Rt-1838-537
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1838-00-00 |
| Publisert: | Rt-1838-537 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.Nr. 182. 1ste Sess. 1838. |
| Parter: | Oberstlieutenant Ræder mod Stiftsoverretsprocurator Wahl. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: |
Den fjernere Anledning til nærværende Sag var en Scene, der forefaldt den 26de Mai 1831 mellem Sagens Parter i Trondhjems Byething, hvor de under Behandling af en Proces mellem Maskinbygger Reendahl og Appellanten geraadede i en Ordstrid, hvorunder Ræder knæpsede Wahl paa Næsen.
Der blev da nedsat en Overkrigscommission til at paakjende ovennævnte Ræders Forhold, og for denne Commission blev Wahl indkaldt som Vidne (!) under Faldsmaalsstraf, i hvilken Egenskab han ogsaa afgav Møde den 6te August s.A., og oplæste en skriftlig Forklaring, som han tilbød sig at beedige, men hvoraf dog paa Grund af hans Forhold til Sagen ingen Beedigelse fandt Sted. Ved denne Deposition ansaae Ræder sig fornærmet, og paastævnte derfor nærværende Sag mod Deponenten til Trondhjems Byethingsret ved Hovedstævning af 2den Decbr. 1832. Det var i Særdeleshed trende Passus i Depositionen, som Ræder paastod mortificerede og hvorfor Indstævnte formeentes at have gjort sig skyldig til Straf efter Injurielovgivningen, - om end ikke det Offentliges Ret mod Wahl ved Dom udtrykkelig burde forbeholdes, hvilket
Side:538
Citanten dog henstillede til Rettens nærmere Afgjørelse. Wahl havde nemlig blandt mere, for at characterisere Ræder, skjønt derom uadspurgt, deponeret saaledes:
1) For Malerne førte jeg ved Politiecommissionen en Sag mod Ræder. Da vi havde forladt Retten, og som er ude paa Gaden, hvor vi stode og talede sammen, hørte jeg en høirøstet Tale mellem Ræder og Schjøller, og at Ræder under Gangen med ham fra Raadstuesalen ned ad Trappen og til Trappen paa Gaden udskjældte Schjøller for en Skurk. Dette besvarede Schjøller omtrent saaledes: «Det skal De selv være til De beviser det! Men De er en Skurk, Skurk, Skurk», - hvilket mangfoldige Gange repeteredes, i ver Schjøller fulgte Oberstlieutenanten langt ud paa Gaden, og hørtes af Mangfoldige af den simple Klasse foruden af Skjolberg og mig. Man skulde troe, at en Mand, der har bestrædt sig for at gjøre det Modsatte af hvad Kr. Art. Cap. 4 §22 virkelig indeholder, nemlig at en Militairs Ære er større end en Civils, og at hiin for enhver Fornærmelse har en Nedfaldingsret, i det Mindste vilde have benyttet den Ret og Forpligtelse, som paahviler ham og enhver Embedsmand, ei at lade saadan Beskyldning hvile paa sig; men - denne Paatale er til Dato udebleven, og - beklageligt - nu endog tabt for Oberstlieutenanten, der ligesaalidt paataler
2) Hvad der paa Tryk i Trondhjems Avisen er anført om ham, da han var i Krig med Brandvæsenet eller dets Bestyrer, Hr. Organist Tellefsen. See Adresseavisen No. 31, 32 og 34 for 1828* ) og de
Side:539
Opsatser og Stridigheder, som foranledigedes ved Tellefsens Indrykkelse i fornævnte Blad. Oberstelieutenantens Taushed siden den Tid og bestræffende denne Sag er mærkelig. Den sees at have, som saa mange andre, havt sin Begyndelse paa Gaden, og viser, at Oberstl. troer sig berettiget til at kalde Vandinspecteuren Nar og Slyngel. - Der er desuden en anden Affaire, foruden den Schjøllerske, som i de Reendalske Sag lægger Præsumtionen om urigtigt Forhold paa Oberstelieutenanten, og vil jeg - for at jeg i Opinionen kan disculperes - ydermere, overladende til Ræders Forefatte at tage Notice, opgive hvad jag i denne Affaire alene har hørt:
3) «For nogle Aar siden var Ræder i Proces med Brandvæsenet. Branddirecteuren fortalte mig selv, hvorledes Ræder med de største verbale Injurier ophidsede ham, saa at Branddirecteuren spyttede ad ham, og om han sagde, han spyttede paa ham, skal jeg ei sige jeg erindrer. Denne Spytten ansaae Ræder for Fornærmelse, og famlede efter sin Sabel, hvorpaa» - saa fortalte Gade - «denne gik ind paa ham
Side:540
med sin Kjep, og tvang ham til at lade Sabeltrækningen fare.»
- ) Det Væsentligste af disses Indhold bestaaer i Følgende: Efterat Organist Tellefsen og Ræder den 10de April 1828 paa Gaden havde havt en Tvist om en fra Trediemand indkommen Regning, hvori den Første troede at have sporet Fusk fra Vedkommendes Side, lod Tellefsen i Avisen No. 31, Motto «Forbandet den Major, hvis Burer gik itu,» give den lille coleriske Mand, hvormed han havde havt Tvisten, en Paamindelse om at han vedblev sin Mening, uden at dog Ræders Navn blev nævnt i Avertissementet. I Nr. 32 svarede nu en Anonym, at den «lille coleriske Mand,» der ikke var vant til taalmodigen at lide Ærekrænkelser hverken mod egen Person eller retskafne Undergivne, hidtil i Hr. Tellefsen havde troet at finde en Nar, men indsaae nu, at Hr. Tellefsen talte som en Slyngel. I Nr. 34 svarede Sidstnævnte under 21de April 1828 blandt Andet: «Nar er den, som kalder mig Nar, Slyngel den, som kalder mig Slyngel,» hvorhos han bemærkede, at han havde tænkt sig et Snees Definitioner paa de nævnte Udtrykke, men ikke fundet nogen, som passede paa sig, hvorfor de vare henlagte ved de (af Ræder) attesterede Regninger i hans Pult.
Overretten havde i Dom af 7de December 1835, idet den antog det urigtigt, at Wahl som meldt var indstævnt til Krigscommissionen som Vidne, i Forbindelse med denne Anskuelse yttret, at det var overflødigt at undersøge, hvorvidt et Vidne er pligtig at føre Beviis for de Beskyldninger, dets Prov maatte indeholde efterdi Wahl in casu havde paataget sig saadan Beviisbyrde. Da nu Overretten ikke fandt det Beviis, der paaberaabtes, for at Schjøller havde kaldt Ræder en Skurk og at denne havde taalt det, tilstrækkeligt, saasom derfor egentlig kun havdes eet habilt Vidne (Skjolberg), billigedes den under 1ste Post paastaaede Mortification, hvorimed det formeentes, at Wahl ei burde mulkteres, da han efter Schjøllers Tilstaaelse maatte antage, at Beskyldningen af denne var brugt, skjønt deri, efter Omstændighederne cfr. 1-13-16 og 18, ikke kunde søges Beviis mod Ræder, hvor: hos det efter de oplyfte Data ikke ansaaes usandsynligt, at Skjelsordet virkeligen var fremført saaledes, at Wahl maatte antage, Ræder havde hørt det. Hvad der under 2den post var fortalt af Wahl, ansaae Overretten beviist ved de anførte Numere af Addresseavisen i Forbindelse med Ræders Erkjendelse, og omendskjønt Ræder havde søgt om benef. proc. grat., for at fralægge sig de mod ham gjorte Beskyldninger, hvilket var afslaaet, antoges Wahl herom at have været uvidende, og Mulct følgelig ufortjent; under Nr. 3 havde Wahl efter Overrettens Anskuelse kun at bevise, at Branddirecteur Gade havde sagt, hvad Depositionen indeholdt, og dette ansaaes godgjort ved Gades Erklæring af 30te Marts 1833, endskjønt han ikke udtrykkelig omtaler «Spytten,» men, foruden Stokken, hvormed han truede Ræder, «nogle andre paa ham andvendelige Midler, der gjorde, at Sabelen ikke kom længer.»
Da Ræder saavel i Klagen som under Proceduren blandt andre fornærmelige Udladelser mod sin Vederpart havde kaldet Wahls Deposition falsk og Deponenten en
Side:541
Æreskjænder og en Løgner, paastod Wahl, ifølge en til Underretten den 7de April 1833 udtagen Contrastævning, Mortificationen af de brugte Beskyldninger og Oberstelieutenanten tilpligtet at bøde til de Fattige 300 Spd. Sættedommeren, Exam. Juris Bælzmann* ) havde i Byethingsdommen af 11te December 1834, ved at bedømme Contrasøgsmaalet, blandt andet fundet Ræders Beskyldninger saameget mere uforsvarlige, som Wahl kun havde fremført, hvad der var Sandhed, med Tilføiende, at Ræder ikke havde paatalt de i Depotionen omtalte Skjældsord mod ham, hvilket Sidste i og for sig dog ikke kunde ansees som nogen Injurie. Underdommeren, der frifandt Wahl, ude at billige den af Ræder paastaaede Mortification, kjende derimod Ræders Yttringer døde og Magtesløse, og ilagde denne derfor 120 Spd. Mulct samt i Øvrigt Processens Omkostninger og Mulct for unødig Trætte. Overretten fandt, som ovenanført, vel ikke det af Wahl tilveiebragte Beviis i det Hele at være fyldestgørende, men antog dog, at Depositionen fra Wahls Side kan være skeet bona fide, under hvilken Forudsætning den ligesaalidt var falsk som Wahl derfor kan kaldes en Løgner. «Da nu falsk Deposition er en Forbrydelse, og Løgn medfører betydelig privat (!) Straf,» maatte Contracitantens Paastand om Mortificationen og Mulct tages tilfølge. Overrettens Domconclusion lyder saaledes: «Den i Procurator Wahls Deposition for en Overkrigscommission den 6te August 1831 indeholdte Yttring: om at Oberstlieutenant Ræder af Maler Schjøller er udskjældt for Skurk, uden at have paatalt denne Beskyldning, bør død og magtesløs at være og ei komme Oberstlieutenant Ræder til Skade paa gode Navn eller Embedsære. For Øvrigt bør Procurator Wahl for Oberstlieutenant Ræders Tiltale i denne Sag fri at være. De i Oberstlieutenant Ræders Klage til Forligelsescommissionen af 7de Novbr. 1832 Sagen og under Sagens Procedure
- ) Byefoged Fürst havde, paa Grund af Proces med Ræder, maattet vige Sæde under Sagen den 10de Jan. 1833
Side:542
mod Procurator Wahl fremsatte Beskyldninger for falsk Depotition, Æreskjænderie og Løgn bør ligeledes døde og magtesløse at være og ei komme Procurator Wahl til Skade paa gode Navn og Embedsære, og bør Oberstl. Ræder for disse Beskyldninger at bøde 100 (et Hundrede) Spd. til Trondhjems Byes Fattigcasse. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves. Salarium til Sættedommeren ved Underretten, Examinatus jur. Bælzmann, billiges med 50 (femti) Spd., der udredes af Statscassen.
Til Høiesteret havde begge Parter (og Contracitanten ifølge benef. proc. grat. ved befalet Sagfører) paaanket Overrettens Dom. Ræder, hvis Sagfører havde Reciten, lod blandt Mere i Særdeleshed indvende, at Wahl, der dog unægteligen burde bevise, hvad han i sin Deposition havde udsagt, baade fordi han var gaaet aldeles udenfor den Begivenhed, hvorom han skulde deponere, og dernæst i sit Tilsvar af 18de April 1833 udtrykkelig har vedtaget, at hans Deposition maatte betragtes som ethvert andet Skrift, paa ingen Maade havde begrundet de høistfornærmelige Fortællinger og Reflectioner, som Depositionen indeholder. Appellanten meddeelte som nærmere Forklaringsgrund til den under No. 1 omtalte Begivenhed, at Ræder for 12 a 13 Aar siden bevirkede Nedsættelse i en af Maler Schjøller til det dramatiske Selskab i Trondhjem indgiven Regning til det Halve, og at Schjøller hermed maatte give sig tilfreds. Men et Par Aar efter blev i 1825 efter Wahls Raad og Veiledning, Proces anlagt af Malerne i Trondhjem mod Ræder, fordi denne havde brugt en Slave til at male sin Gaard, og det var da Ræder forlod Retslocalet i denne Sag, hvor tillige Wahl samt Malerne Schjøller og Skjolberg havde været tilstede, at Schjøller ved Foden af Raadstuetrappen paa Gaden skal have tiltalt Ræder saaledes: «Erindrer Hr. Majoren, at De for 2 Aar siden snød mig i Dramatiken? Nu seer De, hvad Følgen er.» Men Ingen skal da have været tilstede, og Ræder erindrer ikke det grove Svar, hvormed han retorqverede Fornærmelsen, men hvorved Schjøller maa have følt
Side:543
sig truffen, da han ei svarede et Ord, og Ræder gik sin Vei fra ham. Appellanten søgte fremdeles af det eneste antagelige Vidne Skjolbergs Prov at udlede Beviis deels mod at Wahl, efter den Stilling, han intog, kan have hørt nogen Beskyldning fra Schjøllers Side mod Ræder i denne Anledning, deels for at Ingen var i Nærheden (hvilket ogsaa Schjøller skal have tilstaaet i Eenrum for Vidnet Procurator Schrøder,) og at Beskyldningen kun fremførtes een Gang; han formeente det saaledes aldeles klart, at Wahl har gjort sig skyldig i Usandhed ved at debitere, at Schjøller, ved at følge Ræder ud paa Gaden, under Paahør af Mangfoldige af den simple Classe, ikke alene sagde: «Det kan De selv være» men derhos gjentog Ordet «Skurk» mange Gange. At skyde sig under Schjøllers Tilstaaelse, kan ei hjælpe Wahl, om Schjøller endog som Vidne havde erkjendt Alt, hvad der indeholdes i Depositionen; thi Wahl har jo selv angivet sig som Øienvidne. Heller ikke kan han paaberaabe sig, hvad han selv og Schjøller have udsagt som Vidner om det samme Factum i en anden mellem Ræder og Major Bruun ført Sag* ), hvori de, uagtet Ræders Protest, bleve tilstedte at aflægge Vidnesbyrd, som Stiftsoverretten i Dom af 18de Mai 1835 dog ikke har fundet paalidelige.
- ) Denne Sag, der paakjendtes i Høiesteret den 14de April 1836, og hvorunder Bruuns Sagfører, Procurator Soelberg, til Retfærdiggjørelse af nogle Udladelser om Ræders Person havde søgt at bevise blandt Andet, at Maler Schjøller upaatalt havde kaldt ham en Skurk, findes indtagen i Rt-1836-317-325.
Med Hensyn til den anden Post formeente Appelantens Sagfører, at det var temmlig ligegyldigt, enten Wahl havde vidst, hvad Ræder havde foretaget for at fralægge sig Tellefsens Beskyldning, eller ikke, da det paalaae Enhver, som henkastede fornærmelige Yttringer, at forvisse sig om veritas convicti, eller ogsaa maatte han blive at betragte som Injuriant. Ad 3. Benægtede Appellanten, at
Side:544
Gades Erklæring kunde ansees som nogen tilstrækkelig Hjemmel for hvad Wahl havde Deponeret.
Hvad Contrasøgsmaalet angik, indrømmede Appellanten, at de Udtrykke, hvoraf han havde betjent sig mod Wahl, vare haarde, men han meente, at det fuldkommen var lykkedes ham at godtgjøre, at han havde været beføiet til at bruge dem, efterdi Wahls Fortællinger havde vare usandfærdige og høist fornærmelige, hvorhos man maatte tage tilbørligt Hensyn til den retfærdige Harme, der havde fremkaldt Yttringerne fra Ræders Side.
Contracitantens Advocat troede ligeledes, at Overretten tildeels havde været mindre heldig i at opløse de Spørgsmaale, hvorpaa Sagens Afgjørelse beroede. Man maatte - meente han - lægge nøie Mærke til, at Wahl var indstævnet til Overkrigscommissionen som Vidne; at han altsaa maatte møde og give en fuldstændig Forklaring. Han havde Deponenters eller Vidners Ret til uden Ansvar at sige reent ud, hvad han vidste, og hvoraf han ikke burde udelade de paaansede Meddelelser, efterdi der var Søgsmaal om ufredeligt Forhold mod ham fra Ræders Side inden en Ret, saa at Ræders Adfærd ved lignende Anledning paa eengang tjente baade til at characterisere ham og at disculpere Wahl som Angriber. Det var aldeles ikke Tilfældet, at Wahl havde renonceret paa sit Beneficium som Vidne. Han havde tvertimod saavel i sin Skrivelse til Gade af 26de Marts 1833 (hvori han siger, at han vel kunde henholde sig til sin Deposition, som ei kan fældes ved blot Modsigelse, men at han «har Lyst til in subsidium at give ham (Ræder) Troen i Hænderne») som i sine Indlægge (af 18de April og 25de Sepbr. 1833) gjentagne Gange erklæret, at han, uden at være forpligtet dertil, alene ex tuto og in subsidium vilde føre Beviis. Dette Beviis maaatte desuden ansees som aldeles fyldestgjørende:
ad. 1. Naar man blandt Andet seer hen til Schjøllers Vedtagelse, cfr. Fr. 27de Septbr. 1799 §17, til Skjolbergs Forklaring om at Ordet «Skurk» er brugt
Side:545
i Fleres Paahør, og til de andre Data, der understøtte bemeldte Forklaring, t. Ex. de anonyme Opsatser i Avisen No. 86/1825 om Historien i Abdera* ) samt til Ræders Erkjendelser om at han selv brugte et grovt udtryck, hvilket dog maa formodes at være bleven gjengældt, samt, om at han blev udskjældt for «Snyderie» mod Schjøller, hvilket allerede kommer «Skurk» meget nær. I alt Fald maa det tjene til Undskyldning for Wahl, at han forklarede sig om en almindelig bekjendt Histore, hvorom det ogsaa senere nemlig i 1833 er ført Vidner i en anden Retssag, og at Ræder efter Byfoged Fürsts Vidnesbyrd har gjort alt Sit for at Wahl skulde komme frem med Historien, hvorom der i Trondhjem existerede et almindeligt Rygte, der var Byefogden fortalt af Flere, og hvori det saare lidt kommer an paa, om Ordet Skurk er brugt en eller flere Gange fra Schjøllers Side, ligesom Beviset herom efter flere Aars Forløb er meget vanskeligt.
- ) Efter Procurator Soelbergs Skrivelse af 30te Novbr. 1832 til Wahl, Schjøller og Skjolberg, som Vidner under den i Noten S.543 omtalte Sag, skal dette Avertissement have været saalydende: «Tvende Personer, som man vil benævne A. og B., mødtes engang paa Gaden i Abdera. A. var Militair, B. Borger og Haandværksmand. Efterat have raget sammen i noget Mundhuggerie, just ei af det fineste Slags, i Manges Paahør, skjældte A. B. ud for at være bekjendt som en almindelig Skurk. B. gjengjældte dette ved at paastaae, at A. var bekjendt for at være en endnu større Skurk. Nu spørges, hvem af disse er størst Skurk? Om det ikke var A. som den første Angriber, og som vilde sætte sin Stands Delicatesse paa Spil, om han af B. havde faaet et Ørefigen. B. viste sig derimod ædelmodig og betalte med samme Mynt, som han havde modtaget. Vist nok teede A. sig som en sand Philosoph, da han puttede den større Skurk i Lommen, og vimsede slukøret bort fra Skurkescenen.» - Vidnerne svarede, efter Soelbergs Opfordring, at de i denne Historie troede Passagen mellem Ræder og Schjøller meent.
Side:546
ad 2. At, foruden hvad Overretten herom har anført, Ræder efter hans egen Erkjendelse allerede under 19de April 1833 vil have søgt Vedkommende om benef. proc. grat., forsaavidt man fandt at han burde fralægge sig Tellefsens Beskyldning mod ham under den ommeldte Tvist, men hvorimod det ikke sees, at han har gjort Noget for at paatale Beskyldningen i Bladet No, 34, det udsom d. 21de s. M., og hvori Udtrykkene «Nar» og «Slyngel» først forekom fra Tellefsens Side.
ad 3. At Gade ei har modsagt Wahls Opgave i nogen Henseende.
Contracitanten burde derfor efter den befalede Sagførers Formening aldeles frifindes for Hovedcitantens Tiltale, og hvad Contrasøgsmaalet angik, da burde ikke alene den af Overretten billigede Mortification og Mulct finde Sted, men den sidste burde forøges, og Contracitanten tilkjendes Processens Omkostninger, hvorved Domstolene ogsaa kunne komme til at udjevne den Ubillighed, der var udviist mod Procurator Wahl, ved at Hans Ansøgning om benef.proc. grat. i de foregaaende Instantser var afslaaet, cfr. §10 i Frdg. 27de September 1799.
Ved Høiesteretsdom af 15de Juni 1838 blev Stiftsoverrettens Dom Kjendt ved Magt at stande, dog saaledes, at den Hovedcitanten ilagte Mulct bestemtes til 50 Spd., hvorhos Contracitanten for de af ham brugte fornærmelige Udladelser - (ad 1) - bør bøde 50 Spd. til Trondhjems Fattige. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. Den for Contracitanten ved Høiesteret befalede Sagførers Salarium bestemtes til 40 Spd. at udredes paa sædvanlig Maade.
Forsaavidt man kan slutte fra Hovedappellantens Procedure, maa dette forandrede Udfald af Sagen vel nærmest grunde sig i den Overdrivelse, hvori Wahl maa være bleven anseet for at have gjort sig skyldig ad 1, i det han har deponeret, som om Schjøller ikke blot havde retorqveret Ordet «Skurk,» men derhos gjentaget det flere
Side:547
Gange, efter at Retorsionen allerede havde fundet Sted, hvorved det fik Udseende af en selvstændig grov Beskyldning, som Ræder saameget mere maatte have paatalt, som den efter Wahls Fortælling fandt Sted i mange Menneskers Paahør. Man kunne ogsaa tænke sig Mueligheden af, at Høiesteret, uden at finde noget relevant i den berørte Gjentagelse af Skjældsordet, kan have meent, at det aldeles ingen Pligt existerer for Embedsmand til at fralægge sig Udtrykke, der, uden Hensyn til hvorvidt de ere fortjente eller ikke, hvor de bruges in continenti, ere hjemlede ved Retorsion, under hvilken Forudsætning Wahls Reflectioner over det Mærkelige i Ræders Taushed, saavel i ovenanførte Anledning som ad 2, maatte ansees temmelig nærgaaende, ligesom det vist maa erkjendes, at Wahl, uden at synde mod sin Pligt som Vidne, den 6te August 1831 kunde have afholdt sig fra de (tre) paatalte Udladelser og Reflectioner.