HR-1815-38
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1815-09-15 |
| Publisert: | Den Norske Rigstidende 1815 No. 92 side 3 - 4 |
| Stikkord: | Straffeprosess |
| Sammendrag: | Denne publiseringen er basert på Riksarkivets transkripsjon av Høyesteretts voteringsprotokoll, samt stevning og domslutning hentet fra avisen Den Norske Rigstidende. |
| Saksgang: | Høyesterett HR-1815-38, Justits Sag No. 10, Løbe No. 38/1815 |
| Parter: | Over-Auditeur Hjelm Actor mot Gunder Mortensen Hovhoug |
| Forfatter: | Mandix, Kiønig, Lange, Stiftsoverrettsjustitiarius Berg, Collett, Omsen, Bull |
| Lovhenvisninger: |
Ved Stevning af 14de Septbr. d. A. indanker Actor enten til at kjendes uefterrettelig at være, eller deels til Stadfæstelse, deels til underkjendelse, Tilsidesættelse og Forandring en af Aggershuus Stiftsoverret under 22de Mai sidstleden afsagt Dom i en Sag, angaaende Rets-Gyldigheden af de over den for Fabrication af falske 100 Rds. Assignater justitialiter tiltalte Gunder Hovhoug fra 14de Marts 1812 til 28de Mai 1814 ved Christiania Byes Jurisdiction optagne præliminaire Forhøre. Bemeldte Dom lyder saaledes:
Forhøret af 14de Marts 1812 bør ved Magt at stande; de øvrige i denne Sag paaankede fra 15de Marts 1812 til 28de Mai 1814, begge undtagne, afholdte Forhøre bør, saavidt de skulle ansees som Retshandlinger, uefterrettelige at være.
Aar 1815 Fredagen den 15 Septbr. blev i Sagen Over Auditeur Hielm som Actor contra Inqvisitor mod Gunder Mortensen Hovhoug voteret saaledes:
A. I Anledning en af Actor fremsat Exception:
1. Mandix: Den af Actor fremsatte Qvæstion er: om Sager kan afviises eller efter Defensors Paastand hiemviises til nye og lovligere Behandling, fordi ved StiftsRetten Christianiæ Byes Præsident ej har taget Sæde og voteret i denne Sag; og at kuns 3d Dommere derudi have dømt, da der dog ifølge det anførte skulde have været 4. Da Fdg. 11 Aug. 1797 ikkun antager i Almindelighed 3 Dommere i alle Sager, saa skiønnes ej heller at Dommen paa Grund heraf kan kiendes uefterrettelig og hiemviises til nye og lovligere Behandling, og det saa meget mindre som en Magistratsperson har været tilkaldt i Sagen og saaledes maa antages at have været i Præsidentens Sted; thi conclu:
Sagen bør have sin Fremme.
2. Kiønig: Fdg 11 Aug. 1797 foreskriver i Cap. 1 § 7 at By-
ens Præsident skal i Sager, der forhen hørte under Raadstuerettens Paakiendelse, naar disse indkomme for Overretten, tage Sæde; og fastsætter den følgende 8de § at Retten ej maa sættes med mindre Antal Assessorer end det i § 7 bestemte. Da disse Befalinger ikke under nærværende Sag findes at være iagttagne saa skulle jeg concludere:
Stiftsoverrettens Paaankede Dom kiendes uefterrettelig og at Sagen hiemvises til nye og lovligere Paakiendelse ved bemeldte Ret, samt at tiltalte Gunder Hovhoug tilpligtes at betale Actor for Højesteret 12 Rbdr. R. S.
3. Lange: eenig med Mandix.
4. Berg: ligeledes.
5. Collett: Exceptionen kan saa meget mindre antages som der den Tiid ingen Præsident var; og desuden har Raadmand Ingstad i flere Aar været constitueret til at tiltræde Retten, hvilket er almindelig bekiendt. Jeg er derfor eenig med Mandix.
6. Omsen: Fdg. 11 Aug. 1797 § 7 er saa tydelig og bestemt at jeg ej skiønner hvorledes der om sammes Forstaaelse kan være forskiellige Meeninger. Bemeldte Artikel siger bestemt at i de i §en omhandlede Sager skal Præsidenten tillige tiltræde Retten, uden at Artiklen tillægger at nogen af de ordinære Assessorer skal udtræde. Naar det altsaa, skiøndt ubeviist, antages at Raadmand Ingstad har forestillet Præsidentens Person, saa har dog StiftsOverretten aabenbar været incomplet, da nærværende Sag blev behandlet; men det staaer ej i H.Rets Magt saavidt jeg skiønner at eftergive noget af Rettens foreskrevne Former og Regler. Vel har indstævntes Sagfører anbragt at G. M. Hovhoug kunde have gaaet Stiftsoverretten forbie med Hensyn til Forhørerne der maatte betragtes som Rettens voldsomme Tvang, men med Hensyn hertil maa jeg anmærke
1. at G. M. Hovhoug selv har paaanket Forhørene til StiftsOverretten om
2. at 1-6 Cap. -8- giorde det endog til en ubetinget Pligt for ham at indstævne Sagen til Stiftsoverretten, som var kommen i Raadstuerettens Sted. Vel taler bemeldte Artikel blot om Byetingets Domme, men dette maa vel analogisc forstaaes tillige om Byefogdens Forhører. Hvorvidt Sagen tillige kan fremviises til nye og lovligere Behandling kan være meer Tvivl underkastet, da Indstævnte ingen Contrastævning har. Men da Actor ingen Exception har fremsat mod der fra Indstævntes Side nedlagte Paastand, og Sagen tillige er en Justitssag, saa synes denne tillige retteligst at burde hiemviises til nye og lovligere Behandling og Paadømmelse. Endelig hvad Omkostningerne angaaer, da skiønner jeg ej hvorfor indstævnte skulde bøde eller lide for en Forseelse, Stiftsoverretten har begaaet, men da Actor ej har nedlagt Paastand om Omkostningerne over rette Vedkommende, maa han nu finde sig i at han ingen Omkostninger faaer; thi concl:
Den paaankede Stiftsoverrets Dom bør uefterrettelig at være, og Sagen at hiemviises til nye og lovligere Behandling og Paadømmelse af bemeldte Ret i Overeenstemmelse med Fdg. 11 Aug. 1797. § 7.
7. Justitiarius: eenig med Mandix. Det vilde nemlig være upassende at opholde Sagen, da det er notorisk at ingen virkelig Præsident da existerede, og Justitiarius i Stiftsretten som da var Stiftamtmand, maa antages at have billiget Raadmand Ingstads Votering, som om den af Præsidenten var skeet.
B. I Sagen selv.
[den 21de September 1815, Torsdag]
1. Lange: Ved Højesterets Stævning 14 Septb. 1815 indanker Over Auditeur Hielm en Dom afsagt af Aggershuus Stiftsoverret den 22 May s. M. deels til Stadfæstelse deels til Underkiendelse og Forandring, i en Sag mellem Justitien paa den ene og Gunder Mortensen Hovhoug paa den anden Side betræffende Gyldigheden af de over denne fra 14 Martz 1812 til 28 May 1814 optagne Forhører. Ved bemeldte Overrets dom blev Forhøret af 14 Martz 1812 kiendt ved Magt at stande, men de øvrige under Sagen paaankede fra 15 Martz 1812 til 28 May 1814 afholdte Forhører saavidt de skulle ansees for Retshandlinger kiendte uefterrettelige at være. Sagens Omstændigheder ere følgende: Efterat en Svenske [Svend Eriksen] havde anmeldt for da værende Politiemester i Christiania Capitaine Weideman at han paa Grundseth Marked havde af G. M. Hovhoug modtaget endeel falske Assignations Beviiser, blev i Anledning af denne Anmeldelse den 14 Martz 1812 af Politiesekretair Riis optaget et forhør, som Politiebetienterne Stene og Hagen overvare som Vidner. Derefter er i Sagen af Capt. Weidemann selv bleven afholdt en Deel Forhører nem. 15d Martz 1812, 17 Martz s. A. 19 Martz, 23 s. M. samt 1te, 7d, 21d og 22d April s. A. 20d Juni, 5e July, 9d July, 11 August, 3d som maa antages at være October og 8 Decbr. 1812, 18d Martz 12te April, 26 Juny, 28 July, 29 Aug. 19 Novbr. samt 29 Decbr. 1813, 10 Martz, 19de s. M., 6 April og 28 May 1814, da Administrator sluttede dette Forhør. Det bliver efter Actors Paastand først at undersøge om Stiftsrettens Dom bør kiendes uefterrettelig at være og Sagen derimod afviises, hvilken Paastand efter min Formeening maa tages til Følge, da det vilde være stridende mod den Rettens hurtige Pleje som især i kriminelle Sager er foreskreven, om en Tiltalt eller hans Defensor skulde ansees berettiget til igiennem Retterne særskildt at faae paadømt
[https.//media.digitalarkivet.no/rg10081304294082 Side:160]
Gyldigheden af ethvert Forhør eller Tingsvidne som kan komme under Sagen. Bestemmelserne i Fdgr. 17 Martz 1690 samt analogien af det paaberaabte Reskript af 1772 om Inqvisition i Kiøbenhavn, anseer jeg i dette Tilfælde uanvendelige, hvorimod de Anordninger, der foreskrive Regler for Misgiernings Sagers Behandling ej tillade en særskildt Appel; hertil kommer at de paaankede Forhører kun maa ansees som præliminære, og at der her ej er Spørgsmaal om Straf for Forhørernes Administrator; thi concluderes:
Denne Sag afviises, og som en Følge heraf bør Stiftsoverrettens Dom uefterrettelig at være. I Sallarium til Actor for Høijesteret O. A. Hielm betaler G. M. Hovhoug 50 Rbd. R. S.
2. Mandix: Da Sagens Historie af Assessor Lange er udførlig anført, saa henholder jeg mig dertil. Betræffende Actors Paastand at Sagen skal afviises da ere de vigtigste Grunde derfor at de paaankede Forhører ej efter Lovgivningen burde separat paaankes, fra HovedSagen; og at den meddeelte Kgl. Opreisning ej skulde angaae alle Forhørerne men kun fra 17 Martz 1812 til 28 May 1814. Angaaende den første Grund da synes det vel at, da præliminære Forhører ej kunne antages at have anden Hensigt end at sætte Øvrigheden i Stand til at bedømme hvorvidt Aktion maatte kunne anlægges mod den Beskyldte, og det Fdg. 17 Martz 1690 vel sige at Tingsvidner kunne paaankes, men Præliminær Forhører ej dertil kunne henføres; at altsaa ogsaa Sagen paa denne Grund kunde afviises; men da Spørgsmaalet i Henseende til disse Forhører er, om de maatte være foretagne paa de ved Lovene foreskrevne Maader, og om de altsaa maatte kunne ansees som lovlige Retshand-
linger eller ej, samt at Sagen saaledes er deduceret og paakiendt af Stiftsoverretten, troer jeg ej at Sagen nu paa denne Grund kan afviises, og i Henseende til den meddeelte Opreisning, da er det vel saa at den allene benævner Forhører fra 17 Martz 1812 til 28 May 1814, men foruden at da der siges Forhøret begyndte den 17 Mart. det vel kunde antages at være en Feilskrivelse i Stedet for 14de saa troer jeg og at disse Forhører ej egentlig kunne fordre Opreisnings Bevilling, da de ej kunne antages for nogen endelig Retshandling, men allene som Begyndelse til Sagen, og hvorpaa Sagens Anlæg, der er begyndt men aldeles ej fuldendt, grunder sig Paa disse Grunde formener jeg ej at Stiftsoverretsdommen kan kiendes uefterrettelig og Sagen afviises. Betræffende selve Forhøret eller Forhørerne da er det tilfulde oplyst at de aldeles ej i Lovens Orden ere fortagne; de ere skrevne paa løst Papiir og ej tilførte Protokollen; de ere tildeels først siden skrevne og underskrevne af Vidner, tildeels have og ingen Vidner underskrevet 1-8, foruden mange senere Anordninger bestemme udtrykkelig at ingen Retshandling maa foretages paa løst Papiir, men skal tilføres Protokollen. De synes saaledes foretagne ej heller at kunne virke med den sikkerhed, Loven fordre; og paa Grund heraf kunne da altsaa ikke blive at stadfæste, men de synes allene at maatte ansees som extrajudicielle Forhandlinger. Ved Overretsdommen er Forhøret af 14 Martz 1812 kiendt ved Magt at stande og, da dette er ført til Protokol, og Vidnerne have underskrevet dette, maa Forhøret antages gyldigt; thi concl:
Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Actor for Højesteret Hielm betaler Hovhoug 40 Rbdr. R. S.
3. Berg: Der er opkastet det Spørgsmaal om Forhørernes Gyldighed separat kan paaankes. Der spørges altsaa ej om Hovhougs Forklaring og Vidnernes Udeladelser, der overbeviise ham om hans falsum, men om Forhøreene saaledes ere afholdte at de have fidem publicam. Det første maa afgiøres af den Ret, der paakiender Sagen, men dette kan kun Overretten giøre. Naar derfor Anken Angaaer deres Form, da maa de enten paaankes ved Overretten eller tages til Følge under Sagen. Tingens Natur og Fdg. 17 May 1690 hiemles det, da denne tillader de ved Underretterne førte Tingsvidne at indstævnes til Overretterne. Man kan ej sige denne Tilladelse kun giælder om private Sager, da det ej kan nægtes at jo Tingsvidner i offentlige Sager kunne være saaledes at de qvoad formaae kunne medføre en Nullitet. Desuden bemærkes at der neppe existerede nogen væsentlig Forskiæl mellom civil og criminel Proces da Fdg. blev givet. Analogier synes at kunne herfra drages til Forhører, der man anseer som Retshandlinger, da de skulle holdes af Dommeren og Laugrette. Naar Fdg. 31 May 1805 forudsætter at Sagen paaankes efter at Dom er gaaet, har den ej taget Hensyn til det siældnere Tilfælde at Retsforhandlingen behøves at paaankes som Nullitet. Denne Sag har altsaa rettelig været indanket for Stiftsretten, om det end rettere var skeet af Øvrigheden end af Hovhoug, hvilket ingen Indflydelse kan have. Hvad Sagen i sig selv angaaer, da naar sees hen til Veidemanns egen Paategning paa Forhørs Akten, til const. Byefoged Møllers Attest af 10 July 1814, til Mikkelsens Vidnedsbyrd af 7 Janv. 1815, og til Stenes og Hagens Vidnedsbyrd, saa kan deraf foruden at de ej ere indførte i Protokollen
ej udledes nogen Vished for at deres Indhold er rigtigt, except det af 14 Martz 1812. Man har saaledes ej Grund nok til at fæste Tillid til dem, saameget mindre som man af Slutterens og fleres Forklaring kan slutte at Hovhougs tilstaaelse tvertimod Loven er frembragt ved Tvang. Hvad angaaer Indvendingerne mod Forhøret af 14 Martz 1812, at det er optaget af en incompetens Person, saa da det ej kan ansees ulovligt at den aller første Undersøgelse skeer ved Politiet, og da Riis var ansat som Embedsmand derved, saa troer jeg ej det derfor kan være ugyldigt. Actor har givet Paastand om Sallarium i denne Sag, men dertil skiønnes ingen Grund thi Artikel 22 i Prov. Anord. 9 Juni d. A. thi conclud:
Stifts Overrettens Dom bør ved Magt at stande.
4. Omsen: Actor har fremsat følgende Indsigelser:
1. at det strider mod den Kriminelle Lovgivning i Alm. og Fdg. 17 May 1690 i Særdeleshed særskildt at paaankede de omhandlede Forhører m. v. Men da ingen mig bekiendt Lov forbyder Paaankning at et eller flere Forhører, og Fdg. 17 May 1690, der forbyder Interlocutorie Kiendelsers særskildte Paaankning tillige tillader Tingsvidners Paaankning, saa synes denne Lov ej at hiemle Actors Indsigelse; og det saa meget mindre som enhver querela nullitates synes at nyde Hiemmel i bemeldte Lovbud.
2. at Formen for Appel i Justitssager bestemt er foreskrevet ved Fdg. 31 May 1805 og følgelig ej vilkaarlig kan overtrædes, m. v. Men naar bemærkes Forskiæl mellem nødvendig og frievillig Appel, vilde det være urimeligt at antage at den sidste blev betaget nogen Fordeel, fordi der var foreskreven Regler for den første. Den naturlige og juridiske Ret
at paaanke Fornærmelser, kan saaledes ej være hævet ved bemeldte Lovbud.
3. at Morgenstierne som privat Sagfører var Actor incompetens; men var Hovhoug berettiget til selv at paaanke Forhørerne, saa maatte han og være berettiget til ved en Sagfører at udføre Anken, om end aldrig Morgenstiern senere var beskikket til Defensor og havde som saadan corresponderet med Stiftet uden derfra er skeet nogen Erindring om hans Competence. Actors Indsigelser blive saaledes at forkaste, og da jeg for Øvrigt i det hele er eenig med Justitiarius Berg, tiltræder jeg hans Conclusion.
5. Collett: Jeg skiønner ej rettere end at den af Morgenstierne som Defensor for Hovhoug instituerede Anke mod de omhandlede Forhører ligesaavel kunde og burde have været anlagt under selve Sagen. Som Motiver herfor kan anføres langvarig Praxis, grundet paa Lovene, og de mange Ulejligheder som vilde flyde af den modsatte Fremgangsmaade; thi stod det til den Tiltalte at udstjkke Omstændighederne i Justitssager ved at anlægge særskildt Anke mod særskildte Retshandlinger, da vilde saadanne Sager ej allene lettelig kunne udtrækkes i flere Aar, men vel og i den Tiltaltes hele Levetiid desuden vilde deraf endnu flyde den saare vesentlige Ulejlighed at en og samme Sags forskiellige Omstændheder, der ej beqvemmelig kunne paakiendes uden i foreening, ved særskildt at paakiendes vilde kunne lettelig afgive upassende Præjudikater for de øvrige Sagens Omstændigheder. Da saaledes den af Morgenstierne brugte Fremgangsmaade strider mod
Fdg. 17 May 1690, Fdg. 19 Aug. 1735, Fdg. 21 May 1750 og 3 Juny 96, saa concluderer jeg som Assessor Lange Dog finder jeg ingen Anledning til at statuere noget Salarium for Actor i denne Sag.
6. Kiønig: Betræffende de mod Sagens Paakiendelse ved denne Ret fremsatte Exceptioner, er jeg eenig med de forhen Woterende, som have antaget at samme ej kunde have Sagens Afviisning til Følge. Angaaende Sagen selv da naar man betragter Hensigten med Undersøgelses Forhører, saa er den efter min Formeening kun derved at sætte Over Øvrigheden i Stand til at kunne bedømme hvorvidt den eller de ulovlige Handlinger som have foraarsaget Forhørets Optagelse, kunde ansees at have fundet Sted eller ej, og om videre Forfølgelse af Sagen bør foregaae. I Overeenstemmelse hermed blive Vidner ej heller derunder eedfæstede, og deres saaledes afgivne Forklaringer kunne saaledes ej heller tiene som lovligt Beviis mod Anklagede; hvortil de først da overgaae naar de under Eed for Retten ere gientagne. Rigtigheden heraf synes at sættes uden for Tvivl naar man seer hen til at Forhører som oftest foregaae uden at Vedkommende dertil i forvejen varsles, da derimod det Beviis ved Vidner, som skal kunne tiæne til derved at rejse eller fælde nogen, i Følge 1-13-1 ej maa erhverves uden efter lovlig foregaaet Kald og Varsel. Af Byefoged Veidemanns Paategning paa Hovhougs Klage af 13 July 1814, erfarer man at alle foregaaende Forhører her i Byen ere afholdte paa løst Papiir, og at han først har anskaffet Protokol til deri at indføre Forhører. Førend Fdg. 3 Juni 1796 udkom bleve Præliminære Forhører paa Landet optagen af Kongens
Foged, der ej engang var forsynet med Protokoller til dette Brug, og intet Lovbud har belaget at saadant Forhør den Virkning samme efter sin Hensigt skulde have, nemlig at sætte Øvrigheden i Stand til at bedømme hvorvidt Tilfældet qvalificerede sig til offentlig Paatale eller ej. Forskrifterne i 1-8- kunne ej heller have hensyn paa Forhører, da disse først senere ere befalede at skulle i visse Tilfælde foregaae. Jeg formener paa de anbragte Grunde at den paaankede Stiftsoverretsdom maa blive at forandre, og derfor saaledes concluderes:
De paaankede Forhører optagne fra 14 Martz 1812 til 28 May 1814 bør ved Magt at stande; dog saaledes at det under Hovedsagen mod Tiltalte G. M. Hovhoug bør komme under Paakiendelse om deres Indhold efter Omstændighederne kan Tiæne som Beviis mod ham eller ej.
7. Justitiarius: Ved at give et Præjudikat nu, vilde man hindre vedkommende Dommer fra at vurdere de ved Forhørerne fremkomne Beviiser efter Fortieneste. Fdg. 17 May 1690 kan ej anvendes paa Præliminære Forhører. Det vilde desuden være at rive Sagen fra sin rette Sammenhæng. Hovhoug burde desuden have andraget for Justitien at han vilde have Forhørerne indankede, og ej giøre det private auctoritate. Den Dommer, der skal paakiende HovedSagen, maa ogsaa kunne bedømme hvad Troeværdighed de i disse Forhører indeholdende Beviiser eller Formodninger kunne tillægges; thi concluderes;
Stiftsoverrettens Dom bør uefterrettelig at være; hvorimod Sagen afviises.
For at tilvejebringe Pluralitet tiltraadte Kiønig og-
saa Justitiarii Meening.
Stiftsoverrettens Dom bør uefterrettelig at være; hvorimod denne Sag afvises.