Rt-1851-25

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1851-01-00
Publisert:	Rt-1851-25
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 121 O.nr. 20.
Parter:	Anders Gundersen Aanaas mod Ole Leifsen Aanaas med Værge.
Forfatter:
Lovhenvisninger:

Efter at Indstævntes Fader havde eiet Gaarden Aanaas i Søvde til 11te November 1842, da den ved Tvangsauction blev ham frasolgt af en Panthaver, som selv kjøbte den, men under 27de April 1843 tilbageskjødede ham to Trediedele deraf, besad han disse til 18de November s. A., da han solgte dem til Appellanten. Imidlertid blev Indstævnte født 16de og døbt 23 Juli 1843, og paa denne Søns Vegne foranstaltede Faderen den solget Andeel tilbagesøgt med Odel, idet han fik en Værge udnævnt for Sønnen, som han derpaa medtog til Amerika, hvorhen han med Familie udvandrede. Efter forgjæves Forligsprøve og Udsigelse før Juni 1845 blev Taxtforretning sat den 2den Juli 1846, og mødt med Indsigelse angaaende manglende Udskiftning, men fremmet, da Lavrettet, efter foregaaende Udviisning af Vedkommende i Besidderens Overvær, havde fundet bestemte Grændsemærker mellem begge Andele, hvornæst de omtvistede to Trediedele bleve værdsatte til 1250 Spdlr. Af de tre Lavrettesmænd, medens den fjerde derimod ansatte dem til 1600 Spdlr. Ved den af Besidderen tilstævnte Overtaxt, 17de August næstefter, blev den omtvistede Andeel værdsat til 1320 Spdlr. af de sex Lavrettesmænd, hvori de to øvrige angaves uenige, uden at det blev anført, hvori Afvigelsen bestod. Sagen blev dernæst fremmet til Thinge, hvor Løsningssummen blev tilbudt med fremleverede 1320 Spdlr., men afslaaet,

Side:26

hvorefter blev nedlagt Paastand om Tilpligtelse under passende Tvang til Udstedelse af Skjøde, mod den tilbudte Løsningssum, Fravigelse af Gaarden til første Faredag, under Udkastelsestvang, og Sagsomkostninger. Anders Gundersen paastod derimod Afviisning med Kost og Tæring eller Frifindelse med Omkostninger paa Grund af, at Godset ved lovligt Salg var gaaet ud af Familien, forinden Prætendenten blev født og døbt, og han altsaa efter Loven af 26de Juni 1821, §2, ikke kunde ansees som Odelsbaaren. Hertil svaredes, at Godset, hvortil Faderen beviislig var Odelsmand, ikke havde været ude af hans Besiddelse inden den kort efter Auctionen paafulgte Gjenløsning fra Panthaveren, men først gik ud af Familien, da det blev solgt til nærværende Besidder, følgelig efter at Odelsprætendenten var født og døbt. I et følgende Tilsvar gjordes Indsigelse mod den fremlagte Attest af Udkomstbøgerne, som utilstrækkelig til at bevise, at det første Hjemmelsbrev (af 1809) var saaledes afsattet, eller Eiendommen af saadan Beskaffenhed eller saaledes besiddet, at Odel kunde hævdes, eller at Prætendentens Fader, paa hvem Eiendommen ved Skifte efter første Forhverver skulde være overgaaet, var en Descendent af denne (Hvilket imidlertid af Vidner var forklaret), hvorpaa Sagen blev indladt med gjentagne Paastande som før. Ved Underretsdom i nedre Thelemarken af 27de April 1848 blev saaledes kjendt for Ret: «Indstævnte Anders Gundersen Aanaas bør under Udkastelsestvang til Lovens første Faredag for Citanten, Umyndige Ole Leifsen Aanaas med Værge Ole Leifsen Norengutto fravige og ryddiggjøre Odelsgodset Aanaas, Matr.-Nr. gl. 84, nyt 5, l.nr. 20 i Søvde, af Skyld 1 Tønde 4 Sættinger, eller 3 Skylddaler 2 Ort 4 2/3 Skill., imod at erlægge Løsningssummen 1320 Spdlr. - et Tusinde tre Hundrede og tyve Spdlr. Ligesaa bør Indstævnte under en Mulct af 1 - een - Spdlr. Til Søvde Fattigkasse for hver Uge, han sidder denne Dom overhørig, udstede Skjøde til nævnte Umyndige. Endelig bør Indstævnte erstatte Citanten denne Sags Omkostninger med 45 - fem og fireti -

Side:27

Spdlr. At efterkommes» osv. Den 1ste September s. A. blev i Ny York udstedt følgende Document: «Herved erklæres, at jeg, som født Værge for min Søn Ole Leifsen, paa hans Vegne af Anders Gunderssen Soner af Søvde Thinglag, Bratsberg Amt i Norge, nu i Alt har modtaget den Summa 185 - et Hundrede otteti og fem - Spdlr., der udgjøre der ved Overeenskomsten fastsatte Beløb, med hvis rigtige Erlæggelse bemeldte min Søns Odelsløsningsret til 2/3 i Gaarden Aanaas, gl. Matr.-Nr. 84 nyt 5, L.nr.20, i bemeldte Søvde Thinglag, af Skyld 2 Tønder eller 5 Skylddaler 19 Skill. (?), skal tabt, og at som Følge af denne Indbetaling den om nysnævnte 2/3 Parter i Gaarden Aanaas reiste Odelssag nu er fuldstændig op: og afgjort, saa at Odelsmanden paa eller i Anledning af samme ingen som helst Ret eller Fordring har, enten paa Gaardens nærværende Eier, fornævnte Anders Gundersen, eller senere Eier, samt at det nu er mit bestemte Forsæt, at bosætte mig med Familie, og altsaa min Søn Ole Leifsen, for bestandig i de nordamerikanske Fristater. Leif Torgrimsen. At ovenstaaende Qvittering er underskrevet i min Nærværelse af Leif Torgrimsen, samt at han med fuldt Overlæg har udstedt samme, bevidnes herved. I det kongelige norske og svenske Consulat, Ny York den 1ste September 1848. A. Edr. Habicht, Consul.» (L. S.) Appellanten paaankede nu Dommen for Overretten, hvor han i det Væsentlige nedlagde samme Paastand som før, med Tillæg af Omkostninger, og hvor blandt Andet blev fremlagt følgende Skrivelse fra Bratsberg Amt af 17de Juli 1849: «Ved at remittere de med Hrr. Sorenskriverens Skrivelse af 14de dennes indkomme Documenter betræffende Procurator Petersens Andragende om, at en anden Værge i Stedet for Ole Leifsen Norengutto maatte blive beskikket for den umyndige og fraværende Ole Leifsen, m. V., meddeles til behagelig Efterretning, at jeg med Dem er enig i, at der ikke synes at være tilstrækkelig Grund til at fratage Ole Norengutto Værgemaalet, og at de øvrige omhandlede Spørgsmaale maae blive at

Side:28

afgjøre ved Domstolene» Hvori Documenterne og Spørgsmaalene bestode, blev ikke for Høiesterte nærmere oplyst. Fra Indstævntes Side blev ved Overretten nedlagt Paastand om Stadfæstelse med Omkostninger, hvilken Paastand ved Overrettens Dom af 17de December 1849 blev tagen til Følge, med den fornødne Udsættelse i Fraflytningsterminen og Omkostningernes Bestemmelse til 20 Spdlr. Løsningssummen blev nu atter beskikkelsesviis tilbudt Appellanten, med Opfordring til at udstede Skjødet, men begge Dele bleve afslaaede med Bemærkning, at han ikke vidste, om Lysningsmanden levede, eller eri, og at han havde gjort Anstalt til Dommens Paaanke. Den 15de April 1850 udtoges Appellantens Høiesteretsstævning, og den 26de Juni blev Uskaftelsesforretning sat, men paa Grund af Ankestævningen indstillet, efter at der igjen var prodeceret om Legitimation for, at den udvandrede Prætendent endnu var i Live, i hvilken Anledning Værgen lod tilføre, at han havde anseet det for at være sin ubetingende Pligt, at gjennemføre den paa Myndlingens Vegne instituerede Odelspaatale, da Overformynderiet ikke har fundet tilstrækkelig Grund til at entledige ham fra Værgemaalet, omendskjønt hans Myndling er udvandret til Amerika. Comparenten vilde med Hensyn hertil henvise til den i Overretsacten indtagne Skrivelse til Bratsberg Amt, af 17de Juli 1849, paategnet af nedre Thelemarkens Sorenskriveri den 29de s. M., og fremlagt i Overretten den 17de September næstefter. Naar Vederparten opfordrer til at fremkomme med Oplysninger, som Besidderens Svar til Beskikkelsen maatte have foranlediget Værgen til at søge indhentede, da maa Comparenten af Vederparten begjære en nøiagtig Antydning om, i hvilken Retning disse Oplysninger skulde være søgte. Sigtes herved alene til at tilveiebringe Legitimation for, at Myndlingen lever, da maa Comparenten bemærke, at Værge ikke anseer sig forpligtet til, i denne Henseende at tilveiebringe nogen Legitimation, efterdi det vel maa antages, saaledes som det ogsaa af Værgen ved nærværende Forretnings

Side:29

Begjær er antaget, at Myndlingen lever og vil vende tilbage til Landet, saa snart som han kan komme i Besiddelse af sit Odelsgods.» Den begjærete Antydning udeblev.

Ved Høiesteret støttede Appellantens Sagfører sig fornemmelig paa, at Sagen ved det med Faderen i Ny York indgaaede Forlig var frafaldt, og at dette Forlig maatte ansees bindende. Den paa Faderens Forlangende udnævnte Værge havde, meente han, intet andet Kald, end at besørge Odelspaatalen, hvortil allerede de første Skridt vare gjorte, udført i Faderens Forfald, medesn denne drog til Amerika, vist nok i Hensigt, at nedsætte sig der med Familie, men i Uvished, om det vilde skee. At den udnævnte Værge maatte betragtes alene som curator ad litem, fremgik blandt Andet deraf, at den Umyndige - hvem Faderen med Øvrighedens Samtykke medtog til Amerika og fremdeles beholdt under sit almindelige Værgemaal - intet Ander efterlod her i Landet, som kunde tiltrænge en Værges Udnævnelse, end den af Faderen paabegyndte Odelssag. Naar en almindelig, født eller sat, Værge i sit Forfald forlanger og faaer udnævnt en Tilsynsværge, som her, er det ikke paa nogen af Siderne Meningen, at hans Raadighed over det Anliggende, som Tilsynsværgen i hans Sted skal varetage, derved ophører saaledes, at det ikke staaer i hans Magt, naar han finder for godt, selv at overtage dets Røgt. Tvertimod erkjender man, hvad ogsaa Forholdets Natur ligefrem tilsiger, at Tilsynsværgens Kald ophører, saa snart den almindelige Værge selv vil overtage Forretningen, ligesom den i Følge Beneficium befalede Sagførers Kald ophører, saa snat Parten vil, og navnlig naar han afgjør Sagen ved Forlig, som her. Om Faderen var kommen tilbage og selv havde villet overtage Sagens Udførelse, var det vel heller ikke faldet Nogen ind, at den i hans Forfald satte Værge skulde kunne fortrænge ham, hvorimod man uden al Tvivl derved havde anseet dennes Hverv umiddelbar ophørt; og om Odelsmanden selv, som myndig Mand eller som Mindreaarig med Curator, i Ny York havde indgaaet Forliget,

Side:30

vilde man ligeledes uden al Tvivl have anseet den satte Værges Kald derved endt. At Faderen, som vedblivende almindelig og retmæssig Værge, maatte have samme Raadighed over den af ham selv paa Sønnens Vegne reiste Odelssag - som han oprindelig kunde have undladt, uden at nogen Anden kunde have optaget den i hans Sted - var klart nok, selv om man fremdeles vilde tænke sig Begge som norske Borgere; men om den norske Øvrighed end antoges at kunne raade over norske Myndlingers Odelssager, selv hvor Spørgsmaalet ikke var om Løsning ved Hjælp af deres Arvedmidler - og her fandtes ingen Arvemidler for Sønnen, men alene Faderens Penge, at løse med - saa maatte dog den norske Øvrighed utvivlsomt ansees uberettiget til, gjennem sat Værge at fremtvinge Odelsløsning paa en erkjendt Udlændings Vegne, tvertimod dennes fødte, almindelige og retmæssige Værges udtrykkelige Villieserklæring. Og hvorfra skulde Løsningssummen tages? Hvis den satte Værge selv skaffede Pengene, efter at Sagen saaledes var afgjort i Amerike, hvor Fader og Søn havde nedsat sig, var det visselig ogsaa i egen eller Andres Interesse, at Løsningen paadreves, skjønt det skeede i Odelsmandens Navn, og følgelig for hans Regning, for saa vidt noget Tab deraf opstod. Men det var ingenlunde Lovgivningens Mening, at Odelsretten og Formyndervæsenet saaledes i dobbelt Henseende skulde kunne misbruges. Heller ikke var det Amtmandens Mening med at negte ny Værges Udnævnelse, at den tidligere satte Værge skulde vedblive at fremdrive Sagen, efter at den mellem rette Vedkommende var forligt, hvorimod Amtmanden kun ingen Grund fandt til at overføre Værgemaalet paa nogen Anden, idet han for Øvrigt udtrykkelig henskjød Spørgsmaalet under Domstolenes Afgjørelse, da det ikke tilkom ham, at bestemme Retsvirkningen af det i Amerika indgaaede Forlig, og Forholdet med Værgemaalet, nemlig Meningen med den paa Faderens Forlangende satte Værges Udnævnelse, ikke tiltrængte nogen nærmere Forklaring, efterdi det, som allerede viist, fremgik af

Side:31

sig selv, hvorledes en saadan sat Værges Kald maatte forholde sig til den fødte og vedblivende almindelige Værges Myndighed. For Øvrigt gjentog han den ved Underretten fremsatte Indsigelse, at Sønnen, efter at Godset ved Salg var gaaet ud af Familien, ikke dertil kunde ansees odelsbaaren, og at han i alle Fald ikke kunde løse en intellectuel Deel af det Hele, som fremdeles paastodes solgt og besiddet af Kjøberen udeelt. Hans Paastand gik derfor væsentlig ud paa Frifindelse og Omkostninger.

Hertil svarede Indstævntes Sagfører, at Faderen ikke kunde fraskrive sin Søn Odelsretten følgelig ikke tilbagekalde Søgsmaalet. Paa hvis Forlangende Værgen var udnævnt, fandtes ikke oplyst; men i alle Fald var Udnævnelsen ikke forbunden med nogen Betingelse eller Indskrænkning til et enkelt Anliggende, hvorfor den maatte forstaaes som enhver anden almindelig Udnævnelse at Værge, og ved at negte dens Tilbagekaldelse havde Amtmanden her unegtelig afgjort Spørgsmaalet om, hvo der skulde raade for Sagen; thi selv om Udnævnelsen oprindelig havde været at forstaae som Modparten fortolkede den, maatte Negtelsen af at tilbagekalde den, for saa vidt dens Gjenstand angik, begrunde en Indskrænkning i Faderens Raadighed, da Spørgsmaalet var om Haandhævelse her i Riget af Rettigheder, som tilkom en Myndling, er ingenlunde kunde ansees skilt fra det norske Statssamfund, ved at have fulgt sin Fader til Amerika, men kunde vende tilbage, som Hensigten oprindelig var og, trods Faderens Erklæring i Ny York, da han modtog Odelspengene, vel fremdeles kunde blive. Øvrigheden havde ikke overladt til Domstolene at afgjøre Spørgsmaalet om Værgens Myndighed, men kun de øvrige Spørgsmaale, og Sønnen kunde, som sagt, vende tilbage for at nyde Godt af den stedfundne Indtale af hans Odelsret, som Faderen ikke kunde fraskrive ham. Hvad den anden Indsigelse angik, da vist Skjødet, at Besiddelsen ei var opgiven, ligesom og den Omstændighed at Panthaverens Auctionsskjøde og hans Tilbageskjødning bleve thinglæste paa een Dag, godtgjorde,

Side:32

at han ikke var bleven Eier af Gaarden, inden han tilbageskjødede den som gjenløst; thi det afgjørende Moment ved Eiendomsoverfragelsen var Thinglysningen, hvorved den først fuldbyrdedes. Den tredie Indsigelse havde lige saa lidet at betyde. Selv om Udskiftning ikke havde fundet Sted, hvilket dog her beviislig var Tilfældet, maatte Løsning af den Faderen tilbageskjødede Andeel kunne finde Sted; thi i modsat Fald maatte nærmeste Odelsmand alltid kunne spile de Øvriges Odelsret, ved at beholde en ubetydelig Deel af Eiendommen i Uskifte med den, til hvem han solgte den væsentligste Deel deraf. For Resten maatte begge Indsigelser efter Underretsprocedurens Beskaffenhed ansees frafaldne. Han paastod derfor Stadfæstelse og Omkostninger.

Høiesterets Dom, afsagt 13de December 1850, er saa lydende: «Stiftsoverrettends Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes, at Fravigelsen skeer til Lovens næste Faredag, og at Processens Omkostninger for bemeldte Ret ophæves. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.»

Overretten præmitterede i det Væsentlige som Indstævntes Sagfører, og Høiesteret har uden Tvivl bygget sin Stadfæstelsesdom paa samme Anskuelse, hvad begge Hovedspørgsmaale angaaer. Hvad Udskiftningen angaaer, da kan Lavrettet baade ved at værdsætte det Hele og ved særskilt at vurdere de to Trediedele efter Skillemærkerne til samme Resultat.