Rt-1914-801

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1914-07-15
Publisert:	Rt-1914-801
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 67/1 B. s.a.
Parter:	Redaktør Arnt Norum Helland (overretssakfører Jørg. Chr. Grøner til prøve) mot Georg Johansen Helland (advokat Kristen Nygaard).
Forfatter:	Scheel, Hambro, Heggen, Birkeland, Frisak, Hvoslef, Justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	Odelsloven (1821) §1, §2, Norske Lov (1687) 5-, 5-, §21, §23, Odelsloven (1821)

Assessor Scheel: Ved dom avsagt av den konstituerte sorenskriver i Salten med meddomsmænd den 5 mai 1908 blev i nærværende sak saaledes kjendt for ret: «Saken avvises og dens omkostninger ophæves». Dommen var avsagt under dissens, idet to av domsmændene voterte for, at odelssøkeren skulde tilkjendes sin odelsret.

Efterat saken derpaa var paaanket til Trondhjems overret, blev av denne den 31 januar 1910 avsagt saadan dom «Indstevnte Georg Johansen Helland bør for appellanten Arnt Norum Hellands tiltale i denne sak fri at være. Processens omkostninger for begge retter betaler appellanten til indstevnte med kr. 300,00». Som det fremgaar av domsgrundene, er overretten i saken kommet til samme resultat som underretten, men har alene fundet det rigtig at gi uttryk herfor ved frifindelse, medens underrettens dom gik ut paa avvisning.

Overrettens dom er paaanket til Høiesteret av Arnt Norum Helland, som har nedlagt saadan passtand: Principalt 1. At appellanten kjendes odelsberettiget til en tredjedel av gnr 52 bnr 7 Helland i Folden av skyld 4 mark og 7 øre. 2. At indstevnte tilpligtes til lovens første faredag under utkastelsestvang at fra vike denne tredjedel til fordel for appellanten mot utbetaling av kr. 1.160,00 eller subsidiært kr. 1.185,00, med fradrag av de paa nævnte tredjedel hvilende pengeheftelser. Subsidiært 1. At appellanten kjendes odelsberettiget til en sjettedel av gnr 52 bnr 7 Helland i Folden av skyld 4 mark og 7 øre. 2. At indstevnte tilpligtes til lovens første faredag under utkastelsestvang at fravike denne sjettedel til fordel for appellanten mot utbetaling av kr. 580,00 eller subsidiært kr. 592,50 med fradrag av de paa denne sjettedel hvilende pengeheftelser. I begge tilfælde: At indstevnte tilpligtes at betale appellanten sakens omkostninger for alle retter.

For indstevnte er der nedlagt paastand om overretsdommens stadfæstelse og tilkjendelse av saksomkostninger ved Høiesteret.

Med hensyn til sakens gjenstand og nærmere faktiske omstændigheter henviser jeg til de avsagte domines præmisser, idet jeg alene skal bemerke, at det for Høiesteret er in confesso, at Israel Benoni Abelsen avgik ved døden den 29 januar 1885.

De formelle indsigelser, som har været fremsat paa grundlag av formentlige feil ved forliksbehandlingen, er ikke gjort gjældende for Høiesteret, og jeg finder ikke, at der forsaavidt foreligger nogen grund til sakens avvisning ex officio, idet jeg herom kan tiltræde, hvad der er anført i de underordnede retters domme.

Side:802

Ogsaa hvad sakens realitet angaar, er visse tvistepunkter bortfaldt for Høiesteret.

Jeg har saaledes optattet procedyren derhen, at der ikke er gjort nogen indvending mot adgangen til at erhverve odelsret til en ideel andel av en eiendom - et spørsmaal, som jeg forøvrig mener utvilsomt maa løses som av de underordnede retter skedd.

For Høiesteret er heller ikke gjort gjældende, at skjøtningen til barnene i 1866 skulde være ugyldig som alene skedd pro forma. Paa den anden side har ikke odelssøkeren fastholdt den betragtning, at han ved i hævdstid at eie en ideel del av eiendommen har erhvervet odelsret til den hele eiendom, altsaa ogsaa den her omhandlede tredjedel.

De spørsmaal, som det da staar tilbake at løse, stiller sig noget forskjellig med hensyn til den sjettedel av eiendommen, som i sin tid har tilhørt Ovidia Johanna, og den del, som har tilhørt Israel Benoni.

Med hensyn til den førstnævnte sjettedel har der for de under ordnede retter været nogen uenighet med hensyn til spørsmalet om, hvorvidt Abels odelshævd blev avbrutt ved det i april 1885 til Israel Benoni utstedte skjøte - en uenighet, som berodde paa spørsmaalet om, hvorvidt Israel Benoni paa dette tidspunkt endnu var i live. Det er som sagt nu paa det rene, at han da var avgaat ved døden. Men det er av indstevnte for Høiesteret gjort gjældende, at Abels odelshævd var avbrutt allerede høsten 1883, før Israel Benoni forlot landet, idet der da maa antages at være truffet en avtale om den overdragelse til ham, som skulde fuldbyrdes gjennem skjøte i henhold til den samtidig Bugge meddelte fuldmagt. Mot denne paaberopelse av en i 1883 indgaat mundtlig avtale om overdragelsen har imidlertid appellantens advokat protestert som ny for Høiesteret, og jeg finder heri at maatte gi appellanten medhold. I overensstemmelse med overretten maa jeg derfor gaa ut fra, at denne sjettedel var odlet av Abel Israelsen, derved at den uten avbrytelse hadde været hans eiendom fra 1876 til salget i 1900.

Hvad den anden sjettepart angaar, er det paa det rene, at der ikke var hævdet nogen odel til denne før overdragelsen i 1866. Derimot gjøres det gjældende, at odelsret er erhvervet av Abel Israelsen ved dennes besiddelse efter sønnens død i 1885 i forbindelse med hans egen tidligere besiddelse og sønnens mellemliggende besiddelse. Der bygges forsaavidt paa den i Motzfeldts Odelsret side 26 og 27 fremsatte lære, som gaar ut paa, at det paa grund av uttryksmaaten i odelslovens §1 og §2 er nødvendig at anta, at det er tilstrækkelig, «at av de flere besiddere, hvis besiddelsestid lægges sammen, een var ascendent og de øvrige descendenter, uagtet de sidste kun var beslegtet i sidelinjen, ei igjen nedstammet den ene fra den anden». Det erkjendes av Motzfeldt, at man herved kommer i strid med princippet i den ældre odelslov, men han finder dette bedre end at komme i en bestemt strid med den legale definition paa ordet «ætlæg» i odelslovens §2. Ogsaa Brandt sees at tillægge denne definition en saadan betydning, at man efter odelsloven ikke længer kan opretholde den ældre rets regel, hvorefter odelshævd alene kunde utbringes gjennem sammenlægning av flere familiemedlemmers besiddelsestid, naar godset var gaat uedad i en ætlinje fra ascendenter til descendenter. Han finder dog, at man for at undgaa et altfor sterkt brud med den ældre ret maa forlange, at godset først har tilhøit en ascendent, hvorimot der da skulde være ad gang til sammenlægning ogsaa av flere søskendes besiddelse, den ene efter den anden. Hvorvidt Brandt under forutsætning av, at godset

Side:803

først har tilhørt faren, ogsaa vil gaa med paa sammenlægning, naar det derefter har tilhørt først et av barnene, saa atter faren og derefter muligens et andet av barnene, kan man ikke med sikkerhet si.

Jeg kan imidlertid ikke finde, at det er med tilstrækkelig føie, at de nævnte forfattere har anset det nødvendig paa grund av odelslovens §2 at gjøre noget brud paa den ældre rets krav paa, at eiendommen maa ha gaat nedad i slegten, forat flere personers besiddelse skal kunne lægges sammen. At dette var den ældre rets regel, mener jeg, det ikke er paakrævet her nærmere at paavise. Den bestemmelse om odelsrets erhvervelse gjennem godsets besiddelse, som odelsloven av 1821 indeholder, findes ikke i §2, men i §1, hvor det siges, at «Den jord paa landet, som i 10 paa hverandre følgende aar, eller længere, har med fuld eiendomsret tilhørt en person eller hans ætlæg, er odelsjord. Den jord skal ingen anden kunne søke eller indløse fra ham». Denne bestemmelse sees av Motzfeldt at være læst, som om der stod, at naar jorden i 10 aar har tilhørt en person eller hans descendenter, er den odelsjord og kan ikke indløses fra den descendent, i hvis tid de 10 aar er utløpet, og hertil er han da forledet ved den definition av ætlæg, som indeholdes i §2. Han synes imidlertid herved at ha overset, at der i andet punktum av §1 siges, at «Den jord skal ingen anden kunne søke eller indløse fra ham», nemlig fra den i første punktum nævnte person, som forutsættes at være i besiddelse av godset. Men da er det jo klart, at der ved denne person eller hans ætlæg i første punktum umulig kan sigtes til hans efterkommere og efterfølgere i besiddelsen. Der maa her ved ætlæg sigtes til dem, som har gaat foran ham i besiddelsen, og det er klart, at dette da man være ascendenter og ikke descendenter, med andre ord, at den definition av ætlæg, som gives i §2, hvor der talen om odelssukcension, ikke kan ha betydning med hensyn til forstaaelsen av dette uttryk i §1. Det sees ogsaa, at odelslovens § i er avtattet i nøie tilslutning til Lovbokens 5. 5. 1. og 5. 3. 11. Naar da hertil kommer de oplysninger, som foreligger om odelslovens forarbeider, hvad denne paragraf angaar, kan jeg for min del ikke finde det tvilsomt, at der ved odelsloven ingen forandring er gjort i den ældre rets regel om sammenlægning av besiddelsestiden. I lovkomiteens forslag siges i §1 uttrykkelig: «hvad enten jorden i løpet av de 10 aar er forblit hos første eier eller er gaat nedad i ætlægget, blir den like fuldt odelsjord; er derimot jorden i løpet av de 10 aar gaat fra børn til forældre opad eller søskende imellem, blir den ikke odelsjord». Naar man istedenfor denne vidtløftigere uttryksmaate valgte den kortere og med den ældre lovgivning mere stemmende, kan dette umuilg ha været i hensigt at gjøre en radikal forandring i den ældre rets regel - en forandring, som nødvendigvis maatte lede til betydelige- vanskeligheter og stan i meget daarlig overensstemmelse med odelsinstitutet forøvrig.

Naar jeg lægger den forstaaelse av odelsloven til grand, som jeg her har gjort gjældende, følger herav, at jeg ikke kan anse nogen odelsret til denne sjettepart erhvervet enten av Abel Israelsen eller av appellanten. Og dennes principale paastand kan da ikke tages tilfølge.

Subsidiært er der imidlertid som nævnt nedlagt paastand om løsning av den sjettepart, som i sin tid har tilhørt søsteren Ovidia Johanna.

Fra indstevntes side er der protestert herimot, fordi der alene foreligger forliksmægling og takst med hensyn til en tredjedel av eiendommen, og denne protest sees at være tat til følge av overretten. Om

Side:804

jeg end kan finde dette spørsmaal i nogen grad tvilsomt, saa mener jeg dog, at det vilde være en ganske overdreven formalisme at gi dom for hel frifindelse, fordi odelsret alene antages at foreligge med hensyn til en sjettedel. Der er jo her tale om ideelle andele av eiendommen, og jeg mener, at meget kan tale for, at der i saadanne tilfælde ved takstens avgivelse gaaes frem paa den maate, som ogsaa indstevnte sees at ha paastaat, nemlig at der sættes en takst for den hele eiendom og kvotadelen beregnes paa grundlag herav. Men under enhver omstændighet mener jeg, at hvis en takst over en tredjedel ikke skal lægges til grund, naar det gjælder løsning av en sjettedel, saa maa det være, fordi en sjettedel kan tænkes at ha mindre værdi end halvdelen av en tredjedel. Det er ogsaa netop dette, som av indstevnte er gjort gjælden de, naar han paastaar, at en sjettedel ikke uten videre kan antages at være værd det halve av en tredjedel. Men naar nu appellanten er villig til at betale det største beløp, hvorom der kan være tale, nemlig halvdelen av det, hvortil tredjeparten er taksert, saa indser jeg ikke, med hvilken grund indstevnte skulde kunne motsætte sig dette. Hvad forliksmæglingen angaar, er der formentlig ingen grund til ikke her at følge den almindelige regel, at forliksmægling om et videregaaende krav ogsaa er fyldestgjørende hvad en subsidiær paastand om det mindre angaar.

Med hensyn til de alternative indløsningesummer, som er nævnt i paastanden, er det paa det rene mellem parterne, at det er det laveste beløp, som skal betales, idet den laavebygning, hvis værdi utgjorde forskjellen, ikke blir at medta.

Jeg antar, at processens omkostninger bør ophæves for alle retter.

Konklusion:

Redaktør Arnt Norum Helland kjendes odelsberettiget til en sjettedel av gnr 52, bnr 7 Helland i Folden av skyld 4 mark 7 øre. Georg Johansen Helland bør under utkastelsestvang til lovens første faredag til fordel far redaktør Helland fra vike denne sjettedel av gaarden mot utbetaling at kr. 580,00 med fradrag av de paa denne sjettedel hvilende pengeheftelser. Iøvrig bør Georg Johansen Helland for redaktør Hellands tiltale i denne sak fri at være. Processens omkostninger for alle retter ophæves.

Assessor Hambro: Jeg kommer til samme resultat som overretten.

Med hensyn til spørsmaalet om appellantens odelsret til den sjettedel, som hans far ved sønnen Israel Benonis død i 1885 arvet efter denne, slutter jeg mig til, hvad førstvoterende i Høiesteret derom har anført.

Angaaende den appellantens søster Ovidia Johanna i sin tid tilhørende sjettedel er jeg enig med overrettens flertal og henholder mig til andenvoterendes begrundelse. Der var efter procedyren, som ogsaa i de foregaaende instanser har dreiet sig særskilt om hver av de under saken omhandlede sjettedele, efter min mening al opfordring for løsningsmaaden til at sørge for særskilt takst for hver av dem, idet de hver var undergit sine eiendommelige forhold med hensyn til spørsmaalet om odelshævd. Jeg tilføier, at det var appellanten selv, som under saavel over- som underskjønnet motsatte sig, at skjønnet blev avgit ved værdsættelsen av den samlede eiendom og en efterpaa følgende division; han fik endog administrators upaaankede kjendelse herfor.

Side:805

Da jeg efter konferanse har grund til at anta, at min mening ikke deles av rettens flertal, skal jeg ikke forme nogen konklusion. Angaaende procesomkostningerne er jeg enig med førstvoterende.

Ekstraordinær assessor Heggen: I det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Birkeland: Enig med hr. assessor Hambro.

Ekstraordinær assessor Frisak: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Ekstraordinær assessor, byskriver Hvoslef: Jeg er enig med de herrer assessorerne Hambro og Birkeland.

Justitiarius Thinn: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av underrettens dom hitsættes:

Efter forutgaaends forgjæves forliksmægling, utsigelse, under- og overodelatakst, hvis takstsummer ikke blev vedtat av indstevnte, har redaktør Arnt Norum Helland anlagt odelssak mot Georg Johansen Helland og har ved sakens inkamination efter der at ha i retten forevist og anbudt løsningssummen, som indstevnte dog negtet at motta, nedlagt saadan paastand: 1. At odelsprætendenten Arnt Norum Helland tilkjendes som odelsberettiget 1/3 av gnr 52, bnr 7 Helland i Folden af skyld 4 mark 7 øre. 2. At indstevnte Georg Johansen Helland under utkastelsestvang tilpligtes at fravike denne 1/3 til lovens første faredag, mot at odelsprætendenten utbetaler Georg Johansen principalt kr. 1.110,00 og subsidiært kr. 1.135,20 og atter subsidiært kr. 1.185,00. - - -

Indstevnte har nedlagt saadan paastand: 1. At odelsprætendenten, redaktør Arnt Norum Hellands odelssøksmaal avvises fra retten. 2. Derhos paastaaes rettens kjendelse og dom for, at redaktør Arnt Norum Helland uigjenkaldelig har tapt sin odels- og løsningsret til den 1/3 av gaarden Helland, gnr 52, bnr 7 i Foldens tinglag, som ved Saltens skifterets beslutning av 29 mars 1900 blev tat til indlægt for Abel Israelsens Hellands konkursbo og ved boets auktion blev solgt til H. M. Normann, Røsvik, og av denne igen solgt til indstevnte Georg Johansen Helland. - - -

Som grand for sin avvisnigspaastand har indstevnte anført saavel formelle om reelle indsigelser. De formelle indsigelser hitrører fra forliksmæglingen, som indstevnte paastaar har været særlig mangelfuld. Den 20 november 1905 lot odelsprætendenten ved sin sakfører utfærdige 3 forliksklager, en til Sørfolden forlikskommission, inden hvis distrikt gaarden Helland er beliggende, en til Fauske forlikskommission, idet indstevnte hadde sin bopæl i Sulitjelma, og endelig en til Asker forlikskommission mot H. M. Normann, der i sin tid ved tvangsauktion i odelsprætendentens fars konkursbo blev kjøper av den i saken omhandlede 1/3 part av gaarden Helland. Under forliksmæglingen blev det saavel av indstevnte som av Normann oplyst, at eiendomeretten til denne 1/3 var gaat over til indstevnte, hvorfor H. M. Normann ikke blev gjort til part i denne sak. Forliksklagen mot ham har citenten allikevel fremlagt med indlæg av 27 mai 1907. Til Sørfolden forlikskommission blev parterne indkaldt til at møte den 4 december 1905. Denne indkaldelse blev den 29 november næstfør forkyndt paa gaarden Helland for indstevntes mor, der lovet at gi sin søn, der bodde i Sulitjelma, underretning derom. Indstevnte paastaar nu, at han til Sørfolden forlikskommission, hvor saken i henhold til forlikslovens §40,3 skulde behandles, har faat for

Side:806

kort varsel, idet han ifølge lov av 4 juni 1892 §13 jfr. §20 hadde krav paa 3 ukers varsel. Citanten har hertil anført, at varslet maa være i orden av den grund, at indstevnte paa det tidspunkt maatte ansees at være hjemmehørende i Sørfolden. Desuten antar han, at forum rei sitæ maa kunne fravikes med begge parters samtykke, og i den omstændighet, at indstevnte møtte og indlot sig paa forlikamægling i Fauske, skulde efter hans formening ligge, at indstevnte har godtat Fauske forlikskommiasion som ret forum. Mot forliksmæglingen i Fauske har indstevnte gjort den indsigelse gjældende, at saken derfra ikke er endelig henvist til retten, samt at odelsprætendentens fuldmægtig i kommissionen ikke hadde uindskrænket fuldmagt til at forlike saken, idet fuldmægtigen i kommissionen ikke kunde akceptere indstevntes forlikstilbud, men gjorde dette avhængig av odelsprætendentens efterfølgende «approbation». Klagen har ikke av kommissionen selv faat nogen attestation om, at saken er henvist til retten. Den bærer ikke som almindelig ved henvisningssaker noget merke om, at saken skulde være behandlet, med undtagelse av, at paa første sides øverste hjørne tilvenstre staar «42/05 henvist». Av den fremlagte utskrift av forlikskommissionens forhandlingsprotokol hitaættea: «Parterne derefter avsluttet saadant forlik: Under forutsætning av Arnt Hellands approbation - - -. I tilfælde av, at Arnt Helland ikke approberer denne overenskomst, blir nærværende sak at betragte som endelig henvist til retten.» Dette saakaldte forlik er undertegnet av indstevnte og odelsprætendentens fuldmægtig. I forliket er ikke indtat nogen tvangsklausul. Efter det saaledes passerte mener indstevnte, at behandlingen er sluttet med forlik, et forlik, der vistnok er betinget, men dog fuldt lovlig. Ialfald kan saken efter hans mening ikke av kommissionen være henvist, idet det efter det passerte maatte bero paa citanten, om saken skulde henvises eller ikke. - - -

Da den i saken omhandlede 1/3 av gaarden Helland ikke er særskilt skyldsat eller særskilt avmerket, har indstevnte ogsaa fremsat den indsigelse, at det ikke gaar an at løse en ideel anpart av en eiendom ved odelssøksmaal. Denne indsigelse har han imidlertid senere frafaldt.

Endelig har indstevnte ogsaa fremsat den indsigelse, at citanten ingen odelsret har til den heromhandlede 1/3 av eiendommen, eller om han nogengang har hat odelsret, at han ialfald har tapt den ved ikke at gjøre odelssøksmaal gjældende i betimelig tid.

Gaarden Helland gnr 62, bnr 7 i Folden blev ved kongelig skjøte datert 6 februar 1858, tinglyst 21 mai 1859, overdrat til Martha Rasmusdatter. Ifølge fremlagt presteattest døde Martha Rasmusdatter i 1863. Ved skjøte, datert 23, tinglyst 24 mai 1856, overdrog citantens far Abel Israelsen Helland, der var gift med Karen Nilsdatter, som var Martha Rasmusdatters eneste arving, 2/3 av nævnte gaard til 4 av sine børn d.v.s.: Nikolai Johan, Israel Benoni, Arnt Norum (citanten) og Ovidia Johanna Birgitte. Den gjenværende tredjepart overdrog Abel Israelsen til sin søn Albert Kristian ved skjøte av 31 august, tinglyst 1 september 1869. Ingen av de solgte dele blev skyldsat eller særskilt ulskilt, men faren Abel Israelsen vedblev bruken av den hele eiendom. I 1876 døde imidlertid Ovidia Johanna ugift, hvorefter, da hun ingen livsarvinger efterlot, hendes 1/4 av de to tredjedele faldt tilbake til hendes forældre som hendes arvinger. Ved skjøte av 4, tinglyst 15 april 1885 overdrog Abel Israelsen ved O. C. D. Bugge ifølge fuldmagt datert 20 oktober 1883 den ham efter Ovidia Johanna arvede del av gaarden Helland til sin søn Israel Benoni, der altasa fra nu av formelt blev eier av 2/4 av 3/3 = 1/2 av 2/3 eller 1/3 av den hele eiendom. Denne tredjepart er det, som er gjenstand for nærvær ende odelssak. Ved testamente datert 4 april 1884, tinglyst 15 juli

Side:807

1890 skjænket Israel Benoni Abelsen sine efterlatenskaper til sin bror, citanten i denne sak. Dette testamente er likeledes utfærdiget av O. C. D. Bugge, der imidlertid ikke har latt tinglyse eller legitimere en paaberopt fuldmagt av 20 mars 1883. Odelsprætendenten har uimotsagt oplyst, at Israel Benoni emigrerte til Amerika i aaret 1883, men om naar han døde, er parterne ikke enige. I nitiaarene gik Abel Israelsen - citantens far - konkurs, og ved skiftedecision av 29 mars 1900 blev den i denne sak omhandlede 1/3 av gaarden, d.v.s. Ovidia Johannas og Israel Benonis anparter av de 2/3 ifølge skjøtet av 1866 trukket ind i konkursboet og solgt ved konkursauktion til H. M. Normann, idet skifte retten gik ut fra, at denne 1/3 av eiendommen hadde konkursskyldneren arvet efter sin søn Israel Benoni. Israel Benonis ved fuldmsgt utstedte testamente blev selvfølgelig av skifteretten sat ut av betragtning. Derimot blev overdragelserne ved skjøterne av 1866 og 1869 opretboldt som gyldige. Tiden for Israel Benonis død blev ikke dokumentert under skiftetvisten i 1900. - - - Skiftsretten gik saaledes ut fra, at Israel Benoni i 1900 eller før var avgaat ved døden, og at hans efterlatenskaper ved arv var gaat over til faren, Abel Israelaen, saaledes ogsaa hans anpart i gaarden i henhold til skjøterne av 1866 og 1885. - - -

Rettens majoritet, sorenskriveren og to av meddomsmændene, er kommet til det resultat, at citanten ingen odelsret har til den i saken omhandlede 1/3 part av eiendommen, og at saken derfor maa bli at av vise.

Hvis citanten skulde ha nogen odelsret til heromhandlede del, maatte han enten selv i 20 aar ha odlet den, eller han maatte ha arvet odelsretten til den efter sine forældre, men ingen av delene er efter rettens flertals mening tilfældet. Det er vistnok saa, at citanten har odlet den 1/6 av eiendommen, som han ved skjøtet av 1856 blev overdrat, men videre gaar heller ikke efter flertallets mening hans odelsret. Det er paa det rene, at citanten selv ikke har besiddet eller slet den i saken omhand lede 1/3 i 20 aar, og spørsmaalet blir derfor kun, om han kan utlede odelsret til den gjennom sine forfædre, in casu hans mormor og hans far. Da denne sidste i 1856 overdrog de 2/3 dele, var eiendommen endnu ikke blit familiens odelsjord idet odelshævden tidligst begyndte sit løp ved det kongelige skjøtes utstedelse i 1858. Først i 1878 kunde der bli tale om nogen odetshævd for Abel Israelsen. Men allerede før den tid eller i 1866 hadde han avhændet 2/3 av eiendommen til 4 av sine børn, og i disse 2/3 var indbefattet den 1/3, hvorom der i denne sak er tale. I 1876, da Ovidla Johanna avgik ved døden, arvet Abel Israelsen hendes 1/4 av de 2/3 eller 1/6 av eiendommen. Men allerede i 1885, altsaa før han hadde odlet den, overdrog han denne del til sin søn Israel Benoni, og hans odelshævd blev derved brutt. Hvis dette skjøte kunde sættes ut av betragtning som en nullitet, fordi Israel Benoni allerede før den tid var avgaat ved døden, vilde naturligvis Abel Israel søn under den forutsætning ha hævdet Ovidia Johannas del allerede i 1896. Han var vistnok dengang under konkurs, men selv under konkursbehandlingen maa odelshævden ansees at løpe, saalænge boet ikke er sluttet eller eiendommen solgt. Men citanten har bevisbyrden for, at Israel Benoni var død før skjøtet av 1885. Denne bevisbyrde har han imidlertid ikke fyldestgjort. - - - Rettens majoritet maa derfor gaa ut fra, at eiendomeretten til Ovidis Johannas part i 1885 gik over til Israel Benoni, og at odelshævden for Abel Israelsen derved blev avbrutt. Heller ikke den tid, Abel Israelsen som arving efter sin søn Israel Benoni besat denne 1/3 del av eiendommen d.v.s. den 1/6 part, Israel Benoni erhvervet ved skjøtet av 1866, og den 1/6 part, han tik overdrat ved skjøtet av 1885 - var av saa lang varighet at den kunde begrunde odelshævd for ham. Ti selv om Israel døde i 1885, vilde odelskævden først være tilendebragt i 1905, men før denne tid var

Side:808

denne del solgt av hans konkursbo, og ved dette salg blev hans odelshævd avbrutt, selv om man som før nævnt maa anta, at hævden løp under konkursen før salget.

Odelsprætendenten har anført, at hans far Abel Isrnelsen i 1878 - 20 aar efter det kongelige skjøtes utstedelse - erhvervet odel til Ovidia Johannas 1/6, som han arvet tilbake ved hendes død i 1876, idet han finder det selvsagt, at farens, datterens og svigermorens besiddelsestid blir at lægge sammen. Under samme forutsætning vilde Abel Israelsen ogsaa i 1896 eller 20 aar fra Ovidia Johannas død ha odlet denne del, idet skjøtet av 1885 da ingen betydning vilde faa. Men dette vilde efter flertallets mening komme i altfor aapenbar strid med odelsinstitutionens hele væsen til at kunne antages. Ti betingelsen for, at flere av slegtens besiddelsestid kan lægges sammen, maa efter flertallets mening være, at eiendommen først besiddes av ascendenten og efterpaa av descendenten, eller med andre ord: en descendent kan lægge sin ascendenta besiddelsestid til sin, men ikke omvendt. Dette uttrykker ogsaa odelslovens §1 ved ordene: «Jorden har tilhørt en person eller hans ætlæg.» Det er altsaa ikke nødvendig, at eiendommen forblir hos den første erhverver hævdstiden ut; ti eiendommen blir like fuldt odelsjord, om den i løpet av hævdstiden har gaat nedad i ætlægget. At eiendommen ogsaa skulde bli odelsjord, naar den har gaat fra børn til forældre, kan ikke antages, selv om eiendommen tidligere har tilhørt forældrene; ti forældrene tiltræder da eiendommen som fremmede, og ny hævdstid begynder at løpe. At Abel Israelsen hadde hævdet Ovidia Johannas part i 1878, kan derfor ikke antages. Heller ikke kan det antages, at han hadde hævdet den i 1896, ti ved skjøtet av 1885 blev hans hævd avbrutt, og sønnen Israel Benonis hævdstid kan han, som ovenfor antat, ikke benytte.

Men der er ogsaa efter flertallets mening en anden omstændighet, som gjør, at hverken Abel Israelsen eller citanten har nogen odelsret til den tredjedel, hvorom det i denne sak er tale. Ti det er ubestridelig, at Israel Benoni ved sin død hadde odlet den 1/6, han fik ved skjøtet av 1866, idet han ifølge odelsloven kunde lægge baade farene og bedstemorens besiddelsestid til sin. I hans dødsøieblik tilhørte odelen til denne del ham og kun ham alene. Det samme man ogsaa være tilfældet med den 1/6 del, som han fik overdrat ved skjøtet av 1885, idet han ogsaa hadde adgang til at benytte den tid, hans søster Ovidia hadde eiet parten, siden eiendommen fra først av var kommet fra deres fælles forældre. Israel Benoni var altsaa odelserhverver til den 1/3 av eiendommen, hvorom de i denne sak er spørsmaal, og da er det klart, at hverken Abel Isrselsen eller citanten ifølge odelslovens §2 har nogen odelsret til den heromhandlede 1/3 del. - - -

Efter det resultat, som rettens flertal saaledes er kommet til, er det unødvendig nærmere at drøfte indstevntes øvrige indsigelser. Flertallet skal dog kortelig bemerke, at forlikemæglingen i Sørfolden forlikekommission formentlig ikke er i orden, idet for det første klagen burde ha været forkyndt for indklagede paa dennes bopæl i Sulitjelma, for det andet har indklagede som boende utenfor tinglaget faat for kort varsel. Derimot man det antages, at forum rei sitæ kan frafaldes, aldenstund forlikekommissionen ex officio ikke kan foranstalte aastedsforlikemægling. Hvad endelig angaar forlikemæglingen i Fauske, maa antages, at saken maa ansees som endelig henvist til retten, om end dette har fondet sit uttryk i en mindre heldig form. Forliksfuldmagten maa antages at ha været i orden, ialfald foreligger der ikke bevis for det motsatte. Naar klageren utfærdiger blankofuldmagt i klagen, ligger der, at fuldmægtigen gives uindskrænket fuldmagt til at forlike saken. Det under behandlingen fremkomne saakaldte forlik kan ikke antages at være et

Side:809

kommissionsforlik i lovens forstand, men snarere et forlikstilbud, der var gjort avhængig av klagerens akcept. - - -

Indstevntes paastand om sakens avvisning blir derfor at ta tilfølge, skjønt den rigtigste form formentlig hadde været, at indstevnte blev at frifinde. Men da indstevnte har nedlagt paastand om sakens avvisning i henhold til gammel praksis ved fast gods, naar der er nogen mangel ved parternes legitimatio ad causam, finder retten at burde avvise istedenfor at frifinde. - - -

Av overrettens dom hitsættes:

- - - Indstevnte har gjentet sine for underretten fremsatte indsigelser angaaende forliksmæglingen. Jeg er med hensyn til disse kommet til samme resultat som underretten. - - - Jeg bemerker, at jeg forstaar bestemmelsen i odelslovens §21 derhen, at det er nok, at klageren har utstyrt sin fuldmægtig med en saadan fuldmagt, at han er bundet ved ethvert forlik, som fuldmægtigen maatte finde at kunne indgaa paa hans vegne. Hvad videre angaar den indsigelse, at saken ikke er behørig henvist til retten fra forlikskommissionen, er det ogsaa tidligere antat av overretten, at det heller ikke i en odelssak bør tillægges nogen betydning, at der ikke foreligger nogen protokollert beslutning fra forlikskommissionen om henvisning. Det maa værs nok, at det som her er paa det rene, at mægling er foretat, og at, hvis det protokollerte «forlik» ikke skulde komme istand paa grund av manglende approbation av appellanten, meningen har været, at saken skulde gaa til rettergang. At dette ogsaa har været forlikskommissionens mening, kan jag ikke betvile. Heller ikke den indsigelse, at saken har været behandlet for uret forlikskommission, finder jeg at kunne ta tilfølge. Det er vistnok saa, at efter forlikslovens §40 nr. 3 hadde anklagede krav paa, at saken indbragtes for forlikskommissionen i det distrikt, hvor eiendommen ligger, altsaa i Sørfolden; men naar indklagede har møtt og ikke i kommissionen gjort nogen indsigelse (jfr. Schweigaards Proces I, 3dje utgave side 253), antages indsigelse derimot ikke med nytte at kunne reises for retten. Da forliksbehandlingen for Fauske forlikskommission saaledes findes at burde godtages, er det unødvendig at prøve spørsmaalet om lovligheten av den ogsaa til Sørfolden forlikskommission stedfundne indvarsling, eller om den mod auktionskjøperen Normann for Asker forlikskommission stedfundne forliksprøve kunde erstatte forliksbehandling med indstevnte.

Hvad dernæst angaar spørsmaalet om appellantens odelsret til eiendommen, kommer jeg likesom underrettens flertal til et benegtende resultat. Jeg finder det klart, at appellanten ikke kan ha nogen odelsret til den i saken omhandlede 1/3 av gaarden, repræsenterende broren Israel Benonis og søsteren Ovidia Johannas anparter i de dem sammen med appellanten og en anden bror i 1866 overdragne 2/3 i gaarden paa det grundlag, at han pro indiviso har været medeier av disse 1/3 i odelshævdstid. Han har nemlig som saadan kun været eiendomsberettiget til den 1/6 av gaarden, han selv fremdeles eier. - - - For den 1/6 part, som Ovidia Johanna sist, og som ved hendes død i 1876 arvedes av forældrene, vil vistnok faren maatte antages senere at ha erhvervet odelsret, saafremt broren Israel Benoni, til hvem den av faren blev overdrat ved skjøte av 4, tinglyst 15 april 1885, var død allerede i januar 1885, saaledes som de her ved retten fremlagte amerikanske dokumenter synes at vise. - - - Men paa Israel Benonis egen oprindelige anpart vil selv under denne forutsætning faren ikke ha erhvervet odelsret inden auktionssalget, idet jeg med underrettens flertal antar, at der ikke er adgang for faren til at medregne den tid, da sønnen var eier, og heller ikke den tid, hvori han selv før salget til sønnen og før ham hans svigermor

Side:810

- altsaa fra 1858 til 1866 - var sier av den hele gaard. Jag henviser i saa henseende til Brandts Tingsret §62, hvorefter en ascendent ikke antages at kunne med regne den tid, hvori eiendommen har været slet av hans desoendenter, og disses eiendomstid maa vistnok ogsaa antages at avbryte odelshævden, saa at denne først kan regnes fra den tid, da faren atter erhvervet eiendomsretten.

Appellanten har saaledes ikke odelsret til den hele 1/3, som søksmaalet omfatter, men i tilfælde kun til 1/6. Over denne foreligger dog ingen takst, hvorfor der ikke er adgang til at gi odelsløsningsdom for denne.

Underretten har antat, at appellantens manglende odelsret maa lede til sakens avvisning paa grand av manglende legitimatio ad causam. Heri er jeg ikke enig. Det rette resultat maa være frifindelse, forsaavidt angaar den 1/6, der har tilhørt broren Israel Benoni. For den enden 1/6, der har tilhørt søsteren Ovidie Johanna, er det dog efter odelslovens §23 sidste punktum rettest at avvise saken fra underretten. - - -

Beichmann.

Jeg er enig med førstvoterende i, at der fra forliksbehandlingen i saken ikke kan hentes nogen avvisningsgrund, og tiltræder forsaavidt førstvoterendes begrundelse. Iøvrig er jeg ogsaa i det væsentlige kommet til samme resultat som førstvoterends, idet jeg bemerker, et den del av eiendommen, som i 1865 blev tilskjøtet Israel Benoni, efter oplysningerne sees at være odlet av denne ved hans død i 1885. At denne odel ikke er gaat over paa appellanten, broren Arnt, enten direkte eller gjennem faren, følger direkte av odelslovens §2, og jeg behøver ikke at ta standpunkt til det tvilsomme spørsmaal, om en far, hos hvem odelshævd er begyndt, kan ansees at fortsætte denne hævd, naar eiendommen kommer tilbake til ham efter en tid at ha været hos hans børn, uten at hævden er utløpet hos disse, saaledes som sammenhængen er mod den del av eiendommen, som eiedes av datteren Ovidia Johanna fra 1855 til 1875. Spørsmaalet om, hvorvidt appellanten maatte ha odelsret til den sidstnævnte del av eiendommen, finder jeg det i det hele tat unødig at besvare, idet saken efter klage og stevning som ogsaa efter takst alene angaar den samlede 1/3 del. Jeg finder saaledes heller ikke, at odelslovens §23 sidste punktum kommer til anvendelse, men stemmer for indstevntes frifindelse. - - -

A. T. Næss.

Ogsaa jeg er enig, idet jeg angaaende Israel Benonie 1/6 av eiendommen kan tiltræde saavel førstvoterendes som andenvoterendes begrundelse, der begge fører til, st appell enten ikke har odelsret til nævnte 1/6 og dermod ikke til den 1/3, som han vil odelsløse. Da saken maa anskues som en enhet, er jeg enig med andenvoterende i frifindelse som den rette form for resultatet, idet jeg dog ingenlunde vil uttale, at bestemmelsen i odelslovens §23 om odelsrettens fostapelse ikke kommer til anvendelse.

Wildhagen.

Set. Jeg er enig i, et Israel Benoni, som av 2den voterende anført, hadde erhvervet odelsret til sin 1/6 part, og at dette utelukker odelserhvervelse for appellanten til denne part. Iøvrig fastholdes mit votum.

Beichmann.