Rt-1847-673
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1847-10-16 |
| Publisert: | Rt-1847-673 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 118. O.nr. 24. |
| Parter: | Gunhild Erlingsdatter Ruud mod Stadshauptmand Thorne. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: |
Efterat Andreas Gulbrandsen Ruud under 31te Januar 1837 havde solgt sin Gaard Ruud, nyt M.No. 91 i Ourdals Præstegjeld i Valders, af Skyld 6 Spd. 1 Ort 6 sz, til sin Søn Gulbrand Andreassen paa Vilkaar blandt Andet, at der for den Deel af Kjøbesummen, som oversteg Hæftelserne, eller for 800 Spd. skulde udstedes Panteobligation til Faderen, og at der skulde svares denne og hans Hustrue Gunild Erlingsdatter et under forskjellige Poster specificeret Føderaad, blev Document herom oprettet og thinglæst 25de Februar s. A. Blandt de Forpligtelser, der ved Handelen overtoges af Kjøberen, var ogsaa en da uprioriteret Gjæld til Stadshauptmand Thorne, efter Opgjør stor 2423 Spd. 3 Ort, for hvilken Gjæld med
Side:674
Renter fra 1ste Januar 1838 Kjøberen gav Thorne sin 1ste Prioritets Obligation af 3die April, thinglæst 7de Juni 1838, i selvsamme Gaard Ruud. Denne Eiendom blev derpaa under 1ste October næstefter af en Creditor sat til Auction for Eierens Gjæld til ham efter Executionsforretning paa Vilkaar, at Kjøberen skulde overtage det paa Eiendommen hvilende Føderaad. Ved denne Auction blev Thorne Høistbydende for 2.000 Spd., og modtog under 27de Marts 1840 Auctionsskjøde, hvorved han kom i det dobbelte Forhold til Andreas Gulbrandsen, at Thorne hos denne, der vedblev at hæfte solidarisk med Sønnen for de nævnte 2423 Spd.3 Ort, blev Creditor for dette Beløb, medens Thorne paa den anden Side var Debitor til Andreas med Hensyn til Føderaadscontracten. Thorne gjorde nu Mine til at ville tage med den ene Haand hvad han skulde give med den anden, til Forebyggelse af hvilket der indledtes Underhandlinger mellem Parterne, som havde til Følge at Thorne under 14de Marts 1840 tilskrev Andreas Gulbrandsen saaledes: "Da De (Andreas Gulbrandsen) har givet mig Qvittering for ved mig at have erholdt Beløbet udbetalt af Deres Obligation i Ruud, dateret 31te Januar - thinglæst 25de Februar 1837, stor 800 Spd., hvilken Gaard nu er min Eiendom, saa lover jeg herved at, naar De desuden overdrager mig Deres Obligation i Sinderlien hvortil De dog Skal have Brugsret saalænge De lever, og Deres eventuelle Enke halv Brugsret med mig om hyn, overlever Dem, og, naar De forskaffer, Aflæsning paa alle hæftelser i ovennævnte min Eiendom Ruud, (at) jeg for min Fordring efter opgjort Regning med Dem af 1ste Januar 1838-2433 (skal være 2423) Spd. 3 Ort og paaløbne Renter - vil holde mig for Resten til Deres Søn Gulbrand Ruud, og ikke ved Erhvervelse af Dom og paafølgende Execution søge mig betalt, forsaavidt tilstrække kunde, ogsaa i Deres Føderaad af Ruud, der fra min Side skal staae uantastet for Deres og Deres Kones levetid efter Føderaadscontractens Indhold." Vilkaaret med Hensyn til Obligationen i Sinderlien, stor 200
Side:675
Spd., sees ogsaa af Andreas Gulbrandsen at være bleven opfyldt den 27de s. M. Derimod gik det ikke saa promte med Aflysningen af Hæftelserne paa Ruud, in specie en Hæftelse til Norges Bank ifølge Obligation af 11te Mai 1825, stor 400 Spd., hvilken har staaet uaflyst lige til 7de December 1844. Da Thorne som Følge heraf i 1840 holdt Føderaadspræstationerne tilbage, blev han af Andreas Gulbrandsen sagsøgt ved Drammens Bything til Betaling deraf med en Værdi, der af Sagsøgeren ansloges til 107 Spd. 84 sz, men ved Dom af 30te Marts 1843 frifandtes Thorne for Tiden. I Præmisserne til denne Dom staaer der blandt Mere saaledes: "Imidlertid viser baade Føderaadscontracten og Auctionsskjødet, at der ved Thinglæsningen er blandt Andet anmærket, som Hæftelse paa Gaarden Ruud, Hovedcitantens Obligation til Norges Bank, dateret og thinglæst 1ste Mai 1825, stor 400 Spd. Det maa derhos af Parternes Procedure ansees at være in confesso, af Føderaadets Udredelse er betinget af bemeldte Pantehæftelses Indfrielse, og at dette endnu ikke er skeet. Ligeledes maa det ansees at være in confesso, af Hovedcitanten har sagsøgt en Knud Olsen Syverud til at frigjøre Gaarden Ruud .for ovennævnte Pantehæftelse til Norges Bank, i hvilket Øiemed der er ham bevilget flere Udsættelser i nærværende Sag; men da han under dens sidste Behandling den 16de f. M. forlangte ny Anstand, paa Grund af at et Brev skulde vise Nødvendigheden af paanyt at sagsøge Knud Syverud, da dennes Ansøgning om at faae Pantehæftelsen i Ruud forflyttet til Syverud ikke var bevilget - hvilket forudsætter, at det Søgsmaal, paa Grund af hvilket nærværende Sag har været udsat, er hævet, - saa er det aabenbart, at Betingelsen for det paastævnte Føderaads Udredelse, nemlig Gaarden Ruuds Frigjørelse for Patehæftelsen til Banken, endnu ikke er opfyldt, og Udsigten til dens Opfyldelse er meget fjern. Deraf følger ligefrem, at Contracitanten for Tiden maa blive at frifinde for Hovedcitantens Tiltale, og som en Følge heraf ansees del overflødigt at gjennemgaae Contrasøgsmaalet
Side:676
og Contrapaastanden, angaaende Liqvidation i Contracitantens formeentlige Tilgodehavende hos Hovedcitanten tilligemed den af denne nedlagte Afviisningspaastand." Andreas Gulbrandsen har som Aarsag til Knud Syveruds Ikkeopfyldelse af Forpligtelsen til at indfrie Bankhæftelsen anført, at Thorne selv, havde lagt Hindringer iveien herfor ved at sige Knud, at han ikke dermed burde, befatte sig, hvilket ogsaa denne har foregivet i en ubeediget og af Thorne benægtet Forklaring af 2den December 1846, der senere i Høiesteret er fremlagt.
Da Thorne heller ikke vilde erlægge Føderaadet for 1844, med Undtagelse af 3 Maal Ager og Tilhold i Føderaadsbygningen samt Huusrum for Avlingen, saa blev han, efter forgjæves Forligsprøve, under 5te Marts 1845 atter stævnt til Drammens Bything, under hvilket, Søgsmaal Føderaadet for 1840 igjen optoges med 107 Spd. 84 sz, hvortil kom Føderaadet for 1844 med 170 - 84 -, I Aalt 278 Spd. 24 sz, hvis Betaling med Renter fra Paaklagen udgjorde nærværende Sags Hovedsøgsmaal. Thorne gjorde først et Forsøg paa at faae Sagen henviist til forum rei sitæ(?), men ved upaaanket Kjendelse af 17de April 1845 blev denne Paastand forkastet, i det Underdommeren ikke fandt Tilfældet henhørende under Lovens l - 2 - 15, og ansaae den paafølgende 18 Artikel for et beneficium juris for Sagsøgeren. Nu recurrerede Thorne til, at Hæftelsen til Banken Endnu var uaflyst, og, uagtet denne Exception blev afbeviist ved Oplysning om, at Hæftelsen, som meldt, virkelig var aflyst den 5te December 1844, udtog Thorne Contrastævning for, som i den forrige Sag, at gjøre sin Contrafordring, indtil Aflysningen havde fundet Sted, gjældende i Anledning sin Pengefordring paa Andreas Gulbrandsen og Søn, i hvilken sidste Henseende Vederparten indvendte, at, foruden Lovens 5 - 13 - 4, Thornes Vedtagelse i Skrivelsen af 14de Marts 1840 var iveien for saadant Contrasøgsmaals. Fremme mod ham, og denne Anskuelse
Side:677
blev fulgt af Underdommeren, der i sin Dom af 13de November 1845 kjendte saaledes for Ret: "Contracitanten, Stadshauptmand Thorne, bør til Hovedcitanten, Andreas Gulbrandsen Ruud, betale de paastævnte resterende Føderaads Artikler for 1840 og 1844 med 278 Spd. 1. Ort med Renter 4 pCt. fra 17de Februar d. A. til Betaling skeer, Processens Omkostninger ophæves. Det Tilpligtede udredes inden 15 Dage o. s v." Som Grunde for dette Resultat anføres i Præmisserne: "Contracitantens Paastand kan ikke gives Medhold; thi vistnok maa det antages, at Contracitanten har været berettiget til at tilbageholde Føderaadet indtil de paa Gaarden hvilende reelle Hæftelser vare aflæste, men deraf følger ingenlunde, at "Contracitantens" (Hovedcitantens) Ret til at fordre samme, naar Gaarden var frigjort, skulde opføre. Dersom Contracitanten havde maattet udrede nogen af de Hæftelser, der ere ældre end Føderaadscontractens Thinglæsning, saa maatte han vistnok været berettiget til at have ligvideret i Føderaadspræstationerne; men da Hovedcitanten selv har frigjort Eiendommen, saa maa han være berettiget til at fordre hvad der ikke er præsteret af Føderaadet, uanseet, at Eiendommen ikke er aldeles frigjort før 7de December 1844. Nogen anden Følge for Hovedcitanten end Føderaadets Afsavn kan det ikke medføre, at pantehæftelsen til Banken først da er bleven aflæst, saa meget mindre, som det ikke er avanceret - end sige oplyst, at Contracitanten derformedelst er paaført Skade eller Tab. Indholden af den fremlagte Skrivelse fra Contra- til Hoved-Citanten af 14de Marts 1840 fører til sammen Resultat, efterdi Hovedcitanten har præsteret hvad deri er gjort til Betingelse for Føderaadets uantastede Udredelse, nemlig Gaarden Ruuds Frigjørelse før Hæftelser, og Overdragelse af Hovedcitantens Obligation i Sinderlien. Ikke heller kan Contracitantens subsidiere Paastand om Likvidation befaldes; thi vistnok fremgaaer det af førnævnte Skrivelse, at Contracitanten ifølge Opgjør af 1ste Januar 1838 havde tilgode af Hovedcitanten 2433 Spd. 3 Ort, hvoraf ikkun er ligvideret som
Side:678
talt 1.000 men Skrivelsen viser tillige, at Contracitanten for Resten vilde holde sig til Hovedcitantens Søn Gulbrand Ruud, og ikke ved Erhvervelse af Dom og paafølgende Execution søge sig betalt, saavidt tilstrække kunde ogsaa i Føderaade."*)
- Forsaavidt Thorne in subsidium ogsaa havde gjort Indsigelse mod at udrede Føderaadet med Penge for de Dele, som kunde præsteres in natura, bemærkede Underdommeren, at dette ikke kunde bifaldes for forløbne Aar, hvori Andreas Guldbrandsen havde været nødt til paa anden Maade at skaffe sig Livsophold, ligesom Thorne eller ikke speielt havde opgivet, hvilke Poster han herved meente, eller gjort speciel Indsigelse mod Taxten.
Stadshauptmand Thorne paaankede denne Dom til Christiania Stiftsoverret (2den Afdeling), ved hvis Dom af 31te August 1846 blev kjendt for Ret: Hovedapellanten Stadshauptmand Johan Frederik Thorne, bør for Contraappellanten Aandreas Gulbrandsen Ruuds, Enke, Gunild Ellingsdatter Ruuds Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for Underretten og Stiftsoverretten ophæves." I Præmisserne hedder det, efter at Contraappellantindens Fortolkning af Skrivelsen af 14de Marts 1840 overeensstemmende med Underretsdommen er angivet, saaledes: "Hovedappellanten vil derimod have sin Skrivelse saaledes forstaaet, at Føderaadet, hvilket han allerede tidligere vil have begyndt at tilbageholde til Dækkelse af Gjælden (de 2423 Spd. 3 Ort), fremdeles skulde gaae i Afdrag paa denne, indtil de i Skrivelsen satte Betingelser vare opfyldte, og at først fra denne Tid hans Løfte, om at holde sig til Sønnen for det da Resterende og ikke at antaste Føderaadet, skulde være gjældende, uden at han har villet renuncere paa sin Ret, at holde sig til Føderaadet for den til da forløbne Tid, hvorfor han ved Løftet om, ikke ved Erhvervelse af Dom og paafølgende Execution at ville søge sig betalt i Føderaadet, kun
Side:679
har villet frasige sig sin Ret efter erhvervet Dom at gjøre Execution i contraappellantindens Ret til Føderaadet i det Hele, og derefter realisere det til sin Fyldestgørelse Retten finder heller ikke, at Skrivelsen, uagtet den ikke ganske klart udtaler den Mening, Hovedappellanten lægger i den, indeholder Noget, der skulde berettige til at fortolke den paa anden Maade, end Hovedappellanten vil indrømme, og det saa meget mindre, som det kun synes lidet antageligt, at han, der allerede forinden, efter hvad han uimodsagt har avanceret, havde begyndt at indeholde Føderaadet til Afdrag paa Gjælden, skulde ville give Slip paa hvad han saaledes havde erholdt, og tilbagebetale det, naar Betingelserne siden opfyldtes. Kan Hovedappellanten saaledes ikke ved denne Skrivelse antages at have frasagt sig den Ret, han kunde have til forinden Betingelserne bleve efterkomne at holde sig til Føderaadet, maa han ogsaa nu kunne gjøre den gjældende, og skjønt han vel maa ansees at have været uberettiget til den af ham paa egen Haand uden Contraappellantens Samtykke foretagne Liqvidation, i det han alene havde jus retentionis indtil han havde truffet de fornødne processuelle Forføininger til at gjøre en formelig Liqvidation gjældende, maa han dog nu, efterat have til saadan Liqvidation under Sagen ved Underretten banet sig Adgang efter udtagen Contrastævning, kunne paastaae denne, da Rigtigheden af den Fordring, Hovedappellanten i Skrivelsen har angivet at have paa Contraappellanten, er in confesso mellem Parterne, og Bestemmelserne i N.L. 5 - 13 - 4 heller ikke skjønnes at være til Hinder for Liqvidationen. Heri kan heller ikke den tidligere mellem Parterne afsagte Underretsdom af 30te Marts 1843 være til Hinder. Denne Dom, ved hvilken Hovedappellanten, paa Grund af, at det efter Proceduren ansaaes at være in confesso, at Føderaadets udredelse var betinget af Indfrielse af den Gaarden Ruud paahvilende Pantehæftelse til Banken, hvilket da endnu ei var skeet, frifandtes for Tiden for Contraappellantens Tiltale, og med hvilken Hovedappellanten acqviescerede, finder
Side:680
Contraappellanten vel maa have afgjort, at Hovedappellanten, naar Betingelsen var efterkommet, skulde erlægge Føderaadet; men ligesom der i Dommen kun ligger, at den angivne Grund alene var tilstrækkelig til Hovedappellantens Frifindelse efter, Sagens daværende Stilling, har den ogsaa ladet uberørt, hvad Resultatet efter Proceduren forøvrigt maatte blive, i det Dommeren, efter hvad han saaledes havde antaget, har anseet det overflødigt at gjennemgaae Hovedappellantens da instituerede Contrasøgsmaal og nedlagte Contrapaastand*)."
- Cfr. de S. 659 Noten i forrige No. citerede Steder.
Side:689
Nu afdøde Andreas Gulbrandsens Enke paastævnte denne Sag til Høiesteret, og fik senere beneficum paupertatis samt fri Sagførelse ved denne Instants, hvor Thorne udeblev, hvorfor Sagen udgik til skriftlig Behandling.
Forinden Resultatet i Høiesteret angives, hidsættes af Proceduren i nærværende Sag følgende nærmere Argumentation fra Parternes Side: A. For Stadshauptmand Thornes Paastand: Som Forholdet stod, førend Skrivelsen af 14de Marts 1840 udfærdigedes, eller uden Hensyn til samme, formeente han at have Ret til at ansee hvad han aarlig blev skyldig paa Føderaadet som Afbetaling paa Føderaadsmandens Gjæld til ham ifølge den ovennævnte Opgjørelse og Sønnens efter
Side:690
Overeenskomst med Faderen udstedte Obligation til Thorne for det Beløb, hvorfor de, efter hvad der var in confesso, begge hæftede solidarisk. Denne Gjælds Renter vare oprindelig om Aaret omkr. 100 Spd., og Føderaadet er med Hensyn til det stemlede Papiir alene angivet til 80 Spd. aarlig, Thornes Ret var, bortseet fra den titnævnte Skrivelse, ikke betinget af Hæftelsernes Ikke-Indfrielse, der skulde begrunde en speciel Retentionsret, og heller ikke kunde man da paaberaabe mod ham L. 5-13-4, der, hvorledes man end iøvrigt vil forstaae den, ikke passer, hvor en Debitor gjør Brug af exceptio solutionis, eller paastaaer, at have afbetalt sin Gjæld ved hvad han hos Creditor har tilgode. Thorne havde nemlig kun holdt sig til hvad der efterhaanden af Foderaadet forfaldt, for dermed at dække hvad Andreas Gulbrandsen skyldte, og man kan saaledes ikke forsaavidt udlede nogen Erkjendelse fra hans Side om Nødvendigheden af formelig Contrasøgsmaal af den Omstændighed, at det i Skrivelsen af 14de Marts 1840 lader, som han ansaae saadant nødvendigt, for i det Hele at kunne gjøre Fordringen gjældende i Foderaadet. Ialt Fald holdt han sig til den Omstændighed, som Stiftsoverretten efter ham har udhævet, at han under nærværende Sag har iagttaget hvad bemeldte Lovsted efter den meest laxe Fortolkning, hvorom der kan være Spørgsmaal, fordrer af ham, forudsat at Contrafordringens Liqviditet eller Connexitet er paa der Rene, hvilket baade af Forholdets Beskaffenhed og af Parternes Transactioner forekom Thorne indlysende. Sagen maatte saaledes væsentlig komme an paa, hvorledes man vilde forstaae hans ovennævnte Skrivelse, og han meente da, at denne maatte forstaaes saaledes, som i Overretsdommen er angivet. Blot Tilbageholdelsesret med Hensyn til Foderaadspræstationerne, indtil Hæftelserne vare aflyste, havde det ikke været hans Mening at betinge sig; han vilde continuere, som han havde begyndt, i det han ved Kjøbet af Ruud blev baade Creditor og Debitor til samme Person, nemlig med at betale Føderaadets efterhaanden forfaldende Præstationer med hvad
Side:691
han havde tilgode, og at Fordringerne tildeels ikke vare eensartede kunde, som Vederpartens eget Søgsmaal udviser, ikke hindre denne Fremgangsmaade, da Føderaadet ligesaavel af ham, som af Modparten, matte kunne evalueres i Penge. Udtrykket "naar" o. s. v. i Skrivelsen antyder tilstrækkeligt, at terminus a qvo for en anden Fremgangsmaade først skulde indtræde, naar Hæftelserne vare aflyste (7de December 1844), hvilket er skeet efterat alle de paasøgte Føderaadspræstationer forlængst vare forfaldne og af Thorne anvendte til Dækkelse af Andreas Guldbrandsens forfaldne Gjælde, og mod den virkelig i Skrivelsen udtalte Renunciation af at holde sig til Modparten for den Rest, som ved Hæftelsernes Aflysning endnu maatte slaae tilbage, havde Thorne intet havt at indvende, ligesom hans Modparts Søgsmaal selv antyder, at han endog for den foregaaende Tid ikke har taget saa meget til Indtægt af Føderaadet, som han formeente at have Ret til. Det forekom besynderligt, at man kunde tiltroe ham den Mening med Skrivelsen, at han, efter i flere Aar under forgjæves Paavente af Hæftelsernes Indfrielse at have afskrevet Føderaadet i løbende Mellemværende med Andreas og Guldbrand Ruud, skulde vilde contant udbetale Penge for de i de saaledes forløbne Aar forfaldne Naturalpræstationer af Føderaadet, og han kunde ikke skjønne rettere, end at han ved Skrivelsen, endog saaledes som han forstod den, havde viist sin Modpart een Velvillie, som i Tvivstilfælde berettigede til den for ham fordeelagtigste Forstaaelse af hans Ord, om man end ikke vilde indrømme, at han selv var disses bedste Fortolker. B. For Appellantinden: Det antoges langtfra givet, at Thorne burde gives Medhold, hvis Skrivelsen af 14de Marts 1840 ikke havde faaet sin Tilværelse. Den Gjæld, Appellantinden indtaler, er nemlig grundet paa skriftlig Contract og Conditionerne ved den Auction, hvorved Thorne blev Eier af Gaarden Ruud. Men Andreas Guldbrandsens Gjæld til Thorne støtter sig oprindelig til opgjort Mellemregning, og da Andreas Guldbrandsen ikke har underskrevet sin Søns Obligation til Thorne for
Side:692
Opgjørelsesbeløbet, kan dette relativ til Appellanten fremdeles betragtes som illiqvid (cfr. 5-13-4). Men selv om man vilde see bort fra dette Lovbud, formeente Appellantinden, at den paafølgende Artikel gjorde det nødvendigt for Thorne, forinden han kunde liqvidere een Stilling af Føderaadets Værdie i sin Fordring paa Andreas Guldbrandsen, at han gjennem formeligt Contrasøgsmaal dertil banede sig Adgang, og det har han først gjort under nærværende Sag ved Contrastævning af 13de Augusti 1845, efterat den omtvistede Indfrielse af Hæftelsen til Norges Bank allerede havde fundet Sted, og al Fordring fra Thornes Side paa at holde sig til Appellantinden for Opgjørelsesbeløbet altsaa bortfaldt. (Nogen Indsigelse mod, at Renterne af dette Beløb havde vedkommet Appellantindens afdøde Mand, var, saavidt erindres, ikke fremsat, og det var heller ikke nægtet, at han med Sønnen har været solidarisk forpligtet, hvad selve Gjælden angaaer. Dog fremkom der ikke nogen Renteberegning eller nøiagtig Oplysning om, hvorledes det med Hensyn til Renterne forholder sig mellem Thorne go Guldbrand Andreassen, der efter sin Faders Ønske havde givet rentebærende Obligation fra sig.) Appellantinden holdt sig til, at Skrivelsen af 14de Marts 1840 betingelsesviis aldeles fritog hendes Mand for denne Gjæld. Da Thorne ikke har udredet noget i Anledning af Hæftelserne paa Ruud, som nu ere berigtigede, indfaae Appellantinden ikke, hvorfra hans Liqvidationsret skulde hidledes. Skrivelse af 14de Marts 1840 levner han i alle Tilfælde nu ingen Udvei. Den maa forstaaes, som den er skreven og meent. Appellantinden fandt ikke, at Thorne derved havde viist hende eller hendes Mand nogen Tjeneste, hvorfor han til Tab skulde nyde Begunstigelse med Hensyn til Skrivelsens Fortolkning. Han havde kjøbt Ruud for 2.000 Spd. Men da der paa Gaarden hvilede flere uaflyste Hæftelser, fandt han det beqvemmest at komme til sine Penge paa den Maade, at han, istedetfor at gjøre Execution i Føderaadet efter foregaaende Doms Erhvervelse, hvilket han tydeligt nok har indseet Nødvendigheden at,
Side:693
faae betalt - det Væsentligste af sin Fordring, for hvis Rest han havde dennes Søn at holde sig til, og Skrivelsen af 14de Marts 1840 er saaledes beregnet paa egen Intresse; han faaer derfor, efterat have nydt godt af de stipulerende Præstationer fra sin Modparts Side, finde sig i, at denne eller hans Enke nyder Værdien af Føderaadspræstationerne efter den derom oprettede Contract i sin Heelhed, altsaa ogsaa for den Tid, der er medgaaet inden Vilkaaret for Opfyldelse af Føderaadscontracten fra Thornes Side indtraadte. Man fandt ogsaa Bestyrkelse for at Thornes havde med Skrivelsen meent det saaledes i den Omstændighed, at han ikke havde tilbageholdt det hele Føderaad for 1840 og aldeles ikke afholdt noget deraf for Aarene 1841-1843, man først aldeles modsat sig Udredelsen af Foderaadet for 1844. Det var ogsaa ganske mærkeligt, hvorledes Thorne under det ældre Søgsmaal i den da vundne Sag har procederet. I hans Contrastævning under hiin Sag af 15de Juni 1841 siges der, efterat han har fortalt om sin Fordring paa Andreas Gulbrandsen og Søn og Anledningen til Skrivelsen af 14de Marts 1840: "Han har imidlertid ikke opfyldt de indgaaede Forpligtelser, i det han vel har overdraget mig den omhandlede Obligation, stor 200 Spd., men ikke skaffet mig aflyst de paa Gaarden Ruud hvilende Hæftelser, hvoraf ogsaa er en Følge, at mit Løfte, om ikke at søge ham for hvad han efter det Overanførte er mig skyldig, 1433 Spd. 3 Mk. med Renter, ei længer er bindende. Paa Grund heraf har jeg undlat at lade ham erholde det ham ellers tilkommende Føderaad, for at lade samme komme til Liqvidation i hans langt større Gjæld til mig." I sit Tilsvar ved Underretten i nærværende Sag af 5te Juni 1845 siger Thornes Sagfører, efterat det Factiske er udhævet: "En ligefrem Følge heraf er det, at Citanten, selv om det maatte befindes, at han nu har efterkommet de stipulerede Betingelser, dog har for bestandig tabt Retten
Side:694
til Føderaadet for det Tidsrum, hvori Betingelserne ei have været tilstede." Senere har han, som ovenfor anført, formelig institueret sit Contrasøgsmaal og derunder i Indlæg af 14de August 1845 udtrykkelig udhævet, at Andreas Guldbrandsen var Debitor for de 2.433 Spd. "med paaløbne Renter, hvoraf kun er betalt 1.000 Spd.," og mod dette Avancement er ingen speciel Indsigelse fremført fra Modpartens Side, uagtet denne paastod ved Skrivelsen af 14de Marts 1840 at være løst fra enhver Forpligtelse med Hensyn til denne Gjæld, og erklærede sig uvidende om, hvorvidt Sønnen endnu derpaa var noget skyldig (Indlæg ved Underretten af 3die Septbr. 1845).
Høiesteretsdom af 16de October 1847 er saalydende: "Underrettens Dom bør ved Magt af stande. Processens Omkostninger for Stiftsoverretten og Høiesteret ophæves. Den for Høiesteret befalede Sagfører, Advocat Rolfsen, tillægges i Salarium 30 Spd., der udredes af Statscassen.