Rt-1887-861

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1887-06-01
Publisert:	Rt-1887-861
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 253/1 1887
Parter:	Overretssagfører H. Heyerdahl (Mejdell) mod Borgermester Rygh (Nikolaysen).
Forfatter:	Reimers, Ottesen, Ph. Hansteen, Gram, Thomle, Broch, Justitiarius Lambrechts
Lovhenvisninger:

Assessor Reimers: Med Hensyn til nærværende Sags faktiske Omstændigheder og de ved Underretten nedlagte paastande finder jeg det tilstrækkeligt at henvise til Byretsdommens Præmisser, fornemmelig til Førstvoterendes Votum, Udt. S. 21-30.

Den citerede Del af nævnte Votum er saalydende: - - -

«Ved kgl. Resl. Afødt xx.xx.1883 fik Borgermester i Kristiania Rygh Paalæg om ved Dom at fralægge sig den Sigtelse for Misbrug af Embedsmyndighed, der indeholdes i en Protokoltilførsel af Overretssagfører Heyerdahl under et den 5 Marts s. A. i Kristiania optaget Kontinuationsforhør til nærmere Oplysning angaaende den sammesteds sidst afholdte Valghandling, i hvilken protokoltilførsel Heyerdahl udtaler, at han i en Samtale med Borgermesteren før Valget blev vred, da han under Samtalens Løb erfarede, at der vilde blive nægtet en hel Del stemmeberettigede Borgere Adgang til at deltage i det forestaaende Valg, «idet han opfattede dette, hvad han fremdeles gjør, som en intentionel Udelukkelse.»

Efter derhos meddelt beneficium processus gratuiti med fri Sagførsel har Borgermester Rygh ved Stævning afødt xx.xx.1883 saggivet Sagfører Heyerdahl og derunder paastaaet de ovengjengivne Ytringer mortificerede samt Heyerdahl for de i Protokoltilførselen omhandlede Sigtelser anseet med Straf efter Krll.s Kap. 17 og tilpligtet at betale Processens Omkostninger, hvorunder Salar til den befalede Sagfører, der in subsidium paastaaes udredet af Statskassen.

Indstævnte har paastaaet Frifindelse og Omkostninger.

Den nærmere Sammenhæng med de paaklagede Udtalelser af Indstævnte er følgende:

Under det i ovennævnte Anledning optagne Hovedforhør forklarede Indstævnte som 2 Deponent, at han og Redaktøren af «Verdens Gang», Olaf Thommessen, Onsdagen den 18 Oktbr. 1882 cirka Kl. 10 Formiddag paa Magistratskontoret af Borgermesteren fik den besked, at de Personer som ikke havde meldt sigt til Indførelse i Mandtallet senest den foregaaende Dag, Tirsdagen den 17 Oktbr., ikke vilde erholde Adgang til at deltage i Valget, idet Borgermesteren som Grund for den saaledes stedfundne Bestemmelse anførte, at der ikke vilde blive Tid til at indføre Flere i Mandtallet end de, der havde meldt sig senest den 17 Oktbr. Efter hvad Indst. troede at erindre, tilføiede

Side:862

Borgermesteren, at han havde siddet oppe og arbeidet indtil Kl. 10 den foregaaende Aften beskjæftiget med at undersøge Legitimationerne for deres Stemmeret, som da havde meldt sig og at de Folk paa Magistratskontoret, som skulde indføre stemmeberettigede i Mandtallet, ikke kunde række mere.

Cit. forklarede derimod, som 4 Dept. under det nævnte Forhør, at han ved den nævnte Leilighed gav Indst. den samme Besked, som han havde givet en hel Del andre Personer, der samme Formiddag havde været oppe paa Magistratskontoret i lignende Anledning, nemlig den at man skulde gjøre sti Bedste for at (faa?) saamangen med som muligt, men at han ikke kunde indestaa for, at der vilde blive Tid til at indføre samtlige dem, der havde aflagt Konstitutionsed.

Angaaende denne Uoverensstemmelse blev Indst. og Cit. konfronterede under Kontinuationsforhøret. Herunder gjorde Retten Indst. opmærksom paa, at han under et her i Byen optaget Forhør angaaende nogle Bygselbreve havde forklaret, at han paa den Tid, hvorom der her spørges, specielt Mandagen den 16 Oktbr. 1882, var meget overanstrængt, nervøs og sløv, hvorhos Retten spurgte ham, om ikke disse Omstændigheder kunde have medført, at han havde misforstaaet Cit.

Hertil svarede Indst., at han ikke kunde antage, at de nævnte Omstændigheder havde medført nogen Misforstaaelse, da Cit.s Udtalelser vare ganske bestemte, hvorhos han bad Cit. nærmere spurgt om, hvad det var for andre Personer Cit. havde talt med den omhandlede Formiddag m. m.

Under sit Svar herpaa bemærkede Cit., at han fik det Indtryk, at Indst.s Optræden, da han ved den nævnte Leilighed kom ind paa Magistratskontoret, var noget besynderlig; han kom nemlig meget hastig ind ad Døren, nævnte ikke sit Navn, førend han i Løbet af Samtalen blev spurgt derom, samt lod til i Samtalens Løb at komme i noget ophidset Sindsstemning. Cit. ønskede derhos tilført, at det var første Gang, at han talte med Indst., saa han jo ikke vidste, hvorvidt denne pleiede at optræde paa saadan Maade.

Efter disse Bemærkninger af Cit. begjærede og fik Indst. tilført Forhørsprotokollen følgende.

«Heyerdahl skulde med Hensyn til Hr. Borgermesterens sidste Forklaring bemærke, at det forholder sig rigtigt, at Deponenten i Samtalens Løb, da han havde erfaret, at der vilde blive nægtet en hel Del stemmeberettigede Borgere Adgang til at deltage i det forestaaende Valg, blev vred, idet Deponenten opfattede dette, hvad han fremdeles gjøre, som en intentionel udelukkelse. Deponenten skulde dernæst udtale, at naar Borgermesteren har udtalt, at der ikke blev Tid Onsdagen den 18 til at indføre en Del Personer i Mandtallet, saa skulde efter Komparentens Formening disses Antal udgjøre omkring 200 Stykker. Af disse vare imidlertid antagelig over 100 Folk, der havde Bygselbreve fra Sande eller Skjøder fra Lier, og om disse havde Borgermesteren altsaa paa Forhand opgjort, at de ikke vilde blive indførte i Mandtallet. Af de resterende cirka 100 Personer blev mindst 3/4 Delen anmeldte gjennem Deponentens Kompagnon, og maatte det efter den Maade, hvorpaa denne Anmeldelse var skeet, ikke kunde tage syndelig Tid at indføre dem i Mandtallet, idet navnlig fremhæves, at, forsaavidt erindres, ca. 67 Personers Vedkommende var bilagt med en Attestation fra Fogden i Valders om, at de havde thinglæste Hjemmelsdokumenter, saa nogen Gjennemgaaelse af disse altsaa var overflødig. Deponenten erindrer heller ikke rettere, end han i Samtalens Løb meddelte Borgermesteren, at en saadan Anmeldelse vilde fremkomme».

Ved Byrettens Dom, som er afødt xx.xx.1884, blev saaledes kjendt for Ret:

«Den Sigtelse mod Citanten Borgermester Rygh, som indeholdes i efternævnte Ord i Indstævnte Overretssagfører H. Heyerdahls Forklaring som 2 Deponent under Forhør den 5 Marts 1883: «idet Deponenten opfattede dette,

Side:863

hvad han fremdeles gjør, som en intentionel Udelukkelse» - mortificeres. Indstævnte bør for at have fremført den ovenfor nævnte Sigtelse bøde til Statskassen 100 - et hundrede - Kroner, hvorhos han til Citanten betaler 100 - et hundrede - Kroner i Procesomkostninger, af hvilke Citantens befalede Sagfører, Advokat Nikolaysen, tillægges i Salar 80 - otteti - Kroner, medens af Resten, saavidt tilstrække kan, udredes Rets- og øvrige - deriblandt Stævnevidnernes - Gebyrer saavelsom det stemplede Papir som om Sagen ikke havde været beneficeret. Den befalede Sagførers Salær udredes in subsidium af Statskassen. Det Idømte at udredes inden 15 - femten - Dage efter Dommens Forkyndelse under Adfærd efter Loven».

Byrettens Dom er afsagt under Dissents, idet et Medlem voterede for Frifindelse, forsaavidt angik Paastanden om Mulkt, men for Mortifikation af den paaklagede Ytring. Rettens 2 øvrige Medlemmer voterede baade for Mortifikation og Straf, men vare uenige med Hensyn til Subsumtionen, idet Førstvoterende antog, at den paatalte Ytring bør henføres under Krll.s 17-7, Andenvoterende derimod, at den rettelig subsumeres under Kapitlets paafølgende §. Byrettens Dom er nu efter erhvervet Dispensation fra Reglerne om summa appellabilis af Overretssagfører Heyerdahl ved Stævning afødt xx.xx.1885 indbragt for Høiesteret, hvor han har nedlagt Paastand om Frifindelse for Borgermester Ryghs Tiltale og Tilkjendelse af Procesomkostninger for begge Retter, medens Borgermester Rygh efter meddelt beneficium processus gratuiti med fri Sagfører procederer til Stadfæstelse af Byrettens Dom, samt Tilkjendelse af Procesomkostninger for Høiesteret, deriblandt Salar til den befalede Sagfører, hvilket sidste i ethvert Fald paastaaes udredet af Statskassen.

Det Spørgsmaal, som foreligger til Afgjørelse er, om den inkriminerede Udtalelse under de Omstændigheder, under hvilke den fremkom, kan betragtes som strafbar. Overretssagfører Heyerdahls til Protokollen dikterede Udtalelse fremkom, som i Byretsdommens Præmisser nærmere forklaret, som Svar paa en Tilførsel af borgermester Rygh, i hvilken det bl. A. anføres, at Borgermesteren, da Heyerdahl den 17 Oktbr. 1882 søgte ham paa hans Kontor, fik det Indtryk, at hans Optræden var noget besynderlig, hvilket da Borgermesteren nærmere begrunder, idet han tilføier, at Heyerdahl i Samtalens Løb lod til at komme i en noget ophidset Sindstemning. Som Svar herpaa var det da, at Heyerdahl tilførte Protokollen, at det forholdt sig rigtig, at han i Samtalens løb blev vred, da han erfarede, at der vilde blive nægtet en hel Del stemmeberettigede Borgere Adgang til at deltage i det forestaaende Valg, «idet han opfattede dette, hvad han fremdeles gjør, som en intentionel Udelukkelse», noget, som han da nærmere begrundede i den følgende Del af sin Tilførsel, idet han der søgte at paavise, at det ikke kunde have medført nogen Vanskelighed for Borgermesteren at faa indført Alle, som den foregaaende Dag havde aflagt Ed til Konstitutionen, i Mandtalsprotokollen, forinden Valget afholdtes.

Saavidt jeg har opfattet Appell.s Procedure her for Høiesteret, har han vel ikke frafaldt den Sigtelse mod Borgermesteren for intentionel Udelukkelse af Stemmeberettigede fra Deltagelse i Valget, som ligger i de paatalte Ytringer. Men han har paa den anden Side lidet eller intet indladt sig paa denne Side af Sagen, idet han her væsentlig søger sin Frifindelse deri, at han, hvad enten nu den Opfatning, som han i hin Protokoltilførsel udtalte, i Realiteten var beføiet eller ikke, alligevel under enhver Omstændighed maa blive fri for Strafansvar, da han, som det i Krll.s 17-7 heder, ved Leiligheden var «forbunden til at ytre sig». Han søger altsaa væsentlig sin befrielse i den Pligt til uforbeholdent at udtale sig angaaende Undersøgelsens Gjenstand, der paalaa ham som Forhørsdept.

Saaledes som Sagen her staar, finder jeg det ufornødent i nogen

Side:864

Udførlighed at indlade mig paa Spørgsmaalet om det mere eller mindre Beføiede i den omhandlede Sigtelse. Jeg tror her at kunne indskrænke mig til den Bemærkning, at jeg efter hvad der under Forhøret er oplyst finder, at der intet er at udsætte paa Borgermesterens Forhold som Mandtalsfører ved Valget i 1882. Han har, saavidt skjønnes, ved Indførelsen i Mandtalsprotokollen af de stemmeberettigede, som aflagde Ed den næstsidste Dag før Valget strukket sig saa vidt som det med Rimelighed og Billighed kunde fordres. Jeg anser følgelig den Beskyldning for et meget grovt Misbrug af Embedsmyndighed, som ligger i den paatalte Udtalelse, for ganske ubeføiet.

Spørgsmaalet bliver da, om Appell. derved, at denne Tilførsel fremkom fra ham som Dept. ved det til Undersøgelse af forskjellige Omstændigheder ved Valget paa Foranledning af Storthingets Beslutning optagne Forhør, dækkes mod Strafansvar for en Ytring, der efter sit Indhold objektivt seet er strafbar. Jeg maa i saa Henseende erklære mig enig med Byrettens Pluralitet. Som Sagen foreligger for Høiesteret, gjælder Spørgsmaalet her alene den Del af Tilførselen, som indeholder, at Appell. endnu paa den Tid, da Forhøret optoges, fremdeles opfattede Borgermesterens Forhold som en intentionel Udelukkelse. Forsaavidt det i Tilførselen tillige anføres, at Appell. under Samtalen med Borgermesteren blev vred, fordi han da opfattede Sagen paa samme Maade, har nemlig Byretten antaget, at denne Udtalelse dækkes af Appell.s Vindpligt. Og da Dommen ikke fra Borgermesterens Side er paaanket, ligger dette selvfølgelig nu udenfor Sagen. - Jeg finder med Byretten, at naar Appell. i den nævnte Protokoltilførsel ikke indskrænkede sig til en Angivelse af Grunden til, at han under Samtalen med Borgermesteren blev vred, men tillige ganske unødig tilføiede, at han fremdeles havde den selvsamme Opfatning af Borgermesterens Forhold, den nemlig, at Borgermesteren som Mandtalsfører forsætlig har lagt an paa at udelukke en hel Del stemmeberettigede Borgere fra at deltage i Valget, da gaar denne Udtalelse udover den Grændse, inden hvilken han i sin Vidnepligt kan søge Dækkelse mod Strafansvar. Det er af Appell. gjort gjældende, at han paa Forhaand var stærkt provoceret, dels derved, at Retten havde henstillet til hans Overveielse, om ikke den Uoverensstemmelse, som viste sig at have været tilstede mellem hans og Borgermesterens Forklaring angaaende den sidstes Ytringer under Samtalen, muligens kunde hidrøre fra, at han ved denne Leilighed ligesom et Par Dage forud var overanstrængt, nervøs og sløv og derfor ikke saa nøie havde opfattet Borgermesterens Udtalelse i dens Enkeltheder, dels ved Borgermesterens Bemærkning om, at Appell. under Samtalen med ham gjorde et noget besynderligt Indtryk og lod til at komme i en ophidset Sindsstemning. Men disse Provokationer, om man saa kan kalde dem, kunde dog ikke med Rimelighed give Appell. Anledning til mere end den Forklaring af sin Optræden ved Leiligheden, at han blev vred, fordi han den Gang fik det Indtryk af Borgermesterens Optræden, at denne intentionelt vilde udelukke Stemmeberettigede fra Deltagelse i Valget. Derimod var det ganske unødigt til Forklaring af denne Brede at tilføie, at Appell. endnu paa den Tid, da Forhøret optoges, altsaa omkring 5 Maaneder senere, nærede den samme Opfatning, og det var heller ikke af nogensomhelst Interesse for Forhørets Hovedøiemed; heller ikke var, efter hvad Retten havde attesteret, denne videregaaende Ytring foranlediget ved Examination, som Appell. fra Rettens Side havde været undergivet. Denne Tilføielse: - - «hvad han fremdeles gjør», kan efter min Mening ikke opfattes anderledes end som injurierende og som bevidst injurierende. Det forekommer mig, at den ikke kan forklares anderledes end ved at forudsætte en bevidst fornærmende hensigt hos Appell., og man kan i saa henseende ikke se bort fra det Moment som ligger deri, at Ytringen

Side:865

ikke fremkom paa en halvt tilfældig Maade, under en mundtlig Forklaring, men derimod blev dikteret til Protokollen og derfor maa antages at være fremkommet som et overveiet Tillæg til Angivelsen af Grunden til, at Appell. var kommen i en ophidset Stemning under Samtalen med Borgermesteren. Jeg finder følgelig med Byrettens Pluralitet, at Appell. ikke i sin Vidnepligt kan søge Ly mod det Strafansvar, til hvilket Ytringen objektivt seet utvivlsomt er hjemfalden. Det er vistnok saa, at der er Opfordring til at bedømme Ytringer, der fra et Vidne eller en Forhørsdeponent kunne falde under Afhørelsen, men Lempe, selv om de, veiede paa en fin Vægt, kunne siges at komme Krll.s Kap. 17 for nær. Men det forekommer mig paa den anden Side ogsaa, at man bør vogte sig for i denne Henseende at gaa for vidt, forat Vidnepligten ikke skal kunne blive et Værn for injurierende Udtalelser, der ikke ere paakaldte af og ikke staa i nogen Forbindelse med Undersøgelsens Gjenstand. - Hvad Subsumtionen angaar, er jeg enig med Førstvoterende i Byretten, idet jeg antager, at Ytringen, rettelig er at henføre under Krll.s 17-7. Ytringen er efter sit Indhold en ærekrænkende Sigtelse af den Art, som omhandles i denne Straffebestemmelse, og den Omstændighed, at den er udtalt som Appell.s Opfatning, kan efter min Mening ikke henføre den under nogen anden Klasse eller navnlig under «utilbørlige Ord», som omhandles i den følgende §. Da der inden den Pluralitet i Byretten, som voterede for Straffældelse, har været Dissents angaaende Subsumtionen, anser jeg det rettest, at der her ved Høiesteret gives ny Konklusion. Hvad Mulktens Størrelse angaar antager jeg, at man kan blive staaende ved samme Beløb som byretten, Kr. 100, uden Anbefaling til Benaadning. Efter det Resultat, hvortil jeg kommer, vil Appell. have at tilsvare Indst. Processens Omkostninger ogsaa for Høiesteret. Jeg antager, at disse for Byretten og Høiesteret tilsammen kunne fastsættes til kr. 300, hvoraf et Beløb af kr. 260 tillægges den for Indst. befalede Sagfører, hvis Sagførsel har værer forsvarlig, i Salarium.

Konklusion:

Den Sigtelse mod Indst., Borgermester Rygh, for Misbrug af Embedsmyndighed, som indeholdes i den paaklagede, af Appell., Overretssagfører Heyerdahl, som 2 Dept. under Forhør Kristiania Byret den 5 Marts 1883 gjorte Protokoltilførsel, at «Deponenten opfattede dette, hvad han fremdeles gjør, som en intentionel Udelukkelse», mortificeres og bør Appell for at have fremført denne Sigtelse bøde til Statskassen 100 Kr. I Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret betaler Appell. til Indst. 300 Kr., hvoraf den befalede Sagfører, Advokat Nikolaysen, tillægges i Salarium for Sagens Udførelse ved begge Retter 260 Kr., og af det øvrige udredes, saavidt tilstrække kan, rets- og øvrige Gebyrer samt det stemplede Papirs Kostende, som om Sagen ikke havde været beneficeret.

Assessor Ottesen: Jeg er kommen til samme Resultat som det dissenterende Medlem af byretten og kan ogsaa idet væsentlige henholde mig til hvad af ham er anført til Begrundelse af dette Resultat. Jeg bygger væsentlig Appell.s Frifindelse for Straf paa den Opfattelse af hans Stilling som Deponent, som af det dissenterende Medlem er gjort gjældende. Jeg gaar ud fra den samme Betragtning, som ogsaa her er anført af Førstvoterende, at de Ord, som Krll.s 17-7 bruger, nemlig: «forbunden til at ytre sig» ikke kunne forstaaes saa bogstavelig, at den en Dept. tilstaaede Frifindelse for at føre Bevis og for Ansvar blot skulde gjælde i Tilfælde, hvor han efter den strenge Opfattelse kunde siges at være «pligtig» til at give Vidnesbyrd. Baade Byretten og Førstvoterende ere enige om, at en Udtalelse af et Vidne om, hvorledes han opfatter et Faktum, som han forøvrigt forklarer sig om, ogsaa maa gaa ind under de Forklaringer, som det paaligger ham at afgive som Dept., eller som ialfald en Dept. kan finde sig foranlediget

Side:866

til at fremkomme med, og forholder dette sig saa, forekommer det mig noget strengt at ville begrændse dette paa den Maade, som af Førstvoterende og Byretten er gjort, nemlig til at gjælde den Opfattelse, som Appell. havde under Samtalen. Er det først givet, at Udtalelsen af denne Opfatning skal være straffri, synes det mig at være mindre klart, at han skal straffes, fordi han i Forbindelse hermed udtaler, at han fremdeles har den samme Opfattelse. Havde han som Dept. udtrykkelig markeret dette, at han den Gang havde en saadan Opfattelse, havde det kunnet tænkes, at Retten udtrykkelig havde spurgt ham, om han fremdeles havde den samme Opfattelse, og at han da var pligtig til at svare paa dette og oforbeholdent udtale sig herom, kan naturligvis ikke være tvivlsomt. Men er det saa, at et Viden er pligtig til at udtale sig under den af mig nævnte Forudsætning, sa kan jeg ikke finde andet en, at hans Forhold maa være det samme, om han proprio motu supplerer den Modsætning, som vilde ligge i disse forskjellige Udtalelser. Det er vistnok saa, at denne Udtalelse af Appell. om, at han fremdeles har den samme Opfattelse, ikke kan siges at staa i nogen direkte Forbindelse med det Øiemed, hvoro Forhøret var optaget. Men som af Førstvoterende bemærket, var dog dette Tillæg foranlediget ved eller kom i Forbindelse med Vidnets egne Udtalelser og var en Forklaring af disse, og som bekjendt sker det hyppig under Vidneforklaringer og under Forhør, at et Vidne yderligere udtaler sig om, hvad der i en eller anden Henseende kan vække Tvivl om, hvad han tidligere har udtalt, og denne Tvivl er efter min Formening i nærværende Tilfælde ikke ubeføiet. Som af Førstvoterende bemærket, var der virkelig fremkommet dels fra Retten selv, dels fra 4 Dept. Udtalelser, der gave ham Anledning til en noget fyldigere Forklaring af hovrledes hans Forklaring om Samtalen med 4 Dept. var at forstaa. For det første var det jo udtalt, at der kunde være nogen Grund til, at han paa Grund af den nervøse og ophidsede, ja endog sløve Tilstand, hvori han havde befundet sig 16 Oktbr. 1882, kunde have opfattet 4 Dept.s Udtalelser anderledes end de virkelig vare fremkomne, og dels var der jo fra 4 Dept. endog udtalt, at Appell. i Løbet af Samtalen viste sig at være i en noget ophidset Sindstilstand, foruden at hans Adfærd allerede strax vakte Formodning om en vis heftighet og Nervøsitet. For nu at paavise baade Grunden til, at han var heftig den Gang, og at hans Opfattelse ikke kunde forklares af nogen abnorm Sindstilstand, forekommer det mig, at det var endog nærliggende, at han udtalte, at han saa langt fra kan antages at have været paavirket af denne Vrede og den Sindsstemning, hvori han den Gang befandt sig, at han tvertimod endnu den Dag ikke kan komme til anden Opfattelse end, at den stedfundne Nægtelse af at indføre de stemmeberettigede i Mandtallet, var tilsigtet. Da det derhos som bekjendt er meget hyppigt, at der af Vidner dels uden og dels efter Foranledning forklares om det Indtryk, som en og anden Begivenhed har gjort paa dem, og hvilken Opfattelse de overhovedet have havt af noget, der er passeret, saa forekommer det mig, at det vilde være lidet stemmende med dette, om man vilde paalægge en Dept. en Forsigtighed og en Tvang med Hensyn til hans Udtalelser i denne Henseende, som Tilfældet vilde være, hvis han var sig bevidst, at han stod under kriminelt Ansvar. Vidnepligten er saa vigtig og den Betydning, det har, at et Vidne udtaler sig fuldstændigt og frimodig og endog uden nogen Anledning fra Rettens Side meddeler hele sin Opfatning af en Begivenhed, er saa stor, at der maa udøves en særlig Varlighed for ikke at afstrække Vidnerne fra at fremkomme med Forklaring om den fulde Sammenhæng, hvad enten den vedkommer det rent faktiske eller det kommer an paa at udtale en Formening, nar dertil er Opfordring. Der er altsaa ikke her Tale om, hvorvidt den omhandlede Ytring kan siges at staa direkte i Forbindelse med Forhørets Øiemed; men der er Spørgsmaal om en Ytring, der skal forklare

Side:867

og ligesom supplere en af Vidnet afgiven Forklaring. Man kan derfor ikke, forekommer det mig, underlægge Appell. en virkelig Intention eller en bestemt Hensigt at ville fornærme Borgermesteren. Man kan vistnok sige, at de Ytringer, som Vidnet fremkom med, kunde have været fremførte paa en mere hensynsfuld Maade, men derfra at slutte, at det har været hans Hensigt at fornærme, synes mig at ville være at ga for vidt. Som det under Sagen er sagt, foregik dette Forhør i Tider, da der af politiske Grunde var en stor Ophidselse i Gemytterne, og det synes mig derfor rettere at gaa ud fra, at Vidnet har været noget stærkt paavirket af denne Ophidselse, end at han havde til Hensigt at fornærme Borgermesteren. Men ordet jeg saaledes gaar ud fra, at Appell.s Stilling som Dept. fritager ham for Straf, er jeg dog enig med Førstvoterende og det dissenterende Medlem af Byretten i, at Ytringen ikke desto mindre maa blive at mortificere. Det er nemlig saa langt fra, at Appell. har ført noget Bevis for, at Borgermesterens Adfærd kunde siges at være en intentionel Udelukkelse af de Stemmeberettigede, at Borgermesteren, saaledes som Førstvoterende har bemærket, har anført aldeles fyldestgjørende Forklaring om, hvorfor de nævnte Stemmeberettigede ikke kunde blive indført i Mandtallet den omhandlede Dag. Dertil kommer, at selv efter min Opfatning af Sagen, de paaklagede Udtalelser ligge paa Ydergrændsen af, hvad jeg antager, et Vidne uden Straf kan tillade sig at fremkomme med, og navnlig kan det ikke nægtes, at Tilfældet maa siges at fjerne sig ikke lidet fra, hvad et Vidne strengt taget kan siges at være forbundet til at ytre sig om. Af disse Grunde finder jeg heller ikke, at den i Rt-1886-774 anførte Høiesteretsdom her kan paaberaabes. Som Følge af det Resultat, hvortil jeg kommer, bliver da ogsaa Sagens Omkostninger for Byretten og Høiesteret at ophæve.

Konklusion:

Den i Appell., Overretssagfører H. Heyerdahls Forhørsforklaring den 5 Marts 1883 indeholdte Ytring «idet Deponenten opfattede dette, hvad han fremdeles gjør, som en intentionel Udelukkelse» mortificeres, saa at den ikke kommer Indst., Borgermester Rygh, til Skade paa gode Navn og Rygte. Forøvrigt bør Appell. for Tiltalen i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves. Den befalede Sagfører, Advokat Nikolaysen, tillægges i Salarium for Sagens Udførelse ved Byretten og Høiesteret 260 Kr., der udredes af Statskassen.

Assessor Ph. Hansteen: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

De extraordn. Assessorer, forhenv. Dommer Gram og forhenv. Justitiarius Thomle: Ligesaa.

Extraordn. Assessor, Justitiarius Broch: I det Væsentlige og Resultatet enig med Assessor Ottesen.

Justitiarius Lambrechts: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.