Rt-1836-627
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1832-11-02 |
| Publisert: | Rt-1836-627 |
| Stikkord: | Condictio indebiti |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | |
| Parter: | |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: |
Under 23de Januar 1832 blev i Agershuus Stiftsoverret afsagt Dom i en Sag mellem Laurvigs Grevskabs-Eiere paa den ene og Finants-Departementet paa den ande Side. Da de i denne Sag afsagte Domme afgive et vigtigt Bidrag til Oplysning om, hvad Praxis her antager betræffende Læren om condictio indebiti, formenes samme at ville interessere Retstidendens Læsere. Overrettens Dom er saalydende:
«Efterat det ved Høiesterets Dom af 16de November 1826 var bleven afgjort, at de nuværende Eiere af Laurvigs Grevskab, Kammmerraad Falch, Provst Sartz og Casserer Sether, fra Aaret 1821 ikke tilkomme den ved Grevernes og Friherrernes Privilegier af 25de Mai 1671 og Forordningen af 13de Decbr. 1746 Post 6 §4 bestemte Skattegodtgjørelse for 300 Tønder Hartkorn m.v., lod den Kongelige Norske Regjerings Finants-, Handels- og Told-Departement de fornævnte Eiere af Grevskabet saggive ved Laurvigs Byethingsret med Paastand om Tilbagebetaling af den fra 2den Septb. 1817 til Udgangen af Aaret 1820 udbetalte Skattegodtgjørelse til Beløb 2447 Spd. 79 ss med Renter 4 Procent afødt xx.xx.12 ss fra 1ste December 1827 og afødt xx.xx.67 ss fra 16de April 1830 til Betaling skeer, samt Processens Omkostninger ved den af Byfoged, Ridder Rye under 30te August 1830 afsagte Underretsdom,
Side:628
og er Processens Omkostninger, med Undtagelse af det Regjeringsadvocaten tilkjendte Salarium af 5 Spd., ophævede. Bemeldte Underretsdom have Kammerraad Falch, Provst Sartz og Casserer Sether ved Stævning af 23de September s. A. indanket for denne Ret og i Indlæg af 15de November næstefter paastaaet underkjendt, saaledes at de aldeles frifindes for det Kongelige Finants-Departements Tiltale i denne Sag, samt tillægges Processens Omkostninger for begge Retter med noget Tilstrækkeligt. For Indstævnte har den constituerede Regjeringsadvocat afgivet Møde, og i Indlæg af 28de Februar f. A. nedlagt Paastand overeensstemmende med Underrettens Dom, med Tillæg af Processens Omkostninger for begge Retter, hvoriblandt Salarium til Regjeringsadvocaten.
Sagens Udfald maa, efter hvad der imellem Parterne er in confesso, alene beroe paa Afgjørelsen af det Spørgsmaal: om Appellanterne, der ved Høiesterets Dom ere frakjendte Ret til at oppebære Skattegodtgjørelse af 300 Tønder Hartkorn fra Aaret 1821, ere pligtede til at tilbagebetale den paasøgte Sum 2447 Spd. 79 ss, som de erkjende at have oppebaaret af det Offentlige i Skattegodtgjørelse for Tidsrummet fra 2den September 1817 til 31te Decbr. 1820. Underdommeren har besvaret dette Spørgsmaal bekræftende paa Grund af, at den passerede Udbetaling, efter hvad der ved Høiesterets Dom af 16de Novbr. 1826 er afgjort, er foranlediget ved en Vildfarelse i det Væsentlige. Vor positive Lovgivning indeholder ingen almindelige Bestemmelser, hvorefter der opkastede Retsspørgsmaal kunde afgjøres, og maae Dommerne derfor være forpligtede til at tage Hensyn til, hvad der efter den naturlige Billighed eller Forholdets Natur i saa Henseende kan antages at være overeensstemmende med Lovgiverens Villie.
Det maa foreløbigen bemærkes, at ligesom det i Romerretten uddannede og af Systematikerne almindelig antagne Begreb om condictio indebiti ikke indbefatter det Tilfælde, hvor Modtageren har handlet mala fide,
Side:629
eller hvor Nogen svigagtigen har tilvendt sig en ham ikke tilkommende Betaling - i hvilket Tilfælde Tilbagesøgningsretten ikke kunde være tvivlsom - saaledes maa det in casu ansees afgjort, at begge Parter have handlet aldeles bona fide, og at den stedfundne error juris har været gjensidig, idet Appellanterne have været ligesaa overbeviste om, at den dem indbetalte Skattegodtgjørelse lovligen tilkom den i Egenskab af Eiere af Laurvigs Grevskab, som Finants-Departementet har formeent, at de dertil havde lovlig Ret; thi uagtet denne Rettighed blev Appellanterne frakjendt for Fremtiden eller fra 1821 ved den afsagte Høiesteretsdom, saa er dog en Misforstaaelse af Lovgivningens Bestemmelse og de ved Kjøbet dem overdragne Rettigheder fra deres Side meget muligt, ja høist rimelig, naar hensees til, at Finants-Departementet, ved at lade Udgiften passere i Regnskaberne, var af samme Formening som de, og naar det bemærkes, at Høisteret, efter hvad der uimodsagt er anført ved Dommeren i Sagen, ophævede Processens Omkostninger og derfor formeentlig ikke har fundet dens Qvæstion at være expediti juris.
Idet man saaledes maa antage, at begge Parter, ved Udbetalingen og Modtagelsen af den omhandlede Skattegodtgjørelse, have været i Vildfarelse om deres Forpligtelser og Rettigheder, saa kunde det vel synes, som om Appellanterne ingen Retsgrund havde til at beholde hvad de have oppebaaret, aldenstund den passerede Udbetaling ikke involverer nogen virkelig Erkjendelse fra Indstævntes Side om at skylde det Betalte, efterdi Betalingen vitterligen ene er skeet i den vildfarende Forudsætning, at Appellanterne havde lovlig Ret til at fordre samme. Men da Appellanterne, som ovenfor bemærket, selv stode i den Formening, at de havde Ret til at fordre den oftnævnte Skattegodtgjørelse, og da i al Fald Indstævntes Vildfarelse, ved at indrømme denne Fordrings Lovlighed, ikke kan antages at have været kjendelig for dem, saa maatte de være berettigede til at tilegne sig
Side:630
hvad der saaledes blev dem betalt og følgelig være fritagne for at tilbagebetale samme.
Det insees ogsaa lettelig at man, ved at indrømme ubetinget Ret til Tilbagesøgning, af hvad der ob errorem juris er erlagt, vilde afstedkomme den største Usikkerhed og Forstyrrelse i mangfoldige Retsforhold. Saaledes maatte til Exempel den, der frivilligen eller uden Rettergang havde betalt sin Gjeld til Statscassen for Kornvarer, modtagne af de danske Magaziner, med danske Rigsbankpenge, ente blive nægtet eller tilstaaet Tilbagesøgningsret, eftersom Betalingsforholdet i lignende Sager ved Domstolene maatte være afgjort. Høi Grad af Ubillighed vilde ogsaa ofte deraf være Følgen, ja man kan letteligen tænke sig Tilfælde, hvor en saadan condictio indebiti kunde blive aldeles ruinerende. Naar f. Ex. en Fabrikeur i den Overbeviisning, at et saadant Privilegium tilkom ham, i flere Aar havde erholdt tilbagebetalt den af ham erlagte Told for raae Producter, bestemte til Brug ved Fabrikken, saa kunde man vel neppe, uden den meest paafaldende Ubillighed, fordre Tilbagebetaling af de ham godtgjorte Summer, om det end ved Høiesterets Dom maatte blive afgjort, at hiint Privilegium, som uovereensstemmende med den gjældende Lovgivning, ikke længere tilkom ham. Men de samme Grunde, som i de anførte Exempler efter denne Rets Formening maatte gjøre det høist betænkeligt at give et Tilbagebetalingssøgsmaal Medhold ved Domstolene, de samme Grunde tale og i nærværende Sag til Fordel for Appellanterne; og om de end, med Hensyn til deres nuværende Formue, kunde uden føleligt Savn tilbagebetale den paasøgte Sum afødt xx.xx.79 ss, saa vilde dette dog vel neppe blive Tilfældet, dersom Fordringen var steget til en betydelig Sum, naar Skattegodtgjørelsen først var bleven dem frakjendt efterat den i henved 20 Aar var bleven dem udbetalt, og dog er det unægteligt, at den større Sum, ligesaavel som den førstnævnte mindre, under den angivne Forudsætning maatte blive Gjenstand for Tilbagesøgning. Seer man nu endvidere hen til, at Udebetalingen
Side:631
in casu er skeet efter Foranstaltning af eller dog med Samtykke af det Kongelige Finants-Departement, - imod hvis Competence til i saa Henseende at forpligte det Offentlige der ingen Indsigelse er fremsat - og at Appellanterne derfor maatte være berettigede til at antage, at dette Regjeringscollegium havde undersøgt og erkjendt deres Ret til den omhandlede Skattegodtgjørelse, saa er der formeentlig ogsaa i denne Omstændighed Grund til at frifinde dem for den paasøgte Tilbagebetaling, og maa deres Paastand i saa Henseende der for saameget mere gives Medhold, som Analogien af Bestemmelsen i Lovens 5-5-6 taler for et saadant Resultat, da Appellanterne have været i uforstyrret Besiddelse af Retten til at hæve Skattegodtgjørelsen, indtil nærværende Sag blev reist mod dem. - Processens Omkostninger ville efter Sagens Beskaffenhed blive at ophæve for begge Retter.
Thi kjendes for Ret:
Appellanterne, Kamerraad Falch, Povst Sartz og Casserer Sether, bør for den Kongelige Norske Regjerings Finants-, Handels- og Told-Departements Tiltale i denne Sag frie at være. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves.
Under 2den November 1832 blev i sammme Sag afsagt saadan Høiesteretsdom:
«Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.»
Da altsaa Høiesteret in terminis har stadfæstet Stiftsoverretsdommen, maa den vel og antages i det Hele at have billiget de i Overretsdommen udtalte Principer.