HR-1815-66
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1815-12-13 |
| Publisert: | Den Norske Rigstidende 1816 No. 5 side 3 |
| Stikkord: | Erstatningsrett, Ulovlig trefelling |
| Sammendrag: | Denne publiseringen er basert på Riksarkivets transkripsjon av Høyesteretts voteringsprotokoll, samt stevning og domslutning hentet fra avisen Den Norske Rigstidende. |
| Saksgang: | Bamble sorenskriverembete - Akershus Stiftsoverrett - Høyesterett HR-1815-66, Ordens No. 38, Løbe No. 66/1815 |
| Parter: | Hans Eliasen Høen mot Hans Thoresen Høen paa Myndling Søren Amundsens Vegne |
| Forfatter: | Kiønig, Collett, Mandix, Motzfeldt, Arntzen, Lange, Bull |
| Lovhenvisninger: |
Citanten har ved Høiesteretsstevning af 23de Decbr. f. A. paaanket til at kjendes uefterrettelig at være, eller til Underkjendelse og Forandring en af Aggershuus Stiftsoverret den 18de April s. A. afsagt Dom i en Sag, angaaende Maaden at taxere Gaarden Høens formeentlige Forringelse paa m. v. Ved bemeldte Dom er saaledes kjendt for Ret:
Laugrettet bør efter bedste Overbeviisning, uden at fordre Optælling af enkelte nedfældte Træer eller Stubber, paaskjønne, om eller hvorvidt Gaarden Høens Skove ere blevne førringede udi Indstevnede Hans Eliasen Høens Eiendomstid, samt paa saadan Forringelse, i Fald den befindes, sætte Taxt. I øvrigt bør de paaankede Eragtninger, for saavidt Dommeren ved disse har forkastet nogle af Citanten Hans Thoresen Høen, paa Myndling Søren Amundsens Vegne, til Vidnerne fremsatte Spørgsmaale, ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Stiftsoverretten ophæves.
Ved Hjemtinget har Sorenskriveren i Bamble, Justitsraad Kløcker, den 24de Juli 1811 eragtet:
At ved Taxationen af Forringelserne i Gaarden Høens Skove de af Hans Eliasen Høen foretagne Hugster for sig, og særskilt fra andre Besidderes, burde udvises, forinden Taxt kunde skee.
Aar 1815 Onsdagen den 13de Decbr. blev i Sagen Hans Eliasen Høen contra Hans Thoresen Høen paa hans Myndling Søren Amundsens Vegne voteret saaledes:
1. Kiønig: I Følge Stævning til denne Ret af 23 Decbr. 1814 paaanker Hans Eliasen til Underkiendelse Forandring og bedre RetsNydelse en Aggershuus StiftsretsDom i en Sag mellem ham og Hans Thoresen som Curator for Søren Amundsen, angaaende en den 24 July 1811 paabegyndt Taxationsforretning over de Gaarden Høen, der ved foregaaende Domme er tilkiendt Søren Amundsen som hans Odelsgods, formeentlig tilføjede Forringelser, samt de under bemeldte Forretning af Sorenskriver Justitsraad Kløcker med Laugrette den 5 Septb. 1811 afgivne Eragtninger:
Bemeldte Stiftsretsdom afsagt 18 April 1814 fastsætter at Laugrettet uden at fordre speciel Udviisning af de Hugster, hvorved Gaardens Skov skulde være forringet i Hans Eliasens Ejendomstiid efter bedste Overbeviisning derpaa i fald Forringelse befindes bør sætte lovlig Taxt, ligesom bemeldte Stiftsrets-
Dom stadfæster de paaankede under Taxationen afgivne Eragtninger, saavidt disse forkaste en Deel af Hans Thoresen paa hans Myndlings Wegne til Widnerne fremsatte Spørgsmaale. Allerede ved en foregaaende Højesteretsdom af 30 April 1811 er det bestemt hvorledes den omhandlede Taxt bør foregaae og at en Deel afbrændte Bygninger m. v. ej bør tages under Taxt og af Parternes Procedure her for Retten forekommer det mig som der ej er nogen Grund til den foretagne Indankning af den titnævnte Stiftsoverretsdom. At der skulde grund for den af Citantens Sagfører paastaaede Afviisning af den til Stiftsretten udtagne Stævning fordi Opreisning paa Taxationsforretningen af 24 Juny 1811 ej ved Sagens Incamination var erholdet, kan jeg ej antage, da Opreisning kun sigter til at giøre Retten competent til Sagens Paakiendelse, og det saaledes nok at den tilvejebringes forinden Dom afsiges. Uagtet jeg saaledes troer at den paaankede Stiftsoverretsdom bliver at stadfæste, formener jeg dog at saadant bør skee paa den Maade at Højesteretsdom af 30 April 1811 ej derved lægges nogen Hinder i Wejen fra at gaae i Opfyldelse. Jeg troer ej heller med Hensyn til Sagens Beskaffenhed at Processens Omkostninger kan tilstaaes nogen af Parterne; thi conc:
Stiftsoverrettens Dom bør saavidt paaanket er ved Magt at stande, dog saaledes at Taxationen paa Gaarden Høen foretages i Overeensstemmelse med Højesteretsdommen af 30 April 1811. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves.
2. Collett: Angaaende Sagens præliminære Spørgsmaal hvorvidt Stiftsoverretsstævningen af 26 April 1812 bør afvises fordi den erholdte Kongl. Opreisning af 28 Decbr. 1813 er af yngre Dato end Stævningen, da formener jeg her
ingen Anledning til at fravige hvad in praxi almindelig er antaget at saadan Opreisning erholdes betimelig nok naar den produceres inden der gaaer Dom i Sagen. I saa henseende er jeg altsaa eenig med Kiønig. Man skulde troe at Højesteretsdom af 30 April 1811 skulde have giort Ende paa Tergiversationerne med Hensyn til Forringelserne. Det var bestemt ved den at kun det skulde taxeres som var hugget til Upligt. Citanten synes at inhærere at enhver Stub skulde anviises og ethvert borthugget Træes Værd fastsættes; men enhver indseer let hvor umuelig en saadan mathematisk Nøjagtighed er. Domstolene ere i saa fald til ut exitam habeant negotia humana. Forgiæves søger man af de førte Widner at udlede nogen Bestemmelse hvor stor Hugsten til Upligt har været. Saa meget er imidlertid evident at Skoven er hugget til Upligt. Erstatning derfor bør den Tiltrædende have. Men at bestemme dette nøjere end Stiftsretten har giort, forkommer mig umueligt. Betræffende Conclusionen da troer jeg ej Kiønigs Tillæg om Højesteretsdommen af 1811, bør tages tilfølge, siden denne ej strider mod den paaankede Stiftsretsdom, som altsaa ligefrem stadfæstes. Paa disse og de flere af Kiønig anførte Grunde conc:
StiftsOverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves, saavidt paaanket er.
3. Mandix: Saavel angaaende Præliminær-Qvæstionen som Sagen selv er jeg aldeles eenig med Kiønig; dog formeener jeg som Collett at intet behøves at benævnes om
Højesteretsdom af 30 April 1811, da herom for H.Ret aldeles intet er ventileret mellem Parterne og mueligen kunde give Anledning til Misforstaaelse; da Stiftsoverrettens Dom synes aldeles uden Grund at være paaanket og Citanten i denne Sag Hans Eliasen ej utydeligen synes at tilkiendegive Lyst til at forhale den endelige Afgiørelse i følge Højesteretsdommen af 2 Febr. 1807, saa synes mig at han vel med Rette bør tilpligtes at erstatte Indstævnte Processens Omkostninger for Højesteret. I Overeensstemmelse hermed conclud:
Stiftsoverrettens Dom bør forsaavidt paaanket er ved Magt at stande. I Processens Omkostninger for Højesteret betaler Citanten H. E. Høen til indstævnte H. T. Høen paa hans Myndlings Søren Amundsens Vegne 100 Rbd. R. S.
4. Motzfeldt: eenig med Mandix.
5. Arntzen: Angaaende Sagens Historie er jeg eenig med de forhen voterende, ligesom jeg og er eenig i at Stiftsoverrettens Stævning ej kan afviises paa den Grund at Opreisningen ej skal være erhvervet i betimelig Tiid; thi indstævnte Appellanten for denne Ret har ej in limine Processus eller ved Stævningens Incamination fremsat Indsigelsen. Betræffende Sagens Realitet da er det ved Tingsvidnet af 6 og 7 Juny 1809 beviist at baade Amund Thoresen, Hans Eliasen og Hans Thoresen have aavirket i de til Gaarden hørende Skovstrækninger og det saa at sige umiddelbar paa hinanden. Dette Tingsvidne ligger ej allene usvækket men er endog ved Rettens Beslutning af 5 Septbr. 1811 antaget at lægges til Grund ved Udviisningen. Jeg finder aldeles ikke, som foregivet, at Retten nogensted
har forlangt en ængstelig Udviisning af Stubberne, men blot paastaaet Udviisningen saaledes at den derved kunde blive sat i Stand til at afgive Skiøn og Taxt, hvilket den og har giort paa 2 Steder, hvor Widnerne have givet tilstrækkelige Oplysninger. Ikke indvende man at det er umueligt for Widnerne at opgive hvor mange Træer Hans Eliasen har hugget; thi have de den fornødne Sagkundskab, maae de absolut kunne opgive for Retten omtrent hvor stor Andeel af de fældede Skovstrækninger der kan falde paa Hans Eliasens Part, saaledes som 2de og 4de Vidne under Tingsvidnet af 1809 have giort. Disse Widner som efter al Sandsynlighed maatte have kunnet oplyst Sagen, ere ej førte under Aastedsbehandlingen at July og Septbr. 1811 som Udviisningsvidner, og den Skade, som indstævnte derved mueligen kan have paadraget sig, er altsaa han selv allene Skyld i, og maa tage Skade for Hiemgiæld. Da jeg ej indseer hvorledes det skal være mueligt for Laugrettet at kunne afgive nogen Taxt der, hvor det som skal taxeres ej opgives, saa maa Stiftsoverrettens Dom blive at underkiende, og derimod Aastedsbehandlingerne begyndt 24 July og sluttet 5 Sept. 1811 maa stadfæstes, hvorimod Process. Omkost. ophæves; thi conc:
Taxationsforretningen, begyndt 24 July og sluttet 5 Septbr. 1811 med de derunder afgivne Eragtninger bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højeste Ret ophæves.
6. Lange: Angaaende Spørgsmaalet om Stiftsoverrettens Dom bør kiendes uefterrettelig paa Grund af at ingen Opreisning ved OverrettsStævningens Udtagelse var erhvervet, angaaer, er jeg eenig med Kiønig, og ligesaa
betræffende Sagens Realitet, da det efter Lovgivningens almindelige Bestemmelser om Beviis er klart at forsaavidt ingen tilstrækkelig Oplysning angaaende Skovens Forringelse i Hans Eliasens Besiddelsestiid er tilvejebragt kan samme heller ej taxeres ham til Ansvar. At Tillægget i Kiønigs Conclusion i Henseende til Højesteretsdommen af 30 April 1811 bør finde Sted troer jeg saa meget mere som det i Præmisserne til Stiftsoverrettens Dom er anført; at Laugrettet bør under den afgivende Taxation tage vedbørlig Hensyn til bemeldte Højesteretsdom. Processens Omkostninger for H.Ret troer jeg Appellanten bør betale med 100 rbd. R. S. Jeg concluderer derfor:
Stiftsoverrettens Dom bør forsaavidt paaanket er ved Magt at stande, saaledes at Taxten skeer overeensstemmende med H.Retsdom af 30 April 1811. I Processens Omkostninger for H.Ret betaler Appellanten til Indstævnte 100 Rbd. R. S.
7. Justitiarius: Havde Omsen strax ved Stiftsretten fremsat den Exception angaaende Stævningens Afviisning, tvivler jeg ikke paa dette jo var skeet. Men man kan ej forbeholde sig saadanne Exceptioner. Angaaende realia da forekommer det mig som om Stiftsretten ej rigtig har forestaaet Underrettens Behandlinger, da denne intet har foretaget sig uden hvad Stiftsretten selv billiger. Ieg veed ej hvad Stiftsretten har villet sige med sine Forskrifter om Regler for Taxten, da den intet har havt at Anke over Underrettens Behandling. Det er mueligt at Indstævnte kunde tilvejebringe andre Oplysninger, men den deraf flytende Skade maa han, saaledes som af Arntzen er udviklet, tilskrive sig selv; thi conc:
Underrettens paaankede Eragtninger og Behandling fra 24 July til 5 Septb. 1811 bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Stiftsoverretten og denne Ret ophæves.
Stiftsoverrettens Dom bør, saavidt paaanket er, ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.