Rt-1838-233

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1837-12-02
Publisert:	Rt-1838-233
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 118 / 2 Sess 1837.
Parter:	Ole Nielsen Bjerke contra Christen Iversen Løsnæs og Hans Fredrik Øfstegaard paa egne og øvrige i Underretsdommen nævnte Personers Vegne.
Forfatter:
Lovhenvisninger:	Norske Lov (1687)

Den af Agershuus Stiftsoverret i nærværende Sag under 2den Mai 1836 afsagte Dom er saalydende: "Under nærværende Sag paaanke endeel Gaardeiere i Ringeboe Præstegjeld, fc. Gunder Kaurstad, Peder Mæhlum, Johannes Høistad, Peder Kaurstad, Ole Gundstad, Iver Olsen Bøe, Iver Vaalen, Ole Bjørge, Christopher Gilleberg, Christen Væstad, Engebret Bjørge, Christen Brettingen, Hans Kolstad, Iver Isum, John Lillebøe, Engebret Brettingen, Ole Kaus, Erik Trøstager, Peder Hilstad, Hans Spangrud, Jørgen Aanden, Erik Romsaas, Jørgen Romsaas, Lars Hjelle, Christen Mytting, Lensmand Fougner, Hans Lunde, Ole Himrum, Hans Trosvig, Ole Hjelle, Hans Hjelle, Torger Sylte, Peder Rudderud, Ole Løsnæs, Morits Tujord, Erik Opsal, Ole Sylte, Engebret Smidesand, Mikkel Trosvig, Ole Stenumgaard, Paul Rørvig, Lars Krække, Christen Løsnæs og Hans Øfstegaard, en af Sorenskriveren i søndre Gulbrandsdalen og Froen den 5te November 1833 afsagt

Side:234

Dom, hvorved Ole Nielsen Bjerke af Ringsager Præstegjeld er frifunden for et af Apellanterne mod ham anlagt Søgsmaal i Anledning af at han, der er Eier af Gaardene søndre og nordre Braastad i Ringeboe Præstegjeld, skal have fornærmet dem ved at havne paa Sæteren Goppelen med udenbygds Kreature m.v., og Processens Omkostninger ophævede.

Appellanterne have derhos nedlagt Paastand om, at Indstævnte kjendes uberettiget til, som Eier af Braastad i Ringeboe Præstegjeld, at havne flere Kreature i Appellanternes Havnegange end de, han paa Braastad vinterføder af Gaardens egen Avling, og at han under Tvang af en passende Mulkt bliver dømt til at bortføre de fra Bjerke paa Ringsager eller andre Steder til Goppelen Sæter i Ringeboe førte Kreature, som han maatte have i Havn der otte Uger efter Overretsdommens Forkyndelse, saa og at betale Sagens Omkostninger. Indstævnte har derimod paastaaet. Underretsdommen stadfæstet og sig tillagt Processens Omkostninger for Overretten.

Det er under Sagen in confesso og med Vidner beviist, af Indstævnte i de fire Aar, da han har været Eier af Gaarden søndre Braastad i Ringeboe, han har fra denne Gaards Sæter Goppelen, der er beliggende i bemeldte Gaards og Appellanternes fælleds Havnemark, havnet i bemeldte Mark i de tre første Aar med 20 og i det sidste Aar med 28 Fæekreature og 6 til 10 Heste, samt at disse, med Undtagelse af 2 a 3 Køer, der ere vinterfødte paa søndre Braadstad, ere førte til bemeldte Sæter fra Indstævntes Gaard Bjerke paa Ringsager, hvor de have været fremfødte Vinteren over. Hertil have Appellanterne formeent Indstævnte uberettiget saavel efter Loven som efter en imellem Bygdens Gaardbrugere i 1819 indgaaet og den 28de Juli 1824 thinglæst Contract, hvorved de have forbundet sig til fælleds at afværge, at udenbygds Kreature indtages til Havning eller havnes udi Ringeboe Præstegjelds Sætermark eller Havnestrækninger, og hvilken Contract Appellanterne angive at være underskreven af

Side:235

Gaarden søndre (og nordre) Braastads daværende Eier. Denne Contract vil imidlertid ifølge Bestemmelsen i 5-1-3 ikke kunne blive at tillægge nogen indflydelse som forbindende, for Indstævnte, da det under Sagen er godtgjort, at den Ole Johannesen Braastad, hvis Navn findes under Contracten, allerede ved Skjøde af 24de August, thinglæst 23de September 1815, havde bortsolgt bemeldte Gaard, om hvis Brugsret der alene under Sagen har været Spørgsmaal, og saaledes i 1819 ikke var Eier af samme eller kunde med Retsvirkning handle som saadan; og for saavidt Appellanterne have paaberaabt sig, at Ole Johannessen, uagtet Skjødet, dog fremdeles skulde være forbleven i Besiddelse af Eiendommen, og at han i alt Fald skulde have underskrevet Contracten paa sin Søns, den daværende Eiers Vegne eller som dennes Formynder, og at Sønnen skulde have ratihaberet hans Underskrivt, da er dette Foregivende blottet for alt Beviis.

Da saaledes den fremlagte Contract ikke kan ansees tilstrækkelig til at hjemle Appellanternes Paastand, vil det blive at undersøge, hvorvidt samme kan ansees begrundet ved Sagens Natur og Lovens almindelige bestemmelser; og dette Spørgsmaal maa efter nærværende Rets Formening besvares bekræftende. Thi naar Landslovens 3-12 -3 bestemmer, at Enhver skal nyde Sæter og Fædrift i den Alminding, som ligger til hans Bygdelag, da viser dette ligefrem, at den Sæterdrift, som Nogen i en saadan Alminding kan tilkomme, baade er betinget af, at han eier Gaard i Bygdelaget og at den følger denne hans Eiendom eller med andre Ord, af den er en reel og ingen personlig Rettighed. Den kan følgelig heller ikke udstrækkes videre end til Benyttelse for den Gaard, hvem Rettigheden tilligger, hvorfor den Omstændighed, at sammes Eier tillige besidder Jordegods i et andet Bygdelag, maa være aldeles uden Indflydelse paa Forholdet af hans Havneret, saa at han ligesaalidt kan have Tilladelse til at benytte Havnegangen i Almindingen for de Kreature, han opføder paa sin Eiendom udenfor Bygden, som enhver

Side:236

anden udenbygds Mand er det. I dette Tilfælde er Indstævnte, forsaavidt han har havnet i Ringeboe-Marker med Kreature fra sin Gaard paa Ringsager, hvortil Appellanterne med Føie ansee ham at være uberettiget. Vel har han paastaaer, at han ikke har havnet med flere Kreature end der kan fremfødes paa hans Eiendom i Ringeboe Præstegjeld; men deels kan der efter det Anførte ikke være Spørgsmaal om hvad der kan fremfødes paa Gaarden, men kun om hvad der virkelig fremfødes der af Gaardens Avling og henhører til dens Besætning, hvilket ikke er Tilfældet med de Kreature, der for Sommeren føres til Havning fra et fremmed Bygdelag, og deels har Indstævnte ikke mod Appellanternes Benægtelse ført noget Beviis for, hvor mange Kreature Gaarden Braastad af dens Avling kan fremføde eller at dette er flere end de 2 a 3, der virkelig paa Gaarden ere fremfødte, uagtet Beviisbyrden i saa Henseende vistnok maatte paahvile ham, naar han derpaa vil begrunde en Rettighed.

Da nu Indstævnte efter det Foranførte maa ansees uberettiget til at benytte den omhandlede Havn til sine paa Bjerke eller andensteds fremfødte Kreature, saa er det heraf en ligefrem Følge, at han maa tilpligtes at bortføre fra Sæteren de udenbygds Kreature, som han maatte havne der, under en daglig Mulkt til Ringeboe Præstegjelds Fattigcasse af 1 Spd., og saaledes vil Appellanternes Paastand ogsaa i denne Henseende blive at tage til Følge; hvorimod Sagen dog findes af den beskaffenhed, at der er Grund til at ophæve Processens Omkostninger for begge Retter.

Thi kjendes for Ret:

Indstævnte Ole Nielsen Bjerke af Ringsagers Præstegjeld bør være uberettiget til som Eier af Gaarden Braastad i Ringeboe Præstegjeld at havne flere Kreature i sidstnævnte Bygds Sætermark, end de, som han paa Braastad vinterføder af Gaardens egen Avling, samt under en daglig Mulct af 1 - een - Speciesdaler til Ringeboe Præstegjelds Fattigcasse otte Uger efter denne Doms lovlige

Side:237

Forkyndelse at bortføre de af ham fra Bjerke paa Ringsager eller andre udenbygds Steder til Goppelen Sæter i Ringeboe Præstegjeld førte Kreature, som han der paa bemeldte Tid maatte have i Havn. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves. At efterkommes, som meldt, under Adfærd efter Loven.

I Underretsdommen af 5te Novbr. 1833, hvis Resultat ovenfor i Overretsdommens Præmisser er angivet, hedder det blandt Andet saaledes: "Kunde Contracten end ansees forbindende for Indstævnte, kan han, hvilket han benægter, dog ikke siges at have indtaget udenbygds Kreature til Havning i dens Sætermærk eller Havnstækning; thi han har alene der ført til Havning sine egne Kreature fra hans Gaard Bjerke i Ringsager, foruden at Citanterne ikke have beviist, hvilket ifølge Lovens 1-14-5 maatte paalægges dem, og som de, ved derom at føre Vidner maae ansees at have erkjendt, at Indstævnte, hvilket denne benægter, paa sin Sæter Goppelen har havnet med flere Kreature end han var berettiget til, nemlig - - hvilket begge Parter antage - - saamange som der paa hans Gaard søndre Braastad i Almindelighed eller Aar om andet har været vinterfødt, hvilket Beviis ikke kan ansees præsteret ved de fra Citanternes Side førte Vidner, der alene ere adspurgte og have provet om, hvormange Kreature der ere vinterfødte paa Gaarden i de Aar Indstævnte har eiet den, i hvilke Aar han maa antages at have vinterfødt dem paa sin Gaard Bjerke i Ringsager, hvilket vel ikke kunde nægtes ham, eller engang være til Skade for hans Medeiere i Havnestrækningen. Citanterne kunne saaledes ikke gives Medhold i nogen af deres Paastande, hvorimod Indstævnte for deres Tiltale vil blive at frikjende og Sagens Omkostninger at ophæve." Ved Stevning af 27de Juni 1836 lod Ole Nielsen Bjerke Stiftsoverrettens Dom indanke til Høiesteret, hvor den for de Indstævnte mødende Sagfører principaliter paastod Stævningens Afviisning, fordi derved kun de i Titelen nævnte tvende Personer vare stævnte, uden at det

Side:233

formeentes beviist, at disse af de øvrige Sagens Vedkommende vare bemyndigede til ogsaa for dem at tage til Gjenmæle. Denne Paastand forkastedes, formeentlig især paa Grund af en under 25de Mai 1831 udstædt Fuldmagt, sammenholdt med Foreningen af 1819, hvori Nødvendigheden af en saadan Fuldmagt i Søgsmaalstilfælde forudsættes, samt den Fremgangsmaade, der af de Indstævntes Sagfører ved Tilstævningen af et Thingsvidne i Sagen m.v. var bleven brugt. I Sagens Realitet, der saaledes kom under Paakjendelse, anførtes af Appellanten blandt Mere følgende Indvendinger mod Overretsdommen, der efter hans Anskuelse endog maatte ansees for at være uendelig:

Ligesom det maa erkjendes, at Contrakten af 1819 ei vedkommer Appellantens Eiendom søndre Braastad, efterdi Contrakten ei er vedtaget af denne Gaards daværende Eier, men af en Person, der allerede i 1815 havde solgt samme, saaledes er det ogsaa meget tvivlsomt, hvad Meningen har været med den indgaaede Forening mellem nordre Braastads Eier og øvrige Almuesmænd i Ringeboe Præstegjeld. Den Fortolkning deraf, som de Indstævnte ville gjøre gjældende, er i høi Grad unaturlig og stridende mod de virkelige Forholde. Guldbrandsdalen i Almindelighed og Ringeboe i Særdeleshed ernærer sig for en væsentlig Deel af Fædrift, og forsyne for størstedelen Christiania med dens Vinterprovision af Kjød, Talg og Smør. Det er uantageligt, at alle dertil fornødne Kreature skulde være vinterfødte i eet Præstegjeld, hvorimod det ligger i den omhandlede Næringsdrifts Natur, at de for en stor Deel maae indkjøbes fra saadanne Bygdelag, som ikke selv have Græsgange, der til deres Fødning ere fornødne. Dette formenes ogsaa oplyst ved det under Sagens Henstand ved Høiesteret optagne Thingsvidne af 28de Febr. 1837, der endog tildeels gaaer ud paa, at Personer, som ikke eie eller bruge Jordeiendomme, med vedkommende Eieres og Brugeres Tilladelse foretage Indkjøb af Kreature, som havnes i Fjeldhavningerne, uden at være vinterfødte i Præstegjeldet. Meningen af den tidtmeldte Forening kan derfor ikke have

Side:239

været at formene Indtagelsen af fremmede Kreature til Græsgang i Ringeboe, naar dette skeer enten af Personer, der selv ere boesatte Ringeboe, eller af løse og ledige Folk, der sammesteds drive Fædrift som Næringsvei og til den Ende indtage udenbygds Kreature. Appellanten har saaledes ikke forgaaet sig ved, som boesat i Ringeboe og sammesteds Eier af to Gaarde, til dette Præstegjelds almindelige Havnegange at have ført Kreature fra Ringsager. Forsaavidt Stiftsoverretten har bestemt Appellantens Havnerettighed efter det Antal Kreature, der er vinterfødt paa Braastad (hvorunder da vel og nu maatte indbefattes Besætningen paa nordre Braastad), og som ei formenes beviisligen at have været saa stort som af Appellanten paastaaet, maa det bemærkes, at der vel ikke i de sidste 4 Aar før Sagens Anlæg er vinterfødt paa søndre Braastad meer end 2 a 3 Kreature; men Lovens 3-12-3 udviser, at det ei heller kommer an paa, hvor stor Besætning nu haves, men paa hvorledes der fra Alders Tid har været forholdt, og at der i ældre Tid paa Gaardene Braastad har været holdt langt større Antal Kreature og Heste end det, Appellanten har havnet med, formenes godtgjort ved det nye Thingsvidne. Det vilde dog i Høieste Grad være uretfærdigt at lade den tilfældige Omstændighed, at en Person i Løbet af 3 4 Aar indskrænker sin Besætning, betage ham al Adgang til Havnegang i Fremtiden for det større Antal, hvormed der forhen har været havnet. En saadan Forstaaelse af L. 3-12-3 har og Analogien af D. L. 3-13-29 og 30 imod sig; derimod faaer man et naturligt og med Udtrykkene i L. 3-12-3 stemmende Forhold ud ved at tage Hensyn til de omspurgte Gaardes Størrelse, i hvilken Henseende Appellanten oplyste, at Braastad Brugene ikke ere ubetydeligere end at de tilsammen maae kunne fremføde det Antal Kreature, hvormed Appellanten har havnet i Almindingen. Appellanten paastod saaledes, at Underretsdommen stadfæstes og at ham tillægges Processens Omkostninger ved Overretten og Høiesteret.

De Indstævntes Sagfører gik imøde saavel

Side:240

Appellantens Indvendinger, mod at ansees bunden ved Contracten af 1819, som den derover gjorte Fortolkning. I sidstnævnte Henseende og forsaavidt som Vederparten havde troet, at Spørgsmaalet beroede paa, hvad der paa Gaardene Braastad kunde vinterfødes eller fra Alders Tid var født der, gjorde han blandt andet i Særdeleshed opmærksom paa L. 3-12-5 og 6 (cfr. Resc. 16de April 1734), der vise, at Almuens Ret til Benyttelse af Almindingen indskrænker sig til hvad Huusfornødenhed udfordrer. I Overeensstemmelse hermed maa da ogsaa den foregaaende 3die Art. forstaaes, om den ei end i og for sig selv var tydelig nok, hvilket dog formeentes at være Tilfældet, især naar man sammenholder den med Kilden*) og L. 3-12-12, hvoraf det tydeligt nok fremgaaer, at Ordene: "Til Sæters skal holdes den rette Drift, som af Alders Tid haver været," og "skal der møde Hov mod Hov og Kløv mod Kløv," alene sigte til at betegne Tiden, naar Qvæg og Heste maae slippes paa Havnegangene. Skulde Enhver beholde Ret til Havnegang for saamange Kreature, som han en Gang i Tiden har fremfødt paa sin Gaard, uanseet den Forringelse ved forandret Dyrkningsmaade, samme har været underkastet, kunde Almuens Havnerettighed heller ikke paa den anden Side udvides efter som de forskjellige Gaardes Forbedring gjorde det mueligt at vinterføde, flere Kreature end forhen, hvilket dog nok Almuen aldrig har tænkt sig ved Foreningen i 1819. Befølgelsen af Appellantens Paastand kunde ogsaa, saaledes som der i nærværende Sag er Spor til, føre til betydelige Misbrug, t. Ex. at Gaardbrugerne i Ringeboe solgte den Avling, de af deres Eiendomme der erholdt, uden at fremføde nogen besætning paa samme, og dog fra Gaarde, som de brugte i andre Præstegjæld, førte saamange Kreature ind i Ringeboes Havnegange, som de forhen have havt her, men hvoraf da maatte følge, at snart det dobbelte Antal Qvæg holdt til Havnegang i

Side:241

Almindingen, uden at Almuens Dyrkningsmaade i mindste Maade var forandret. De citerede Art: af Danske Lov kunne ikke komme i Betragtning til Styrke for Appellantens Paastand, efterdi de aldeles ikke have for Øie noget, der ligner de norske Almindinger, men derimod private Græsgange, hvori Havnerettigheden naturligen haves uden Hensyn til et dertil svarende Behov, og altsaa er Gjenstand for Afstaaelse til Andre. Til Slutning benægtede Indstævntes Sagfører Tilstrækkeligheden af det Beviis, som Appellanten paaberaabte med Hensyn til den Besætning, der forhen havde været holdt paa søndre Braastad, den eneste Eiendom, om hvis Havnerettighed der efter hans Mening i nærværende Sag kunde blive Spørgsmaal, efterdi Sagen allerede var anlagt, forinden han blev Eier af nordre Braastad. Han paastod saaledes, at Appellanten burde kjendes uberettiget til at nyde Havnegang for flere Kreature end hvad der udgjør hans virkelige besætning paa bemeldte Eiendom. Høiesteretsdom af 16de December 1837 er saalydende: Citanten Ole Nielsen Bjerke bør, som Eier af Gaarden søndre Braastad, være uberettiget til i Ringeboes Præstegjelds Sætermark at havne med flere Kreature end af bemeldte Gaards egen Avling kan vinterfødes. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves."

• ) Christian den IV des Landleiebalk Cap. 38.