Rt-1853-680

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1853-06-16
Publisert:	Rt-1853-680
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 328. O.nr. 26.
Parter:	Erik Pedersen Svigum mod Anders Nielsen Talle.
Forfatter:
Lovhenvisninger:	Odelsloven (1821) §16, §19, §10, §11, §26

Den 8de April 1843 udfærdigede Peder Eriksen Svigum et Føderaadsbrev, hvori det heder: «at i Tilfælde min Kone Øllegaard Thomasdatter overlever mig, da skal hun yde af min eiende Gaard Svigum følgende aarlige Levekaar paa sin Livstid: a) 5 - fem - Tønder Korn vel renset og tilflyet, og af det bedste, som avles paa Gaarden, med 10 er ti Mæler i Tønden, og at dens Vegt ei maa være under 1/2 er en halv Vog pr. Mæle. b) Føde, agte og stee for hende, Vinter og Sommer, 3 er tre Køer og 8 er aatte Smaler, og Afdrætten af disse frit hjembragt

Side:681

fra Stølen uden Betaling. c) Nyder til frit Brug og Afbenyttelse Grenageren paa 8 Mælers Udsæd og en Fixemarketeig (?) Skogeteigen kaldet, med Skov og Mark. d) Naar min Moder ved Døden afgaaer, da skal der svares til min Kone 1/2 er en halv Tønde godt Malt og 1 er et Svinefoster aarlig. e) Skal derlægges hvert Aar 35 er fem og tredive forsvarlige Læs god Gjødning paa den fornævnte Ager. f) Frit fornødne Huse saa vel til hendes Kreaturer, som øvrige Eiendele, undtagen at der til en Stue for hende skal hun tage i Gaardens Skov, hvor hun vil, de fornødne Materialier, nemlig til en Bygning paa 10 Alens Bredde og 14 Alens Længde med 2 er to fulde Høider, og ligeledes tages Materialier til et Stabur paa 7 Alens Bredde og 8 Alens Længde. Og disse to Husebygninger skal istandsættes paa vores fælles Boes Bekostning, og Tomten nyder hun frit, hvorefter disse tvende Husebygninger blive hendes Eiendom. g) Frit fornøden Ved hjembragt og ophuggen, saa længe hun dermed er fornøiet, men i andet Fald leveres hende aarlig 6 er sex Favne god, tør Ved, samt fri Hest og Kjøreredskab til fornødent Brug; og i Tilfælde af, at min Kone skulde ved Døden afgaae, forinden vores yngste Barn er 20 - tyve - Aar gammelt, da skal fornævnte Kaar svares til vores fælles Børn, indtil det yngste har fyldt sit 20de Aar. At fornævnte Kaar skal hæfte paa Gaarden Svigum, i hvo der end maatte være Eier af samme, bekræftes herved med min Underskrift i Vidners Overvær.»

Nogle Dage senere døde Peder Svigum, og under Skiftet opgav Enken hans Arvinger som følger: A. Af første Egteskab: 1) Ældste Søn Erik Pedersen, 23 Aar gammel, for hvem som Curator mødte ved denne Leilighed Vilken Svigum, hvorimod der ellers var udnævnt til Curator for ham Lensmand Jens Bugge. 2) Anden Søn Peder Pedersen, 20 Aar gl. Til Curator for ham udnævntes Peder Iversen Sønnesund som tilstede. 3) Ældste Datter Ingeborg Pedersdatter, 27 Aar gammel. 4) Anden Datter Øllegaard Pedersdatter, 25 Aar gammel. 5) Tredie Datter Kirstine Pedersdatter,

Side:682

17 Aar gammel. B. Af andet Egteskab: 1) Ældste Søn Thomas Pedersen, 8 Aar gammel. 2) Anden Søn Ole Pedersen, 5 Aar gammel. 3) Tredie Søn Peder Pedersen, 2 Aar gammel. 4) Eneste Datter Kari Pedersdatter, 11 Aar gammel. «Derefter - heder det- skred man til Taxation af Boets Jordegods, hvilket Lavrettet sagde at være det vel bekjendt. Lavrettet blev derefter gjort bekjendt med Odelslovens §19, samt de tvende paa Gaarden hvilende Kaar, nemlig det ovennævnte og det gamle til Ingeborg Olsdatter. Paa Grund af det nye Kaarbrevs Indhold blev Jordegodset taxeret paa følgende Maade: 1) Med Paahæfte af det gamle Kaar i dens nu værende Stand, 1800 Spdlr. 2) Med Paahæfte af begge Kaar og Skoven i den Stand, den nu befindes, for 1390 Spdlr. 3) Med Paahæfte af begge formeldte Kaar, samt naar behørigt Tømmer er taget til de i Kaarbrevets Litr. f bestemte Bygninger, Stuebygningen og Staburet, for 1300 Spdlr. Ældste Søn med Curator fandt de nævnte Taxter efter Omstændighederne for høie, og forbeholdt sig at reqvirere Overskjøn. Stervboenken med Lavværge forbeholdt sin Ret til Tid og Sted i ethvert Henseende. Samtlige øvrige Vedkommende erklærede sig tilfredse med den satte Taxt. Ældste Søn med Curator benegtede Enkens Ret til Kaar af Svigum efter det fremlagte Kaarbrev, da han med Vidner kunde bevise, at Afdøde, da han underskrev Documentet, ikke var ved fuld Sands og Samling. Stervboenken med Lavværge benegtede ældste Søns og Curators Tilførsel i kraftigste Maade, og forbeholdt sin Ret og Tiltale mod sin Stedsøn saa vel for Kaarbrevets Paalydende som for den af ham Protokollen tilførte Insinuation, hvilken han nok vilde have Vanskelighed for at legitimere. Saa vel ældste Søn som Boets øvrige Vedkommende benegtede Enkens Ret til en gang i Tiden at beholde Bygningerne udelukkende for sit Boes Regning, hvorimod de, naar hun en Gang ved Døden afgaaer, troede at burde tilkomme den halve Værdi af Bygningerne qvæstionis. Stervboenken med Lavværge hendholdt sig til Kaarbrevet. Stervboenken

Side:683

med Lavværge blev derefter enig med de øvrige Vedkommende om, at hun for egen Regning bestyrer Stervbogaarden i indeværende Aar, mo at hun udreder Skatter og andre Udredsler, samt betaler Renterne i samme Tidsrum af den prioriterede Gjæld; dog at hun ikke hugger Skoven til Upligt, og ikke føder mere end almindeligt, samt ikke nedhugger nogen Aspeskov. Formynder for de umyndige Børn af første Egteskab, Christoffer Marifjæren, protesterede imod, at det i det omhandlede Kaarbrev omhandlede Kaar til Enken føres Boet til Udgift, hvis samme ei føres hende til Afdrag i den Lod, som ellers vilde tilfalde hende i dette Bo, og formeente han, at Lovgivningen paabød ham som Pligt at fræmsætte denne Indsigelse, for at samme kunde blive undergiven Ventilation under Skiftet og, i Mangel af Forlig, Decision. Formynderne for de umyndige Børn af andet Egteskab, Christian Ludvigsen Fet og Christopher Thomassen Kjørlaug, vare villige til at indrymme Enken det omhandlede Kaar, fouden at hun ellers kunde tage sin Hovedlod, og troede at kunne indrymme dette, da Enken efter det fremlagte Kaarbrev maatte ansees forpligtet til at opdrage sine Børn; og antoge de derfor, at deres Myndlinger erholdt fuldt Vederlag for den Arv, de ellers kunde være tilfaldne i Stedet for Værdien af Kaaret. I Øvrigt opfordrede de Enken med Lavværge til at erklære, hvor vidt hun for det omnævnte Kaar vilde uden Vederlag besørge deres Myndlingers d.v.s. Børnene af andet Egteskabs frie Opdragelse indtil deres fyldte 16de - sextende - Aar. Lensmand Bugge og Ellend Andersen Jøranger som Curator for de mindreaarige Sønner henholdt sig med Hensyn til foranførte Tvistpunct til hvad der fra Christoffer Marifjærens Side var anført. Stervboenken med Lavværge protesterede imod, hvad Christoffer Marifjæren havde anført, hvilken Protest hun i Mangel af Forlig nærmere skulde motivere. For Øvrigt indrymmede hun paa Betingelse, som af Christopher Kjørlaug og Christen Fet anført, at ville opdrage Børnene. Derefter blev prøvet Forlig med Hensyn til det sidst opvakte Tvistpunct,

Side:684

nemlig om Stervboenken vilde erholde sin Hovedlod af Boet uafhængig af det hende tilstaaede Kaar; men opnaaedes intet saadant mellem Boets Vedkommende.» I et senere Indlæg for Enken gjordes opmærksom paa, at Gaarden i Tilfælde, at Kaarbrevet ikke toges til Følge, maatte taxeres saaledes, som Kaaret maatte blive bestemt efter Odelslovens §16, hvilket in subsidium paastodes. Modpartiets Sagfører fandt Spørgsmaalet om Enkens Ret efter Odelslovens §16 ubetimeligt, saa længe Spørgsmaalet om Kaarbrevets Gyldighed ikke var afgjort. Enkens Sagfører havde Intet mod dets Opsættelse, man fandt Spørgsmaalene saa sammenhængende, at deres Splittelse vilde være unaturlig, hvorpaa Modpartiets Sagfører erklærede, at han Intet havde imod dets subsidiale Fremsættelse, naar det kun afgjordes overensstemmende med Odelslovens §16, og ikke af Skifteretten som saadan. For Øvrigt maatte han excipere mod Enkens Ret til Kaar i Henhold til nævnte Lovbud; thi ældste Stervbosøn havde erklæret sig villig til strax at modtage Gaarden, og hertil var han i Følge Odelslovens §10 og §11 ustridig berettiget, da hans Odels- og Aasædesret var in confesso - og Stervboenken kom saaledes ikke til at opfylde de Forpligtelser, der i Lovens §16 nævnes som Betingelse for hendes Ret til Kaar. Endelig forvæntede og paastod han, at Boet sluttedes saa betimelig, at den Aasædesberettigede kom i Gaardens brug og Besiddelse anstundende Faredag, eller at, om Boet ikke inden den Tid sluttedes, det dog ved Eragtning forinden afgjordes, at den Odels- og Aasædesberettigede skulde overleveres Gaarden til Brug med Forpligtelse efter Odelslovens Indhold. Herimod protesterede Enkens Sagfører, med Bemærkning, at Stervbogaarden eiedes i Fællig af Stervboenken og hendes nu afdøde Mand, og at hendes Eiendomsret nødvendigviis maatte ansees for at continuere, indtil Gaarden ved Boets endelige Udlodning blev den Odels- og Aasædesberettigede udlagt. For det Tilfælde, at denen Anskuelse mod Formodning skulde vinde Skifterettens Medhold, meente han det

Side:685

utvivlsomt, at Brugsretten dog maatte tilkomme Stervboenken, eller i alle Fald, at Dispositionsretten over samme maatte tilkomme Stervboet som et Heelt, saaledes at det blev Skifterettens og Boets Vedkommendes Sag at lade Gaarden bestyre saaledes, som Forholdenes Natur tilsagde. I sidste Tilfælde maatte det være Skifterettens Pligt at lade Stervboenken beholde Gaardens Bestyrelse, saa længe Boet stod under Behandling, som nødvendig til deraf at bestride Udgifterne og den Afdødes Børns Underholdning. Derpaa faldt under 29de Marts 1845 saadan Decision: «Det af afdøde Peder Svigum til Hustruen Øllegaard Thomasdatter den 8de April 1843 udstedte Kaarbrev angaaende Kaar af Stervbogaarden Svigum, vil blive at tage til Udgift i Stervboet efter bemeldte Peder Eriksen, dog saaledes, at der ved lovligt Skjøn over, hvad der maa ansees fornødent til Stervboenkens Underholdning, bliver at afgjøre, om Noget og i saa Fald hvor Meget der skal af gaae de i ovennævnte Kaarbrev nævnte Ydelser.» Denne Decision paaankedes fra begge Sider for Overretten, hvor Enkens Sagfører paastod Kaarbrevet kjendt gyldigt i det Hele, og tilføiede: «dog, for det uformodede Tilfælde, at det ikke skulde skee, skal jeg ikke undlade at inhærere min Parts subsidiale Paastand om, at Kaaret bliver at bestemme i Overeensstemmelse med Odelsl.s §16. Denne Fordring er saa rimelig og velgrundet, at enhver Argumentation for den vil være overflødig, saa meget mere som baade Hovedappellanten i Proceduren for Skifteretten og Dommeren i Præmisserne til Decicionen ikke har fremført Andet mod min Parts i denne Henseende Anbragte end saa godt som den nøgne Paastand, at den Betingelse, bemeldte §26 af Odelsloven opstiller for en Enkes Ret til det der omhandlede Kaar, ikke in casu skulde være tilstede.» Herpaa svaredes: «Angaaende Vederpartens Anførte om Odelslovens §16 skal jeg alene bemærke, at der ikke in casu er Spørgsmaal om Jordens Fravigelse efter bemeldte §, hvilket er gjort til udtrykkelig Betingelse for Anvendelsen af den i §en in fine indeholdte Bestemmelse; men, nnar

Side:686

et Lovbud er knyttet til en Betingelse, som ikke er tilstede, saa kan enhver Argumentation for Lovbudets Anvendelse kun være overflødig, fordi den er unyttig.» Ved Overrettens Dom af 20de April 1846 blev imidlertid Kaarbrevet kjendt uguldigt, saa at det ikke skulde komme Boet til Udgift eller Gaarden til Byrde. I Overretsdommens Præmisser heder det blandt Andet: «Men hvorledes det end antages at forholde sig hermed, saa er der en anden Omstændighed, som maa bevirke, at et Kaar i Følge den nævnte § (16) af Odelsloven ikke under nærværende Sag kan blive hende at tilkjende. Naar der sees hen til Udtrykkene i §en, in sqecie i den sidste Punctum, viser det sig nemlig, at det i samme omhandlede Kaar ikke betragtes som en Byrde for Boet efter den afdøde Egtefælle, men at det paalægges den Odelsberettigede, til hvis Vilkaar der efter §ens Slutning ved Kaarets Bestemmelse skal tages Hensyn. Det er imidlertid klart, at en Tvist, som ikke vedrører Boet, men kun verserer mellem Hovedappellanten og Contraappellantinden, ikke kan blive at afgjøre under Skiftet, men at det maa blive hendes Sag at gjøre sin formeentlige Ret gjældende mod ham, naar han kommer i Besiddelse af Gaarden. Den af Hovedappellanten afgivne Vedtagelse af, at Spørgsmaalet om Contraappellantindens ret til Kaar efer Odelsl.s §16 som subsidialt skulde komme under Afgjørelse, maa derfor ogsaa kun forstaaes saaledes, at den gjælder, for saa vidt Kaaret skulde betragtes som en Boet paahvilende Byrde, men ikke for saa vidt Spørgsmaal kunde opstaae om at paahæfte Gaarden samme til Byrde for Hovedappellanten. Da i Følge det Anførte Boet hverken efter Kaarbrevet af 8de April 1843 eller efter Odelsl.s §16 kan ansees forpligtet til at udrede noget Kaar til Contraappellantinden, saa vil Hovedappellantens Paastand i dette Punct blive at give Medhold.» Den 28de August 1827 sluttedes Skiftet efter den Afdøde, og Gaarden Svigum udlagdes Sønnen Peder Eriksen for Taxationssummen 1800 Spdlr. saaledes, at hans Arvelod 154 Spdlr. 2 Ort 21 Skill. deri skulde komme til Afdrag,

Side:687

og Resten tilsvares overeensstemmende med Odelsloven og de paa dette Skifte givne Panteudlæg. Da Enken var bleven gift med Anders Talle, søgte denne Kaar for hende af Gaarden, overeensstemmende med Odelsl.s §16, ikke efter Kaarbrevet. I den Anledning blev den 17de August 1849, efter foregaaende forgjæves Forligsprøve, optaget nyt Skjøn, hvorunder hans Sagfører bemærkede, at Øllegaard Thomasdatters økonomiske Vilkaar ikke kunde ansees forbedrede ved hendes Egteskab med Citanten, da denne paa en ringe Gaard skyldte over 2000 Spdlr., og at hun havde 4 Børn i Egteskab med afdøde Peder Svigum, hvoraf det ældste var 11 og det yngste 2 Aar. Da der for Tiden paa Gaarden Svigum hvilede Kaar til Ingeborg Svigum, hvilket bestod i 4 Tønder Korn, 2 1/2 Kofoster og 6 Smalefostre, saa formeente Comparenten det rigtigst, at Kaaret til Øllegaard Thomasdatter ansattes ved Præstationer, rettede efter bemeldte Ingeborg Olsdatters Levetid, og at man derhos gav særskilt Regel for, hvad det til Citantens Kone skulde præsteres som Tillæg i Kaaret, efter at bemeldte Ingeborg Olsdatter var afgaaet ved Døden. Comparenten tillagde videre, at det er almindeligt i disse Egne, at Kaarfolk erholde frit Huus, Lys og Brænde, samt Pleie og Tilsyn i Alderdomssvaghed; men da Øllegaard Thomasdatter nu er gift paa Talle, frafaldt hun disse Ydelser, hvortil Comparenten forvæntede, at der vilde tages skjønsomt Hensyn ved Kaarets Ansættelse.» - «Retten skjønnede, at for saa vidt Øllegaard Thomasdatter med Rette tilkommer Kaar af Gaarden Svigum, dette i Betragtning af Forholdene, og med sært Hensyn til saa vel Citantindens som Indstævntes Trang, bør bestemmes til 1) 4 er fire Tønder Korn aarlig, behørig renset og tilflyet. 2) 2 1/2 er to og et halvt Kofoster frit teede og steede og med Afdrætten frit hjembragt fra Stølen, samt 6 er sex Smalefostre. 3) Frit Huus, saafremt hun vil opholde sig paa Gaarden, og i saa Fald tillige 3 Favne Ved aarlig frit hjembragt og ophuggen. Boer hun ikke paa Gaarden, har hun ingen Ret til at fordre Ved eller Erstatning for samme.

Side:688

4) Fri Hest til Kirke eller til Fornødenhed. Saa længe den gamle Kaarkone Ingeborg Olsdatter lever, bliver Øllegaard Thomasdatters Kaar at bestemme til 3 Smalefostre, 2 Tønder Korn og 1 Kofoster. Derimod præsteres ingen Ved, saa længe den Gamle lever. I ethvert Fald har hun Ret til frit Huus, saafremt hun behøver eller ønsker det. Dette Skjøn erklærede Lavrettet at være givet i Henhold til aflagt Eed og efter bedste Overbeviisning.» En ny og ligeledes forgjæves Forligsprøve anlagde Anders Talle derefter Domssag med Paastand om Føderaad efter det optagne Skjøn, in natura eller i Penge efter nyt Skjøn, saa længe Sønnen ikke bekvemmede sig til at yde Kaaret in natura, fra 30te April 1849 at regne, og Taxtens Omkostninger med Renter fra Paaklagen, tilligemed Sagsomkostningerne. For Erik Pedersen paastodes Frifindelse og Omkostninger. Ved Underretsdom af 5te Februar 1851 blev han ogsaa frifunden, men Omkostningerne ophævede. Efter Paaanke fra Anders Talles Side blev derimod ved Onderretsdom af 26de Januar 1852 Erik Pedersen tilpligtet af Gaarden at udrede Føderaad til Øllegaard Thomasdatter for hendes Livstid efter Taxten af 17de August 1849, fra 30te April f. A. at regne, saaledes, at bemeldte Kaar - for den forløbne Tid og indtil det præsteres in natura - udredes i Penge efter Skjøn paa hans Bekostning. I Øvrigt frifandtes han, og Sagsomkostningerne ophævedes. Denne Dom blev af Erik Pedersen paaanket til Høiesteret.

Side:689

Hans Sagfører bemærkede i det Væsentlige: Ved Skiftedecisionen af 29de Marts 1845 (S. 685 ovenfor) blev det afgjort, at Enkens Kaar skulde føres til Udgift i Boet efter hendes afdøde Mand, for saa vidt det ved Skjøn fandtes, at hun burde have Kaar af Gaarden. Med Hensyn til denne Decision blev Gaarden taxeret. Var Decisionen bleven staaende, maatte 1 300 Spdlr. have været Løsninssummen. Kun under den Forudsætnng, at intet Kaar skulde udredes, blev den taxeret til 1 800 Spdlr., hvorfor den ved Udlodningen blev Sønnen Erik Pedersen udlagt. Decisionen blev ikke paaanket, for saa vidt den bestemte, at Føderaadet skulde falde hele Boet til Last, da Boets Vedkommende derom var enige. Denne Erkjendelse fra Arvingernes Side kunde Enken ikke tilintetgjøre Virkningen af. Det gik ikke an for hende, først at lade Boet slutte og sig give Udlæg af de 1 800 Spdlr., der var bestemte under Forudsætning af, at hun intet Føderaad skulde have af Gaarden, og derefter søge Føderaad af den. En saadan Tilsnigelse af Udlæg i den Sum, hvorfor Gaarden hæftelsesfri

Side:690

var værdsat, maatte i alle Tilfælde ansees ulovlig. Odelslovens §16 forudsætter ikke, at Taxten sættes efter hæftelsesfri Værdi, og at Hæftelse derefter paabindes Aasædet, hvorved den Aasædesberettigede vilde blive være faren ved den Fortrinsret, der er ham tilstaaet, end de øvrige Arvinger, og Enken vilde vinde en Fordeel, som ikke kan være hende tiltænkt, paa hans Bekostning alene. Forliget maatte i alle Fald staae ved Magt. Overretsdommen af 20de April 1846 (S. 686 ovenfor) afgjorde Intet i saa Henseende, da Overretten ingen Competents havde til at bestemme, hvad der ikke forlangtes bestemt, men allerede anderledes var afgjort ved Forliget. Parterne forlangte kun afgjort, om Føderaad kunde kræves efter Odelslovens §16, men de var enige om, at det i alle Fald burde falde hele Boet til Last. Cassationen af Høiesteretsstævningen i Anledning af denne Dom og Udlægget til Appellanten for den hæftelsesfrie Taxtsum 1 800 Spdlr. var en Følge af, at man var bleven enig om, at der ikke længere skulde være noget Spørgsmaal om Føderaad - som først igjen vaktes, da Enken var bleven gift, af hendes anden Mand. Det faldt ikke nogen af Parterne ind ved Skifters Slutning at antage, at Gaarden af den Odels- eller Aasædesberettigede skulde modtages efter den hæftelsesfrie Taxt, og derpaa kunne behæftes med at Føderaad, der vilde gjøre den 500 Spdlr. mindre værd; og at Overrettens urimelige Fortolkning som derfor ikke i mindste Betragtning. At Stedforældre, som ved frivillig Fravigelse have Krav paa Føderaad, tabe dette Krav ved at paaføre den Aasædesberettigede unødig Proces, er et Tvangsmiddel, hvorved de Intet lide, saa længe de ikke indlade sig paa saadan unødig Gjerning, og kunde følgelig her ikke komme i Betragtning, hvor man havde handlet under heelt andre Forudsætninger. En saadan Fortolkning, som Overretten havde anvendt paa Odelslovens §16 - der ikke bestemmer, hvorledes Gaarden i Tilfælde af Føderaad skal taxeres - vilde, om den blev gjældende, nøde den Aasædesberettigede til at opgive sin Ret, og lade Gaarden i ethvert Tilfælde

Side:691

komme til Auction, hvorved ingen saadan Hæftelse vilde kunde paabindes den, uden tilsvarende Afslag i Kjøbesummen; og værre faren end den fremmende Kjøber kan dog ikke den Aasædesberettige antages at skulle være. Overretten meente, at Stedforældre bør have Føderaad, enten de ved Skiftet vige for en 18 eller en 28 Aar gammel Aasædesberettiget; men naar denne allerede ved Skiftet er gammel nok til at tage Gaarden i Besiddelse, ligger Tilfældet udenfor den i Odelslovens §16 indeholdte Forudsætning, og der er saaledes ingen Adgang til at kræve noget Føderaad. Slutningen af denne § staaer i uadskillelig Forbindelse med Begyndelsen, der handler om ganske andre Tilfælde, end her var for Haanden. Her havde den Længstlevende ikke forlangt og faaet sig Gaarden udlagt for fuld Værdi, med saadanne Forpligtelser, som denne § omhandler, og derpaa maattet vige for den Aasædesberettigede - i hvilket Tilfælde der kunde være nogen Rimelighed for at tilstaae Føderaad - hvorimod det i et Tilfælde som nærværende vilde, efter hvad allerede var viist, lede til de haandgribeligste Urimeligheder, om man paabandt Gaarden en Hæftelse, som ved Løsningssummens Bestemmelse netop var forudsat ikke at skulle hvile paa den. Det gik saaledes ikke an, efterskudsviis at ville tilsnige sig, hvad der ved Udlægget var forudsat at skulle ydes.

Indstævntes Sagfører udviklede nærmere den i Overretsdommen af 20de August 1846 ytrede Anskuelse. Han meente at det var klart efter Odelslovens §16, at Byrden af Føderaadet alene skulde paahvile den Odels- og Aasædesberettige, enten man for Resten vilde ansee det som en Ubillighed eller ei. Det stod desuden til den Aasædesberettigede at unddrage sig Byrden, hvis han fandt den for tung, ved at afstaae fra sin Besiddelsesret, der ikke paa andre Vilkaar var ham tilstaaet. Efter Alt, hvad der var in confesso og beviist, kunde Spørgsmaalet ikke ansees afgjort ved Forhandlingerne paa Skiftet, hvor man ikke havde negtet Føderaadskravet, men meget mere maatte ansees at have handlet under den Forudsætning, som indeholdtes

Side:692

i Overrettsdommen af 20de April 1816, hvis Paaanke var forfalden. Vel angik Odelslovens §16 ikke ligefrem efter Ordene et Tilfælde som nærværende; men der kunde alligevel ingen Tvivl være om, at det jo indgik under samme Regel; thi den omfattede baade Odels- og Aasædesberettigede. Fra §10 til §19 handles om begge Arter af Ret. Gjælder §16 ogsaa Aasædesberettigede, maa den tillige gjælde Gods, som udlægges den Aasædesberettigede paa Skifte, da der lige fuldt bliver Spørgsmaal om Fravigelse, idet Stedforældrene altid, som her, besidde Gaarden, indtil Spørgsmaalet om Udlæg opstaaer. At den Aasædesberettigede altid maa udrede Føderaadet uden Afkortning i Gaardens fulde Taxtsum, har i det Mindste det for sig, at han allerede forlods har nydt en Opdragelse, som den Længstlevende fremdeles maa yde hans yngre Søskende.

Ved Høiesterets Dom af 16de Juni 1853 stadfæstedes Overretsdommen, med Ophævelse af Omkostningerne for Høiesteret.