Rt-1842-105

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1841-11-23
Publisert:	Rt-1842-105
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 155. O.nr. 14.
Parter:	Direktionen for Drammens Lastehandlere mod Sundmand Ole Eriksen Aamodtsund.
Forfatter:
Lovhenvisninger:	Norske Lov (1687), Grunnloven (1814) §105

I meget lang Tid skulle Sundmændene ved Aamodt Sund og nogle flere blandt Sundstederne i Budskeruds Amt have brugt at benytte Tømmer, tilhørende Drammens Lastehandlere, til Flydebroer over Sundene om Vinteren. Paa Forespørgsel, i Anledning af opstaaet Tvivl angaaende det Rigtige i denne Fremgangsmaade, sees Fogden i Budskerud under 5te December 1808 at have tilkjendegivet daværende Sundmand ved Wigersund, Christian Jørgensen, at han paa Fogdens Ansvar kunde tage saamange Tømmerstokke, som nødvendigen behøvedes til «den uundværlige Flydebroe», dog at han, forinden han lagde Broen, ved en af Lastehandlernes Betjente lod anvise go optælle de Stokke, som udfordredes, og derhos til Vaaren paataae, at de bleve tilbageleverede eller udflødede, hvorhos det paalagdes Sundmanden, at kjøbe saameget Hoen som behøvedes til at forsvare de til Broen benyttede Stokke mod Beskadigelse. I Aret 1834 henvendte Trælastdirektionen sig i Anledning af ovennævnte Praxis til Amtet,

Side:106

der under 26de Marts s. A. lod tilbagemedle, at Samme ei kunde foretage noget i Sagen, «da det er vedkommende Færgemands Pligt at sørge for Passagen over Sundene, og Veivæsenet Intet dermed har at bestille.» Direktionen lod derefter forskjellige Sundmænd i Amtet tilkjendegive, at de ei maatte benytte Kjøbmændenes Last til Flydebroer, og, da denne Advarsel var forgjæves, blev Ole Eriksen Aamodtsund indkaldt til Forligelsescommissionen, og sagsøgt til for Eftertiden at afholde sig fra den paaklagede Brug m.v. Sagen incamineredes under Eger, Modum og Sigdals Jurisdiktion den 9de Februar 1835, hvorda Procurator Middelfart mødte for Citantskabet og paastod, at «Indstævnte, som Sundmand ved Aamodtsund, kjendes uberettiget til at benytte Drammens Kjøbmænds Last til Flydebroe om Vinteren, samt at han tilpligtes at erlægge Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn for det Ophold og den Skade, som den Last lider, hvoraf Broen nu er lagt, samt endelig at han betaler denne Sags og foregaaende Forligelsescommissions Opkostninger med 10 Spd. Endelig bemærkes, at det forventende Skjøn paastaaes erhvervet paa Indstævntes Bekostning.» Indstævnte, der erholdt beneficium paupertatis og fri Sagfører, lod ved denne paastaae Frifindelse, og fremstillede endeel Vidner, hvilke tildeels vare gamle Mænd, af hvis Prov det fremgaaer, at Færgemanden ved bemeldte Sund saalænge Vidnerne kunde erindre tilbage har om Høsten før Juni eller kort derefter lagt Broe over Aamodtsund af Trælast, tilhørende Drammens Kjøbmænd, og bestaaende i den første Tid, hvortil Vidnernes Erindring gik tilbage, af Saugtømmer og Bjelker om hinanden, men i den senere Tid (12 a 16 Aar) udelukkende af Bjelker, for at faae Broen saameget bredere; de tillagde derhos, at Broen har været beklædt med Baghoen, fæstet til Bjelkerne med Træpinde eller Bleie; at Sundmanden undertiden, for at faae det fornødne Forraad af Tømmer, har indtaget dette førinden den hele Tømmerslipning om Høsten havde fundet Sted, og at, skjønt der i Almindelighed Vinteren over

Side:107

blev en stor Deel Trælast tilbage i Stor-Elven og dens Bi-Elve, som først det følgende Aar kom frem til Udskibningsstedet, dette dog i de sidste Aar ei har været Tilfældet, uden forsaavidt som Skjær i Fossene have hindret Udflødningen. Ingen af Vidnerne erindrede, at Flydebroe ikke om Vinteren - saaledes som meldt - var bleven anbragt over Sundet. Endelig oplyste Vidnerne, at det saaledes benyttede Tømmer er flydt ned tilligemed at andet Tømmer, naar Elven er bleven saa stor, at Broen ei længere har kunnet blive liggnde; dog har det hændet, at Broen er bleven aabnet om Foraaret, for at slippe Tømmeret gjennem samme. De fra Citantskabets Side førte Vidner forklarede endvidere, t Sundmanden pleiede at forsyne sig med det fornødne Tømmer og Bjelker til Flydebroen ved den sidste eller næstsidste Slipning af Trælasten og under sammes Fart, og at dette foraarsagede Ophold i den benyttede Lasts Nedfløding, da den først kom ned til Steenberg og Drammen om Foraaret efter den høst, da den ellers vilde være nedkommet. Angaaende hvormeget der saaledes aarlig benyttedes af Kjøbmændenes Last, variere Forklaringerne fra 30 til 50 Tylter. For Øvrigt var der Spoer i Vidneforklaringerne til, at de i Stokkene nedrammede Bleie maatte efterlade Huller i Lasten til nogen Skade for samme, hvilken desuden ikke kunde have godt af at henligge i Broen Vinteren over.

Ved Underretsdommen af 22de August 1835 saaledes kjendt for Ret: «Indstævnte Sundmand Ole Eriksen Aamodtsund bør for Citantskabets, Drammens Trælasthandelsdirektions, Tiltale i denne Sag, hvis Omkostninger ophæves, fri at være. Den for Indstævnte befalede Sagfører, Procurator Lie, tilkjendes, foruden Skyds og Diæt, et Salarium af 20 Spd., hvilket Alt, efter af Overøvrigheden approberede Regninger, af det Offentlige bliver at udrede.» Agershuus Stiftsoverrets Dom af 10de September 1838 er saalydende: «Underrettens Dom bør, saavidt paaanket er, ved Magt at stande. Processens

Side:108

Omkostninger ophæves. Det - Indstævntes befalede Sagfører her for Retten, Overretsprocurator Schønhender - tilkommende Salarium billiges med 15 Spd., hvilket bliver at udrede paa samma Maade som Omkostninger i offentlige Sager. At efterkommes zc.» - Disse Domme vare fornemmeligen byggede paa, at det Paatalte har fundet Sted i umindelig Tid (præscriptio immemorialis). I Præmisserne til Overretsdommen anføres en stor Mængde Lovbud til Styrke for, ar vor Lovgivning anerkjendes en saadan Erhvervelsesmaade, som Beskyttelsesmiddel for en umindelig Retstilstand, om hvilket kan eftersees en Afhandling i juridisk Tidsskrift 2 B. 1 H. p. 222 ff og Ørsteds Hanndbog 1ste B. p. 100 ff. Forsaavidt der fra Trælastdirektionens Side er bleven indvendt, at Forholdet aldrig kan tænkes retmæssigen constitueret, bemærkede Overretten bland Andet, at det meget vel lader sig tænke, at Sundmanden i sin Tid har faaet Contrakt eller anden speciel Hjemmel paa Afbenyttelsen af Kjøbmandstømmer til Flydebroe, hvilken Hjemmel senere kan være forkommet. Det antoges just at være det Characteristiske ved præscriptio immemorialis, at den træder istedetfor al anden Udkomst, om den end ei stemmer med hvad naturlig Ret tilsiger, hvorhos L. 5-11-7 (11?) - eller sammes Analogie - formeentes at vise, hvorledes en stadig Praxis kan begrunde Forandringer i en Eiendoms naturlige Rettigheder til Fordeel endog for Personer, der ikke have Grund eller Eiendom i Nærheden. Endelig gjordes af Overretten opmærksom paa, at her ikke kunde være Tale om Snigbrug, da Sundmanden aarlig til Broen har bemægtiget sig indtil 50 Tylter.

I Høiesteret imødegik Appellantens Sagfører dette Raisonnement omtrent saaledes: Den hele Lære om præscriptio immemorialis kan, hvormeget Værd man end maatte tillægge den, ikke hjælpe Sundmanden uden forsaavidt som den har Hjemmel i den norske Lovgivning, og det ansaaes derfor rettest at gaae lige til de Bestemmelse i samme, som Vederpartiet paaberaabte eller dog

Side:109

kunde paaberaabe sig. Man kan henføre de mange specielle Lovbud, der tale om hvad der har existeret fra Alders eller gammel Tid, hvad der hidtil brugeligt haver været osv., under trende Klasser: 1) Saadanne, som begrændse en fast Eiendoms Rettigheder enten i sig selv eller i Forhold til en Maade, og isaamaade henvise til gamme Skik og Brug, hvilket ansaaes at være baade naturligt og foreenligt med den Rescept, man er Eiendomsretten skyldig. Under denne Kategorie formeentes N.L. 5-11-2, 4, 5, 7 og 11, D. L. 5-10-13 og Rscr. 23de April 1728 at henhøre. - Naar Overretten har anført 5-11-7, for at ogsaa Andre end Naboerne skulde kunne paaberaabe sig Sædvane til Fordeel for Misbrug af Nogens Eiendom, antoges den at have feilet. Det ansaaes ellers mueligt, at Overretten havde meent L. 5-11-11, men i saa Fald bemærkedes, at Ingen kan have en Fiskeret, hvis Oprindelse han ei selv erindrer, og at derfor Lovstedet maa have Hensyn til Vedkommendes egen Eiendom. Cfr 5-11-10 og 12. 2) Eller Saadanne, som angaae en Rettighed, hvis Naturlighed, Billighed eller positive Gyldighed fra Fortiden er given, saa at det alene er med Hensyn til Omfanget der henvises til det Sædvansmæssige, som t. Ex. i 1-5-25, 2-12-1, 4 og 6, 2-15-7, 8, 11, L. 2-21-19 og 45 samt de flere lignende Lovbud, der fastsatte hvad der tilkommer Embeds- eller Ombudsmænd i Betaling. 3) Eller saadanne Lovbud, der foreskrive noget aldeles Vilkaarligt, saasom 5-3-34 cfr Fordgn 13 Decbr 1746, 3-14-23 og Resc. 25 October 1726, hvorfra Analogie ei let kan tages.

Nu vilde det - efter Appellatens Formening - være et stort Sprang, at slutte fra hvad disse Lovbud bestemme til at enhver Brug skal recpecteres, hvor retsstridigen den end er constitueret, naar den blot har vedvaret længere end den menneskelige Erindring rækker tilbage. I nærværende Sag er det Spørgsmaal om Hjemmel til at bemægtige sig Andres Tømmer, for deraf at bygge en Broe, som anbringes 7 à 8 Mile borte deres Opholdsstedder eie Tømmeret, og for hvis Skyld Broen ikke beviislig

Side:110

enten er nyttig eller nødvendig. For en saadan partiel Ophævelse af Eiendomsretten søger man forgjæves Hjemmel saavel i naturlig Ret og Billighed som i de allegerede Lovsteder.

Der anførtes ogsaa en anden Grund mod Færgemandens Paastand, hentet just fra Læren om Sædvaners Retsgyldighed, saaledes som den i Almindelighed fremstilles. Denne tilsiger nemlig, at den Handling, som forsvares alene ved at den har været sædvanlig, maa være baade foretagen og taalt ex opinione obligationis, efterdi en res meræ facultatis hverken kan hævdes eller præscriberes. Seer man hen til, hvad Forholder qvæst: giver Anledning til at antage, er det langt rimeligere, at Kjøbmændene ikke som en Handling, hvorved han havde til Hensigt at forpligte dem til ogsaa fremtidigen at taale Saadant, men alene som noget, hvorimod de under de da forhaandenværende Omstændigheder ikke vilde gjøre nogen Insigelse, medens det Tømmer, der benyttedes, alligevel blev liggende ved Sundet Vinteren over. Men man burde ikke fortænke Kjøbmændene i, at de fremkom med Protest, da Trælasthandelens Opkomst og Skovmaterialiernes større Vigtighed for dem gjorde det magtpaaliggende, at faae alt deres Tømmer betimeligen og ubeskadiget ned til Udskibningsstedet, paa samme Tid som Sundmanden tiltog sig baade at benytte bedre Slags Last og at tage hvad han vilde, enten noget blev efterliggende eller ikke. Hertil kom endnu, at den paaberaabte Sædvane manglede den fornødne Eenhed, saavel hvad Retssubjecterne angaaer som med Hensyn til Gjenstanden, i det de Kjøbmænd, som klage, ere forskjellige fra dem, som paastaaes at have fra Først af taalt Afbenyttelsen, ligesom den nærværende Sundmand ikke bestandig - ligefra den Tid Brugen skal have taget sin Begyndelse - har besørget Overfarten ved Aamodt Sund, foruden at han heller ikke har holdt sig til det Slags Last, som i ældre Tid benyttedes, eller iagttaget saadan Forholdsregel relativ til Kjøbmændene, at Byrden mellem

Side:111

disse kunde vorde ligeligen fordeelt og deres Tarv iøvrigt paaseet, men uden Sky taget det Slags Tømmer, han til Øiemedet fandt beqvemmest, uden at see paa, om det var bedre eller slettere end det, som i Fortiden havde været benyttet, og om de 30 til 50 Tylter, han aarligen benyttede, tilhørte een eller alle Trælasthandlere i Drammen i passende Forhold. Hvorledes vilde man i første Tilfælde kunne forpligte de øvrige Kjøbmænd til at dele Tabet med dem, hvis Tømmer Færgemanden bemægtigede sig?

Man havde ved de foregaaende i Rt-1837-771 ff., der dog ei troedes at afgjøre noget. Derimod anførte Appellanten i Høiesteret, at Bemægtigelse af det saakaldte «Kabastømmer» er af Høiesteret bleven straffet som Tyverie, uagtet det ikke har manglet paa Beviis for, at ogsaa saadan Uskik er gaaet i Svang i meget lang Tid, hvilket naturligviis ei mod Lovens udtrykkelige Forbud kunde give Handlingen Legalitet eller engang gjøre den srafløs. Det Høieste, Sundmanden kunne gjøre sig Haab om, er i alt Fald, at han undgaaer Straf og Erstatningsansvar for den Tid, der ligger længere tilbage ved da han blev sagsøgt.

Appellanten kunde ikke indse, hvorledes der skulde kunne tænkes speciel Bestemmelse eller Contrakt for den paaslaaede Brug. Skulde en speciel Bestemmelse nogensinde være emaneret, maatte derved dog være bleven iagttaget, at Kjøbmænderne, der aldeles ingen Nytte havde af Broen, tilsagdes Erstatning (Grundl. §105), eller og at Byrden var bleven lige fordeelt paa Alle. En Contrakt, der uden Vederlag tilstod Færgemanden Benyttelsen af saameget Tømmer som 50 Tylter aarlig, uden nærmere Regel for at ligemeget Tømmer efter Mærkerne skulde tages at hver Kjøbmand, lod sig heller ikke antage, og kunde i alt Fald ei binde de Contraherendes Eftermænd. Har Sundmanden nogensinde indgaaet saadan Contrakt og bortkastet den, faaer han ogsaa tage Skade for Hjemgjæld.

Side:112

Vederpartens Sagfører forsvarede naturligviis de foregaaende Retters Anskuelse, og paastod endog, at Sundmandens Ret havde tilstrækkelig Hjemmel i hvad L. 5-5-4 bestemmer om Hævd paa Brug. Da imidlertid Tilsvarer hovedsagelig maatte støttes til den almindelige Lære om præscriptio immemorialis, der er bekjendt nok, og da Imødegaaelsen af Appellantens Indvendinger, hvorpaa Indstævntes Sagfører udførligen indlod sig, vilde optage megen Plads, har man troet - i Betragtning af den store Mængde af Sager, som skulle meddeles - ikke her at burde indtage noget Udtog af Tilsvaret.

Høiesteretsdom af 23de Novbr 1841 er saalydende:

Indstævnte (Navn) bør være uberettiget til at benytte Drammens Kjøbmænds Last til Flydebroe om Vinteren. Iøvrigt bør Stiftsoverrettens Dom ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. Den befalede Sagfører for Indstævnte ved Høiesteret, Advocat Skjelderup, tillægges i Salarium 30 Spd., der udredes af Statscassen.