Rt-1846-414

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1846-03-10
Publisert:	Rt-1846-414
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.Nr 103. O.Nr 14.
Parter:	Ole Davidsen Hunderie, som Formynder for Lasse Davidsen Moe, og David Davidsen Moe mod Haaken Lassesen Moe og Iver Olsen Borge som Formyndere for Knud Lassesen Moe.
Forfatter:
Lovhenvisninger:	Odelsloven (1821) §15, §16, §5, §9

Gaardmanden Lasse Knudsen afgik ved Døden den 23de Marts 1833. Siden 1813 havde han eiet Gaarden Moe, beliggende i Leerdals Skibrede under Matr. Nr 16 og af Skyld 3 Skylddaler 3 Ort 8 ss. Han efterlod sig en Enke, Anna Iversdatter, som han havde giftet senere end han odlede Gaarden, en umyndig Søn Knud Lassesen Moe, der er indstævnt ved Høiesteret, og tvende Døttre. Sønnen var saaledes da Odelsarving. Men paa Skiftet efter Faderen blev Gaarden ikke udlagt til ham, hvorimod efter uimodsagt Begjæring fra Enken «Stervboets eiende og til Indtægt beregnede Brug i Gaarden og Arvetomten blev udlagt til Stervboeenken» for Taxationssummen 400 Spd., hvortil den paa Grund af et paahvilende Føderaad var bleven ansat, mod at hun skulde udbetale, foruden en Deel Pantefordringer = 180 Spd. Ort 7 ss. Der og ere betalte,

til Sønnen 83 Spd. = Mk. 6 ss

til ældste Datter 41 Spd. 2 Mk. 15 ss

til yngste do. 41 Spd. 2 Mk. 15 ss

der endnu ikke i 1843 vare betalte, for hvilke Beløb, overensstemmende med §15 i Odelsloven, Udlæg var givet i Gaardens Taxationssum og med 2den Prioritet i Gaarden.

Stiftebrevet blev for Gaardens Vedkommende thinglæst, efter Acternes Udvisende den 24de Mai 1833, men hvilket neppe er rigtigt tilført, da Udlovningen er af 5te Juli s. A., Hvorfor Indstævntes Sagfører i Høiesteret ansatte

Side:415

Thingslysningstiden til 24de Mai 1843. I Løbet af sidstnævnte Aar døde ogsaa Anna Iversdatter, efterat hun i nyt Ægteskab med Appellanden ved Høiesteret, David Davidsen, havde avlet Sønnen Lasse Davidsen og to Døttre. Paa Skiftet efter hende var det nu at der opstod Tvist mellem Sønnen af første Ægteskab, da 17 Aar gammel, paa den ene og Enkemanden samt Sønnen af sidste Ægteskab, 8 1/2 Aar gammel, paa den anden Side, om hvem af disse havde Ret til at tage Gaarden, der nu taxeredes for 750 Spd, i Besiddelse. For Sønnen af første Ægteskab anførtes, at Gaarden var hans afdøde Faders i Boet indbragte Odelsjord, hvortil hans Moder efter Mandens Død blot havde Besiddelsesret ifølge Odelslovens §16, hvorimod der for Sønnen af 2det Ægteskab paaberaabtes, at Godset ved Udlægget i 1833 til Enken gik ud af den førstafdøde Mands Ætlæg og odledes paany af hende og 2den Mand, hvorhos den Sidste in subsidium paastod, at, i Tilfælde af, at man mod Formodning skulde forkaste den for yngste Søn nedlagte Paastand, Gaarden maatte udlægges Enkemanden David Davidsen ifølge ovennævnt §ph i Odelsloven.

Paa Skiftet blev efter foregaaende forgjæves Forligsprøve under 8de Januar 1844 saaledes decideret: «Arveladerskens ældste Søn af første Ægteskab, Knud Lassesen Moe, kjendes at have en fortrinligere Aasædesret til Stervbogaarden Moe, end saavel ældste Søn af andet Ægteskab Lasse Davidsen Moe som Enkemanden David Davidsen Moe, og vil altsaa bemeldte Gaard Moe, Matr. Nr nyt 6 af Skyld ny 3 Daler 2 Ort 8 sz, beliggende i Leerdals Skibrede, blive ved dette Skifte udlagt paa den nævnte Knud Lassesen Moe fremfor paa Lasse Davidsen Moe eller paa Enkemanden David Davidsen Moe. Parterne forelægges herved en Tid af 4 Uger, inden hvilke de have at erklære, om de ville appellere denne Decision eller om de ved samme ville acqviescere.» Ved Bergens Stiftsoverretsdom af 17de October s. A. blev kjendt for Ret: «Den paaankede Decision bør ved Magt at stande. Processens

Side:416

Omkostninger her for Retten ophæves.» Overretten havde vel været opmærksom paa, at i 1833 ikke Sønnen, saaledes som denne ifølge Høiesteretspræjudicat af 21de Marts 1844 maatte antages at have været berettiget til, havde faaet Odelsgodset til sig udlagt, mod at Moderen indil videre skulde besidde og bruge det ifølge §16. Men Overretten bemærkede herved, at det ikke er ualmindeligt paa Skifter, at Odelsjord ligefrem udlægges til den efterladte Ægtefælle, hvorved man søger at undgaae en Strid mellem Odels- og Aasædesretten, uden at derved egentlig tilsigtes at bestemme nogen saadan terminus a qvo for Odelsarvingens Løsning deraf, som §9 omtaler. Da Sønnen i ethvert Tilfælde ikke kunde løse Godset fra Moderen førend han blev myndig, saa kunde hans Ret i nærværende Tilfælde ikke siges at være præscriberet, eller Godset paany at være odlet af Enken og anden Manden til Fordeel for deres i sidste Ægteskab avlede Søn i Overeensstemmelse med §5 i Odelsloven. Man kan ikke behøve at erhverve nogen Agnitionsdom mod Fader eller Moder, hvis Besiddelsesret hindrer Løsningsrettens Udøvelse. Det Høieste man maaske kunde have Ret til at udlede af den Omstændighed, at Anna Iversdatter i 1833 fik et Slags Eiendomsudlæg i den afdøde Mands Odelsgods, var vel, at dette maatte betragtes som odlet af ham og hende tilsammen, men da taler ikke destomindre §5 l. c. Til Fordeel for deres Søn. Det var heraf en ligefrem Følge, at heller ikke Enkemandens subsidiære Paastand kunde tages tilfølge.

Ved Høiesteret, til hvilken Sagen ved Stævning af 17de Februar 1845 blev indbragt, afsagdes under 10de Marts 1846 saadan Dom: «Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret betale Citanterne (Navne) til de Indstævnte (Navne) med 50 Spd.»