Rt-1925-1032

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1925-12-01
Publisert:	Rt-1925-1032
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 40/2 B s.a.
Parter:	Johan K. Bjørgum, Mons O. Bjørgum, Gunder O. Stenmo, Mattias Ødegaard, Anders A. Bjørgaard, Ole A. Stenmo og Ingebret O. Yseteng (advokat Solnørdal) mot Styret for Holtaalen-Dragaas statsalmenning (overretssakfører H. Holthe til prøve).
Forfatter:	Bugge, Boye, Breien, Alten, Schie, Bjørn, Backer
Lovhenvisninger:	Norske Lov (1687), Skogloven (1863) §50

Assessor Bugge: Efter forlangende av bestyreren for Holtaalen-Dragaas statsalmenning blev av sorenskriveren i Guldalen den 3 november 1915 nedlagt rettens forbud mot, at Johan K, Bjørgum, Mons O. Bjørgum, Gunder O. Stenmo, Mattias Ødegaard, Anders A. Bjørgaard, Ole A. Stenmo og Ingebrigt O. Yseteng hugget de trær, som ved skogforvalteren i Søndre Trondhjem var utvist i Holtaas-Dragaas statsalmenning. I den i henhold til dette forbud efter behørig forliksmægling anlagte forfølgningssak blev den 12 januar 1918 av sorenskriveren i Guldalen avsagt dom, hvorved kjendtes for ret: «Forbudet stadfæstes, idet de indstevnte Johan R. Bjørgum, Mons O. Bjørgum, Gunder O. Stenmo, Mattias Ødegaard, Anders A. Bjørgaard, Ole A. Stenmo og Ingebrigt O. Yseteng kjendes uberettiget til for sine parceller at kræve utvisning for hugst i Dragaas almenning. Sakens omkostninger ophæves.»

Denne dom blev av de nævnte Johan K. Bjørgum m.fl. indbragt til prøvelse for Trondhjems overret, som ved dom av 26 februar 1923 stadfæstet underretsdommen under ophævelse av sakens omkostninger for overretten. Overretsdommen er avsagt under dissens, idet rettens andenvoterende stemte for, at det nedlagte forbud av 3 november 1915 skulde ophæves, at saken forsaavidt angik appellanterne Johan K. Bjørgum m.fl.s krav paa erstatning for tap og skade ved forbudet skulde avvises fra underretten.

Overrettens dom er av Johan K. Bjørgum, Mons O. Bjørgum, Gunder O. Stenmo, Mattias Ødegaard, Anders A. Bjørgaard, Ole

Side:1033

A. Stenmo og Ingebrigt O. Yseteng paaanket til Høiesteret, hvor de har nedlagt saadan paastand: «1. At det efter indstevntes begjæring den 3 november 1915 nedlagte forbud underkjendes og ophæves og at appellanterne iøvrig frifindes for de indstevntes tiltale i denne sak. 2. At de indstevnte tilpligtes in solidum at betale det offentlige sakens omkostninger for overretten og appellanterne sakens omkostninger for underretten og Høiesteret.»

Indstevnte, Styret for Holtaalen-Dragaas statsalmenning, har paastaat overrettens dom stadfæstet og appellanterne in solidum tilpligtet at betale indstevnte processens omkostninger for Høiesteret.

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til de paaankede dommes præmisser. Der er for Høiesteret fremlagt forskjellige nye dokumenter blandt hvilke jeg skal nævne: 1. Skrivelse av 20 august 1855 fra Finans- og Tolddepartementet til amtmanden i Søndre Trondhjems amt. 2. Gjenpart av skrivelse av 26 mars 1856 fra amtmanden i Søndre Trondhjems amt til fogden i Orkedal og Guldal, i hvilken amtmanden meddeler, at han efter at ha mottat i tinglyst stand den av Holtaals almue avgivne erklæring med hensyn til fremtidig hugst i Dragaas almenning, overensstemmende med det kongelige Finansdepartementets skrivelse av 20 august aaret forut skal «ha hr. fogden anmodet om at tilkjendegi vedkommende skogfogd, at han for eftertiden har bemyndigelse til at foreta utvisning i Dragaas almenning av de træmaterialer som vedkommende bruksberettigede almue maatte nødvendigen tiltrænge og rekvirere til eget bruk og som den efter norsk lov 3-12-6 har ret til at erholde av almenningsskogen, uten at han som hittil behøver øvrighetens specielle ordre dertil». 3. Utskrift av dom avsagt 31 mai 1902 av sorenskriveren i Guldal i sak: Johan K. Bjørgum m.fl. mot Landbruksdepartementet (Trondhjems overrets dom av 9 november 1903 i samme sak blev fremlagt her i saken i underretten). 4. Skrivelse av 31 oktober 1925 fra Landbruksdepartementet til indstevntes retsfuldmægtig.

Jeg er kommet til et andet resultat end under- og overret. Med overrettens andenvoterende finder jeg nemlig at maatte gi appellanterne medhold i, at de maa ansees som bruksberettigede i almenningen, og at det følgelig efter forlangende fra almenningsstyret nedlagte forbud mot utvisning av trævirke til dem ikke kan opretholdes. Jeg kan ogsaa i det væsentlige slutte mig til den begrundelse han har git for sit standpunkt, men skal dog tilføie endel yderligere bemerkninger.

Efter hvad der i det hele foreligger oplyst, har jeg ikke fundet det synderlig tvilsomt, at Holtaalen-Dragaas statsalmenning - saavidt sees omtrent saa langt tilbake i tiden som oplysningerne gaar - har været betragtet som statsalmenning (Kongens almenning). Jeg mener ogsaa, at der ikke er føie til at anta, at forholdet forsaavidt har undergaat nogen forandring i de senere tider. Eftersom det ikke har kunnet oplyses, at denne almenning har indtat nogen særstilling i henseende til almuens bruksutøvelse i den, maa efter min opfatning formodningen være for at forholdet i denne henseende har været som vanlig, nemlig at bygdens gaardbrukere

Side:1034

(almuen) i almenningen fra gammel tid har utøvet bruk paa forskjellig vis til sine gaarders behov. Saa meget mer tør dette formodes, som oplysningerne efter min opfatning bekræfter, at saadan bruk har været utøvet. At bruken da har været almindelig almenningsbruk med hjemmel av lovbokens 3-12-6, er der vel heller ingen rimelig grund til at tvile paa.

Av under- og overret er det imidlertid antat, at de utenfor aimenningen boende gaardbrukeres bruksforhold til denne ved lagtingsdommen av 11 august 1741 blev bragt til ophør gjennem en ved denne dom istandbragt utskiftning. Jeg har for mit vedkommende hat vanskelig for at overbevise mig om riktigheten av denne opfatning av lagtingsdommen. Det har tvertimot efter hvad der foreligger forekommet mig rimeligere at opfatte de «markegangs og skovdelingsforretninger», som i henhold til kongelig befaling paabegyndtes i 1730, fortsattes til 1741 og avsluttedes ved nævnte lagtingsdom, som foranstaltninger foretat for at faa fastslaat almenningens grænser i forhold til de angrænsende gaarde, mens det ikke har været tilsigtet at træffe - og saavidt skjønnes heller ikke blev truffet - nogen av gjørelse med hensyn til de utenfor almenningen boende bønders bruksret i denne. Hvis en saadan avgjørelse om bruksretten hadde været tilsigtet, maatte det faat et klarere uttryk under forretningen og i selve dommen end det efter min mening har faat. Imidlertid finder jeg det ikke nødvendig at gaa nærmere ind herpaa eller at ta avgjort standpunkt til spørsmaalet om forstaaelsen av lagtingsdommen av 1741, idet denne efter mit syn paa saken ikke kan bli avgjørende, selvom man forstaar dommen saaledes som de underordnede retter har gjort. Med overrettens andenvoterende er jeg enig i, at en saadan forstaaelse av nævnte dom i den følgende tid, og fornemmelig i første halvdel av det 19de aarhundrede, ikke er blit hævdet av det offentlige og heller ikke befulgt av bønderne i Holtaalen. I denne forbindelse skal jeg peke paa hvad Rentekammeret i skrivelse av 18 januar 1806 til stiftamtmand Angell anfører: «I anledning af hr. stiftamtmanden skrivelse af 24 f.m. skulde vi ikke undlate fienstligst at formelde, at naar Halver Jonsen Storlie og Peder Larsen Kirkhuus befindes at høre til den brugsberettigede sogne almue, maa kammeret overlade til hr. stiftamtmanden at foranstalte udviist det ar disse opsiddere reqvirerede qvantum af Dragaas alminding til deres huses istandsættelse.» Videre skal jeg likesom overrettens andenvoterende her nævne almenningsbeskrivelsen av 1819/20, hvorunder der om «Dragaas almenning paa søndre side av Gulen elv» (Holtaalen-Dragaas) under punkt 10 anføres: «Til de gaarde i tinglavet som bruger dem, afbenyttes skoven af Røraas værks participantskab til værkets fornødenheter i følge bergordonantser cg lov og anordninger som og af almuen efter loven, dog alt efter skovinspekteurens udvisning.» Det synes mig vanskelig at forklare de her citerte uttalelser, hvis man ikke forutsætter, at det offentlige gik ut fra, at bøndernes bruksret i almenningen fremdeles var i behold. Vistnok hadde myndigheterne i tidens løp efter 1741 søkt at gjennemføre en praksis med hugst kun efter utvisning til bønderne, men selvom disse i en flerhet av tilfælder synes at

Side:1035

ha fundet sig i en saadan ordensforanstaltning, mener jeg, at ikke derigjennom selve deres bruksret er blit betat dem, hvod jo forresten heller ikke det offentlige kan sees at ha hævdt paa den tid hvorom her handles. Bønderne paa sin side har, saavidt jeg har kunnet se, og særlig i første halvdel av forrige aarhundrede, gjort gjældende, at de hadde bruksret i almenningen, og at de støttet denne ret til lovboken. Det maa jeg ogsaa anta har været deres standpunkt liketil det offentliges saksanlæg omkring 1850 mot Hans Hexem m.fl. i anledning av hugst i almenningen uten utvisning, likesom samme standpunkt synes al være fastholdt under nævnte proces, hvilket jeg ogsaa finder bekræftet ved indholdet av de bruksberettigedes erklæring av november 1853, der ligger til grund for det i saken avsluttede forlik.

Med det her utviklede som bakgrund for forliket av 1853-55 og under hensyn til forliksdokumenternes eget indhold, maa jeg som overrettens andenvoterende anta, at de i forliket deltagende bønders krav om at anerkjendes som bruksberettigede i almenningen mot at taale utvisning ved forliket blev indrømmet av det offentlige. Forøvrig kan jeg herom i alt væsentlig henholde mig til nævnte andenvoterendes anførsler. At den her antagne forstaaelse av forholdet maa være den rette, mener jeg ogsaa yderligere bestyrkes ved indholdet saavel av den for Høiesteret dokumenterte og allerede gjengivne skrivelse av 26 mars 1856 fra amtmanden til fogden, som av den av overrettens andenvoterende citerte skrivelse av 26 mars s.a. fra amtmanden til Finansdepartementet.

Med samme dissenterende medlem av overretten maa jeg videre anta, at der ikke kan konstateres nogen senere retsdannelse i strid med forliket, likesaalitt som det kan antas, at Overretsdommen av 9 november 1903 er til hinder for at tilkjende appellanterne her i saken aimenningsret efter loven. Det er vistnok paa det rene, at appellanten Mons O. Bjørgum ogsaa var part i den sak, som tik sin avslutning ved nævnte overretsdom. Med andenvoterende i overretten finder jeg imidlertid, at Overretsdommen ikke kan være avgjørende for nærværende sak; og jeg skal videre tilføie, at jeg har forstaat procedyren her i Høiesteret saa, at det er paa det rene, at det offentlige ikke akter at paaberope Overretsdommen av 9 november 1903 mot Mons O. Bjørgum, hvis han her i saken tilkjendes almenningsret efter N. 1. 3-12-6.

Av det resultat, hvortil jeg er kommet angaaende bruksrettens karakter av almenningsret, mener jeg, at det av tidligere retsavgjørelser følger, at eiere av gaardsbruk, som er utskilt fra de bruksberettigede gaarde, ogsaa tilkommer almenningsret, jfr. her bl.a. Rt-1923-II 298 . At de parceller som det her i saken dreier sig om hver for sig opfylder betingelsen for et gaardsbruk, har saavidt jeg forstaar ikke været omtvistet. At det i nærværende sak gjælder bruksret i statsalmenning, kan antagelig heller ikke gjøre nogen forskjel.

Almenningsstyret har imidlertid her for Høiesteret under henvisning til de vedkommende skyldsætningsforretningers indhold paastaat, at appellanterne maa antages ved kjøp av parcellen stiltiende at ha fraskrevet sig bruksretten til almenningen. Hertil er

Side:1036

fra appellanternes side anført saavel at denne indsigelse er ny for Høiesteret, og at de derfor protesterer mot at den gjøres gjældende, og dernæst at indsigelsen i sig selv er uholdbar. Jeg finder ikke tilstrækkelig grund til at gaa ind paa det her nævnte formelle spørsmaal, idet jeg maa gi appellanterne medhold i, at indsigelsen i realiteten ikke kan gives medhold. De uttryk og vendinger i vedkommende skyldsætningsforretninger, hvortil almenningsstyret her støtter sig, sikter efter min opfatning alene til de privatretslige herligheter og rettigheter, som maatte tilligge vedkommende gaarde, hvorfra parcellene utskiltes, og kan ikke antages at berøre gaardeiernes forhold til almenningen som bruksberettigede, hvorfor der heller ikke av uttryksmaaten kan utledes nogen kontraktsbetingelse eller kontraktsforutsætning vedkommende almenningsretten.

I henhold til det anførte vil jeg overensstemmende med appellanternes paa stand votere for at det nedlagte forbud av 3 november 1915 ophæves, og at appellanterne frifindes for almenningsstyrets tiltale. Da appellanterne for Høiesteret ikke har fastholdt sin tidligere paa stand om her i saken at tilkjendes erstatning for skade paaført dem ved forbudet, antar jeg det unødvendig i konklusionen at uttale noget herom.

Processens omkostninger finder jeg efter omstændigheterne bør ophæves for alle retter.

Konklusion:

Det nedlagte forbud av 3 november 1915 ophæves. Johan K. Bjørgum, Mons O. Bjørgum, Gunder O. Stenmo, Mattias Ødegaard, Anders A. Bjørgaard, Ole A. Stenmo og Ingebret O. Yseteng bør for Styret for Holtaalen-Dragaas statsalmenning, dets tiltale i saken fri at være. Processens omkostninger for alle retter ophæves.

Ekstraordinær assessor Boye: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Breien: Likesaa.

Ekstraordinær assessor Alten: Jeg har fundet saken tvilsom, men antar dog at der ikke er tilstrækkelig grund til at fravike de underordnede retters domme, som ogsaa er i overensstemmelse med de domme som i 1902 og 1903 blev avsagt av sorenskriveren i Gauldal og av Trondhjems overret i en sak mellem en del parceleiere og Staten angaaende den samme almenning.

Lagtingsdommen av 11 august 1741 finder jeg det rimelig at forstaa saaledes, at den ikke bare avgjorde, hvilke strækninger der skulde regnes for de tilstøtende gaardes eiendomsskog, og hvorledes grænserne skulde trækkes mellem denne og almenningen, men ogsaa fastslog, eller ialfald forutsatte, at gaardenes eiere ikke for eftertiden skulde ha hugstret efter N.L. 3-12-6 i det gjenværende av almenningen. Det fremgaar bl.a. av en efterforskning fra 1722, at bønderne i strid med lovboken og med en av Kongen den 16 mai 1707 utfærdiget og senere ved fogden gjentat fredlysning hugget til salg i Dragaasskogen, idet de dels paaberopte sig sin bygselret til engsletter i almenningen, og dels at hugsten var foretat i deres egne hjemrøster. Disses utstrækning var ikke bestemt angit i

Side:1037

skjøtene, og Kongen paabød derfor ved resolution av 1 mars 1726 en lovlig markegangsforretning for at avgjøre «hvad deel Dragaasen, og hvad deel de omkringliggende gaarde, een hver i proportion til sin størrelse skulle have i skouven». Forretningen blev paabegyndt 18 juli 1730, men utsat ved kjendelse av 21 s.m., forat en kartforretning kunde bli foretat. I utsættelseskjendelsen, som midlertidig forbød hugst paa den søndre side av Gula, blev gaardenes ret efter 3-12-6 til brændefang, nødig bygningstømmer og gaardsbruk uttrykkelig forbeholdt, idet dog lagmanden føiet til at gaardene «ei have minste nød eller tiltrengende» til at gjøre bruk av denne ret. Da saa grænserne mellem almenningen og hjemrøstene blev fastsat ved den avsluttende dom av 11 tugust 1741, blev det tillike forbudt de angrænsende gaarders eiere og brukere at «tilregne sig mindste deel eller lod, i een eller anden maade», av almenningen. Herved synes der ogsaa at være tat sikte paa bruksutøvelse, da forbudet, som forsaavidt angaar eiendomstilegnelse likefrem fulgte av grænsefastsættelsen, blev begrundet med at den mark og skog utenfor almenningen, som ved dommen blev tillagt gaardene, maatte ansees tilstrækkelig for dem, og da særskilt forbehold blev gjort for bruksretten til sætre, plasser og fjeldsletter, som gaardene hadde bygslet i almenningen. Naar da ikke ogsaa forbeholdet for hugstret efter 3-12-6 blev gjentat, synes det rimelig at slutte, at denne hugstret ikke skulde tilkomme gaardene.

Efter min mening viser ogsaa de foreliggende oplysninger, at regjeringen, skogmyndigheterne og domstolene i hele den følgende del av det 18de aarhundrede og i første halvdel av det 19de aarhundrede har gaat ut fra at bønderne ikke hadde hugstret i almenningen, om der end navnlig efter adskillelsen fra Danmark indtraadte nogen usikkerhet i opfatningen. Det er oplyst at en kongelig resolution av 4 december 1753 forbød al hugst og benyttelse av almenningens skoger uten tilladelse og utvisning. Men allerede i 1744 sees det at ansøkninger om tilladelse til at hugge bygningstømmer er behandlet av general-forst-amtet under henvisning til de tidligere fredlysninger. Efter ophævelsen av det nævnte embede blev ansøkningerne avgjort av amtmanden. Av dokumenter fra 1799, 1815, 1836 og 1838 fremgaar, dels at ansøkerne maatte godtgjøre at de ikke hadde bygningstømmer i egen skog, dels at der maatte betales rekognition eller skogleie for det utviste tømmer. Endnu saa sent som i 1845 sees amtmanden i en skrivelse til skoginspektøren at ha uttalt, at han «i fremtiden lige som hidtil, kun sparsomt vel meddele almuen tilladelse til at hugge bygningstømmer i Dragaas alminding efter udviisning af hr. skovinspecteuren». Egenmægtig hugst blev paatalt og straffet, som det fremgaar av en dom fra 1757 og flere skrivelser fra 1745, 1847 og 1848. Paa den anden side indeholder instruktionerne for skoginspektøren av 2 oktober 1756 og 13 juni 1801 forutsætninger om en hugstret for almuen; men herpaa lægger jeg mindre vegt, da disse instruktioner ogsaa omfattet andre skoge nordenfjelds, fra hvilke Røros kobberverk fik sin forsyning, og da de desuten synes formularmæssig avfattet. Heller ikke kan jeg finde, at almenningsbeskrivelsen fra

Side:1038

1820 avgir bevis for at der tilkom almuen en almindelig bruksret. Den paaberopte del av post 10 forstaar jeg efter sammenhængen saaledes, at det av gaardene i tinglaget kun var de som hadde plasser eller sætre i almenningen, der avbenyttet skogen «efter loven». Den forutgaaende almenningsbeskrivelse fra 1812 indeholdt ifølge Røroskommissionens indstilling intet om bruksret for almuen. Endelig er det paa det rene, at gaardene i Singsaas, som ogsaa omfattedes av lagtingsdommen, aldrig har gjort krav paa almenningsret, hvilket bestyrker den opfatning, at heller ikke gaardbrukerne i Holtaalen skulde ha saadan ret efter dommen.

I en skrivelse fra Finansdepartementet av 25 februar 1849, hvorved departementet paabød det saksanlæg, som ledet til overenskomsten av 1853-1855, synes departementet vistnok at forutsætte at almuen ogsaa efter lagtingsdommen hadde en vanlig almenningsret, som dog efter eldgammel praksis var underkastet den indskrænkning at almuen maatte taale utvisning. Men departementet har her, som paapekt i Røsoskommissionens indstilling, forvekslet den før omhandlede tilladelse eller bevilling med skogfogdens utvisning av træmaterialene. Og det ser efter samme kilde ut til at man under sakens gang blev opmerksom paa det særegne ved almuens forhold til almenningen, og at det under procedyren blev fremhævet at en speciel tilladelse var en nødvendig betingelse for hugst. Efter vidneforklaringerne under saken, amtmandens skrivelse av 16 mai 1855 og Røroskommissionens undersøeklser maa det imidlertid antas, at bønderne fra omkring 1800 hadde begyndt at hugge i almenningen uten tilladelse og utvisning, og at denne hugst efterhvert hadde tat større omfang, særlig efter 1830. Det er ikke usandsynlig, at bønderne i 1850, da saken blev anlagt, kan ha ment at være i besiddelse av vanlig almenningsret, men det er ogsaa mulig at de kan ha ment at ha hævdet en ret til hugst uten utvisning. Noget bestemt herom kan ikke utledes av det som er dokumentert. I 1852 tilbød de indstevnte bønder at underkaste sig utvisning mot at alle bruksberettigede gik ind paa dette vilkaar. Erklæringen herom fra november 1853 er underskrevet av eierne av 46 gaarde utenfor almenningen, samt av en del eiendomsmænd og opsittere i almenningen, hvis adkomstbreve, efter hvad der er oplyst under procedyren, ikke uttrykkelig omtalte hugstretten. Erklæringen er dog ikke underskrevet av alle bygdens gaardbrukere, idet bruksret ikke blev krævet av gaardene i Aunegrænden længst i nord, som formodentlig aldrig har brukt almenningen, og heller ikke av de tilgrænsende gaarde Tamlaget, Bukrønningen, Aasen og Aas plass, ialt efter Røroskommissionens indstilling 15 matr.-nummer, eller nu, efter hvad der er oplyst under saken, 20 gaarde. I erklæringen betegner utstederne sig som «bruksberettigede til Holtaalen-Dragaas almenningsskog», men uten at angi hjemmelen for bruksretten, og naar der i forbindelse med vedtagelsen av utvisning henvises til 3-12-6 synes det nærmest at være for at angi rettens omfang. Den skrivelse av 16 mai 1855, hvori amtmanden uttaler sig om retsgrundlaget for bøndernes hugst, er ikke helt klar. Hans utgangspunkt er, at der, efter undersøkelser som er foretat av Røros verk, antagelig vilde kunne føres bevis for at

Side:1039

almuen i første halvdel av det 18de aarhundrede blev fratat sin ret til hugst i almenningen. Men han antar allikevel, at verket ikke med nytte kan bestride almuens ret, fordi den har været utøvet «i mer end 30 aar», d. e. hævdsperioden overfor almenninger, ja efter hvad han tror, i de sidste 60 å 70 aar. Naar amtmanden derfor konkluderer med, at «almuen nu benytter sig av en hævdet ret» er det rimelig at anta at han mener hvad han sier, og at der ved den umiddelbart forutgaaende henvisning til 3-12-6 bare er siktet til omfanget av den hævdede ret. At hævde en hugstret for de enkelte gaarde var efter den dagjældende lovgivning vel mulig, og naar hugsten var utøvet til gaardsfornødenhet, var det ogsaa naturlig at betegne omfanget av den hævdede ret ved en henvisning til 3-12-6. Forutsætningen for hævd maatte dog være at hugsten var foretat uten utvisning; men dette punkt gaar amtmanden forbi, likesom det heller ikke kan sees om der er foretat nærmere undersøkelse av hævdsbetingelserne for de nkelte gaardes vedkommende. Finansdepartementets skrivelse av 20 august 1855, hvorved departementet godtar gaardbrukernes erklæring indeholder overhodet intet om grundlaget for deres bruksret i almenningen. Men man kan efter min mening ikke uten videre gaa ut fra at departementet paa dette tidspunkt fremdeles har forutsat at gaardbrukerne hadde ret efter 3-12-6. Det synes nærmest som om departementet har fundet det unødvendig at ta standpunkt til spørsmaalet, efterat gaardbrukerne hadde gaat med paa at foreta hugst efter utvisning. Bruksret til en almenning efter 3-12-6 forutsætter imidlertid utøvelse fra alders tid, og er retten, som jeg mener, fratat gaardbrukerne i Holtaalen ved lagtingsdommen av 1741, kan den ikke senere gejenerhverves, hverken ved faktisk utøvelse eller ved indrømmelse fra et departement. Jeg finder saaledes ikke at kunne lægge mere i overenskomsten end at den anerkjender hugstretten i Holtaalen-Dragaas statsalmenning som en paa hævdsforutsætninger grundet særlig ret for de enkelte gaarder som har deltat i overenskomsten.

Denne opfatning av overenskomsten støttes ved de oplysninger som foreligger om praksis i Holtaalen med hensyn til utvisning, idet appellanterne ikke har kunnet godtgjøre, at en eneste parcel som er fraskilt de bruksberettigede gaarde efter 1853 er blit anerkjendt som bruksberettiget i almenningen. Den motsiges efter min mening heller ikke av de av førstvoterende nævnte skrivelser av 26 mars 1856 fra amtmanden angaaende en almindelig bemyndigelse for skogfogden til at foreta utvisninger. Disse skrivelser kan efter min mening læses saaledes at henvisningen til 3-12-6, likesom i erklæringen av 1853, bare gjælder utvisningens omfang, idet der ikke var grund til i disse skrivelser at uttale noget om hjemmelen for bruksretten. Derimot maa det erkjendes, at de bruksberettigede senere i tiden fra det ofientliges side tildels er blit behandlet som om de hadde almenningsret, saaledes ved utfærdigelsen av bruksreglene og ved indførelsen av almenningsstyre i 1897. Almenningsstyret har ogsaa selv i 1899 og i 1913 ved at begjære skjøn efter skoglovens §50 benyttet sig av en bestemmelse som forutsætter almenningsret. At en saadan opfatning av for

Side:1040

holdene efterhaanden er kommet frem, kan imidlertid forklares ved "bruksrettens likhet med almenningsret. Og myndigheternes senere optræden kan ikke forandre indholdet av den overenskomst som blev sluttet i 1853-1855.

Naar jeg efter det anførte med underretten og overrettens flertal kommer til det resultat, at bruksretten i Holtaalen-Dragaas statsalmenning ikke er almenningsret efter 3-12-6, men en særlig ret for de gaarde som deltok i overenskomsten av 1853-1855, følger derav, at retten heller ikke kan overføres til parceller som fraskilles gaardene. Efter en skrivelse fra Landbruksdepartementet av 31 oktober 1925 er det ogsaa paa det rene at departementet, som antat av førstvoterende i overretten, ikke ved i 1915 at samtykke i utvisning til parceleiere har villet ta standpunkt til spørsmaalet om at tilstaa dem en særlig eller ny ret.

Jeg voterer saaledes for stadfæstelse av overrettens dom, men er enig i at saksomkostningerne ophæves ogsaa for Høiesteret. Da jeg efter konferansen maa anta at jeg er i mindretal, former jeg ingen konklusion.

Assessor Schie: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Jeg skal i anledning av dissensen tilføie, at jeg med førstvoterende er mest tilbøielig til at anta, at lagtingsdommen av 1741 ikke fratok bønderne deres almenningsret. Men ved avgjørelsen. av nærværende sak er det for mig avgjørende, at den ret som blev bønderne forbeholdt ved forliket av 1855 efter min opfatning maa forstaaes som en dem tilsikret almenningsret. Og de av førstvoterende refererte dokumenter synes mig i sig selv prægnante og viser efter min mening at myndigheterne slv i den følgende tid har opfattet forliket saaledes. Saavidt jeg forstaar den proces og vidneførsel som gik forut for forliket har undersøkelsen under processen ikke gaat ut paa hvorvidt hver enkelt av de dengang indstevnte gaardbrukere hadde øvet hævdsvindende bruk i almenningen. Vidneførselen var saavidt jeg ser rettet paa det specielle punkt om «almuen» hadde øvet bruk uten utvisning eller efter utvisning. Det synes mig derfor uriktig at fortolke forliket derhen, at det kun indrømmer bønderne en for hver enkelt gaard hævdet ret, og betragtningen forekommer mig ogsaa i og for sig at være kunstig.

Ekstraordinær assessor fhv. assessor Bjørn: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med fjerdevoterende, hr. assessor Alten.

Assessor Backer: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Jeg har for mit vedkommende ikke fundet tilstrækkelig grund til at opgjøre mig nogen mening om hvorvidt lagtingsdommen av 1741 var saaledes at forstaa at den forutsatte almuens bruksret efter 3-12-6 ophævet for fremtiden. Jeg er enig med fjerdevoterende i, at enkelte momenter kan tyde paa, at lagtingsdommen av 1741 i den nærmest efterfølgende tid har været opfattet paa denne maate. Det avgjørende for nærværende sak er efter min mening, at almuens bruksret i praksis nogenlunde snart er gjenoptat, men med den begrænsning at den i en viss utstrækning var underkastet utvisning.

Side:1041

Jeg mener saaledes, at den bruksret som almuen tilkommer maa være vanlig almenningsret efter lovbokens 3-12-6 med den nævnte begrænsning, og at der ikke er hjemmel for at betragte bruksretten som en særlig hævdet ret for de enkelte gaarde, og henholder mig med hensyn til begrundelsen herav til hvad der er anført av førstvoterende og femtevoterende.

Av underrettens dom:

- - - Hvad saken angaar, er, om de indstevnte som parceleiere - altsaa fordi de eier selstændige bruk i Holtaalen - kan kræve at ansees som almenningsberettiget paa like fot med de ældre bruksberettigede.

Citanten bestrider, at de indstevnte har ret til at kræve sit behov til trævirke tilfredsstillet forholdsvis i samme utstrækning som de ældre bruksberettigede.

De indstevnte mener, at de tilkommer saadan ret, da almuens ret i Dragsaas statsalmenning er bygget paa lovbokens 3-12-6 og efter Høiesterets avgjørelse vedkommende de Hadelandske og Romedalske almenninger er det slaat fast, at parceleiere (eiere av selvstændige bruk) har saadan ret.

Retten skal først anføre, at de nordenfjeldske almenninger ikke behøver at følge de samme regler som de søndenfjeldske. Man kan saaledes ikke uten videre overføre paa Holtaal-Dragaas statsalmenning de avgjørelser som er faldne vedkommende almenningen i Hadeland og andre steder. Hver almenning maa tages for sig, for selv inden nærliggende almenninger nordenfjelds kan der være en betragtelig forskjel.

Hvad Dragaas statsalmenning angaar, viser den fremlagte indberetning fra Røraaskommissionen side 67 m.v., at fogden i Guldalen efter ordre fra Rentekammeret under 30 november 1713 forbød enhver, hvo han end maatte være, at hugge en eneste stok i almenningen.

Spørsmaalet om gaardens retsforhold til almenningen er imidlertid avgjort ved en lagtingsdom av 11 august 1741, der bringer paa det rene almenningens begrænsning og de utenfor almenningen liggende gaardes retsforhold. Dommen citeres saaledes: «indenfor hvilken her anførte strækning, som saaledes for Deres kongl. majestæts almenning bør agtes og holdes, de angrænsende gaardes eiere eller brukere ei maa tilegne sig mindste del eller lod i en eller anden maate efterdi osv.» Ved denne dom erklæredes den utenfor almenningen boende almue utelukket fra alt skogbruk i almenningen, saaledes som denne ved dommen var bleven begrænset. At denne forstaaelse av dommen er rigtig bestyrkes ved kongl. res. av 1 oktober 1719, 1 mars 1726, 13 mai 1735 og 30 august 1740.

Denne eksklusivret for staten til Dragaas almenning likeoverfor bygdene er i alt væsentlig haandhævet og anerkjendt til omkring 1850.

Aavirke foretat av den utenfor almenningen boende almue er saaledes paatalt av det offentlige. Der har stadigen gjennem det hele tidsrum saavel av gaardbrukerne i Holtaalen som av andre været ansøkt hos det offentlige om tilladelse til aavirkning i almenningen, og saadan tilladelse har dels været bevilget, dels negtet. Dragaas statsalmenning ansees av Røraaskommissionen utvilsomt for at være en statseiendom, til hvilken der efter forholdenes utvikling fra gammel tid ikke tilkommer den omboende almue nogen almindelig paa lovbokens 3-12-6 grundet bruksret.

Side:1042

I aarene efter 1830 blev ulovlig hugst i almenningen mere almindelig blandt gaardbrukerne i Holtaalen og i 1847 og følgende aar antok hugsten saadan utstrækning, at der efter ordre fra Finansdepartementet blev reist søksmaal mot nogle gaardbrukere av Holtaalen for ulovlig hugst. Dette søksmaal resulterte i et forlikstilbud - en erklæring av november 1853, hvori «de bruksberettigede til Holtaalens-Dragaas almenningsskog» erklærer sig uberettiget til hugst uten utvisning. Amtmanden i Søndre Trondhjems amt antar, at almuen har en «hævdet ret» og tilraader antagelse av forlikstilbudet. Hertil slutter Finansdepartementet sig. Erklæringen er ikke vedtat av samtlige gaardbrukere i Holtaalen. De som ikke har underskrevet, tilkommer ikke saadan ret, likesom de heller ikke har utøvet eller utøver noget bruk i almenningen. Erklæringen er tinglyst.

Med hensyn til den del av almenningen, som ligger inden Singsaas herred, saa har der ikke foregaat saadan ulovlig hugst - og der tilkommer ikke Singsaas almue nogen bruksret i Dragaas almenning for de bruk, som ligger utenfor almenningens grænser.

Dette viser efter rettens mening det oprindelige forhold ved Dragaas statsalmenning i sin helhet og styrker rigtigheten av Røroskommissionens slutninger med hensyn til Holtaal-Dragaas almenning.

Efter forliket av 1853/55 har den almindelige forstaaelse inden Holtaalen været, at en bruksret hvilende paa hævd eller kjøp er udelelig og ufraskillelig fra de bruk, som har erhvervet samme. Hvor en bruksberettiget gaard er delt i to, saa har den fraskilte halvpart faat hjemmeskog motsvarende den anden halvparts bruksret i almenningen. Naar parceller er frasolgt en bruksberettiget gaard, saa har der aldrig været tale om, at bruksret skulde eller kunde medfølge. Der har ogsaa været procedert herom; men ved dom avsagt av sorenskriveren i Guldalen 31 mai 1902 blev Landbruksdepartementet frifundet for saksøkerens paastand om at kjendes bruksberettigede for sine bruk i Dragaas statsalmenning. Denne dom er stadfæstet ved Trondhjems overretsdom av 9 november 1903. - - -

Efter det foran anførte anser retten det ikke for bevist, at de indstevnte har nogen bruksret i Holtaal-Dragaas almenning med hjemmel av N.L. 3-12-6. Men har de ikke det, saa kan de ikke som paastaat være likeberettiget til utvisning av skog med de bruk, der har erhvervet en særret efter forliket. - - -

Av overrettens dom:

- - - Jeg kommer til samme resultat som underretten og kan i væsentlige dele tiltræde dennes begrundelse. - - -

For Holtaal-Dragaas foreligger der en lagtingsdom av 11 august 1741, og denne finder jeg at maatte tillægge avgjørende betydning. Med Røroskommissionen og underretten mener jeg, at denne dom maa forstaaes saaledes, at den fastslaar der ikke skal tilkomme opsitterne i Holtaalen nogen almenningsret efter N.L. 3-12-6 i Holtaal-Dragaas. Dommen har overensstemmende med et optat kart fastsat grænserne mot de tilstøtende eiendomme. Og med hensyn til bruksforholdene i almenningen bestemmer dommen følgende: «Inden hvilcken her anførte strekning, som således for Deres Kongl. May.ts alminding bør agtes og holdes, de angrændsende gårders eyere eller brukere ey må tilregne sig mindste del eller lod, i een eller anden måde, efterdi den der uden for befindende mark og skov,

Side:1043

som forbemeldt er beskreven, andsees tilstrækkelig for dennem, efter de gårders taxt og leyemål, som derudi fælletz og deels separat tilforne har havt lod og deel. Dog hvad angår de sætter boliger og fieldsletter om nogen af de angrændsende gårder, på lovlig måde kand have tilbøxlet og erhvervet sig, og udi den beskrevne alminding kand findes beliggende, beholder enhver til frit brug uformeent, alt efter fæstesædlenes formeld.»

- - - Mot den foranhævdede forstaaelse av lagtingsdommen kan der ikke reises berettigede indvendinger paa grundlag av de oplysninger som foreligger om tidligere bruksutøvelse. - - - At den foranhævdede forstaaelse av lagtingsdommen er rigtig stadfæstes av de retsforhold, som har været og er gjældende med hensyn til den del av Dragaas almenning, som er beliggende i Singsaas tinglag. Dommen av 1741 gjaldt baade Singsaas-Dragaas og Holtaal-Dragaas. Men for Singsaas's vedkommende kan det ikke paavises, at eiendommer, beliggende utenfor almenningen, har reist krav paa hugstret eller utøvet saadan, forsaavidt angaar tiden efter dommen. Dette han neppe forstaaes anderledes end at lagtingsdommen i Singsaas er opfattet saaledes, at der ikke tilkom gaarde utenfor almenningen nogen hugstret, og at denne opfatning av dommen er blit respekteret ned gjennem tiderne, kfr. Røroskommissionens indberetning side 71-72. Jeg kan ikke indse andet, end at forholdene i Singsaas avgjørende bestyrker den foran hævdede forstaaelse av lagtingsdommen.

Appellanten gjør gjældende, at lagtingsdommen av 1741 kun gjælder de angrænsende gaarde i Holtaalen, og at den derfor ikke kan være forbindende for bygdens øvrige eiendomme. Det er vistnok saa, at ikke alle gaardeiere i Holtaalen var parter i den sak, der blev avsluttet ved nævnte lagtingsdom; men der er ikke oplyst noget om, hvorvidt der for nogen av disse andre eiendomme var gjort krav paa hugstret i almenningen, eller at saadan hadde været utøvet før 1741; i denne forbindelse gjør jeg opmerksom paa at der i Holtaalen fremdeles er gamle eiendomme, som ikke ansees bruksberettigede i almenningen ialfald forsaavidt hugst angaar, kfr. Røroskommissionens indberetning side 71. Under disse omstændigheter kan jeg ikke indse, at der kan være spørsmaal om, at der efter avsigelsen av lagtingsdommen tillaa nogen eiendom i Holtaalen, beliggende utenfor almenningens grænser, nogen hugstret i almenningen.

Det næste spørsmaal blev, hvorvidt lagtingsdommen av 1741 senere er annullert eller ændret. Dette kan navnlig tænkes at være skedd ved, at staten som almenningens eier har gaat med paa at anse samtlige eller enkelte gaarde i Holtaalen som bruksberettigede og videre gaat med paa, at denne bruksret blev at bedømme ganske paa samme maate som om den var hjemlet ved bruk fra alders tid eller ved norsk lov 3-12-6. Med underretten er jeg enig i, at staten ikke kan antages at ha indrømmet nogen eiendom en bruksret i almenningen av den ovenfor nævnte art. Appellanten paaberoper til støtte for sine motsatte opfatninger en række dokumenter som skriver sig fra tiden efter 1741 og til omkring 1850; blandt andet henviser han til almenningsbeskrivelse av 1819. - - - Nærmere at gaa ind paa de av appellanten paaberopte dokumenter finder jeg unødvendig. Hvad specielt forliket av 1853/55 angaar akten side 21, vil jeg dog henvise til Røroskommissionens indberetning side 69 følgende: Som av Røroskommissionen antat finder jeg, at de i forliket omhandlede gaarde alene er tilstaat paa hævd grundet ret til hugst i almenningen. Naar forliket henviser til norsk lov 3-12-6, maa dette efter min mening forstaaes

Side:1044

saaledes, af henvisningen sigter til omfanget av den hugst som kan finde sted; henvisningen kan med andre ord ikke forstaaes saaledes, at selve retten ansees hjemlet ved nævnte lovsted. Hertil kommer at den ovenfor nævnte forstaaelse av forliket av 1853/55 maa ansees godkjendt ved retspraksis og fastslaat ved sedvane i Holtaalen. Hvad retspraksis angaar, henviser jeg til dom av nærværende ret av 9 november 1903. Og hvad sedvanen i Holtaalen angaar, henviser Jeg til den fremstilling styret har git under 12 januar 1916 og til tingsvidne, optat i Guldalen 21 juli 1919. Av 1-6 tingsvidnes prov fremgaar, at der regelmæssig ikke har været utøvet hugst i almenningen for parceller, utskilt efter forliket; og 12 og 14 tingsvidne har forklaret sig om deling av eiendomme, og oplyst at der i saadanne tilfælder er truffet den ordning, at almenningsretten eller almenningsvirket er blit fordelt, som om bruket fremdeles var samlet. Vidneforklaringerne viser derfor efter min mening tydelig at gaardenes bruksret i Holtaalens Dragaas i tiden efter forliket ikke har været opfattet som en ret av den art, som omhandles i norsk lov 3-12-6, og at denne opfatning har faat sit uttryk gjennem den sedvane, som har hersket. Der har saaledes fæstnet sig en sikker forstaaelse av forliket og denne forstaaelse er der efter min mening ikke tilstrækkelig grund til at sætte tilside. Appellanten har her specielt paaberopt, at der er utfædiget bruksregler gjældende for dem, der blev anerkjendt som hugstberettigede ved forliket, og at der er anordnet et styre som vanlig for almenninger med bruksberettigede i henhold til norsk lov 3-12-6. Jeg kan imidlertid ikke anse dette avgjørende. Den maate, hvorpaa almenningens administration er ordnet, kan ikke ændre arten av de bruksberettigedes ret. Og i nærværende tilfælde kan ordningen forklares ved, at omfanget av de bruksberettigedes bruksret blir at bestemme paa grundlag av ovennævnte lovsted.

Naar man som jeg opfatter den tingsret som tilligger forskjellige gaarde i Holtaal-Dragaas som hvilende paa hævd og saaledes ikke har sin hjemmel i bruk fra gammel tid, eller norsk lov 3-12-16, maa det antages at eiere av fraskilte parceller ikke kan gjøre krav paa bruksret. - - - Harald Tessem.

Jeg er kommet til et andet resultat end førstvoterende.

Med ham er jeg vistnok tilbøielig til at være enig i forstaaelsen av lagtingsdommen av 1741, endvidere i, at denne opfatning bestyrkes ved de straffesaker fra sidste halvdel av det 18de aarhundrede, som er dokumentert. Paa den anden side synes dommen eller dens strengere forstaaelse forholdsvis hurtig at være gaat i glemme saavel blandt almuen som hos myndighetene. Det skal blandt andet nævnes, at i almenningsbeskrivelsen etter befaringen av 1819 synes man at gaa ut fra, at almuen hadde sin ret efter lovbokens 3-12-6 i behold.

De stridigheter, som fandt sted i første halvdel av det 19de aarhundrede, og som tilslut førte til forliket av 1855/56, synes ialfald tildels at ha dreiet sig om pligten til at taale utvsning, ikke retten til trævirke, idet saadan ret mere eller mindre klart synes at ha været forutsat. Det er ialfald paa det rene, at saksanlægget av 1850 alene gjaldt pligten til at taale utvsning, ikke almenningsreten, som forutsattes at eksistere. Specielt angaaende dette saksanlæg og forliket av 1855/56 skal bemerkes: Under processens gang reiste de indstevnte spørsmaal om overenskomst. Ved skrivelse av 15 mars 1853 henstillet derefter Finansdepartementet til amtet at medvirke til at tilveiebringe fra samtlige gaardbrukere, «der have brugsret i nævnte

Side:1045

alminding», om at de vedtok utvisning. Imidlertid reiste Røros Verk, efterat forhandlingerne om forlik var begyndt, spørsmaalet om ikke almuen helt kunde utelukkes fra almenningen. Verkets overdirektion indga en forestilling til amtmanden om at saa maatte ske. Den 16 mai 1855 indsendte amtmanden i Søndre Trondhjems amt en uttalelse om saken til Finansdepartementet. Av denne skrivelse hitsættes, idet den ansees av vigtighet for forlikets retslige betydning: «Efter amtets anskuelse synes der at være grund til at antage at overdirektionen vil kunne føre et efter omstændighederne skjelligt bevis for, at almuen i den første halvdel af forrige aarhundrede er bleven betaget dens adgang til hugst i Dragaas statsalmenning, efterat denne ved commissionsdom er bleven udskiftet af fællesskab med almuens private skove. Men amtet indser ikke, at Røros kobberverk nu for tiden med nytte vil kunne sige af denne omstændighed at kunne udlede nogen ret til at udelukke almuen fra brug i almindingsskoven, thi ikke alene har denne almue i mere end 30 aar udøvet en saadan ret, men amtet synes endog med sikkerhed at erindre, at det under den i august 1829 afholdte opgangsforretning med tilhørende beskrivelse, hvilken for tiden ikke er i dens besiddelse, udtrykkelig er oplyst, at almuen havde ret til hugst i almindingen efter udvisning, hvilket viser, at denne rettighed allerede den gang maa have været udøvet i mands minde. Man kan saaledes med sikkerhed gaa ud fra, at almuen i det mindste i de sidste 60 å 70 aar upaaanket av værket har i almindingen benyttet den ved lovens 3-12-6 hjemlede adgang til at tage brændsel, gjærdefang og hustømmer, alene med den modefication, at den har været underkastet forpligtelser til at taale udvisning. Det er derfor amtets formening, at almuen nu benytter sig af en hævdet ret, som værket ikke imod dens villie kan betage den. Under disse omstændigheder finder amtet ingen grund til at tilraade departementet at indgaa paa overdirektionens forestilling.» Som det sees, handler skrivelsen direkte alene om forholdet mellem almuens bruk og Røros verks rettighet i almenningen. Det er dog ikke tvilsomt, at amtmanden opfatter «almuens» ret som en almenningsret, ikke som servitutrettigheter, der tilligger de enkelte gaarde, og har ment at gi uttryk derfor. Det er et spørsmaal for sig, om han har iet i sin juridiske opfatning, at «almuen» som saadan overhodet kunde erhverve almenningsret ved hævd eller ved alders tids bruk, kfr. hans paaberopelse av 60 å 70 aars upaaankede benyttelse, naar det først var paa det rene, at almuen i første halvdel av det 18de aarhundrede var blit betaget saadan ret. Efter sakens stilling, som jeg opfatter den, er der ikke grund til at løse dette spørsmaal At gaarbrukerne ialfald dengang likesom amtmanden opfattet sin ret som en almenningsret efter loven er paa det rene. Og dette standpunkt blev i virkeligheten, saavidt jeg maa opfatte stillingen, skarpt fastholdt i deres tinglæste erklæring, hvorpaa forliket er bygget. Dens hovedpassus er saalydende: «Undertegnede brugsberettige de til Holtaalens-Dragaas almenningsskog erklærer os selv og efterfølgende eiere eller brugere af vores gaarde uberettigede til i fremtiden at foretage hugst i nævnte almenning uden efter foranstaltning af vedkommende offentlige authoritet foretagen, men uden nogetsomhelst udgift for almuen udført udvisning i henhold til norske lovs §12- 3-6 (se. 3-12-6)». Erklæringen er underskrevet av alle bygdens daværende gaardbrukere paa etpar undtagelser nær, og saavidt sees har disse sidste gaarde overhodet ikke gjort krav paa rettighet i almenningen. Av den skrivelse av 20 august 1855, hvormed Finansdepartementet besvarte

Side:1046

stiftsamtmandens forannævnte skrivelse av 17 mai samme aar, hitsættes: «Idet man hoslagt tilbagesender samtlige de med hr. amtmandens skrivelse av 17 mai sidstleden samt med den med Deres paategning av 25 s. mnd. indsendte skrivelse fra prokurator Møller hertil indkomne dokumenter, skulde man have Dem anmodet om at foranstalte thinglæst den av de udenfor Dragaas almenning boende og i samme brugsberettigede gaardbrugere af Holtaalen udstedte erklæring, hvorved de forpligter sig til ikke at hugge i almenningen uden udvisning, hvorhos De behagentlig vilde foranstalte vedkommende tilkjendegivet at intet slags hugst tillades i almenningsskoven uden udvisning, men at denne kan foregaa ved skovfogden efter en ham meddelt almindelig bemyndigelse, samt at der ved indgaaede overenskomst ikke sker nogen forandring eller indskrænkning i de rettigheder i Dragaas almenning, som lovlig maatte tilkomme Røros kobberverk der paastaar sig eneberettiget til hugst i almenningen.» Som det sees har departementet heller ikke tat nogen reservation overfor stiftsamtmandens og gaardbrukernes enstemmige opfatning av bruksrettigheterne som almenningsrettigheter efter loven. Det er alene i forholdet mellem Røros verk og de bruksberettigede, at departementet tar sine forbehold. Endelig heter det i den skrivelse av 26 mars 1856, hvormed amtmanden bl.a. oversendte de tinglyste erklæringer fra de bruksberettigede: «tillader jeg mig at bemerke at det overensstemmende med departementets skrivelse gjennem Ørke- og Guldals foged har tillagt skovfogden almindelig bemyndigelse at udvise den brugsberettigede almue i Dragaas alminding de hugster, som den maa begjære, og som ikke overskrider almuens brugsret efter loven.» Heller ikke dette kan sees at ha foranlediget nogen bemerkning fra departementets side.

Jeg maa efter det anførte gaa ut fra, at det er vanlig almenningsret i lovens forstand, som gaardbrukerne paastod at ha, og som det offentlige ved forliket er gaat ind paa at anerkjende, paa betingelse av at gaardbrukerne vilde underkaste sig utvisningspligt for retten. En saadan pligt kan ikke i og for sig paa nogen maate siges at staa i strid med almenningsretten væsen, selvom den lovanordnede pligt til at taale utvisning dengang ikke var indført. Pligt til at taale utvisning i almenning var ikke ukjendt andresteds. Den eneste reservation som departementet tok overfor gaardbrukernes krav, gjaldt som nævnt mulig kollision med Røros verks skogrettighet. Av let forklarlige grunde har departementet, som iøvrig synes at ha stillet sig velvillig overfor gaardbrukerne, ikke ønsket at ta standpunkt til dette spørsmaal.

Almenningsstyre er ogsaa oprettet overensstemmende med lovgivningens bestemmelser.

Ved en række høiesteretsdomme fra de senere aar er det fastslaat, som den almindelige retsregel, at gaardsbruk, som utskilles fra almenningsberettigede gaarde, ogsaa blir almenningsberettiget, sideordnet med de ældre bruk forutsat at parcellens størrelse ikke gaar under et visst minimum. Og dette uanset, om almenningen er utilstrækkelig til at yde til alle berettigedes fulde behov. - - -

Spørsmaalet blir da, om den maate, som almenningsretten har været utøvet paa siden 1856 kan antages tilstrækkelig til at ha fæstnet en lokal retstilstand, som svarer til almenningsstyrets paastand. Det kan jeg ikke anta.

Det fremgaar av det dokumenterte at der fra forstvæsenets side ikke længe efter 1856 paany blev reist spørsmaal om, hvorvidt utenfor Dragaasen ålmenning liggende gaarde overhodet hadde hat nogen bruksret. Ved

Side:1047

skrivelse av 13 december 1864 uttalte imidlertid amtmanden, at han ialfald antok spørsmaalet endelig avgjort i 1855. Forstassistenten indstillet i skrivelse av 29 december 1864 allikevel paa, at utvisning helt skulde negtes. Indstillingen synes dog ikke at ha ført til noget direkte resultat. Derimot er det paa det rene, at almenningen gjennem en meget lang aarrække ikke har kunnet yde tistrækkelig til at dække de bruksberettigedes behov. Ihvertfald har ikke tilstrækkelig virke været utvist. Ser man hen til forstvæsenets uvillige holdning fra begyndelsen av, det utviste virkes utilstrekkelighet, og ikke mindst til den opfatning, som Røroskommissionen av 1875 har gjort sig til talsmand for angaaende skogrettighetens art efter overenskomsten av 1856, falder det naturlig, at almenningsstyret, som repræsenterte de efter overenskomsten berettigede gaarde, har fundet sin interesse i at slutte sig til den forstaaelse, som den gjør gjældende i nærværende sak. Men hverken den praksis som har været befulgt eller den omstændighet, at statsmyndighetene tildels synes at ha hyldet samme opfatning tidligere (kfr. det saksanlæg som førte til Overretsdommen av 1903), forekommer mig at være tilstrækkelig til en selvstændig retsdannelse, mot forlikets indhold. Fra overenskomsten til nærværende saksanlæg er bare forløpet ca. 60 aar. - - -

Jeg bemerker, at efter de rikholdige oplysninger, som er fremskaffet under nærværende sak, nærer jeg ingen.betænkelighet ved at fravike resultatet i Overretsdommen av 1903. - - - Erling Broch.

Jeg slutter mig i det væsentlige og resultatet til førstvoterende. Ved fortolkningen av forliket av 1855 maa man se hen til Søndre Trondhjems amts uttalelse forut for departementets frafaldelse av den anlagte sak og til omstændigheterne ved denne. Saken gik ut paa at fremtvinge utvisning. Forlikstilbudet fra gaardbrukerne gik ut paa at vedta pligt til at underkaste sig utvisning ved deres hugst i henhold til lovens 3-12-6. Amtets uttalelse gik ut paa, at der antagelig kunde føres skjellig bevis for at almuen i første halvdel av 18de aarhundrede var bleven betat dens adgang til hugst i almenningen, men at den senere hadde benyttet den ved lovens 3-12-6 hjemlede adgang til at ta brændsel m.v., saaledes at den nu hadde en hævdet ret. Departementet gav derefter ordre til at hæve saken og la de bruksberettigede gaardbrukeres erklæring tinglyse, samt at de vedkommende skulde tilkjendegives, at ingen hugst vilde tillates uten utvisning, hvilken skogfogden hadde faat almindelig bemyndigelse til at foreta. Departementet anerkjender saaledes ikke almenningsret efter lovens 3-12-6 i motsætning til hævdet ret. Amtets resultat er en hævdet ret, om man end ut fra dette resultat kunde øve nogen kritik over de av samme forut brukte uttryk om den stedfundne bruk. Det kunde nok ha været ønskelig, at departementet hadde tat et forbehold i anledning av henvisningen til lovens 3-12-6 i gaardbrukernes erklæring. Men forskjellen mellem almenningsbruk og hævd hadde neppe været saaledes fremme fra gaardbrukernes side under saken, at et uttrykkelig forbehold var nødvendig for ikke at forspilde noget. C. E. Wildhagen.