HR-1815-34
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1815-09-07 |
| Publisert: | Den Norske Rigstidende 1815 No. 90 side 2 - 3 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | Denne publiseringen er basert på Riksarkivets transkripsjon av Høyesteretts voteringsprotokoll, samt stevning og domslutning hentet fra avisen Den Norske Rigstidende. |
| Saksgang: | Høyesterett HR-1815-34, Ordens No. 93, Løbe No. 34/1815 |
| Parter: | Jens Hansen Lystad mot Halvor Helgesen Næss |
| Forfatter: | Sorenskriver Koren, Arntzen, Mandix, Omsen, Kiønig, Krigsassessor Brochmann, Bull |
| Lovhenvisninger: |
Under 4de April d. A. har Citanten indanket enten til at kjendes uefterrettelig at være, eller og til aldeles Underkjendelse og Forandring en af Aggershuus Stiftsoverret Dagen forud afsagt Dom i en Sag, angaaende Indstevnedes formeentlige Forpligtelse til at fravige og ryddiggjøre Gaarden Østre Bye i Nedre Rommerige, som Citanten skal have solgt i sin mindreaarige Stand o. s. v. Bemeldte Stiftsoverretsdom bør ved Magt at stande. I Kost og Tæring for Stiftsoverretten betaler Citanten Jens Hansen Lystad til Justitsraad og Sorenskriver Nilson 20 Rbd. S. V. Iøvrigt ophæves Processens Omkostninger for begge Retter.
Af Sorenskriveren over Nedre Rommerige, Justitsraad Nilsen er ved Hjemtingsdom af 4de Juli 1814 saaledes kjendt for Ret:
Det af Citanten Jens Hansen Refsum med Curator Hans Jensen Refsum til Contra-Citanten Halvor Helgesen Næss den 2den Januar 1810 udstædte, og under denne Sag paastevnede Skjøde bør som lovligt, saavel in re som forma, ved Magt at stande, og Contra-Citanten for Citantens Tiltale i denne Sag fri at være. Udi denne Sags Omkostninger betaler Jens Hansen Refsum til Contra-Citanten Halvor Helgesen Næss 30 Rbd. N. V. Det Idømte at udredes 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
Aar 1815. Torsdagen den 7 Septbr. blev i Sagen Jens Hansen Lystad contra Halvor Helgesen Næss voteret saaledes:
1. Koren: Jens Hansen Lystad har ved Stævning 4 April d. A. indanket en under 3 April afsagt Stiftsrets Dom enten til at kiendes uefterrettelig eller til aldeles Underkiendelse og Forandring; da han formener at det af ham under 2 Janv. 1810 udstædte Skiøde maa underkiendes fordi det er udstædt i hans Minderaarighed. Han har derfor her i Retten først fremsat præliminær Exception til Sagens Hiemviisning fordi Underdommeren ej har brugt Meddomsmænd ved Sagens Paakiendelse; men denne Exception maa efter min Formeening aldeles bortfalde da her blot er Spørgsmaal om Skiødets Gyldighed ej om nogen Ejendomsret. Skiødet er paastaaet underkiendt paa følgende Grunde:
1. at ingen af Øvrigheden udnævnt Curator har underskrevet samme.
2. om dette vel antages end det dog ej skeet af nærmeste Frænder, og
3. at den Mindreaarig ej var i det Tilfælde, 5-3-20 ommelder for lovlig at kunne afhænde sit Gods.
1. Naar man seer hen til den af Sorenskriveren paa Skiødet af 1810 tegnede Attest ligesom og hans senere Attest af 3 Martz 1814, bliver der ingen Grund til at antage efter min Mening at Johan Refsum der som Fader har underskrevet som Curator virkelig er indsat af Sorenskriveren, da det ellers havde været dennes Pligt at udnævne ham en anden ved Skiødets Udstædelse, og at Appellanten ellers ingen Curator behøver sees af Attesten. Denne Exception bør derfor bortfalde.
2. Vel har Morgenstierne indvendt at Lovgiveren fast-
sætter 2 Maader at afhænde sit Gods paa, enten efter 3-19-34 med Curator, eller efter 5-3-20 med næste Frænder, hvilket han endog vil have forstaaet derhen at det var nok naar kun den nærmeste Frænde dertil havde givet Samtykke. Men skulle disse Lovsteder ej komme i Strid med hinanden, er det aldeles klart at 3-19-34 allene taler om Skiøder paa rørligt Gods og 5-3-20 om Jordegods. Da nu dette har været anseet for saa aldeles rigtigt for Familiernes Vedligeholdelse, seer man tydelig af 5-3-20 at det har været mod Lovgiverens Willje at den Mindreaarige skulle skille sig fra samme med mindre dertil var den højeste Nødvendighed. Derfor har Lovgiveren og fordret at hans Frænder skulle samtykke i denne Handel, og man maa antage at da her nævnes Frænder har det været Lovgiveren magtpaaliggende at et nøje og veludtænkt Overlæg mellem disse skulde afgiøre hvorvidt Jordegodset maatte sælges eller ikke. Uagtet jeg troer at Egennytte er de væsentlige Drivefieder til denne Sags Anlæg, kan jeg dog ej indsee at de forrige Retter have havt Grund til at ansee Skiødet som gyldigt da der manglede de i 5-3-20 fastsatte Formaliteter; thi concluderes:
Det under 2 Janv. 1810 til Indstævnte udstædte Skiøde underkiendes; og bør Indstævnte som en Følge deraf fravige og ryddiggiøre Gaarden Bye No. 530 i Enebak Præstegiæld af Skyld 2 Skpd Tunge mod derfor at erholde af Jens Hansen Lystad den til ham udstædte Panteobligation qvitteret tilbage og mod Tilbagebetaling af de 2051 rbr. 1 mark DC i Rbr. S. V. efter Omskrivnings Forholdet paa den Tiid samme bleve betalte nemlig 2 Janv. 1810. Processens Omkostninger for denne Ret ophæves.
2. Arntzen: Da jeg i det væsentlige er eenig med Koren, bemærkes kun at Indstævnte bør nyde det
beneficium at fratræde Gaarden til første Fahredag, og at der bør fragaae den Dragonhest, kakkelovn og halve Gaards Grøde, som fulgte med samme; thi concluderes:
Det paaankede Skiøde af 2 Janv. 1810 underkiendes hvorimod Indstævnte bør til Lovens første Faredag efter Højesterets Doms lovlige Forkyndelse ryddiggjøre og for Appellanten Jens Hansen Lystad eller Refsum fravige Gaarden Østre Bye, Mart. No. 530 i Enebaks Præstegiæld mod derfor at erholde sin Panteobligation til Appellanten af 2 Janv. 1810 extraderet, i qvitteret stand og den øvrige Deel af Kiøbesummen 2051 rbd. 1 mark DC betalle i Rbp. S. V. efter det Omskrivningsforhold som ifølge Fdg. 5 Janv. 1813 finder Sted med Hensyn til Skiødets Udstædelses Datum den 2 Janv. 1810; dog fragaaer Kiøbesummen efter uvillige Mænds Skiøn hvad den med Gaarden fulgte Kakkelovn, Dragonhest og halve Afgrøde for 1809 maatte beløbe sig til. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.
3. Mandix: Angaaende Paastanden i henseende til at Stiftsoverrets Dommen kiendes uefterrettelig da henholder jeg mig til Assessor Korens Votum. Betræffende Sagens Qvæstion selv, da forsaavidt Exceptionen angaaer Skiødet ej at være underskrevet af Curator er jeg ligeledes eenig med Koren; men hvad angaaer at Skiødet skulde kiendes uefterrettelig paa Grund af at ej næste Frænders Raad hertil skulde være indhentet og Skiødet af dem underskrevet, da maa jeg anføre at naar 5-3-20 fordrer Næste Frænders Samtykke i saa Henseende, maa det vel for en deel være forsaavidt de ved slig Handel kunde lide Tab, og altsaa forsaavidt de maatte være Arvinger. Faderen, med hvis Samtykke som Curator Handlingen er skeet og Skiødet udstædt, var unægtelig nær-
meste og eeneste Arving, og altsaa den som nærmest kunde tabe, og da hans Samtykke haves formeener jeg at dette kunde være tilstrækkeligt. Naar man nu herhos tager hensyn til at Ejendommen ej var ham tilfalden ved Arv som han endnu ej havde kunnet faae, da Faderen sad i uskiftet Boe efter Moderen, og at Faderen arv at sælge ham Gaarden Østre Bye for den Sum 1499 rd. 3 Mk. og Sønnen ved senere med Faderens Samtykke at sælge Gaarden for 4051 rdr. 1 Mk. altsaa har tilvejebragt Sønnen en ej ubetydelig Fordeel, samt ham aldeles intet Tab saaledes kan ansees at være paaført, saa formener jeg ikke at Skiødet af denne Grund bør kiendes uefterretteligt; I Henseende til Exceptio 3, fordi Gaarden ej skulde være solgt af nogen af de i 5-3-20 anførte Aarsager da formenes at, siden det er godtgiort ej at have været Appellanten til noget Tab, denne Exception maa kunne antages til grund; thi concluderes:
De ergangne Domme bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for HøjesteRet ophæves.
4. Omsen: Tiltræder Korens Votum med det Tillæg Arntzen har giort; hvortil jeg yderligere føjer: at Ret til Erstatning for Forringelser forbeholdes Citanten efter lovlig Omgang.
5. Kiønig: Lovens 5-3-20 har efter min Formeening til Hensigt at giøre det til Pligt for den Mindreaarige at raadføre sig med sine næste Frænder førend Salg bestemmes af ham over den ham tilfaldne Jord, for at anvende Pengene han faaer for Godset saaledes som Artiklen foreskriver, hvorimod 3-19-34 foreskriver hvorledes en Contract af en Mindreaarig skal indgaaes førend samme erholder forbindende kraft. Dette Lovsted fordrer blot til at give et Skiøde juridisk Virkning foruden den Mindre-
aariges eget tillige have Curators Samtykke. Jeg antager saaledes at den Mindreaarige kan have opfyldt 5-3-20 i nærværende Tilfælde ved uden derfor at have skrivtligt Beviis at ham førend Afhændelsen af hans Gaard Østre Bye derom raadført sig med sine næste Frænder, og derfor anseer de foregaaende Domme grundede, hvorfor min Conclusion bliver som Assessor Mandix’s.
6. Brockmann: Eenig med Mandix og Kiønig.
7. Justitiarius: Jeg anseer Citantens Fader som Curator eller vedbleven Værge. Derfor er ej saa meget Spørgsmaal om 5-3-20 som om 3-19-34. og efter dette maa Skiødet være gyldigt, naar Curator har underskrevet. Desuden anseer jeg 5-3-20 nu upassende. Det bliver aldrig Kiøberens Sag at undersøge efter denne Artikel de Vilkaar hvorunder den Mindreaarige maa sælge Godset. Derfor refererer jeg mig til Assessor Mandix’s Votum.
De ergangne Domme bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.