Rt-1837-65

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1836-11-24
Publisert:	Rt-1837-65
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 101
Parter:	Garvermester Ulsteen mod Krigsraad Siewers.
Forfatter:
Lovhenvisninger:	LOV-1816-06-14-§35

Efterat Appellanten ved Contrakt af 3die November 1828 havde fæstet af Indstævnte en Deel af Gaarden Trosvigs Mark, Mellem-Sand kaldet, paa 15 Aar for en Indfæstning af 55 Spd. og en aarlig Afgift af 8 Spd., ingik han den 8de Marts 1832 en ny Contrakt, ved hvilken han for sin, Kones og et Barns Levetid forpagtede saavel bemeldte Mellem-Sand som et andet Stykke, Søndre-Sand, blandt andet paa følgende Vilkaar: - 3) at han i Indfæstning skulde erlægge 75 Spd. - 4) i aarlig Afgift betale 14 Spd. og barke eller garve 3 Huder, 10 Skind - 5) at det Halve af denne aarlige Afgift skulde erlægges til 1ste April, og det andet Halve til hvert Aars Michaelis - 10) at denne Overdragelse skulde hæve sig selv og Markerne hjemfalde til Gaarden, hvis de bestemte Pengeterminer ikke punktlig betaltes.

Den 8de October 1832 tilskrev Ulsteen Krigsraad Siewers et Brev, i hvilket han bad om Henstand med de forfaldne 7 Spd. i en kort Tid, hvorpaa Siewers dog ikke vilde indlade sig. Dagen derpaa eller den 9de Octbr. afgjorde Appellanten derfor Sagen, idet han contant betalte 3 Spd. 4 Mrk. 8 sz og liqviderede de resterende 3 Spd. 16 sz i en paa dette Beløb lydende og Siewers

Side:66

samme Gang meddeelt Regning. Da Michaelis er den 29de Sept., og 5-13-1 ikkun giver Debitor 8 Løbedage,. burde Afgiften været erlagt den 7de October, hvoraf Siewers tog Anledning til at henskyde sig under Contraktens 10de Post, idet han paastod at Afgiften var betalt 2 Dage for silde, Contrakten altsaa hævet og Markerne hjemfaldne til Gaarden. Herom opstod der Proces mellem Parterne, under hvilken Ulsteen imødegik Søgsmaalet med følgende Indsigelser:

1) Afgiften er virkelig erlagt inden Michaelis. Appellanten opgav, at han den 9de Octbr. 1832 meddeelte Indstævnte en skriftlig Regning over deres Mellemværende, efter hvilken han kom tilgode 3 Spd. 16 sz, og altsaa kun havde at betale contant 3 Spd. 4 Mk. 8 sz. Men han paastod tillige, at han i denne Regning havde forglemt at debitere Indstævnte for 5 denne leverede Skind & 1 Spd. pr. Stykke, og at han saaledes inden Michaelis allerede havde med Varer betalt 8 Spd. 16 sz, følgelig mere end Afgiften.

2) I alfald er Afgiften erlagt betimeligen den 9de October; thi:

a) Parterne maae antages at have været enige om at Afgiften optoges i deres Mellemregnskab, og naar Ulsteen paa denne Maade har erlagt 3 Sp. 16 sz inden Forfaldstiden, hvilket er in confesso, blev det Siewers's Pligt at opgjøre Regningen til Michaelis, hvis han da vilde have Regnskabet sluttet og sit Tilkommende betalt. Ved intet at foranstalte i saa Henseende maa Siewers antages stiltiende at have erkjendt at Betalingen retsgyldigen kunde skee senere.

b) Ulsteen havde erlagt flere Terminer af hvad han overeensstemmende med Contrakten af 1828 havde at præstere senere end denne foreskrev, uden at Siewers derimod gjorde nogen Indvending, saa at det maatte ansees vedtaget mellem Parterne,

Side:67

at Betalingen ikke nødvendigviis skulde erlægges netop til de fastsatte Tider.

c) For at en Debitor kan siges at være in mora, maa han af Creditor forgjæves være krævet. Dette synes at følge af Sagens Natur og Parternes formodede Villie, ligesom det ogsaa bestyrkes ved positive Lovbestemmelser, t. Ex. 3-14-13 og 16, 4-5-8, Frdg. 5te Januar 1813 §31, Lov 14de Juni 1816 §35, Forligelseslovens §49, Lov 17de August 1830 m.fl.

d) Siewers er vedblevet at modtage Afgiften for de senere Terminer, saavel hvad Pengene som Skindene angaaer, følgelig erkjendt at Contrakten fremdeles var gjældende.

e) Under alle Omstændigheder maatte en Udsættelse af 2 Dage ansees saa ubetydelig og uvæsentlig, at det ligesaalidet efter Contraktens Aand kunde antages, at man vilde have tillagt den saa vigtige Følger, som i Almindelighed præsumeres at Nogen skulde beqvemme sig til at gjøre Brug af den juridiske Ret, den muligens maatte kunne medføre.

3) Subsidialiter forventede Ulsteen af han, hvis Contraktens 10de Post skulde tages tilfølge, blev tilbagebetalt de 130 Spd., han havde erlagt i Indfæstning, og givet Erstatning med 368 Spd. 3 Mk. 8 sz for de Forbedringer, Eiendommen i hans Brugstid havde modtaget; thi Overdragelsen kan ikke siges at "hæve sig selv" med mindre begge Parter restitueres in integrum.

Disse Indsigelser imødegik Siewers med følgende Bemærkninger:

ad 1) At Ulsteen havde leveret Varer til en Værdie afødt xx.xx.16 sz, ikke 3 Spd. 16 sz., inden Michaelis 1832, og at Siewers hverken kunde eller vilde nægte, at dette Tilgodehavende blev liqvideret i Afgiften, er uden Indflydelse; thi det erkjendes

Side:68

ikke at Noget skulde være forglemt i Ulsteens Opgave, og endnu mindre at han endvidere havde tilgode for 5 Skind. Ved 2 Vidner er det desuden beviist at Ulsteen, efter Overeenskomsten, ingen Erstatning tilkom for de Skind, han leverede til Siewers's Grynqværne, og der er ingen Sandsynlighed for at han i sin Nota, der indbefatter Betaling for 2 Skind, skulde have forglemt 5 andre, dersom han virkelig havde tilkommet Betaling for disse. Desuden havde Laugrettet taxeret dem for 2 Spd. 60 sz; og naar dette Beløb tillægges de 2 Spd. 16 sz; Siewers erkjender at Ulsteen havde tilgode, udkommer der blot 4 Spd. 76 sz., eller 5 Spd, 76 sz., hvis Ulsteens Opgivende om at have indgivet Regning for 3 Spd. 16 sz. lægges til Grund, følgelig manglede endnu noget paa de 7 Spd., som Afgiften udgjorde.

ad 2) a. Siewers har aldrig vedtaget at nogen Liqvidation ved Mellemregning kunde foregaae; men det faldt af sig selv, at han modtog som god Betaling hvad han den 9de October erkjendte at være Ulsteen skyldig. Saalænge denne ikke har godtgjort, at Afgiften med Siewers's Samtykke var optaget i Mellemregnskab, kunde det ei være Pligt for Sidstnævnte at sørge for Afslutning af et saadant, der hverken existerede eller vedkom den her omhandlede Contrakt. De Varer, Siewers erkjendte at være Debitor for, vare hverken leverede eller modtagne i Afdrag paa Afgiften, og maatte altsaa blive Parternes Forhold med Hensyn til denne aldeles uvedkommende. I Skrivelsen af 8de October har Ulsteen ogsaa ligefrem erkjendt, at hans Forpligtelse til at betale Afgiften allerede var indtraadt uden at være opfyldt, og han kunde jo heller ikke troe at have salderet sin Debet

Side:69

ved Skind, som han først senere huskede paa.

b) Om Siewers forhen har tiet stille til Ulsteens Forsømmelse, kan dette, ei medføre nogen Pligt for ham til bestandig at taale disse. Det ældre Fæstebrev af 1828 indeholdt desuden ikke en saadan Clausul, som §10 i Fæstebrevet af 1832, der netop fik sin Tilværelse fordi man havde lært Ulsteens Uefterrettelighed at kjende.

c) Det er ligegyldigt at en Debitor ikke har været krævet. Her at antage saadant nødvendigt, vilde være det samme som at hæve Contraktens 10de Post og Ulsteens Anmodning i Skrivelse af 8de October godtgjør noksom, at han har anseet sig ligesaa forpligtet som om han hade været krævet. Sagens Natur medfører at Debitor uopfordret maa betale, og det vilde være en ligesaa urimelig som utaalelig Byrde for Creditor at iagttage saadant, noget, som ofte blev ham en Umulighed, da han ei altid kan vide hvor Debitor opholder sig. Var saadant Paakrav Pligt, maatte Creditor ogsaa være belavet paa at kunne føre juridiskt Beviis for at det var skeet, uden at han dog havde Ret til at vente sig erstattet de dertil medgaaende Omkostninger. Naar Debitor forpligter sig til at betale Gjælden en bestemt Dag, ligger det ligefrem i denne Forpligtelse, at han ikke skal vente nogen Paafordring, men uopfordret opfylde sin Forpligtelse ved Forfaldstid, en Clausul man desuden vel maatte kunne blive enig i at fastsætte, om den ikke fulgte af Sagens Natur. Ikkun paa Grund af, enkelte Forholdes særegne Natur - t Ex Vexler, hvis Ihændehaver Debitor ei altid kjender - kan det Modsatte gjælde. 5-7-8, 5-13-1 m.fl. indeholde positive Data for Sætningens Rigtighed. De af Ulsteen citerede Love bevise intet; thi 3-14-16 bestyrker netop Siewers's Paastand -

Side:70

4-5-8 forudsætter Paakrav fordi dette efter det der omhandlede Forholds Natur er aldeles nødvendigt - Frdg. 5te Jan. 1813 §31 gjælder blot Omskrivningen til Rigsbankpenge, og der maatte man lægge Paakravet til Grund da man ingen anden Tidspunkt havde, medens det dog vilde være absurd at paastaae, at en Gjæld ikke er ældre end fra den Tid den er krævet - Lov 14de Juni 1816 §35 synes vel at vise, at Betalingens Udeblivelse kan tilskrives andet end Debitors Forsømmelse, men deraf følger dog ikke, at Paakrav fra Creditors Side ansees nødvendigt - Forligelseslovens §49 sigter blot til 5-5-6, og kan saa meget mindre bevise, at Ret til Renter grunder sig i Kraver, som disse da maatte blive at erlægge fra en tidligere Dato end Klagen til Forligelsescommissionen, hvis Creditor kunde dokumentere at et saadant tidligere Paakrav virkelig havde fundet Sted - og Loven af 17de Aug. 1830 er en fortsat Bestemmelse af de forskjellige Banken forundte Begunstigelser.

d) Saalænge Ulsteen, under Processens Drift, vedblev Besiddelsen af Markerne, maatte Siewers naturligviis tilkomme de contraktmæssige Præstationer, for hvilke han stedste har qvitteret med behørig Reservation af hans Ret til at faae Contrakten hævet overeensstemmende med dens 10de Post.

e) Parternes Villie er bestemt udtalt, i Fæstebrevet, og der haves saaledes ei blot Formodning men og Vished for hvad der skal gjælde mellem dem. Det er vilkaarligt at underlægge dette selvskabte Betingelser og Undtagelser. Den, der har med en uefterrettelig Debitor at bestille, og der, som Siewers, har omtrent 100 Fæstere, kan ikke miskjendes fordi han benytter sig af den Ret, han har fundet det nødvendigt udtrykkeligen at forbeholde sig.

Side:71

ad 3) Contraktens Ord tillade ikke den her forsøgte Fortolkning, der ogsaa i sig selv er aldeles urimelig.

Ved Dom af 19de April 1834 frifandt Sorenskriveren i Thunøe og Wembe Parterne for hinandens Tiltale og ophævede Processens Omkostninger, hvilket er begrundet ved følgende Raisonnement:

"Ved Contrasøgsmaalets Anhængiggjørelse paa Maanedsthinget den 5te September f. A. har Contracitanten ladet afhøre nogle Vidner for at oplyse hvorledes Betaling præsteredes den 9de Octbr. 1832 til Hovedcitanten af Forpagtnings-Afgiften for Markstykkerne qvæstionis, og om der ikke i Halvaaret mellem 1ste April og Mikelsdag s. A. var leveret 5 Stkr. Kalveskind til Sidstnævntes Møllebrug for 1 Spd. Stykket, som blev forglemt at føres i Regning under bemeldte Opgjør, hvorhos Contracitantens Sagfører i sin paa bemeldte Thing fremlagte Contradeduction har provoseret Hovedcitanten til at fremkomme med den ham af Contracitanten ved Opgjør berørte 9de Octb. 1832 leverede Regning, til Beløb 3 Spd. 16 sz, og at erklære om ikke denne Regning udgjorde endeel af de 7 Sp., som den fremlagte Qvittering af samme Dato lyder paa. Hovedcitantens Sagfører har ikke bestemt benægtet, at en saadan Regning er leveret, hvorimod han under Sagens Behandling den 15de October f. A. herom har yttret: "at da man ikke veed at have modtaget nogen saadan Regning, kunde man heller ikke fyldestgjøre Opfordringen."

Saavel heraf, som den Afskrift af et Regnskap, som Hovedcitantens Brugsfuldmægtig, Halvor Schavenius, har fremlagt under sit i Sagen den 5te September f. A. afgivne Vidnesbyrd, sees at Parterne have havt Mellemregning fra først i Juli til 9de October 1832, men om denne blev endelig opgjort sidstmeldte Dato, da Hovedcitanten udstedte Qvittering for Afgiften fra 1ste April til Michaeli s. A. saaledes, at Contracitanten ei havde Noget at fordre hos Hovedcitanten, kan ikke erfares af de under Sagen fremkomne Oplysninger. Vel har

Side:72

Contracitanten i sin Skrivelse til Hovedcitanten af 8de Octb. 1832, der af Sidstnævntes Sagfører blev fremlagt under Sagen den 15de October f. A., erkjendt, at han da stod skyldig paa Afgiften, men da han tillige deri har lagt for Dagen sin Beredvillighed til at betale samme paa bestemt Tid, saa skjønnes ikke, at nogle saa Dages Udeblivelse (nemlig 2 Dage over den lovbestemte Tid, see 5-13-1 Art.) kan have til Følge Ophævelse af en Contract, hvorved Contracitanten, efter hans fremlagte af Hovedcitantens Sagfører uimodsagte Regning, vilde lide et Tab af 498 Spd. 3 Mk. 8 sz, og saaledes muligens, efterat have havt Markstykkerne under Opdyrkning og Forskjønnelse i nogle saa Aar, derved blive ruineret.

Overalt synes den Omstændighed, at Hovedcitanten har indladt sig i Mellemregning med Contracitanten i Løbet af det Halvaar, hvorfor Afgiften ikke paa bestemt Dag er opgjort, og at han Dagen efterat have modtaget en Skrivelse, hvori bedes undskyldt, at ikke Afgjørelse er skeet, har erkjendt at have modtaget Afgiften, - at gjøre den, Qvitteringen af 9de October 1832 tilføiede, Reservation uden Virkning, og det saameget mere, da Contracitanten ikke har erkjendt at være tilfredsstillet for sit Tilgodehavende hos Hovedcitanten, da denne meddeelte berørte Qvittering.

Hvad Contrasøgsmaalet forøvrigt angaaer, da skjønnes ikke, at der er tilveiebragt tilstrækkeligt Beviis for, at Hovedcitanten pligtede for 5 af de til hans Grynsigter leverede Skind de paastævnte 5 Spd.; thi de fra dennes Side førte Vidner, som rigtignok ere hans egne Tjenere eller Huusmænd, have forklaret, at de af Contracitanten til Møllebrugene leverede Skind skulde, efter deres Overbeviisning, leveres uden Betaling, eller som et Tillæg til Indfæstningen.

Men ogsaa af hvad der under Sagen er forhandlet om disse Skind indlyser, at Contracitanten har staaet i den Formening at have Fordring paa Hovedcitanten, som ikke den 9de October 1832 blev liqvideret; - ikke destomindre

Side:73

maa det antages, at han senere punktlig har erlagt Afgiften efter Contraktens 10de Post, da herom ikke under Sagen er fremført nogen Erindring.

Agershus Stiftsoverret tilpligtede derimod ved Dom af 31te August 1835 Ulsteen til under en daglig Mulkt at fravige og ryddiggjøre til Lovens næste Faredag de fæstede Marker Mellem- og Søndre- Sand, hvorhos Processens Omkostninger for begge Retter bleve ophævede. I Præmisserne yttres:

"Til Støtte for sin principale Paastand har Indstævnte anført og søgt at godtgjøre: 1) at Afgiften var betalt længe før Forfaldstiden, Michaelis 1832, skjønt Regning derfor ikke var opgjort, nemlig ved hans Tilgodehavende for 5 Stykker Skind, som vare leverede til Appellantens Mølle. Ligesom det imidlertid ved den fra Indstævntes Side upaaankede Underretsdom er antaget, at ham ikke tilkommer nogen Betaling for fornævnte 5 Stykker Skind, saaledes er det i alt Fald, efter Vidneforklaringerne og Laugrettets Skjøn, utvivlsomt, at denne Betaling ikke var tilstrækkelig til at saldere hans Debet for den forfaldne Afgift, hvilket Indstævnte ogsaa maa antages at have erkjendt, idet han ved Skrivelse af 8de October 1832 (Act Pag. 40) erkjender at staae til Rest med Afgiften og udbeder sig 14 Dages Anstand; 2) at Afgiften ikke var bleven ham affordret, og at han saaledes ikke var in mora med Betaling. Vel er det nu in confesso, Appellanten ikke har affordret Indstævnte Betaling for den til Michaelis 1832 forfaldne Halvdeel af Afgiften; men de i Sagens Recit anførte Udtryk af Contrakten give, ligesaalidt som Contraktens øvrige bestemmelser, ikke Anledning til at antage, at foregaaende forgjæves Paakrav fra Grundeierens Side skulde være Nødvendig Betingelse for Fæsterettens Forbrydelse, hvorimod det, saaledes som Forholdets Natur ogsaa tilsiger, maa have været Contrahenternes Mening, at Debitors Udeblivelse med Betaling af de bestemte Afgifter efter de fastsatte Terminer, længere end den i Lovens 5-13-1 bestemte Frist, skulde berettige

Side:74

Creditor, Grundeieren, til at paastaae Forpagtningen hævet og at Markerne skulde være Gaarden hjemfaldne. Da det nu er in confesso og ved de fremlagte Documenter beviist, at Indstævnte først den 9de October, altsaa 10 Dage efter den i Contrakten bestemte Betalingstid, har gjort Afregning for den forfaldne Afgift, saa kan det ikke, saaledes som Underdommeren har antaget, efter den strenge Ret komme i Betragtning, at kun enkelte Dage ere oversiddede efterat Indstævnte ved sin Skrivelse af 8de October har erkjendt sig villig til at betale. Det vil dernæst blive at undersøge, om Appellanten, overeensstemmende med Indstævntes subsidielle Paastand, kan tilpligtes, imod at erholde Markerne Mellem- og Søndre- Sand tilbage, at udbetale Indstævnte Erstatning for den i sin Tid erlagte Indfæstningssum, 130 Speciedaler, og de anvendte Bekostninger til Markernes Opdyrkning m.v., tilsammen efter den ved Underretten fremlagte Regning til Beløb 498 Spd. 3 Mrk. 8 sz. Dette Spørgsmaal finder Retten ligeledes at maatte besvares benægtende, naar hensees til, at saadan Erstatning ikke er Indstævnte forbeholdt i Contrakten i Tilfælde af Brugsrettens Forbrydelse, ligesom den heller ikke kan ansees hjemlet i Lovgivningen, hvor Erstatning for udlagte Bygselpenge og anvendte Forbedringer paa Jorden kun tillægges Leilændingen, naar Bygselcontrakten uden hans Skyld eller Forsømmelse hæves. (See Lovens 3-14-9, cfr. Pl. 4de April 1800); dog maa, saaledes som Appellanten ogsaa har erkjendt, Indstævnte være berettiget til at borttage hvad han maatte have opført eller henlagt paa de forpagtede Marker, og som efter sammes Beskaffenhed, uden Forringelse af Eiendommen, kunne bortføres.

Under 24de Novbr. 1836 frifandt Høiesteret Garvermester Ulsteen for Krigsraad Siewers's Tiltale og ophævede Processens Omkostninger for alle Retter. Da Underrettens Dom ikke in terminis blev stadfæstet, maa Høiesteret have misbilliget de Præmisser, hvortil denne Dom støttede sig, hvilket ogsaa, paa Grund af disses beskaffenhed, synes at være i sin Orden; thi erkjendes det først at

Side:75

Afgiften ikke er erlagt i rette Tid, maa det fra den juridiske Side være uden Indflydelse, hvad enten Betalingen præsteres 2 Dage eller 2 Maaneder for silde, og hvad den paaberaabte Mellemregning angaaer, da kan den Omstændighed, at Debitor i en anden Anledning har noget at fordre hos sin Creditor, som denne efter meddeelt Nota lader gaae i Afdrag paa selve Gjælden, vel neppe betragtes som et Samtykke fra hans Side om at han enten: har modtaget dette i Afdrag paa sin Fordring, eller derved fraskrevet sig sin Ret til at fordre Debitors Hovedforpligtelse opfyldt overeensstemmende med Contrakten eller Forskrivelsen. Ligesaalidet synes der at være Føie til at ansee Paakrav nødvendigt inden en Debitor antages at være in mora. Hvad Krigsraad Siewers indvendte mod denne Ulsteens Indsigelse har unægtelig noget for sig. Imidlertid maa det formeentligen være en af de ovenfor under No. 2 Litr. a og c anførte Grunde, der har gjort Udslaget i Høiesteret, da Ulsteens øvrige Argumenter aldeles ingen Gehalt have.