Rt-1903-504

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1903-05-23
Publisert:	Rt-1903-504
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 95 for 1 Session s. A.
Parter:	Karl Eriksen Haugen, Theodor Høibraaten og K. A. Holm som Jakob Eriksen Høibraatens Sukcessor og nuværende Eier af Søndre Høibraaten (Advokat Kofs) mod Fabrikeier Johan Olsen (Advokat Irgens).
Forfatter:
Lovhenvisninger:

Med Hensyn til nærværende Sags Gjenstand og nærmere Omstændigheder henvises til Præmisserne til de afsagte Domme, nemlig Akers Sorenskriveris Dom afødt xx.xx.01 og Kristiania Overrets Dom afødt xx.xx.1902. Ved den første blev kjendt saaledes for Ret:

«De Indstævnte, Karl Eriksen, Theodor Høibraaten og Jakob Eriksen, bør for Citantens, Fabrikant Johan Olsen Tiltale i denne Sag fri at være, hvorhos det hos dem under 19 September 1899 nedlagte Forbud ophæves. Saa bør og Citanten for de Indstævntes Tiltale fri at være. Sagens Omkostninger ophæves.»

Ved Overrettens Dom blev derimod kjendt for Ret:

«Den under 19 September 1899 afholdte Forbudsforretning stadfæstes. De Indstævnte Gaardbrugerne Karl Eriksen Haugen, Theodor Høibraaten og Jakob Eriksen Høibraaten bør (med Familie, Leieboere og Andre) være uberettigede til for deres Gaarde Øvre Haugen og Høibraaten at benytte den til Appellanten, Fabrikeier Joh. Olsens Eiendom Nedre (Vestre) Haugen førende Indkjørsel fra det Punkt, hvor den passerer over Nedre Haugens Grændse og en fra et ved Nedre Haugens Laavebygning paa denne Indkjørsel beliggende Punkt i vestlig Retning gaaende Gangsti, der fører over Nedre Haugens Jorder og videre over en Klop over Loelven frem til Grorud Station.

Processens Omkostninger for begge Retter ophæves.»

Denne Dom blev dog afsagt under Dissents, idet et af Rettens Medlemmer voterede for Stadfæstelse af Underrettens Dom samt for, at Fabrikeier Olsen ilagdes Procesomkostninger for Overretten.

Ved Stævning afødt xx.xx.1902 har Karl Eriksen Haugen, Theodor Høibraaten og K. A. Holm som Jakob Eriksen Høibraatens Sukcessor og nuværende Eier af Søndre Høibraaten paanket Overretsdommen til Høiesteret, hvor Sagen er overført til skriftlig Behandling.

Appellanterne har nedlagt Paastand om:

1) at de frifindes for Indstævntes Tiltale,

2) at de under 19 September 1899 hos dem nedlagte Forbudsforretninger ophæves, og

3) «at Appellanterne hos Indstævnte tilkjendes Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn - optaget paa Indstævntes Bekostning - for al den Skade og Ulempe, der er dem forvoldt ved nævnte Forbudsforretninger - for Spot og Skade (Lb. 1-19-21) - med Renter fra Paaklagen samt Processens Omkostninger for samtlige Retter.»

Indstævnte har paastaaet Overrettens Dom stadfæstet og sig hos Appellanterne in solidum tilkjendt Procesomkostninger for Høiesteret.

Høiesteret kommer til samme Resultat som Overretten. Det fremgaar vistnok af Oplysningerne, at den heromhandlede Gangsti har været benyttet i lang Tid. 1ste Kontravidnes egen Erklæring herom

Side:505

gaar tilbage til omkring 1838, andre Vidners til Tiden mellem 1840 og 1850; derhos foreligger der Udtalelser fra enkelte af Vidnerne om, at de i sin Tid hørte af ældre Folk, at Stien var gammel. Men ved Bedømmelsen af disse Vidneprov er det at mærke, at Gangstien, hvad der siger sig selv, maa have været benyttet i adskillig større Udstrækning, efterat Jernbanen blev aabnet i 1854 og havde været i Virksomhed i nogen Tid end tidligere. Henseer man hertil og til Stiens Egenskab af blot Gangsti og Snarvei, som benyttedes af enhver, for hvem det faldt bekvemt, bliver det i overveiende Grad sandsynligt, at dens Benyttelse har været precario og har sin Forklaring simpelthen deri, at Eierne af Indstævntes Eiendom ikke fandt sig opfordrede til at protestere mod, at ogsaa Andre benyttede en Snarvei, som de selv brugte. Hvor løst Forholdet har været, fremgaar ogsaa deraf, at der, efter hvad man ifølge Proceduren maa gaa ud fra, ikke i tidligere Tid var nogen ordentlig Klop over Loelven der, hvor Gangstien fører over denne, men alene høist fandtes nogle løse Plankeender.

Man finder derfor, at Retsinstitutet Alders Tids Brug overhovedet ikke har Anvendelse paa Tilfældet. Man finder ligeledes, at Hævd ikke kan komme til Anvendelse, idet de foreliggende Oplysninger gaar ud paa, at Stien har været benyttet af alle og enhver, der havde Brug for denne Snarvei, og ikke blot af Beboerne af visse Gaarde.

Overrettens Dom vil derfor være at stadfæste. Det er forøvrigt ikke ganske korrekt, naar Overretsdommen udtrykker sig, som om der kun handledes om en Forbudsforretning, medens der i Virkeligheden handles om 3 samme Dag afholdte Forretninger, nemlig en for hver af Appellanternes respektive Eiendomme, men man antager, at der ikke herfra kan hentes nogen Betænkelighed mod Dommens Stadfæstelse.

Processens Omkostninger ogsaa for Høiesteret findes efter Omstændighederne at burde ophæves.

I Henhold til det anførte afsiges saadan

Dom:

Overrettens Dom bør ved Magt at stande.

Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Af Underrettens Dom hidsættes:

Fra Laavebygningen paa Gaarden Nedre Haugen i Østre Aker gaar en Gangsti i vestlig Retning over denne Eiendoms Jorder, følgende et Høidedrag den saakaldte Gjeteryg og derefter over en Klop over Loelven videre frem til Grorud Station. Denne Gangsti er foruden af nedre Haugens Beboere ogsaa bleven benyttet af Beboerne af de ovenfor liggende Eiendomme, specielt Øvre Haugen samt vestr og søndre Høibraaten, idet de efterat have passeret Indkjørselen til Nedre Haugen over Gaardspladsen eller langs med denne er kommet ind paa Stien.

Da Fabrikant Johan Olsen, der i Begyndelsen af 1899 var bleven Eier af Nedre Haugen, fandt denne Benyttelse af Indkjørselsveien og Gangstien i høi Grad generende, samt derhos antog, at Vedkommende ingen Ret dertil havde, lod han under 19 September s. A. nedlægge retsligt Forbud hos Gaardbrugerne Carl Eriksen, Øvre (østre) Haugen, Theodor Christiansen, Vestre Høibraaten, og Jacob Erksen, Søndre Høibraaten, hvorved de selv med deres Familie, Husstand, Arbeidere og Leieboere blev forbudt at benytte den omhandlede Indkjørsel og Gangsti. Efter forgjæves prøvet Forligsmægling har Johan Olsen derpaa ved Stævning af 21 Oktober næstefter sagsøgt de nævnte Mænd, mod hvem han har nedlagt Paastand om, at de kjendes uberettigede til den nævnte Benyttelse, at det nedlagte

Side:506

Forbud stadfæstes, samt at Citanten hos de Indstævnte tilkjendes Sagens Omkostninger, deriblandt Omkostningerne ved Forbudets Nedlæggelse.

De Indstævnte, der har anseet den omhandlede Benyttelse for sig og sine Gaarde hjemlet ved Alders Tids Brug eller Hævd, har nedlagt Paastand paa Frifindelse og Ophævelse af Forbudet samt paa Tilkjendelse af Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa Citantens Bekostning, for al den Skade og Ulempe, der er dem forvoldt ved Forbudet samt for Spot og Skade med Renter fra Paaklagen og Procesomkostninger.

Angaaende Erstatningskravet har Indstævnte senere udtaget Forligsklage og Stævning mod Citanten, hvorefter det ved Rettens Kjendelse afødt xx.xx.1900 er bestemt, at Paastanden herom bliver at paakjende i Forbindelse med nærværende Sag.

Angaaende Stiens Ælde og Benyttelse foreligger der efter Vidneprovene følgende Oplysninger: 1ste Kontravidne, Gudmund Gudmundsen, for Tiden paa Tonsen Fattiggard, 86 Aar gl., har forklaret, at han i ca. 25 Aars Alderen kom til Høibraatengaardene, hvor han i 50 Aar opholdt sig som Dagarbeider, samt at han ogsaa senere af og til har været der. Saalænge Vidnet var paa Høibraategaardene, blev Stien benyttet af alle dem, som boede paa den Kant og havde Ærinde til Grorud, specielt Beboerne af Høibraatengaardene, øvre Haugen og Haugenstuen, og den havde ogsaa været i Brug før hans Tid. Vidnet havde aldrig hørt, at nogen var bleven forbudt at benytte Stien, idet han ikke vidste andet, end at det var «frit» at gaa der. - 2det Kontravidne, Erling Jacobsen Sanderud, en 75 Aar gammel Gaardbruger, der i 55 Aar har boet paa forskjellige Steder i Nærheden af Haugen, har forklaret, at Stien gaar som den altid har gaaet, hvorimod Indkjørselsveien fra Øvre Haugen for nogle Aar siden er bleven omlagt, idet den tidligere gik noget søndenfor den nuværende Indkjørselsvei. Veien benyttes nu udelukkende som Gaardsvei for Nedre Haugen, men blev tidligere ogsaa benyttet af Øvre Haugen som Adkomst til et Jordstykke, der henhørte under denne Eiendom og laa paa denne Side af Loelven. Ved en senere afholdt Udskiftning var dette Jordstykke nu henlagt under Nedre Haugen. Stien blev benyttet af alle, for hvem det var en Snarvei at benytte den, enten man skulde fra Høibraatengaardene til Grorud eller omvendt. Selv havde Vidnet, der havde sin Eiendom paa den anden Side af Loelven, benyttet den saavelsom Gaardsveien, ligesaa hans Børn, naar de skulde paa Skole. Da Vidnet for nær halvhundrede Aar siden i 5 Aar boede paa Høibraaten, havde han ligeledes benyttet Stien, og denne var da benyttet tidligere, uden at Vidnet ved hvorlænge.

3die Kontravidne, Gaardbruger Ole Hansen Ski, der er 58 Aar gl. og født paa Gaarden Ski, nær Høibraaten, hvor han har opholdt sig den hele Tid, har forklaret, at Stien, saalænge Vidnet kunde erindre, er bleven benyttet af Høibraatengaardene og Haugengaardene, idetheletaget af alle, for hvem det var en Snarvei at benytte den til Grorud eller omvendt, Vidnet, der i en tidligere Eier Gulbrand Haugens Tid vankede meget paa Nedre Haugen, havde aldrig hørt Tale om noget Forbud mod at benytte Stien. - 4de Kontravidne, Hans Eriksen Haugen, der er 59 Aar gl. og Broder af indstævnte Karl Eriksen, har forklaret, at han har boet paa Øvre Haugen til han var 29 Aar gammel og senere paa Haugensletten ved Loelven. Da Vidnet var 8 Aar gammel, benyttede han Stien, naar han gik paa Skole, og det var da en gammel Sti, om hvilken Vidnets Fader havde sagt, at han ikke kunde mindes andet, end at Stien havde gaaet der, saalænge han havde været paa Øvre Haugen, hvor han var født. Det havde aldrig været forbudt at benytte denne Sti, og specielt anfører Vidnet, at Gulbrand Haugen, der havde været meget nøieseende med Hensyn til Jordens Benyttelse, aldrig havde nævnt noget om at stænge Veien. Og en senere Eier af Nedre Haugen, Grundersen, havde, da der var Tale om en Omlægning af Gaardsveien nede ved

Side:507

Loelven, ytret til Vidnet, at man ikke kunde sløife en gammel Vei, som havde gaaet der i al Tid. - 5te Kontravidne, Fru Gundersen, der havde eiet Nedre Haugen i 8 Aar indtil 1897 eller 1898, efter at hendes Mand, med hvem hun levede i Særeie, havde eiet den i 1 Aar, har forklaret, at Stien blev benyttet af alle Naboerne rundt omkring og Folk forøvrigt, og at det ikke faldt Vidnet ind, at Benyttelsen kunde negtes. Ved en Anledning havde Vidnet ytret til sin Mand, at der paa Grund af Færdselen paa denne Sti kunde være Fare for, at der blev stjaalet Æbler fra Haven, der var aaben, men hendes Mand svarede hertil, at der ikke var noget at gjøre derved. Vidnet anfører videre, at saavidt Vidnet ved, blev den Klop, der er lagt over Bækken nedenfor Gjeteryggen, istandsat ikke alene af Vidnets Mand, men ogsaa af andre, blandt hvilke Vidnet synes at have hørt indstævnte Karl Eriksen nævne. Videre har 6, 7, 9, 10 og 12 Kontravidner, der alle er over 60 Aar gamle og i sin Barndom og Ungdom boede, dels paa den nærliggende Gaard Furuset, dels paa Haugengaardene, forklaret, at Stien var til almindelig Afbenyttelse saa lang Tid tilbage, som Vidnerne kunde erindre, saavel Sommer som Vinter, og at de aldrig havde hørt Tale om noget Forbud mod saadan Benyttelse før af den nuværende Eier.

Efter hvad der saaledes foreligger, maa Retten anse det godtgjort, at saavel Indkjørselsveien som Gangstien har været til almindelig Afbenyttelse saa langt tilbage, som overhovedet Oplysning derom nu kan tilveiebringes. Af 1 Kontravidnes, den 86-aarige Gudmund Gudmundsens Prov fremgaar det saaledes, at Stien allerede var i Brug, dan han i 1838-1839 kom til Høibraatengaardene, og efter 4 Kontravidnes Prov var Stien ikke alene bleven benyttet i saa lang Tid, som dette Vidnes egen Erindring gik tilbage, nemlig til ca. 1848, men efter hvad Vidnets Fader havde fortalt, ogsaa i hele hand Tid. - Om Stiens Benyttelse fra 40 Aarene og nedover, foreligger der, som det vil sees, mange Vidneprov. Retten antager, at der herved er tableret et Forhold, som allerede paa Grund af sin Ælde bør respekteres. Gangstien er, efter hvad Retten havde Anledning til at forvisse sig om ved Aastedsbefaringen og hvad der ogsaa fremgaar af det af Citanten fremlagte Rids, betydelig korterere end den rodelagte Vei, der i store Svingninger fører ned til Grorud. - Efter de stedlige Forhold er det saaledes ganske naturligt, at Beboerne af de Indstævntes Gaarde gjennem Tidernes Løb har benyttet Stien, og det er derfor ogsaa sandsynligt, at denne Benyttelse har varet meget længere, end nulevende Personers Grindring gaar tilbage, uden at det nu er muligt at afgjøre, naar denne Benyttelse er begyndt. Men selv om man ikke her skulde kunne paaberaabe sig Alders Tids Brug, antager Retten, at Betingelserne for Brugsrettens Erhvervelse ved Hævd er tilstede. Citanten har vistnok gjort gjældende, at der først ved Hovedjernbanens Aabning i 1854 indtraadete Behov til at benytte Stien, nemlig som Adkomst til og fra Jernbanestationen ved Grorud, og at der fra dette Tidspunkt, indtil Loven afødt xx.xx.1874 forandrede Hævdsbetingelserne for deslige Brugsrettigheder, er hengaaet for kort Tid, til at Hævd overhovedet kunde vindes. Som ovenfor anført maa det imidlertid ansees godtgjort, at Stien har væeret benyttet længe før 1854, og da Foranledningen til Benyttelsen selvfølgelig maa være ligegyldig for Hævdserhvervelsen, kan Jernebanestationens Oprettelse ikke danne noget Udgangspunkt for Tidsberegningen. Forsaavidt Citanten videre har paastaaet, at Hævd i ethvert Fald maa være udelukket af den Grund, at Benyttelsen alene er foregaaet som Følge af velvillig Indrømmelse fra vedkommende Eieres Side, kan Retten heller ikke heri give ham Medhold. Hvorledes end Forholdet oprindelig kan have stillet sig, hvorom ingen Oplysning foreligger, maa det nemlig efter de foreliggende Oplysninger antages, at der ikke fra nogen Side har været Tanke eller Tale om, at Stiens Benyttelse skulde kunne forbydes, kfr. 1, 4 og 5 Kontravidnes Prov. Og forøvrigt antages Bevisbyrden for, at Benyttelsen er bleven udøvet precario, at maatte

Side:508

hvile Citanten, der imidlertid intet Bevis i saa Henseende har tilveiebragt. Citanten har vistnok paaberaabt sig, at der i det Skjøde, hvorved den forrige Eier af Nedre Haugen blev hjemlet denne Eiendom, udtrykkelig af Sælgerne, der tillige eiede Naboeiendommen Ulsholt, er betinget ham Ret til at benytte Stien fra Kloppen til Grorud, hvilken Strækning ligger paa Ulsholts Grund. Heraf slutter Citanten, at hverken Sælger eller Kjøber dengang mente, at Stien uden videre var aaben for enhver. Retten finder imidlertid ikke dette afgjørende, idet Bestemmelsen meget vel alene extuto kan være indtaget i Skjødet.

Retten kommer saaledes til det Resultat, at de Indstævnte maa blive at frifinde for Citantens Tiltale, og det nedlagte Forbud som Følge heraf maa ophæves. Hvad den nedlagte Erstatningspaastand angaar, skal Retten bemærke, at den med Citanten er enig i, at der ikke kan blive Spørgsmaal om Erstatning for «Spot», og hvad den paastaaede Erstatning for «Skade og Ulempe» angaar, er det vistnok saa, at Forbudet maa have medført Ulempe for de Indstævnte, men da det end ikke er forsøgi paavist, at denne Ulempe har været forbundet med noget økonomisk Tab, der kan ansættes i en Pengeerstatning, finder Retten ikke Grund til at tage denne Del af de Indstævntes Paastand tilfølge.

Sagens Omkostninger antages at burde ophæves.

Retten antager, at Sagen maa blive at paakjende uden Meddomsmænd, kfr. Hagerups: Den Norske Civilproces I, Side 124, og de der citerede Høiesteretsdomme.

Af Overrettens Dom hidsættes Andenvoterendes, Assessor Andersens, Votum, der tiltraadtes af Tredievoterende, Justitiarius Lie:

Jeg har ikke kunnet overbevise mig om, at den her omhandlede Brug af Gangstien over Hovedapp.'s Eiendom kan antages udøvet som nogen de tilgrændsende Eiendomme tilliggende Ret, hvilken Opfatning jeg finder bestyrket ved den af flere Vidner givne Forklaring om, at dens Benyttelse antages at staa aaben eller være fri for Enhver.

Thi Almenheden kan dog ikke antages at have Adgang til at tilegne sig Gangsti over Hovedappellantens Eiendom. Jeg mener derfor den udøvede Brug alene kan betragtes som en uskyldig Nyttesbrug, som Eieren af Nedre Haugen ikke har villet modsætte sig, men har tilladt «indtil videre», saalænge han ikke har havt nogen Interesse af at standse Trafiken (kfr. 8 Kontravidne, hvis Forældre eiede Gaarden paa den Tid, da Trafikken maaske begyndte - hendes Prov om, at Forældrene ikke forbød Brugen, bl. A. fordi «de satte Pris paa at se Folk passere»). Jeg antager saameget mere, at Hovedappellanten maa kunne negte Brugen i den Udstrækning, i hvilken den nu udøves, som det efter Oplysningerne er antageligt, at denne er øget efter Grorud Jernbanestations Aabning (derved, at Veien om Sommeren er overladt til Brug for Pensionærer og lignende), hvilket fandt Sted 1 September 1854. Jeg finder i det Hele at maatte slutte mig til de Betragtninger, som af Høiesteret i et noget analogt Tilfælde er gjort gjældende i Dom i Rt-1897-377, og voterer for, at Hovedappellantens Paastand under Post 1 og 2 tages tilfølge under Ophævelse af Procesomkostningerne for begge Retter.