Rt-1888-342

Instans:	Høyesterett - votering og dom
Dato:	1888-01-12
Publisert:	Rt-1888-342
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 2/1 1888.
Parter:	Administrationen i Enkefru Ramløffs Bo (Stang) mod H. N. S. Dahl (udebleven).
Forfatter:	P. B. Ottesen, H. Foss Reimers, I. Blich, O. A. Bachke, L. Birkeland, Ph. Hansteen, M. Lambrechts
Lovhenvisninger:	Norske Lov (1687), Konkursloven (1863) §122, §121

Under 20 Mai 1881 undertegnede Enkefru Ramløff, Aug. Stenersen og N. S. Dahl til Arendals haandværkeres Laaneindretning en 3 maaneders Vexelobligation, hvori de samtlige erklærede sig som Laantagere for 5700 kr. Da Obligationen til Forfaldstid ikke gik i Orden, bleve Enkefru Ramløff og N. S. Dahl ved Arendals Bythingsdom afødt xx.xx.1881 tilpligtede «in solidum» at betale Obligationens Beløp med Renter og Omkostninger.

Enkefru Ramløffs Bo blev den 15 Novbr. s. A. efter Beslutning af hendes Kreditorer, deriblandt Dahl, stillet under privat Administration, hvorefter Dahl betalte Domsbeløpet med Renter og Omkostninger, tilsammen 5820 kr. 47 Øre, til Laaneindretningen, der paa Domsaften paategnede en Transport til Dahl af «sin Ret efter Vexelobligationen og Dommen ligeoverfor Enkefru Ramløff og A. Stenersens konkursbo». Dahl anmeldte nu 2/3 af nævnte Beløb eller 3880 Kr. 30 Øre i Enkefru Ramløffs Bo, der imidlertid ved Beslutninger af 20 April og 9 Juni 1882 kun anerkjente en 1/2 av Beløpet eller 1940 kr. 15 Øre med Fradrag af, hvad Fru Ramløff havde betalt, nemlig 156 Kr. 25 Øre eller 1783 Kr. 90. Dahl lod nu i henhold til Dommen og Transporten afholde en Exekutionsforretning i Boet, hvorunder oplystes, at der i samme var foretaget en første foreløbig Udlodning av 15 pct., og at der var udbetalt Dahl, under Reservation fra hans Side, overrensstemmende med Beslutningen i Boet 267 Kr. 58 Øre. Fordringens Beløp med Tillæg af Renter opgaves under Exekutionsforretningen til 3855 Kr. 31 Øre (ved Skrivfeil staar 5855 Kr.);

15 pct. deraf til 578,30

hvorom som nævnt afbetalt 267,58

310,72

For dette Beløp, mod hvis Rigtighed - under Forudsætning af at Dahl skulde Dahl skulde tilkomme 2/3 af Domsbeløpet - ikke er gjort Indsigelse, fordrede Dahl udlæg. Fru Ramløffs Bo vedblev paastanden om kun at skylde sin Andel av Laanet eller 1/3 av Domsbeløpet og protesterede mod Forretningens Fremme, men Exekutionen blev ved Eragtning afødt xx.xx.1882 fremmet og Udlæg givet («i det Ansvar, som Bestyrelsen af Enkefru Ramløffs Bo nu staar i dette eller i Fremtiden maatte komme til at staa») for Beregningssum 325 Kr. med reserverede Renter og videre paaløbende Omkostninger.

Side:343

Efter Paaanke fra Boets Side blev Kjendelsen og Beslutningen stadfæstet med Ophævelse af Processens Omkostninger af Kristiansands Overret den 31 Oktbr. 1883, hvorefter Boet - efter meddelt Bevilling med Hensyn til summa appellabilis - har appelleret Dommen til Høiesteret og nedlagt Paastand om, «at Exekutionsforretningen med derunder afsagte Kjendelse og Beslutning enten kjendes uefterrettelig at være eller underkjendes og ophæves, samt at Appellsk. hos Indst. tilkjendes Processens Omkostninger for Overretten og Høiesteret". Indst. er udebleven, hvorfor Sagen, hvori Varsel og Dokumentation er i Orden, er overgaaet til skriftlig Behandlig, idet bemærkes, at Indst., efterat Sagen har været reassumert, har givet Samtykke til dens Fremme, uagtet fatalia appellationis er udløbne, og Opreisningsbevilling i dens Anledning ikke er erhvervet.

Som det fremgaar af det Anførte, er Appellsk.s Opfatning af Sagen den, at de 3 Laantagere i fælles Interesse og saaledes at enhver af dem skulde ansvare 1/3, havde optaget Laanet i Laaneindretningen, og at de 3 Laantagere kun ligeoverfor Indretningen vare solidarisk forpligtede, medens de i det indbyrdes Forhold kun havde at tilsvare hver for sin 1/3 af Laanet.

Fra sin Side opfatter Indst. derimod Forholdet saaledes, at han efter at have indfriet Fordringen og faat Transport af Laaneindretningen, er berettiget til at holde sig til hver af de 2 andre Laantagere for det hele Beløb med Fradrag af den 1/3, som han selv har at tilsvare som Laantager, og at han i sin Regres er i sin Ret, naar han har anmeldt 2/3 af Fordringen i A. Stenersens Konkursbo, og fordret Udlæg i Appell.s Bo for samme 2/3.

Forsaavidt Indst. til Støtte for sin Paastand paaberaaber den ham givne Transport, da maa Appell. gives Medhold i, at denne kun giver den formelle Ret til Exekution, men at den ikke kan give Indst. anden eller større Ret end den, som er begrundet i selve Retsforholdet mellem Parterne, der ikke stod i Forhold til hinanden som Endossenter men som Laantagere (af hvilken Grund Indst. heller ikke har krævet hele Beløbet men kun 2/3 deraf hos de Medforpligtede).

(Paa den anden Side kan Appell. ikke gives Medhold i den Paastand, at Indst. ved at give Samtykke til at Enkefru Ramløffs Bo blev undergivet en af Kreditorerne valgt privat Administration skulde have givet denne Bemyndigelse til som ved Voldgift at afgjøre alle Tvistspørgsmaal).

Naar fremdeles Indst. tror i Konkursl.s §122 at finde Medhold for sin Fordring, dfa er det tilstrækkeligt at bemærke, at §en alene gjælder, naar en Medskyldners eller Medforlovers Bo er taget under offentlig Skiftebehandling som Konkursbo, hvormed et privat Administrationsbo ikke uden Hjemmel i den derom fattede Beslutning kan sidestilles, og at Indst. ved at gjøre Exekution i Boet selv har erkjendt dette. Og forsaavidt L. 1-21-14 er paaberaabt, bemærkes det, at denne Artikel kun angaar det indbydes Forhold mellem flere Medforlovere, og at Indst. i hvert Fald ved paa en Gang at gjøre sin Regres gjældende saavel mod Appell.s som Stenersens Boer selv ikke har fulgt Artiklens Bestemmelse.

Men kan der saaledes ikke paaberaabes positive Lovbud, maa Forholdet alene bedømmes efter almindelige Retsgrundsætninger og Forholdets egen Natur. Overretten antager, at Betragtninger, hentede herfra, kunne lede ialfald til analogisk Anvendelse af Konkurslovens §122. Som af Appell. anført, stemmer imidlertid denne § ikke med, hvad Sagens Natur, uden saadan Lovbestemmelse, tilsiger. Og dette udtales ogsaa i den citerede Betænkning, der bragte §en (svarende til daværende §131) i Forslag (se Storth. Forhkl. 1859-60 Bind IV, Odelsthings Prop. 7 S. 29-30 (ot.prp.nr.7 (1859-60))), hvori siges, at det er "ganske klart", at en Medforlover, som, forinden Konkurs udbryder, har betalt den hele Fordring, ikke kan gjøre det i §en hjemlede Krav mod sin Medforlover, "der aldrig har forpligtet sig til andet end at dele Ansvaret med ham".

Side:344

At den blotte Omstændighed, at den ene af flere sidestillede Samforpligtede er sat i Stand til først at indfri hele Fordringen skulde medføre særegen Begunstigelse i den omhandlede Henseende, er derhos i sig selv lidet rimeligt; ved at melde Fordringen for dens hele Beløb i begge Boer vilde den hele Fordring kunne fyldestgjøres, medens de Medforpligtede ved derefter at søge Regres i hinandens Boer dun vilde faa Procenter (og det selv om Sidste Punktum i Konkurslovens §121 ikke var til Hinder for enhver Regres). Heller ikke L. 1-21-14 kan benyttes analogisk; jeg slutter mig i denne Henseende til, hvad der i Øresteds Haandbog VI. S. 421 er bemærket om, "at det maaske havde været naturligere og ledet til færre Forviklinger, om den Medforlover, der havde maattet betale Gjælden, var i sit Regressøgsmaal mod sine Medforlovere indskrænket til Enhvers Kvotum og kun subsidialiter kunde søge hos de Øvrige, hvad der hos en af den ikke kunde inddrives". (I den af Professor Aubert senest (1887) besørgede Udgave af Hallangers Obligationsret II. S. 15-16 udtales ogsaa en hermed overensstemmende Mening, der forøvrigt er forskjellig fra, hvad der er antaget i den af Overretten citerede Udgave, jfr. ogsaa med Hensyn til L. 1-21-14 og om Samskyldneres Forpligtelser under Regres Professor Auberts Afhandlig i Rt-1874-90 og f.).

Efter det Anførte finder jeg altsaa, at Indst. pricipaliter kun kan fordre 1/3 af sin Tilgodehavende i hvert af sine Medforpligtedes Boer, medens det flyder af Forholdet, at han subsidialiter maa have Ret til, for hvad han ikke erholder i et af Boerne, fremdeles af søge Regres (for 1/6) i det andet Bo. Herom er der imidlertid ikke saadanne Oplysninger om, hvad de nævnte Boer kan antages at give i Procenter, at det lader sig gjøre for Høiesteret at bestemme Noget derom. Exekutionen maa derfor blive i sin Helhed at underkjende og Appell.s Paastand at tage tilfølge, idet dog Sagens Omkostninger for begge Retter paa Grund af dens tvivlsomme Beskaffenhed, og da Indst. har faaet Medhold af Overretten, maa blive at ophæve.

Konklusion:

Den paaankede Exekutionsforretning med derunder afsagt Kjendelse underkjendes. Processens Omkostninger for Stiftsoverretten og Høiesteret ophæves. P. B Ottesen.

Jeg antager, at nærværende Sag ikke er anlagt paa behørig Maade, og der følgelig ikke er Adgang til at paakjende den i Realiteten. Den er, som det vil sees, instituert gjennem Begjæring om Exekution hos Appell. i Henhold til den Dom, som Laaneindretningen havde erhvervet over Enkefru Ramløff og Indst., og som tilligemed Indretningens Ret efter vedkommende Obligation blev tiltransporteret Indst., efterat denne havde indfriet Obligationen. Men paa denne Maade kan efter min Mening ikke en Medforlover eller Samskyldner gjøre sin Regres gjældende mod sin Medforpligtede. Det maa ske ikke for Fogedretten, men ved ordinært Søgsmaal for den almindelige Underret og efter behørig anstillet Forligsmægling. Jeg behøver ikke her at inlade mig paa det Spørgsmaal i sin Almindelighed, om Kreditor, der faar sin Fordring indfriet af nogen Anden end Hovedskyldneren, kan overdrage den med tilhørende Rettigheder til den Betalende med den Virkning, at denne paa samme Maade som selve den oprindelige Kreditor kan gjøre den gjældende mod Skyldneren eller andre Medforpligtede, eller om en Transport under disse Omstændigheder ikke faar anden Virkning end en Kvittering, fordi Kreditor, naar Fordringen er betalt, Intet har at overdrage, medens det - uafhængig af Transporten - faar bro paa Forholdet mellem den Betalende og den eller de Forpligtede om han mod disse kan gjøre nogen og isaafald hvilken Ret gjældende. Spørgsmaalet maa vistnok besvares forskjelligt efter de forskjellige Omstændigheder. Men

Side:345

i denne Almindelighed er det, som sagt, her ikke nødvendig at besvare det. Det er derfor heller ikke min Mening her at ville udtale mig om, hvorvidt den Forlover, som betaler efter en over ham og Hoveddebitor erhvervet Dom, paa hvilken han erholder Transport af Kreditor, kan med Hjemmel af Dommen gjøre Indførsel hos Debitor, eller om en senere Endossent, der paa samme Maade har faaet Transport paa Dommen i Forbindelse med selve Fordringen, kan benytte Dommen til Indførsel hos en foranstaaende Endossent, naar Dommen gjælder dem begge. Thi hvad der end herom antages, forekommer det mig utvivlsomt, at en Dom, der af Kreditor er erhvervet underet over fler fælles og paa samme Maade indbyrdes Forpligtede, det være ny Medforlovere eller Samskyldnere, og som af Kreditor tiltransporteres den af de flere Forpligtede, der har maattet indfri Fordringen, ikke af ham kan benyttes til gjennem umiddelbar Exekution at gjøre op med hans Medforpligtede. Dommen gjælder nemlig i Virkeligheden ikke det Forhold, som paa denne Maade søges opgjort. Den rammer kun og afgjør kun Forholdet mellem Kreditor og de Forpligtede, men den afgjør Intet og kan heller Intet afgjøre om Forholdet mellem disse indbydes. Det er en Sag for sig, at disse alle hæfte overfor Kreditor, medens det er et ganske andet Spørgsmaal, paa hvilken Maade de hæfte og have at dele Ansvaret si imellem, - og om dette Spørgsmaal er selvfølgelig Intet afgjort ved den Dom, som Kreditor har erhvervet over dem i Fælleskab. Det Regressøgsmaal, som den af flere Forpligtede, er i sit Væsen og i sit Fundament helt forskjelligt fra det Søgsmaal, som Kreditor anlægger for at komme til sin Ret. Den Dom, han erhverver, angaar følgelig en ganske anden Sag og er derfor ubrugelig som Fundament for et Opgjør mellem de Medforpligtede indbyrdes. At saa forholder sig, viser sig i nærværende Tilfælde ogsaa praktisk klart nok derved, at Indst. ikke har ment at kunne benytte Dommen til at gjøre Exekution hos Appell. for det hele Beløb, hvorpaa den lyder, men alene for de 2/3, som han tror sig berettiget til at kræve Udlæg for i Administrationsboet. Men ikke engang saalangt kan Dommen, efter hvad ovenfor er anført, bruges. Regressøgsmaalet kan ikke med Forbigaaelse af Forligelseskommissionen og den ordinære Underret anhængiggjøres for Fogedretten; det maa anlægges paa almindelig Maade.

Efter det Anførte kommer jeg altsaa til det Resultat, at Exekutionsforretningen som afholdt i Henhold til en som Fundament for samme utjenlig Dom ex officio maa kjendes uefterrettelig, uanseet at Paastand derom ikke er nedlagt af Appell., der uden Forbehold har indladt sig paa Sagens Realitet. Processens Omkostninger for begge Retter antages at burde ophæves.

Konklusion:

Den paaankede Exekutionsforretning bør uefterrettelig at være. Processens Omkostninger for Stiftsoverretten og Høiesteret ophæves. H. Foss Reimers.

Ved Dommen afødt xx.xx.1881 blev Enkefru Ramløff in solidum med Indst., Dahl, tilpligtet at betale det af dem i Forening med Aug. Stenersen optagne Vexelobligationslaan, hvoraf efter den trufne Aftale enhver af dem pligtede at afgjøre en Trediepart. Dahl havde imidlertid været nødsaget til at betale det hele Domsbeløb til Kreditor, og til at faa det saaledes udenfor hans pligtige Anpart erlagte Beløb refunderet var det for Dahl den nærmeste og rimeligste Udvei, at han i Medhold af den ham paa Dommen meddelte Transport holdt sig til Fru Ramløffs, der jo ved den samme Dom ogsaa var tilpligtet at betale den hele Gjæld. Om hendes Forpligtelse efter Dommen er der fra Fru Ramløffs Side ikke fremsat nogen Indsigelse, og det kan saaledes vel heller ikke være tvivlsomt, at Dommen ogsaa maatte være et fuldgyldigt Fundament for Dahl til at fordre, at Fru

Side:346

Ramløff skulde erlægge sin pligtige Andel af Domsbeløpet til ham (Dahl), naar han fra vedkommende Kreditor havde faaet Transport paa Dommen, Fra Fru Ramløffs Bos Side er der alene gjort Indsigelse mod, at Dahl skulde være berettiget til, forinden nærmere Opgjør har fundet Sted mellem samtlige Medforpligtede, at holde sig til Ramløffs Enke eller hendes Bo for Mere end den af hende pligtige Trediepart af Gjælden, men da Afgjørelsen af dette Spørgsmaal staar fuldkommen aaben under den Retstvist, som nu verserer mellem Parterne, kan der, saavidt skjønnes, ikke med nogen Føie herpaa grundes nogen Anke mod den brugte Fremgangsmaade.

I Sagens Realitet er jeg i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. I. Blich.

Enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor Blich, hvis Tillægsbemærkninger jeg tiltræder. O. A. Bachke.

Ligesaa. L. Birkeland.

Ligesaa. Ph. Hansteen.

Ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg skal tillade mig følgende Bemærkninger:

Hvad det formelle Spørgsmaal angaar, som er bragt paa BAne af Hr. Assessor Reimers, da kan det efter min Opfatning ikke nægtes, at Hr. Reimers's Mening har stor Styrke, naar Tingen sees fra et almindeligt Sunspunkt. Men det for mig Afgjørende bliver det Særegne i nærværende Tilfælde, - nemlig at der stiltiende er fuld Enighed mellem Parterne om, at Fru Ramløff er Laantager for 1/3 af Obligationsbeløbet, hvorfor Tilfældet, processuelt taget, staar i samme Stilling, som om der i Obligationen var indtaget en udtrykkelig Bestemmelse om, at Udstederne, hvis Papiret indfriedes af En af dem, skulde med Hensyn til indbyrdes Regres Ansvare hver 1/3 af Beløbet. Var saadan Bestemmelse indtaget, forekommer det mig ikke at være tilstrækkelig Grund til at nægte Vedkommende at indtale dette Regreskrav ved umiddelbart at gjøre Dommen gjældende i Henhold til Transport, afgivet af den oprindelige Kreditor. Og indrømmes det, synes der at være overveiende Grund til ogsaa at godkjende, at Transporthaveren ad lige Vei gjør gjældende, at hans Regres-Ret implicite medfører, at den, mod hvem han vender sig, skal lægge ud, hvad der falder paa den Medpligtiges Kvotapart, - ialfald naar, som in casu, ingen særlig formel Insigelse reises imod, at Afgjørelsen faar denne vider Fatning.

Hvad Realiteten angaar, da tør muligens Indst., Dahls, Forhold til Stenersens Konkursbo være saadant, at han i Henhold til Konkursl.s §122kan til Erholdelse af Stenersens pligtige 1/3 af Obligationsbeløbet gjøre Krav paa Udlæg i Boet for 2/3 af nævnte Beløb, men, selv om saa forudsættes, kan dette formentlig ikke drage til følge for Fru Ramløff, der ligeoverfor Dahl kun har reelt Ansvar for 1/3 af Obligationsbeløbet, og i Forhold til hvem der mangler Lovforskrift om, at hun skulde kunne tvinges til at udlægge Mere end hun har reelt Ansvar for. M. Lambrechts.

Efterat det ved den stedfundne Votering er afgjort at Sagen bliver at paakjende i Realiteten, slutter jeg mig forsaavidt til de foregaaende Voterende. Reimer.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmede med Førstevoterendes Konklusion.