Rt-1852-404

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1852-03-25
Publisert:	Rt-1852-404
Stikkord:	Laxefiskeriet i Finnmarken
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 183. O.nr. 7.
Parter:	Verksbestyrer Thomas mod Moses Pedersen.
Forfatter:
Lovhenvisninger:

Som saa mange andre Ting i Finnmarken - der efter

Side:405

Landets Beskaffenhed og Indbyggernes Levemaade i væsentlige Henseender kan betragtes som en Alminding - har ogsaa Laxefiskeriet i de store Elve der været drevet for en stor Deel anderledes end i de øvrige Dele af Riget, og dette har givet Anledning til forskjellige Uleiligheder, hvorpaa blandt Andet nærværende Sag frembyder et Exempel. Indtil Slutningen af det syttende Aarhundrede skal Laxefiskeriet i Tana og Alten Elvene som Regale være bortforpagtet. Senere findes ingen bestemt Oplysning om, hvorledes det er drevet, forinden Amtmand Hammer derom ytrede sig i en historisk Underretning (rimeligviis til Commercecollegiet) om Finmarkens Handel, indtagen i 3die B. af Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie, hvor S. 310-311 forekommer følgende: «De Steder, man betjener sig af for nærværende Tid til Laxefiskeriet1) i Finmarken, ere: først Altens Elv, hvor Laxefiskeriet nu forsvarligen, saa vidt som Folkets og Landets Omstændighed vil tillade det, bliver brugt i Følge den Anordning, jeg for samme udi Aaret 1761 den 6te Mai har gjort og det høilovlige Commercecollegium tilsendt under 27de Juli s. A. For det Andet er Tanaelven, hvis Lax er bekjendt udi Holland og overalt for den bedste og fedeste i hele Norge, under Navn af Tana-Bays Lax, hvorfra tilforn haver været udskidet 2 à 300 Tønder Lax, men nu i nogle Aaringer 10 à 12 ja ikkun 5 à 6 Tønder, hvilket froidement og sans souci regarderes, nagtet at Feilene, som begaaes derved, ere visselig Aarsag dertil. Jeg negter vel ikke, at der ere mange Aarsager, hvoraf jeg kunde anføre adskillige, som gjøre, at Laxefiskeritet er slettere det ene Aar end det andet, som ikke er at remedere; men dette er

Side:406

at udsætte ved Tana Laxefiskeriet: først er der ikke som ved Altens Laxefangst er sluttet Selskab, som har sin Formand derfor, men Enhver stænger og fisker for sig selv, og leverer deraf hvad dem behager til Handelen; for det Andet iagttage de ikke alle Tider de rette Steder og Situationer i Henseende til deres Stængsler; og for det Tredie betjene de sig ikke som i Alten af Rever-Garn og Kaste-Nod til at tage Laxen med, men Stængsler ere det Eneste, da derimod, naar der var et sluttet Selskab, og de med Nod og Rever-Garn vilde tillige med Stængslerne bruge Laxefiskeriet, maatte ufeilbarlig blive en bedre Fangst, efterdi de fleste Lax udi Altens Elv tages med Nod og Rever-Garn, saa at man med et eneste Kast med Noden har ofte taget 500 Lax, som jeg selv har været øiensynlig Vidne til. Videre er Porsanger-Fjorden det tredie Sted, hvor Laxefangsten bruges paa samme Maade som i Tana; og der fjerde Sted er Pasvig-Fjorden2), hvor Russe-Finner fange den, og til Vadsøhandelen levere deres Lax, saa at der ikkun ere fire Steder i hele Amtet, hvor Laxefiskeriet bruges paa den Maade som er. Derimod ere der mange andre Elver, hvor der gives Leilighed til Laxefangst, som for Ex. Leerbotten i Altens Thingsted, Laxefjord-Borg3) i Kjøllefjord Thingsted, Riisfjord i Omgangs Thingsted, Langfjord-Bunden ditto, Troldfjorden ditto; udi Persfjorden4) ere tvende Laxeelver nemlig Øst- og Vestelven, Skalnæs5) i Vadsø Thingsted, Thomas-Elven ditto; der gaae smaa Lax

Side:407

udi Jacobs-Elven6), hvor der kunde blive et rigt Fiskeri, naar Laxefangsten der blev ret anlagt; Bergeby-Elven ditto; udi Bugøfjorden er trende Elve, nemlig Vest- Syd- og Østelven. Dette er for Laxefangst, der kunde skee i og ved Ferskvandselvene. Derhos kunde der skee lige saa god Laxefangst med at bruge Laxevaarper og Laxegarn langs med Næssene, hvor Laxen passerer forbi, naar den vil op i Elevene, efterdi paa den Maade fanges den meste Lax nordenfjælds. Mon det derfore ikke var deres Pligt, som Inspectionen over den finmarkske Handel have, at erkyndige sig til Commercens Bedste om disse Ting, og at være omhyggelig for at faae et Par duelige Mænd, som vare vante med det Slags Fiskeri og Indretning nordenfjælds fra, for at undersøge de Steders Leilighed i Finmarken, hvor Laxefangsten hver paa sin Maade efter Stedernes Beliggende kunde indrettes. Videre er det en Feil af Benævnte, at de ei ere vidende om eller erkyndige sig, hvad og hvilket Slags er afsætteligt paa ethvert Sted. Nu udskibes velden store Lax og af Handelsbetjenterne modtages. Derimod, hvad Smaalax er betræffende, som fanges der, da da udskibes den ikke for Handelens Regning, som for sig selv bør forteres, uagtet der ere de Steder, hvor den mindre Lax er i bedre Priis end den store, som f. Ex. i Livorno gjælder en Tønde af den mindre Lax 1 Rdlr. Mere end den store.» Af hvad Beskaffenhed hans Anordning af 6te Mai 1761 har været, vides ikke, da den ikke forekommer paa noget Sted i de almindelig tilgænglige Samlinger at saadanne Bestemmelser; men rimeligviis har den, som ogsaa hans nysanførte almindelige Ytringer om Laxefiskerierne lade formode, i det Væsentlige været af samme Indhold, som de Bestemmelser, der senere aarlig bleve sattede o fulgte - og da han strax derom havde gjort Indberetning

Side:408

til Commercecollegiet, uden at hans følgende Forestilling, der er to Aar yngre, antyder nogen Tilbagekaldelse eller Misbilligelse af hans Foranstaltninger, ere de rimeligviis blevne godkjendte. Deriblandt har uden Tvivl hørt Bestemmelsen om et aarlige Møde, som siden blev kaldt Laxething, og hvorover fra 1788 findes Protokoller, som oplyse Forholdet nærmere. I det nævnte Aar holdtes 6te Mai (samme Dag Anordningen i 1761 gjordes) et saadant Thing paa Alten Gaard, hvor daværende Amtmand, Sommerfeldt, førte og underskrev Protokolen, som melder, at Laxefiskeriets Bortforpagtning omhandledes, og at da, som forrige Aar, blev antaget en Høvedsmand, hvem det blev paalagt at være ansvarlig for, at de 40 Voger «Forpagtningslax» mod Taxtpriis bleve overleverede et Handelshus paa Elvebakken. Det var da 16 Interessenter. Næste Aar 1789 var «Altens Almue, efter Varse,» atter tilstede, og et Interessentskab af 22 Medlemmer fattrede for dette Aar samme Beslutning, hvori det dog hed, at Laxen (de 40 Voger) skulde leveres til Amtet. Samme Amtmand underskrev Protokollen. I 1790 fattedes med 30 Interessenter samme Beslutning, men tilføiedes: «Endelig blev Høvedsmanden betydet, at saaledes anførte Forpagtere havde dette Aar ene Ret til Laxefangsten, saa længe Storaltenelv rækker, ligesom at Høvedsmanden Aron Pedersen bliver ansvarlig for, at Stængselsesveden til Vinderdag bliver optagen, da han altid derfor staaer til Rette, imod Regres til Medforpagterne om endog Stængsel uskadt optages efter Vinderdag.» Samme Underskrift. I 1791, da Interessenterne vare 40, tilføiedes: «Ligeledes blev fastsat, at hver Medforpagter foreviser Høvedsmanden den Dag, Stængselet sættes, sit duelige Redskab. I andet Fald udskrives de af Deelatagelsen. Stængselet skal til Vinderdag være optaget, og hvorfor Høvedsmanden er ansvarlig. For Resten maa Ingen, som ei her nu er indskreven, befatte sig med at fiske i Altenelv, om de ei vil være lovlig Tiltale undergivne. Samme Underskrift. I 1792 fattedes med 44 Interessenter samme

Side:409

Beslutning, og navnlig om Udelukkelse af Andre end de indskrevne Interessenter. I 1793, da der var 48 Deeltagere, heder det udførligere unde samme Underskrift: «Ligeledes det blev paalagt, at en Medforpagter foreviser Høvedsmanden den Dag, Stængselet sættes, sine pligtige og duelige Fiskeredskaber. I andet Fald udskrives de af Deeltagelsen. Saa blev og Aftale og Bestemmelse, at Ingen uden lovligt Forfald maa udeblive fra Arbeidet ved Laxestængselet eller Fiskeriet. Skulde Nogen formedelst Forfald ikke møde, svarer han for hver Dag 24 Skill., som hos ham i Mangel af mindelig Betaling, paa lovlig Maade efter Amtets Ordre bliver udpantet tilligemed Udpantningsgebyr. Alle skal, saa længe Storstængselet staaer, have een Ret over og under Stængselet, saaledes, at Ingen uden Høvedsmandens Tilsagn maa fiske, enten i Hovedelven eller i Esbyelven, enten med Ruse eller andre Fiskeredskaber. Skulde Nogen derimod handle, bliver han staffet efter Reser. Af 2den Mai 1776. Høvedsmanden skal være ansvarlig for de sædvanlige 40 Voger raa Lax. Ingen, som ikke er indskreven, maa befatte sig med Laxefiskeriet i Altens Elv eller i Esbyelven.» I 1794 gik samme Amtmand med 50 Interessenter videre, idet de nu tilføiede: «Foruden de forrige Aars Bestemmelser, som til Følge blev tilsagt, blev i Dag, som ansees nyttige til Laxefiskeriets bedre Drift, fastsat at intet Fiskeri maatte, saa længe Altens Elv er stængt, foretages af Nogen i Alten strax ved Elvemundingen enten af Laxeforpagterne eller Andre.» I 1795, da der var 51 Deeltagere, heder det: «Foruden hvad forrige Aaringer var aftalt, blev fastsat, at naar Stængslerne ere satte i rett og betimelig Tid, og da Medinteressent har mødt en Gang eller første Gang til Nodkastet, deles siden Folket i to Dele i Henseende til Nodkastningen, saa at det halve Mandskab kun er hver Gang tilstede ved Noden, da de Fraværende have sin Lod lige fuldt. De, som ei komme til rette Tid til Stængslerne med sine Redskaber, blive ei før næste Lodtager i Fiskeriet. Sommerfelt. NB. Høvedsmanden Moses Mathisen anmeldte,

Side:410

at 3 unge Drenge har forrige Sommer fisket i Esbyelven uden Høvedsmandens Tilladelse.» For 1796, da der var 52 Interessenter, findes tilføiet: «Esbyelven blev for Almuens Regning bortforpagtet til Samuel Pedersen for 19 Ort 2 Skill., som betales ved Optagelsen af Stængselen til Høvedsmanden.» For 1797 indeholdt Protokollen følgende: «1797 den 7 (Mai?) blev efter foregaaende Tilkjendegivelse derom til Alumen, Laxefiskeriet i Alten Elv for indeværenden Aar af mig Amtmand Sommerfelt ordnet, efter bedste Overlæg, saaledes som følger: 1) Til Høvedsmand ved Laxefiskeriet i Altenelven, dertil blev antaget af Amtmanden Johannes Mathiesen den gamle, som nyder for Tilsyn og en god Ordination 4 Skill. af hver Medparticiperende. For Arbeide med Stængning, Nodkast, med Videre, af hvad Slags, skal han være fritaget. For Øvrigt blev fastsat: §1. Den, som ikke til Fiskeriets Bedste adlyder Høvedsmanden, ansees som at have spildt Fiskeriet, og bliver straffet efter Rescriptet. §2. Ingen maa i Lodden om Altenelvens Munding drive Laxfiskeri. §3. Esbyelven er overladt til gamle Johannes Mathisen dette Aar for 1 Rdlr. 9 Skill. for samtlige saa-kaldede Elvefolk. §4. De, som ikke ere forsynede med forsvarlige Fiskeredskaber, gaae strax ud af Elveinteressentskabet. §5. For de Udeblevne leier Høvedsmanden - da Leien i Mangel af mindelig Betaling udpantes. §6. Naar Storstængsel er sat, maa aldeles Ingen, enten oven- eller udenfor i Elven, drive Fiskeri uden Høvedsmandens Ordre, og til lige Deling imellem Interessentere. Handler Nogen herimod, straffes han efter bemeldte Rescript af 2den Mai 1776. §7. Høvedsmanden skal være Amtmanden ansvarlig for de 40 Voger raa Lax, og levere same, saa vel som Resten fra forrige Aar 19 Voger, i Begyndelsen af Fiskeriet. §8. Ingen, som gjør sig skyldig i Forseelse og paadrager sig Straf, enten for Skovruin eller andet Voldsomt, kan vente at komme ind som Deeltager i Fiskeriet næste Aar. §9. Høvedsmanden skal være ansvarlig for Stængslernes Optagelse i rette Tid.

Side:411

Paa den Dag, det optages, uddeler Høvedsmanden rettelig Indkomnsterne af Fiskeriet.» For 1798 indeholder Protokollen Vedtagelse af forrige Aars Bestemmelser, kun med Forhøielse af Høvedsmandens 4 Skill. til 6 Skill. Der var da 55 Interessenter. For 1799 og 1800 er Protokollen af samme Indhold, med samme Underskrift, og var Interessenternes Antal respective 55 og 56. For 1801 blev ligeledes 56 Interessenter indskrevne; men den Gang bleve Bestemmelserne for 1796 bedtagne, og Amtmanden «mod sædvanlig Godtgjørelse» betinget de «anordnede» 40 Voger raa Lax, og Protokollen underskreven af Fogden (Due). For 1802 indeholder Protokollen atter udførlige Bestemmelser i 9 § hvoriblandt Forbud mod Fiskeri i Lodderne eller Laterne og Elvemundninen med smaat eller stort Garn, og mod alt Fiskeri i Elven uden Høvedsmandens Ordre, under Tab af det Fiskede til lige Deling mellem Interessenterne. Som Interessenter blev ogsaa denne Gang 56 indskrevne, hvorefter det heder: «Esbyelven blev forpagtet til Henrik Pedersen Alten for 1 Rdlr. 17 Skill. Derefter blev endnu vedtaget og Tilsynsmanden paalagt, at de 40 Voger Lax, som Amtmanden aarlig fra Arilds Tid er tillgt, at samme ham af de første Fiskeriet skal blive overleveret af den bedste Sort, ingen mindre end 18 Ort, hvilken saaledes blev stadfæstet med Høvedsmandens og tvende Mænds Underskrift.» Derpaa var underskrevet: Peder Eriksen, m. p. P. John Monsen, m. p. P. Af Indledningen sees kun, at det daa saa kaldte Elvething blev holdt paa Alten Gaard, og at de følgende «Vedtægter» bleve «vedtagne,» uden at det er bemærket, hvo der førte Pennen. For 1804 og 1805 betegner Tilførslen tydeligere, at Almuesmændene, og vel egentlig de, der lode sig indtege som Interessenter, selv vare de handlende og vedtagende Personer. For sidstnænvte Aar, da Protokollen blev underskreven af flere saadanne, indeholder den følgende: «At Laxefiskeriet hver Gang skulle foregaae lige under Høvendsmandens Bopæl, Peder Eriksen, og for det,

Side:412

at uagtet den 4de Vedtaget tilsiger, at naar En eller Anden ikke møder ved Fiskeriet i Elven, bøder han derfor hver Dag 2 Ort, med da Erstatning har overbeviist Selskabet om, at disse 2 Orts Mulet gjerne betales af Vedkommende, og derimod bortreiser paa Fiskeri i det meste af Sommeren, hvorved da Mulctens Hensigt, at den Paagjældende skulde opfylde lige Pligt med de andre Interessenter, ei opnaaes, saa fandt Selskabet det fornødent, at forandre dette Punct derhen, at de ommeldte 2 Orts Mulct daglig ikkun skal forstaaes derhen, naar de Udeblevne ere hjemme og kan have et eller andet nødvendigt Forfald, der dog ikke maa foregaae over 3 Gange; men naar En eller Anden reiser paa Sommerfiskeri, og ikke forud melder det til Høvedsmanden, samt hvad duelig Mand der skal iagttage hans Pligter ved Elvefiskeriet, ansees han som aldeles udelukket fra Fiskeriet.» I 1806 og 1807 bleve 59 Interessenter indskrevne, og for sidstnævnte Aar bemærket, at Thinget holdtes efter Anmodning af den constituerede Amtmand, hvorhos blev bestemt, at de, der ikke erlagde Arbeidspengene, skulde udelukkes. For 1808, da Amtmanden, som den Gang var Korgh, selv mødte ved Laxe- eller Elvetghinget, findes blandt Andet tilført: «1000 Alen nær Altens Elvemunding - hvor til Mærke skal blive opsat en Stolpe - maa Ingen drive noget Fiskeri enten med smaae eller store Garn, end mindre med Not, under Straf af 4 Rdlr., hver Gang Nogen befindes mod dette Forbud at handle. §9. Alle ovennævnte Straffebemmelser exseqveres i Forseelsestilfælde strax efter Amtmandens Kjendelse. Amtmanden advarede derhos Interessentskabet om, nøiagtig at efterleve Rescriptet af 31te December (Octbr.?) 1753, Artikel 4de, hvis Indhold blev det betydet, og hvis Overholdelse det desuden er blevet Skovfogden paalagt i hans Insiruxes 9de § at vaage over. Tillige blev Interessentskabet betydet, at hvis Nogen skulde befindes at spilde dette Laxefiskeri i Altens Elv, han da maatte vente, efter foregaaende Lov og Dom at blive straffet efter Rescriptet af 2den 1776, som Interessentskabet nu blev

Side:413

forelæst, for saa vidt det angaaer Laxefiskeriet. Esbyelvens Fiskeri blev overleveret Johannes Mathisen Tolk, mod at svare til Interessenskabet 1 Rdlr. 1 Ort 4 Skill.» For 1809 bleve samme Vilkaar vedtagne. For 1813 blev med 35 Interessenter vedtaget lignende Bestemmelser, og lovet 5 Rbdlr. For Angivelse af uberettiget Fiskeri. For 1815 findes med lignende Underskrifter tilført Protokollen: «Den 16de Mai 1815 blev af undertegnede const. Foged Meier paa Hr. Amtmands Kroghs Vegne det saa kaldte Elvething i Bosekop holdt. Efter Tilsigelse var Almuen tilstede, hvor da de under 21de Mai 1808 vedtagne Bestemmelser for Laxefiskeriet bleve atter antagne i Dag med følgende Forandringer, nemlig: ad §8. I Laterne, som regnes fra Refsnæs til Elvemundingen, maa aldeles intet Fiskeri foretages under Fiskeredskabernes Fortabelse og en Mulct til Interessentskabet efter Amtets Kjendelse. Skulde Nogen overbeviises om at have foretaget noget Slags Fiskeri i Elven, forinden alle Interessenskabets Redskaber ere optagne, og dette Fiskeri saaledes ophørt, skal han staffes med 10-20 Tamp efter Amtets Bestemmelse. Samme Straf bør ogsaa den ansees med, som er vidende om, at ulovligt Fiskeri er foretaget, og han ikke strax melder samme for Høvedsmanden. Ad §9. Alle foranførte Straffebestemmelser exseqveres i Forseelsestilfælde strax efter Amtmandens Kjendelse. Saaledes til Tid og Sted at være passeret og indgaaet, bekræftes paa Interessentskabets Vegne af: Ole Olsen Fors, m. p. P. Johannes Clausen, m. p. P. Erik Nielsen, m. p. P. Arne Helgesen, m. p. P. Mons Johnsen, m. p. P. Peder Strand, m. p. P.» For 1816 bleve de samme Bestemmelser vedtagne under Indskrivning af 48 Interessenter, og med Tillæg: at den Mistænkte (for Overtrædelse af Bestemmelserne), i Mangel af Beviis, med corporlig Ed skulde bevidne sin Uskyldighed, eller i Mangel deraf ansees skyldig. For 1819 blev blandt Andet Udelukkelse for bestandig vedtaget som Følge af Contingentens manglende Præstation. For 1826, da Thinget efter Amtmandens Bemyndigelse afholdtes af Fogden, vedtoges

Side:414

som Straf for Overtradelse, uvist hvoraf, første Gang 4 Orts Mulct til Fattigkassen, anden Gang 15 Tamp og 32 Skill. i Exsecutionsgebyr, tredie Gang Udeblivelse for bestandig og 1 1/2 Spdlr.s Mulct til Fattigkassen, hvorhos Forbudet mod Fiskeri i Laterne - der ogsaa nu skulde regnes fra Refsnæs til Elvemundingen - blev gjentaget med saadan Straffebestemmelse, at Redskaberne skulde confiskeres, og Mulct efter Amtets Kjendelse erlægges til Interessentskaber. Endelig findes tilføiet: «Skulde Nogen overbeviises om at foretage noget Slags Fiskeri i Elven, forinden alle Interessentskabets Redskaber ere optagne, og dettes Fiskeri saaledes ophørt, da straffes han med 10-20 Tamp efter Amters Bestemmelse. Samme Straf bør ogsaa den ansees med, som er vidende om, at ulovligt Fiskeri er foretaget, og han ikke strax melder saadant for Høvedsmanden. Indtil man reiser op i Elven og nesætter Stængslerne, er Fiskeriet frit.» For 1827, da 75 Interessenter indskreves, belv under samme Bestyrelse samme Bestemmelser vedtagne, dog saaledes, at Fiskeriet i Laterne erklæredes frit, for saa vidt det ikke skeede med Bundgarn, hvorhos et Maximum for Interessenternes Antal fastsattes til 72. For 1830 blev, under Fogdens Bestyrelse af Thinget, de forrige Bestemmelser vedtagne, med Indskrænkning af Tampstraffen til Udskjenkning og Fylderi mellem Interessenterne, hvorimod Andres Udskjenken af Brændeviin skulde, paatales og straffes efter almindelig Lov; hvorhos, da Amtmanden havde frasagt sig «den før vedtagne Contingent af 40 Voger Lax aarlig,» af samtlige Interessenter blev vedtaget at give den, der bestyrede Elvethinget, 20 Voger Lax, imod at han vilde være nærværende ved Deling af Fiskeriet i det Tilfælde, at der maatte komme Tvistigheder mellem Interessenterne indbyrdes. For 1831 blev under Bestyrelse mellem Interessenterne indbyrdes. For 1831 blev under Bestyrelse af Amtmanden vedtaget, at Interessenterne skulde have sine Redskaber mærkede, og i mangel deraf, eller i Tilfælde af 3 Ganges Udeblivelse efter Tilsigelse, uden at sende Nogen i sit Sted, være udelukket for dette Aar, i hvilket 75 indskreves. I

Side:415

1836, da Thinget holdtes under Bestyrelse af Sorenskiveren, mødte Amtmand Buch, og tilkjendegav den tilsteværende Almue, at «da han, efter de om Sagen indhentede Oplysninger, anseer sig aldeles overbeviist om, at Laxefiskeriet i Almuen i Almindelighed eller Interessentskabet i Særdeleshed til den Nytte, som dette Fiskeri under andre Omstændigheder kunde blive, er han bestemt paa at bevirke Bestemmelse om, at Laxefiskeriet i Elven med Tiden kan blive frit - hvilken Forholdsregel han dog ikke strax vilde foreslaae bragt i Udøvelse, hvorimod han nu vilde forberede Almuen paa, at en saadan Foranstaltning muligens kan ventes. Med Hensyn til det betydelige Antal af Interessenter, der i senere Aar har deeltaget i Fiskeriet, gjorde Amtmanden derhos opmærksom paa, at saa vel den i 1825 naadigst anordnede Finmarkscommission, som nogle efter dennes Anmodning sammentraadte kyndige Mænd af Sognet have erklæret sig for den Mening, at det ikke ansees hensigtsmæssigt, at Interessentskabet bestaaer af et større Antal end 40; og da Amtmanden eldeles tiltræder denne Formening, bliver det herved fastsat, at man Tid efter anden, efter Haanden som der skeer Afgang i det nuværende Interessentskabs Antal, ikke lettelig og uden særdeles talende Omstændigheder bør optage nye Interessenter, hvilket nøiagtigen bør iagttages og oplyses, samt tilføies den over Laxefiskeriet førenede Protokol, saa at man snarets muligt kan komme til det nu bestemte Maximum. Med Hensyn til Laxefiskeriet i Laterne bemærkede Amtmanden, at dette i Fortiden har været aldeles frit, naar det ikke dreves Flodmundingen nærmere end 1000 Alen, hvorimod man i de sidste 20 Aar har villet forbyde dette til Fordeel for Interessenskaberne; med da de Indskænkninger, der ere anseede nødvendige med Hensyn til Laxefiskeriet i Elven, hverken efter Lov eller Billighed kunne ansees nødvendige i en aaben Fjord, naar kun ikke Fiskeriet skeer i selve Elvens Munding, saa finder Amtmanden sig anlediget til, atter at optage den forhed gjældende

Side:416

ovenanførte Bestemmelse, saaledes, at Interessentskabet eller dets Formand har at opmærke og med en nedsat Pæl at anmærke den Strækning 1000 Alen fra Elvens Munding, indenfor hvilken Enhver udenfor Interessentskabet kan fiske.» Efter denne Erklæring af Amtmand Buch fandtes endvidere tilført: «En Nybygger i Esby og en i dette Aar bosat Mand i Alten, Peder Bredensen, troede, at det var en ubeføiet Hindring, naar, som hidtil, negtes at fløde Tømmer igjennem Altens Elv nedenfor Laxestængselen, endog i den Tid, dette finder Sted. Interessenskabet var derimod eenstemmig af den Formening, at saadan Tømmerflødning i den Tid, Laxefiskeriet finder Sted, vilde næsten aldeles tilintetgjøre al Fiskning i bemeldte Elv, hvorfor ogsaa saadan Flødning hidtil har været anseet forbuden, ligesom Vedkommende, der have Tømmer at fløde, synes at have Tid nok til saadan Drift, saa vel før Laxestængselen til St. Hanstider bliver nedsat, som ved Mikkeldagstider, da den igjen bliver optagen.» Som §12 tilføiedes endelig: «Da Amtmanden fandt, at Interessentskabet var uberettiget til udelukkende Afbenyttelse af Esby Elv, saa frafaldtes Bortforpagtning af bemeldte Fiskeri for Fremtiden.»

Side:417

Paa 1840 Aars Thing blev fremsat det Spørgsmaal, om Interessentskabet bør vedblive, hvortil samtlige Interessenter svarede, at de ansaae det for det Bedste, at Interessentskabet fremdeles vedblev som hidtil, og som det nu har vedvaret fra umindelig Tid. De antoge, at paa hvilken som helst anden Maade, Fiskeriet skulde drives, vilde det give Anledning til Misnøie og Uenighed blandt Almuen, «og saa som, idet man troer, at Interessentskabet lægger Hindringer i Veien for, at Almuen paa anden og nyttigere Maade at benytte sin, troede de, bedst selv at kunne bedømme, hvad der var dem tjenligst, og at der stod til Enhver, som ikke fandt sig fornøiet at være i Interessentskabet, at træde ud af samme.» Derefter antoges 76 Interessenter, og Regler som før. I 1841 optoges 75 Interessenter. I 1842 negtedes ved Stemmefleerhed Optagelsen af flere end de forrige 75 Interessenter. I 1845, da 85 Interessenter bleve optagne, enedes disse om, «at de Fremmede, som attraaer at fiske i Elven indenfor Stængselen med Angel, først maa erholde

Side:418

Tilladelse dertil af Høvedsmanden, imod at erlægge en passende Godtgjørelse.» I 1846, da ligeledes Interessenternes Antal var 83, mødte Thomas ved Thinget, og forbeholdt sin lovlige Ret med Hensyn til Fiskeriet i Altens Elv med Angel, da han anseer sig berettiget til, uden Hensyn til Interessentskabet at drive saadant Fiskeri, ligesom han ansaae sig berettiget til at stænge den halve Deel for Verkets Eiendom, som støder til Elven.» Han fiskede derpaa for Verkets Grund, og blev efter forgjæves Forligsprøve sagsøgt af Interessentskabet, deels for at have stængt tværs over Elven - (hvilket Stængsel Interessentskabet ufortøvet opbrød), deels for have fisket med Angel, og derved forvoldt Interessenterne et meget betydeligt Tab, idet ei alene hans Stængsel sagdes forbundet med et Skræmsel, der hindrede Laxen fra at komme til deres Stængsel, men endog hans Angelfiskeri paastodes at have fordrevet den fra de Steder, hvor den almindelig pleiede at standse for og efter den Tid, den havde passeret deres Stængsel, «som ogsaa den Fisk, der maatte være kommen op, forinden Stængelset blev nedsat.» De paastode ham derfor efter Crll.s 22-12 ilagt en Bod af 60 Spdlr. og Erstatning af 250 Voger Lax (det Halve af hvad de skulle have fisket mindre samme Aar, nemlig 1846), eller saa Meget, som ved lovligt Skjøn paa hans Bekostning blev bestemt, samt af Sagsomkostningerne; hvorimod han paastod Frifindelse og Omkostninger. Ved Underretsdommen - afsagt af Sættedommer, da Sorenskriveren paa Grund af sin Deeltagelse i Laxethinget ansaae sig inhabil - blev Thomas frifunden for Interessentskabets videre Tiltale, Sagsomkostningerne ophævede, og Sættedommeren tilkjendt Salar, Skyds og Tæring af Statskassen. Ved Overretten, hvortil Interessentskabet indankede Sagen, blev fremlagt en Skrivelse fra Amtmand Krogh, hvori han besvarede nogle om Forholdet med dette Interessentskab i hans Embedstid fremsatte Spørgsmaale, og hvori han blandt Andet fortæller, at alene Jordbrugerne i det egentlige Alten, hvorigjennem Alten Elv løber, enten deres Jord stødte til Elven eller ei,

Side:419

ansaaes berettigede til at indtræde i Interessentskabet, at deres Optagelse endelig afgjordes af Forretningens Bestyrer, og at der, som en af Professor Leem i 1776 udgiven Beskrivelse over Finmarkens Lapper viser S. 344, vel var gjort Paastand paa udelukkende Ret for Enkelte (rimeligviis de gamle Interessenter) til dette Fiskeri, men at den ikke var bleven anerkjendt. Disse Svar, som han afgav efter Hukommelsen fra den Tid, han for 38 Aar tilbage var Amtmand i Finmarken, ledsagede han med et Udtog af Protokollen i den 1825 til Undersøgelse af Laxefiskerierne i Finmarken nedsatte Commission, hvoraf han var Medlem, og i dette Udtog heder det blandt Andet, at det omhandlede Laxefiskeri i Alten Elv i en lang Række af Aar var drevet efter de af Amtet i 1761 givne Forskrifter; at det før bestyredes af Amtmanden, men nu af Fogden; at Commissionen havde indhentet Betænkning fra Handelsmand Klerk, Postexpeditør Norager, med Flere i Alten, og at disse Mænd havde erklæret den Maade, hvorpaa det da dreves, i det Væsentlige hensigtsmæssig - kun at for Mange deelagtiggjordes i dette Fiskeri, hvorhos Commissionen gjorde Bemærkninger ved Interessentskabets criminelle og processuelle Bestemmelser, som uhjemlede, m. m., og om Forbudet mod at fiske i Søen fra Refsnæs til Elvemundingen. Endelig slutter Udtoget saaledes: «I den samme Tid ere en Deel løse og ledige Personer, hvilke dog efter Anordningerne burde være i fast Tjeneste, blevne indtagne i Interessentskabet, som af flere Aarsager for Efertiden ei bør tilstedes. Kun Fastboende, nemlig Eiere eller Brugere af skyldsat Jord, samt de, der efter Rydningsseddel bruge Jord, burde have Adgang til Laxefiskeriet i Altens Elv.» Ved Overrettens Dom blev Thomas tilpligtet at give 1846 Aars Interessentskab i det omtvistede Laxefiskeri Erstatning, efter Skjøn paa hans Bekostning, for det ved hans Stængsel og Angelfiskeri foraarsagede Tab, dog saaledes, at denne Erstatning ikke maatte overstige Værdien af 250 Voger Lax efter Middelpris, hvorhos Sagsomkostningerne

Side:420

for begge Retter bleve ophævede, idet Salar, m. M., blev tilkjendt Sættedommeren af Statskassen.

For Høiesteret, hvortil Thomas indankede denne Dom, bemærkede hans Sagfører i det Væsentlige: Før 1696 skal Laxefiskeriet i de store Elve i Finmarken (Alten og Tana) have været Regale, bortforpagtede for Statens Regning, fordi hele Finmarken var en Alminding. Om den ældre Tilstand savnes Kundskab. Fiskeriet i Finmarkens store Elve omtaltes ei paa anden Maade end andet Fiskeri; men de særegne Forholde meførte Modificationer, hvoriblandt at Reglerne for Fiskeriet i Havet bleve gjældende, fordi Strandene ei vare i privat Eie, og man drog derhen som til de store Fiskerier. Efter at den kongelige Bortforpagtning var ophørt, blev altsaa Fiskeriet i de store Elve behandlet som meldt, hvorimod Handelen i Finmarken blev Regale; og naar Lax var fisket, blev den som andre Varer underkastet de samme for Handelen gjældende Regler. Fiskerierne vare altsaa ei underkastede særegne Regler. I Frdn. af 20de August 1778, §7, hed det, at Kjøbemændene aarlig skulde gjøre Indberetning; men der taltes ei om Optagelse af uberettiget Fiskeri, skjønt Fordningens §8 viser, at Laxefiskerierne ei ere glemte, idet Tana Fiskeri henføres til det 3die District, og Altens til det 10de. Hermed kan jfrs. §9 om Varernes Forhandling, og §11 etc. viser, at intet Særskilt gjaldt om Fiskerierne, ligesom det var in confesso, at der ingen Indskrænkning (Interessentskab) har bestaaet i Tana Elv. Herved maa ogsaa mærkes §14 om Tienden, og i §19, om Fortegnelse over Skibsladningerne, indeholdes intet Særeget om Laxen. Paa den Tid, Frd. af 1778 udkom, var privat Eiendom netop indført ved Resolution af 27de Mai 1775, bekjendtgjort i Skrivelse den 3die Juni s. A., der forbeholder Kongen som hidtil Furuskoven, nogle Duun: og Ægvær, o. s. v., men ei Fiskeriet i de store Elve. Undtagelserne vise, at det kun tilsigtedes, at disse afsides beliggende Herligheder af Frygt for Mangel paa Benyttelse fremdeles behandledes som Regale. I §6 heder det: «Fiskeriet i

Side:421

Havet og de store Elve forbliver til almindelig Brug.» Det er herved ligegyldigt, enten man siger at Fiskeriet i de store Elve sættes ved Siden af det i Havet, eller at det er frit som andet Steds. Finmarkens Emancipation fuldbragtes ved Frd. af 5te September 1787, hvorved den octroierede Handel afskaffedes, Kjøbstæder oprettedes, og den almindelige Lands Lov og Ret indførtes. Den legale Tilstand blev altsaa lig den i de øvrige Landsdele. Det betydelige Laxefiskeri i Alten har imidlertid et sig hvert Aar dannende Interessentskab formeent, at almindelig Lands Lov og Ret ei skulde være trængt ind i, skjønt det, som anført, allerede siden 1696 var frit. Men da det i ældre Tider aarlig havde været bortforpagtet som Regale mod en aarlig Afgift, 40 Voger Lax, har Amtmanden for egen Regning bortforpagtet det, og selv taget Afgiften. Man vedblev altsaa i Alten Elv at behandle Fiskeriet som Regale; der holdtes aarlig Laxething for dem, som meldte sig, og hermed er man vedbleven, eller rettere, man er vedbleven at regulere Fiskeriet paa en Maade, og senere er man gaaen tilbage til at betragte det som Regale. Amtmanden har fundet det tjenligt til Almuens Tarv, at Fiskeriet dreves efter en vis Methode, omtrent som de store Havfiskerier, og han sammenkaldte Almuen. (Her anførtes Amtmand Hammers Indberetning og Anordningen af 6te Mai 1761). Selve Anordningen findes ei, og man veed kun af senere Omtale, hvad den har indeholdt; men det sees, at Anordningen har været en Politiforføining, og ere de 40 Voger Fisk forordnede, er det skeet som Vederlag for Amtmandens Arbeide ved at anordne Fiskeriet; thi der findes Intet om, at denne Anordning skulde have tillagt visse Personer bestemte Rettigheder over Fiskeriet, men kun at den indførte Politiregler for Fiskeriets Udøvelse. Videre kunde Amtmanden efter Regalets Ophævelse ikke gaae. En Laxeprotokol er ogsaa ført og i Behold fra 1788. Dette Thing blev holdt samtidig med Vaarthinget. Den 6te Mai 1788 blev Fiskeriet bortforpagtet til 16 Fiskere; en Hovedsmand blev ansat, som blandt Ander skulde opkræve de 40 Voger

Side:422

Forpagtningslax. I Følge Frd. af 5te September 1787 skulde nemlig den fuldstændige Frihed først indtræde 1ste Juli 1789. Om altsaa Anordningen om Handelen skulde være anseet influerende paa Fiskeriet, bortfaldt dog denne Indskrænkning nysnævnte Dag; men den 4de Mai 1789 bortforpagtede Amtmanden fremdeles Fiskeriet, og vedblev dermed aarlig til dem, som meldte sig, d. v. s.: til et Antal af indtil 80-90 Personer. Amtmanden gererede sig som Eier, og paalagde Interessenterne for et efterfølgende Aar at betale Restance paa foregaaende Aars Afgift. Den 3die Mai 1790 tilkjendegav Amtmanden den antagne Høvedsmand, at de for dette Aar indskrevne Forpagtere havde for samme Aar ene Ret til Laxefangsten. Paa Thinget 1791 forordnede Amtmanden, at de, der ei mødte frem med ordentlige Redskaber, skulde udskrives af Interessentskabet, og de Uindskrevne truedes med lovlig Tiltale. Imidlertid sees Amtmanden at have havt Betænkeligheder ved denne Bortforpagtning af Fiskeriet; thi 2den Mai 1792 siges det ei, at det bortforpagtes, men at han regulerer det, og fra samme Aar vedblev man at «regulere;» med de indskrevne Deeltagere kaldtes desuagtet Forpagtere. Fra 1792 af lod Amtmanden ogsaa sine Bestemmelser vedtage af Almuen. (Her gjennemgikkes de ovenanførte Protokoluddrag, for at vise, hvorledes Enkelte, efter den offentlige og egentlige Forpagtnings Ophør - under Navn af Forpagtere, som dog efter 1797 ombyttedes med Interessenter - mod at tilstaae Amtmanden en Deel af Udbyttet, havde tiltaget sig en Eneret, som efter Haanden udvidedes til Forbud mod Fiskeri i Elvemundingen, Bortforpagtning af Esbyelven mod Afgift til Interessentskabets Høvedmand, Fastsættelse af Legemsstraffe og Rettergangsregler, m. M., medens Elvefiskeriet i Finmarken maatte ansees faldet i det Frie, under samme Regler, som Havsfiskeriet; hvorledes Amtmanden snart selv eller ved Fogden havde ledet Forhandlingerne, snart ladet Interessentskabet raade sig selv, og anmasse sig ei alene Eneret til Fiskeriet, men forskjellige Grene af offentlig Myndigheds Udøvelse; hvorledes senere

Side:423

Amtmænd deels havde fundet sig uberettigede til at oppebære den derfor tilstaaede Andeel i Udbyttet, deels anseet Indretningen ulovlig eller uhensigtsmæssig, og endelig bebudet dens nødvendige Afskaffelse, uden at ville blande sig videre i Sagen, o. s. v.) Derpaa forsattes omtrent saaledes: I 1831 sees Amtmand Cappelen at have havt Betænkelighed ved at oppebære de 40 Voger Lax, og tilskrevet Fogden, saaledes som Forhandlingerne vise, at han ei vilde oppebære denne Afgift, hvortil han ansaae sig uberettiget. Interessenterne enedes da om, til Elvethingets Bestyrer at ville erlægge 20 Voger Lax, imod at han foretog Delingen, og Fogden mødte. Senere have snart Amtmanden, snart paa hans Vegne Fogden bestyret Laxthinget indtil 1835, da Buch blev Amtmand, og da ei denne mere nævnes som Bestyrer, men Fogden, idet Amtmanden har anseet det Hele som Misbrug. Det heder nemlig ei længere, at Thinget er holdt paa Amtmandens Vegne. Den 23de Juni 1836 tilkjendegav han Almuen, at han agtede at forberede Laxefiskeriets Frigivelse. Da Interessenternes Antal var steget til 80, og da det efter Amtmandens Mening ei hensigtsmæssig kunde bestaae af flere end 40, har Amtmanden bestemt, at der ei skulde optages flere nye Medlemmer, hvilken Bestemmelse dog er forbleven uden Følge, da Antallet senere baade er faldet og steget, uden at Grunden til Aftagelsen er oplyst. Derimod afskaffede Amtmanden uden videre Bortforpagtningen af Esbyelven og Forbudet mod at fiske i Elvemundingen. Formodentlig efter yderligere Foranledning fra Amtmanden reistes i 1840 paa Laxethinget Spørgsmaal, om Interessentskabet skulde opløse sig, men hvortil samtlige Interessenter erklærede, at de ønskede det skulde vedblive, polemiserende mod Oppositionen. Hvem der har spurgt, seer man ikke, men Lars Lie har ført Protokollen. I 1842 sees man første Gang at have negtet En, der ønskede at indtræde, Adgang; men forrige Aars Interessenter saaes at have voteret over nye Medlemmers Optagelse, uden at de dog have vovet at sætte det igjennem, og det følgende

Side:424

Aar har man, ligesom fremdeles, taget Alle, som kom. Antallet sees saaledes senere steget fra 75 til 84, uden at Deliberation eller Votering omtales. Da man i 1845 var kommen under Veir med, at Citanten ved Verkets Grund havde Lyst til at fiske med Angel, blev man enig om, at Tilladelse dertil først maatte gives «de Fremmede» af Hovedsmanden, imod en passende Godtgjørelse. I 1846 mødte Citanten og reserverede sin lovlige Ret, hvorefter han fiskede i Elven for Verkets Grund, satte Fiskeindretninger, uden at ville bede Hovedsmanden Moses Pedersen om Lov, eller betale Afgift; men den 27de Juli 1846 blev Citantens Indretninger voldelig ødelagte og bortførte af Indstævnte, der commanderede Interessentskaber til at foretage dette Arbeide for andet Fiskeri. Hermed har Indstævnte dog ei ladet det beroe, men anlagt nærværende Sag, hvorunder han paa det saa kaldte Laxeinteressentskabs Vegne sagsøger til Erstatning for Skade ved Stængselets Opførelse og Angelfiskeriet. Erstatningen ansættes saaledes: 1 000 Voger Ordinarium; i 1846 fik man 500 Voger, og man fordrer altsaa en Erstatning, som man nedsætter til 250 Voger (Elvens halve tilstrækkelig til at begrunde Frifindelsespaastand. Imidlertid bemærkes: Citanten paastaaer at have samme Fiskeret som det saa kaldte Fiskeinteressentskab for 1846, altsaa til at stænge, fiske, etc. Det kommer for Resten ei an paa, om Citanten har Ret, men om Indstævnte har nogen udelukkende Ret d. v. s.: eier Laxefiskeriet, i det Mindste for 1846. De Indstævnte ere ei optraadte paa Almuens Vegne, og Citanten erkjender ei at have anden Ret end Altens øvrige Almuesmænd. Her er altsaa ene Spørgsmaal, om Interessentskabet af 1846 havde til Eie Laxefiskeriet i Altens Elv i bemeldte Aar. Det er tilstrækkeligt, at nævnte Tingen, for at vide Svaret. Overretten begynder med Hammers Anordning af 1761, som kan være god og gyldig nok; men Ulykken er, at man ikke veed, om denne Anordning har indeholdt nogen Hjemmel for Bortforpagtningen, og det maa være

Side:425

nok, at Amtmændene siden 1830 have ophørt med at bortforpagte, ja endog at befatte sig med Laxefiskeriet. Et saadant Interessentskab kan gjerne være til, men det har ingen anden Character end ethvert andet Interessentskab, der ei udelukker Andre fra at udøve samme Ret. Naar der af og til i Protokollen forekommer herimod stridende Ytringer om exclusiv Ret fra Amtmanden eller Interessenterne, er det dog klart, at man har været uberettiget til at bortgive eller tiltage sig saadan Ret. Hammers Indberetning udbreder sig over Nytten af, at Fiskeriet i Alten Elv drives methodisk, og viser, hvor galt det gaaer i Tana, hvor saadan Methode ei befølges; men om Bortgivelse af noget Privilegium er ei Spørgsmaal. Om hvad kan ei være Tale, da der ei haves nogen erhvervende Person, idet Medlemmerne af Interessentskabet ei juridisk ere knyttede til det efterfølgende Aar. Afgiften tilvarede hver for sig. Endelig siger Overretten, at Hammmers Anordning nødvendigvis forudsætter en udelukkende Ret til at fiske for de Interesserede; men et Interessentskab kan lige saa godt tænkes, om det ei er forbundet med Privilegium eller Octroi. Om Erstatning efter Skjøn kan der ei være Spørgsmaal. Stængselet - over den halve Elv - var efter et Par Dages Forløb af de Indstævnte selv nedrevet. «Laxen er skræmt,» siger man. Men hvor staaer der Forbud for Citanten mod at støie. Om mere end den fangede Fisks Værdi - ikke fuldt 8 Spdlr. - kan der under ingen Omstændighed blive Spørgsmaal. Han paastod endelig Frifindelse og Omkostninger.

Hertil svarede Indstævntes Sagfører i det Væsentlige: Saa længe Fiskeri har været drevet i Alten Elv, er dette skeet af nogle Indvaanere i Altendalen, som deraf betalte Afgift til Kongen. I Følge Hammers Indberetning (Saml. 3 B. S. 310) opførtes Laxsestængsel, og Laxefiskeriet er drevet omtrent som nu. Afgiften betaltes indtil 1696 til Kongen. Gamle Anordninger hos Paus fra det 17de Aarhundrede vise, at det har været bortforpagtet. Reser. af 8de Juni 1695 viser, at det har været overdraget privat

Side:426

Mand. Fra 1696 tog Amtmanden til sig den Afgift, som erlagdes til Kongen; men Forordningen af 11te December 1619 og 19de October 1629 vise, at Amtmanden ogsaa i gamle Dage havde Afgift. Sagen var altsaa den, at Kongen kun i 1696 eftergav sin Ret. Fra dette Aar til 1788, siger Citanten, at Elvefiskeriet i Alten Elv var frit som i Havet; men ogsaa i dette Tidsrum vedblev Fiskeriet at drives som nu, dog at i Handelstvangens Tid var enhver Fiskende forpligtet til, for en vis ringe Pris at levere Fisken til Handelen; men Fiskemaaden var den samme (Hammers Beskrivelse 1. c.). Indberetningen viser desuden, at Anordningen af 1761 kun er en Stadfæstelse paa det Bestaaende. Reser. af 3die Juni 1775 viser, ved at nævnte fersk Vand og smaae Elve i §3 og §6, at om de store Elve gjaldt noget Særskilt. Skjødeformularen udtrykker sig paa samme Maade. Modparten søger Grunden til, at Fiskeriet skal have været frit i de store Elve som i Havet, i at Finmarken va ubeboet; men Leems og Rodes med Fleres Skrifter vise, at Altendalen fra umindelig Tid var beboet. Forordningen af 20de August 1788 om Handelen i Finmarken, § 10mo, viser, at Laxefiskeriet i Alten Elv den Gang bestod, og naar Citanten paaberaaber, at denne Forordning ei omtaler Fiskeriet qvæstionis, da maa dette grunde sig deri, at der over Hoved ei tales om Productionen, navnlig hvorledes den skulde frembringes. At Fiskeriet i Elven qvæstionis skulde være som i Havet, er ogsaa urimeligt, fordi det er ugjørligt, naar den fiskende Almue er talrig. Fiskeriet har altsaa stadig været drevet af et Interessentskab med Eneret mod Ikkeinteressenter, og Resolutionen af 3die Juni 1775 maa afgive Beviis nok, naar hermed confereres Skjødeformularen. I §4 af denne Formular vises ogsaa, at L. 5-11 ei gjaldt for Eiendom ved Alten Elv i Finmarken. Spørgsmaalet var altsaa kun, hvem er competent Sagsøger, Almuen eller Interessentskabet. Sees hen til det factiske Forhold, vil det befindes, at den hele Almue ei har styrtet sammen, men at et Interessentskab har været

Side:427

dannet paa den Maade, at de egentlige Deeltagere ansaaes som berettigede til fremdeles af fiske, naar de ikke ved Overtrædelse havde forbrudt deres Ret; at nye Interessenter aarlig kunde optages, o. s. v. Et Interessentskab maa dannes, og det er uden practisk Indfyldelse, om man anseer Interessentskabet berettiget til at negte nye Medlemmers Optagelse, da der i Reglen ei har meldt sig flere end de, som ere blevne optagne; der er nemlig adskillige Udgifter forbundne med at være Interessent. Ingen har klaget over at være negtet Optagelse. Citanten har ei ønsket at være Interessent. Det saaledes bestaaende Interessentskab er altsaa det eneste, som er berettiget til at drive Fiskeriet qvæstionis, hvorfor det ogsaa er competent Sagsøger; og saa længe Interessentskabet har handlet med Almuen og alle vedkommende Auctoriteters Samtykke, og man ei kan paavise nogen bedre Berettiget, maa dets Ret respecteres. Paa de uvæsentlige Unøiagtigheder, som forefindes i de paa Laxethinget vedtagne Bestemmelser, kan det ei komme an. (Indstævnte gjennemgik disse Uregelmæssigheder, for at paavise nøiere det Anførte). Interessentskabets Organisation har altid væsentlig været eens; Amtmændene, som have fundet Organisationen Uhensigtsmæssig, have dog kun tænkt paa, ved Lov at forandre Forholdet; Finmarkscommissionen i 1826 har været opmærksom derpaa: Kongen har kjendt det; følgelig kan det ei forandres ved nogen Mands eensidige Vilje. Da det ved Citantens egen Erkjendelse er Beviist, at Skade er skeet, maa denne i Mangel af Beviis kunne afgjøres ved Skjøn. Han paastod derfor Stadfæstelse af Overrettens Dom og Omkostninger.

Høiesterets dom, afsagt, den 25de Mares 1852, stadfæstede Overrettsdommen, saa vidt paaanket var, og hævede Omkostningerne for Høiesteret.

1) Om Laxefiskeriet i Finmarken taler Prof. K. Leem i 13de Cap. Af hans Beskrivelse over Finmarkens Lapper S. 340-53. I bemeldte Capitel handler han om Finmarkens hval o. b. samt Fiske og Fiskeri i Almindelighed, uagtet Materien ikke vedkommer blot Lapperne, men Indbyggerne i Almindelighed; men desuagtet lyder Overskriften i Indholdslisten: «om Lappernes Fiskefangst.»

2) Deri udfalder den saa kaldte Kloster- eller Pasvig-Elv, som Russerne give Navnet af Paes-Reka eller Pasa-Reka, og som oven- eller søndenfor St. Boris og Glebs Kirke danner paa nogle Mile Grændsen imod det gamle russiske Lapland under Kola-Kredsen i det archangelske Gouvernement.

3) Mon dette Navn er rigtigen skrevet? Uden Tvivl er det en Skrivfeil i Stedet for Laxefjord-Botten: cfr. Keilhau S. 82.

4) Skrives ogsaa Pors-Fjorden.

5) Ved at nævne Stedet Skalnæs har Forfatteren vel egentlig tænkt sig Skal-Elven?

6) Jacos-Elven er Norges ostligste Vanddrag, hvorved siden 1826 Grændsen imod det gamle russiske Lapland paa det Strøg dannes. Den kaldes af Russerne Vorrum-Reka eller Voriema.