Rt-1836-195

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1836-02-23
Publisert:	Rt-1836-195
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 46.
Parter:	Trondhjems Byes Magistrat og eligerede Mænd mod Directionen for Norges Bank.
Forfatter:
Lovhenvisninger:	Grunnloven (1814) §108, LOV-1824-08-06-§10, LOV-1833-08-26-§7

Ved Trondhjems Stiftsoverret blev under 6te April 1835 i ovennævnte Sag afsagt saadan Dom:

Da den til Fordeling af Byskatten i Trondhjem for 1834 nedsatte Commission havde ilignet Trondhjems Filialafdeling af Norges Bank Bye: eller Næringsskat for bemeldte Aar med 330 Spd., indgav Bankdirectionen, under 18de Marts f. A., Klage derover med Protest mod nogensomhelst Deeltagelse af Banken i denne skat. Ligningscommissionen udnævnte derefter under 2den April af sin Midte en Committee, for at gjøre Indstilling til en Kjendelse i Anledning af denne Klage, og under 22de f. M. afgav den, efter bemeldte Committees Indstilling, eensstemmig den Kjendelse, at den trondhjemske Afdeling af Norges Bank bør tilsvare den ilignede Næringsskat. Denne Kjendelse blev af Bankdirectionen, under 2den Mai, indanket til Overligningscommissionen: men i dennes Møde den 31te s M. erklærede dens samtlige 3 Medlemmer sig, som tillige Medlemmer af Bankrepræsentationen, incompetente til at paakjende klagen. Da kæmneren derefter under. 16de September havde, mod Bankdirectionens fornyede Protest, afholdt Execution for den ilignede Skat

Side:196

med Omkostninger indankede Bankdirectionen ved Hoved- og Continuations;Stevning af 26de Septbr. og 11te Octbr. f. A., her for Retten, enten til uefterrettelig at være eller til Underkjendelse, saavel den omhandlede Ligningscommissionskjendelse som den derpaa byggede Executionsforretning, og i Indlægge af 13de Octbr. f. A. og 23de Febr. d. A. har den ladet paastaae, at saavel den paaankede Ligning, som den derpaa grundede Udpantningsforretning kjendes uefterrettelig eller underkjendes; at Norges Bank, som Følge deraf, frifindes for den ilignede Skat, samt at Ligningscommissionens Medlemmer in solidum tilpligtes at erstatte Banken Processens Omkostninger med noget Tilstrækkeligt.

Byens Magistrat, som Bestyrer af Ligningscommissionen og Byens eligerede Mænd, som Repræsentanter for den ved Sagen nærmest interesserede Commune, have taget til Gjenmæle, og i Indlægge af 1de Decbr. f. A. og 7de Marts d. A. ladet paastaae den paaankede kjendelse stadfæstet, og Bankdirectionen tilpligtet at erstatte Magistraten og Borgerrepræsentanterne Processens Omkostninger med 30 Spd. Da Justitiarius Roll og Assessor Hornemann, som Medlemmer af Bankdirectionen, have som Klagere og parter veget deres Sæde, ere Toldinspecteur Lassen og Sorenskriver Timme under 16de Octbr. f. A. af Stiftet constituerede til, i Forening med Rettens 3die Medlem, Assessor Schwach, som Justitiarius i dette Tilfælde, at behandle og paakjende Sagen.

Ved første Øiekast kan det, uagtet ingen Exception i saa Henseende fra Indstævntes Side er fremsat, synes, som om Retten var incompetent til at afgjøre det her opkastede Spørgsmaal, og saaledes var nødt til, enten at afvise Sagen, eller at stadfæste Udpantningsforretningen, i hvis Formalitet ei er paaanket eller endog paapeget nogen Feil, der kunde bevirke, at den kjendtes uefterrettelig, og hvis Underkjendelse vilde være umulig, naar Retten var incompetent til at paadømme Ligningscommissionens kjendelse. Med Ligningen af den her omhandlede Skat skulde

Side:197

der nemlig, ifølge Loven af 24de August 1833 forholdes som med Ligning af Kjøbstædskatten; og denne Skats Ligning skal, ifølge Litr. d og e i §7 af Skatteloven af 26de August 1833, foregaae paa den ved Loven af 6te August 1824, om Ligning af Skat paa Formue og Næring, bestemte Maade. Naar nu denne Lovs §21 og §22 bestemme, at de af Ligningscommissionen afgivne og af de Lignede paaklagede Kjendelser skulle, "forsaavidt der ikke er opkastet Spørgsmaal om Ligningens Form, eller om paa hvilket af flere Steder Nogen bør lignes," afgjøres ved en upaaankelig Kjendelse af Overligningscommissionen," kunde heraf synes at følge: 1) at Qvæstionen i nærværende Sag henhørte under Overligningscommissionens Afgjørelse, og at det havde været Klagerens Sag at fremkalde en i saa Fald upaaankelig Overligningscommissions Kjendelse, enten ved at bevirke den Formalitets Kjendelse, hvorved Overligningscommissionen erklærede sig incompetent til Spørgsmaalets Afgjørelse, ved Domstolen forandret, eller ved at foranledige en subsidiair Overligningscommission udnævnt til at behandle Klagen; 2) at den nu ikke af nogen Overligningscommission svækkede Ligningscommissions Kjendelse, selv maatte være upaaankelig, ligesom en underordnet Rets Dom i en fra Høiesteret afviist Sag. Men disse tilsyneladende Grunde mod Rettens Competence til at paadømme den omhandlede Ligningscommissionskjendelse ville formeentlig bortfalde ved følgende Betragtninger: Hensigten med Ligningscommissionen er ikke at bestemme, paa hvilke Individer en Skat skal fordeles, men kun at fordele den paa de under Commissionens Ressort hørende skatbare Væsner. Disses Forpligtelse til at udrede det Paalignede maa, naar den kaldes i Tvivl, afgjøres af Domstolene.

I Overeensstemmelse hermed er det overalt, hvor Overligningscommissioner i vore Love omtales, in specie i Loven af 20de August 1821, hvorved de oprettedes, samt i Loven af 6te August 1824, bestemt: at Ligningsforretningens Gyldighed i Form og Tvistigheder om, paa hvilket af flere Steder Nogen bør lignes, ei er Gjenstand for

Side:198

Paakjendelse af Overligningscommissionen, hvis Virksomhed er indskrænket til at bedømme Rigtigheden af den Enhver paalignede portion af den reparterede Skat og afgjøre, hvorvidt nogen Nedsættelse bør finde Sted (see §19 i Loven af 20de August 1821 og §25 i Loven af 6te August 1824), ligesom Spørgsmaalet om, hvorvidt Nogen, med Hensyn til Stedet, er urettelig lignet, nu, efterat de i sin Tid dertil specielt nedsatte Tribunaler ere ophævede, ifølge Loven af 12te April 1821, staaer under Overrettens Paakjendelse, saaledes maa ogsaa Spørgsmaalet, naar Nogen med Hensyn til andre Omstændigheder anseer sig, uden Hensyn til Størrelsen af det Paalignede, uretteligen lignet, staae under paakjendelse af de samme Domstole. Det maa derfor antages, at Overligningscommissionen, om den end ikke, paa Grund af dens Medlemmers Forhold til Banken, havde fundet sig beføiet til, ikke at paakjende Klagen, dog, paa Grund af den derved opkastede Qvæstions Natur vilde have været incompetent til at paakjende den. Men staaer Spørgsmaalet saaledes ikke under Overligningscommissionens paakjendelse, maa det staae under Domstolenes, og saaledes nærmest under denne Rets. Efterat have saaledes deduceret sin Competence til Sagens Paakjendelse, skal Retten skride til at drøfte de Grunde, hvorpaa parterne have bygget deres respective paastande. I denne Henseende have begge parters Sagførere væsentlig henholdt sig til, hvad der mod Ligningen er anført af Bankdirectionen i dens Klage af 18de Marts f. A. og før Ligningen af Ligningscommissionens Committee i dens af Commissionen eensstemmig antagne Indstilling af 19de April f. A.

Mod Ligningen er af Bankdirectionen anført:

1) At den omhandlede skat skal, efter Loven af 24de August 1833, ligesom Kjøbstædskatten ifølge Loven af 26de August 1833 §7a, fordeles paa enkelte Personer efter Næring og Indkomst, og at Næringsskatten saaledes er personlig, ikke umiddelbar hvilende paa Eiendommen. Herimod har Ligningscommissionen i det Væsentlige

Side:199

indvendt, at Fideicommisser og andre deslige Indretninger skulle, ifølge Loven af 6te August 1824 10 f., lignes hvor deres Administrationer have Sæde, og at denne bestemmelse, ifølge Skatteloven af 1833 §7e, er anvendelig paa Banken. Herved bemærkes: Vistnok maa Banken, uagtet Grundlovens §108, kunne betragtes som et offentligt Fideicommis. Men naar et Fideicommis skal være skatbart paa det Sted, hvor dets Administration har Sæde, maae dets andetsteds boende Interessentere være fritagne for paa deres respective Hjemsteder at svare Skat af deres Interesse af Fideicommisset.

2) At intet Individ kan paalignes samme skat 2 Gange af samme Indtægt, hvilket vilde blive Tilfældet, naar Banken undereet eller dens særskilte Afdelinger ilignedes Næringsskat; thi da vilde de i Kjøbstæderne boende Actie-Eiere, som maae antages paa deres respective Hjemsteder at være ilignede saadan skat af deres Actieudbytte, saavelsom af deres øvrige Indtægt, paany, skjøndt indirecte, blive ilagte den samme skat ved den af Bankens Beskatning nødvendig følgende Nedsættelse af Bankens Indtægt og Actie-Eiernes Udbytte. Herimod har Ligningscommissionen gjort den sig i en excepto actoris incompetentis opløsende Indvending, at hvis de trondhjemske Actiehavere fandt sig forurettede ved den saaledes effectuerende dobbelte Beskatning, var det dem og ikke Bankdirectionen, der havde at klage derover. Men denne Exception bortfalder ved den blotte Bemærkning, at Bankdirectionen er ikke alene bemyndiget, men endog forpligtet til at paasee Actie-Eiernes Tarv ved Indretningens bedst mulige Forvaltning, altsaa ved at vaage saavel over dens Udgivter som over dens Indtægter. Det af Bankdirectionen under No. 2 anførte Argument mod Ligningen forekommer derfor Retten at være aldeles afgjørende, forsaavidt Bankens Fond tilhører indenlandske i Kjøbstæderne skatbare Actiehavere.

3) At Ligningscommissionen ikke burde ligne andre Personer i slige Skatter end dem, der henhørte under deres

Side:200

Jurisdiction, Dette Argument er af Ligningscommissionen fyldestgjørende besvaret, og naar ikke andre Grunde, hvorom senere, forbøde det, maatte Retten antage at Bankens Fond, forsaavidt det ikke tillhører indenlandske i Kjøbstæderne skatbare Private, maatte kunne lignes, og at derved maatte kunne beskattes: A. Bankens Reservefond; B. Dens Bygninger og Tomter; C. De udenlandske Actie-Eiere; D. De indenlandske Actie-Eiere, der boe paa Landet, og saaledes kun svare Skat af deres Jordeiendomme, ikke af deres Indtægt. Hertil bemærkes: ad A Det ifølge Lov af 24de Juli 1827 etablerede Reservefond er vist nok paa en vis Maade at betragte som Bankens egen Eiendom, ikke som Actiehavernes. Men det er derhos etableret for at sikkre Actiehaverne Indtægten af deres Actier, ved uden Skaar i Udbyttet at dække de Tab, som Banken paa flere Maader er udsat for; og saalebes er der at betragte som Actiehavernes eventuelle Eiendom, og forsaavidt gjælder derom det Samme, som om det øvrige, Actiehaverne allerede tillhørende, Fond. ad B. Naar Ligningscommissionen indvender, at Banken forhen uvægerlig har deeltaget i Communeafgivterne, det er i Byskatten, da vise netop de fremlagte Skattesedler for 1833, at denne Skatbarhed har indskrænket sig til de reelle paa Grundeiendommene hvilende Skatter og at det ikke er i den Deel af Byskatten, der nu efter Loven af 1833 paalignes Næring og Indtægt, at Banken har deeltaget. Skulde det derhos vise sig, at Banken ved den, ifølge lov af 24de Aug. 1833, forandrede Fordeling af Communeskat, ikke kommer til at afgive fuld Godtgjørelse for Benyttelsen af en Skildvagt ved Bankbygningen, faaer det blive Byens eller Communens Sag, ved Underhandlinger eller anden lovlig Omgang, at eehverve sig directe Godtgjørelse i saa Henseene, om Saadan kan fordres, hvilket det ikke vedkommer nærvorende Ret at undersøge eller afgjøre At Bankens Bygninger, ligesaalidt som andre Eiendomme, kunne ilignes en Skat, der skal baseres paa Næring og Indtægt, er en Selvfølge af denne beskatnings

Side:201

Fundament. ad C og D. Efterat det saaledes er godtgjort, at hverken Bankens Fond, forsaavidt det tillhører indenlandske Kjøbstædindvaanere, eller dens Reservefond eller dens Bygninger ere underkastede den her omhandlede Beskatning, staaer det tilbage at underføge, hvorvidt Bankens Fond, forsaavidt det tilhører udenlandske eller indenlandske paa Landet boende Actie-Eiere, er en saadan Beskatning underkastet. Næst at bemærke, at Ligningscommissionen ikke har oplyst, hvorvidt det alene er Indtægten af denne Deel af Bankens Fond den har beskattet, maa Retten herved tillige bemærke, at det vilde være Ligningscommissionen ligesaa umuligt at vide, som selve Bankdirectionen at opgive, hvilke af dens Actier, der til enhver Tid tilhørte udenlandske eller indenlandske Personer, Landmænd eller kjøbstæd-Indvaanere. Thi Bankactierne overgaae toto die fra den ene Eier til den anden. Fremdeles maa bemærkes, at naar ogsaa de heromhandlede Actie-Eieres Indtægt af Actierne skulde beskattes, er der dog ingen Grund til at antage, at denne Beskatning skulde skee i Trondhjem til Fordeel for denne Commune; thi Banken, er ingen Commune-Indretning, men en for hele Staten fælleds Indstiftelse, hvoraf følger, at dens Interessenter ei have deres Indtægt igjennem Trondhjems Commune, men igjennem den for hele Staten fælleds Bank, hvis Hovedsæde vel er i Trondhjem, men som i flere af Landets Byer virker paa samme Maade som der; og Ligningscommissionen har ei heller oplyst, at den ved Ligningen har taget Hensyn til Indtægten af den Deel af Bankens Midler, som for Tiden disponeres af Bankens trondhjemske Afdeling.

Endelig maa Retten gjøre den almindelige Bemærkning, der maa fritage enhver Deel af Bankens frugtbringende Midler for den omhandlede Beskatning, den nemlig, at Banken, ifølge Fundationens §64, ligelydende med §69 af Octroien for den frivillige Bank, hverken i Fred eller Feide maa betynges med nogen Afgivt. At forklare Pronomet "den", hvormed Sætningen begynder som

Side:202

Stedord for Bankfondet, vilde, da Ordet "Fond" efter Sprogbrugen nomtvistelig kræver Artikelen "et", være at beskylde Concipisterne for Sprogfeil. Dog skulde denne beskyldning ikke være ubeføier, da Ordet "Fond" saavel i Bankoctroien §13, som i §1 af den samtidige. Lov af 14de Juni 1816 om tvunget Bankindskud bruges med Artikelen "en", hvorhos dog maa bemærkes, at det oftere bruges med "et", (Octroien §8, §4, §59, Loven af 24de Juli 1827 o. Fl.) Argumentet fra Lovconcipisternes stiliske Nøiagtighed skulde derfor ikke være afgjørende. Men aldeles afgjørende forekommer Retten den Omhue at være, som Lovgivningen overalt viser for at beskytte Banken og opmuntre til Indskud deri (see Fundatsens §65, ligelydende med Octroiens §70, Loven af 24de Juli 1827 §2 og fl.) en Omhue, som med Hensyn til den for hele Staten vigtige Vedligeholdelse af en saadan offentlig Indretning ikke kan ansees uovereensstemmende med den i Forfatningen liggende Uvillie mod Privilegier før enkelte Private, men hvis Hensigt lettelig vilde forfeiles, naar Bankens Midler og dermed Actiehavernes Udbytte udsattes før Forringelse under Virkningen af en vilkaarlig beskatning. Til det, her er anført, maa endvidere komme i Betragtning, hvad Bankdirectionen igjennem dens Sagførers Replik af 23de Febr. har ladet anbringe, nemlig: at Ligningscommissionen har feilet i at lægge Principerne for Udligningen af Skat paa Formue og Næring, ifølge Lov af 6te August 1824, for endeel, til Grund for Ligningen qvæstionis, saasom det er evident, at Skatten paa Formue og Næring til Rigsbankstedlernes Indløsning maatte være Banken aldeles uvedkommende. Hvad der saaledes maa tjene til Fritagelse for Norges Bank at deeltage i den paa Trondhjems Bye udlignede Næringsskat, maa saameget mere gjælde in casu, hvor Ligningscommissionen sees kun at have villet beskatte den saakaldte trondhjemske Filialafdeling. Retten skjønner saaledes ikke, hvorledes denne integrerende Deel af Banken, med Hensyn til Indtægter eller Interesse, kan adskilles fra Banken i det Hele, og dette maatte den kunne for

Side:203

at blive Gjenstand for Paaligning. Filialafdelingen har vel sin egen underordnede bestyrelse, forsaavidt Udlaanene i Districtet angaaer, men Indtægterne af disse, saavelsom af de øvrige Operationer, Filialbestyrelsen foretager til Bankens Tarv, tilflyde ikke Afdelingens særegne Fordeel, men inddrages i hele Bankens Casse. Hvor er altsaa Grændsen for de Indtægter (Interesse, Næring), som skulde bestemme Filialafdelingens Skattepligt? Retten antager saaledes, at Banken uretteligen er ilignet den her omhandlede Skat, og at Bankdirectionens Paastand i det væsentlige maa blive at befølge. Uagtet saaledes Ligningscommissionens Paastand forkastes, troer Retten dog at burde ophæve Processens Omkostninger og ikke dermed at burde belaste Ligningscommissionens Medlemmer; thi uagtet §23 i Loven af 20de August 1821 og 6te August 1824 vise, at de ei ere ophøiede over Ansvarlighed, ansees det dog urigtigt at forøge deres Byrder med Procesomkostninger i Anledning af en upaatvivlelig efter bedste Overbeviisning foretagen, skjøndt, efter Rettens Anskuelse, urigtig Ligning. In terminis at frikjende Banken for den ilignede Skat ansees ufornødent, da Frifindelsen er en nødvendig Følge deraf, at Virkningen af Ligningen ophæves. Det staaer nu alene tilbage at undersøge om denne Virkning skal ophæves derved, at Ligningsforretningen, saavidt paaanket, og den paaankede Kjendelse, kjendes uefterrettelig, eller ved at de underkjendes.

I saa Henseende antager Retten det sidste; deels fordi den paa Kjendelsen byggede Udpantningsforretning alene kan underkjendes; deels og især fordi den Handling, hvorved en Ligningscommission beskatter en ikke skatbar Person, ligesaavel som den Handling, hvorved den beskatter en paa et andet Sted skatbar person, syne ifølge Udtrykkene i §22 i Lovene af 20de August 1821 og 6te August 1824 at maatte henføres til Ligningens Realitet.

Thi kjendes for Ret:

Den passerede Ligningsforretning, hvorved den trondhjemske Afdeling af Norges Bank er ilignet Næringsskat

Side:204

for 1834, underkjendes, forsaavidt paaanket er, tilligemed den i Overeensstemmelse dermed under 22de April f. A. Afsagte Kjendelse og den derpaa grundede, under 16de September afholdte Udpantningsforretning, saa at de ei komme Banken til Udgift. Processens Omkostninger ophæves."

Den 23de Februar 1836 paakjendtes Sagen i Høiesteret saaledes:

"Den under 16de September 1834 afholdte Udpantningsforretning bør, som grundet i en ulovhjemlet Ligning, efterrettelig at være, og bør Indstævnte for Citanternes Tiltale i denne Sag frie at være. Processens Omkostninger for Stiftsoverretten og Høiesteret ophæves."

Her kan naturligviis ikke være Tale om og hvorvidt det er klogt eller politisk rigtigt, at Banken paalignes Skatter; Spørgsmaalet er blot om Lovene, saadanne som de nu engang ere, hjemlede Vedkommende i Trondhjem Ret til at ansætte Filialafdelingen sammesteds i Næringsskat. Lader man alle statsoeconomiske Grunde ude af Betragtning, og bedømmer Sagen fra den strengt juridiske Side, hvilket maa præsumeres at være skeet af Overretten og Høiesteret, synes det at være ikke ringe Tvivl underkastet, om det af disse antagne Resultat stemmer med Lovgivningen. Det negtes ingenlunde, at Qvæstionen kan ansees tvivlsom, men det formenes dog, at ikke uvæsentlige Grunde tale for, at denne burde været besvaret anderledes. Denne Anskuelse i Forening med Sagens Vigtighed opfordrer derfor til med størst mulige Nøiagtighed at veie de Argumenter, begge Parter paaberaabte sig.

Foreløbigen bemærkes, at det neppe vilde give noget Udbytte, om man opholdt sig ved den Betænkelighed, Overretten har fundet i at tage Sagen under Paakjendelse; thi bet er ophøiet over al Tvivl, at en Overligningscommission blot kan underføge og afgjøre, om Nedsættelse i det. en Skatteyder paalignede Beløb bør finde Sted, og at det Retsspørgsmaal, om man er forpligtet til at taale Ligning, alene kan opløses af Domstolene. Lovgivningen giver her ligesaalidet som Sagens Natur mindste Anledning til at

Side:205

dubitere, og det vides heller ikke, at nogen Domstol forhen har indladt sig paa saadan Undersøgelse. For Øvrigt fortjener det vist nok at lægges Mærke til, at Overretten for det Tilfælde, at den ansaaes incompetent til at paakjende Sagen, har troet Følgen deraf kunde blive Udpantningsforretningens Stadfæstelse, siden der intet paa Formaliteten er at udsætte; thi hvorledes en Domstol, der anseer sig incompetent til at paakjende en Sag, kan foretage andet end at afvise denne, er ikke let at begribe, og det synes meer end klart, at man ved at stadfæste en Dom eller Forretning har erklæret Sagen retteligen at være undergiven Paadømmelse af den respektive Ret.

De Grunde, paa hvilke Trondhjems Commune antog, at Bankens Filialafdeling sammesteds burde deeltage i Byens Næringsskat, vare væsentligst følgende:

Efter N.L. 3-6-1, 2 og 3 er Enhver, der har fast Eiendom, eller som driver borgerlig Næring i en Bye, pligtig at bidrage efter skeet Ligning til Byens Udgifter. Paa Lovens Tid gjordes der ingen Forskjel paa Grundskat og Næringsskat; Skatten var kun een, nemlig Byskat, og til denne contribuerede saavel Besidderne af de faste Eiendomme som de, der dreve borgerlig Næring. Enhver, der altsaa befandt sig i en af disse to Cathegorier, maatte taale Ligning til den fælleds skat, og, da Norges Bank eier Gaarde i Trondhjems Bye, var den følgelig efter Lovens udtrykkelige Bud forpligtet til at deeltage i den almindelige Byeskat, uden at det kom i Betragtning, at Banken tillige drev nogen Næring, saalænge denne ikke funde kaldes borgerlig Næring. Tildeels ved en mangeaarig praxis, tildeels ved udtrykkelige Lovbud dannedes imidlertid senere hen, idetmindste i mange Kjøbstæder, et bestemt Forhold mellem den Andeel af Byskatten, der udlignedes paa de faste Eiendomme (Grundskat) og den, der lignedes paa den borgerlige Næring (Næringsskat). Forholdet blev derved et andet end det i Norske Lov bestemte, og Banken, der efter Loven burde deeltage i den fælleds Byskat, forsavidt den besad faste Eiendomme i Trondhjem, kunde nu alene

Side:206

paalægges Andeel i den Part af samme, som skulde udredes af Grundtaxten eller Assurancesummen, men ikke ilignes nogen Contribution til den anden Deels, eller Næringsskattens Bestridelse. Imidlertid skede heri Forandring ved Loven af 24de August 1833, hvis 2den § bestemmer, at Næringsskatten, eller den Deel af Byskatten, der ei udredes af Grundtaxten eller lignes paa Brandassurancesummen, skal fordeles paa "al Indkomst og Næring," ei blot som forhen, paa "borgerlig Næring." Deels paa Grund af denne Forskrift, deels fordi samme Lovs 3die § henviser til Reglerne for Kjøbstædskattens Fordeling, formenes der, at Bankafdelingen i Trondhjem nu har at svare Skat ikke blot af dens faste Eiendomme, men tillige af dens Næring. Det er aldeles klart, at bemeldte Lov har havt til Hensigt at afgive en almindelig Regel, ifølge hvilken al Næring, ei blot borgerlig Næring, bør være Beskatning undergiven. Endskjøndt det maa erkjendes, at man ligesaalidet i denne Lov, som i de øvrige Skattelove, har været heldig nok til at betegne Meningen saa aldeles bestemt, at enhver Forpligtelse som er tilsigtet tydeligen kan subsumeres under de opstillede Regler, feiler man dog neppe ved at paastaae, at saavel Oprindelsen til og Hensigten med Loven af 24de Aug. 1833, som dennes Ord umiskjendeligen medføre, at enhver Næring, af hvad Beskaffenhed den end er og af hvem den end bliver dreven, er underkastet den Forpligtelse at deeltage i denne Skat, naar Vedkommende, der drive Næringen, kunne henregnes til Byens Indvaanere. Forpligtelsen til at betale denne Skat er altsaa knyttet til 2 Betingelser, at man har en Indtægt, og at man boer i Byen eller kan henregnes til dennes Indvaanere. Ligesom nu det første er Tilfældet med Banken, da det baade er notorisk og var in confesso, at dens trondhjemske Afdeling, hvorom her er Tale, har betydelige Indtægter, saaledes maa den anden Betingelse ogsaa antages at være tilstede. Udtrykket "henregnes til Byens Indvaanere," kan fornuftigviis ene betyde, at man, skjøndt ikke egentlig boesat i Byen, dog paa Grund af sin Stillings

Side:207

Beskaffenhed maa sættes i Classe med hine Spørger man nu hvad det er, der skal begrunde dette sidste, da synes det ikke tvivlsomt, at Loven har villet paalægge Enhver, der driver nogen, til et særskilt Etablissement i Byen knyttet, eller en i Byen etableret Bestyrelse underlagt, for sig afsluttet Næring, samme Forpligtelse som de egentlige Indvaanere. In specie kan det ikke betvivles, at de saakaldte moralske Personer (Handels-Interessentskaber og deslige) maae, uden Hensyn til hvor Medlemmerne opholde sig, henregnes til Byens Indvaanere, naar den moralske Persons Repræsentant (Bestyrelsen) boer i Byen og derfra driver Interessentskabets Næring. Var dette ikke Lovens Mening, da vilde Følgen blive, at al den Rørelse og Næring, som drives af flere i Fælledsskab, fritages fra at deeltage i denne Skat, og at denne altsaa ene maatte falde de physiske Personer til Byrde. Da nu Bankafdelingens Administration foregaaer i Trondhjems Bye, da det er der dens Virksomhed udøves, da det er denne, som skaffer Indtægten, da Afdelingen, ligesaavel som enhver anden Indvaaner, nyder godt af Byens Indretninger og den Sikkerhed denne yder, saa synes deraf at følge, at Banken baade efter Forholdets Natur og Lovens Bestemmelser maa være pligtig at deeltage i Næringsskatten sammesteds. Dersom en Samling af Capitalister enedes om at drive Vexelhandel, eller paa anden Maade at operere med Penge i Trondhjem, vilde sikkert Ingen betænke sig paa at iligne et saadant Societet Næringsskat i bemeldte Bye uden Hensyn til, hvor Interessenterne opholdt sig; men hvorfor Banken, naar den sætter sig i samme Forhold, skulde nyde Rettighederne og dog fritages for de dertil svarende Forpligtelser, er ei let at indsee. Rigtigheden af def her Anførte bestyrkes ogsaa ved den 3die § i Loven af 24de August 1833, hvor det hedder: at "med Ligningen af Næringsskatten bliver i alle Dele at forholde efter de Bestemmelser, der ere givne for Kiøbstædskattens Fordeling." Nu skal efter Lov af 26de Aug. 1833 §7 Litr. e, Forskrifterne i Loven af 6te Aug. 1824 om Skat paa Formue og

Side:208

Næring ogsaa Anvendes paa Kjøbstæbskatten, og da, sidstnævnte Lovs §10 Litr. f bestemmer, "at Fideicommisser og deslige Indretninger paalignes Skatten paa det Sted, hvor deres Administrationer have deres Sæde," saa følger heraf ligefrem, at Filialafdelingen i Trondhjem maa svare Næringsskat sammesteds.

Bankdirectionen argumenterede hovedsageligen paa følgende Maade:

Af Loven af 24de August 1833 kan Intet udledes, da den ene sigter til individuelle Personer, ikke til offentlige Indrettninger, hvilket dens Udtryk noksom tilkjendegive; det er alene den private Rørelse, den Næring, der drives af visse og bestemte Personer, som Skatten er paalagt; men Banken kan hverken henregnes til disse eller til Trondhjems Byes Indvaanere. Den Omstændighed, at Administrationen har sit Sæde i Trondhjem, er aldeles uvæsentlig og tilfældig, ligesom det vilde være aabenbar urimeligt at lade den have Indflydelse paa Spørgsmaalet, siden Afdelingens Indtægter eller Næring ei erhverves i Trondhjem Bye. Ordene i bemeldte Lovs §2 passe derfor ikke paa nærværende Tilfælde; men Trondhjems Commune har dog selv erkjendt, at dens Ret til at ligne Banken blot existerer under Forudsætning af, at en bestemt Lov hjemler samme, hvilket som viist ei kan siges om Loven af 24de Aug. 1833. Ligesaa ugrundet er det at paaberaade sig Loven af 6te Aug. 1824; thi da denne handler om en til Fordeel for Banken paabuden Skat, vilde det være absurd at antage denne Lov som Regel for de Skatter, Banken skulde erlægge. Denne Lov har desuden ved Ordet "Fideicommisser" tilkjendegivet, hvilket Slags Indretninger den sigter til; kun til de Tilfælde, der kunne indbefattes under det opstillede Exempel, lader Loven sig udvide; men deels det odium, med hvilket Fideicommisser hos os betragtes, (Grundl. §108), deels den himmelvide Forskjel, der er mellem saadanne og Norges Bank, hvad Oprindelse, Tendents, Bestyrelse og hele øvrige Forhold angaaer, godtgjør tydeligen, at bemeldte Lov ei her kan komme til

Side:209

Anvendelse. Overalt, naar Banken ei skulde svare den ved Lov af 6te Aug. 1824 bestemte skat, saa er det vel klart, at sammes §10 Litr. f ved "deslige Indretninger" ei har sigtet til Banken, hvoraf følger, at disse udtryk heller ikke senere kunne gives en anden eller mere udstrakt Betydning uden ved Hjælp af en udtrykkelig Lov, der imidlertid ikke existerer. Intet Individ kan paalignes samme Skat to Gange af samme Indtægt, hvilket dog blev Tilfældet, hvis Communens Paastand toges tilfølge, siden Actiehaverne, i det mindste de af disse, der opholde sig i Kjøbstæder her i Riget, maae i disse svare Næringsskat af deres hele Næring, følgelig ogsaa af den Indtægt, deres Bankactiebreve afgive. Det er ogsaa et Princip, som ligefrem ligger i samtlige Skattelove, at en Lignings-Commission ikke kan paaligne andre personer Skat end dem, der henhøre under Commissionens Jurisdiction, eller der staae i det Forhold til Kjøbstaden, som Skattelovene fordre; men dette Princip tillader ikke at Actiehaverne, skjøndt boende udenrigs, eller paa Landet og i andre Kjøbstæder i Norge, i det mindste indirekte, skulde kunne paalignes Næringsskat i Trondhjems Bye. Det vilde desuden stride mod en Banks Væsen at beskatte den; en saa vilkaarlig Fremgangsmaade maatte betydeligen svække dens Credit og undergrave den Sikkerhed, som det for det Heles Vel er saa aldeles nødvendigt at Banken er i Besiddelse af; Ingen kunde ellers have Tillid til den; nye Indskud, som Lovgiveren dog anseer det ønskeligt at see fremmede, kunde da ikke ventes; Bankens Papirer vilde tabe i Værd, og Følgerne deraf være uberegnelige. Heller ikke maa man glemme, at Norges Bank er fremtvungen ved en i sig selv meget følelig Skat; Midlerne ere saaledes ikke fremskaffede ved noget frivilligt Sammenskud; man er bleven nødt til at anvende en Deel of sin Formue paa den Maade, Staten har befalet det, og tu at taale denne administreret saaledes, som Staten, foreskriver det; men da de nuværende Actiehavere ere traadte i de Oprindeliges Sted, vilde det dog være unaturligt og uretfærdigt, om de skulde erlægge Skat af den

Side:210

Indtægt, en allerede betalt Skat omsider kastede af sig, uagtet de ikke engang have frie Hænder til at træffe saadanne Dispositioner med deres Eiendom, hvorved denne kunde skaffe dem saa stort Udbytte, som de selv muligens vare istand til at udbringe deraf. Dette har Lovgiveren ogsaa havt for Øie, og derfor bestemmer saavel Bankfundationens 9de §, at Bankens aarlige rene Fortjeneste skal deles imellem Interessenterne, uden at foreskrive, at noget of denne Fortjeneste først eller forlods skulde udtages til Statscassen eller Communen, som Fundationens 64de § med rene og klare Ord "at Banken ikke med nogen Afgift skal vorde betynget." Her har man saaledes til Overflødighed et positivt Lovbud, der netop forbyder den Fremgangsmaade, Lignings-Commissionen i Trondhjem har søgt at gjøre gjældende. Endelig paaberaaber Directionen sig, at Communen, hvis den var conseqvent, maatte have lignet den hele Bank, ei blot Trondhjems Filialafdeling, og at Byen paa anden Maade kan indtale sin formeentlige ret hos Banken, hvis den for Bankens Skyld har Udgifter, f. Ex. i Anledning af den sammesteds placerede Skildvagt, noget man dog ikke har villet erkjende.

En stor Deel af disse Argumenter er støttet paa en formeentlig Billighed og paa Betragtninger over hvad Lovene i det her omhandlede Tilfælde burde fastsætte. Forsaavidt er altsaa ingen Gjendrivelse nødvendig, da Sagen maa afgjøres overeensstemmende med den bestaaende Lovgivning, et Princip, hvis Overholdelse er af største Vigtighed for Banken selv, der netop paa Grund af dens Betydenhed vilde lide meest, dersom saadanne Hensyn som de ovenanførte havde Indflydelse paa Domstolene, siden det vel ikke var at skole paa, at man bestandig vilde gaae frem paa den for Banken meest favorable Maade. Hvad derimod de fra Lovgivningen selv hentede Argumenter angaaer, da holde de neppe Prøve.

Det er vel sandt, at Loven af 24de Aug. 1833 sigter til bestemte Personer; men at saadanne ligesaavel kunne være sammensatte (moralsk) som enkelte, og hine ikke

Side:211

mindre end disse saa visse og bestemte, at de lade sig adskille fra alle andre, kan jo ikke benegtes. Personens Stilling og Beskaffenheden af hans Virksomhed kan der alene tages Hensyn til; om han er et enkelt Individ, eller udgjør en Samling af Individer, der ere forenede til et Heelt i et vist Øiemed, er aldeles ligegyldigt. Endog om der i Loven of 24de Aug. 1833 slet og ret stod Ordet "Indvaanere", vilde man ikke kunne negte, at den moralske Person, hvorom her er Tale, derunder maatte blive at subsumere al den Stund, det er en Nødvendighed, at ogsaa de moralske Personer i flere Juridiske Henseender maa localiseres, eller hvad der er det samme, betragtes som Indvaanere der, hvor deres Bestyrelse residerer. Man vil f. Ex. vel ikke negte, at den trondhjemske Bankafdeling maa have sit personlige Værnething i Trondhjem; men den kan dog ikke med mere Føie siges at boe, holde Dug og Disk eller opholde sig i Trondhjem (see L. 1-2-4), end der at være Indvaaner. Mindst bør man lukke Øiet for denne, den naturlige Begrebsbetegnelses Utilstrækkelighed, naar Lovgiveren selv har følt den og derfor betjent sig af et herpaa pegende Udtryk, hvilket er Tilfældet i Loven af 24de August 1833, hvor det hedder: "som kunne henregnes til Byens Indvaanere." - Var det endog afgjort, at Loven blot sigtede til den private Rørelse, kunde dette dog ikke være Banken til noget Gavn; thi der er jo ingen Forskel paa den Virksomhed, Banken ved sine Penge-Operationer betjener sig af, og den, Private i lignende Anledning udøve. Dersom et Interessentskab af saadanne befattede sig med Disconteringer og Udlaan, ligesom Banken, maatte det ufeilbarligen være Skatteforpligtelsen undergivet; men at Banken i et aldeles lignende Tilfælde skulde gaae fri, var dog saa meget urimeligere og ubilligere, som Ingen kan negte, at Trondhjems Capitalister kunde gjøre sig sine Penge ganske anderledes frugtbringende, hvis Bankafdelingen sammesteds ei befattede sig med deslige Operationer, og derved berøvede hine den Adgang til Virksomhet og Fortjeneste, som ellers vilde staaet dem aaben. Heller ikke kan Norges

Side:212

Bank, skjøndt staaende under Statens Control, betragtes som en offentlig Indretning; den eies af private, og disse tilflyder alene dens rene Fortjeneste. Maaden, paa hvilken den har faaet sin Tilværelse og bliver administreret, forandrer ikke Tingen, og det er saa langt fra, at den offentlige Bestyrelse og Control skader Banken, at denne netop har erholdt den største Garantie, Staten kan forskaffe den; men om dette end ikke forholdt sig saaledes, kunde man vel neppe ansee det som et Indgreb i Actiehavernes Rettigheder, at det Offentlige, til Gjengjeld for de betydelige Privilegier, Banken er forundt, forbeholdt sig at have Indseende med hvorledes dette Institut forvaltedes. Den Bemærkning, at L. 6te Aug. 1824 §10 Litr. f. ikke skulde kunne anvendes in casu, fordi den angaaer en Skat, Banken var fri for, saasom den ydedes til denne, fortjener næsten ingen Gjendrivelse; hvem indseer nemlig ikke, at Lovgiveren meget gjerne kan opstille samme Regler for to forskjellige Skatter? og hvori ligger vel det Urimelige i Paastanden om, at den almindelige Forpligtelse er eens med Hensyn til begge? Det er vist nok sandt, at Loven af 6te August 1824 ikke ved "Fideicommisser og andre deslige Indretninger" paa den Tid, kan have sigtet til Banken, da denne skulde oppebære Formue: og Næringsskatten; men naar dette Tilfælde ei længer er forhaanden, medens Lovens Regler dog skulle anvendes i andre, er Grundene til at undtage Banken jo borte. Sæt, at hiin Skat havde været bestemt til en eller anden Indretning, der uden mindste Qvæstion kunde paralelliseres med Fideicommisser, mon da den samme Indretning derfor kunde vente sig fritaget for at svare den Næringsskat, som ellers efter senere Lovbestemmelser vilde have paalagt den? Lader det sig ikke negte, at Banken er et Institut, som meget vel kan indbefattes under de Udtryk, Loven af 6te Aug. 1824 betjener sig af, da kan den Omstændighed, at oftmeldte Lov paa samme var uanvendelig, ingenlunde tjene til Beviis paa, at Henviisningen til Loven, hvad andre Skatter angaaer, fremdeles skulde hjemle en saadan Undtagelse; Reglerne

Side:213

for den Skat, en bestemt Person tilflyder, og for den, han har at erlægge, kunne uden Modsigelse eller Urimelighed være de samme. Det er høist unaturligt og tvungent at tye hen til Grundlovens 108de § for at udbringe den Slutning, at blot saadanne Indretninger, der fortjene samme Ugunst som Fideicommisser, skulle være tilsigtede i Loven af 6te Aug. 1824; thi at der i denne Lov er tilsigtet at vise noget odium mod Fideicommisser og deslige Indretninger, modbevises jo allerede ved den Omstændighed, at der i den omhandlede Passus ei sigtes til at gjøre Fideicommisser etc. skattepligtige, men blot til at fastsætte, hvor Skatten skulde erlægges. At alle Interessentskaber, Compagnier osv., der som en Eenhed udøve en vis virksomhed, maae, naar denne Virksomhed forresten er skattepligtig, bidrage til saadan Præstation, er i Loven betragtet som utvivlsomt; derimod kunde det være uvist, paa hvilket Sted de burde ilignes Skatten, og af denne Grund er det, at Loven har fastsat, at saadant bør skee der, hvor deres Administrationer have deres Sæde. - Nærværende Sag var ikke anlagt saaledes, at Domstolene kunde afgjøre, paa hvilket af flere Steder Bankafdelingen burde lignes, og det indsees let, at en Ligning ikke i og for sig er ugyldig af den Aarsag, at den samme Person er paalignet samme Skat et andet Sted; thi dette sidste kunde jo netop være det Urette, og den, der befinder sig i et saadant Tilfælde, bør altsaa sætte Domstolene istand til at vælge mellem de forskjellige Ligninger, naar han med Nytte vil afbenytte dette Argument. Det vilde dog være besynderligt, om Trondhjems Commune skulde tabe sin Ret, ene og alene fordi Banken var ilignet den samme Skat et andet Sted, uden at Banken ved sin Procedure gjorde det muligt at faae Retmæssigheden af denne sidste Ligning afgjort. I nærværende Tilfælde var Spørgsmaalet ikke paa hvilket Sted Trondhjems Filialafdeling skulde lignes, men om den, i det Hele taget, kunde lignes; og, besvaredes dette sidste bekræftende, da var det in confesso, som og i sig selv utvivlsomt, at

Side:214

Ligningen maatte foregaae i Trondhjems Bye. Naar nu hertil kommer, at denne Filialafdeling ikke er lignet paa andre Steder, og at man blot satte ved Siden heraf den forresten ubeviiste Omstændighed, at de indenlandske Actiehavere, forsaavidt de vare Kjøbstædindvaanere, betale Næringsskat af deres hele Indtægt der hvor de boe, følgelig og af deres Actieudbytte, uden at Domstolene nu kunde afgjøre om dette i al Fald var rigtigt, saa synes det klart, at nærværende Argument i alle Henseender er forkasteligt. Ikke bedre grundet er den Exception, som skøttes paa Raisonnementet om, hvem der er en Ligningscommissions Jurisdiction undergiven; thi foruden at man ei kan fremsætte som et Axiom det, Parterne netop tviste om, behøver man ikke megen Skarpsindighed for at indsee, at denne saakaldte Jurisdiction i mange Tilfælde maa udstrækkes til Personer, der egentlig ei selv have noget med den enkelte Bye at bestille, men dog ere Interessenter i det Institut, som efter Tingens Natur og Lovens udtrykkelige Bydende der skal lignes. - Det kan ikke erkjendes, at en Banks Natur og Væsen i og for sig absolut skulde medføre, at den bør være fri for at betale Næringsskat; naar den indlader sig i det Slags Pengetransaktioner, som ellers udføres af Private, synes det ganske billigt, at den lige med disse svare Skat af saadan Indtægt. Ingen risquerer mindre derved end den; thi et officielt Beviis for Størrelsen af dens rene Gevinst staaer det altid til den at kunne fremskaffe, og det maa betvivles at dens Credit derved vilde lide noget. Skulde Forpligtelse til at betale Næringskat være uforenelig med Opretholdelsen af en Banks Credit, saa maatte private Banker være en Umulighed i Lande, hvor Næringskat finder Sted, og dette vil dog vel Ingen paastaae. At Lovgiveren skulde have erkjendt dette, og derfor i Fundationens 9de og 64de § udtrykkeligen meddeelt Banken det Privilegium, som Trondhjems Commune nu vil gjøre den stridigt, forholder sig heller ikke saaledes. Fundationens 9de § viser vel, at Bankens aarlige rene Fortjeneste skal deles mellem Interessenterne; men

Side:215

Banken kan dog ikke mere end nogen anden fordele sine Brutto-Indtægter paa Eierne; Thara maa dog først fradrages, og Netto alene komme disse tilgode; derfor siger Paragraphen ogsaa den "rene" Fortjeneste; al Udgift maa altsaa først fratrækkes; men hvad der skal henregnes til Udgift lader sig dog ikke lære af denne Lovbestemmelse. Den 64de § bestemmer alene, at Bankens "Fond" ei med nogen Afgift i Fred eller Feide skal blive betynget eller derved formindsket, og mellem Fortjeneste (aarlig Indtægt), og Fond (Capitalformue) er der en væsentlig, Forskjel. Hverken Ordene eller Hensigten hjemle andet; end at denne sidste skal forblive urørt; dette er et Privilegium, en Garantie, Staten har skjænket Banken, for at skaffe den behørig Tiltroe, uden at deraf følger, at Banken skulde være fritaget for at betale Afgift eller Skat af dens Revenuer. Det er ikke langt fra Haarkløverie, naar man hænger sig ved Pronomenet "den" og vil have, at dette skal referer sig til Banken, ikke til dens Fond; thi for det første blev Meningen dog den samme;. dernæst er det klart af Sammenhængen og Forbindelsen mellem Paragraphens to Sætninger, at det er Fonder, man har for Øie; og endelig viser saavel Fundationens 12te §, som §1 i Loven af 14de Juni 1816 angaaende tvunget Indskud til Banken, at Lovgiveren paa flere Steder bruger Ordet "en Fond", skjøndt rigtig nok oftere "et Fond". Ordet er fransk og som saadant masculini generis (le fond), saa at det vel ikke var urigtigt at give det samme Kjøn i vort Sprog. - Aarsagen til, at blot den trondhjemske Filialafdeling er lignet, er simpelt hen den, at kun bemeldte Afdeling foretager de Operationer, ved hvilke Indtægterne tilveiebringes, i Trondhjems Bye; Bankens øvrige Revenuer erhverves ved de andre Filialafdelinger, og Trondhjems. Commune kunde desuden ikke tabe sin Ret fordi den paastod mindre end Lovene hjemlede den. Den Henviisning, Overretten giver Byen til paa anden Maade at søge Erstatning for de mulige udgifter, den for Bankens Skyld kunde have, er til ingen Nytte; thi Loven har just

Side:216

villet, at de pligtige Bidrag skulle indtales ved Ligning, som det eneste retlige Middel til at erholde hiin Erstatning, saa at det synes noget underligt at forkaste dette og i dets Sted vilkaarligen indføre et nyt. Overalt fortjener det nøie at lægges Mærke til, at Banken har erkjendt sig forpligtet til at betale, hvad dens faste Eiendomme i Trondhjem ere paalignede; det Meste af hvad man paaberaaber sig til Beviis for, at Banken hverken kan eller maa lignes i Skat, er derved omstyrtet, siden det i principet kommer ud paa eet, hvad enten man antager en Bank pligtig at taale Ligning til Skat af dens Indtægter eller af dens faste Eiendomme; i ethvert Fald maatte dette sidste være meer i Strid med Fundationens 64de § end det første.

Den Undersøgelse, Overretten til Slutning har indladt sig paa, om hvilke Dele af Bankens samlede Masse Skatten i al Fald skulde kunne paalægges, er aabenbar urimelig og utidig, ligesom den og er udenfor parternes Procedure. Bankdirectionen har ikke klaget over, at Skatten var beregnet af en for stor Indtægt eller af Poster, der burde være skattefrie; i saa Tilfælde vilde Sagen henhørt under Overlignings-Commissionen. Desuden er Talen her om at beskatte en Indtægt, en Næring, saa at man ikke har den mindste Anledning til at undersøge, hvorvidt selve Formuen eller dens særskilte Bestanddele kunne være Ligningen underkastede. Kun ved at lægge saa urigtige Forudsætninger til Grund har Overretten udbragt de Resultater, der vise sig som urimelige og unaturlige.