Rt-1910-200
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1910-02-03 |
| Publisert: | Rt-1910-200 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 15/1 s.a. |
| Parter: | Bergens kommune (adv. Platou ved adv. Jens P. Heyerdahl) mod juveler M. Hammer (adv. Ludvig G. Wiese). |
| Forfatter: | Prydz, V. Scheel, Blom, Hambro, Vogt, Salomonsen, justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: |
Ekstraordinær assessor, byretsassessor Prydz: Med hensyn til nærværende sags gjenstand henviser jeg til præmisserne til den af Bergens byret under 31 juli 1906 afsagte dom, ved hvilken blev kjendt for ret: «Indstevnte, juveler M. Hammer, bør for citantskabet Bergens kommunes tiltale i denne sag fri at være. Sagens omkostninger ophæves.»
Sagen blev anlagt som aastedssag, men blev paadømt af byrettens ordinære dommere, altsaa uden meddomsmænd. Jeg mener ogsaa, at dette var i sin orden, idet sagen efter sin beskaffenhed vistnok ikke kunde nødvendiggjøre aastedsbehandling.
Side:201
Bergens kommune har ved stevning afødt xx.xx.1907 paaanket byretsdommen til høiesteret og har ladet nedlægge saadan paastand: 1. Principalt: At indstevnte, juveler M. Hammer, kjendes uberettiget til at spærre den i sagen omhandlede vei som gangvei og tilpligtes under daglig løbende at fjerne det over porten til Kristinegaard anbragte skilt Subsidiært: At indstevnte, juveler M. Hammer, kjendes uberettiget til at spærre den i sagen omhandlede vei som gangvei for de Bergens kommune tilhørende, nordenfor Kristinegaard beliggende, eiendomme af store Sandvigen. 2. At appellantskabet, Bergens kommune, hos indstevnte, juveler M. Hammer, tilkjendes processens omkostninger for byretten og høiesteret.
Indstevnte juveler Hammer har paastaaet stadfæstelse af byrettens dom med tilkjendelse af omkostninger for høiesteret.
Der er her for retten fremlagt en række nye dokumenter, deriblandt 14 forskjellige karter eller kartkopier, endel gamle fæstebreve paa parceller af gaarden store Sandvigen, hvilken gaard i 1876 blev kjøbt af Bergens kommune og i 1880 indlemmet i byen, endvidere tvende tingsvidner, optagne ved Bergens byret 19 november 1907 og 6 oktober 1908, samt diverse erklæringer og skrivelser.
Som det sees af en fremlagt plade af Bergens bykart, omfattende bl.a. bydelen Sandvigen, gjennemskjæres denne bydel fra syd mod nord af den tidligere landevei, nuværende gade «Sandvigsveien», der ligger temmelig nær stranden. Bag denne gade i en gjennemsnitlig afstand fra den af ca. 200 m. gaar der i samme retning en vei eller passage, paa kartet kaldt øvre Sandvigsvei. Den gjennemskjærer i retning syd til nord de efter hverandre liggende eiendomme: Kristinegaard, øvre Heien, Hoffmansgaard og Frydenlund, hvilke samtlige er arvefæsteeiendomme, frakomne gaarden store Sandvigen. Paa Kristinegaard er der over veien anbragt en større jernport og ved siden af den en mindre jernport. Paa grænsen mod øvre Heien er anbragt en halv træport. Paa Hoffmannsgaards nordgrænse er der en større lukket jernport og ved siden af denne en aabning uden port. Omtrent fra Hoffmanns gaards nordre grænse bøier veien vestover og gaar ned i Sandvigsveien. Det er paa det rene under sagen, at der ikke er adgang for almenheden til at benytte denne vei til kjøring.
Spørgsmaalet i sagen er, om almenheden har ret til at benytte veien som gangvei.
Forsaavidt Kristinegaard angaar, bestrider eieren juveler Hammer, som det sees, at saadan ret haves, og han har derfor truffet de under sagen omhandlede dispositioner ved portindgangen.
Jeg kommer til et andet resultat end byretten.
Kommunen gjør principalt gjældende, at en saadan almindelig ret for gaaende til at benytte veien maa ansees at have bestaaet fra alders tid, og jeg finder, at kommunen har præsteret et efter omstændighederne antagelig bevis herfor. Ved byretten er afhørt 7 vidner i alderen 64-87 aar, samtlige fra barndommen kjendte paa stedet. Disse har enstemmig forklaret, at den over Kristinegaard gjennem sammes tun førende vei til øvre Heien og videre, saalangt tilbage vidnerne kan erindre, stadig har været benyttet ikke alene af de nordenfor liggende gaardes brugere og af folk, der skulde til eller kom fra samme, men som en alfarvei af byens befolkning i sin almindelighed, at denne vei i almindelighed benævnes «Øvreveien» i modsætning til nedre Sandvigsvei, og at vidnerne aldrig har erfaret eller hørt at tidligere brugere
Side:202
af Kristinegaards brug har forsøgt at hindre den almindelige færdsel ad nævnte vei.
Til et spørgsmaal, om alle folk ansaa sig berettiget til uden til ladelse af Kristinegaards brugere at benytte nævnte vei som gangvei, har samtlige vidner givet bekræftende svar, idet de har tilføiet en begrundelse af denne sin opfatning. Som begrundelse har 2 hovedvidne udtalt følgende: «Vidnet grunder denne sin opfatning derpaa, at vidnet og de folk, som vidnet kjendte til, brugte veien med bevidstheden om, at de havde ret dertil, og har vidnet gaaet ud fra, at andre har brugt veien med lignende bevidsthed. Der blev fra eierens side - vidnet bekjendt - aldrig protesteret mod benyttelsen, selvom eieren kunde til sine tider sidde paa tunet og iagttage passeringen. Vidnet har ingensinde hørt nogen betvile, at man havde ret til at benytte veien som nævnt.» Til denne udtalelse har 3 og 4 hovedvidne sluttet sig, og de øvrige vidner har i denne henseende udtalt sig i det væsentlige ligedan. Ved siden af disse vidneforklaringer haves der i forskjellige af de fremlagte karter og fæstebreve oplysninger, som jeg tillægger væsentlig vegt. Det ældste af karterne er fra 1772; paa dette kart sees afsat alfarveien langs stranden, og bagenfor sees en vei, som maa antages at svare til den nuværende. Dette kart er i liden maalestok og giver ikke indtryk af nogen særlig nøiagtighed; men for nærværende sag er det nok, at det ialfald viser, at en veiforbindelse omtrent som den nuværende ogsaa bestod i 1772. Om veilinien nøiagtig er den samme nu som da, kan det naturligvis ikke komme an paa. Dernæst har man et kart af 1819 over endel af gaarden store Sandvigen. Kartet omfatter bl. a de heromhandlede eiendomme Kristinegaard, øvre Heien, Hoffmansgaard og Frydenlund. Paa dette kart er af den herpaagjældende veiforbindelse kun aflagt et mindre stykke, nemlig fra Kristinegaards sydgrænse til eiendommens huse, hovedbebyggelsen samt en udhusbygning, der ligger et betragtelig stykke længer mod nord, men ingen fortsættelse til øvre Heien og videre. At imidlertid denne veiforbindelse alligevel har været til dengang, fremgaar af den tilhørende kartforretning, hvor der under beskrivelsen af grænsen mellem Kristinegaard og øvre Heien er om vedkommende grænsepunkt k bemerket, at det ligger «ved veien mellem Kristinegaard og øvre Heien»; overensstemmende hermed sees ogsaa paa kartet ved punkt «K» en aabning i grænsegjerdet. Naar der forøvrig ikke er aflagt veie paa kartet, har forholdet antagelig været det, at den egentlige hensigt med kartet var at angive grænserne mellem de forskjellige eiendomme, medens det har været uden interesse at aflægge veiforbindelsen. Hvad der er dokumenteret af kartforretningen, synes ogsaa at vise, at det var et grænsekart, man har villet faa istand. Man har saaledes, mener jeg, ved de nævnte karter, det sidstnævnte i forbindelse med den tilhørende kartforretning, oplysning fra aarene 1772 og 1819 om, at saadan veiforbindelse dengang har eksisteret. At den da ogsaa har været benyttet og det paa samme maade, som af vidnerne omforklaret, maa have al formodning for sig, og det synes mig ogsaa temmelig utvetydig at fremgaa af udtalelser i endel fæstebreve. For det første har man det i byretsdommen omtalte fæstebrev paa øvre Heien af 1838. Jeg mener, at udtrykkene i det i byretsdommen citerede afsnit ikke uden tvang kan forstaaes anderledes end som gjældende en passage for almenheden. Af de her for retten yderligere fremlagte fæstebreve vil jeg nævne for det første et ældre fæstebrev paa samme eiendom øvre Heien afødt xx.xx.1822. Det forbydes her fæsteren «at spærre for de øvrige
Side:203
beboere i Sandvigen de gamle gange veie», - og for det andet et fæstebrev afødt xx.xx.1796, hvor det tilholdes fæsteren, at han ikke maa «tillukke de gamle gange veye, men forblive saaledes, som den fra gammel tid været haver.»
Jeg mener efter hvad jeg saaledes har anført, at kommunens principale paastand maa blive at tage tilfølge, idet jeg dog finder, at sagens omkostninger efter omstændighederne bør ophæves.
Jeg skal sluttelig gjøre den bemerkning, at der under proceduren har været reist spørgsmaal om, hvorvidt kommunen har kompetence til at optræde med et søgsmaal som nærværende. Jeg kan dog ikke finde det tvilsomt, at kommunen maa antages at have fornøden kompetence forsaavidt, og jeg anser det tilstrækkelig i saa henseende at henvise til, hvad Chr. Platou med hensyn til dette spørgsmaal har anført i Ugeblad for lovkyndighed, 2 aargang side 34-35. Jeg skal tilføie, at det er oplyst, at der paa to steder i den heromhandlede veiforbindelse i 1880 er opslaaet gadeskilter efter kommunens foranstaltning, og at veien efter erklæring fra politiinspektøren i Bergen har været og er underlagt Sandvigsvagtens politiopsyn og saaledes er gjenstand for politiets patruljering.
Konklusion:
Juveler M. Hammer kjendes uberettiget til at spærre den under sagen omhandlede over Kristinegaard førende vei som gangvei. Derhos bør han inden 8 dage fra høiesterets doms afsigelse under en ellers daglig løbende mulkt af 5 kroner til Bergens bykasse fjerne det over porten til Kristinegaard anbragte skilt. Processens omkostninger for byretten og høiesteret ophæves.
Assessor V. Scheel: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Assessor Blom, konst. ekstraordinær assessor, byretsassessor Hambro, de ekstraordinære assessorer lagmand Vogt og statsadvokat Salomonsen og justitiarius Thinn: Ligesaa.
Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.
Af byrettens dom hidsættes:
- - - «Over Bergens kommunes eiendom Kristinegaard, der under 4 oktober 1781 af den daværende eier Johan Garmann bortforpagtedes til Hans Formann, hustru og efterkommere, og som nu bruges af hr. juveler M. Hammer, har fra gammel tid været almindelig, offentlig vei, der har været benyttet saavel af de udenfor Kristinegaard liggende eiendommes eiere og brugere som af byens befolkning i sin almindelighed. Denne offentlige vei har hr. Hammer søgt at spærre, idet han den 14 april sidstleden satte op en jernport tvers over veien ved Kristinegaards sydlige ende og forsynede porten med laas, ligesom han til enkelte tider ogsaa har holdt porten laaset. Videre har Hammer ladet sætte op paa porten et skilt, hvorpaa staar: «Privat vei. Uvedkommende forbydes adgang.» - - -
Her omhandlede vei var i gamle dage alene en gangvei, der i tidens løb er oparbeidet til kjørevei, og som i sin oprindelige skikkelse formentlig har været en smalere gangvei, hvad ogsaa bredden af den paaviste indgangsport (57 cm.) synes at tyde paa. Det er paa det rene, at byens indvaanere ingen kjørselsret har over denne vei, og det spørgsmaal, der principalt foreligger for retten til afgjørelse er altsaa dette, om veien, tænkt i sin oprindelige skikkelse af en smalere gangvei, maa i lighed med byens øvrige gader ansees som en almindelig færdselsvei for byens indvaanere. Men dette finder man ikke at kunne antage. Veien ligger i en udkant af byen, og det er af
Side:204
indstevnte uimodsagt anført som et faktum, at de nordenfor Kristinegaard liggende gaarde, der støder til veien, er yderst faa i antal. Den almindelige færdsel mellem Sandvigen og byens øvrige dele maa efter aastedets og dets omgivelsers beskaffenhed antages at gaa over nedre Sandvigsvei, og naar bortsees fra den mulige ret, som eierne af de nordenfor Kristinegaard ved veien liggende gaarde maatte have til veien for sig, familie og husstand samt andre, der har ærinde til eller fra disse gaarde, saa kan det ikke skjønnes, at der er behov for veien for andre end dem, der ønsker at spadsere paa den, eller som maatte anse den som en snarvei mellem nordre Sandvigen og den øverste bebyggelse bagenfor Sandvigens kirke. Men under omstændigheder som nævnt finder man, at retsinstitutet alders tids brug overhovedet ikke kan have anvendelse paa et tilfælde som nærværende. Og om hævd synes der heller ikke at kunne blive spørgsmaal, idet det efter forholdets natur findes i overveiende grad sandsynlig, at veiens benyttelse i det store og hele taget har været precario, og at det har sin grund i, at eieren af Kristinegaard ikke har fundet sig opfordret til at protestere mod, at veien, der er forbindelsesvei mellem Kristinegaard og de nordenfor liggende gaarde, benyttedes ogsaa af andre end dem, for hvem den egentlig var bestemt. Forholdet synes at belyses ved den af assessor Prahl afgivne erklæring, der ikke er benegtet fra nogen af siderne. Kristinegaard har i længere tid været i familien Prahls besiddelse og assessor Prahl, der boede paa Kristinegaard fra 50 aarene til 80 aarene saagodtsom hver sommer, erklærer, at saavidt han ved, blev veien for gaaende som regel kun benyttet af folk, der tilhørte eller besøgte de nordenfor liggende gaarde indtil og med G. Stoltz's nuværende eiendom; men tilføier han, særlig paa søn- og helligdage blev veien ogsaa jevnlig i godveir benyttet af andre som spadservei uden nogen hindring fra eierens side. Man henviser forøvrig til høiesteretsdom i Rt-1903-504, der synes at have adskillig til fælles med nærværende sag, og det bliver dermed saavidt skjønnes, ufornødent i denne forbindelse at gaa nærmere ind paa vidneprovene om veiens benyttelse i aarenes løb. - - -
Joachim Berner.
Der kan, saavidt skjønnes, ikke under nogen omstændighed være tale om, at der for byens borgere ved hævd kan være erhvervet nogen ret til benyttelse af omhandlede vei. Hvorledes man end iøvrig anskuer spørgsmaalet om en kommunes adgang til ved hævd at erhverve en veiservitut til bedste for sine indvaanere, saa mener jeg, at den omstændighed, at indvaanere i en by mere eller mindre hyppig og regelmæssig benytter en af den private eiendomsbesidder for sig og naboer anlagt vei, aldrig kan gjøre denne vei til en offentlig passage. Hvad der derimod i nærværende sag stiller sig tvilsomt for mig er, hvorvidt det kan ansees bevist, at den heromhandlede vei fra lang tid tilbage ikke har været alene en privat vei men en offentlig passage. - - - Kr. Vedeler.
I det væsentlige og resultatet enig med andenvoterende.
Ludvig Dahl.