HR-1815-30
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1815-09-01 |
| Publisert: | Den Norske Rigstidende 1815 No. 88 side 4 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | Denne publiseringen er basert på Riksarkivets transkripsjon av Høyesteretts voteringsprotokoll, samt stevning og domslutning hentet fra avisen Den Norske Rigstidende. |
| Saksgang: | Høyesterett HR-1815-30, Ordens No. 7, Løbe No. 30/1815 |
| Parter: | Lensmand Christopher Uhlen mot Hans Nielsen paa Hustrue Marie Bendtsdatters Vegne, samt Bernt Ammundsen Præstegaarden som Værge for Eline og Berthe Christophersdøttre |
| Forfatter: | Arntzen, Stiftsoverrettsjustitiarius Berg, Collett, Mandix, Kiønig, Lange, Bull |
| Lovhenvisninger: |
Ved udtagen Høiesterets-Stevning af 21de Octbr. 1814 har Citanten til Stadfæstelse, Forandring og Skærpelse indanket en af Aggershuus Stiftsoverret under 30te Novbr. 1812 afsagt Dom i en Sag, angaaende hans formeentlige Odels- og Løsnings Ret til Gaarden Øvre-Gubberud, No. 13 i Snarums Annex paa Modum. Bemeldte Dom lyder saaledes:
Indstevnede Hans Nielsen paa Hustrues Vegne og Bent Ammundsen Præstegaarden paa hans Myndtlingers Vegne bør til næste Lovens Faredag under Udkastelse, og for Citanten Christopher Uhlen ryddiggjøre den omhandlede Gaard Øvre-Gubberud med Tilbehør mod derfor at erholde saa stor Løsningssum, som Godset af uvillige Mænd bliver taxeret for paa den Tid, Indløsningen skeer. Processens Omkostninger ophæves.
Sorenskriveren over Eger, Modum og Sigdal, Justitsraad Jacob Wulffsberg har med tiltagne Meddomsmænd under 11de Mai 1812 afsagt saadan Hjemtingsdom:
Contra-Citanterne Hans Nielsen paa hans Hustrues Vegne, og Værgen B. Ammundsen paa hans Myndlingers afdøde Christopher Ammundsens Børns Vegne, bør for Hoved-Citantens, Lensmand Christopher Uhlens Tiltale i denne Sag frie at være. Ved Contra-Stevning af 10de Dec. 1814 have Jndstevnede paaanket ovenanførte Stiftsoverretsdom enten til at kjendes uefterettelig, eller til Underkjendelse, Tilsidesættelse og Forandring.
Aar 1815 Fredagen den 1te September blev i Sagen Christopher Ulen contra Hans Nielsen, paa Hustrue Maria Bendtsdatters Vegne, samt Bernt Amundsen Præstegaarden, som Værge for Eline og Berthe Christophersdøttre, voteret saaledes:
1. Arntzen: Hoved Appellanten Lehnsmand Christopher Ulen søger Contra Appellanterne i nærværende Sag Hans Nielsen paa dennes Hustrues Vegne og Bent Amundsen som Værge for afdøde C. Amundsens Døttre til for hand som formeentlig Odels og løsningsberettiget at ryddiggiøre og fravige Gaarden Øvre Gubberud af Skyld 15 Lpd Tunge. Forinden jeg indlader mig i Sagens Realitet; maa jeg først gaae i møde den af Contra Appellanterne fremsatte formelle Indsigelse at Stiftsoverretten formeentligen skal have paakiendt Sagen uden at være forsynt med de fornødne Dokumenter,
hvilken Mangel efter deres Formeening bør virke at Dommen vorder kiendt uefterrettelig at være og at Stiftsoverretsstævningen afviises. Men tager man i Betragtning at Hoved Appellanten har ved Overretten fremlagt den i Sagen af vedkommende Sorenskriver formeligen udstædte UnderretsAkt, saa troer jeg han har opfyldt Lovens Fordring i 1-6-10. Vel var nogle af de af Contra Appellanterne i 1e Instants fremlagte Dokumenter dem tilbageleverede og ej indrykkede i Akten, men da Dokumenterne saaledes vare i deres eget Værge, og de efter lovlig Stævning lod møde ved Sagfører i Overretten, saa havde det været deres Pligt der at producere dem; hvorfor de og ene selv ere Aarsag i den Ulempe som maatte være en følge af Efterladelsen heraf der aabenbar grunder sig i Vranghed. Sagen vil altsaa endelig blive at paakiende. Angaaende Realiteten da blev Hoved Appellantens Fader Ole Torgersen Ulen Ejer af Gaarden qvæstionis Øvre Gubberud ved Mageskiftebrev 14 April 1757; ved Skiøde 25 July 1768 afhændede saa den igien til sin Søn Amund Olsen, en ældre Broder af Hoved Appellanten; Amund Olsen solgte Godset til sin Svigersøn Erich Hansen ved Skiøde af 23 Juny 1798, og denne besad det til 3 July 1802, da han bortmageskiftede det mod Nordre Korsbøe til sin Svoger en Søn af Amund Olsen ved Navn Christopher Andersen, som ejede Gaarden til sin Død. Det er dennes Enke, nu gift med Hans Nielsen og 2 Døttre der ere Contra Appellanten i denne Sag som tog sin begyndelse ved Hoved Appellantens Klage til Forl. Com. af 27 August 1810.
Udfaldet af Sagen vil efter min Formeening fornemmelig beroe paa Opløsningen af det Spørgsmaal:
er Ole Torgersens Skiøde til Sønnen Amunn Olsen af 25 July 1768 proforma eller ikke.
Jeg troer at Spørgsmaalet bør besvares benægtende, og mine Grunde ere følgende:
Skiødet indeholder ingen Mangel i sig selv, men er i alle Henseende lovmæssigt. Den Exception at Amund Olsen tvertimod 5-3-43 aldrig skal have taget Ejendommen i Besiddelse og Brug, er af en dobbelt Aarsag urigtig, thi deels maa man antage det modsatte under Sagen at være beviist, og deels kan man ej forklare den citerede Artikel saaledes at en Kiøber skal være forpligtet til strax at tage den Kiøbte Gaard i Brug, men Artiklens Bud maa overeensstemmende med dens Grund ansees at være opfyldt, naar Sælgeren ej længer vedbliver at besidde det afhændte Gods sub tituto dominii. Skiftet paa Nordre Korsbøe 26 Febr. 1770 viser at Amund Olsen dengang boede paa Øvre Gubberud; Retshandlingerne af 24 Juni 1788 og 19 July 1790 godtgiør at han har gereret sig som Ejer af det omqvæstionerede Gods, og forsvaret det; 2, 6, 7, 8 Contra Vidnes Forklaringer bestyrke og hans virkelige Ejendoms Ret. De Argumenter som Hoved Appellanten hented deels fra den Omstændighed at Amund Olsen, der selv var tilstede baade som Arving og som Værge for sin yngre Broder Hoved Appellanten, taalte at Gaarden qvæstionis blev taget Bort til Indtægt paa Skiftet efter dens afdøde Fader og da endnu levende Moder den 6 Novbr. 1775, og deels fra Dokumentet
af 6 Nov. 1790 troer jeg ikke kan svække hines Gyldighed. Alle Sagens data synes klart at viise at Amund Olsen har været[?] Skiødet Godset mod 1050 rd. DC for hvilke Arvingerne fik Udlæg i samme, og denne Mening bestyrkes især derved at Amund Olsen har indfriet Udlæggene og derpaa erholdt vedkommendes Qvitteringer hvoriblandt Hoved Appellantens egen af 24 Aug. 1788. Dokumentet af 6. Novb. 1790 er i følge sin Natur intet andet end Qvittering for den i Gaarden udlagte Sum, og det saa meget mere som at Amund Olsens Moder Kari Amundsdatter ej allene har udstædt det men det er tillige undertegnet af flere. Den da nyelig udkomne Fdg. 19 Martz 1790 var desuden vist nok endda for lidt bekiendte til at kunne afskaffe de dengang brugelige saa Kaldte Afkalds skiøder. Nu staaer altsaa allene tilbage at undersøge om Hoved Appellantens Fader Ole Torgersen havde erhvervet Odel paa Øvre Gubberud da han solgte det til Amund Olsen. Ole Torgersen blev som meldt Ejer af Godset ved Mageskiftebrev 14 April 1757 og solgte det, som foranført, til Amund Olsen ved Skiøde af 24 Juli 1768 følgelig ejede han det noget over 11 Aar som dengang ej var tilstrækkeligt til at erhverve Odel, da der overeenstemmende med 5-5-1 dertil udfordredes 20 Aar. Der er intet fremkommet under Sagen om at Gaarden Loftshus, som Ole Torgersen mageskiftede, var hans Odelsgods eller ej; hvorimod det er avanceret af Contra Appell. og uimodsagt at Hans Pedersen havde Kiøbt Øvre Gubberud paa Auktion 1752. Hoved Appellantens Forældre have altsaa ingensinde været odels og
[https.//media.digitalarkivet.no/rg10081304294063 Side:122]
løsningsberettigede til Godset qvæstionis, og ContraAppellanterne ville derfor blive at friefinde, samt Processens Omkostninger efter Omstændighederne at ophæve; thi concluderes:
Underrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.
2. Berg: Betræffende Exceptioen af Contra Appellanterne henholder jeg mig til H. Assessor Arntzen. Ulen angiver at være en Søn af Ole Torgersen og Kari Amundsdatter, og at Godset ej saalænge har været af Ætlægget eller fra fiærnere at hans Ret dertil er præskriberet. Dette er rigtigt, men Sagen beroer alligevel paa om hans Forældre havde odlet Godset Faderen fik det ved Mageskifte 14 April 1757 mod Gaarden Lofthuus. Da disse Gaarde ej forhen var Parternes Odelsgods, maa Tiden regnes fra Mageskiftet. 25 July 1768 solgte han Gaarden til sin Søn, og har da ejet Gaarden noget over 11 Aar, som da var utilstrækkeligt til at fange Odel i. Prætendenten foregiver dog at Skiødet 25 July 1768 er proforma, fordi Gaarden blev siden taget Boet til Indtægt, og Moderen havde den i Besiddelse til 1790, hvoraf følger at Ejensdomretten ej blev afbrudt ved Skiødet af 1768. Forholder sig saa, kan ingen Tvivl være at jo Godset er hævdet for Ole Torgersen og Afkom. Betragtes midlertid Skiødet af 1768, sees at Amund Olsen virkelig overdrages Gaarden til Ejendom. Det er mærkeligt at Gaarden solgtes Amund Olsen for 1150 rd. og tages kun til Indtægt
for 1000 rd., hvor af kan sluttes at han skyldte saa meget og i stedet derfor tages Gaarden til Indtægt. Ligesom udlæggene heller ikke ere ligefrem giorte i Gaarden men i dens fastsatte Værdie 1000 rd. Dokumentet af 1790 maa ansees som en Contract, hvilket det og kaldes. Saaledes haves ej tilstrækkelige data for at Amund Olsens Ejendomsret fra 1768 er hævet ved senere Forhandlinger. Han tiltraadte strax Gaarden, men Skiødet efter Svigerfaderen C. Pedersen viser at han 1770 boede paa Gaarden. Med Hensyn til 5-3-43 findes saaledes intet at erindre. Den Besiddelse Enken fik, var kun at beboe bruge og nyttiggiøre Gaarden, og Faderens Besiddelse var kun et Ophold paa Gaarden. Intet beviser nogen af dens Ejendomsret, som heller ikke efter Skiftebrevet var mueligt; ej heller at hun senere har erhvervet saadan Ret. Amund Olsen udløste Appellanten af Godset fordi det paalaae ham som Ejer. Man seer og at Amund Olsen handlede som Ejer i 1781. Derfor maa Dokumentet af 6 Novb. 1790 ansees for en Qvittering. Paa disse Grunde concluderer jeg ligesom H. Assessor Arntzen.
3. Collett: Betræffende den præliminære Paastand, da troer jeg med Arntzen at samme ej kan tages til Følge. Angaaende Realiteten da er qvæstionen om Citanten som yngre Søn ej er nærmere end Myndtlingerne som Sønnesøns Døttre af første Forhverver. Her mangler ellers det fornemste, nemlig at Godset qvæstionis ej er oplyst at være Ole Torgersens Odel. Jeg troer ej heller at Skiødet af 1768 er proforma, hvorfor jeg er eenig med
Arntzen med Tillæg at der intet kommer ud af de Widner, Ulen har ført for at bevise sin Odelsret.
3. Mandix: Naar man sammenholder Parternes anførte Grund, da sees at meest taler for Contra Appellanterne Skiødet af 1768 maa ansees for aldeles lovformeligt som lovlig tinglæst, og da det indeholder at Øvre Gubberud overdrages Sønnen saaledes som Faderen havde ejet det, og at Faderen frasiger sig al Ret til den. Det benævner Summen og bestemmer at Gaarden strax af Sønnen skal tiltrædes. Et saadant Dokuments Svækkelse synes derfor at maatte have saare kraftige Grunde det er under Sagen godtgiort at Amund Olsen da boede paa Gaarden indtil 1771, da han flyttede til Nordre Korsbøe og siden i 1773 da han flyttede derfra, og det maa altsaa antages, siden det modsatte aldeles ej er beviist, at Amund Olsen den Tiid selv brugte Gaarden og det saa meget mere som efter Vidneforklaringen kan antages at Faderen ej boede paa Gaarden men paa Ulen, førend i 1773. Betræffende Vidnebeviserne for Ole Torgersens Besiddelse, da have 2 Vidner forklaret de meente det var 10 Aar, hvilket kan antages fra 1757 til 1768, men 2 Vidner at de meente det var 19 eller 20 Aar, men samtlige Vidner have erklæret at det er uvist om han besad den som Ejendom eller ej. I Henseende til Moderen er det vel beviist at hun brugte den over 10 Aar, men det er ej godtgiort at det var som Ejendom. Angaaende Skiftebrevet af 1775, da skiønnes det ej at kunne antages som Beviis mod Skiødet; thi at Gaarden der anføres for 1000 rd. maa antages at være kun forsaavidt Summen angaaer, der var Amund Olsens resterende Kiøbesum paa Gaarden, og
det saa meget mere som der anføres at Enken fremdeles bruger og nyttiggiør den med Børnenes og Formyndernes Samtykke. Dokumentet af 6 Novb. 1790 skiønnes heller ej at svække Skiødet, thi det handler blot om Overdragelse og indeholder Qvittering fra Svigersønnerne for deres Hustruers Mødrene Arv. Det maa altsaa allene antages som et Sikkerheds beviis for Amund Olsen for Gaardens fuldkomne Indfrielse samt den nærmer Bestemmelse angaaende Moderen, hvilket bestyrkes ved Amund Olsens Paategning om Christopher Ulens Qvittering, og at det er skrevet paa Papiir for Skiøder. Et ikke ubetydeligt Beviis for Amund Olsens Ejendom synes og Qvitteringerne af 1776 og 81 for hans 2 yngste Søstres og Christopher Ulens Arveparters Udbetaling, da det jo ej kunde have tilkommet ham at udbetale dene naar han ej havde været Gaardens Ejer. Hertil kommer at han har gereret sig som Gaardens Ejer ved at hævde dens Rettigheder. Naar det antages nu at Ole Torgersen fra 1768 ej har havt Ejendom til Gaarden, men Amund Olsen, saa følger heraf at Christopher Ulen ingen Odelsret kan have til Øvre Gubberud da Ole Torgersen kun ejede den i 11 Aar, paa en Tiid da der fordredes 20 Aar til at fange Odel efter 5-5-1, som da var giældende. Ligesaalidet kan han antages at have Odelsret efter Moderen, da hun som oven anført ej er beviist at have været Ejer af Gaarden paa disse Grunde maae Contra Appellanterne for Tiltale blive at friefinde. Omkostningerne synes efter Omstændighederne
at kunne hæves for alle Retter. Min Conclusion bliver altsaa som H. Assessor Arntzens.
5. Kiønig: Aldeles eenig med H. Assessor Arntzen.
6. Lange: Ligeledes.
7. Justitiarius: Ligeledes.
Underrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.