HR-1815-1
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1815-06-30 |
| Publisert: | Den Norske Rigstidende 1815 No. 68 side 3-4 |
| Stikkord: | Odelsrett, Løsningssum |
| Sammendrag: | Den 30. juni 1815 ble Norges Høyesterett høytidlig åpnet med trompetmusikk og taler. Når den da 65 år gamle høyesterettsjustitiarius Johan Randulf Bull ble kalt opp fra skranken for å holde sin tale, ble han omtalt som den "ærverdige olding". Etterpå ble historiens første sak for Høyesterett behandlet og avgjort.
Saken gjaldt en odelsstrid mellom kjøpmann Peder von Cappelen og bonden Christopher Evensen Hannevold. Sistnevnte hadde odelsrett til gården Skoug i Sande og skulle overdra eiendommen fra Cappelen. I 1813 hadde Høyesterett i København dømt Cappelen til å selge gården til Hannevold. Cappelen skulle få en løsningssum basert på taksten. Om selve eierforholdet var det ingen uenighet, striden sto om overdragelsessummen. I kjølevannet av Napoleonskrigene hadde den sterke inflasjonen redusert verdien betydelig. Cappelen nektet derfor å selge til taksten, og Hannevold tok saken til Høyesterett. Høyesterett gav Hannevold medhold, løsningssum ble satt til den opprinnelige taksten og Cappelen måtte flytte fra gården. Denne publiseringen er basert på Riksarkivets transkripsjon av Høyesteretts voteringsprotokoll, samt stevning og domslutning hentet fra avisen Den Norske Rigstidende. |
| Saksgang: | Høyesterett HR-1815-1, Ordens No. 2, Løbe No. 1/1815 |
| Parter: | Christopher Evensen Hannevold paa sin Hustru Anne Henrichsdatters Vegne mot Grosserer Peder von Cappelen og Amtsforvalter i Jarlsbergs Grevskab, B. Nielsen |
| Forfatter: | Collett, Debes, Motzfeldt, Mandix, Omsen, Kiønig, Arntzen, Krigsassessor Brochmann, Bull |
| Lovhenvisninger: |
Ved Høiesterets-Stevning af 6te December 1814 indanker Citanten som Rettens Fornegtelse, og enten til at kjendes uefterrettelig, samt til Hjemviisning, eller og til aldeles Underkjendelse, Tilsidesættelse, Forandring og bedre Rets Nydelse, en af Amtsforvalter Nielsen under 9de Marts 1814 afgiven Beslutning under en paabegyndt Udkastelses-Forretning paa Gaarden Skoug i Sande-Sogn, hvortil Citantens Hustru, ifølge Høiesterets Dom af 2den April 1813, er kjendt odels- og løsnings-berettiget. Forbemeldte Beslutning lyder saaledes:
Den reqvirerede Udkastelse kan paa de anførte Grunde ei blive at fremme.
Aar 1815 den 30te Juny blev udi Sagen: Christopher Evensen Hannevold contra Grosserer Peder Cappeln, voteret saaledes:
1. Collett: Ved Højesterets Dom 2 April 1813 er indstevnte Kbmand Peder Cappeln tilpligtet strax efter samme Doms Forkyndelse at fravige og for Citanten Christopher Evensen Hanevold ryddiggjøre 1 Skpd. 16 Lpd. Tunge i Gaarden Skoug No. 26 i Sande Sogn, imod at erholde saadan Løsningssumma som Godset af gode Mænd ansees at være værd paa den Tiid det indløses. Denne Taxt er ved den fra Indstevntes Side bevirkede og under 12 Octo. s. A. effektuerede dobbelte Taxationsforretning fastsat til 11000 rbdr. NV. Imidlertid skeede der under denne Forretning ikke nogen erklæring om at Citanten vilde løse Godset eller nogen Anbydelse af den fastsatte Capital. Først den paafølgende 23 Decbr. lader han Indstevnte P. v. Cappeln beskikkelsesviis anbyde Taxations summen og da denne ved sit Dagen efter givne Svar nægte at modtage samme, saa henstaaer Sagen in statu quo til den paafølgende 26 Jan. eller mere egentlig den 19 Febr. 1814. Denne sidstmeldte Dato berammer vedkommende Foged den udi Reqvisitionen af 26 Jan. beramte Udkastelses Forretning at skulle foretages den paafølgende 9de Martii. Berammelsestiden den 9 Martz 1814 ventileres der adskilligt mellem Parterne om hvorvidt den den 12 Oct. 1813 ventilerede Taxt nu kunde blitve til Følge eller ikke; og Fogden afgived derpaa samme Dag en Eragtning, ved hvilken han nægter at fremme den reqvirerede
Udkastelsesforretning, og hvilken Eragtning nu er Gienstand for nærværende Sag. Det synes vel som om han urigtig at afsagt denne Eragtning da det Ord strax ikke kan tages i sin strængeste Bemærkelse men paa den anden Side, bør man see hen 1, at Cappeln ikke nægtede at fratræde Gaarden i den rette Tiid. 2., at Løsningssummen skal bestemes saa meget som Godset ansees at være værdt af gode Mænd paa den Tiid det løses, 3., at denne terminus er den samme som indeholdes i F. 5 April. 1811, § 5, og 4., at Pængevæsenet har været underkastet mange Forandringer, endog fra Octo. 1813 til Martz 1814, saa formener jeg at Fogden har vært berettiget til at afsige en saadan Eragtning. Angaaende Hielms Anmærk. at Eragtningen ej kunde stadfestes in terminis fordi Dommen har overstaaet fatalia exsecutionis, men denne Grund synes ej antagelig. Betræffende Morgenstiernes paastand at Fogden skulde erstatte Skade og bøde 60 Lod Sølv, da synes dette for haardt. Paa den anden Side, at denne Paastand skulde mortificeres og Fogden ham Erstatning, da troer jeg heller ikke det bør tages til Følge At Fogden af sig selv har fremført den Exception, hvorpaa han grunder sin Eragtning, er neppe rigtigt, da den implicite findes i Cappelns Tilsvar af 8 Martz 1814; og om end ikke ej var, maatte han dog ansees berettiget dertill. Paa disse Grunde skulde jeg concludere saaledes:
Den paaankede Eragtning bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger mellem samtlige Sagens Parter ophæves.
2. Debes: Naar den f. HøjRets Dom af 2 April 1813 bestemmer at Fravigelsen af Odelsgodset skal skee strax efter Domens Forkyndelse, da er det vel ej Dommens Hensigt at paalægge Odelsprætendenten nogen nye Forpligtelse, men snarere den Ret, i Følge hvilken han strax kan faae Godset i Besiddelse. Dette sluttes deraf at Sagen har henstaaet fra Begyndelsen til Dommen i 3 à 4 Aar. Desuden følger det af sig selv og af Udtrykkene at strax ej kunde betyde umiddelbar derefter, da Taxten først maatte erhverves. Den dobbelte Taxt foretoges 12 Oct. 1813, og uagtet han ej bestemt erklæres strax at ville løse, eller sande 11000 rbd. ved Haanden, kan han dog ej efter min Formeening have præskriberet sin Ret, da han under 23 Decbr. beskikker Cappeln. Han var kommen tids nok naar han kun under 3 Maij 1814 havde opfordret den anden til Gaardens Fratrædelse. Saasnart Taxten er bestemt, bør dette skee, det er et benefic. for ham, at dette opsættes til Lovens Faredag. Jeg troer derfor at Cappeln er aldeles ubeføjet til ej at ville fratræde Godset den 23 Decbr. 1813, og da Fogden blev opfordret under 19 Febr. at faae Godset overleveret, troer jeg Cappeln forpligtet dertil da som før. Om end Værdet af Pengene skulle være blevet ringere fra 12 Oct. til 23 Dcb. 1813, da falder det allene Besidderen til Last. Jeg troer altsaa at Virkningen af H. Rets Dom ej var præskriberet da Fogden foretog Forretningen; i Cappelns Besiddelse uberettiget, og at det ej bør komme i Betragtning at Pengene ere forværrede. Fogden var derfor forpligtet til at op-
fylde Dommen. Men desuagtet kan han ej stande til Rette eller dømmes for Rettens Fornægtelse og voldsomme Tvang, da det dog er et dubieus Tilfælde. Ej heller behøves nogen Mortifikation. Jeg dømmer derfor saaledes:
Den paaankede under 9 Marti f. A. afgivne Beslutning tilsidesættes, og bør Amtsforvalter Bothel Nielsen paa egen Bekostning paa nye foretage og fremme den begyndte Udkastelsesforretning. Processens Omkostninger betales indstævnte Kbmd. Peder v. Cappeln til Citanten C. Evensen Hannevold med 100 Rbdr. rede Sølv.
3. Motzfeldt: Den paaankede under 9 Martj f. A. afsagte Afviisnings Eragtning frafaldes. Indstævnte Amtsforvalter Bothel Nielsen bør paa egen Bekostning foretage den under 26 Jan. 1814 reqvirerte af Citanten Udkastelse; Hovedvederparten Peder Cappeln bør erstatte Citanten Chr. E. Hannevold Afsavnet af Gaarden Skoug fra Faredag 1814 indtil Tiltrædelsen skeer efter uvillige Mænds Skiøn, samt betale denne Processes Omkostninger med 100 Sølvdalere.
4. Mandix: tiltræder H. Debes’s Mening, maaskee dog Bøderne for unødig Trætte kunde eftergives.
5. Omsen: Højesteret har neppe noget at bestille med hvad strax vil sige; da det ej er
omtalt i Forretningen. Desuden maa det være i Faveur af OdelsPrætententen. Hovedsagen er, om Taxten under 12 Oct. 1813 kan tages i Betragtning Højesterets Dom og 5 Ap. 1811 § 5 siger med tydelige Ord at det maa beregnes efter hvad det er vært naar det løses. Vilde han derfor have godt af hiin Taxt, da kunde han ej bie Uger og Maaneder; men maa Lide Tab og Skade for sin Forsømmelse. Amtsforvalteren har saaledes handlet overeensstemmende med Lovene. Mortification kan Nielsen derimod ej paastaae. Conclusionen bliver altsaa saaledes:
Den paaankede Beslutning bør ved Magt at stande; i Kost og Tæring for Højeste Ret betaler Appellanten Christopher Evensen Hannevold til Amtsforvalter Nielsen 100 rbdr. SV. og til Kiøbmand P. v. Cappeln ligeledes 100 rbd. S. V.
6. Kiønig: tiltræder Debes’s Mening med den af Mandix anførte Modifikation.
7. Arntzen: Cappeln har ej beviist at have lidt noget Tab; har heller ej opfordret den anden til at betale Gaarden efter at Taxten var sat. Cappeln maa have vært subjectiv overbeviist om at den anden vilde løse, især da han har tilbudt sig dertil ved Beskikkelsen. Nielsen er ikke berettiget til selv at fremsætte Exceptioner. Pengene kunde ej have undergaaet nogen Forandring, da Coursen sættes 2 gange 1 Aug. og 1 Febr. Appellantens Paastand synes noget ubestemt, ang. hvad Jndstævnte skulle betale. Min Conclusion bliver derfor:
Den paaankede Beslutning underkiendes; hvorimod Amtsforvalter Nielsen bør strax efter denne Højesterets Doms lovlige Forkyndelse paa egen Bekostning foretage og fremme den under 26 Jan. 1814 reqvirerede Udkastelse. De indstævnte bør 1 for begge og begge for een erstatte efter uvillige Mænds Skiøn Appellanten det Tab og Skade kan maatte lide ved afsavnet af Odelsgodset fra 9 Martz 1814 indtil Overleverelsen skeer. I Processens Omkostninger for Højeste Ret betale de Indstevnte 1 for begge og begge for een til Appellanten 100 rbd. rede Sølv.
8. Brockman: er af Arntzens Meening.
9. Justitiarius: Man har af Højesterets egne Ord villet finde Besynderligheder. Cappelln har selv været Aarsag i at det er gaaet i Langdrag med Indløsningen, og maa selv tilskrive sig om Pengene ere forværvede. Appellantens Paastand kan dog ej billiges at Fogden saa yderlig har forseet sig. Med alt det er jeg af Arntzens Meening.
Den paaankede Beslutning underkjendes; hvorimod Amtsforvalter Nielsen bør strax efter denne Høiesterets Doms lovlige Forkyndelse paa egen Bekostning foretage og fremme den under 26de Januar 1814 reqvirerede Udkastelse. De Indstevnede bør, een for begge og begge for een, erstatte efter uvillige Mænds Skjøn Appellanten det Tab og Skade, han maatte lide ved Afsavnet af Odelsgodset fra 9de Marts 1814, indtil Overleverelsen skeer. I Processens Omkostninger for Høiesteret betale de Jndstevnede, een for begge og begge for een, til Appellanten 100 Rbd. rede Sølv.