Rt-1922-798

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1922-09-06
Publisert:	Rt-1922-798
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 1/2 B. s.a.
Parter:	Vergemaalssak mot Peder Moksnes (advokat Finn Schjødt opnevnt for at utføre anken - advokat Nørregaard opnevnt for at imøtegaa den).
Forfatter:	Breien, Schie, Bonnevie, Andersen, Jensen, Salomonsen, Berg
Lovhenvisninger:	Umyndiggjørelsesloven (1898) §1

Ekstraordinær assessor Breien: Angaaende nærværende vergemaalsaks gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmisserne for beslutning av vergemaalsretten inden Stjør- og Verdal sorenskriveri av 17 december 1921 hvorved saaledes blev besluttet: «Begjæringen om anordning av vergemaal for Peder Moksnes, Frol, tages ikke tilfølge. Sakens omkostninger ophæves.»

I henhold til anmodning fra overretssakfører Aavatsmark av 12 januar 1922, hvori blev henvist til hans oprindelige begjæring av 9 juli 1921, har fylkesmanden i Nord-Trøndelag under 13 januar 1922 overensstemmende med vergemaalslovens §15 begjæret anke over vergemaalsrettens ovennævnte beslutning. I fylkesmandens ankeerklæring er videre henvist til skrivelse fra politimesteren i Namdal av 11 januar 1922, i hvilken særlig endel opgivne vidner i Overhalla er begjæret avhørt angaaende Peder Moksnes's forhold og sindstilstand. Efter tiltak fra den til ankens utførelse i Høiesteret opnævnte advokat er under 7 april 1922 bevisoptagelse foretat inden Namdal sorenskriveri, og herunder er da blit avhørt de i nysnævnte skrivelse fra Namdals politimester opgivne vidner. Til disse vidnesbyrd vil jeg nedenfor komme tilbake, forsaavidt de findes at tilkomme særlig betydning i saken.

Jeg kommer til samme resultat som værgemaalsretten. Begjæringen om Peder Moksnes's umyndiggjørelse er bygget paa vergemaalsloven av 1898 dens §1, 1ste led, efter hvilken bevis vil utkræves ført for, at den indstevnte paa grund av sindssygdom «mangler evnen til at dra omsorg for sig eller sit gods». Jeg finder det ufornødent at indlate mig paa eller avgjøre, hvorvidt Peder Moksnes skal antages efter sakens oplysninger at maatte karakteriseres som sindssyk eller sindssykelig og i tilfælde, av hvilken art, omfang, grad eller styrke saadan mulig sykelighet maatte ha. Avgjørende for mig er det, at jeg med vergemaalsretten maa gaa ut fra, at Moksnes ikke paa grund av nogen mental svakhet har manglet evnen til at dra omsorg for sig eller sit gods, i hvilken forbindelse jeg henviser til Høiesterets enstemmige dom, intat i Rt-1904-749, hvilken dom har avgit en pregnant fortolkning av vergemaalslovens §1, 1ste led, som ikke vites senere at være fraveket eller ændret, og som antages at være blit befulgt i praksis paa vergemaalslovgivningens omraade.

At Moksnes har besiddet evnen til selv at stelle med sit gods og i det hele tat selv at vareta sin økonomi, vil fremgaa av de i vergemaalsrettens beslutning fremhævede oplysninger, hvortil jeg forsaavidt henviser. At saadan evne her har foreligget, findes yderligere bestyrket endog ved de vidnesbyrd, der for Høiesteret er fremskaffet til støtte for anken efter initiativ fra politimesteren i Namdal, forsaavidt disse oplysninger omhandler dette moment i

Side:799

saken. Saaledes er det bl.a. under bevisoptagelsen uttalt av 1ste vidne, lensmanden i Overhalla, at han «ikke netop tør sige, at han anser Moksnes uskikket til at dra omsorg for sig», og av 2det vidne, bankkassereren i Overhalla sparebank, at han «har indtryk av, at Moksnes kunde vareta sit tarv i økonomisk henseende».

Overfor den specielle begrundelse, som vergemaalsbegjæringen har erholdt i nærværende sak, bemerkes, at efter det resultat vergemaalssaken har faat ved vergemaalsretten, kan jeg ikke finde det tvilsomt, at Moksnes vil være at godta som retsfør ved det almindelige ting i mulige søksmaal fra kjøperne av eller panthavere i hans tidligere gaarde. Det er heller ikke i nærværende sak fra noget hold antydet eller vakt nogen tvil i retning av, at Moksnes's gaardshandler ikke skulde være retslig forbindende for ham.

Sluttelig skal jeg bemerke, at likeoverfor den svakhet hos Moksnes, som særlig har virket generende for hans omgivelser, nemlig hans utilbørlige skriverier, antages en umyndiggjørelse av ham ikke at ville kunne danne nogen effektiv betryggelse; derimot vilde det være at befrygte, at en saadan umyndiggjørelse vilde kunne virke ødelæggende for ham, dels ved sin direkte psykiske virkning paa hans sindstilstand og dels, og maaske endnu mere, derved at han under vergemaal vilde bli sat ut av sin hittil personlig drevne næringsvirksomhet; denne har formentlig utgjort det væsentlige likevegtsmoment i hans sykelige eller slet avbalancerte sindstilstand.»

Efter det anførte vil jeg votere for, at anken i saken forkastes, hvorhos de opnævnte advokater vil bli at tilkjende salærer av statskassen.

Konklusion:

Anken forkastes. Salærerne til de ved Høiesteret opnævnte advokater, Finn Schjødt og Harald Nørregaard, ansættes for førstnævnte til kr. 400 og for sidstnævnte til kr. 300.

Ekstraordinær assessor Schie: Jeg anskuer denne sak anderledes end førstvoterende. Jeg mener for det første, at man i nærværende tilfælde vistnok tør statuere, af Peder Moksnes er sindssyk. Den sindssykeerklæring, som den 17 december 1921 forelaa for vergemaalsretten, var vistnok avgit allerede den 10 juli 1920; men erklæringsutstederne synes dog dengang efter en meget fyldig begrundelse ikke at ha hat nogen tvil om, at Moksnes var sindssyk. I vergemaalsretten den 17 december 1921 møtte ogsaa to sakkyndige læger; disse har uttalt, at det av de avgivne forklaringer og de foreliggende skrivelser syntes at fremgaa, at Peder Moksnes «antagelig fremdeles er sindssyk». Naar lægerne ved denne leilighet ikke turde uttale sig mere bestemt, var det, fordi Moksnes selv ikke møtte ved saksbehandlingen den 17 december.

Som nye dokumenter for Høiesteret er der ogsaa fremlagt flere skrivelser og anmeldelser fra Peder Moksnes, dokumenter, som er fremkommet fra hans haand senere end behandlingen av vergemaalssaken. Jeg nævner saaledes Moksnes's brev til statsadvokat Richter av 22 december 1921, hans brev til vagtmester Engesvik av 3 januar 1922 og hans brev til statsadvokat Richter av 17 januar 1922. Disse skriftstykker indeholder dels voldsomme

Side:800

anmeldelser, de er dels i høi grad truende mot en flerhet av personer, og dels meget forvirrede. Jeg finder ialfald, at disse breve i høi grad maa bestyrke den antagelse, at Peder Moksnes er sindssyk eller «ikke kan være rigtig», som endel av de under bevisoptagelsen den 7 april 1922 avhørte vidner siger. Jeg mener saaledes at turde statuere, at Moksnes maa ansees som en sindssyk person; men da antar jeg videre, at han maa bli at umyndiggjøre. Jeg er vistnok opmerksom paa den av førstvoterende nævnte dom i Rt-1904.-Man kom i hin sak mere tilfældigvis ind paa umyndiggjørelsesloven av 1898; saken angik ikke direkte fortolkningen av denne lov, og jeg finder derfor ikke at behøve at anskue dommen som et strengt præjudikat for vor sak.

Idet jeg altsaa anskuer Moksnes som sindssyk trækker jeg som videre konsekvens, at han i denne tilstand ikke kan gyldigen forpligte sig. Jeg vil i denne forbindelse henvise til den Odelstingsproposisjon, som ligger til grund for loven av 28 november 1898, hvor det (Ot.prp.nr.5 (1898), side 9) heter, at sindssyketilstanden «i og for sig vil bevirke ugyldighet av de under samme foretagne dispositioner eller indgaaede forpligtelser». Men naar dette er saa, maa jeg betragte Moksnes som den, der mangler evnen til at drage omsorg for sit gods. Det er under saken bl.a. oplyst, at der foreligger til avgjørelse en av ham indgaat handel om gaarden Todaas. Det er av sakfører Aavatsmark meddelt, at der i anledning av denne handel tilkommer Moksnes et kontantbeløp paa 8.000 kroner, men at Moksnes, uten at nogen grund herfor kan erfares, negter at motta beløpet og utstede skjøte. Det er videre oplyst, at der foreligger tvist om det Moksnes tilkommende føderaad eller kaar av gaarden Halvardmoen. Jeg maa, efter hvad jeg har anført, anta, at Moksnes bl.a. med hensyn til disse affærer, forsaavidt som han maatte være gyldig forpligtet, selv mangler evnen til nu at drage omsorg for affærernes avvikling.

Jeg skal ogsaa nævne, at den begjæring om umyndiggjørelse, som blev indsendt av fylkesmanden i Nord-Trøndelag, sees foranlediget av Justisdepartementet, hvis skrivelse derom av 27 juli 1921 foreligger, og man kan av denne Justisdepartementets skrivelse erfare, at departementets forutsætning har været den, at Moksnes, hvis han er sindssyk og har midler, burde eller kunde umyndiggjøres.

Med dette mit syn paa saken kommer jeg altsaa til det resultat, at begjæringen om vergemaal for Moksnes burde være imøtekommet av vergemaalsretten. Da jeg efter den foreløbige konferance har grund til at tro, at jeg er i minoritet, formulerer jeg ingen konklusion. Angaaende salærerne er jeg enig med førstvoterende.

Ekstraordinær assessor Bonnevie: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Jeg anser det overflødig at ta standpunkt til, hvorvidt det maa ansees bevist, at Moksnes er sindssyk, idet jeg finder det avgjørende, at han i hvert fald, selv om han maatte være sindssyk i lægevidenskabelig forstand, ikke kan antages at mangle evnen til at drage omsorg for sig eller sit gods. Og jeg forstaar med førstvoterende loven om umyndiggjørelse §1, første led, derhen, at det foruten sindssygdom absolut

Side:801

maa kræves, at denne sindssygdom i det konkrete tilfælde har berøvet vedkommende evnen til at drage omsorg for sig eller sit gods. Jeg er i det hele fuldt ut enig i den forstaaelse av umyndiggjørelsesloven, som er fremholdt i den av førstvoterende nævnte høiesteretsdom av 1904.

Ekstraordinær assessor Andersen: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

De ekstraordinære assessorer byretsjustitiarius Jensen og lagmand Salomonsen: Likesaa.

Assessor Berg: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med hr. assessor Schie. Jeg kan ikke være enig med de øvrige voterende i, at det skulde være unødvendig at ta standpunkt til, om Moksnes er sindssyk eller ikke. Er han sindssyk, mangler han nemlig efter min mening ipso jure den retslige handleevne. Jeg henviser forsaavidt bl.a. til Platou, Privatrettens almindelige del, side 238. Moksnes har efter det oplyste affærer av retslig art, som maa ordnes og som gjør det nødvendig, at der skaffes ham en retslig repræsentant, som bl.a. kan træffe nødvendige retslige dispositioner til fuldbyrdelse av den under saken omhandlede kjøpekontrakt, forsaavidt den maatte være retslig forbindende for ham. Jeg antar derfor, at betingelserne for at han paa grund av sindssygdom sættes under vergemaal i henhold til loven av 1898 §1 nr. 1 er tilstede.

Det er vistnok i den citerte dom av 1904 under voteringen uttalt, at den sindssykes retshandler ikke eo ipso er uforbindende for ham. Men jeg kan med andenvoterende ikke i denne uttalelse se noget bindende og av retsbruken eller teorien anerkjendt præjuikat for, at en person kan ha restlig handleevne, uagtet han er sindssyk. Der er søkt støtte for denne uttalelse i den ordlyd, loven av 1898 §1 nr. 1 har faat; men den av andenvoterende refererte anførsel i lovens motiver viser efter min mening klart, at loven ikke har tilsigtet at gjøre nogen forandring i den retssætning, at den sindssyke mangler retslig handleevne.

Av vergemaalsrettens beslutning:

- - - Efter disse skrivelser er sammenhængen med begjæringens fremkomst følgende: Ved kontrakt av 30 oktober 1919 solgte Peder Moksnes til brødrene Haakon og Sigurd Skjørland gaarden Tødaas i Overhalla for 15.000 kroner. Kjøperne overtok panteheftelser for 7.000 kroner og resten 8.000 kroner er stillet til disposition for Peder Moksnes mot skjøte fra denne. Peder Moksnes negter at utstede skjøte angivelig fordi han paastaar at handelen er ugyldig. Panthaverne i nævnte eiendom vil realisere pantet til dækning av pantefordringerne. Overretssakfører Aavatsmark anfører at Peder Moksnes ikke var erklært sindssyk dengang han (P. Moksnes) solgte Tødaas, men at P. Moksnes nu er «vitterlig sindssyk», han kan ikke stevnes, han har ingen verge, som kan stevnes, og brødrene Skjøreland og panthaverne staar fast, da de første ikke kan faa skjøte og de sidste ikke kan faa sin pantefordring inddrevet ved realisation av pantet. - - -

Paa grundlag av de i 1920 anstillede undersøkelser har de sakkyndige under asylopholdet, O. Sollid og J. Widerø, fundet at Peder Moksnes's stemningsliv helt fra hans ungdom har været labilt, han blev anset for en

Side:802

særling, hadde et urolig væsen, var irritabel og vanskelig at komme tilrette med, var stadig paa farten, taalte ikke motsigelse, regnet paa smaatterier, optraadte ubehersket, men var paa samme tid godhjertet og hjælpsom. I 20 aars alderen hadde han et anfald av sindssygdom, rimelig et anfald av mani, men hans særprægede eiendommeligheter gjorde sig ikke senere sterkere gjældende end at han kunde greie sig i selvstændig virksomhet. Efterat han for endel aar siden hadde flyttet til Overhalla, har hans overdrevne selvtillid, virksomhetstrang og rastløshet i dette for ham fremmede milieu gjort sig gjældende som tilbøielighet til kritiksyke og reformiver. Efter et kjøreuheld i 1918 synes hans irritable, daarlig avbalancerte sindstilstand, som danner grundlaget i hans karakter, at ha været mere fremtrædende. Naar P. Moksnes's saaledes fremhævede egenskaper har git sig saadanne utslag som hans optræden vaaren 1919 utviser, maa disse karakteriseres som saa sterkt avvikende fra det normale, at han maa ansees som sindsyk. De sakkyndige antok dog at naar der blev slut paa den da paagaaende retssak og den irritation hvortil den hadde git anledning vilde forhaabentlig hans sykelige tilstand ikke gjøre sig sterkere gjældende end at han vilde kunne greie sig selv utenfor asylet, særlig hvis han kom under andre forhold end de hvorunder han, i de senere aar hadde levet. Den formentlige trudsel han skulde ha kommet med burde ikke opfattes som uttryk for tilbøielighet til nogen aggressiv optræden fra hans side, hans mening hadde vistnok kun været at uttrykke, at en høiere magt vilde kunne sørge for at retfærdigheten skulde ske fyldest. Efter dette gik de sakkyndiges konklusion 10 juli ut paa at Peder J. Moksnes var sindssyk.

- - - I anledning den indkomne begjæring om umyndiggjørelse blev 24 august 1921 fylkeslæge Buck og distriktslæge Angell opnævnt som sakkyndige at avgi uttalelse om Peder Moksnes's nuværende mentale tilstand. Imidlertid har disse sakkyndige ikke faat anledning til at undersøke Peder Moksnes som antages at være uvillig til at underkaste sig saadan undersøkelse, likesom hans uteblivelse fra retsmøtet idag synes at tyde paa, at han personlig ikke vil yde noget bidrag til spørsmaalets løsning; han antages selv at være imot umyndiggjørelse, og hans paarørende har heller ikke forlangt saadan, tvertimot har de uttalt frygt for at hans umyndiggjørelse i tilfælde kan bli hans ødelæggelse; de sakkyndige har idag ogsaa uttalt at umyndiggjørelse av P. Moksnes mulig vil kunne virke skadelig paa ham.

Som grund for begjæringen om hans umyndiggjørelse er paaberopt at han er sindssyk; kfr. 1. 28 november 1898 §1.

Den erklæring som er avgit 10 juli 1920, er saa gammel at den ikke kan være avgjørende for Peder Moksnes's status præsens. Nævnte erklæring var derhos avgit med angivelig strafbare handlinger for øie; den vedkom ikke noget borgerlig søksmaal og en sindssykeerklæring avgit til bruk ved spørsmaalet om en persons strafferetslige tllregnelighet er intet avgjørende bevis for personens procesdygtighet hvor det gjælder en civil retssak. Det maa ogsaa bemerkes, begrepet sindssygdom er tøielig og paa overgangstrinnene frembyr mange tvil; dette fremgaar formentlig ogsaa av den erklæring der er avgit 26 mars 1920; kfr. foran. - - -

Retten finder det ikke godtgjort at Peder Moksnes er sindssyk, og ialfald ikke i dette ords almindelige betydning, han maa antages at være rar, egen, men det er noget andet. Ved 1-4 vidnes forklaring og ved de fremlagte utenretslige erklæringer fra Oskar Andersen og A/S Brødrene Hellen finder retten det godtgjort at Peder Moksnes læser, skriver, regner og forstaar sig godt paa maal, vegt, penger, varer og priser, at han i lang

Side:803

tid selvstændig har drevet handel og gaardsbruk, at han ikke lider av sansefeil usedvanlig for hans alder (ca. 61 aar), at han hittil selvstændig har styret sine affærer og at han herunder ikke har forødet sine midler, men tvertimot forøket dem saa han nu har lagt sig op en efter forholdene betydelig formue, samt at han er økonomisk, strævsom og sparsommelig. Videre findes det ved vidneforklaringerne, erklæringerne og de sakkyndiges uttalelser godtgjort at Peder Moksnes har evne til selv at drage omsorg for sig og sit gods. Det findes heller ikke godtgjort at Peder Moksnes nu er mere utilregnelig eller mere udygtig til at handle end han var da han 1919 solgte Todaas. - - -