Rt-1855-247
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1855-01-26 |
| Publisert: | Rt-1855-247 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 47. |
| Parter: | Advocat Andresen, Actor, mod 1) Peder Olsen, 2) Morten Andersen, 3) Marie Olsdatter og 4) Lars Hedemark. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: |
Ved Stiftamtmandens Ordre til Underfogden i Christiania blev Nr. 1 sat under Tiltale for Tyveri, og Nr. 2, 3 og 4 for Deelagtighed deri. Ved de foreløbige Forhør blev oplyft, at der Nattens til 19de Juni f. A. i Drammen var begaaet et Indbrudstyveri, hvorved blandt Mere var stjaalet 1 Barneskee og 4 Theskeer af Sølv, samt 8 Tørklæder, deels af Uld, deels af Bomuld, deels af
Side:248
Silke og da de Angjældende kort efter i Christiania var fundne i Besiddelse af lignende Ting, som blev bragte paa Politikammeret, sendtes de derfra til Drammen, hvor de gjenkjendtes af Bestjaalne, som dog ikke kunde skaffe Eiendomsbeviis. Efter forskjellige Udflugter tilstod Nr. 1 at have været i Besiddelse af samtlige disse Koster, som han 4 Dage efter Tyveriet i Drammen, hvor han hørte. hjemme, vilde have fundet indviklede som Tul i et af Tørklæderne, under nogle Kviste ved et Bjerg, tæt ovenfor en Gaard ved Byen, idet han der gik og pillede Bær, samt at han skjønnede, at de maatte være stjaalne af den, som havde henlagt dem der, uden at han vilde vide, af hvem eller hvorledes de var stjaalne, idet han negtede, selv at have stjaalet dem. Nr. 2 tilstod at have været med Nr. 1 paa in Løkke udenfor Christiania, hvor Nr. 1 kom frem med Barneskeen og den ene Theskee, hvilke Nr. 2 skjønnede at være stjaalne, men dog lod sig overtale til at pantsætte hos 3die Dept for 1 Spdlr., som Nr. 1, der var bleven staaende at vænte paa Løkken efter ham, derpaa vexlede, og kjøbte Melk til dem; hvorhos Nr. 2 erkjendte at have senere af Nr. 1 modtaget det ene Silketørklæde, og forsøgt at pantsætte det hos 3die Dept., som vel modtog det, men ikke leverede ham Penge derpaa. (3die Dep.t bragte det nemlig paa Politikammeret). Nr. 3 (Nr. 2s Kone) tilstod at have modtaget de tre øvrige Theskeer til Pantsætning, og at have anbragt dem hos Nr. 4 for 4 Ort, hvoraf hun med Nr. 1s Minde beholdt 1 Ort for sin Umage, og erkjendte ligeledes, at hun allerede, da hun modtog Skeerne, skjønnede at de var stjaalne. Endelig tilstod Nr. 2 at have af Nr. 1 modtaget nok et Silketørklæde til Pantsætning, og anbragt det hos en Udlaaner for 1 Ort, som han leverede Nr. 1, der tracterede ham med Øl. Nr. 4 tilstod at have af Nr. 3 modtaget de tre Theskeer i Pant, eller rettere: i Kjøb mod Gjenløsningsret, for 4 Ort, men vilde ikke have gjort sig nogen Tanke om, at de var stjaalne, skjønt han tilstod at have ved at tænke over Sagen maattet kunne formode det, da
Side:249
Konen saae meget fillet og daarlig ud, og Skeerne var værd 8-9 Ort. For Øvrigt erklærede Politibetjenten, som afhentede Skeerne, at Nr. 4 intet Skjul lagde paa Handelen. De øvrige Tørklæder havde Nr. 1 selv deels pantsat deels efterlagt 10de Dept. Under Forhøret ytrede han det Ønske, at tiltalen mod ham maatte skee i Christiania. Nr. 1 var 35, Nr. 2 var 42 og Nr. 3 var 63 Aar gammel. Nr. 1 var 2 Gange og Nr. 2 Var 1 Gang før fældt for Tyvsforbrydelse; Nr. 3 og 4 var ikke forhen fældte for nogen Forbrydelse. Ved de foregaaende Retter blev Nr. 4 frifunden for videre Tiltale; Nr. 1 dømt for Forbrydelse mod Crll.s 21-14 til 2 Aars Strafarbeide, og Nr. 2 og 3 for Deelagtighed i denne Forbrydelse til Fængsel paa Vand og Brød, han i 15, hun i 5 Dage. Ved Høiesteret blev Nr. 1 fældt for Tyveri, og de 3 Øvrige for den i Crll.s 19-6 omhandlede Deelagtighed deri, Nr. 1 til 4 Aars og Nr. 2 til 8 Maaneders Strafarbeide, samt Nr. 3 og 4 hver til 10 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Efter Nr. 1s egen Forklaring maatte han fældes for Tyveri, da han hverken ansaae eller kunde ansee de gjemte Koster som tabte, og man lige saa vel bliver Tyv ved at stjæle Kosterne fra Tyven, som ved at stjæle dem fra Eieren. For Nr. 2 og 3 var Følgen altsaa efter deres egen Bekjendelse ligefrem Anvendelsen af Crll.s 19-6. Nr. 4 der ikke vilde have gjort sig nogen Tanke om Adkomsten, men tilstod at have maattet formode den ved at tænke over Sagen, havde hertil den strengeste Opfordring, ei alene i egen tidligere Erfaring, da han før havde maattet udlevere pantsatte Tyvekoster, men ogsaa i sine Standsbrødres, da han hørte til den Klasse af Udlaanere, hos hvilke Tyvekoster hyppig findes anbragte.