Rt-1852-389
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1852-04-29 |
| Publisert: | Rt-1852-389 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 176. O. Nr. 52 2 Sess./1851. |
| Parter: | Husmand Daniel Madsen mod Proprietær Aasgaard. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: |
Medens nu afdøde Sorenskiver Brüenech eiede Gaarden vestre Bingen i Sørum, oprettede han med Appellanten en Husmandscontract, 14de April 1832, thinglæst 1ste Juni s. A., hvorved han i Betragtning af Appellantens lange og troe Tjeneste, og for under sine Embedsreiser at have en kyndig og paalidelig Mand til Opsynsmand ved Gaardbruger, fæstede ham paa hans og Kones Livstid Pladsen Løkken, og tillagde denne et oprøddet Jordstykke, opførte nye og bedre Huse paa den, end for en Husmand er almindeligt, vedtog at betale ham en ualmindelig høi Dagløn, betingede sig en efter Omstændighederne meget ringe Afgift, men paalagde ham at have Tilsyn med de øvrige Husmænd og Tjenestefolk, og selv uvægerlig ar forrette alle Slags Arbeider, som hidtil - kort: Meningen sees at have været, blot at bosætte Appellanten og aflønne ham paa anden Maade, men fremdeles at beholde ham som Husbondskarl. Det paalagdes ham derfor i 2den Post: daglig at arbeide paa Gaarden, undtagen den Tid, han nødvendig behøvede til Pladsens Dyrkning og Afgrødens Indhøstning, mod 32 Skill. daglig, Vinter og Sommer, paa egen Kost; i 5te Post; at lade saa vel sin Kone, som sine Børn i sin Tid, paa Gaarden forrette det Arbeide, hvortil de kunde bruges, for en forholdsmæssig gængs Betaling; i 7de Post: aldeles ikke at tage Inderster i Huset uden Eierens Tilladelse, osv. I 9de Post hed det: «Da Gaarden har liden og ubetydelig Sommerhavn, saa kan heraf ei Mere tilstaaes ham (Appellanten) for sine Kreature, end fon een Ko om Sommeren med
Side:390
mine egne Kreature, saa længe Havn haves, men hvilket ei maa gjøre noget Hinder for mig eller efterkommende Eier i at opdyrke den gjenværende Deel af Havnen, om end al Sommrhavn derved ophører.» I 10de Post hed det: «Skulde Afgiften ei til rette Tid blive betalt, eller forestaaende Poster ei nøiagtigen blive opfyldte og efterlevede, ansees Contracten strax som fra begge Sider opsagt, og Husmanden er da pligtig til, endog uden Opsigelse af fraflytte og røddiggjøre Pladsen til næstpaafølgende Faredag, under Udkastelsestvang,» osv. Sluttelig tilføiedes: «Disse Vilkaar antager jeg Daniel Madsen til punctlig Opfyldelse i alle Dele;» hvorefter Contracten findes underskreven af begge Parter. Efter Sorenskriver Brüenechs Død blev Gaarden kjøbt af en Proprietær Andersen, som gjorde forberedende Skridt til at faae denne kostbare Husmand, han ikke som Brüenech tiltrængte, ud fra Pladsenpaa Grund af formeentlig uhjemlet Havnegang og Skovhugst; men denne Sag blev opgjort mellem dem ved Commissionsforlig af 6te August 1845, der indeholdt, at Daniel Madsen erkjendte maaskee for en Deel at have gjort sig skyldig i de af Husbonden paaklagede Brud, da han ei tilfulde havde forstaaet de ovenanførte Puncter (Hugst og Havnegangsretten) betræffende Clausuler i Contracten af 14de 1832; men han vedtog og forpligtede sig til for Eftertiden «i Eet og Alt strengt og samvittighedsfuldt at holde sig bemeldte Contract med samtlige dens Puncter og Bestemmelser efterrettelig, under Tvang, som dens 10de Post fastsætter og indeholder,» hvorhos han vedtog Mulct til Fattigkassen. Da Andersen derpaa havde solgt Gaarden til Aasgaard, lod denne Daniel Madsen i September 1847 indkalde til Forligelsescommissionen for i flere Henseender at have misligholdt Contracten af 1832, i Særdeleshed de ovenanførte 2, 5, 7 og 9de Poster, i Forbindelse med Commissionsforliget af 1845. Klageren tilbød Forlig paa Vilkaar, at Indklagede forbandt sig til at svare Arbeide paa Gaarden med to arbeidsdygtige Folk foregaaende Tilsigelse, saa ofte Arbeide af Gaardeieren maatte fordres, og
Side:391
i Øvrigt paa de gamle Vilkaar; men herpaa vilde Indklagede ikke indgaae. Han blev derpaa udsagt til Faredag 1848, skjønt det i Udsigelsen bemærkedes, at han var pligtig til at vige uden Udsigelse, og blev derpaa stævnt til Fravigelse, Røddiggjørelse og Udredelse af Sagsomkostningerne, men paastod Frifindelse og Omkostninger. Anderdommeren fandt, at han havde overtraadt Contractens 2, 7 og 9de Poster, og tilpligtede ham derfor efter 10de Post at fravige og røddiggjøre Pladsen, men ophævede Sagsomkostningerne. Denne Dom blev fra begge Sider paaanket, for Daniel Madsen med Beneficium, og fra begge Sider nedlagt Paastand som før, med Tillæg af Paaankningsomkostningerne. Overretten fandt kun 9de Post overtraadt, men efter 10de Post fik Sagen ogsaa der samme Udfald i ny Conclusion, hvorved Sagsomkostningerne for begge Retter ophævedes, og den befalede Sagfører for Hovedsagen og et nyt Thingsvidne blev tillagt Salar af Statskassen. Efter nyt beneficium paupertatis blev Sagen derpaa af Daniel Madsen indanket til Høiesteret, hvor den paa Grund af Indstævntes Udebivelse udgik til skriftlig Behandling, med Paastand som før; men ved Høiesterets Dom af 20de Marts 1852 blev Overretsdommen stadfæstet, med Forandring af Fravigelsestiden til første Lovens Faredag efter Høiesteretsdommens Forkyndelse, og med Ophævelse af Sagsomkostningerne ogsaa for Høiesteret, idet den befalede Sagfører blev tillagt Salarium af Statskassen. Ved Høiesteretsstævningens Forkyndelse for Aasgaard erklærede han, at Sagen var ham uvedkommende, da Gaarden var solgt til Candidat Wergeland, som erkjendte dette for Stævnevidnerne, og altsaa sees at være underretten om Anken. Som Udfaldet viser, fik denne Omstændighed dog ingen Indflydelse, og kunde vel heller ikke efter nogen Theori eller Praxis komme i Betragtning. Som Følge af den for Stævningsvidnerne fra begge Sider erkjendte Overdragelse maatte Wergeland vist nok have været berettiget til at indtræde i Sagen for at iagttage sit Tarv; men Appellanten maatte lige fuldt kunne forfølge sit Parti
Side:392
efter den udtagne Ankestævning til sin oprindelige Modpart og Domhaver, uden at blive forpligtet til, ved ny Stævning at inddrage en ny Modpart i Sagen, hver Gang man ved hans tidligere Stævnings Forkyndelse fandt for godt at opgive ham en saadan, om end Henviisningen til denne ledsagedes af Beviis for fuldendt Overdragelse ved thinglæst Skjøde - hvilket her ikke var Tilfældet - eller ved Transport paa den foregaaende Dom, hvis det havde været en namsdom; og selv denuntiatio litis - som efter det Anførte her i alle Fald var bleven overflødig, om den ellers kunde ansees nødvendig - vilde han neppe have været forpligtet til, hvis der efter den allerede udtagne Stævning ikke havde kunnet gives tilstrækkeligt Varsel; thi det følger saa vel af Tingens Natur som af L. 1-11, at man i anhængigjort Sag ikke ved Substitution maa kunne sim Modparts Ret eller Søgning spilde eller til Skade forhale, eller paaføre ham nye Uleiligheder eller Bekostninger, eller delegere sine personlige Forpligtelser i Anledning af Sagen, uden Sikkerhed for deres Opfyldelse. Hvorledes man, inden Sag er reist, har at forholde sig i tilfælde af, at Modparten er udtraadt og en Anden indtraadt i det Forhold, hvorom der tvistes, maa beroe paa Omstændighederne i ethvert forekommende Tilfælde, og vilde blive for vidløftigt her nærmere at undersøge; men at den udtraadte Part heller ikke i saa Fald kan skyde Sagen fra sig til den indtraadte, og faae Søgsmaalet afviist, vil indsees. (Jfr. den i Rt-1852-24-32 indtagne Sag, hvor Frifindelsen støttede sig paa Realitetsgrunde). I Realiteten var her alene Spørgsmaal om den Misligholdelse af Contracten af 1832, som havde fundet Sted efter Aarsgaards Tiltrædelse af Gaarden i Vaaren 1847. Hvad nu Havnegangen betræffer, hvorom Tvisten for Høiesteret dreiede sig, sa maatte det allerede ved den af Appellanten underskrevne 9de post ansees erkjendt, at Hjemhavnen var utilstrækkelig for Gaardens egne Kreature, og dette blev endvidere af samtlige Vidner bekræftet. Imidlertid provede to Vidner, som Vaaren 1847 som i Tjeneste paa
Side:393
Gaarden, at Appellanten Sommeren samme Aar holdt Hest, hvilken de saae forskjellige Gange havnet i Aasgaards Havnehage, uden at de vidste, paa hvad Maade Hesten der var kommen ind; at denne Havning foregik paa et Sted, som heder Elvestranden, hvilket efter samtlige Vidner gjælder om al Appellantens Havning siden Vaaren 1847, for saa vidt den ikke har fundet Sted paa Pladsens Jorder; to andre Vidner, der forklarede sig som de to foranførte om Havningen af Hesten, tillagde, at Appellanten i Begyndelsen af Vaaren nogle Dage ogsaa havnede sine øvrige Kreature i Gaardens Havnehage, men derefter bortsatte dem paa et andet Sted, med Undtagelse af en Ko, som hele Sommeren havnedes i samme Hage, hvorhos flere Vidner forklarede, at Appellanten paa Elvestranden en Tid af Sommeren foruden Koen havnede en Kvie og en Sou med Lam, dog ikke længe, og et Vidne, at disse Kreature ikke af Vanvare vare komne der, men af Appellanten selv vare indslupne, hvori et andet Vidne var samstemmigt. Om Elvestranden blev det oplyst, at den er en Jordstrækning, som løber langs med og ned til Glommen; men om den, da Contracten af 1832 blev oprettet, ved Gjærde var avskilt fra den øvrige Havnegang, fandtes ikke oplyst, skjønt det var godtgjort, at der allerede i Brüenechs Tid blev opsat Gjærde tværs over Havnegangen, hvorved Elvestranden adskiltes fra den egentlige eller, som Vidnerne udtrykte sig, opdyrkede Havnehage, hvorimod det blev godtgjort, at et saadant Gjærde ikke fandtes før Brüenechs Tid, da den hele Havn gik i Eet. Imidlertid syntes det under Proceduren erkjendt, at Gjærdet ikke var der, da Contracten oprettedes. Efter at det var opført, havnede Brüenech ikke nedenfor samme, men lod Husmændene alene havne paa Elvestranden. Andresen flyttede Gjærdet i sin Besiddelsestid nærmere mod Elven, og udvidede saaledes den egentlige eller opdyrkede Havnehage, idet han indstrænkede Elvestranden, hvilken ligeledes han overlod Husmændene til Havning, uden selv at bruge den dertil. Aasgaard havde indrettet Tingene paa samme
Side:394
Maade, men dog, som det syntes, efter Sagens Anlæg, yderligere indskrænket Elvestranden, da han deri oprøddede og indhegnede en Rugbraate. Endelig oplystes, at Elvestrandens nederste Deel, Evjen kaldat, i Flomtiden har været benyttet ved Tømmerflødning. Appellanten har i Henhold til det Anførte paastaaet, at Elvestranden ikke hører til Gaardens Havnegang, men fra umindelig Tid har været overladt Husmændene til Afbenyttelse, og at derfor Contractens 9de Post maa forstaaes saaledes, at Appellanten, foruden ubunden Ret til at havne paa Elvestranden, skulde have Udgang til, med en Ko at havne i Gaardens egentlige Havn, hvilket han blandt Andet udledede af Udtrykket: «mine egne Kreature.» Havde dette været Meningen, meente Modparten imidlertid, at det maatte have været omtalt i Contracten, som derom tiede; og da Havnegangen før Contractens Oprettelse gik i Eet, Elvestranden med den øvrige Havn, og Gjærdet i alle Fald var en ny Indretning af Brüenech, meentes det saa meget klarere, at der i 1832. Da Contracten skreves, ikke kunde vare tænkt paa, at Elvestranden skulde være en udenfor Gaardens Havnegang beliggende Strækning, hvori Appellanten foruden den udtrykkelig tilstaaede indskrænkede Havneret skulde have en aldeles uindskrænket Adgang til at havne. Appellanten paaberaabte sig fremdeles, at han i Brüenechs som i Aasgaards Tid; men herimod meentes, at der ikke kunde lægges nogen Vegt paa Brüenechs Skaansel mod en ham saa nødvendig Tjener, og bemærkedes, at Andersen ikke taalte men paataalte saa vel ulovlig Havning som Hugst af Appellanten, der ved Forliget af 6te August 1845 gik ind paa hans Anskuelse af Sagen, og lovede at afholde sig fra saadanne Contractsbrud for Fremtiden - og ved at erkjende at han netop havnede da som senere, havde Appellanten bragt sig selv ind under Clausulen i Forliget og Contractens 10de Post. Fremdeles paaberaabte Appellanten, at Aasgaard ved at negte ham Havning af en Ko blandt hans egne Kreature i den egentlige Havnehage havde
Side:395
givet ham Adkomst til at tage Erstatning ved Havning af flere Kreature i Elvestranden. Men Aasgaard negtede nogensinde at have formeent ham Havning af een Ko hele Sommeren i den bedre Hage, og Appellanten havde ikke en Gang forsøgt at bevise det. Endelig paastod han, at de flere Kreature, der foruden Koen vare seede i Elvestranden, maatte være indkomne af Vanvare, da det var skeet uden hans Vidende og Vilje, formodentlig formedelst de slette Gjærder. Men denne Undskyldning stemmede lidet med hans øvrige Paastande og med Vidneforklaringerne.