HR-1815-27
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1815-08-17 |
| Publisert: | Den Norske Rigstidende 1815 No. 82 side 3 - 4 |
| Stikkord: | Sivilprosess, Odelsrett, Avtalerett |
| Sammendrag: | Denne publiseringen er basert på Riksarkivets transkripsjon av Høyesteretts voteringsprotokoll, samt stevning og domslutning hentet fra avisen Den Norske Rigstidende. |
| Saksgang: | Søndre Gudbrandsdalen og Fron sorenskriveri - Akershus stiftsoverrett - Høyesterett HR-1815-27, Ordens No. 10, Løbe No. 27/1815 |
| Parter: | John Hansen Størvig mot Hans Olsen Bystad |
| Forfatter: | Collett, Sorenskriver Koren, Arntzen, Lange, Mandix, Kiønig, Bull |
| Lovhenvisninger: |
Ved Høiesterets-Stevning af 24de October f. A. har Citanten, enten til uefterrettelig at være, eller til aldeles Underkjendelse, Forandring og bedre Retsnydelsen indanket en Dom, afsagt af Aggershuus Stiftsoverret den 8de August s. A. i en Sag, angaaende Citantens Odels- og Løsnings-Ret paa sin Hustrues Ingri Størvigs Vegne, til Gaarden Øvre-Hundorp, Matr. No. 6, af Skyld 3 Huser, og det Halve af Engelandet Fossevolden, af Skyld 2 Skind, med Tilliggelser, i Froens Præstegjeld beliggende, mod lovlig Løsningssum, og dernæst angaaende, hvorvidt Citanten er forpligtet at meddele Vederparten Skjøde paa bemeldte Eiendom, imod at erholde udbetalt 150 Rd. D. C. m. v. Ovenmeldte Stiftsoverrets Dom lyder saaledes:
Citanten Hans Olsen Bystad bør for Indstevnede John Hansen Størvigs Tiltale i denne Sag fri at være; hvorhos Indstevnede under 5 Rbdls. Mulct til Sognets Fattig Casse for hver Dag, han sidder denne Dom overhørig, bør meddele Citanten odelsfrit Skjøde paa den omhandlede Gaard Hundorp og det Halve af Engelandet Fossevolden, imod derfor at erholde 150 Rbd. Processens Omkostninger for Stiftsoverretten betaler Indstevnede til Citanten med 40 Rbd, S. V.; saa betaler han og til Justits Cassen for unødig Trette saa Meget, som Dom og Segl koster. At efterkommes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
Ved den af Sorenskriveren over Søndre-Gulbrandsdalen og Froen, Thomas Henrich Møinichen og Meddomsmænd under 16de December 1811 afsagte Hjemtingsdom er kjendt for Ret:
Hans Olsen Bystad bør til Lovens næste Faredag 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Udkastelse for John Hansen Størvig paa dennes Kones Jngri Størvigs Vegne ryddiggjøre og fravige Gaarden Øvre-Hundorp i Froens Præstegjeld, Matr. No. 6, af Skyld 3 Huder, med Sammes paastaaende Husebygninger og alle til- og underliggende Herligheder, Kakkelovne undtagne, samt de Halve af Engelandet Fossevolden, af Skyld 2 Skind, med paastaaende Husebygninger, imod derfor at erholde i Løsningssum hvad Eiendommene af gode Mænd ansættes at være værd paa den Tid, de løses. Sagens Omkostninger ophæves.
Aar 1815 Torsdagen den 17 August blev i Sagen John Hansen Størvig contra Ole Hansen Bystad voteret saaledes:
1. Collett: Wed Højesterets stævning 24 Octbr. 1814 har John Hansen Størvig indstævnt en under 8 Aug. 1814 afsagt Stiftsoverretsdom til at kiendes uefterrettelig at være eller aldeles at underkiendes m. v. Sagen angaaer Citantens formeentlige Odelsløsningsret paa hans Hustru Ingri Størvigs Vegne til Gaarden Øvre Hundorph med Tilliggelser, samt hvorvidt indstævnte er forbunden til at meddeele ham Skiøde paa bemeldte Ejendomme mod derfor at erholde 150 rbd. NV. Foreløbigen bliver at afgiøre hvorvidt de af Citanten fremsatte 2 præliminære Exceptioner bør i Overeenstemmelse med hans principals Paastand kunde bevirke Afviisning af den under 10 Juni 1813 til Aggershuus Stifts OverRet udtagne Appellations Stevning. Disse 2 Exceptioner ere:
1. at den under 24 Martz 1814 udstædte Oprejsning paa Hiemtingsdommen af 16 Decbr. 1811 som første erhvervet efterat Sagen var insamineret for Stiftsoverretten, ej skulle kunne tillægges nogen juridisk Virkning.
2. at den under 16 Juni 1814 erhvevede Kgl. Bevilling til at faae et i Febr. 1813 mellem Parterne passeret Forliig paakiendt i Stiftsoverretten og der a prima instantia paadømmes, formedelst manglende Stevning ej skulde kunne tages til Følge.
1. Angaaende denne troer jeg, at eftersom Opreisninger af denne Natur og pleje, at nægtes, men den tillægges juridisk wirkning ligefuldt.
2. Bevillingen er ikke saaledes clausuleret at Stevning i saa Maade skulde udtages. Saaledes er ingen Grund til at afviise Stævningen.
Angaaende Realia da er der kun Spørgsmaal om hvorvidt det i Febr. 1813 foregaaede Forliig kan ansees tilstrækkeligt beviist. Seer man da hen til 1 og 2 Vidnes Svar til 2, 3 og 4 Qvæst. da godtgiør disse fuldkommen at der til ovennævnte Tiid er indgaaet saadant Forliig at Hans Olsen skulde give Størvig 150 rbd. NV for hans Odelsret. Dette bestyrkes ved 3 og 4 Vidnes Svar til 2, 3, 4 og 5 Qvæst, og 5 og 6 Vidnes Svar til 3 og 4 Qvæstion. Angaaende Sorenskriver Bierregaards Opførsel herunder, da formenes det hverken at giøre til eller fra, men Spilfægterie er det at føre Vidner under 26 Jan. 1814. Betræffende at de 150 rbd. skulle omskrives til S. V. da seer jeg aldeles ingen grund dertil, eftersom de er bestemte efter 5 Jan. 1813. Jeg synes her kan være Anledning til at hæve Process. Omkostninger; thi concluderes:
Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande dog saaledes at Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.
2. Koren: Det er egentlig paa 3 grunde Citanten vil have Sagen afviist, først fordi ingen endelig Paastand af Appellanten var vedlagt ved Sagens Anhængiggiørelse for Stiftsretten, dernæst at Udsættelse forlangtes til at tage et Tingsvidne. Det første er rigtigt, som lovbefalet. Det andet kan ej tages til Følge, da Indholdet af Tingsvidnet ej vedkom Hovedsagen. For det andet at Opreisningen var erholdt for silde. Det er rigtigt at Opreisninger burde foregaae Stevningen, og altsaa burde ogsaa af denne Grund Sagen været
afviist. 1-4-1 strider aldeles mod Stiftsoverrettens Dom som derfor maa tilsidesættes. Bierregaard burde desuden ogsaa være indstævnet til Stiftsretten. Stævningen af 10 July bør saaledes afviises. Desuden troer jeg at de Udtryk, Morgenstierne har brugt om Bierregaard ere af den Beskaffenhed at han bør mulkteres; thi concluderes:
Stiftsoverrettens Dom bør uefterrettelig at være; hvorimod den til samme Ret den 10 Juni 1813 udtagne Stævning afvises. Processens Omkostninger for denne Ret betaler indstævnte Bystad til Appellanten Størvig med 60 Rbd. R. S. Endelig bør Cancellieraad Morgenstierne for de af ham brugte fornærmelige Udtryk mod en ustævnt Mand bøde til denne Rets Justits-Casse 10 Rbd. RS.
3. Arentzen: Bystad indstævnes at fraviige Gaarden Hundorph, hvorimod denne giør indsigelse paa Grund af en Contract. Først maa paakiendes Appellantens Indsigelser:
1. at Overretten ej har paakiendt de af Appellanten ved samme anammerede Indsigelser mod Formaliteten.
2. at OverretsStævningen ej er lovlig forfulgt
3. at Indstævnte har udtaget Ankestævning til Overretten efter at Underretsdommen havde overstaaet fatalia appellationis og uden i Forvejen at have erhvervet Opreisning.
4. At Appellanten ved Ankestevning til Overretten ej var citeret til at høre sat under Paakiendelse det Forliig hvormed Parternes Tvivst angaaende Odelen til Hundorp og Fossevolden formeentligen skal være opgiort.
1. Der er vel saa at Stiftsoverretten ved den afsagte Dom ej in terminis har paakiendt de af Appellanten fremsatte Exceptioner som ere de her nævnte 3 sidste. Men foruden at Appellanten hverken ved sin Ankestævning eller Procedure egentlig har banet sig Vej til her for Retten at faae denne Indsigelse paakiendt i det han hverken har stævnt til eller paastaaet Hiemviisning men endog udtrykkelig har erklæret ej at ville have den, som dog maatte være en nødvendig Følge dersom Exceptionen var grundet; saa er det tillige klart at Overretten ved taus at forbigaae den har tacite misbilliget den og saaledes forkastet den.
2. Indstevnte har ved Stiftsoverrets stævningens Incamination overeenstemmende med Fdg. 3 Juni 1796 § 6 angivet en lovgyldig Grund til Udsættelse, som Stiftsoverretten med Rette bevilgede ham.
3. Denne vilde vist nok have været grundet dersom den var fremsat in limine processus, men tager man i Betragtning at Overretsstævningen er incamineret 25 Octb. 1813 og Indsigelsen først og det indirecte fremsat i Indlæg af 21 Febr. 1814. efter at Realiteten var procederet til Doms af Indstevnte, saa er det evident at den er aabenbar ugrundet.
4. Det forholder sig med denne omtrent som med den næstforegaaende; thi den er først aevanceret 4 July 1814, omend skiøndt Appellantens Sagfører ved Overretten allerede havde fremlagt sit Tilsvar i Sagen
den 21 Febr. næst forhen og altsaa maa ansees at have desaveret Indsigelsen. Sagen bliver altsaa endelig at paakiende. Angaaende Realiteten da er Odelsretten baade beviist og in confesso, men tillige er det godtgiort at Appellanten i Vinteren 1813 har vedgaaet den Foreening med Indstævnte at denne skulde betale ham 900 rd. DC eller 150 rbd. N. V. mod at faae Odelsretsskiøde paa Godset; ligeledes er det oplyst at Appellanten endog senere har solgt sin OdelsRet til Sorensk. Bierregaard, saaledes at hiin skulle indløse Godset for at overdrage det til denne. Det er expeditissimi juris at Contracter skulle holdes, hvorfor Appellanten urettelig nu fordrer Godset ligesom det og baade efter Tingens Natur og Analogi af 5-3-7 er klart at Indstevnte og maa blive at friefinde fordi det er sat uden for al Tvivl at Appellanten ej vil løse Godset for sig selv men for en anden. Angaaende den paastaaede Omskrivning da kan denne ej finde Sted, efterdi Indstevnte ej har været in mora, ligesom ingen Paastand ved Overretten derom er nedlagt; saa er og Handelen indgaaet efter 5 Jan. 1813, tillige sluttet i N. V. Betræffene Omkostninger troer jeg Appellanten bør betale samme og bøde for unødig Trætte; thi concluderes:
StiftsOverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret betaler Appellanten til indstævnte H. O. Bystad med 100 Rbd. R. S. Saa betaler han og til Højesterets JustitsCasse for
unødig Trætte 20 Rbd. R. S.
4. Lange: Eenig med Collett.
5. Mandix: Angaaende de 4 Exceptioner som Appellanten har fremsat og paa Grund af hvilke han har paastaaet Stiftsoverrettens Dom kiendt uefterrettelig at være, da finder jeg dem ej af Vægt til at kunne befølge thi at Stævningen ej skulde være forkyndt kan ej antages det der ved Sagens Incamination blev godtgiort at nye klage til Forliigelses Commissionen skulde finde Sted og et Tingsvidne optages. Angaaende Opreisning da viser OverretsStævningen at denne forventes og at en saadan Bevilling ej strax fremlagdes skiønner jeg ej kan virke nogen Afviisning naar den kun blev fremlagt med de øvrige Beviser. Desuden fremsattes ej heller Exception herimod i rette Tiid. Betræffende at det senere indgaaede Forliig, der skulde virke Forandring i Underretsdommen ej skulde være paastævnt da som Stævningen indeholder at Indvarsel til at høre nærmere Paastand og see endog nye Dokumenter fremlagte samt Bevillingen til Forligets Paakiendelse og de fornødne Indsigelsers Fremsættelse og Paastand overeensstemmende dermed efter sine Udtrykk ej giver Anledning til at antage at Sagen paa denne Grund burde afviises, saa meget mindre som her ligeledes fremsattes
Exception saa at sige ex post facto. Endelig betræffende at Stiftsoverretten ej skal have paakiendt ved den endelige Dom de fremsatte Exceptioner da siden det ved specielle Eragtninger har paakiendt enhver for sig, synes det vell og at kunne antages implicite at være giældende om hiin. Paa disse Grunde skiønner jeg ej at Stiftsoverrettens Dom kan kiendes uefterrettelig og Stævningen afviises. Angaaende Sagens Realitet da er Størvigs Odelsret tilfulde beviist og ej heller benægtet. Spørgsmaalet bliver altsaa allene om det senere indgaaede Forliig maa blive at tage tilfølge og da skiønnes ej rettere end at dette saa tilstrækkelig er beviist at Størvig har til Bystad afhændet sin Odelsret for 150 rb. N. V. Betræffende den senere Handel som skal være skeet mellem Størvig og Bierregaard da skiønnes ikke at det er denne Sag aldeles uvedkommens og kunde til Fordeel for Bierregaard meget gierne været undladt at oplyses, siden derpaa aldeles ikke er stævnet; da dette maa blive mellem dem. Størvig har og anført 5-3-32 som Grund for at han ej skulde have indgaaet et saadant Forliig, men lovstedet viser tydelig at den Kiøbende af saadant Gods beholder det, og det bliver siden mellem vedkommende at afgiøre. Sagens Omkostninger formenes at kunne hæves og jeg er derfor eenig med Collett.
6. Kiønig: Angaaende de mod Sagens Form
giorte Endringer er jeg eenig med Arntzen at samme ej kan virke den paastaaede Underkiendelse af Stiftsoverrettens Dom, ligesom jeg og i Henseende til Sagen i sig selv er af samme Tanker som han, dog formener jeg ikke at Citanten John Hansen har manglet al Grund til at lade Sagen prøve ved denne Ret; min Conclusion er derfor:
Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes at den John Hansen til Justitscassen idømte Mulct bortfalder og at Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.
7. Justitiarius: aldeles eenig med Arentzen.
Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at Stande; dog saaledes, at Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.