Rt-1845-636
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1845-00-00 |
| Publisert: | Rt-1845-636 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.Nr 88. D.Nr. 80. |
| Parter: | Advocat Andresen, som befalet Sagfører for Raphael Bjering, mod Consul Gram eller nu hans boes Vedkommende. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: |
Under 22de October 1840 udtog Consul Gram af Trondhjem Klage til Forligelsescommissionen imod Raphael
Side:637
Bjering som den, der ulovlig drev Anglefiskerie paa hans Eiendome Bye og Helge i Stods Præstegjeld, og paastævnte efter klagens henviisning til retten nærværende Sag mod ham med paastand om, at han for Fisketyverie skulde ilægges 4 Maaneders tugthuusarbeide samt procesomkostninger. Senere nedlagde Gram in subsidium paastand om, at Bjering maatte kjendes uberettiget til det paaklagede Fiskerie og for sammes udøvelse ilægges en passende mulct. Ved dom, afsagt af Sorenskriveren i Inderøen den 7de April 1843, blev Grams principale paastand tagen tilfølge, dog saaledes, at straffetiden Bestemtes til 2 Maaneder. Sagen blev, ifølge forordningen 5te Juli 1793, for Bjerings Vedkommende paaanket ved befalet Sagfører. Trondhjems stiftsoverret stadfæstede under 18de Marts 1844 Underrettens dom, og tilpligtede Bjering at betale til Grams boe processens omkostninger samt 12 Spd. i Salarium til sin befalede Sagfører.
Derefter blev Sagen paa samme Maade som til Overretten paaanket for Høiesteret, hvor ingen afgav møde for Indstævnte, men Sagen udgik til skriftlig behandling, hvorunder den befalede Sagfører paastod principaliter, at de ergangne domme maatte kjendes uefterrettelige og Sagen, som privat, afvises, hvilken paastand imidlertid vil sees at være forkastet (csr. Schweigaards Kommentar 1ste D. p. 62), og in subsidium, at Bjering maatte frifindes m.v.
Det var erkjendt, at konsul Grams boe Eier Gaarden Bye og Helge ved den saakaldte Bye- eller Steenkjærelv, og at Bjering i lang Tid har drevet Fiskerie med stang og angler i den bemeldte elv hvorpaa de nævnte gaardes Eier har udelukkende Fiskeret. 5te och 6te Contravidne oplyste endog, at Bjering fornemmelig der hvor Grams boe Eier Landet paa begge Sider af elven har drevet sit Fiskeri, og at det i den senere Tid var skeet især med engelske Fiskeredskaber til forfang for indfrævnte. Bjering støttede sig Væsentligst til Hævd og almindelig Skik og brug paa Stedet, men Modpartiet benægtede, at saadan personlig Ret kan Hævdes (csr. 5-11-11), om han
Side:638
endog, som paastaaet og af 1, 2, 5 og 6 Contravidner tildeels omforklaret, havde drevet Fiskeriet i 30 Aar, dog med Afbrydelse i 1812-1813, da han opholdt sig i Trondhjem, i 1830-1831, da han var i Sparboen, samt i 1832-1833, da han boede paa Følling i Stod. I Henseende til den paapegede sædvane, da have vel flere andre, og deriblandt vidnerne selv, drevet Fiskerie paa samme Sted som Bjering, men at Eieren ikke alltid havde taalt dette, sees af 5te og 6te Contravidne, der forklarede, at Gram i deres ungdom stængte elven for at hindre Fisken fra at gaae op i reensvandet. Foruden at heraf formeentes at følge, at appell. maatte kjendes uberettiget til Fiskeriet, ansaaes han ogsaa i henhold til ældre Høiesteretsdomme hjemfalden til tyvstraf efter 5-11-13 i Christian den Vtes lov, skjønt han havde handlet ganske aabenlyst. Hans forsikring om bona fides*) ansaaes upaalidelig, naar hensaaes til vidnernes forklaring, om at Indstævnte (Gram) oftere havde advaret folk mod at øve det paaklagede Fiskerie i hans elv, saavelsom til at Bjering i en skrivelse af 20de October 1843 erkjendte at have erhvervet speciel tilladelse til Fiskerie af andre Eiere ved bye-elven. At den nye straffelov i kap. 22 §12 sætter mildere Straf for saadan Handling som den paaklagede, kunde naturligviis alene være en benaadningsgrund.
Høiesterets Dom af 1ste Marts 1845 lyder saaledes: «Stiftsoverrettens Dom bør ved magt at stande. I Salarium til sin befalede Sagfører for Høiesteret, Advocat Andresen, betaler Raphael Bjering 25 Spd».
- ) Forudsat, at 5-11-13 kræver mala fides hos Angj. (csr. hvad der om lignende Tilfælde er anført i Rt-1838-59-60, Rt-1842-398-399, Rt-1843-765-768), var det dog noget tvivlsomt, om saadan efter Omstændigheder kunde siges at være tilstede; thi da Bjering selv havde Fisket paa Stedet fra han var Barn, og saadant vel ogsaa af Andre var skeet før hans Tid, kan han gjerne have betragtet Handlingen som retmæssig. Det var heller ikke beviist, at just Bjering havde modtaget nogen advarsel af Eieren, skjønt denne havde givet «en og anden» onde Ord for Fiskeriet.