg har da forudsat, at saadanne Oplysninger nærmest maatte indhentes ved Erklæringer fra Sundhedskommissionen, og at disse da foreholdes Angj. under et Thingsvidne eller Retsmøde, hvor da ogsaa øvrige Oplysninger, som staa i Forbindelse med dette Punkt, forsaavidt som dertil er Anledning, kunde fremkomme.

Assessor Saxlund: Jeg er i det Væsentlige og i Resultat enig med Assessor Andresen, men vil dog udtrykkelig have tilføiet, at jeg ikke i nogen Henseende vil have udtalt mig om, hvilken Myndighed der i et givet specielt Tilfælde kunde tilkomme Sundhedskommissionen, efterat almindelige Regler i Medhold af §4 i Loven om Sundhedsvæsenet vare udkomne.

Sorenskriver Platou: Jeg er enig med Førstvoterende.

Assessor Hansteen: Enig paa samme Maade som Assessor Saxlund.

Assessor Løvenskjold: Jeg er vistnok enig med Førstvoterende i, at det ikke kan tilkomme Sundhedskommissionen at give almindelige Forskrifter med Hensyn til Sundhedsvæsenet inden Kommunen af saadant almindeligt Indhold og med en saadan ubetinget Gyldighed som det ved Lov afødt xx.xx.1860 §4 er overladt til Kommunebestyrelsen ved kongelig Approbation at give, men jeg maa dog tro, at saalænge almindlige Sundhedsvedtægter ikke for Kristiania ere udkomne, maa det, naar Loven af 1860 om Anordning af Sundhedskommissioner skal opnaa sin Hensigt, være Sundhedskommissionen overladt at træffe Bestemmelser, som ikke behøve at angaa ethvert enkelt Tilfælde, men kunne angaa en Række af Tilfælde efter Lokaliteterne i de forskjellige Dele af Byen, og jeg tror saaledes ikke, at det er nødvendigt, at en Undersøgelse af ethvert enkelt Tilfælde er foregaaet, for at de Beslutninger, som Sundhedskommissionen fatter i Medhold af §3 og §5, skulle være gyldige. Naar Sundhedskommissionen finder, at en Forbindelse mellem Fjøsbinger og Elven er skadelig, kan det ikke være nødvendigt, at den for enhver Gjødselbinge undersøger det, thi Grunden er saa almindelig, at den maa gjælde samtlige de Binger, som befinde sig i samme Strøg. Jeg er ikke i mindste Tvivl om, at det Paalæg, som Sundhedskommissionen i dette Tilfælde har givet den 12 Febr. d. A., er grundet paa forudgaaet Undersøgelse og hidrører enten fra det særegne Tilfælde, her var forhaanden, eller fra Lokaliteterne i Byen, og jeg finder derfor ingen Grund til at forlange, at ny Undersøgelse af Sundhedskommissionen skal anstilles, eller Oplysning om, hvorvidt Undersøgelse er anstillet. Jeg henholder mig til Førstvoterendes Bemærkning, at en

Side:608

Autoritet som Sundhedkommissionen, der faar sig en Række af saadanne Tilfælde forelagt, ikke kan være forpligtet til at give Kjendelse med Præmisser i hver enkelt Sag, og naar den erklærer, at Indretningen ifølge dens sagkyndige Skjøn og efter samtlige forhaandenværende Omstændigheder er skadelig for Sundhedsvæsenet, hvilket jo maa være Meningen med det Paalæg, den har udfærdiget om at sløife Forbindelsen, maa dette, forekommer det mig, være tilstrækkeligt for Domstolene. §7 i Loven om Sundhedskommissioner viser, at Sundhedskommissionens Foranstaltninger skulle appelleres til Kongen; det er den Appel, som de skulle underkastes. Det tilkommer ikke Domstolene at skjønne, om Sundhedskommissionen har feilet i sin Forstaaelse af, hvad Sundhedsvæsenet har krævet, og det har derfor heller ingen Interesse for Domstolene i denne Sag at undersøge, hvilke særegne Grunde der har bevirket Sundhedskommissionens Paalæg. Var det saa, at dette var en Sag, som efter almindelige Betragtninger maatte fremstille sig som særdeles tvivlsom, kunde det saa være, at man fordrede Oplysninger om de særegne Grunde, men det fremstiller sig for en almindelig Betragtning som Noget, der ikke er godt, at Afløb fra en Binge foregaar i en Elv, hvis Vand benyttes af de Omkringboende. Dette har gyldige almindelige Grunde for sig, og jeg kan derfor ikke indse, hvorfor det skulde være nødvendigt at indhendte Oplysninger om de særegne Grunde, der her ere tilstede. Det er især dette Udtryk «særegne», som jeg finder uheldigt. Hvis det kan forstaaes saa omfattende, at det er tilstrækkeligt, naar Sundhedskommissionen oplyser, at den af Hensyn til de Lokaliteter, som her forefindes, maa anse denne Forbindelse skadelig, er der Intet at sige om Reassumtionen. Vil man derimod forstaa Udtrykket saaledes, at Sundhedskommissionens Paalæg skal være begrundet i en særegen Beskaffenhed ved den heromhandlede Fjøsbinge, forekommer det mig betænkelig. For mig er det tilstrækkeligt, at Sundhedskommissionen af Hensyn til Lokaliteterne anser den for skadelig, paa Grund af den Benyttelse, som foregaar af Elven paa Grund af dens Fald, Vandmængde osv. Jeg er derfor ikke enig i Førstvoterendes Konklusion men tror, at man kan paadømme Sagen i Realiteten, idet jeg stoler paa, at Sundhedskommissionens Skjøn er forstandigt og bygget paa dens Indsigt i, hvad Hensynet til Sundhedsvæsenet efter de foreliggende Lokaliteter kræver. Jeg vilde votere for Stadfæstelse af Politirettens Dom, men skal ikke udtale mig videre om Sagens Realitet, da der er Pluralitet for Førstvoterendes Konklusion.

Assessor J. S. Thomle: Jeg er enig med Førstvoterende i, at der, før Sagen endelig paakjendes i Realiteten, bør tilveiebringes saadanne Oplysninger, som hans Konklusion gaar ud paa. Jeg antager nemlig ikke, at Domstolene ubetinget kunne være bundne ved enhver Beslutning, som Sundhedskommissionen maatte fatte, angaaende Anliggender som det, der her omhandles, og jeg anser det derfor nødvendigt eller ialfald hensigtsmæssigt at have nærmere Oplysning om, hvad det er, som i nærværende Tilfælde har givet Anledning til det givne Paalæg, hvorved Indgreb gjøres i den Privates Retssfære.

Assessor Manthey: Jeg er enig med Assessor Løvenskjold.

Høiesterets Kjendelse blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Under 21 Juni d. A. paakjendtes Sagen derpaa i Realiteten efter saadan Votering:

Assessor Andresen: Efterat der den 18 d. M. i Sagen var afsagt Kjendelse, hvorved den reasumeredes til Erhvervelse af nærmere Oplysninger om de særegne Grunde, der har foranlediget Sundhedskommissionens Paalæg om at sløife Forbindelsen mellem den omhandlede Binge og Elven, er der af Aktor tilveiebragt en af Stadsfysikus paa Sundhedskommissionens Vegne den

Side:609

20 næstefter afgiven Erklæring, gaaende ud paa, at der ikke har været nogen særegen Omstændighed tilstede, som har foranlediget Sundhedskommissionens Paalæg i dette Tilfælde, men at Kommissionen overalt, hvor den er bleven vidende om, at Binge er sat i umiddelbar Forbindelse med Byens Kloaksystem eller Akerselven, i hvilken de fleste Kloaker udmunde, har paabudt Sløifning af denne Forbindelse i den Hensigt at fjerne de sanitære Misligheder, som fremkaldes ved Kloakernes og Elvens Forurensning med Exkrementer. Det sees altsaa, at det i Virkeligheden er en almindelig Forskrift med Hensyn til Sundhedsvæsenet inden Kommunen, som Sundhedskommissionen i dette Tilfælde har villet gjennemføre, men da det efter Lov afødt xx.xx.1860 §4 kun er Sundhedskommissionens Ret og Pligt at gjøre Forslag til slige almindelige Forskrifter, hvormed den har at henvende sig til Kommunebestyrelsen og med hvis Behandling der skal forholdes overensstemmende med Formandskabslovens almindelige Forskrifter, dog saa, at der til Beslutningernes Gyldighed udfordres kongelig Approbation, saa antager jeg i Henhold til hvad jeg under den tidligere Votering, hvoraf nærværende er en Fortsættelse, anførte, at Sundhedskommissionen ikke har havt Kompetence til at fatte en saadan Beslutning. Jeg kan nemlig heller ikke finde, at den ældre Lovgivning eller de ældre Forholde isaahenseende afgive nogen Hjemmel for Sundhedskommissionen, da man forgjæves i den almindelige Politilovgivning specielt i Anordningen afødt xx.xx.1745 for Kristiania vil søge nogen Hjemmel til et saadant Paabud som det, der her er skeet, og hvad de ældre Forholde angaar, er det af Politiaktor i nærværende Sag i Sessionen den 1 Februar d. A. bemærket, at der for flere Aar tilbage ikke nægtedes at sætte Binger i Forbindelse med den offentlige Kloak. Idet jeg saaledes, uden at indlade mig paa nogen Bedømmelse af, hvorvidt en saadan Regel som den, der ligger til Grund for det mod Angj. udstedte Forbud, vil, naar man veier Fordelene og Ulemperne mod hinanden, ansees for Hensigtsmæssigt eller ikke, gaar ud fra, at Forbudet ikke er gyldigt og ikke kan respekteres af Domstolene i dette Tilfælde, saaledes som det foreligger, maa jeg altsaa votere for, at Angj. frifindes for Politiets Tiltale. Ved Processualia har jeg Intet at erindre, og

jeg konkluderer:

«Korporal Ole Amundsen bør for Politiets Tiltale i denne Sag fri at være. Aktor for Høiesteret, Advokat Grønn, tillægges i Salarium 15 Spd., der udredes af Statskassen».

Assessor Saxlund: Jeg er enig med Førstvoterende.

Sorenskriver Platou: Jeg kan ikke være enig med de hidtil Voterende, men vil stemme for Stadfæstelse af Byrettens Dom. Jeg indser nu, at jeg forrige Gang, denne Sag var fore, ikke kan have været tilstrækkelig opmærksom paa Voteringen, thi jeg kan ikke tiltræde den Mening, Førstvoterende allerede dengang vil have udtalt, nemlig at Budet i §4 i Loven af 1860 om Maaden, hvorpaa «almindelige Forskrifter med Hensyn til Sundhedsvæsenet inden Kommunen» skulle istandbringes, er til Hinder for at anse Politiet, det vil da nu sige Sundhedskommissionen, for berettiget til med Hjemmel af Lovens §3 og §5 at træffe en Bestemmelse, der, ligesom den under nærværende Sag omhandlede, er tænkt at skulle ramme eller omfatte en hel Klasse eller en hel Række af Tilfælde. Jeg antager nemlig, at §4 allene har for Øie Maaden, hvorpaa en almindelig, jeg kan gjerne kalde det, Lov angaaende det hele Sundhedsvæsens Ordning inden Kommunen, skal istandbringes, og §4 udelukker derfor ikke Politiet eller nu Sundhedskommissionen fra Adgangen til at give mere eller mindre omfattende Bestemmelser angaaende særegne hygieniske Forhold. Man kan vel sige, at opfattet paa denne Maade bliver Grændsen uklar mellem de Felter, paa hvilke Lovens §4 har tænkt sig Regler givne og de Felter, for hvilke Bestemmelser, trufne i Henhold til §'erne 3 og 5, blive anvendlige; men efter min Mening er det en

Side:610

Misforstaaelse at ville søge Forskjellen mellem Regler, givne i Henhold til §4 og Regler, givne i Henhold til §'erne 3 og 5, i disses Indhold og Udstrækning. Forskjellen maa derimod efter min Mening søges deri, at naar de i Lovens §4 omhandlede almindelige Forskrifter ere paa den der nævnte Maade komme istand, saa blive de som enhver anden gjældende Lov at anvende uden Hensyn til om Anvendelsen i det givne Tilfælde skulde vise sig mere eller mindre uhensigtsmæssig, medens derimod, naar Spørgsmaalet er om Gyldigheden af en af Politiet eller nu Sundhedskommissionen i Henhold til §'erne 3 og 5 tagen Bestemmelse, saa ville Domstolene, om Sagen forelægges samme, have at afgjøre, om den af Sundhedskommissionen trufne Bestemmelse virkelig er i sin Grund forsvarlig og derfor ogsaa som nødvendig bør gjennemføres og opretholdes. Dette var Grunden til, at jeg forrige Gang, Sagen var fore, voterede for dens Reassumtion til Erhvervelse af Sundhedskommissionens yderligere Erklæring angaaende Forholdet. Denne Erklæring have vi nu faaet, og saaledes som jeg opfatter Sagen, finder jeg ved at læse mellem Linierne, at denne Erklæring er overmaade stærk, idet den aabenbarlig forudsætter som en selvindlysende Ting, at den paaklagede Forbindelse mellem Bingen og Elven er i saadan Grad skadelig i hygienisk Henseende, at den bør afbrydes, og jeg kan derfor ikke Andet end godkjende Sundhedskommissionens Paabud isaahenseende, forudsat, at Politiet, før Loven af 1860 udkom, maatte have været berettiget til at udstede et lignende Paabud, og at en saadan Myndighed tilkom Politiet, anser jeg antaget i og afgjort ved Høiesteretsdommen af 3die d. M. i Politisagen mod Grosserer Langaard. Jeg maa rigtignok indrømme, at det efter det Anførte kan siges at maatte blive en vanskelig Sag at paavise Grændsen for den Myndighed og de Forholdsregler, Sundhedskommissionen er berettiget til at udøve og træffe med Hjemmel af §'erne 3 og 5 i Loven af 1860 og den Myndighed, som Kommunebestyrelsen efter Indstilling af Sundhedskommissionen og med kongelig Approbation efter §4 kan komme til at udøve, men denne Vanskelighed tror jeg har sin Grund i Loven selv, idet den ikke har været opmærksom paa, at den i Virkeligheden har lagt en ensartet Myndighed i 2 forskjellige Autoriteters Hænder; forøvrigt kan jeg henholde mig til Assessor Løvenskjolds Votum ved Sagens Behandling den 18de d. M. Nogen Konklusion skal jeg ikke diktere, forinden det viser sig, hvorledes Stemmerne forøvrigt falde.

Assessor Hansteen: Jeg er enig med Førstvoterende. Jeg antager ikke, at der ved Loven afødt xx.xx.1860 er tillagt Sundhedskommissionen nogen Myndighed til at give nye Regler eller Forskrifter om de Sundhedsvæsenet vedkommende Anliggender. En saadan Myndighed for Sundhedskommissionen indeholdes ikke i §3, ialfald ikke i 1ste Passus, der er den, som handler om Forebyggelse af Urenlighed. Der staar nemlig i §3 kun, at Sundhedskommissionen skal have sin Opmærksomhed henvendt paa Stedets Sundhedsforhold, hvorunder da opregnes forskjellige Ting, blandt Andet Renlighed, skadeligt stillestaaende Vands Afledning, Vandhuses, Urinsteders og Gjødselbingers Indretning og Rensning, og §5 bestemmer kun, at Sundhedspolitiets Overholdelse henhører under Sundhedskommissionen, hvori allene ligger, at det nu er Sundhedskommissionen, som har at vaage over, at de gjældende Regler om Sundhedspolitiet blive overholdte, Noget, som før paalaa det almindelige Politi. Det er væsentlig kun med Hensyn til den Myndighed, som i den nævnte Lovs 2det Kapitel, der handler om særegne Foranstaltninger imod epidemiske og smitsomme Sygdomme, i visse Stykker er tillagt Sundhedskommissionen til paa egen Haand at fatte Bestemmelser, at der i §26 tales om Kundgjørelse af og Straf for Overtrædelse baade af Forskrifter, der ere givne af Kommunebestyrelsen med kongelig Approbation og af Forskrifter, som ere givne af Sundhedskommissionen. Naar der udenfor de Tilfælde, der saaledes omhandles i det 2det Kapitel, skal gives nye Forskrifter til

Side:611

Efterlevelse af Borgerne, da er der efter min Mening ingen anden Vei at gaa end den, som anvises i Lovens §4, nemlig at Sundhedskommissionen fremsætter Forslag til Kommunebestyrelsen, hvorefter denne fatter en Beslutning, der forelægges Kongen til Approbation. Dette, at der skal gaaes frem paa denne Maade, finder jeg ogsaa fuldkommen begrundet i Sagens Natur, idet der nemlig, hvor det gjælder at give nye Forskrifter vedkommende Sundhedsvæsenet, ikke allene maa haves for Øie de Fordele i sanitær Henseende, som ved saadanne Forskrifter opnaaes, men ogsaa paa den anden Side de økonomiske Opofrelser og de Indgreb i den personlige Frihed, som deslige Forskrifters Iagttagelse vil medføre. Der er intet rimeligere end at man har fundet Betænkelighed ved at henlægge Myndighed til at give deslige Forskrifter til den Autoritet, der særligen har at vaage over Sundhedsvæsenet, idet denne kunde befrygtes altfor ensidig at ville se paa de sanitære Forhold men ikke tilstrækkelig at tage i Betragtning de Opofrelser og Ulemper, som paa den anden Side Forskrifternes Iagttagelse kunde medføre. For at baade Fordele og Ulemper kunne blive tilbørligen veide mod hinanden, er det vistnok, at Loven har villet, at de nye Forskrifter ikke skulle kunne faa sin Tilværelse uden paa den i §4 omhandlede Maade. At det blot skulde være det formelle Hensyn, som her skulde have gjort sig gjældende, saa at Kommunebestyrelsens Beslutning og den kongelige Approbation skulde være fornøden, naar det var Meningen at give en hel almindelig Sundhedslov for det specielle Distrikt, men at derimod Sundhedskommissionen skulde have Myndigheden, naar det kun gjaldt at udgive en ny Forskrift, en ny Regel i en enkelt Henseende om en enkelt Materie, kan jeg paa ingen Maade antage. Det vilde jo nemlig da staa i Sundhedskommissionens Magt ved at udgive en Række af enkelte Regler eller Forskrifter at udøve den Myndighed, som ved Loven er tiltænkt at skulle være hos Kommunebestyrelsen i Forening med Kongen, men da vil jo den Betryggelse, som Loven har søgt at opnaa ved at henlægge Myndighedens Udøvelse til disse sidstnævnte Autoriteter, ganske gaa tabt. At denne Opfatning af Sundhedsloven er den, som har gjort sig gjældende ved Lovens Tilblivelse, finder jeg fuldkommen bestyrket ved at se hen til den Betænkning, som i sin Tid er afgivet af vedkommende kongelige Kommission og hvis Udkast ligger til Grund for Loven afødt xx.xx.1860. Det heder her blandt Andet, at forsaavidt Bestemmelser, navnlig sigtende til at befordre den offentlige Renlighed, let kunne blive af den Beskaffenhed, at de medføre Indskrænkninger ikke blot i Eiendomsretten men endog i den personlige Frihed og de derhos i mange Stykker komme til at lempes betydelig efter de forskjellige Forhold paa de forskjellige Steder, maa det indrømmes, at de hensigtsmæssigst henlægges under Kommunebestyrelsens Omraade. Endvidere heder det, at man som Omstændigheder, der for Sundhedsvæsenet er af væsentlig Betydning, maa henlede Opmærksomheden paa den offentlige Renlighed og andre herhenhørende Forhold, som man har foreslaaet som Gjenstand for Sundhedskommissionernes Virksomhed i Byerne. «Man har dog ikke troet at burde eller kunne foreslaa almengyldige Regler for deres Virken og Myndighed i saa Henseende, men man har indskrænket sig til exempelvis at anføre de Forhold, hvorpaa Kommissionerne herved havde at henvende sin Opmærksomhed, og man har iøvrigt tænkt sig, at der for hvert enkelt Sted maatte blive at udarbeide nærmere efter Stedets Leilighed afpassede Forskrifter i denne Retning», og til saadanne Forskrifter er det da, at det videre heder, at Sundhedskommissionerne skulle være forpligtede til at fremsætte Forslag for Kommunebestyrelsen. At Høiesteretsdommen af 3 Juni d. A. skulde kunne ansees som noget Præjudikat for nærværende Tilfælde, kan jeg ikke indse. Der var der Tale om et ganske særeget Tilfælde og om et Forhold fra en Bryggerieiers Side ved at slaa Skyllevand fra Bryggeriet i en Bæk og der var paavist, at dette forpestede Luften i det omliggende Strøg, og dette troede man, at Politiet og

Side:612

saaledes nu da Sundhedskommissionen i Analogi af Bestemmelserne i Politianordningens 6te Kapitel, maatte være berettiget til at forbyde; men der var der ikke Tale om at gjennemføre nogen almindelig Regel eller nogen almindelig Forskrift, som man jo ser tydeligen er Meningen i nærværende Tilfælde. Hint Tilfælde vilde ikke kunne drage tilfølge for nogen Flerhed af Tilfælde. Jeg skal bemærke, at de Steder, jeg har anført af Kommissionens Indstilling, findes i Storthingsforh. for 1859-60 4de Bind O.Nr. 34 S. 3-5

Assessor Løvenskjold: Jeg er enig med Sorenskriver Platou. Min Hovedbetragtning af Sagen er den, at de almindelige Forskrifter, som Kommunebestyrelsen i Medhold af Lov afødt xx.xx.1860 §4 har at give, efter det Forholds Natur, som de angaa, ikke kunne blive fuldstændig udtømmende, men nødvendigvis maa overlade meget til Sundhedskommissionens sagkyndige Skjøn. Det vil ikke være gjørligt at udtømme ved almindelige Lovforskrifter de Bestemmelser, som kunne blive at træffe angaaende Sundhedsvæsenet, saaledes at Sundhedskommissionen i disse Vedtægter skulde have en for alle Tilfælde gjældende fuldkommen klar og fuldstændig udtømmende Forskrift. Den Forudsætning, at Sundhedskommissionen ikke skal kunne give almindelige Regler, gjældende for en Række af ensartede Tilfælde, ligger efter min Mening paa ingen Maade enten i Loven afødt xx.xx.1860 §4 sammenholdt med denne Lovs øvrige Indhold, navnlig §'erne 3 og 5 eller i de Dele af de forberedende Forhandlinger angaaende denne Lov, som en foregaaende Voterende har paaberaabt sig. Hvad Loven afødt xx.xx.1860 §4 bestemmer er, at der af Kommunebestyrelsen bør gives almindelige Forskrifter angaaende Sundhedsvæsenet. Man har antaget, at Sundhedsvæsenet ikke hensigtsmæssigen kunde ordnes ved en for hele Riget gjældende almindelig Lov, men at Reglerne maatte ordnes efter de lokale Forhold. Andet siger ikke denne Lovbestemmelse, end at den lovgivende Myndighed i Sundhedsvæsenet er delegeret til Kommunebestyrelsen, og det er dette, som Kommissionsindstillingen har erklæret for nødvendigt, men at Kommunebestyrelsen skulde paatage sig det Arbeide at give fuldstændig udtømmende Forskrifter, saaledes at Sundhedskommissionen blot skulde være en exekutiv Myndighed, findes der intet Spor til i Loven, og saaledes har nok Loven heller aldrig været forstaaet, ialfald ikke i Kristiania. Den foregaaende Voterende har i den Henseende henvist til Loven afødt xx.xx.1860 §3, som indskrænker sig til at sige, at Kommissionen skal have sin Opmærksomhed henvendt paa Stedets Sundhedsforhold og derpaa nævner endel Anliggender vedkommende dette; men naar man ser paa, hvad der er betroet Kommissionen forøvrigt ved Loven og hvad den kongelige Kommission, som har forberedt Sagen, har villet, nemlig som den siger, en kraftig Bestyrelse af Sundhedsvæsenet, vil det være urimeligt at antage, at man skulde vælge en Kommission bestaaende af sagkyndige mænd, beregnet paa en kraftig Bestyrelse, for at de skulde have sin Opmærksomhed henvendt paa disse mange for Sundhedsvæsenet skadelige Gjenstande, uden at kunne træffe Bestemmelser og give Regler desangaaende. Saaledes bør visselig ikke §3 forstaaes; det vilde ikke være Umagen værd at oprette en Korporation bestaaende af sagkyndige Mænd for ikke at have Andet at gjøre, end at iværksætte de af Kommunebestyrelsen givne almindelige og udtømmende Forskrifter; dertil behøvede man ikke et saa stort Apparat. Hvad Sundhedsloven har villet, er at indføre en kraftig Bestyrkelse af Sundhedsvæsenet, og derfor har den søgt med Omhu at sammensætte en Korporation, i hvis Hænder den kunde lægge en stærk Myndighed. Man maa erindre, at Sundhedskommissionen i Lovens §6 har faaet den store Myndighed, der danner en Undtagelse fra den almindelige Regel i Grundlovens §102 om Husinkvisitioner, at kunne anstille Undersøgelser i Husene Sundhedsvæsenet vedkommende, uden at der foreligger Grund til Paatale af begaaede Forseelser, og det vilde da være høist besynderligt, om den Kommission, der var udrustet med saa stærk

Side:613

Myndighed som denne, skulde være indskrænket til at have sin Opmærksomhed henvendt paa Sundhedsvæsenet og iværksætte Regler, opstillede af en anden Autoritet. For mig fremstiller det sig saaledes, naar §4 sammenholdes med §3, at det har været Meningen, at man, overensstemmende med §4, skal ved Kommunebestyrelsen faa givet saadanne almindelige Forskrifter, som efter Forholdets Natur kan gives ved udtømmende og for Alle gjældende Regler, men at det for en Række af underordnede Tilfælde maa blive nødvendigt for Sundhedskommissionen at give almindelige Forskrifter. §3 siger jo blandt Andet, at Sundhedskommissionen skal paase, at «ingen Næringsvei drives med større Fare for den almindelige Sundhedstilstand end der nødvendig flyder af Bedriftens eget Væsen», og der er ogsaa andre Bestemmelser, som vise, at den har stor Myndighed til at gribe ind. Det Samme forekommer mig at ligge i §26, der siger, at «de Forskrifter, som i Kraft af denne Lov gives af Sundhedskommissioner, skulle paa behørig Maade kundgjøres i vedkommende By eller Distrikt»; der kan ikke her være Tale om Forskrifter, gjældende for specielle Tilfælde, men det maa være almindelige Forskrifter, gjældende for en Række af Tilfælde. Jeg henholder mig iøvrigt til Sorenskriver Platou og skal kun bemærke, at naar man siger, at Sundhedskommissionen burde have anstillet foregaaende Undersøgelser, forinden den gav saadanne Forskrifter, er det en Selvfølge, at saadanne almindelige Regler ere en Følge af den Erfaring, som Sundhedskommissionen ved Behandling af en Række af Tilfælde har vundet. Jeg tør ikke have nogen Mening om, hvor langt de Herrer, der ere af en anden Mening end jeg, ville drive Konsekventserne af den Regel de opstille, om at nægte Sundhedskommissionen Adgang til at give almindelige Forskrifter, men de kunne gaa overmaade vidt og blive af stor Betydning med Hensyn til Ordningen af de sanitære Forhold i Kristiania. Det er mig bekjendt, at man her har for sig et af de Forhold, der danner en af de væsentligste Gjenstande for Sundhedskommissionens Virksomhed. Binger hvori Exkrementer opsamles og i længere Tid blive henliggende, ere en af de væsentligste Gjenstande for Sundhedskommissionens Opmærksomhed. Det vilde lede til betænkelige Følger, om man nægtede Sundhedskommissionen Ret til at forbyde Henlæggelse af Gødsel paa aabent Sted i private Gaardsrum eller Ret til at give Forholdsregler om, hvor ofte Binger skulle udtømmes, og hvorledes Budretteringen skal udføres osv., men jeg tør haabe, at man her ikke har for Øie Andet end hvad der vedkommer Indredning af fast Eiendom.

Assessor J. S. Thomle: Jeg er enig med Førstvoterende, idet jeg derhos i alt Væsentligt tiltræder Assessor Hansteens Bemærkninger. Navnlig er det min Mening, at Sundhedskommissionen ikke har Myndighed til at give Bestemmelser, hvorved paalægges Private Indskrænkninger i den almindelige Raadighed over deres Eiendomme eller Bedrift, medmindre derfor kan paavises Hjemmel enten i udtrykkelig Lovforskrift eller i sædvansmæssig Ret. At det navnlig ikke har været Meningen med Loven afødt xx.xx.1860 at give Sundhedskommissionen som administrativ Autoritet nogen ubetinget Ret til at træffe Bestemmelser om Alt, hvad der i denne Lov er sagt at skulle være Gjenstand for dens Befatning, det finder jeg klart at fremgaa af selve Lovens Affatning og at blive endnu klarere ved dens Forarbeider, saaledes som af Assessor Hansteen paavist. Jeg skal endnu citere et Sted i den kongelige Kommissions Betænkning, hvor dette er udtalt ganske bestemt. Det heder der Side 6: «Det er en Selvfølge, at ingen Sundhedskommissions Bestemmelser eller Beslutninger ville kunne agtes gyldige og ventes opretholdte af Domstolene eller andre Autoriteter, medmindre Kommissionen har ifølge Lov eller dermed hjemlet Forføining af Kommunebestyrelsen havt Kompetence til at tage Bestemmelsen eller fatte Beslutningen». Og dette er Noget, som ogsaa i Loven selv har fundet sit Udtryk, idet det nemlig heder i §7, at

Side:614

«Sundhedskommissionens lovmedholdigt fattede Beslutninger kunne ikke forandres uden osv.» Jeg mener derfor, at Sundhedskommissionen i Tilfælde som nærværende ikke har større Myndighed end den som tidligere har været antaget at tilkomme Politimesteren ifølge Politianordningerne og deres Analogi samt Retspraxis, og jeg kan for mit Vedkommende ikke være i nogen Tvivl om, at man ikke vilde have anseet Politimesteren berettiget til i Medhold af den ældre Politilovgivning at give en saadan Forskrift som den, hvorom der her i nærværende Sag er Spørgsmaal. Jeg skal derhos bemærke, at det ganske vist er min eller nogen Andens Mening, at det skulde være muligt at give almindelige Forskrifter, hvorved Materien saaledes udtømtes, at der ikke skulde blive tilbage noget Felt, hvorpaa Sundhedskommissionen kunde komme til at træffe selvstændige Bestemmelser, men jeg mener, at disse altid maa have sin Hjemmel i en almindelig Forskrift, som har Lovs Gyldighed, hvad enten nu denne indeholdes i den almindelige Politilovgivning, Bygningslov, sædvansmæssig Ret eller i de Regler, som overensstemmende med §4 ere givne af vedkommende Kommunebestyrelse med kongelig Approbation. Jeg anser det derfor ogsaa sandsynligt, at, naar der udkommer saadanne Regler for Kristiania, deri vil indeholdes Bestemmelser, hvorefter det i mange Tilfælde skal være overladt til Sundhedskommissionen at træffe den nærmere Afgjørelse saaledes som er skeet ved de almindelige Forskrifter af den Art, som ere givne for andre Kjøbstæder, saa at jeg ikke tror, at der i den Henseende vil opstaa nogen Ulempe af Befølgelsen af den Betragtningsmaade, hvortil jeg slutter mig. Heller ikke kan jeg antage, at man, ved at indskrænke Sundhedskommissionens Myndighed saaledes som jeg antager har været Lovens Mening, bevirker, at den kun faar en ringe Betydning. Hvad Loven har villet, og som udtrykkelig er sagt i Kommissionsbetænkningen, er at indsætte en sagkyndig Autoritet, der specielt skal gjøre Sundhedsvæsenet til Opgave for sin Virksomhed, som altsaa maa være opmærksom paa, hvad der kan og bør gjøres til Sundhedens Fremme og foranledige, at de Bestemmelser, som i den Henseende eragtes nødvendige eller gavnlige, blive afgivne af vedkommende kommunale Autoritet og dernæst paase disse Bestemmelsers omhyggelige og nøiagtige Gjennemførelse. Dette forekommer mig at være Hverv af den Betydning, at man ingenlunde kan sige, at Sundhedskommissionen ikke faar synderligt at betyde eller at gjøre efter den Opfatning af dens Virkekreds, som ligger til Grund for Pluralitetens Votering i nærværende Tilfælde.

Assessor Manthey: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Sorenskriver Platou.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.