Rt-1897-257

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1897-02-20
Publisert:	Rt-1897-257
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 26 1ste Session d. A.
Parter:	Bamble Aktie-Cellulosefabrik (T.E.B. Heiberg) mod Kandidat Herman Løvenskiold (Seip).
Forfatter:	Bull, Motzfeldt, Scheel, Thoresen, Ph. Hansteen, Roll, Justitiarius Lambrechts
Lovhenvisninger:	Granneloven (1887) §15, §12, §13, §16

Extraordin. Assessor, Expeditionssekretær Bull: Med Hensyn til nærværende Sags faktiske Omstændigheder henviser jeg til Præmisserne til de underordnede Retters Domme.

Ved Underrettens Dom, afsagt af Sorenskriveren i Bamble Sorenskriveri med Meddomsmænd den 16 Marts 1893, blev saaledes kjendt for Ret:

«Indst., Bamble Cellulosefabrik, bør under en løbende Dagsmulkt til Bamble Fattigkasse af Kr 100 - et Hundrede - Kroner for hver Dag den sidder denne Dom overhørig at nedlægge sin paa Herre i Bamble foregaaende Drift af Cellulose m.v.

Processens Omkostninger ophæves.

At efterkommes inden 3 - tre - Maaneder efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven».

Ved Bergens Overrets Dom afødt xx.xx.1894 blev saaledes kjendt for Ret:

«De paaankede Eragtninger samt Underskjønnet afødt xx.xx.1891 og Overskjønnet afødt xx.xx.1891 bør, Underskjønnet forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande.

Hovedappellantsk., Bamble Cellulosefabrik, bør under en Mulkt af 100 - et Hundrede - Kroner til Bamble Herredskasse for hver Dag, Hovedappellantsk. sidder denne Dom overhørig, standse Fabrikens Drift.

Processens Omkostninger for begge Retter bør derhos Hovedappellantsk. Betale til Kontraappell. Godseier H. Løvenskiold med 700 - syv Hundrede - Kroner.

At efterkommes, forsaavidt angaar Standsningen inden 3 - tre - Maaneder og forøvrigt inden 15 - femten - Dage efter denne Doms Forkyndelse under lovlig Tvang».

Underretsdommen er enstemmig, hvorimod et Medlem af Overretten dissenterede, idet han ikke vilde være med paa Paalæg af Dagsmulkt og Ilæggelse af Procesomkostninger.

Side:258

Overretsdommen er af Bamble Cellulosefabrik ved Stevning afødt xx.xx.1894 indanket her for Retten, hvor af Appell.sk. er nedlagt saadan Paastand: At de ergangne Domme, saavidt paaanket er, underkjendes, og at Bamble Aktiecellulosefabrik for Kandidat Løvenskiolds Tiltale i nærværende Sag frikjendes, samt at Fabriken tilkjendes Sagens Omkostninger for alle Retter.

For Kandidat Løvenskiold er nedlagt Paaastand paa Stadfæstelse af Overrettens Dom og Tilkjendelse af Procesomkostninger for Høiesteret.

Som det af den af Appell.sk. nedlagte Paastand vil sees, omfattet Appellen ikke den stedfundne Stadfæstelse af de i Overretsdommen omhandlede Skjøn.

Efter Overretsdommens Afsigelse er der af begge Parter tilveiebragt en Række Oplysninger. Der er fra forskjellige Kanter fremskaffet Erklæringer om de i Sagen omhandlede Forhold, hvilke Erklæringer skriver sig dels fra Enkeltmænd, dels ogsaa fra Korporationer. Af disse Erklæringer maa specielt fremhæves endel af forskjellige Sagkyndige afgivne. Af Appell.sk. er saaledes fremlagt en Række Erklæringer fra Prof. Hiortdahl og Stadskemiker Schmelck, af Indst. en Erklæring fra en unavngiven Kemiker og en Række Erklæringer fra Kemiker Einar Simonsen. Videre er der optaget en Række Thingsv.ner, nemlig af Appell.sk. et Aastedsthingsv. paa Herre, paabegyndt 11 Juli 1895, af Indst. et Thingsv. i Kristiania, paabegyndt 12 Novbr. 1895 og et Thingsv. i Stathelle, paabegyndt 17 Decbr. s. A. Under alle Thingsv.ner er der ført en Række Vidner, som nærmere har forklaret sig om de paaklagede Forhold. Endelig skal jeg nævne, at der paa Appell.sk.s Foranledning under 17 Oktbr. 1896 er afgivet et nyt Skjøn om, hvorvidt Fabriken paa det nævnte Tidspunkt kunde siges at foraarsage usædvanlig eller upaaregnelig Ulempe.

Jeg finder det ufornødent i Detalj at gjennemgaa alle de Oplysninger, som saaledes er tilveiebragt. Mig forekommer det, at de som samlet Resultat giver et Indtryk af, at den Ulempe, som Fabriken medfører for Kandidat Løvenskiold, er endel forringet. Mangfoldige af de Udtalelser, som er fremkommet, er meget stærkere i sin Betegnelse af den Forandring, Forholdet er undergaaet. Jeg finder imidlertid ikke at kunne lægge nogen afgjørende Vægt derpaa, og det uagtet flere netop af disse Erklæringer skriver sig fra forskjellige kollegiale Autoriteter. Den Forandring i Fabrikens Driftsmaade, som med Hensyn til den paaklagede Stank er den væsentlige, bestaar i Anbringelsen af et Taarn, fyldt med Koks, hvori de fra Fabriken udstrømmende ildelugtende Gasarter mødes af nedrislende Vand, som skulde dels optage og dels kondensere Gasarterne. Om dette Apparat er det paa det Rene, at det, efterat det var indrettet, hvilket, saavidt sees, maa være skeet i Slutningen af 1894, i længere Perioder har været ude af Funktion, saaledes i Tidsrummet fra 17 Novbr. til 13 Decbr. 1895 og fra ca. 20 Januar til henimod Udgangen af Aug. 1896. Det er altsaa paa det Rene, at forsaavidt der i disse Tidsrum har været en bedre Tilstand end tidligere, kan Bedringen kun have været den ubetydelige, der hidrørte fra de mindre Forandringer, som i Tidernes Løb er bleven iværksat. Ikke destomindre sees det, at en Række Vidner, som er ført under Thingsv. i Stathelle den 17 Decbr. 1895, har været ude af Stand til at opgive noget om, at Tilstanden særlig i den sidste Maaned, da Apparatet altsaa var ude af Funktion, har været uheldigere end i den nærmest foregaaende Tid. Ligesaa sees det, at Bamble Herredsstyrelse netop under 26 Aug. 1896 har afgivet en Erklæring, gaaende ud paa, at det er den almindelige Mening, at Lugten fra Fabriken i Løbet af det sidste Aar har vist sig langt mindre generende end

Side:259

før. Nu er det imidlertid, altsaa paa det Rene, at netop i 2/3 Dele af det nærmest forudgaaende Aar havde været ude af Funktion. Nogen nævneværdig bedre Tilstand end i de første Aar af Fabrikens Tilværelse kan der altsaa ikke have været i den længste Del af Aaret. Men dette peger hen paa, at det for de nævnte Vidner, forsaavidt de finder, at Forholdet er forbedret, og for Herredsstyrelsen, maa have været andre Aarsager, som væsentlig har medvirket til, at de har følt sig mindre generet. Det ligger da nærmest her at tænke paa, at Folk, som er bosat dernede, efterhaanden har vænnet sig mere til Lugten, og at ganske ubevidst den Interesse, som alle Herredets Indvaanere maa have i, at Fabrikens Tilværelse fortsættes, kan have virket i samme Retning. Men Aarsagen være nu hvilken den vil, det forekommer mig ialfald, at dette peger paa, at Erklæringer, som gaar ud paa, at en væsentlig Forbedring har fundet Sted, maa tages med endel Reservation, idet det, at man har følt sig mindre generet, ligesaavel kan hidrøre fra subjektive som fra objektive Momenter.

Nogen Forbedring maa der dog vistnok antages at have fundet Sted, som jeg allerede har nævnt. Jeg lægger i saa Henseende bl. A. Vægt paa, at Sundhedskommissionens Ordfører, som oplyses at være vel kjendt med Forholdene, i en Session af Sundhedskommissionen den 9 Mai 1895 udtaler, at der efter hans Formening overhovedet ikke kan drages nogen Sammenligning mellem Lugten, som den var i 1893 og 1894, og Lugten paa den Tid; da var Apparatet, saavidt vides, i Virksomhed, om det end paa den angivne Dag antagelig ikke var i fuld Orden. Derimod lægger jeg mindre Vægt paa, at den samlede Sundhedskommission i den nævnte Session har afgivet en længere Erklæring, som konkluderer med, at forsaavidt Forholdene vedbliver at være saaledes, som de idag har vist sig, giver disse ikke i nogen Henseende Anledning til nogen Bemærkning fra Sundhedskommissionens Side. Jeg lægger mindre Vægt derpaa, fordi det kan sees, at Sundhedskommissionens øvrige Medlemmer som er bosat 10-30 Km. fra Fabriken, væsentlig synes at have lagt Vægt paa sine Observationer den Dag, medens jeg ikke kan anse det for udelukket, at tilfældige Omstændigheder, navnlig Anvendelse i stærkere Forhold af Soda til Fabrikationen, kan have medvirket til, at Forholdene den Dag var specielt gunstige. I hvert Fald maa det ansees for at være paa det Rene, at Forholdet ikke er vedblevet at være, som det den Dag var. Der foreligger ogsaa forresten enkelte positive Oplysninger, hvorpaa jeg finder at maatte lægge nogen Vægt, som temmelig bestemt synes at tyde paa, at Lugten ogsaa i den Tid det omhandlede Apparat har været i Virksomhed, har været ganske fremtrædende. Jeg skal exempelvis saaledes nævne endel Optegnelser, foretagne Dag for Dag bl. A. af 1ste og 2det Thingsv. under Thingsv. i Kristiania. Disse Optegnelser, som af Vidnerne er edelig bekræftet, viser, at i Tiden fra Midten af Novbr. 1894 til Udgangen af Oktbr. 1895, altsaa i ca. 350 Dage, er det omtrent 140 Dage, paa hvilke Stanken har været følt paa Traag, hvilket Sted ligger adskillig fjernere fra Fabriken end Indst.s Eiendom Rafnæs. Og omtrent fra det nævnte Tidspunkt, fra Midten af Novbr. 1894, maa det antages, at det omhandlede Apparat er kommet i Virksomhed. I en Skrivelse afødt xx.xx.1894 fra Fabrikens Bestyrer heder det nemlig, at «om 2 høist 3 Maaneder haaber jeg, at de fornemste Anordninger i omhandled Retning skal være tilendebragt». Men naar det altsaa maa antages, at ogsaa paa en Tid, da Apparatet har været i Funktion, har Lugten været mærkbar

Side:260

omtrent 40 pCt. af Aarets Dage, er det klart, at det har været en ikke ubetragtelig Gene for Indst.

Spørgsmaalet bliver da, hvorvidt denne Gene vedblivende kan siges at være usædvanlig eller upaaregnelig, jfr. Lov afødt xx.xx.1887 §12. Det af mig før nævnte Skjøn, afgivet den 17 Oktbr. 1896, udtaler: «Skjønsmændene finder, at den fra Fabriken udstrømmende Lugt nu vistnok er mærkbar og at den kan være noget ubehagelig finder de, at Lugten nu i det sidste Aar ikke optræder paa langt nær i saa stærk og ubehagelig Grad som tidligere og heller ikke saa hyppigt. De antager, at Lugten efter det Oplyste vistnok i stærkere Grad er generende for Personer, der har midlertidigt Ophold i Distriktet og Omegn end for de i samme fastboende. De finder derfor, at saadant vistnok ogsaa maa være Tilfældet, forsaavidt angaar Kandidat Løvenskiolds Eiendom Rafnæs og de der boende Personer. I det Hele taget finder Skjønsmændene, at der vistnok endnu ved den nuværende Tilstand forvoldes usædvanlig og paaregnelig Ulempe, men dog i langt mindre Grand end før».

Efter Henvendelse fra Appell.sk. har Skjønsmændene under 5 Novbr. afgivet en Tillægserklæring, gaaende ud paa, at de finder at maatte kalde den Lugt, der kommer fra Fabriken, «usædvanlig», da de ikke har Kjendskab til nogen Bedrift, som udbreder en lignende Lugt med Hensyn til Foreteelse og Rækkevidde, men at de derimod ikke kan skjønne, at Lugten nu for Tiden bevirker synderlig af den saakaldte upaaregnelige Ulempe, da den forekommer meget sjelden og i saa mild Grad, at den ikke er at sammenligne med, hvad den var, da Fabriken blev anlagt; forøvrigt fastholder de sine Udtalelser, som er tilført Protokollen. Paa denne Tillægserklæring finder jeg ikke at kunne lægge nogen Vægt, da den er afgivet udenretslig, og uden at Indst. har havt Adgang til at udtale sig, og jeg maa derfor henholde mig til Skjønnet, saaledes som det til Protokols foreligger. Bindende for Høiesteret kan jeg vistnok ikke finde dette Skjøn, idet det maa være et Retsspørgsmaal at afgjøre, hvorvidt en stedfindende Ulempe efter de foreliggende Oplysninger fylder Lovens Maal for at være usædvanlig eller upaaregnelig. Imidlertid kan Skjønnet ikke andet end styrke den Opfatning, som jeg af Sagens samlede Bevismateriale har kunnet danne mig, nemlig at Ulempen, om end ringere end tidligere, er usædvanlig og upaaregnelig. Jeg skal i saa Henseende bemærke, at jeg ingenlunde kan tiltræde den Opfatning, som fra Appell.sk.s Side ogsaa her for Retten er søgt gjort gjældende, at det skulde komme an paa, hvorvidt Bamble Cellulosefabrik for en Sulfatcellulosefabrik at være medfører usædvanlig eller upaaregnelig Ulempe. Det Afgjørende maa være, hvorvidt den Ulempe, Fabriken volder, er en, som overhovedet hører til det Sædvanlige eller Paaregnelige i Naboforhold, eller om det Modsatte er Tilfældet.

Under disse Omstændigheder finder jeg ogsaa, at Overretten maa gives Medhold, naar den har bragt Nabolovens §15 i Anvendelse. Det er paa det Rene, at Cellulosefabriken har undladt at benytte det Sikkerhedsmiddel, som nævnte Lovs §13 giver den. Men naar en Fabrik ikke anvender den der anviste Fremgangsmaade, maa det i sin Almindelighed siges, at den optræder paa egen Resiko. Det vil i mange Tilfælde være undskyldeligt nok, at en Fabrik stoler paa, at dens Virksomhed ikke skal volde usædvanligt eller upaaregnelig Ulempe for Naboerne; men om den af den Grund undlader at benytte den sikrere Fremgangsmaade efter §13, handler den paa eget Ansvar. Og i dette Tilfælde forekommer det mig, at Opfordringen for

Side:261

Cellulosefabriken til at gaa forsigtig frem skulde være saameget større, fordi det af et ganske celebert Tilfælde, passeret et Par Aar i Forveien, Anlægget af Moss Cellulosefabrik, maatte have vist sig, at der var Resiko paafærde.

Jeg finder videre, at Lovens §15 maa forstaaes derhen, at den ikke giver Domstolene nogen Adgang til efter et frit Skjøn at bedømme, hvorvidt de hinanden krydsende Interesser fyldestgjøres ved, at Drifte forandres eller standses. Der er vistnok lagt Vægt paa, at Paragrafen anvender den Udtryksmaade, at det kan paalægges den Skyldige at forandre eller standse sin Drift; men dette tror jeg ikke rettelig kan forstaaes anderledes, end at Loven ikke peremptorisk fastsætter, at ethvert Anlæg, som er i det der omhandlede Tilfælde skal paalægges at forandre eller standse sin Drift, men at der kun aabnes en Ret for den krænkede Nabo til at paastaa Driften forandret eller standset. Hele Lovens Bygning forekommer mig at tilsige, at dette maa have været Paragrafens Mening. Naar det i §12 heder, at Ingen maa uden Naboens Samtykke eller anden særlig Adkomst anbringe Indretning osv., saa ligger deri, at Anbringelse af en Indretning i Strid med nævnte Paragraf er en Krænkelse af vedkommende Nabos ret. Men heraf følger ogsaa, at forsaavdit Loven ikke selv statuerer noget andet, maa den krænkede Nabo kunne kræve Retsforstyrrelsen fjernet. Det synes ogsaa, som om det netop er for at afværge en iøinefaldende Fare for slige Anlæg, at Loven har givet dem det Sikkerhedsmiddel, som §13 indeholder. Indholdet af §16 peger ogsaa paa, at det har været fornødent at give Anlæggenes Eiere yderligere Garantier. Hvis det havde ligget i Domstolenes Haand i hvert enkelt Tilfælde at bedømme, hvorvidt de krydsende Interesser krævede en Standsning eller Forandring af Driften, vilde §16 neppe kunne have forsvaret sin Plads. Det forekommer mig ogsaa i sig selv lidet antageligt, at Loven skulde have henlagt det Skjøn om Interessernes Vægt, som den bestridte Forstaaelse forudsætter, til Domstolene istedetfor til administrative Autoriteter, og ligeledes lidet forklarligt, om den aldeles skulde have undladt at udtale sig om, hvilke Hensyn der ved Afveiningen skulde komme i Betragtning. Jeg vil endelig ikke undlade at nævne, at den Forstaaelse, som jeg saaledes har fundet at maatte udlede af Loven selv, i væsentlig Grad styrkes ved Lovens Motiver. Den af vedkommende kongelige Kommission afgivne Indstilling, der ligger til Grund for Naboeiendomsloven, efterlader hos mig ingen Tvivl om, at det har været Kommissionens Mening at give den krænkede Nabo en ubetinget Ret til at kræve en ham utilbørlig skadende Drift forandret eller stadset.

I det her foreliggende Tilfælde er det paa det Rene, at der, naar Driften skal foregaa som Sulfatcellulosefabrikation, ikke vel kan gjøres noget mere for at hindre Stank, end hvad der allerede er gjort. Derimod er der Adgang til at gaa over til andre Fremstillingsmaader. Det forklares imidlertid, at der af økonomiske Grunde ikke vel kan være Tale om at gaa over til Natroncellulosefabrikation, en Fabrikationsmethode som derfor helt skal være forladt. Derimod er der fuldt paa det Rene, at Sulfitcellulose kan fremstilles, uden at derved voldes Naboerne synderlig Gene. Overgangen til en saadan Fabrikationsmaade vil vistnok, efter hvad der er oplyst og ogsaa af Indst. erkjendt, volde betydelige Vanskeligheder og Bekostninger. Men naar Appell.sk. ikke fra først af har valgt den Fabrikationsmethode, faar han finde sig deri; det hører til den Resiko, han har paataget sig ved ikke at benytte sig af Lovens §13 som før nævnt.

Side:262

Det er stærkt bleven fremhævet, at de Interesser, som Appell.sk. her har, er meget betydelige. Fabrikanlægget skal være værdt, efter hvad der her for Skranken er oplyst, mellem 1/2 og 1 Million Kroner, ialfald er det paa det Rene, at det ikke er mindre end 1/2 Million Kroner; Fabriken beskjæftiger en betydelig Arbeidsstok, og mange Menneskers økonomiske Velfærd er saaledes knyttet til den. I Modsætning dertil maa det erkjendes, at de økonomiske Interesser, som staar paa den anden Side, ikke har nogen saa overordentlig Vægt. Det kan fuldt forstaaes, at Indst. ved personlige Forhold kan være stærkt knyttet til den omhandlede Eiendom. Men spørges der om de økonomiske Interesser, saa er de paa Indst.s Side forholdsvis ikke betydelige. Forsaavidt det fra Indst.s Side ogsaa er ført i Marken, at foruden hans Eiendom er det mangfoldige andre Eiendomme i Omegnen, som er skadelidende, saa er jo hertil at svare, at efter alle foreliggende Oplysninger finder der overveiende Flertal af øvrige Omboende sig ikke mere generet ved Fabrikens Tilværelse, end at de sætter Hensynet til Ønskeligheden af, at den kan fortsætte sin Virksomhed, som det for sig vægtigste.

Imidlertid, efter den Opfatning af Loven, som jeg har, kommer det ikke an paa Veiningen af de forskjellige Interesser mod hinanden, og jeg kan derfor ikke være i Tvivl om at maatte stemme for Stadfæstelse af Overrettens Dom.

Det er af Indst. imidlertid henstillet, at den af Overretten fastsatte Tvangsmulkt maatte blive forhøiet, forsaavidt Retten fandt dertil at maatte havde Adgang. Jeg tror ogsaa, at Retten kan dette, at Valget af Tvangsmiddel maa ligge i Rettens Haand, og jeg finder, at der kan være Grund til at forhøie Dagmulkten til 200 Kroner pr. Dag. Efter den Stilling, som Bamble Herredsstyrelse og Flertallet af Indvaanerne i Bamble efter Sagens Oplysninger har indtaget ligeoverfor Fabriken, antager jeg, at det vil være hensigtsmæssigst, at denne Dagmulkt bestemmes at skulle tilfalde ikke Bamble, men Nabokommunen Porsgrunds Bykasse.

Fristen for Driftens Standsning er i Overretsdommen fastsat til 3 Maaneder. Det er af Appell.sk. imidlertid gjort gjældende, at denne Frist er for knap, og jeg tror, at han heri maa gives Medhold. Det gjælder her store Interesser; det er saa mange Mennesker, hvis økonomiske Tilværelse er knyttet til Fabrikens Existence, at en nogenlunde rundelig Frist til Afvikling maa antages at være vel beføiet. Og selv om Fabriken gaar over til en anden Fabrikationsmethode, vil dette formodentlig ogsaa tiltrænge adskillig Overveielse og adskillig Tid til Iværksættelse. Under hvilkensomhelst Forudsætning mener jeg derfor, at en Forlængelse af Fristen til 6 Maaneder fra Høiesterets Doms Afsigelse vil være paa sin Plads.

Efter det Resultat, hvortil jeg kommer, finder jeg det at være en Selvfølge, at Appell.sk. ogsaa for Høiesteret maa tilsvare sin Modpart Processens Omkostninger.

Konklusion:

Overrettens Dom bør, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande, dog saaledes, at Dagmulkten bestemmes til 200 - to Hundrede - Kroner, der tilfalder Porsgrunds Bykasse, samt at Fristen bestemmes til 6 - sex - Maaneder fra Høiesterets Doms Afsigelse.

I Procesomkostninger for Høiesteret betaler Appell.sk., Bamble Cellulosefabrik, til Indst., Kandidat Herman Løvenskiold, 2000 - to Tusinde - Kroner.

Side:263

Extraordin. Assessor, fhv. Statsraad Motzfeldt: Idet jeg iøvrigt er enig med Førstvoterende i hans Konklusion, stemmer jeg for, at Fristen for Fabrikens Nedlæggelse som i de foregaaende Retters Domme sættes til tre Maaneder. Længere Tid kan efter min Mening ikke være fornøden. Jeg tiltræder ogsaa i det Væsentlige Førstvoterendes Begrundelse, men skal dog tillade mig at gjøre nogle yderligere Bemærkninger.

Førstvoterendes Paavisning af, at Forholdene ikke efter Overretsdommens Afsigelse er væsentlig forbedret, skal jeg supplere med flere i Sagen fremkomne Oplysninger, der, saavidt jeg hørte, ikke blev citerede af Førstvoterende. Foruden de af ham nævnte Optegnelser, der skriver sig fra Gaarden Traag, haves der ogsaa to Rækker Optegnelser fra Gaarden Rafnæs, en for Tiden 5 Juni til 3 Decbr. 1894, foretaget af Gartneren og Gaardsbestyreren i Fællesskab, og en for Tiden 11 Juni til 23 Septbr. 1895, foretaget af Husholdersken og to Tjenestepiger. Heraf sees, at i disse Tidsrum har Stanken været følt meget jevnlig paa Rafnæs, i første Tidsrum 50 og i andet Tidsrum 36 Gange. Og der foreligger en Rekke andre Erklæringer om Stanken fra Fabriken efter Overretsdommen. Grosserer Einar Egeberg udtaler saaledes, at han under et Ophold paa en Gaard i Nærheden af Fabriken i Juni 1895 var i høi Grad generet af den afstyelige Lugt fra Fabriken. Det Samme var, efter hvad der fremgaar af en af Adv. Carl Lundh beediget Erklæring, Tilfældet med ham, da han den 11 Juli 1895 kom derned. Grosserer Engelhart Eger var 4 Dage i Nærheden af Fabriken Vaaren 1895 og «bemærkede da en yderst ubehagelig og væmmelig Lugt fra Cellulosefabriken». Den 6 Januar 1896 var Hypothekbankdirektør Berner paa Bamble Præstegaard, over 1/2 Mil fra Fabriken, og følte sig i høieste Grad ubehageligt af Stanken fra den. Fra Sommeren 1896 har man Erklæringer fra Fru Elisabeth Fearnley og Frøknerne Fearnley samt fra to Frøkener Ottesen, gaaende ud paa, at Stanken da var i høi Grad generende i Omegnen af Cellulosefabriken. Angaaende Tilstanden Høsten 1895 og Vinteren 1895-1896 har forhenværende Ordfører i Bamble Chr. Erichsen udtalt, at han da ude ved sin Bolig, et godt Stykke fra Fabriken, har mærket Lugt fra Cellulosefabriken ligesaa modbydelig og fæl som tidligere. I en Erklæring afødt xx.xx.1895 har Bankkasserer og Forligelseskommissær Lima ligeledes bevidnet, at fra hans Bolig havde man da om Høsten oftere mærket en noksaa stærk Lugt fra Cellulosefabriken ved Herre. Skibsreder Jørgen Knudsen og 7 andre Indvaanere i Porsgrund har i en Erklæring, der gjælder Sommeren og Høsten 1896, udtalt, at de af og til, naar Vinden staar den Vei, ogsaa i den senere Tid i Porsgrund har kjendt Lugten fra Cellulosefabriken paa Herre, og at Lugten da fremdeles har været ækel og ubehagelig. 9 Mænd fra Kilebygden, der ligger ca. 1/2 Mil fra Fabriken, har ligeledes i en Erklæring afødt xx.xx.1896 udtalt, at de da oppe i Kilebygden har kjendt en stærk ubehagelig Lugt fra Fabriken. Af en Erklæring fra Porsgrunds Formandskab afødt xx.xx.1895 fremgaar det, at Lugten ogsaa der i den senere Tid havde kunnet være generende. I en Skrivelse fra Fabrikens Disponent til Adv. T. E. B. Heiberg afødt xx.xx.1896 erklærer ogsaa Disponenten, at Foranstaltningerne til Bortfjernelse af Lugten «indtil nu i det Hele maa siges kun at have befundet sig paa Experimenternes Stadium, idet Afbrydelser stadig har fundet Sted», og i Skjøns-Sessionen den 17 Oktbr. 1896, ikke længe før Sagen kom paa Høiesterets Kart, oplystes det, at det Apparat, der skulde formindske Lugten, igjen var eller netop havde været i Uorden.

Side:264

Jeg nærer altsaa ikke nogensomhelst Tvivl om, at der ved Lugten fra denne Fabrik er paaført og paaføres Kandidat Løvenskiold usædvanlig og upaaregnelig Ulempe. Deraf følger efter Førstvoterendes Fortolkning af Nabolovens §15 Med Nødvendighed, at Fabriken, naar Paastand derom fremsættes af den Skadelidende, maa nedlægges. Førstvoterende forstaar nemlig Ordene i §15 «kan det paalægges den Skyldige» osv., som ensbetydende med «skal det naar det af den Skadelidende forlanges» paalægges den Skyldige osv. Jeg finder det ikke fornødent at udtale mig om hvorvidt jeg er enig i denne Fortolkning af Paragrafen. For mig staar nemlig Sagen saaledes, at selv om den nævnte Paragraf giver Adgang til at lade Fabriken blive staaende, vil jeg alligevel votere for dens Nedlæggelse. Om Fabrikens Eiere ved dens Nedlæggelse eller Forandring kommer til at lide et betydeligt Tab, kan ikke forandre det retslige Forhold. Og de faar derhos skylde sig selv Tabet. Lovgivningen har givet dem Anvisning og et fuldt virksomt Middel til at undgaa at staa en saadan Resiko. Dette Middel har de ikke brugt. Men de har, som jeg maa gaa ud fra, fuldt vidende om, at et saadant Fabrikanlæg i vid Omkreds vilde forpeste Luften for alle de Omboende i en Grad som, saavidt jeg ved, intet andet Fabrikanlæg, - alligevel anlagt denne Fabrik. De og særskilt den Mand, som, efter hvad der under Sagen er oplyst, hovedsagelig fik Anlægget istand, maatte vide, hvad Følgerne for Omegnen vilde blive, og forudse, at Naboerne ikke godvillig vilde finde sig i saadant. Dette var nemlig den samme Mand, Ingeniør Størmer, der i 1883 havde faaet istand Cellulosefabriken paa Moss. Fra denne udbredte der sig jo en saadan Stank, at der af Sundhedskommissionen allerede i Aarene 1884-1885 blev foretaget Skridt for at tvinge Fabriken til at træffe Foranstaltninger til at fjerne Lugten. Men det havde vist sig, at Fabrikens Eiere ikke inden 1888, da Fabriken i Bamble blev anlagt, havde kunnet efterkommme dette Forlangende. Og jeg gaar ud fra, at om der i nærværende Tilfælde, paa Forhaand havde været optaget et Skjøn efter Nabolovens §13, vilde intet Skjøn efter de mangeaarige Erfaringer, man i denne Henseende havde gjort paa Moss, givet Tilladelse til Anlæg af en saadan Fabrik paa det heromhandlede Sted. At Fabriken er stor og følgelig udbreder en saa meget større Stank, kan efter mit Skjøn ikke bevirke, at Eieren af Rafnæs skulde være mere forpligtet til at finde sig deri, end om det havde gjældt en mindre Fabrik. Rafnæs's Størrelse kommer det efter min Mening her ikke synderlig an paa. Loven er givet ligesaavel til Beskyttelse for de smaa Eiendomme som for de store. Rafnæs er forøvrigt heller ikke en saa liden Eiendom. Det er oplyst, at den er en af de største Jordeiendomme i Bamble, den har en Skyld af 12-13 Daler, og dens Værdi er af Ligningskommissionen i Bamble i 1890 ansat til 62,400 Kroner. Dernæst gjælder jo Spørgsmaalet ikke alene Rafnæs, men ogsaa en hel Del andre Eiendomme i vid Omkreds, for hvem Løvenskiold siges at optræde som Repræsentant.

Det er under Proceduren paaberaabt mod Kandidat Løvenskiold, at Cellulosefabrikens Eiere, efterat det sidste Underskjøn var afgivet, havde henvendt sig til ham med Forespørgsel, om han var villig til at sælge sin Eiendom, men at han hertil havde svaret nei. Rafnæs har, saavidt jeg ved, været i Familien Løvenskiolds Besiddelse fra Midten af forrige Aarhundrede. Løvenskiold er selv født og opvoxet der og har med sin Familie boet paa Eiendommen indtil nu i en fremrykket Alder. At han da ikke ønsker at sælge sin Fædrenegaard, er meget naturligt, og det bør efter min

Side:265

Mening ingen Betydning for Sagen have. Det er Løvenskiolds Ret at beholde sin Eiendom, saalænge indtil Loven for et Tilfælde som det foreliggende giver Ret til Expropriation, og det har Lovgivningen hidtil ikke gjort.

Med Hensyn til Sagens Betydning for Bamble Cellulosefabrik antager jeg iøvrigt, at Fabriken ved en Forandring, der vistnok kan komme til at koste betydeligt, men dog ikke som paastaaet paa langt nær saameget, som Fabriken oprindelig har kostet, maa kunne omgjøres og vil blive omgjort til en anden Fabrik.

Assessor Scheel: Jeg er kommen til et andet Resultat end de foregaaende Voterende. Jeg er enig i, at Lugten af Fabriken fremdeles maa betegnes som medførende usædvanlig og upaaregnelig Ulempe for Løvenskiolds Eiendom. Men dette gjælder dog efter de Totalindtryk, jeg har af de foreliggende Oplysninger, nu i væsentlig mindre Udstrækning end tidligere. Der foreligger nemlig saa mange Erklæringer og Vidnesbyrd i den Retning, at Tilstanden er bedre nu end tidligere, baade hvad Lugtens Intensitet og hvad dens Hyppighed angaar, at jeg ikke kan have Tvivl om, at det forholder sig saaledes og derfor maa lægge væsentlig Vægt derpaa. Jeg vil navnlig i saa Maade fremhæve den Udtalelse, som i Bamble Sundhedskommissions Møde den 9 Mai 1895 fremkom fra Sundhedskommissionens Ordfører, og som blev citeret af Førstvoterende, en Udtalelse, som efter Ordførerens Stilling har stor Betydning i mine Øine. Jeg nævner ligeledes specielt en Erklæring afødt xx.xx.1895 fra Stadsingeniør i Porsgrund Wessel, der sees at have været en af Overskjønsmændene den 16 Novbr. 1891. Han siger bl. A., at den Lugt, som kjendes, er yderst ubehagelig, men at han ikke kan finde den alvorlig generende; dertil varer den for kort og indtræffer for sjelden. «Jeg kan ikke, siger han, andet end bevidne, at der er foregaaet en væsentlig Forandring til det bedre med Hensyn til Generen ved Fabrikens Nærhed og den fra den udstrømmende Lugt». Jeg nævner fremdeles en Erklæring fra Distriktslæge Backer afødt xx.xx.1895, hvori han udtaler, at det ivinter og ivaares (1895) har været ham «paafaldende, hvor meget mindre generende Lugeten fra Bamble Cellulosefabrik har været. Vistnok kan den endnu ved nordvestlig Vind være endel generende, men, som det synes ham, i betydelig mindre Grad end tidligere». Den af Bamble Kommunebestyrelse afgivne Erklæring afødt xx.xx.1896 gaar ud paa, at «det her nu er den almindelige Mening, at Lugten fra Fabriken i Løbet af det sidste Aar har vist sig langt mindre generende end før». Det sees, at flere af Kommunebestyrelsens Medlemmer tidligere har udtalt sig om Lugten i meget skarpe Udtryk. Det er vistnok saa, at efter hvad der er oplyst, har Forbedringerne ved Fabriken netop i den sidste Tid, før denne Kommunebestyrelsens Erklæring afgaves, ikke virket, hvorom jeg henviser til det af Førstvoterende Anførte. Men jeg indser ikke, at denne Omstændighed i væsentlig Grad kan betage Erklæringen dens Vægt, aldenstund Erklæringen jo gaar ud paa, at det er i Løbet af «det sidste Aar», at Lugten har vist sig mindre generende, altsaa i en noksaa lang Periode. Nogen Vægt maa jeg ogsaa lægge paa Udtalelsen af Juli til Oktbr. 1896 fra 89 Indvaanere i Herre, en Udtalelse, som gaar ud paa, «at efter at de seneste Anordninger, der fra Fabrikens Side er foretaget for at fjerne Lugten, har traadt i Virksomhed, føler vi os kun ubetydlig generede af Lugten». Endnu nævner jeg, at Prof. Hiortdahl og Stadskemiker Schmelck under den Udvexling af Udtalelser, som har fundet Sted mellem dem og den af Løvenskiold

Side:266

paaberaabte sagkyndige Simonsen, dog stadig har fastholdt sit Standpunkt og i sin sidste Erklæring afødt xx.xx.1896 udtaler, at de «fremdeles finder Grund til at fastholde, at man ved de i Bamble trufne Foranstaltninger virkelig har opnaaet at fjerne en væstentlig Del af de Lugtestoffe, som tidligere strømmede frit ud i Luften», og at hvad der kan forlanges, er, at den udstrømmende Gas «i væsentlig Grad» skal være befriet for Lugtestof, men dette er det, som efter vor Formening «virkelig er opnaaet». Udtalelsen fra Skjønsmændene under Skjønnet den 17 Oktbr. 1896 gaar jo ogsaa ud paa, at Lugten nu i det sidste Aar ikke optræder paa langt nær i saa stærk Grad som tidligere og heller ikke saa hyppig, og Erklæringen konkluderer med, at Skjønsmændene i det Hele taget finder, at der vistnok endnu ved den nuværende Tilstand forvoldes Eiendommen Rafnæs usædvanlig og upaaregnelig Ulempe, «men dog i langt mindre Grad end Før». Denne Skjønsmændenes sidste Udtalelse har de nærmere forklaret i sin Erklæring afødt xx.xx.1896 derhen, «at de finder at maatte kalde den Lugt, der kommer fra Fabriken, usædvanlig, da de ikke har Kjendskab til nogen Bedrift, som udreder en lignende Lugt med Hensyn til Foreteelse og Rækkevidde; derimod kan de ikke skjønne, at Lugten nu for Tiden bevirker synderlig af den saakaldte upaaregnelige Ulempe, da den forekommer meget sjelden og i saa mild Grad, at den ikke er at sammenligne med hvad den var, da Fabriken blev anlagt». Denne erklæring, hvori Skjønsmændene altsaa nærmere har præciseret, hvad de har ment med sin Udtalelse i Skjønnet, finder jeg ikke med Førstvoterende ganske at kunne sætte ud af Betragtning.

Om jeg end derfor mener, at Lugten fremdeles maa betegnes som en usædvanlig og upaaregnelig Ulempe,saa gjælder dette som sagt dog ikke paa langt nær i den Udstrækning eller med den Styrke som før, og hvor meget jeg derfor end er enig i det Resultat, hvortil Underretten og Overretten kom, har det dog for mig efter den Opfatning, jeg har faaet om Virkningerne af Stanken, stillet sig tvivlsomt, om Resultatet bør blive det samme for Høiesteret.

Afgjørelsen beror for mig paa en Afveien af de Forhold og Interesser, som jeg tror maa komme i Betragtning ved Anvendelsen af §15 i Loven afødt xx.xx.1887. Jeg er nemlig ganske uenig med Førstvoterende i den Forstaaelse, han gjør gjældende af §15 derhen, at dens Udtryk «kan det paalægges den Skyldige» skulde være at forstaa som ensbetydende med, at der havde staaet: skal det, naar det forlanges, paalægges den Skyldige. Jeg forstaar tvertimod Bestemmelsen saaledes, at den er bygget paa den Grundsætning, at det er overladt til Domstolene frit efter de foreliggende Oplysniger at afgjøre, om i Tilfælde af Krænkelse den Skadelidende maa nøie sig med Erstatning, eller om det ved Siden deraf bør paalægges den Skadegjørende at forandre eller standse Driften; med andre Ord, at Loven er bygget paa, at hvor Nogen har forbrudt sig efter §12, kan selvfølgelig Erstatning ilægges overensstemmende med Lovgivningens almindelige Principer, men at Domstolene ogsaa kan gaa længere efter §15, nemlig derhen, at de paabyder Standsning eller Forandring af vedkommende Drift.

I nærværende Tilfælde er der, som af Førstvoterende paapeget, ikke Tale om Standsning af Driften eller om Appell.sk.s Frifindelse. Thi Erstatning er der ikke gjort Paastand paa under denne Sag. Blandt de Hensyn, som jeg nu antager maa komme i Betragtning ved en saadan Afveining ved Anvendelsen af §15, er ogsaa Hensynet til vedkommende

Side:267

Bedrifts Størrelse og Betydning, de store Værdier den repræsenterer, den Arbeidsstok den sysselsætter og den Nytte for Distriktet, som den i det Hele taget medfører. Disse Hensyn veier særdeles meget for mig her, hvor Sagen staar mellem den Enkeltes Interesser og den hele Bygds eller ialfald Bygdens fleste Indvaaneres Interesser. Thi efter de foreliggende Erklæringer fra Kommunebestyrelsen og de anførte 89 Indvaanere af Herrebygden og efter Sagens Natur kan det ikke betvivles, at det har stor Interesse for en Masse af Indvaanerne, at Driften fortsættes. Paa den anden Side staar dog Processen her alene mellem Løvenskiold for hans Eiendom Rafnæs's Vedkommende og Fabriken; der er ikke andre, som er Parter i Sagen. Nu er Løvenskiolds Interesse ganske vist krænket og det i særdeles høie Grad fra først af. Jeg kan forsaavidt henholde mig til, navnlig hvad der er anført af Andenvoterende. Men Tilstanden er nu, synes mig, efter hvad jeg har anført, ikke saa slem, at den Ulempe, som Fabrikens Drift for Tiden medfører, navnlig naar tillige hensees til, at man maa kunne gaa ud fra fortsatte Anstrængelser fra Fabrikens Side for at hindre Stank, veier op mod den Interesse, der fro Bygden og den store Almenhed knytter sig til Anlægget. Jeg er derfor kommen til det Resultat, at Appell.sk. bør frifindes.

Men jeg fremhæver, at jeg herved samtidig gaar ud fra, at Løvenskiold har fuld Adgang til at søge Erstatning hos Fabriken for den Ulempe, han har lidt derved, at hans Eiendom har tabt i Værdi som Følge af Fabrikens Anlæg og den med Fabriken følgende Stank. Og det staar fremdeles klart for mig, at om Fabrikens Drift senere maatte komme til at medføre Ulemper, hvorved den Enkeltes eller en Korporations Interesse krænkes i høiere Grad, end jeg altsaa finder her er Tilfældet for Løvenskiolds Vedkommende, maa det staa den Enkelte eller vedkommende Korporation frit for at gjøre Tiltale gjældende mod Fabriken i fuldeste Udstrækning.

I Henhold hertil voterer jeg for Appell.sk.s Frifindelse, men da jeg er i Minoritet, finder jeg det ikke nødvendigt at forme nogen Konklusion.

Assessor Thoresen: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor Motzfeldt, idet jeg dog med Førstvoterende finder, at Fristen bør sættes til 6 Maaneder.

Assessor Ph. Hansteen: Jeg er enig med Hr. Assessor Scheel.

Assessor Roll: Jeg vilde været meget tilbøielig til at gjøre Sagens Udfald afhængig af et inden en vis Frist optaget sagkyndigt Skjøn om, hvorvidt de Apparater, der er anbragt til Fjernelse af Stanken, og som efter de dokumenterede Forklaringer i den sidste Tid maa antages at være bleven adskillig forbedrede, nu kan ansees for at være formaalstjenlige og navnlig holdbare. Imidlertid erkjender jeg, at det kan være tvivlsomt, om der er Adgang til at vælge denne Udvei, og, da Fabriken endnu saa sent som gjennem sin Advokat i Skranken idag har erklæret, at man endnu befinder sig paa Experimenternes Stadium, finder jeg saa meget mindre Opfordring til at vælge den. Efter den Stilling, hvori Sagen foreligger, da man kun ved dette, at Apparaterne hidtil ikke har virket i tilstrækkelig Grad og tilstrækkelig jevnt, finder jeg derfor at maatte votere for ubetinget Standsning. Jeg slutter mig saaledes til Førstvoterende, idet jeg tillige med Undtagelse af Spørgsmaalet om Fristens Længde i det Væsentlige tiltræder Hr. Assessor Motzfeldts Bemærkninger.

Ligeoverfor Hr. Assessor Scheel vil jeg kortelig udtale, at de erklæringer, som foreligger for, at Stanken nu er væsentlig formindsket baade

Side:268

i Styrke og i Hyppighed ved Siden af de i modsat Retning foreliggende Erklæringer og Udtalelser forekommer mig for en stor Del nærmest at være et Vidnesbyrd om dels Vanens dels de økonomiske Interessers Magt over Opfatningen. Særlig gjælder da dette, som af Andenvoterende allerede oplyst, Bamble Herredsstyrelses Erklæring, der afgaves paa en Tid, da Fabriken efter egen Erkjendelse gjennem flere Maaneder havde stinket ligesaa stærkt som tidligere.

Med Hensyn til den Afveining, Hr. Assessor Scheel har foretaget mellem de forskjellige Intereser, der her staar paa Spil, vil jeg for mit Vedkommende bemærke, at paa selve Fabrikens Kostende lægger jeg ingen særdeles Vægt, hvorimod jeg vistnok maa indrømme, at Hensynet til den store Arbeidsstok, som ved den finder sin Sysselsættelse, fortjener at paaagtes. Men for det Første vil jeg da sige, at uagtet Sagen vistnok staar mellem Fabriken og Kandidat Løvenskiold alene, er dog i Virkeligheden Kandidat Løvenskiold i denne Sag Repræsentant for en stor Mængde Mennesker, hvis Tilværelse forulempes ved Fabrikens Drift. Og dernæst tror jeg at burde bemærke, at det neppe vilde være stemmende med Lovens Tanke, om en forurettet Nabo skulde blive værre stillet, fordi en Bedrift er sat igang uden foregaaende Skjøn, end om et saadant Skjøn var optaget, og endnu mindre om han skulde blive værre stillet, fordi det ikke har lykkedes ham at erholde Dom før efter flere Aars Forløb, og der imidlertid om vedkommende Bedrift har voxet op og samlet sig større økonomiske Interesser.

Justitiarius Lambrechts: Jeg stemmer for samme Resultat som Hr. Assessor Scheel og tiltræder i alt Væsentligt, hvad han til Begrundelse heraf har anført.

Jeg skal gjøre den Bemærkning, at af Pluraliteten, som er fire Herrer, har kun de tre voteret for, at Fristen sættes til 6 Maaneder, medens den fjerde vil have Fristen sat til 3 Maaneder. Jeg antager imidlertid, at Høiesterets Dom maa indeholde, at Fristen bliver 6 Maaneder, som jo er det for den Tabende lempeligste, og jeg vil ikke undlade at tilføie, at hvis jeg stod paa samme Side som Pluraliteten, vilde jeg personlig ogsaa erklære mig for denne Ansættelse af Fristen.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.