Rt-1907-103

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1906-11-21
Publisert:	Rt-1907-103
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 17/2 B 1906
Parter:	Emil I. Ingebretsens Konkurbo (Adv. Koss) mod Willumsen & Jessen (Overretssagsfører Gottlieb Jessen).
Forfatter:	Thoresen, V. Scheel, Mejdell, H. Scheel, Vogt, Platou, Reimers
Lovhenvisninger:	Konkursloven (1863) §121, §122, Norske Lov (1687)

Assessor Thoresen: Ved Decision, afsagt af Kristiania Skifteret den 19 December 1904 i Skiftetvist Willumsen & Jessen mod Emil I. Ingebretsens Konkursbo er saaledes decideret:

"De af Willumsen & Jessen under No. 94 og 118 anmeldte Fordringer anerkjendes som uprioriteret med Kr. 49.906, 85 - firti ni Tusinde ni Hundrede og Sex Kroner otti fem Øre.

Tvistens Omkostninger ophæves."

Ved Appelstævning afødt xx.xx.1905 har Willumsen & Jessen indanket denne Decision for Kristiania Byret og har nedlagt Paastand om at anerkjendes som uprioriteret Fordringshaver i nævnte Konkursbo for Kr. 113.780, 06 og Tilkjendelse af Omkostninger for Skifteret og Byret.

Indstævnte, Ingebretsens Konkursbo, som under 28 Januar samme Aar har udtaget Kontraappelstævning, har paastaaet Willumsen & Jessen for den ovennævnte Fordring anerkjendt som uprioriteret Fordringshaver med Kr. 47.230, 71 og sig hos Hovedappellanten tilkjendt Omkostninger for begge Retter.

Ved Byrettens Dom afødt xx.xx.1905 er saaledes kjendt for Ret:

"Willumsen & Jessen anerkjendes som uprioriteret Fordringshaver i Emil I. Ingebretsens Konkursbo med Ret til Udlæg:

1. af 16.000 - sexten Tusind Kroner.

2. af 19.843 - nitten Tusind otte Hundrede tre og firti Kroner 23 - tre og tyve Øre, dog saaledes, at Dividenden af 4.650 - fire

Side:104

Tusind sex Hundrede og femti Kroner bliver at afsætte, indtil det maatte vise sig, om Appellantskabets under Sagen omhandlede Fordring paa Niels Mørch efter Overenskomst afødt xx.xx.1903 ikke bliver dækkel, idet da Dividende af Halvparten af Appellantskabets udækkede Tilgodehavende hos Niels Mørch bliver at udbetale Appellantskabet.

3. af 37.812 - fyv og treti Tusind otte Hundrede og tolv Kroner 50 - femti Øre.

Sagens Omkostninger for Skifteretten og Byretten ophæves."

Denne Dom er afsagt under Dissens, idet et af Rettens Medlemmer har voteret for saadan Konklusion:,,Willumsen & Jessen anerkjendes som uprioriteret Fordringshaver i Emil I. Ingebretsens Konkursbo for et Beløb af Kr. 46.230,71 - firti sex Tusinde to Hundrede treti Kroner fytti en Øre.

Sagens Omkostninger for Skifteretten og Byretten ophæves."

Med Hensyn til Sagens nærmere Omstændigheder henvises til Skifterettens og Byrettens Præmisser.

Byrettens Dom er af Ingebretsens Konkursbo ved Stævning afødt xx.xx.1905 indanket for Høiesteret og af Willumsen & Jessen kontrapaaanket ved Stævning af 20 December næstefter.

Af Hovedappellanten er neblagt saadan Paastand: "At de af Kontraappellanten Willumsen & Jessen i Hovedappellantens, Emil I. Ingebretsens, Konkursbo anmeldte Fordringer anerkjendes uprioriteret kun med Kr. 47.230,71 - firti fyv Tusinde to Hunbrede treti 71/100 Kroner - samt at Hovedappellanten hos Kontraappellanten tilkjendes Procesomkostninger for alle Retter."

Af Kontraappellanten er nedlagt saadan Paastand:

"At Willumsen & Jessen anerkjendes som uprioriteret Fordringshaver t Emil I. Ingebretsens Konkursbo med Ret til Udlæg for

1. Kr. 16.000,00.

2. Kr. 37.812,60.

3. Principalt Kr. 41.624,05.

Subsidiært Kr. 22.109,43.

Subsidiært Kr. 22.109,43, dog saaledes, at Dividenden af Kr. 4.650,00 bliver at afsætte, indtil det viser sg, om Kontraappellantens under Sagen omhandlede Fordring paa Niels Mørck efter Overenskomst afødt xx.xx.1903 ikke bliver dækket, idet da Dividende af Halvparten af Kontraappellantens udækkede Tilgodehavende hos Niels Mørck bliver at udbetale Willumsen & Jessen og

at Emil I. Ingebretsens Konkursbo tilpligtes at betale Willunmsen & Jessen Sagens Omkostninger for alle Retter."

Sagens Hovedspørgsmaal er, hvorvidt Konkurslovens §122, kfr. §121, kommer til Anvendelse eller ikke. Den førstnævnte Paragraf er saalydende: "Er en Fordring af Medskyldner eller Forlover ind- friet efter Konkursens Aabning, da har den, der har indfriet Fordringen, samme Ret baade mod Medforloveres og Skyldnerens Boer, som den oprindelige Fordringshaver vilde have havt, indtil han har saaet fuldt udbetalt, hvad han, om Skyldneren eller Medforloverne ikke havde været under Konkurs, vilde have kunnet fordre." Boets Stand- punkt, hvilket af Skifteretten er givet Medholb, er, at Betingelserne for Anvendelse af §122 her ikke er tilskede; Betingelserne for Anven- delfe af nysnævnte Paragraf er, at Medforlovere hefter solidarisk efter Lovbogens 1-21-14. Ligeoverfor den indfriende Forlover in casu er imidlertid vedkommende Forlovere kun solidarisk ansvarlige

Side:105

ligeoverfor Bankerne, men indbyrdes er de efter den mellem dem trusne Aftale alene pro rata ansvarlige. Ligeoverfor denne Betragt- ningsmaade gjøres af Byrettens Flertal gjældende, at §122 i nær- værende Tilfælde er anvendelig med Bemærkning, at Paragrafen gjælder Medskyldnere eller Forlovere, der efter Konkursens Aabning har indfriet en Fordring. Medkyldnere og Forlovere er altsaa her fuldt ligestillet, men Regressen mellen almindelige.Medskyldnere er ikke solidarisk efter Lovbogens l-21-14, men alene proratarisk, Kfr. Rt-1888-342 ff.

Jeg finder at maatte give Byrettens Flertal min Tilslutning med Hensyn til dette Spørgsmaal og kan henvise til, hvad der i Byretsdommens Præmisser er bemærket, hvortil jeg i alt væsentligt kan flutte mig. Jeg finder imidlertid at burde gjøre opmærksom paa, at der i Byretsdommens Præmisser er indløbet en Feil, idet der i 2det Afsnit heder: "Men Betingelsen for denne Ret efter §122 er, eftersom jeg forstaar §ens Ord, at det Bo, i hvilket Fordringen anmeldes, er taget under Konkursbehandling efter Indfrielsen." Det skal være: "før Indfrielsen" - det viser det paafølgende. Jeg skal derhos tilføie, at Lovens Ord efter min Formening synes ganske tydelige, navnlig naar man sammenholder dem med den næstforegaaende paragraf, §121, der angaar flere, som hester fælles for samme Fordring, altsaa dem, der er solidarisk-forpligtede. En saadan. Indskrænkning findes ikke i §122, der som nævnt udtrykker sig ganske anderledes end den foregaaende Paragraf. §122 vil saa- ledes komme til Anvendelse med Hensyn til Fordringer, der af Willumsen & Jessen er indfriede efter Konkursens Aabning. Med Hensyn til det øvrige af Willumsen & Jessens Tilgodehavende vil §122 ikke finde nogen Anvendelse.

Efter dette finder jeg, at Boets Ansvar maa blive at fastsætte saaledes som af Byrettens Flertal nærmere angivet, og jeg kan i den Henseende henholde mig til, hvad der i Dommens Præmisser er udviklet og forklaret.

Der er af Kontraappellanten for Høiesteret som Basis for de af ham nedlagte Paastanbe opstillet en aldeles ny Beregning, men fra Hovedappellantens Side er herimod protesteret, da den formenes at maatte sættes ub af Betragtning som ganske ny for Høiesteret, en Protest. som jeg efter mit Standpunkt maa anse beføiet.

Efter det saaledes anførte vil jeg votere for Stadfæstelse af Byrettens Dom med Ophævelse af Processens Omkostninger for Høiesteret.

Konklusion:

Byrettens Døm bør ved Magt at Stande.

Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor V. Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Advokat Mejdell: Ligesaa.

Extraordinær Assessor, Byretsassessor Dr. H. Scheel: Paa et enkelt Punkt nær kommer ogsaa jeg til samme Resultat som Byretten, til hvis Begrundelse jeg i alt væsentligt kan henhotbe mig.

Min Uenighed med Byretten gjælder den i "Mercur"s Bo betalte Dividenbe af det Beløb, som Willumsen & Jessen havde indfriet før Emil Ingebretsens Konkurs. Byretten har antaget, at denne Dividende, udgjørende ialt Kr. 8.331,13, helt maa komme til Fradrag i

Side:106

det Beløb, som lægges til Grund for Beregningen af, hvad der kan anmeldes i Ingebretsens Bo. Heri kan jeg ikke være enig. Jeg finder at maatte give Kontraappellanten Medhold i, at noget Fradrag ikke kan gjøres, forsaavidt angaar den Dividende af Kr. 2.000,00, som falder paa de i Byrettens Dom under l omhandlede Kr. 16.000,00, og at Fradrag heller ikke kan gjøres for den Femtepart af det øvrige Beløb, Kr. 6.331,13 som udgjør Dividende af den Femtepart af Ansvaret, der efter den trusne Aftale principalt falder Ingebretsen til Last. For denne Dels Vedkommende og for de Kr. 16.000,00's Ved- kommende er "Mercur" og Ingebretsen principalt solidarisk forpligtede ogsaa i Forhold til Willumsen & Jessen, og disse kan derfor forsaa- vidt ligefrem anvende Konkurslovens §121, hvilket efter den hævdede Lære, som ogsaa i anden Anvendelse er lagt til Grund for Dommen i nærværende Sag, medfører, at Dividende i det ene Bo ikke kommer til Fradrag i den Sum, som kan anmeldes i det andet Bo, Selv om den er betalt, før Konkurs aabnedes i dette. Fra Boets Side er der vistnok - som af Førstvoterende bemærket - protesteret mod den Procedure fra Modpartens Sibe, hvorved dette er fremholdt, som ny i Høiesteret, men da det faktiske Forhold fremgaar af Data, hvorom der ikke er Tvist, og da der under Proceduren for de underordnede Retter ikke alene har været procederet paa §122, men ogsaa paa §121, idet det har været gjort gjældende, at Kautionisterne ogsaa indbyrdes heftede endog helt ud solidarisk, antager jeg ikke, at man ved Bedømmelsen er afskaaret fra at lægge til Grund en saadan Betragtning som den, jeg har udviklet.

Da jeg efter Konferancen har Grund til at tro, at min Mening ikke deles af Rettens Flertal, finder jeg det unøbvendigt nærmere at paavise, hvilket Resultat denne Betragtning vil føre til, ligesom over- hovedet at forme Konklusion.

Extraordinær Assessor, Sorenskriver Vogt: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Professor Platou og Assessor Reimers: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Af Skifterettens Decision hidsættes :- - -

Det første Spørgsmaal, som her foreligger til Afgjørelse, er, hvorvidt Konkurslovens §121 eller 122 kommer til Anvendelse.

Det er ved flere Høiesteretsdomme fastslaaet og har altid været antaget, at begge disse § gjælder det principalt solidariske Ansvar.

Overalt hvor det principalt solidariske Ansvar med de af dette flydende Regressøgsmaal kommer til Anvendelse, kan Konkurslovens §121 §122 benyttes.

I nærværende Sag staar der 5 Endossenter, i et enkelt Tilfælde 5 Selvskyldnerkautionister, in solidum ansvarlige ligeoverfor Bankerne. Disse Samskyldnere aftalte, at de skulde staa lige, de vedtager "ligeoverfor hinanden indbyrdes at hefted for hver vor Femtepart af det mulige Ansvar, og i Tilfælde af, at nogen af dem skulde være ude af Stand til at betale det paa ham faldende Beløb, udlignes dette forholdsvis paa de øvrige," dvs. de er ikke blot blevne enige om, at uagtet de stod som Endossenter overfor Banken, saa skal de indbyrdes ikke staa overfor hinanden som Endossenter men som ligeforpligtede, men de er endvidere blevne enige om, at ikke engang Lovbogens 1-21-14 om Samforlovere, der er solidarisk ansvarlige overfor Kreditor, Skal blive at anvende paa dem. Thi der

Side:107

staar, at i Forholdet indbyrdes skal de hefte for hver sin Femtepart af det mulige Ansvar, dvs. pro rata, dog saaledes, at hvad en ikke kan betale, skal bæres af de andre pro rata.

Kautionisterne er altsaa ikke indbyrdes solidarisk ansvarlige, alene pro rata ansvarlige.

Retten indser derfor ikke andet end, at det i Høiesteretsdom i Rt-1888-342 og Rt-1888-344 omhandlede Princip maa komme til Anvendelse.

Ved at vedtage, at Regressen Samskyldnerne imellem skal være pro rata, formenes saaledes Forholdet, forsaavidt Regressen angaar, at være bortrykket fra den Fremgangsmaade, som Konkurslovens §121 og §122 forudsætter, nemlig Opgjør efter Reglerne for det solidariske Ansvar.

Hertil kommer, at man maa være særlig varlig med at fortolke en Bestemmelse som Konkurslovens §122, som ikke lader sig udlede af almindelige Retsgrundsætninger, udvidende eller analogisk.

Af Byrettens Dom hidsættes:

- - - Jeg henviser til Skifterettens Fremstilling af Sagsforholdet og Begrundelfe af dens Resultat, hvilken jeg tilligemed Resultatet i alt Væsentligt tiltræder, dog med følgende Forandringer: - - -

M. Ebbel.

Jeg er ligesom Førstvoterende enig med Skifteretten i dens Forstaaelse af de foreliggende Aftaler om Endossenternes indbyrdes Regreskrav. Men jeg kan ikke være enig i, at med denne Forstaaelse af disse. Aftaler ogsaa Appellantskabets Ret til at anvende kokurslovens §122 skulde være udelukket. Jeg kan nemlig ikke være enig i at Betingelsen for Anvendelsen af denne § er, at Medforloverne hefter solidarisk efter Lovbogens 1-21-14 ligeoverfor den indfriende Forlover. Følqen af at indfortolke en saadan Betingelse i §en vilde være, at den ikke vilde kunne anvendes i Forholdet mellem almindelige Samskyldnere, idet jo Regresansvaret dem imellem ikke er solidarisk efter Lovbogens 1-21-14, men principalt proratarisk. Skulde §en kunne anvendes mellem almindelige Samskyldnere, maatte de, om Skifterettens Fortolkning er den rette, udtrykkelig have vedtaget Lovbogens l-21-14'S Regresform. Men §en indeholder intet, der tyder paa, at en saadan Aftale skulde være nødvendig. Den taler om Medskyldnere i sin Almindelighed, og maa, derfor antages at gjælde alle Medskyldnere uden Hensyn til, hvordan Regresen dem imellem er ordnet. Men gjælder den for alle Medskyldnere, maa den ogsaa paa samme Maade gjælde for Forlovere. Denne min Forstaaelse synes ogsaa at finde Støtte i Lovens Forarbeider. (Oth. Prop. No. 7, 1859/60, Side 29). §122 fastslaar ikke ligesom §121 et Princip,der selv uden Lovhjemmel vilde kunne udledes af Sagens Natur. §122 er en vilkaarlig Bestemmelse, alene bygget paa Billighedsbetragtninger. At Kreditor vælger at holde Ssg til Boets solvente Medskyldner eller Medforlover, Skal ikke stille Boet gunstigere, end om han havde gaaet paa Boet og meldt sit Krav i det. Kunde Kreditor have meldt i Boet den hele Fordring, skal ogsaa den Medskyldner, der har maattet indfri, have Ret, til at gjøre det uden Hensyn til. at hans Regressfordring ikke omfatter det hele Krav. Det afgjørende er ikke Regresfordringen eller Regresmaaden, men alene hvilken Ret Hovedkreditor vilde have havt. At Dividenden ikke skal kunne overstige Regreskravet er selvfølgelig noget andet. Om Kreditor havde 3 almindelige Samskyldnere at holde sig til A, B og C, kunde han melde den hele Fordring i baade A og B'S Boer. Vælger han imidlertid at holde sig til den solvente C, skulde efter almindelige Retsregler hvert af de to Boer alene være ausvarlig for sin proratariske Anpart: men her kommer §122C til Hjælp. Den giver ham Ret til at anmelde til Udlæg i hvert Bo Kreditors fulde Fordring, og Grunden til, at §en giver ham denne Ret, er alene, at herved Boerne ingen Uret lider, da de maatte have fundet

Side:108

sig i, at Kreditor havde gjort det samme. Kreditors tilfældige Valg skal Boerne ikke høfte Fordel af.

Men Betingelsen for denne Ret efter §122 er, eftersom jeg forstaar §ens Ord, at det Bo, i hvilket Fordringen anmeldes, er taget under Konkursbehandling efter*) Indfrielsen. Med Ordene "efter Konkursens Aabning" kan alene tænkes paa Aabningen af Konkurs i det Bo, mod hvilket Fordringen nu gjøres gjældende. Har en Medskyldner, før Konkurs i dette Bo aabnedes, indfriet den hele For- pligtelse, det være nu paa Grund af en tredie Medforpligtets Konkurs eller af andre Grunde, faa er Regresfordringens Omfang bestemt, og den Regresfor- pligtedes efterfølgende Konkurs kan ingen Indskydelse have forsaavidt. Af Lovens Forarbeider I. c. synes ogsaa at fremgaa, at dette har været Lovens Mening.

• ) Skal være: før.

Efter den Forstaaelse af §122, jeg her har gjort gjældende, skulde Appellant- skabet ikke kunne anvende denne § paa andre Regreskrav end de, der hviler paa Indfrielser, efter at Konkurs aabnedes i Indstevntes Bo. Forsaavidt angaar Resten af Appellantskabets Krav skulde Anvendelsen af §122 være udelukket. At for n enkelt Parts Vedkommende, som af Skifteretten antaget, §121 er anvendelig, er noget andet. Jeg Skal hermed gaa over til Beregningen af Ansvaret. - - -

Tilbage staar de to pr. 22/3 og 29/4 1904 forfaldne Vexelobligationer til Kristiania og Akers Sparebanker paa respektive Kr. 20.000,00 og Kr. 16.000,00. De er ikke anmeldt af vedkommende Banker i Indstevntes Bo, og da de indfries af Appellanten, efter Aabningen af Konkurs i Indstevntes Bo, skulde Appellanten i Henhold til den af mig hævdede Forstaaelse af §122 kunne anmelde dem i samme Udstrækning og paa samme Maade som de to Banker. Hvad nu angaar den første af disse to Obligationer har Kristiania Sparebank hævet som Dividende i Mercurs Bo Kr. 3.125,00 (121/2 % af Obligationens daværende Paalydende Kr. 25.000,00); disse Kr, 3.125,00 vil komme til afdrag i dens nuværende Paalydende Kr. 20.000,00, saa at Appellantskabets effekksve Ansvar ligeoverfor Banken bliver Kr. 16.875,00. I sin oprindelige Anmeldelse havde ogsaa Appellantskabet fratrukket disse Kr. 3.125,00, men i Tillægsanmeldelse har det forlangt Udlæg af fulde Kr. 20.000,00. Akers Sparebank har paa samme Maade hævet som Dividende i Mercurs Bo Kr. 2.812,50 (121/2 % af daværende Paalydende Kr. 22.500,00). Ved Appellantskabets Fornyelse af Obligationen den 29 Oktober 1903 blev der taget Hensyn til dette Udlæg, saaledes at Appellantskabet af afdraget paa Kr. 5.000,00 blot betalte Kr. 2.187,50, medens Resten Kr. 2.812,50 blev dækket af nævnte Dividende. Ved den forannævnte Tillægsanmedelse har Appellantskabet forlangt Udlægget beregnet ikke blot af Obligationens nuværende Paalydende, Kr. 15.000,00, men ogsaa af denne Dividende Kr. 2.812,50. Boet har for Skifteretten gjort gjældende, at Appellantskabet var bundet ved sin første Anmeldelse, saaledes at der ikke var Adgang til at tage noget Hensyn til Tillægsanmeldelsen. Saavidt jeg kan se, har Skifteretten ikke taget Hensyn til denne Indsigelse. Og jeg tror heller ikke den er begrundet. Der er neppe Føie til at antage, at Appellantskabet ved sin Anmeldelse havde villet give nogen materiel Erkjendelse af manglende Ret. Og jeg kan ikke finde, at der processuelt skulde være noget til Hinder for Tillægs- anmeldelsen. Hvad saa angaar Appellantskabets Ret til at kræve Udlæg af disse to Beløb paa respektive Kr. 3.125 og Kr. 2.812,50, som det aldrig har udlagt og ikke vil komme til at udlægge, kunde det synes rimeligt at antage, at Appellant- skabet ikke skulde kunne melde mere, end hvad de to Banker virkelig havde tilgode ved Aabningen af Konkurs i Indstevntes Bo, altsaa respektive Kr. 16.875,00 og Kr. 15.000,00. Her maa imidlertid mærkes, at de to Banker, selv om de havde meldt sine Fordringer i Boet, ikke havde behøvet at tage Hensyn til de to

Side:109

udbetalte Dividender (jfr. Hagerup Konkurs Side 108) men derimod vel til de af Appellantskabet frivillig betalte Afdrag. Bankerne skulde saa1edes kunne have anmeldt sine to Fordringer, der ikke var effektive for mere end Kr. 16.875,00 og Kr. 15.000,00, med respektive Kr. 20.000,00 og Kr. 17.812.50, og den samme Ret skulde da efter den af mig hævdede Forstaaelse af §122 ogsaa Appellantskabet have, dog saaledes, at Dividenden selvfølgelig ikke kan overstige, hvad Appellantskabet vilde kunne have forlangt, om indstevnte Bo ikke havde været under Konkursbehandling.