HR-1815-59
| Instans: | Høyesterett - Beslutning og Dom |
|---|---|
| Dato: | 1815-11-17 |
| Publisert: | Den Norske Rigstidende 1816 No. 2 side 4 |
| Stikkord: | Sivilprosess, Direkteanke, Avtalerett |
| Sammendrag: | Denne publiseringen er basert på Riksarkivets transkripsjon av Høyesteretts voteringsprotokoll, samt stevning og domslutning hentet fra avisen Den Norske Rigstidende. |
| Saksgang: | Høyesterett HR-1815-59, Ordens No. 115, Løbe No. 59/1815 |
| Parter: | Enken Birthe Gulbrandsdatter Schagenæs med Laugværge, mot Tron Leerberg og Christopher Lie |
| Forfatter: | Kiønig, Mandix, Omsen, Sorenskriver Koren, Collett, Motzfeldt, Bull |
| Lovhenvisninger: |
Ved Høiesteretsstevning af 10de Novbr. 1814 har Citantinden indanket directe for Høiesteret, til at kjendes uefterretteligt, og at blive tilsidesat et af Tron Leerberg, som hendes opgivne Laugværge, formeentlig uden Competence, men Christopher Lie, inden Norhougs Forligelses-Commission den 2den November 1812 indgaaet Forlig at følgende Indhold:
Tron Leerberg, som Laugværge for og Befuldmægtiget af Enken Birthe Gulbrandsdatter Schagenæs, indgaaer, at der af Søndre Schagenæs Skov skal leveres til Christopher Lie og Guldbrand Tandberg de ommeldte 250 Tylter Tømmer, det halve 6 Alen, og det andet Halve 12 Fod, 1/3 Undermaal, 1/3 11 Toms og 1/3 Maal, og om der blandt Antal skulde findes 5 à 6 Tylter 10 Fods Tømmer, skal dette antages for 12 Fods; men, istedetfor Aftalen var, at levere paa 1 Aar, saa har Tron Leerberg formaaet Christopher Lie til at tilstaae Enten Leverancen saaledes, nemlig at 1/6 af Tømmeret skal leveres Christopher Lie og Gulbrand Tandberg næste Foraar, og ligesaa i de 4 næstefterfølgende Aar Leverancen skeer ved Fjordstranden, nemlig Sperilden. For bemeldte Tømmer har Birthe Schagenæs modtaget Betaling.
Aar 1815 Fredagen den 17 Novbr. blev i Sagen Enken Birthe Gulbrandsdatter Schagenæs med Laugværge contra Tron Leerberg og Christopher Lie voteret saaledes:
A. I Anledning en af Indstævnte fremsat Exception.
1. Koren: Den præliminære Qvæstion angaaer allene hvorvidt det indstævnte Forliig af 2 Novbr. 1812 staaer umiddelbar under Højesterets Paakiendelse, og om ej den udtagne Højesteretsstævning af 10 Novb. 1814 bør afviises. Da nu nærværende Spørgsmaal efter mine Tanker ej vel kan afgiøres forinden man ved at føre Sagens Realitet er sat i Stand til at paaskiønne, hvorvidt Analogien af Pl. 30 Octbr. 1798 her kan anvendes, og da man desuden seer af Stiftsoverrettens Dom af 17 Janv. 1814 at den har været af den Formeening, at nærværende Sag stod umiddelbar under Højesterets Paadømme, hvoraf vilde følge, at man ved at afviise Stævningen nesten afskar Appellantinden Ret til at faae Forligets Gyldighed paakiendt, saa troer jeg paa Grund heraf, paa den oplæste Statssekretariats Attest af 29 Aug. 1814 at Sagens Realitet bør høres og at Stævningen paa den anførte Grund ej kan blive at afvise; thi conc:
Sagen bør høres.
2. Kiønig: eenig med Koren.
3. Motzfeldt: ligesaa.
4. Collett: ligesaa. At anmærkes at det er paa 3 Grunde Citanten paastaaer Sagens Fremme:
1. Kongens Tilladelse i Regentskabets Attest.
2. Udtrykkene i Stiftsoverretsdom af 17 Jan. 1814.
3. Sagens Natur.
Men da jeg ej anseer nogen af disse at være tilstrækkelige, er jeg eenig med Koren at Sagen maa høres førend denne Qvæstion kan afgiøres.
5. Omsen: Citantinden har fremlagt Opreisning af 17 Octb. 1815 paa Forliget af 2 Novb. 1808, og da indstævntes Sagfører i saa Maade ingen Indsigelse har fremsat, saa kan ej heller noget fra Rettens Side blive at erindre i denne Henseende. Forgiæves søger man i Lov
givningsvæsenet Fdg. 10 July 1795, 20 Januar 1797 og 7 Decbr. 1798 om nogen Bestemmelse, hvorefter Forliig, indgaaede for de anordnede Commissioner, enten kan paaankes eller hvor dette skal skee. Hvad det første angaaer da ansees Forliig i bemeldte Lovgivninger som usvækkelige og upaaankelige Domme, men heraf at slutte, at intet saadant Forliig under nogen Omstændighed kunde paaankes, vilde være overilet. Er det klart at et fingeret i 3die Mands Navn og paa hans Wegne uden hans Widende og Willje indgaaet Forliig er meer end blot Muelighed, kan og virkelig har fundet Sted, saa maa saadant Forliig i det mindste fra Formens Side kiendes uefterretteligt at være. Til saadan Slutning er man berettiget, deels paa Grund af Borgersikkerheden, et af Lovgivningens vigtigste Formaale, deels paa Grundsætningerne i 1-6. Men hvor skal Indankningen skee? Dette Spørgsmaal er ej i denne Lovgivning besvaret, og man maa altsaa tage sin Tilflugt til almindelige Rets Grundsætninger. Citantindens Sagfører har vel anført adskillige Omstændigheder in concreto som Beviis for at Sagen rettelig er anhængiggiort ved Højesteret, som 1, Statssekretariatets Attest af 29 Aug. 1814, 2, at Indstævnte har tilstævnt et Tingsvidne, 3, at Stiftsretten ved den usvækkede Dom af 17 Janv. 1814 skulde have henviist Citantinden til Højesteret, 4., at det skulde være en Følge af Opreisningen og 5., af Sagens Beskaffenhed sammenholdt med 1-6-15. Men ingen af disse Grunde kunne overbeviise mig om deres Rigtighed. Imidlertid formenes at følgende Retsgrund kunne anføres for at Sagen bør høres:
1. at Sagen for Rettens voldsomme Tvang, hvorved Sagen af Beskaffenhed som nærværende har noget om ej meget tilfælles, efter Loven kunde indstævnes lige til Oberhofretten og Højesteret.
2. at Provisoriske Anordn. 29 Juny § 6 ligeledes tillader saadanne Sagers Indstævning for Højesteret.
3. at Fdg. 17 May 1690 synes at hiemle enhver querela nullitates som nødvendig maa skee for en Overret.
4. Resk. 19 Octb. 1798, bekiendtgiort ved Plakat af 30 s. M., som befaler en Sags Indstævning direkte til Højesteret, naar nogen anker over at ForligelsesCommissionen har nægtet at antage hans Mandatarius. Dette er vel den eneste Lovbestemmelse med Henseende til Forliig, som gives; thi Cance. Skr. af 2 Novb. 1798 og 17 Aug. 1799 relevere intet med Hensyn til Sagen; thi hvad det første angaaer saa kan man af bemeldte Skrivelse hverken erfare Sagens Beskaffenhed eller komme til Kundskab om hvorvidt Landthingsretten har paakiendt Sagen, ligesom man overalt ej kan drage nogen vis Slutning fra en underordnet Domstoels Dom til selve Lovgivningens Principer. Angaaende den sidste da erfares blot at Cancelliet ej anseer et Forliig sluttet af rette Vedkommende for ugyldigt, men det bestemmer intet om hvor det skal paaankes. Paa de anførte Grunde og in specie Plak. 30 Octb. 1798, der analogice synes at kunne anvendes naar Anke eller querela nullitatis føres mod Forliig, voteres:
Sagen bør at nyde Fremme.
6. Mandix: eenig med Koren.
7. Justitiarius: Jeg troer at det er rettest med Koren kun at dekretere at Sagen bør høres. I saa fald kan man dog siden afviise Sagen. Derfor som Koren.
B. I Realiteten.
1. Kiønig: Wed Stævning til denne Ret af 10 Novb. f. A. har Birthe Schagenæs med Laugværge indstevnt Tron Leerberg og Christopher Lie for at erholde et uden hendes Widende og uden dertil given Fuldmagt den 2 Novb. 1812 ved
Norderhougs Forligelses Commissionen indgaaet Forliig betræffende en Leverance af 950 Tylter Tømmer, kiendt uefterrettelig. Igiennem de ved Tingsvidnet, optaget 20 May sidst afhørte Widner er det godtgiort saavel ved Tron Leerbergs for en Deel af Vidnerne afgivne Tilstaaelse at han ej fra Enken har havt nogen Fuldmagt at slutte det in qvæstiono værende Forliig, som og at Forliget er indgaaet af bemeldte Enkes Søn, og Fuldmagten ej til hendes Søn Tron Leerberg om at slutte Forliget ej er underskrevet af hende men af hendes Søn Iver Nielsen, hvilket denne ogsaa inden Retten den 9 Juny sidst har erkiendt at forholde sig rigtigt, og derhos opgivet at han har underskrevet bemeldte Fuldmagt uden hans Moders dertil givne Samtykke. At det paa Grund af denne Fuldmagt for bemeldte 2 Novb. 1812 sluttede Forliig ej for Citantinden er forbindende, viser 5-1-3 og hvorvidt Forliget giver de Indstevnte Rettighed mod nogen anden er ej her sat under Paakiendelse. Jeg troer saaledes at det omhandlede Forliig laborerer af en saa væsentlig Mangel at det nødvendig paa Grund deraf maa kiendes uefterretteligt, ligesom jeg og formener at Processens Omkostninger maa blive Citantinden tilkiendte hos de Indstævnte; thi conc:
Det paaankede Forliig af 2 Novb. 1812 bør uefterretteligt at være, saa at det ej kommer Birthe Schagenæs til Skade eller Penges Udgivt i nogen Maade. Processens Omkostninger for Højesteret betaler indstævnte Christopher Lie og Tron Leerberg til Citantinden med 80 Rbd. RS. een for begge og begge for een.
2. Mandix: Da det efter den af Retten forhen efter
Wotering tagne Bestemmelse at Sagen burde høres, og den overeensstemmende dermed af Over Auditeur Hielm, indstævntes Sagfører, vedblivne Paastand, ikke synes afgiort om Sagen kan antages til Paakiendelse eller bør afviises, saa maa dette først afgiøres. Den eneste af de over Forligelsesvæsenet emanerede Anordninger, som bestemmer noget i henseende til hvorvidt Handlingen med ForligelsesCommissionen kunne indstævnes direkte til HøjesteRet er Plak. 30 Octbr. 1798, der allene fastsætter saadant i Tilfælde at Commissionen ej vil antage en Parts Mandatarius. Dette synes saaledes at viise at hvor der ej er Anke mod ForligelsesCommissionerne kunde ej de ved dem foretagne Handlinger blive at indstævne directe for HøjesteRet; thi hvor det ikkun giælder om at den ene eller anden Part ej vil opfylde et formeentlig indgaaet Forliig, det være erhvervet paa Lovlig eller ulovlig Maade, da formener jeg at saadant bør afgiøres ved de ordinære Retter. Da nu dette saavidt jeg skiønner er Tilfældet i denne Sag, saa formener jeg ikke at Forliget her kan antages til Paakiendelse, men at Sagen maa afviises. Da der dog fra Begyndelsen synes at have været Qvæstion i Sagen, bortfalder Kost og Tæring; thi conc:
Denne Sag afviises. Skulde Pluraliteten blive at den antages, da tiltræder jeg Kiønigs Votum.
3. Omsen: Wel skulde nu efter Ordenen afgives Votum af mig i Hovedsagen, men da jeg finder det aldeles upassende at afgive Dom i en Sag, der efter Pluralitetens Bestemmelse ej skulde henhøre under Højeste
rettes Afgiørelse, saa formeener jeg at de øvrige Assessorer først bør paakiende den præliminære Qvæstion førend jeg afgiver noget Votum i Hovedsagen.
4. Koren: Paa Grund af de i Dag af mig opgivne Grunde troer jeg at denne Sag af Højesteret endelig bør paakiendes, og i den Henseende henholder jeg mig til Kiønigs Votum.
5. Collett: At Retten ved sin Eragtning har sæt in suspenso om Sagen skal afviises eller ej, er aldeles indlysende. Ligeledes troer jeg det klart at OverAuditeur Hielm ved sin Procedure fremdeles har inhæreret samme. Naar nærværende Sag skulde endelig paakiendes, seer jeg ej rettere end at man maatte paadømme en ældre Contract, der ej var sat under Paakiendelse, Ligesaa maatte paadømmes Iver Nielsen Schagenæs’s Forhold, og hvorvidt Fdg. 7 Juny 1812 kunde appliceres paa Sagen. Alt dette vil have megen Vanskelighed at paakiende a prima instantia, ligesom og Anordningerne vise at kun naar Commissariernes Forhold staae under Paakiendelse, maa Sagen directe indstævnes for HøjesteRet. Efterat Sagen fra først til sidst er hørt, sees intet forebragt der taler mod Commissariernes Opførsel eller for dem er graverende. At Justitiens Tiltale skulde reserveres mod Iver Nielsen kan Retten ligesaalidet give sig af med. Paa disse og de flere af Mandix anførte Grunde, concluderes som han.
6. Motzfeldt: Uagtet der under Sagens Procedure ej er fremkommen mindste Grund til Tvivl om Forligelses Commissionens rigtige Behandling, troer jeg dog ikke at ForligelsesCommissionens Forhandlinger
kunne underkiendes ved nogen Underret, men at samme i Analogie af Pl. 30 Octb. 1798 endelig maa paakiendes af Højesteret. Derfor er jeg eenig med Kiønig.
Omsen: Anmærkede med Hensyn til Hovedsagen at HovedQvæstionen bliver hvorvidt 5-1-6 kan anvendes, eller Eeden bliver overflødig efter de oplyste Omstændigheder. Dersom 5-1-6 kunde ansees som et beneficium for Citantinden, saa var vel Retten uberettiget til at berøve hende det, men da bemeldte Lov indeholder et beneficium for den, som onus probandi paaligger, saa synes Eed i nærværende Sag at være aldeles overflødig med mindre det Forhold der er mellem Citantinden og hendes Søn Iver Nielsen skulde vække nogen Formodning om at hun mueligens kunde bemyndiget ham til at underskrive Fuldmagten; men naar paa den anden Side betragtes Widnernes Forklaring og Angieldendes Tilstaaelse, synes Eed ej at kunne affordres. Betræffende Morgenstiernes Paastand angaaende Hielms Paastand om Justitiens Tiltales Forbeholdelse mod Iver Nielsen, finder jeg samme upassende. Saaledes er jeg ogsaa eenig med Kiønig.
7. Justitiarius: Betræffende den præliminære Exception henholder jeg mig til de forhen af Omsen under dennes Paakiendelse anførte Grunde. Saa meget meer troer jeg at Sagen endelig bør paakiendes som Pl. 30 Octb. 1798 synes at indeholde en paritas rationis.
Angaaende Hovedqvæstionen henholder jeg mig til Kiønigs Votum.
Det paaankede Forlig af 2den November 1812 bør uefterretteligt at være, saa at det ei kommer Citantinden Birthe G. Schagenæs til Skade eller Pengeudgift i nogen Maade. I Processens Omkostninger for Høiesteret betale de Indstevnede Christopher Lie og Tron Leerberg, een for begge og begge for een til Citantinden 80 Rbd. rede Sølv.