Rt-1904-749

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1904-09-29
Publisert:	Rt-1904-749
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 24/2 s.A.
Parter:	A. I. Hovland (Advokat Sigval Jacbsen) mod Norges Banks Afdeling i Lillehammer ved dens Bestyrelse (Advokat Seip).
Forfatter:	Bull, Motzfeldt, V. Scheel, Blom, Prydz, Thoresen, Reimers
Lovhenvisninger:	Umyndiggjørelsesloven (1898) §1

Extraordinær Assessor, Expeditionssekretær Bull: Ved Underretsdom i nærværende Sag, afsagt af Sorenskriveren i Søndre Gudbrandsdalen den 16 Juli 1903, blev saaledes kjendt for Ret:

"Indstevnte Gaardbruger Gunder Bleken bør som Værge for Bager A. I. Hovland til Norges Banks Afdeling i Lillehammer betale Kr. 10.000 - ti Tusinde - Kroner med 6 % Renter deraf p. a. fra 17 Mai 1902, indtil Betaling sker, samt Protestomkostninger Kr. 10, 00.

Processens Omkostninger ophæves."

Denne Dom er af Gaardbruger Bleken som Værge for Bager Hovland indbragt her for Retten, hvor han har paastaaet Frifindelse for Bankafdelingens Tiltale og Tilkjendelse af Sagsomkostninger for begge Retter.

Bankafdelingen har paastaaet den paaankede Dom stadfæstet og sig tilkjendt Procesomkostninger for Høiesteret.

Med Hensyn til Sagens faktiske Omstændigheder henviser jeg til den Fremstilling som er givet i Underretsdommens Præmisser. Det er paavist, at der navnlig i et enkelt Punkt er nogen Irring i denne Fremstilling, men da det forekommer mig at være uvæsentligt, skal jeg ikke indlade mig nærmere derpaa.

Efter Underretsdommens Afsigelse er der tilveiebragt endel yderligere Oplysninger i Sagen. Saaledes har de Sagkyndige, Dr. med. Paul Winge og Distriktslæge Torp, i Tillægserklæringer af December 1903 og April 1904 dels udtalt sig om Forstaaelsen af enkelte Punkter i den af dem afgivne retsmedicinske Betænkning og dels ogsaa udtalt sig derhen, at Bager Hovland paa den i Sagen omhandlede Tid ogsaa i den Forstand var at anse som sindssyg, at Sindssygeloven af 1848 kunde bringes i Anvendelse paa ham. Videre er der dokumenteret forskjellige Forklaringer, bl.a. afgivne af de to Indehavere af Firmaet Bakken & Lien under en mod dem i indeværende Aar aabnet retslig Forundersøgelse, hvorunder de var sigtet for Konkursmisligheder. Under denne Forundersøgelse sees ogsaa forskjellige andre Personer at have afgivet Forklaringer; saaledes er der dokumenteret Udtalelser fra Fru Bleken. Videre er der doknmenteret Forklaring, afgivet under Efterforskning i Tromsø, af den under Sagen omhandlede Handelsmand Aume. Jeg finder det ikke nødvendigt at referere disse Forklaringer, men jeg skal, forsaavidt angaar et enkelt Punkt, kortelig komme tilbage dertil i det følgende.

Endelig er det ogsaa her for Retten oplyst, at Bager Hovland i Mai d. A. er afgaaet ved Døden, samt at Datteren Fru Bleken er hans Enearving og sidder i Særeie.

Jeg kommer til samme Resultat som Underretten og kan for en væsentlig Del tiltræde den Begrundelse, Underretten har givet for sit Resultat.

Side:750

Som det vil sees har de Sagkyndige i den af dem afgivne retsmedicinske Betænkning konkluderet med, at Bager Hovland siden Nytaar 1902 havde været og ved Erklæringens Afgivelse den 15 August s. A. fremdeles var sindssyg.

Det staar for mig som givet, at man som Regel maa godtage den Slags af specielt Sagkyndige afgivne Erklæringer som Bevis for det saglige Resultat, hvortil de i sin Erklæring kommer. At Bager Hovland i Januar 1902 i retsmedicinsk Forstand var sindssyg, staar derfor for mig som antageligt, idet jeg dog vil bemærke, at der er enkelte Momenter ved den afgivne Erklæring, som gjør, at jeg forsaavidt har mine Tvivl. Det vil nemlig sees af Erklæringen, at Udstederne har fundet ikke at burde benytte den af den nævnte Aune i April 1902 afgivne Erklæring, hvori han udførlig har redegjort for adskilligt af, hvad der passerede forud for og i Forbindelse med Diskonteringen af den i Sagen omhandlede Vexel. Det er vistnok saa, at Aune havde paatagelig Interesse i, at Hovland her maatte ansees forpligtet. Men jeg kan ikke derfor anse det for rigtigt af de Sagkyndige at sætte hans Erklæring helt ud af Betragtning, saamegetmindre som man har været nødsaget til i meget stor Udstrækning at tage Hensyn til, hvad der er anført af Fru Bleken, som er fuldkommen ligesaa stærkt interesseret i modsat Retning. Selve Indholdet af Aunes meget detaljeret afgivne Forklaring om Forholdet og den Kongruents, som der er mellem, hvad deri er oplyst og de forøvrigt foreliggende Oplysninger medfører, at Aunes Fremstilling maa tillægges adskillig Troværdighed. Og Troværdigheden bestyrkes derved, at Aune i den før nævnte Politiforklaring, som han nu har afgivet, fremstiller det passerede i alt væsentligt paa samme Maade som dengang. Hvis imidlertid de Sagkyndige havde taget Hensyn til Aunes Erklæring, kan man ikke paa Forhaand anse det givet, at de Slutninger, de har draget, ikke kunde kommet til at se noget anderledes ud. Videre maa det bemærkes, at de Sagkyndige her har været nødsaget til ved Bedømmelsen af Bager Hovlands Sindstilstand at tage i Betragtning hans Optræden ligeoverfor forskjellige Retsforhold. Og nu viser det sig, at de Sagkyndige forsaavidt neppe kan have siddet inde med alle fornødne Forudsætninger eller ialfald været tilstrækkelig opmærksomme paa alt, hvad der her er relevant. Kun paa denne Maade kan jeg forklare mig, at de Sagkyndige kan udtale sig som skeet om Hovlands Skrivelse afødt xx.xx.1902 til Firmaet Bakken & Lien. Jeg tiltræder forsaavidt i alt væsentligt den Kritik af de Sagkyndiges Udtalelser, som indeholdes i Underretsdommen.

De forskjellige Momenter, som jeg her har paapeget, og som er egnet til at vække Tvivl om Rigtigheden af de Sagkyndiges Slutninger, medfører som sagt, at jeg er i Tvivl om, hvorvidt man kan bygge paa deres Resultat, at Hovland i Januar 1902 var sindssyg. Det er jo klart, at det er Appellantskabets Sag her at føre Bevis for, at Hovland var i retslig Forstand ikke handledygtig. Men jeg finder det ikke nødvendigt at udtale noget bestemt om, hvorvidt Hovland virkelig kan antages i retsedicinsk Forstand at have været sindsyg, idet jeg under enhver Omstændighed mener, at han ikke kan ansees for bevisligen at have været i saadan Forfatning, at han ikke retslig kunde forpligte sig. Jeg mener forsaavidt ikke, som det synes at have været Underrettens Mening, at man kan opstille den Sætning, at Hovland skulde være bunden, naar Bankens Vedkommende ikke enten har kjendt hans Tilstand eller kunde eller burde have forstaaet den.

Side:751

Hvad der for mig er afgjørende, er, at det her ikke kan være tilstrækkeligt, at Hovland var sindssyg (om han det har været), men at han for ikke at være forpligtet ogsaa maa have manglet Evnen til at drage Omsorg for sig eller sit Gods. Nu er det vistnok saa, at de Sagkyndige forsaavidt har udtalt sig, idet de i Post 2 af sin Kouklusion udtaler, at han paa Grund af Sindssygdom siden Nytaar 1902 har manglet og ved Erklæringens Afgivelse fremdeles manglede Evnen til at drage Omsorg for sig eller sit Gods. Men hvad man ogsaa antager med Hensyn til Domstolenes Stilling ligeoverfor Sagkyndiges Erklæringer om, at en Mand er sindssyg, saa anser jeg det for givet, at Domstolene ikke er bundne ved, hvad de Sagkyndige maatte have udtalt om hans Evne til at drage Omsorg for sig og sit Gods.

Jeg skal med Hensyn til det Punkt, jeg her berører, faa fremhæve, at Lov om Umyndiggjørelse afødt xx.xx.1898 §1 aabner Adgang til at faa sat Personer under Værgemaal, bl.a. naar de paa Grund af Sindssygdom mangler Evnen til at drage Omsorg for sig eller sit Gods. Sindssygdom er altsaa her efter Ordlyden ikke i og for sig anseet for at være afgjørende for, at en Umyndiggjørelse paa Basis deraf skal kunne opnaaes. Der kræves ogsaa, at Vedkommende som Følge af Sindssygen er berøvet Evnen til at drage Omsorg for sig og sit Gods. At det virkelig har været Meningen at opstille en saadan selvstændig Tillægsbetingelse, synes ogsaa at fremgaa af Lovens Forarbeider. Det heder nemlig i Odelsthings-Proposition No. 5 for 1897 Side 8, anden Spalte, at Umyndiggjørelse "først og fremst vil kunne grundes paa Aandssvaghed eller Sindssygdom; dog har man, i Lighed med den nye tyske Civillovbog, tilføiet den yderligere Betingelse, at Vedkommende af saadan Grund mangler Evnen til at raade eller drage Omsorg for sig selv eller sit Gods." Det er imidlertid klart, at naar Sindssygen i og for sig ikke er tilstrækkelig til, at Vedkommende kan umyndiggjøres, kan saamegetmindre den Sindssyges Retshandler eo ipso erklæres uforbindende for ham. Det vilde være ganske selvmodsigende, om en Person skulde være retslig handleudygtig, medens han dog ikke skulde kunne foranlediges umyndiggjort. Meget mere maa man antage, at der skal noget mere til, for at en Persons Handlinger skal kunne erklæres uden videre retslig uforbindende for ham, end til at han skal kunne blive umyndiggjort. Hvis Loven ikke forlangte noget mere for det første end for det sidste, vilde Tilstanden regelmæssig blive den, hvor der er Tale om en kronisk sig udviklende Sindssygdom, at Vedkommende, forinden Umyndiggjørelsen kunde blive sat igjennem, vilde have foretaget maaske en hel Række af for ham retslig uforbindende Handlinger. Det maa her erindres, at den Betingelse, som Loven har opstillet, at den paagjældende skal mangle Evnen til at drage Omsorg for sig eller sit Gods, er en, som kan være Gjenstand for temmelig forskjellig Tydning. Som Regel vil de Personer, som der er Tale om at gjøre umyndige, før Umyudiggjørelsen have draget Omsorg for sig og sit Gods, om end maaske paa en temmelig ufuldkommen Maade. Lovens Mening kan ikke have været den, at en Person for at blive umyndiggjort skulde være kommet saa langt nedover, at han ikke kan varetage sine Anliggender eller nogen Del af dem endog paa den ufuldkomneste Maade. Paa den anden Side kan det heller ikke have været Lovens Mening, at selv den mindste fra en sygelig Forstyrrelse af Mentaltilstanden hidrørende Nedsættelse af den heromhandlede Evne skulde være

Side:752

tilstrækkelig til, at foranledige Umyndiggjørelse. Det er i den her foreliggende Sag af Apellanten bleven hævdet, at Bager Hovland i saa lang Tid tør ansees at have lidt af begyndende Alderdomssløvhed, at allerede de Laan, han har givet sin Svigersøn Lien i Aaret 1898, har været paavirket deraf. Har Appellanten Ret i sin Mening, saa har altsaa Hovlands Evne til at drage Omsorg for sit Gods været nedsat allerede paa et saa tidligt Tidspunkt. Det er klart, mener jeg, at Loven paa den ene Side ikke kan have anseet det nødvendigt, at den, der skal umyndiggjøres, har mistet endogsaa den sidste Rest af Evnen til at drage Omsorg for sig og sit Gods, og paa den anden Side ikke kan have anseet det tilstrækkeligt, at der er gjort endog maaske det allermindste Skaar i denne hans Evne. Det er jo meget muligt, at den, hvis Evne saaledes ved en Sindsforstyrrelse er bleven noget nedsat, endda kan have bedre Evne til at drage Omsorg for sit Gods end de allerfleste andre. Hovland har, efter hvad der er oplyst, været en meget forsigtig Mand, og selv om hans i 1898 givne Laan viser en Nedgang i hans Evne til at varetage sine Interesser, kan det derfor være meget muligt, at han fremdeles med Føie maatte betegnes som en meget forsigtig Mand.

Ligeoverfor den Afgjørelse, som det her gjælder at træffe, bliver det altsaa, mener jeg, ialfald hvor det gjælder en Sindssygdom af den heromhandlede Beskaffenhed, et Spørgsmaal om det mere eller det mindre. Og dette Spørgsmaal om, hvad der skal til, det er, som jeg før har sagt, et, som Domstolene faar afgjøre, - hvorved de vel faar tage det Hensyn til de sagkyndige Lægers Erklæringer, som de finder, at disse Erklæringer fortjener, men uden at være bundet ved deres Resultat.

Saameget mindre finder jeg, at man her kan være bundet ved, hvad de Sagkyndige har udtalt, som det overfor dette Spørgsmaal faar en ganske særegen Betydning, at de Sagkyndige enten ikke kan have været tilstrækkelig bekjendt med de Retsforholds Natur, som det her gjaldt, eller ikke have været tilstrækkelig opmærksomme derpaa. Naar de Sagkyndige, som jeg før har berørt, kan udtale sig som skeet om den Maade, hvorpaa Bager Hovland i Skrivelse afødt xx.xx.1902 har stelt med sine Anliggender, saa er det for mig tilstrækkeligt til at dokumentere Nødvendigheden af, at Domstolene staar frit ligeovenfor Afgjørelsen af, om en Person paa et givet Tidspunkt har eller ikke har saadan Evne til at drage Omsorg for sig eller sit Gods, som maa være Betingelsen for retslig Handledygtighed.

Naar jeg efter dette tager for mig Spørgsmaalet, om Bager Hovlands Handledygtighed den 16 og 17 Januar 1902, det Tidspunkt det her gjælder, da vil jeg tilstaa, at jeg har været i nogen Tvivl, og min Tvivl har navnlig reist sig fra Indholdet af Hovlands tidtnævnte Skrivelse afødt xx.xx.1902. Den forekommer mig nemlig at være saa uklar og at røbe en saa mangelfuld Forstaaelse af Forholdene, at jeg anser den vanskelig forenlig med den fornødne Evne til at drage Omsorg for sit Gods. Men paa den anden Side foreligger der saa mange forskjellige Forklaringer, som er afgivne af de Personer, der paa denne Tid har havt med Hovland at gjøre i Retanliggender, at jeg ikke kan opfatte den nævnte Skrivelse som andet end et Udslag af en særlig Indisposition, for hvilken selvfølgelig ogsaa Personer, hvis Handledygtighed ikke paa nogen Maade kan angribes, kan være udsat, naar Omstændighederne fører det med sig. Der er Grund til at tro, som ogsaa af Fru Bleken positivt udtalt, at Hovland

Side:753

den 17 Januar ialfald ud paa Dagen var særlig træt. Jeg har nævnt i sin Almindelighed, at der fra forskjellige Personer foreligger Forklaringer om den Maade, hvorpaa Hovland i denne Tid handlede i sine Anliggender. Jeg finder det ikke fornødent forsaavidt at gaa i Detalj. Men jeg skal nævne, at jeg forsaavidt bl.a. lægger Vegt paa de Forklaringer, som er afgivet af vedkommende Direktør i Norges Banks Afdeling, af Bankens Kasserer, af Bakken og Lien under den før nævnte retslige Forundersøgelse, og af Aune. Tilsammen giver disse Oplysninger et Billede af en Mand, som, om han end kunde være svækket og adskillig modtagelig for Paatryk, for endnu maatte siges at have adskillig Evne til at stelle med sine Anliggender. Og jeg skal bemærke, at efter hvad der af Bakken og Lien under Forundersøgelsen er forklaret, viser det sig, at disse har fundet det nødvendigt for at saa Hovland til at give sit Samtykke til de heromhandlede Transaktioner at fremstille sit Firmas Stilling i et væsentlig andet og gunstigere Lys, end der var Føie til. De har med skuldberaad Hu ført Hovland bag Lyset. Endelig skal jeg ogsaa nævne, at jeg har maattet lægge endel Vegt paa de Forklaringer om Hovlands Tilstand, som er afgivet af Lægerne Hærem, Daae og Peter Holst, og som er nævnt i Underretsdommen. Indholdet af disse Forklaringer finder jeg vanskelig forenlig med, at Hovland paa det heromhandlede Tidspunkt skulde have befundet sig i en saadan Svækkelsestilstand, som der fra Appellantens Side gjøres gjældende.

Jeg vil efter dette stemme for, at Underrettens Dom stadfæstes, men finder efter Omstændighederne, at Processens Omkostninger maa blive at ophæve ogsaa for Høiesteret.

Konklusion:

Underrettens Dom bør ved Magt at stande.

Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Motzfeldt: Jeg er i det væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessorerne V. Scheel og Blom, extraordinær Assessor, Byretsassessor Prydz, Assessorerne Thoresen og Reimers: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Underrettens Dom er saalydende:

Den 17 Januar 1902 anbragtes i Norges Banks Afdeling i Lillehammer en 4 Maaneders Vexel, stor Kr. 10.000, 00, akcepteret af Firmaet Bakken & Lien i Kristiania og trukket af Hovland samt endosseret af ham og O. L. Aune. Den 20 samme Md. anbragtes i Lillehammer Sparebank en 3 Maaneders Vexel stor Kr. 15.000, 00, ligeledes akcepteret af Bakken & Lien og trukket af Hovland. Begge Vexler var istandbragte for at reise Penge til Bakken & Lien, hvis ene Indehaver Lien var gift med en Datter at Hovland. Det er ogsaa paa det rene, at Vexlernes Beløb er komne Firmaet tilgode.

Da A. Hovlands anden Datter Fru Bleken, som boede hos ham paa Lillehammer, blev vidende om disse sin Faders Vexeldispositioner, indgav hun den 31 Januar næstefter Begjæring til Lillehammers Værgemaalsret om, at Faderen maatte blive umyndiggjort, idet hun bl.a. vedlagde en Erklæring af 30 s. M. fra praktiserende Læge i Lillehammer Hærem om, at Hovland led af Aandssvaghed med Hukommelsessvækkelse, der berøvede ham Evnen til at varetage sit Retst. No. 48 for 1904.

Side:754

økonomiske Tarv. Ved Værgemaalsrettens Beslutning afødt xx.xx.1902 blev Begjæringen taget tilfølge. Under Sagen sees Hovland selv at have erklæret, at han intet havde at erindre mod at blive umyndiggjort, og bl.a. at have bemerket, at han ikke kunde erindre at have tegnet sit Navn paa de to ovennævnte Vexler ligesaalidt som paa to andre et Par Maaneder tidligere af ham endosserede Vexler.

Da de to Akcepter forfaldt, var Bakken & Liens Bo kommet under Konkursbehandling, medens den for Hovland beskikkede Værge, Gaardbruger Gunder Bleken af Faaberg, nægtede at indfri Papirerne.

Ved Vexelstævning afødt xx.xx.1902 har derefter Bankafdelingen i Lillehammer under nærværende Sag sagsøgt A. I. Hovland ved hans nævnte Værge til Betaling af Kr. 10.000, 00 med 6 % Renter fra 17 Mai 1902, Protestomkostninger Kr. 10, 00, samt Sagens Omkostninger.

Ligesaa er Hovland bleven sagsøgt af Lillehammer Sparebank til Indfrielse af Akcepten af 20 Januar, hvilken Sag paadømmes samtidig med nærværende.

Den Umyndiggjortes Værge har taget til Gjenmæle og paastaaet Frifindelse samt Tilkjendelse af Forsvarsomkostninger. Værgen gjør gjældende, at Hovland overensstemmende med to specielt sagkyndige Lægers Erklæring er og paa den Tid, da han tegnede sit Navn paa den omhandlede Vexel, var sindssyg, og derfor ikke kunde indgaa nogen gyldig Forpligtelse.

Citantskabet benægter dette og hævder, at selv om man vilde kalde Hovland sindssyg, kan ikke det være tilstrækkeligt til at rokke Gyldigheden af hans Dispositioner. Hertil udkræves, at Sindssygdommen, ialfald naar den ikke er af den Beskaffenhed, at den udelukker enhver Forstaaelse af den paagjældende Retshandel, maa være kjendelig for Medkontrahenten. Denne maa eller bør have forstaaet, at Vedkommende efter sin Tilstand er udygtig til at forpligte sig. En anden Lære vilde, erklærer Citantskabet, være ødelæggende for Omsætningens Tarv og er ogsaa forkastet i vor Retspraxis. Citantskabet henviser i saa Henseende særlig til en af Høiesteret den 16 Juni 1900 afsagt Dom, refereret i Rt-1900-629 flg. I nærværende Tilfælde har Bankens Vedkommende været uvidende om Hovlands aandssløve Tilstand, og det var ganske umuligt under den paagjældende Skrankeforretning i Banken at forstaa, at Hovland var kontraktsinhabil eller sindssyg.

Angaaende Hovlands Livsforhold og mentale Tilstand paa den Tid, da han trasserede Vexlen, og i den nærmeste Tid forud og efter, foreligger vidtløftige Oplysninger, navnlig erhvervede ved et af Indstevnte i Lillehammer optaget Tingsvidne. Under dette er foruden andre Vidner afhørt som sagkyndige, Lægerne Dr. med. Paul Winge og Distrikslæge Jens Torp, hvilke bl.a. bor afgivet og beediget en af dem forfattet længere retsmedicinsk Erklæring, der konkluderer med, at de antager

1. at Hovland siden Nytaar 1902 har været og fremdeles er sindssyg.

2. at han paa Grund af Sindssygdom siden det nævnte Tidspunkt har manglet og fremdeles mangler Evnen til at drage Omsorg for sig eller sit Gods.

3. at almindelige forstandige og erfarne Mennesker, der efter Nytaar 1902 var komne i nærmere Berørelse med Hovland, burde have kunnnet forstaa, at han paa denne Tid manglede den i Post 2 omhandlede Evne. Af Oplysningerne fremgaar:

Andreas I. Hovland er født 1837 og har i en lang Aarrække drevet Bagerforretning i Lillehammer, en Virksomhed han først opgav i 1897, efterat hans Hustru Aaret iforveien var afgaaet ved Døden, Senere har han levet af den Formue, han i Aarenes Løb ved sin og sin Hustrus Arbeidssomhed og Sparsommelighed havde lagt sig op, og som udgjorde mellem 100.000 og 150.000 Kroner. Han er indtil de seneste Aar betegnet som en særdeles forsigtig Mand i Pengesager. Sine Midler havde han tidligere altid havt sikkert anbragt. I Løbet af

Side:755

Aarene 1898-1900 sees han at have laant Firmaet Bakken & Lien eller sin Svigersøn Lien ialt 22.400 Kr. I Halvaaret August 1901 - Januar 1903 har han disponeret eller paataget sig Forpligtelser til Fordel for samme Firma til ikke mindre end Kr. 78.000, 00, heri ikke indbefattet Renter, nemlig:

1. Laan af en Pantobligation i Victoria Hotel i Lillehammer Kr. 23000,002. Kontant Laan 26 Oktober. Kr. 10.000,003. Vexel-Forpligtelser: Kr. a. ifølge 2 Vexler hver paa 10.000 Kr., diskonteret i Kr. Bankafdelingen i Lillehammer henholdsvis 1 og 2 November Kr. 20.000,00b. ifølge de to forannævnte Vexler. Kr. 25.000,00Tilsammen Kr. 78.000,00

I sin Erklæring, der angives ogsaa at være bygget paa Undersøgelser af Hovland personlig, har de Sagkyndige efter en udførlig Gjennemgaaelse af Vidneprovene og øvrige foreliggende Data udtalt følgende:

"Sammenfatter man de nu gjennemgaaede Oplysninger angaaende Hovlands Helbreds- og Sindstilstand i Aarene 1901 og 1902, faar man efter vor Opfatning i Hovedtrækkene følgende Sygdomsbillede. En haardnakket og langvarig Influenza med katarhalske rheumatiske og nevralogiske Symptomer1 efterlod hos Hovland en Tilstand af Afkræftelse, hvorunder han led udover Vaaren og Sommeren 1901 og hvoraf han ikke mere kom sig.2

1 Vi maa efter det Oplyste være enig med den behandlende Læge Hærem i, at den her omhandlede Sygdom bør opfattes som Influenza.

2 Hærem mener, at Hovland udover Sommeren 1901 er bleven frisk efter sin Influenza, men efter det Optyste og efter hvad der senere er indtruffet kan vi ikke antage, at saa har været Tilfældet.

Allerede i August Maaned udviklede der sig hos Patienten nærmest som Følge af den nævnte Afkræftelse en Sløvhedstilstand, der til en Begyndelse fortrinsvis karakteriserer sig ved Hukommelsessvækkelse, men som ogsaa giver sig tilkjende ved Karakterforandring, idet den tidligere flittige, arbeidslystne Mand er bleven interesseløs, træg og arbeidssky. Til dette Symptomkompleks slutter sig en Forandring i Stemningen, idet den tidtigere tause, stille og tilbageholdne Mand til sine Tider bliver overgiven, munter og løssluppen.

Udover Høsten forværredes efterhaanden og jevnt uden pludselige Forandringer Tilstanden,3 men dog selvfølgelig med den Vexling og Variabilitet, som er karakteristisk for den Tilstand, hvorom det her gjælder, idet baade de tidligere Symptomer bliver mere udprægede og nye træde til. Ved Juletider er Overgangen mellem Søvnen og den vaagne Tilstand ikke længere skarp, og Drømmebilleder blander sig sammen med virkelige Oplevelser. Han forvexler Navnene paa sine Slægtninge, og lidt senere endog disse selv. Han tror sig hensat i Fortiden og sidder tilsyneladende læsende, men uden at opfatte det læste. Kort efter Nytaar begynder der at indtræde Desorientering samt maaske Hallucinationer og udover Vaaren øges de foreliggende Symptomer stadig i Hyppighed og Styrke, saaledes at der allerede i Februar foreligger utvivlsomme Hallucinationer baade for Syn og Hørsel. Denne Tilbagegang har senere vedvaret som før."

3 Vi antager ikke, at den omtalte Øresygdom har havt nogen direkte Betydenhed for Forværrelsen af Sløvhedstilstanden, men den med denne Sygdom forbundne Lidelse er vel et Moment, som bør tages i Betragtning.

Efter dernæst at have fremhævet, at det hele psykiske Sygdomsbillede, har en saa udpræget senil Karakter, at det maa antages, at Alderdomssløvhed har været et væsentligt Aarsagsmoment, bemerker de Sagkyndige, at Forklaringsgrunden til

Side:756

denne Sløvhed hos en ikke ældre Mand end Hovland maa søges dels i, at Hovland tilhører en degeneret Slegt, dels i, at han i mange Aar har havt et meget slidsomt Arbeide med liden Nattesøvn i Forbindelse med, at han i 60 Aarsalderen ophørte med den tilvante regelmæssige Virksomhed, dels endelig og særligt i, at han paa en Tid, da Sløvheden vel allerede saa smaat var begyndt at indtræde, rammedes af en Sygdom, det bevirkede en hurtig fortløbende Afkræftelse.

De Sagkyndige anser det ikke urimeligt, at Hovland allerede for nogle Aar siden har befundet sig i en begyndende Sløvhedstilstand, der kan have havt Indflydelse paa hans Pengetransaktioner. I Løbet af August 1901 finder de denne Tilstand saa langt fremskreden, at han muligens vilde være bleven erklæret sindssyg, om en psykiatrisk Observation da var bleven anstillet, og dette Resultat mener de Sagkyndige, at det er sandsynligt, at en saadan Observation anstillet omkring 1 November vilde have ledet til. Endelig udtaler de, at der fra Tiden omkring Nytaar 1902 foreligger en saadan Fylde af Iagttagelser af alvorlige Sindssygdomssymptomer, at de anser det utvivlsomt, at han senest siden dette Tidspunkt har været sindssyg.

Retten skal anføre nogle af de af Vidnerne og et Par Læger gjorte Iagttagelser af Hovland ved og efter sidstnævnte Tid.

Antagelig ved Juletider 1901 og ligesaa en Gang i Begyndelsen af Februar 1902 iagtog Hovlands Datter Fru Bleken, at Faderen tilsyneladende sad og læste i en Avis, men holdt Avisen op og ned.

Den 29 December 1901 var Hovland i Selskab hos Lærer Sørlie i Lillehammer i dennes nye HUs. Han fortalte da, at han nylig havde gjort en Reise op i Gudbrandsdalen og der seet et nyt HUs, som lignede Sørlis, og som skulde eies af Harald Bleken, en Broder af Hovlands Svigersøn. I Virkeligheden havde Hovland ingen saadan Reise foretaget. I samme Selskab fortalte han, at de havde havt en fremmed Læge i Huset, uagtet der kun havde været hans vanlige Læge Dr. Hærem. Den næste Morgen havde han glemt, at han Dagen iforveien havde været hos Sørli, og spurgte sin Datter Fru Bleken om "det var idag de skulde til Skolelæreren."

30 December undersøgte Dr. Hærem Hovland, idet Datteren, Fru Bleken, havde klaget over, at hendes Fader var bleven saa sløv. Hovland angav da for Hærem, at han sidste Gang havde været hos ham 3die Juledag, medens det i Virkeligheden var 20 December. Hærem, der ofte havde behandlet Hovland navnlig i November og December 1901 for en Ørelidelse, havde ikke været opmærksom paa hans Sløvhed, førend Fru Bleken omtalte denne for ham mellem 20 og 30 December.

Selv udtaler Fru Bleken, at hun i Begyndelsen af November, efterat Faderen mod hendes Raad havde endosseret de to Vexler paa hver 10.000 Kroner, endnu ingen Tanke havde om, at hendes Fader i nogen Maade skulde mangle Evnen til at greie sine Affærer eller ikke skulde skjønne, hvad han gjorde.

Nytaarsaften 1901 vilde Hovland sende en Pakke bestemt til hans Datters Svigermoder til Ringebu, uagtet det var over et Aar siden, hun var flyttet derfra til Faaberg. Hovland udtalte, at han troede, hun framdeles boede i Ringebu.

Den 3 Januar, hvilken Dag Hovland skulde reise til Kristiania for at konsulere Læge, udtalte han for Gunder Bleken, at han nu skulde reise til Tromsø.

9 Januar blev Hovland undersøgt af Dr. R. Holst, til hvem han var henvist af en anden Læge paa Grund af stadig stigende Sløvhed. Holst fandt ingen bestemte sygelige Symptomer, naar undtages en vis Grad af Sløvhed, der imidlertid ikke var synderlig fremtrædende. Han kunde i en Samtale om dagligdagse Ting følge godt med, men stilledes der større Krav til hans Hukommelse eller Kombinationsevne, kom han tilkort. Nogen bestemt Grund til Sløvheden kunde Holst ikke paavise.

Side:757

14 Januar, Dagen efter at Hovland var kommet hjem fra Kristiania, udtalte han sig, som om han fremdeles befandt sig i denne By. Ligesaa udtalte han sig 22 Februar, som om han var paa Ringebu, og ikke i Lillehammer, og bekræftede paa Datterens Forespørgsel, at hon troede, han var i Ringebu.

En Dag i Midten af Januar spurgte han Tjenestepigen, hvor det var blevet af alle de Damer og Herrer, der var kommet til ham om Aftenen iforveien, endskjønt ingen saadan havde været i Huset.

24 Januar blev der talt til Hovland om et Testamente, der var oprettet mellem ham og hans Hustru kort før dennes Død; Hovland huskede intet herom. Dagen efter, da der blev Spørgsmaal om Hovlands Værdipapirer, kunde han ikke gjøre nogen Rede for, hvor disse var.

Den 26 Januar, efterat Fru Bleken atter havde klaget for Dr. Hærem over Faderens tiltagende Sløvhed og underlige Væsen, undersøgte Hærem ham paany. Han viste da en udpræget Hukommelsessløvhed. Han kunde ikke huske, naar han sidst havge faaet Medicin af Hærem, heller ikke hvilken. Medicin han havde faaet af Hærem og hvilke af de Læger, han havde konsuleret i Kristiania under sit Ophold dersteds i samme Maaned. Heller ikke huskede han disse Lægers Navne eller, hvor han havde boet i Kristiania. Hærem forsøgte ham i Regning, dog kun i den lille Multiplikationstabel, og der sagde han aldrig galt. Angaaende Vexelpaategningen, som netop om Formiddagen var gjenoptaget for ham af Sagføreren og Datteren, gav han saavidt Hærem kunde forstaa, korrekte Oplysninger, men kun træg og overslagsmæssig, saaledes angav han Summen til 30-40.000, ved nøiere Examination kom Hærem til 40-50.000 eller kanske over det. Hærem anser det dog muligt; at han ikke skjøttede om at give saa nøiagtige Oplysninger, som han huskede.

1 Februar fandt Hærem Hovland i paafaldende godt Humør. Han spillede uopfordret en Melodi paa Pianoet med en Finger, og gjorde et overdrevent muntert og lidt fjollet Indtryk.

Den samme Dag gav han tydelig tilkjende overfor sin Datter Fru Bleken, at han troede en Person levede, ved hvis Begravelse før Jul 1901 han havde været Marskalk.

8 Februar forvexlede Hovland paa Hjemreise fra Kristiania sin Datter Fru Bleken, der havde boet hos ham i flere Aar, med sin anden Datter Fru Lien.

I samme Maaned lagde han for Dagen, at han tænkte sig Muligheden af, at Datteren, Fru Bleken, kunde været tilstede i hendes Forældres Bryllup.

Den 4 Marts spurgte Hovland Fru Bleken, hvor det var blevet af "Kammeraten vor," og om han havde gaaet og lagt sig m.v., skjønt ingen saadan Person i Virkeligheden existerede.

20 Marts troede han, at hans i 1896 afdøde Hustru endnu levede.

Hovlands Tjenestepige har forklaret, at han, ligefra hun Høsten 1901 kom i Tjenesten, havde været væmmelig, taget efter hende og sagt, at han vilde gifte sig med hende. Af Fru Bleken er det oplyst, at saadant var ganske i Strid med Hovlands Opførsel i tidtigere Dage, der altid havde været meget tilbageholden.

I et Brev til sin Mand af 4 Januar skriver Fru Bleken om Faderen: "Men saa lidt før Jul begyndte Hukommelsen at svigte ham svært, og rigtig fra Julen af har hans Tilstand nu forværret sig temmelig meget, synes jeg. Han forskrækkede os med at fortælle om Ting, som slet ikke har hændt, blande sammen de uligeste Ting og snakke rent i Ørske. Fra Morgenen af er hans Hode noksaa bra, men saa øger det paa udover Dagen, og om Aftenen har han i Almindelighed havt svær Hodepine, Somme Dage har han været rent elendig, som f. Ex. Nytaarsaften, men saa var han rent kjæk 1ste Dag igjen, saa sakkede han as igjen og var imorges noksaa ør. Han sagde imorges, at han skulde reise til Tromsø, snakkede om mange fremmede Herrer, han nu før Jul havde været sammen med

Side:758

oppe paa Bleken." I Brev til Manden af 18 s. M. skriver Fru Bleken: "Jeg er nu ængstelig, skjønner du, for han er nu saa glemsk og rar blit, og jeg er jo rent alene om at passe ham. Enkelte Dage kan han være rigtig tjæk og kvik, men saa er der jo ogsaa de, hvor han omtrent intet husker eller "kan greie."

Fra Citantskabets Side er ført nogle Vidner, der Ved fortjellige Leiligheder har talt med Hovland ved eller efter Nytaar 1902, navnlig Butiksfolk, der har handlet med ham.

Disse har provet, at de ikke har kunnet merke, eller at den Tanke ikke er faldt dem ind, at Hovland var aandssvækket eller skulde mangle noget paa Forstanden. Politibetjenten i Lillehammer har forklaret det samme, og at han ikke kjendte det mindste til saadant, førend han fik Anmodning om at tilsige Forligelseskommissærerne til Værgemaalssagen. At der blev truffet Forføining til at faa Hovland umyndiggjort, vakte, efter hvad Politibetjenten anfører, almindelig Opmærksomhed i Byen.

Angaaende Hovlands Paaskrivning paa den omprocederede Vexel, og hvad dermed staar i Forbindelse, haves følgende Oplysninger.

O. L. Aune, der staar som Endossent paa Vexelen efter Hovland, har afgivet en ubeediget Erklæring, hvorefter han i Januar 1902 var sammen med Hovland samt Bakken og Lien i Kristiania. Af Erklæringen hidsættes om, hvad der passerede ved denne Leilighed og senere den 16 Januar paa Lillehammer: "Vi spiste Middag sammen hos hans (Hovlands) Svigersøn Lien. Kort før Middagen leverede Lien Hovland en Pantobligation fra Bakken og anmodede ham om at hjælpe Firmaet Bakken & Lien yderligere, idet han samtidig forelagde Hovland 2 Vexler, en paa 10.000 og en paa 16.000 Kroner.

Lien fremholdt, at denne yderligere Hjælp nu bar nødvendig, men at saa Firmaet vilde greie alt.

Hovland gjorde Indvendinger, idet han anførte, at han syntes, det nu blev meget, hvorhos han sagde, at det var tvivlsomt, om han fik mere i Bankerne paa Lillehammer. Dette foranledigede Lien til at spørge mig om ikke jeg kunde endossere i Tilfælde. Jeg svarede hertil, at jeg nok kunde endossere hvis dette virkelig var til Hjælp for Firmaet, hvorefter Lien atter forsikrede, at med den omtalte Hjælp vilde det greie sig, men uden denne Hjælp vilde Firmaets Stilling være vanskelig. Hovland sagde da: ja, naar det er saa, at jeg maa hjælpe dere, for at det ikke skal gaa galt, faar jeg gjøre det." Lien kom da atter frem med sine 2 Vexler, som han med det samme vilde have Hovlands Navn paa, men Hovland stak Papirerne til sig, idet han sagde, at det var tidsnok at tegne paa naar han kom hjem og fik høre, at han vilde erholde Penge. Efter Middagen havde jeg atter en Konference om Sagen med Hovland, medens Lien hvilede. Hovland fortalte mig da om sine tidligere Engagements for Bakken og Lien. Da jeg hørte, at dette androg til større Summer, sagde jeg noget i den Retning, at han da kanske alligevel ikke vilde greie at støtte yderligere. Hovland svarede, at hans tidligere Laan ialfald var saa store, at han ikke vilde gaa videre, hvis det ikke var paa det Rene, at det vilde være til varig Hjælp. Jeg gjorde da Hovland opmærksom paa, at jeg tidligere paa Dagen af en Samtale mellem Bakken og Lien havde hørt den første udtale, at Lien ikke alene maatte faa Svigerfaderen til at hjælpe yderligere, men det maatte ogsaa med det samme være paa det Rene, at det gamle kunde fornyes med Afdrag.

Dette havde Lien imidlertid ikke omtalt, da Hovland som anført lovede at skrive paa de nye Papirer, Hovland foreslog da selv, at vi efter Kaffe skulde gaa ned og tale med Bakken om det hele, bl.a. af den Grund, at det hastede, da jeg og K. Nilsen Vadsø skulde have Penge af Firmaet. Dette gjorde vi. Vi havde da en Konference paa Firmaets Kontor, hvor baade Bakken og Lien var tilstede. Hovland søgte da Oplysninger og spurgte, om de endnu ikke havde faaet nok

Side:759

Hjælp. Bakken svarede, at Firmaet endnu havde endel "Fanterier" igjen som trykkede, men med en 25.000 Kroner til vilde det hele klare sig, hvis man kunde faa det gamle fornyet. Hovland gik da igjen ind paa, at han skulde hjælpe som ansøgt. Han skulde reise til Lillehammer om et par Dage og ordne Sagen. - - -

Saa bestemte jeg mig et Par Dage derefter til at reise op til Lillehammer for at søge omsat der et Parti Rensdyrskaller, som jeg havde ondt for at faa omsat i Kristiania. Da jeg kom til Lillehammer, vor Hovland paa Stationen, idet her var kommet et Telegram fra Bakken og Lien til mig under Hovlands Adresse. Jeg aabnede Telegrammet, som indeholdt Anmodning om at bede Hovland paaskynde Ordningen med Pengene. - - - Hovland sagde, at han havde ikke hørt noget mere fra Lien om det hele, og at han derfor havde tænkt, at Firmaet klarede sig uden Hjælp eller paa anden Maade end paatænkt. Jeg kunde da fortælle ham, at dette var en Misforstaaelse, idet Firmaet stolede paa det af Hovland givne Løfte. Hovland sagde da, at vi fik se at gaa bort i Banken og høre, om det kunde ordnes. Paa hans Spørgsmaal om vi skulde søge 10.000 eller 16.000 diskonteret, svarede jeg, at man vel først kunde tage 10.000 og se, hvor langt de rak. Vi gik da ind i Banken, skjønt det var sent. Hovland bad mig da om at forklare i Banken, hvad vort Erinde var. Det blev strax svaret, at vi kunde faa pengene, men Kassereren var ikke længere tilstede, saa man kunde ikke faa Tag i mere end 4.000 Kroner.

Disse fik vi mod særskilt Kvittering, idet Hovland skulde faa Resten Dagen efter. En af Direktørerne i Banken betalte Hovland og spurgte om det ikke var saa, at Lien var hans Svigersøn, hvilket Hovland bejaede.

Direktøren spurgte da omtrent saa: "Agter De at hjælpe ham yderligere nu da?" "Ja," svarede Hovland "det var Meningen det." "Ja, De ved her gaar noget før, sagde vedkommende Direktør." "Ja, jeg ved det svarede Hovland." Efter Vexelens Anbringelse sagde Hovland til Aune ifølge Erklæringen: "Er det nødvendigt for Bakken og Lien at faa de 16.000 Kroner, faar de sende Papiret op igjen." Ligesaa udtalte han, at han ikke ønskede, at Aune skulde fortælle Datteren Fru Bleken om den foretagne Pengetransaktion. Ved ingen af de omforklarede Leiligheder faldt det Aune ind, at det var noget iveien med Hovland, eller at han ikke var fuldt klar over, hvad han gjorde. -

Kassereren i Lillehammer Bankoafdeling har som 8 Vidne under Thingsvidnet forklaret, at Hovland den 16 Januar i Banken udtalte, at det var ham særdeles magtpaaliggende den Dag at faa udbetalt 4.000 Kroner da Aune, der saavidt Vidnet forstod skulde have Pengene, skulde reise med Jernbanen. Dette Beløb blev da udbetalt mod, at Vexelen leveredes, medens Restbeløbet næste Dag, da Vexelen bogførtes, udbetaltes Hovland i Anvisning stor Kr. 5.832, 73. Vidnet fandt ligesaalidt da, som da Hovland den 4 November 1901 fik diskonteret de 2 Vexler paa tilsammen Kr. 20.000, noget at bemerke ved hans Opførsel eller Fremtræden. Der havde ikke i Banken Været nogensomhelst Tale om og for Vidnets Vedkommende heller ingen Tanke om, at der skulde været noget iveien med Hovlands Evne til at handle fornuftig. Der var ingen Tale om, at han var sløvet, og Papiret vakte ingen Mistanke om saadant, trods Hovlands bekjendte Forsigtighed, fordi det her gjaldt hans Datters Mand og det Firma hvoraf han var Medlem.

Fru Bleken har som Vidne blandt andet forklaret, at Aune den 16 Januar fortale hende, at han hande endosseret for Bakken & Lien for 10.000 Kr. Da Vidnet kom hjem, spurgte hun sin Fader: "Du har vel ikke noget med det," hvortil han svarede: "Nei, det er bare Aune." Faderen fortalte hende ogsaa, at Aune kun havde faaet 4.000 Kr., og at han skulde modtage og sende Resten næste Dag.

Side:760

Af Interesse ogsaa for nærværende Sag er, hvad det samme og et andet Vidne hor provet angaaende Anbringelsen af Vexelen af 20 Januar i Lillehammer Sparebank. Herom forklarer Fru Bleken, at Bakken kom til Lillehammer den 19 Januar, og om Aftenen aftalte Møde med Hovland næste Formiddag. Han talte da om Firmaets Stilling som meget god og sagde, at nu skulde de klare alle Forpligtelser. Da Hovland næste Dag antagelig ved 10 Tiden gik ud for at træffe Bakken sagde Vidnet til ham: "Dersom jeg vidste, af du vilde skrive paa mere eller tulle dig mere bort i det der, saa vilde jeg følge dig Fod for Fod." Hertil svarede Faderen: "Nei du kan være saa tryg, jeg er da vel kommet nok bort i det med dem." Vidnet svarede: "Ja, det synes jeg og," og Hovland gjentog atter: "Du kan være saa skraasikker." Ved 12-Tiden antagelig kom hendes Fader hjem igjen; han var da træt og udaset. Dagen efter kom der et Varselsbrev fra Sparebanken, som hun i Faderens Nærvær aabnede, og som indeholdt, at Faderen havde skrevet paa en Vexel paa Kr. 15.000.00, som ikke kunde fornyes. Vidnet bemærkede: "Men kjære Fader, har Du nu igjen skrevet paa og for saa mange Penge?" Hertil svarede han: "Ja, han bad mig saa tyndt om det og dreiede og vendte det slig, at jeg ved ikke, hvordan han fik mig til det."

Bogholderen i Sparebanken har forklaret, at Hovland og Bakken den 20 Januar kom ind i Banken og efter en Samtale paa Tremandshaand med Direktør Dahl, fik Vidnet Ordre til at udfylde en Vexelbanket pr. 20 Januar stor 15.000 Kr. Efter nogen Konference med Direktøren om, hvem der skulde staa som Trassent og Acceptant, blev den trasseret af Hovland og accepteret af Bakken. Vidnet gjorde Direktør Dahl opmærksom paa, at Hovland og Bakken var kommen ind ikke den for Kunder almindelige Indgang, men fra Hovedindgangen i Bygningen og at han havde hørt, at Hovland skulde være meget sløv, saa at der vel kunde være Spørgsmaal om, hvorvidt Hovland vidste, hvad han gjorde. Hertil svarede Dahl: "Han" eller "Bakken", Vidnet erindrer ikke hvilken, "siger, at han skal kjøbe Skind for Pengene i Markedet." Iøvrigt fandt Vidnet ikke noget usædvanlig at bemærke ved Hovlands Optræden. Han sagde ingen Ting, saavidt Vidnet husker og saa ud som almindelig. Vidnet gjorde sig ogsaa den Tanke, at Hovland kunde have vist den fremmede Mand om i Sparebankbygningen og derfor var kommet den usædvanlige Vei. Naar dette havde vakt Vidnets Opmærksomhed, var det, fordi han troede, at det maaske var begrundet i Hovlands Sløvhed.

De sagkyndige har besvaret nogle til dem fra Citantskabets Sagfører rettede Spørgsmaal derhen, at de vistnok antager, at Hovland ved sine Pengetransaktioner i Januar 1902 har havt til Hensigt at forpligte sig, men at de maa hævde, at den hos ham i Løbet af Høsten "i Sammenhæng med Udviklingen af hans Sindssygdom" indtraadte Svækkelse i hans Evne til at drage Omsorg for sig eller sit Gods ved den nævnte Tid havde naaet en saadan Grad, at han ikke længere formaaede at klargjøre sig de omhandlede Forpligtelsers "Betydenhed, Omfang og Konsekventser." Nogen Tvivl om, at Hovland forstod, at han opholdt sig i et Banklokale og underskrev et Papir, der angik Pengeforpligtelser, nærer de Sagkyndige ikke.

Endelig skal her omtales de mellem Hovland og Bakken og Lien i Anledning af hans Vexelforpligtelse for Firmaet vexlede Breve.

1 November 1901 tilstillede Firmaet Hovland de to forannævnte Vexelaccepter paa hver 10.000 Kr. til Diskontering i Norges Bank eller en anden Bank i Lillehammer med Forklaring om, hvortil Pengene skulde bruges. Firmaet lover, at ordne Papirerne prompte, saa ingen Ubehageligheder skal opstaa deraf, og haaber, at Hovland gjør dem denne Tjeneste. I Brevet tilbydes ogsaa i Tilfælde senere muligens at skaffe Sikkerhed, indtil Accepterne er indgaaet. Hovlands Datter Fru Lien har i en Efterskrift paa Brevet udtalt Haab om, at Faderen atter vil vise Firmaet denne Tjeneste, og at han ikke vil have nogen Resiko derved.

Side:761

I Svarskrivelse af 4 s. M. meddeler Hovland, efter at have paaskrevet og diskonteret Vexlerne, at han sender "vedlagte Bankanvisning stor Kr. 19.715, 28, da Renterne blev fratrukne. - - - og nu har dere pompet mig rigtig ordentlig, saa nu haaber jeg at være fri."

Med Skrivelse af 20 s. M. sendte Bakken & Lien atter to Accepter til Diskontering. - - - Men disse sendte Hovland den 22 November tilbage med Afslag "da jeg synes jeg ikke vil blande mig opi mere, end det jeg er kommen til, og jeg har ikke Penger, saa at jeg kan indfri de foregaaende Papirer som vel ikke er deres Mening heller, saa de maa undskylde mig."

I Skrivelse af 23 November forsøgte Bakken & Lien paany at faa Hovland til at endossere Accepterne for dem med Forsikring, at det var Hensigten at indfri Accepterne paa tilsammen 20.000 Kr., saa Hovland intet Udlæg skulde have. Hovland sendte imidlertid 26 November Papirerne igjen tilbage, henholdende sig til sin tidtigere Skrivelse. Han erklærede, at han ikke kan indlade sig paa flere Papirer, og at han vel er i den Formening, at De vil indfri Papirerne, men jeg synes nu at have gjort saa meget, at det maa være slut, og uden lidt Resiko er det Vei ikke at være med paa disse Papirer, saa de maa have mig undskyldt."

17 Januar skriver Hovland til Firmaet:

Da Hr. Aune vilde akcepter for dem paa en Vexel stor Kr. 10.000, 00 har jeg idag været i Bankafdelingen og faaet den Bankanvisning stor Kr. 5.832, 73, Renter Kr. 166, 67, Anvisningsgebyr 0, 60. Bankanvisning - - - 5.832, 73 = 6.000, 00 og Aune fik kontant 4.000, 00, tilsammen Kr. 10.000, 00. De kommer formodentlig til at sende efter Aune, saa at han kan faa skrive paa Papirerne, for jeg vil nødig have noget med denne Paaskrivning, men Aune han fandt det nødvendigt at hjælpe dem lidt nu, for han var sikker paa, at det var nødvendigt.

Samme Dag - altsaa ikke som Svar paa Hovlands Skrivelse - tilskriver Lien sin Svigerfader, takker ham for, at han har diskonteret ved Aune, og beder ham, da de fremdeles trænger Penge til de forestaaende Markeder, atter om at "anbringe vedlagte Papir Kr. 15.000 pr. 3 Maaneder."

Vi har nemlig bestilt en Masse Varer til Markedet, som skal betales pr. kontant. Jeg haaber du ogsaa nu hjælper os. Alt skal gaa i Orden."

24 Januar tilskriver Hovland Lien og hans Hustru saaledes: "Da jeg endelig fik ved Banken, Lillehammer Sparebank, Oplysning om det Papir paa 15.000, at det ikke var til at fornye, men simpelthen er forfaldent den 20 April og maa da indløses, saa det maa dere slaa fast i deres Hukommelse, ligeledes maa jeg indprente hos eder ogsaa, at den Vexel er forfalden 1 Februar og den anden 2 Marts og kan da kun delvis fornyes mod 20% og da det nu bliver saa kort Spillerum for eder, men dere maa gjøre, hvad I kan for at opfylde eders Forpligtelser og det haaber jeg de gjør saa langt det staar i deres Magt og da skal vi ikke mere forlange."

Det sidste Brev forklares af Fru Bleken som Vidne at være skrevet efter hendes Foranledning, idet hun sagde, at hun vilde skrive til Søsteren, hvorefter Hovland sagde, at han ogsaa vilde skrive. Brevet er efter Fru Blekens Forklaring ikke skrevet efter nogens Diktat.

Retten skal bemærke:

Efter de Sagkyndiges Erklæring maa man gaa ud fra, at Hovland paa den Tid, det her gjælder, var sindssyg.

Derimod kan Retten ikke finde tilstrækkelig Støtte for den Paastand, at Bankens Vedkommende skulde have kjendt hans Tilstand eller kunde og burde have forstaaet denne.

Side:762

Efter Rettens Opfatning vil da den Omstændighed, at Hovland (med Føie) er erklæret sindssyg, ikke være afgjørende for, at hans heromhandlede Disposition maa ansees ugyldig.

Hertil udfordres formentlig, at Sindssygdommen kan antages at have forvirret hans Sind, saaledes at han har været ude af Stand til at fatte Betydningen af, at han skrev sit Navn paa Vexelen.

Beviset for, at dette har været Tilfældet paahviler Indstevnte, jfr. Høiesteretsdom i Rt-1882-353. Retten kan imidlertid ikke finde dette Bevis ført. Meget mere finder man, at Oplysningerne overveiende gaar i den Retning, at Hovland ved Tegningen af sit Navn paa Vexelen har havt Bevidsthed om, at han derved forpligtede sig, og hvad denne Forpligtelse gik ud paa.

Hvad der er de Sagkyndiges Opfatning med Hensyn til dette Punkt synes ikke ganske klart. Paa den ene Side antager de som anført, at Hovland har havt til Hensigt at forpligte sig ved sin Underskrift, og at han har forstaaet, at det Papir, han underskrev, angik en Pengeforpligtelse.

Der bliver da neppe ved selve Transaktionen synderlig andet af Betydning tilbage, der kunde blive Gjenstand for Forstaaelse eller Mangel paa Forstaaelse, end Vexelsummen. Naar de Sagkyndige paa den anden Side - endskjønt de erklærer, at det netop er karakteristisk for de Alderdomssløve, at de efterat være godt udhvilede, ofte en kort Tid kan være mærkværdig klare - dog hævder, at Hovlands Svækkelse ved det paagjældende Tidspunkt havde naaet en saadan Grad, at han ikke længere formaaede at klargjøre sig Vexelforpligtelsernes "Betydenhed, Omfang og Konsekvenser," da har de herved maaske alene ment at udtale, at Hovland har savnet Evne til en rigtig Vurdering af Dispositionens Betydning for hans økonomiske Stilling, og af hvilken Sikkerhed der var for, at Acceptanten selv kunde indfri Vexlerne, naar de forfaldt. Men disse Momenter kan ikke have nogen Betydning for Spørgsmaalet om Retshandelens Gyldighed overfor Banken. Har Hovlands Sindssygdom dog ikke været til Hinder for, at han har kunnet forstaa, at han ved at meddele sin Underskrift paatog sig Forpligtelse til at betale Vexelens Beløb, og har han kunnet danne sig Begreb om Tal. saavidt at han f. Eks. har skjønnet, at 10.000 Kr. var noget andet og mere end 1.000 eller 100 Kr., da maatte dette være nok.

Ved Bedømmelsen af, hvorvidt Hovland har havt Evnen til denne som anført nødvendige Forstaaelse, maa det haves for Øie, at han ingenlunde befandt sig i en permanent Sindsforvirring. Hans Tilstand var, ialfald indtil det Tidspunkt, hvorom der her er Tale, væsentlig kun den, at han led af en Sløvhed, der havde svækket hans Tankekraft og Hukommelse og ogsaa oftere gav sig tilkjende ved urigtige Forestillinger og Udtalelser ("han snakker i Ørske") ligesom Ved en Adfærd, der uden i og for sig at betegne som et sindssygt Menneskes, dog var afvigende fra hans egen tidligere sædvanlige. Ikke engang af sine allernærmeste, specielt ikke af Datteren Fru Bleken, er han, saavidt man forstaar, bleven betragtet som sindssyg, og andre, med hvem han kom i flygtigere Berøring, har overhovedet intet abnormt eller usædvanligt kunnet bemærke ved ham. Af de til Livets daglige Behov, Gjøremaal eller Vaner knyttede Dispositioner, som han i denne Tid - Januar 1902 - traf, saaledes hans Butikkjøb, skulde formedelst Sindssyge være ugyldige, vil neppe nogen antage.

Nu handles der vistnok her om en Disposition, der i Henseende til Vigtighed og Farlighed ikke ikke kan sammenstilles med saadanne, som det daglige Liv fører med sig, men dog en Disposition som i sig, selv var ganske enkel og let overskuelig. De Sagkyndige har ment, at Forklaringsgrunden til, at den før saa forsigtige Mand nu indlader sig paa Transaktioner, der sætter hele hans Formue paa Spil, maa søges i hans Sløvhed. Dette forekommer ogsaa Retten langt fra usandsynligt; men det beviser i saa Fald kun, at Hovland i sin svækkede Tilstand er bleven et

Side:763

forholdsvis let Bytte for Svigersønnens eller hennes Firmas Paagaaenhed, og at han saaledes har handlet under Paavirkning, derimod ikke, at han har handlet i Sindsforvirring og uden Forstaaelse. Vexeldispositionen bærer ikke i sig selv Præget af nogen Ufornuft eller kan engang betegnes som urimelig, naar Hensyn tages til, at Øiemedet var at hjælpe Svigersønnen, og med nogen Sikkerhed lader det sig ikke paastaa, at Hovland ikke vilde have indladt sig derpaa, om hans aandelige Capacitet havde været som i tidligere Aar.

Det maa derhos tages i Betragtning, at det ikke var den første Transaktion af denne Art, Hovland indgik, eller som der havde været Spørgsmaal om for ham at indgaa, For saa Maaneder tilbage havde han endosseret for Bakken & Lien for ligesaa store Beløb, og efter den foran gjengivne Brevvexling mellem ham og Firmaet i den Anledning og navnlig i Anledning af de Endossements, han afslog at tegne for Firmaet, kan det ikke betviles, at han da i - November 1901 - havde fuld Forstaaelse af, hvilken Forpligtelse han ved et saadant Endossement paatog sig. Egnet til at bibringe ham saadan Forstaaelse maatte ogsaa være det Pres, hvorfor han har været udsat af Bakken & Lien og i modsat Retning af sin Datter Fru Bleken.

Til den forhen gjengivne Erklæring fra O. L. Aune er der af de Sagkyndige intet Hensyn taget; men Retten kan ikke finde det rigtigt at sætte denne ud af Betragtning. Den er ikke i Enkelthederne benægtet eller imødegaaet af Indstevnte og skjønnes ikke at kunne frakjendes Betydning, medmindre man vilde anse den hele Erklæring som Opspind. Der er visselig al Grund til at antage, at Hovland i Kristiania har havt Forhandlinger med Bakken & Lien om at hjælpe dem yderligere til Penge, og at disse Forhandlinger ligger til Grund for hans senere Vexeldispositioner til Fordel for Firmaet.

Af Hovlands Breve efter Anbringelsen af Vexlen af 17 Januar viser Brevet den 24 s. M., der efter Datteren Fru Blekens Prov er forfattet af Hovland alene, at han da har havt fuld Rede paa Vexlerne af 1 og 2 November 1901 og afødt xx.xx.1902, ligesom Brevet er affattet i Udtryk, der ikke efterlader Tvivl om, at Hovland er sig bevidst sin selvstændige Interesse i, at Bakken & Lien indfriede Vexlerne. Hvad angaar Brevet af 17 Januar, der for de sagkyndige er af overraskende Klarhed, saa at de af den Grund endog betviler, at Hovland kan have skrevet dette paa egen Haand, da gjør Hovland vistnok i dette Brev rigtig Rede for det Beløb, som den Dag, Vexlen bogførtes, blev ham udbetalt, og hvorledes dette Beløb fremkommer; men samtidig viser Brevet, at Hovland i et Hovedpunkt, nemlig med Hensyn til sin egen Forpligtelse efter Vexelen, er i Vildrede, idet han ikke synes at have opfattet, at han selv har skrevet sit Navn paa Papiret. Brevet gjør det Indtryk, at Hovland tror, at skjønt Pengene er udbetalt er Vexlen endnu ikke istandbragt eller har faaet de nødvendige Navnepaategninger. Han taler om, at han nødig vil have noget med denne Paaskrivning, men at Aune vilde hjælpe Firmaet og akceptere paa en Vexel stor 10.000 Kroner, og at Papirerne saaledes formodentlig maatte sendes efter Aune til Paaskrivning. Jfr. hans Ord til Datteren Fru Bleken samme Dag, at ikke han, men bare Aune havde med denne Vexel. At merke er ogsaa, at Hovland i Brevet 24 Januar ikke nævner Vexlen af 17 s. M., men blot de 3 øvrige Vexler. Det sandsynlige er vistnok, at Hovland den 17 Januar har glemt, at Vexelen allerede Dagen i Forveien var indleveret i Banken, forsynet med hans og Aunes Navne, og at han derfor har troet, at Paaskrivningen endnu stod tilbage, uagtet Pengene var udbetalt. Hvorledes det nu end maatte forholde sig hermed, finder Retten ikke, at dette Brev kan godtgjøre eller endog vække Formodning om, at Hovland har tegnet sit Navn paa Vexlen uden Bevidsthed om Betydningen deraf. Selv om saa skulde have været Tilfælde, kunde hans Vildfarelse dog neppe, efter alt, hvad der iøvrigt er oplyst betragtes som et nødvendigt Udslag af hans Sindssygdom, altsaa som helt

Side:764

utilregnelig. Ogsaa Brevet selv peger hen paa, at Hovland havde Betingelserne for at indse, hvilken Forpligtelse Meddelelse af Underskrift paa en Vexel medførte. Det kan tilføies, at det af Dr. Hærem foran gjengivne Vidneforklaring angaaende hans Examination af Hovland om Vexelpaategningerne maaske lader sig udlede, at Hovland ialfald senere er kommet til Erkjendelse af den sande Sammenhæng og af sit Ansvar efter den omprocederede Vexel.

Efter det Anførte bliver det Rettens Resultat, at Citantskabets Paastand maa tages tilfølge, idet dog Processens Omkostninger antages at burde ophæves.