Rt-1855-552
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1855-05-19 |
| Publisert: | Rt-1855-552 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 256. O.nr.5. |
| Parter: | Proprietær Harald Ulriksen mod Næs og Ringsager Almindingsbestyrelse. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: |
De Gaardene Aslakrud, Amundrud og Bradskerud frasolgte Skove tilligemed en Deel af Gaardeparten Drøbaks Skov, samt Gaardeparten Aasnæs med tilhørende Halvdeel af Pladsen Kyndalen, Alt beliggende i Hofs Thinglag, eiedes i Aaret 1846 i Fællesskab af Fanejunker Gundersen for en Halvdeel, samt af Capt. Colbjørnsen og Proprietær Harald Ulriksen for en Fjerdepart for hver af dem. I Februar 1846 solgte Ulriksen sin Andeel i disse Eiendomme til Oluf Kjølen for 550 Spdlr., og i Marts s. A. solgte ogsaa Colbjørnsen til samme Oluf Kjølen sin Andeel i Eiendommene for 600 Spdlr., saa at det Hele derefter tilhørte Gundersen og Kjølen for en Halvdeel hver. Ulriksen havde for sit Vedkommende ikke udstedt noget Skjøde paa, hvad han havde solgt; heller ikke blev der mellem ham og Kjølen oprettet nogen skriftlig Contract om Handelen, men der fremkom under Sagen et Skrift af 27de Februar 1846, som ikke var undertegnet af nogen af Parterne (Ulriksen og Kjølen), men som, uden dog at have Formen af en Vidneseddel, var undertegnet af L. Bredesen og Ole Thorsen som Vidner, og lød saaledes: "Undertegnede har Dags Dato solgt mine i Fællesskab med Cap. Colbjørnsen og Fanejunker Gundersen i Hof beliggende Eiendomme for 550 Spdlr. til Oluf Kjølen. Af bemeldte Sum er betalt contant 150 Spdlr., og de resterende 400 Spdlr. betales med 100 Spdlr. hvert Aars 24de Juni; den første Termin betales førstkommende 24de Juni og de øvrige bemeldte Dato i de paafølgende 3 Aar. Kjøberen betaler Renter fra i Dag af den resterende Kjøbesum, samt Skatter og Communeudgifter af bemeldte Eiendomme fra 1ste Januar dette Aar. Præstegaarden den 27de Februar 1846. Som Vidner: L. Bredesen. Ole Thorsen." Det var under Sagen in confesso, at dette Brevskab indeholdt Vilkaarene for den indgaaede Handel eller Overeenskomst, ligesom det og var in confesso, at Kjøberen
Side:553
strax kom i Besiddelse af og overtog de solgte Eiendomme, af hvilke han nød Indtægterne, samt udredede Skatter, Afgifter og øvrige Udgifter. Under 22de Juli 1848 udstedte Oluf Kjølen til Næs og Ringsager Almindingsbestyrelse en Forskrivelse for 10,164 Spdlr., for hvilken Gjæld han blandt Andet pantsatte sin eiende Andeel af Gaardene Aasnæs, Bradskerud, Aslakrud, Amundrud, Drøbak og Gjærdrum, alle i Vaaler Præstegjæld, ligesom for samme Gjæld K. Gundersen, Arnt E. Kjølen og E. Gjester ogsaa indgik som Selvskyldnercautionister. Denne Panteforskrivelse, som blev thinglæst i rette Tid den 4de September 1848, fremkom ikke i Original, men kun i Udskrift af Pantebogen. Det maatte imidlertid forudsættes, at Jurisdictionspaategningen paa Originalen har indeholdt de lovbefalede Oplysninger, hvoriblandt, at Oluf Kjølen ikke havde thinglæst Hjemmel paa en større Andeel i disse Eiendomme, end den Fjerdedeel, han havde kjøbt af Colbjørnsen, hvorpaa han den 4de September 1848 erholdt Skjøde, som thinglæstes den 6te s. M., hvilket maa antages at være skeet paa samme Tid, hvorpaa Forskrivelsen af 22de Juli 1848 thinglæstes, da, saa vidt kan erfares, Maanedsthing maa være afholdt for Soløer paa Johnssæter i Hof den 4de, 5te og 6te September 1848. Det var in confesso, at Meningen med Forskrivelsen af 22de Juli 1848 var at give Almindingsbestyrelsen Panteret saa vel i de Eiendomme, Kjølen havde kjøbt af Ulriksen, som i de Eiendomme, han havde kjøbt af Colbjørnsen. Af den Deel af Kjøbesummen for de af Ulriksen kjøbte Eiendomme, som skulde erlægges terminviis, nemlig de 400 Spdlr., blev første og anden Termin afgjorte; men for tredie Termin blev den 7de November 1848 indgaaet Commissionsforlig, hvorefter der gjordes Indførsel den 23de Mai 1849, da for Beregningssummen 133 Spdlr. 55 Skill. med videre paagaaende Renter og Omkostninger gaves Ulriksen Udlæg i en O. Kjølen tilhørende Hest med Kariol, værdsatte til 70 Spdlr., samt i hans tilbagestaaende Arv i Gaarden Kjølen, omtrent 80 Spdlr., hvorhos Ingebret Ingelsrud
Side:554
indgik som Cautionist for Hestens og Kariolens Tilstedeblivelse indtil Auctionen. For fjerde og sidste Termin af Kjøbesummen med Renter og Omkostninger blev den 5te November 1849 indgaaet Commissionsforlig efter hvilket Ulriksen dog ikke lod gjøre Indførsel. Da Oluf Kjølen senere undveg, blev hans Bo taget under Skiftebehandling, og den 12te Marts 1851 lod Ulriksen ned sin Sagfører; Procurator Lie, anmelde, at han i Følge ovennævnte Forlig og Indførsel havde tilgode som Rest paa Kjøbesummen for de til O Kjølen solgte Eiendomme med paaladne Renter og Omkostninger, den Sum 264 Spdlr. 24 Skill, hvorhos han forbeholdet sig yderligere krav og bemærkede, at da Skjøde ikke var udstedt paa disse Eiendomme, hviledet Eiendomsretten øver dem vedblivende i Ulriksens Haand, skjønt han ikke anderledes vilde eller kunde benytte sig deraf, end at han for sin Fordring ansaae sig fortrinsviis panteberettiget i Eiendommene som han paastod hastigst muligt realiserede, forbeholdene i Øvrigt sin Ret i ethvert Henseende, og deriblandt ogsaa Ret til at holde sig til O. Kjølens Arv, m. M. I Indlæg af 24de December 1852 erkjendte curator bonorum Fordringen paa de 264 Spdlr. 24 Skill., med Tilføiende, at hertil videre kom Renter af 200 Spdlr. fra 24de Juni 1851 saa at Fordringens Rigtighed og Størrelse under Skiftet var in confesso. Curators Indlæg var forfattet efter Løfte til Gundersen, A. Kjølen og Gjester, de Eneste, der havde bestridt Ulriksens Ret i Øvrigt. Disse Selvskyldnere for O. Kjølens Gjæld efter Panteforskrivelsen af 22de Juli 1848 til Almindingsbestyrelsen protesterede allerede i Skiftemødet den 12te Marts 1851 strax imod den af Colbjørnsen og Ulriksen i samme Møde paastaaede Fortrinsret, og forbeholdt som Cautionister og Medskyldnere for O. Kjølens Gjæld til Almindingsbestyrelsen dennes Fortrinsret i de af Colbjørnsen og Ulriksen til O. Kjølen solgte Eiendomme efter Panteforskrivelsen af 22de Juli 1848. I Stiftemøde den 19de Juli 1851 fandtes tilført, at Creditorerne efter denne Forskrivelse ikke vilde gjøre sin Fordring
Side:555
gjældende i Boet, men derimod for O Kjølens Deel holde sig til de øvrige Debitorer; og i Indlægget af 24de December 1852 fra Curator fandtes ogsaa anført, at Almindingsbestyrelsen havde opgivet, at den ikke vilde melde sin Fordring i Boet efter Panteforskrivelsen men holde sig til Selvskyldnercautionisterne. Naar og hvorledes denne Erklæring af Almindingsbestyrelsen var afgiven, blev vel ikke oplyst; men at den var afgiven var in confesso og paa Grund af denne Erklæring blev Boets Vedkommende i Skiftemødet den 19de Juli 1851 enige i, at de af Colbjørnsen og Ulriksen kjøbte Eiendomme, der eiedes i Fællesskab med Gundersen, skulde sælges ved Auction frie for Hæftelsen efter Forskrivelsen af 22de Juli 1848, idet dog Selvskyldnerne henholdt sig til sit før tagne Forbehold om Pant i Kjøbesummen efter nysnævnte Forskrivelse. Ved Auction den 1ste September 1851 blev den af Colbjørnsen og Ulriksen kjøbte Halvdeel af de oftnævnte Eiendomme solgt til Fanejunker Gunderson Arnt Kjølen og Martin Gundersen for 1.000 Spdlr, hvilken Kjøbesum dog ikke blev indbetalt, men henstod efter Vedtagelse i Skiftemøde af 14de Marts 1853 hos Kjøberen mod Renters Svarelse fra Approbationsdagen, indtil den under Skiftet opstaaede Prioritetstvist endelig blev afgjort. I Skiftemøde den 7de December 1852 anstilledes forgjæves Forligsprøve mellem Ulriksen og Selvskyldnerne til Almindigsbestyrelsen, og under Udvexling af Indlæg henstod Sagen endnu i nogen Tid, for nemlig at give de Sidste Anledning til at bevise det Ansvar, hvori de var komne til Almindingsbestyrelsen, hvorover der i Skiftemøde den 11de Januar 1853 blev fremlagt et Regnskab med 3 Bilag, som dog ikke fandtes indtaget i Acten. Endnu i Indlæg af 14de Marts 1853 bestred Colbjørnsen og Ulriksen Selvskyldenernes Competents med Hensyn til Tvistens Gjenstand, idet de anførte, at det ikke var godtgjort, at de i Anledning af Cautionen var komne i noget Ansvar, og at de alene støttede sig paa mulige fremtidige Krav, samt at rette Vedkommende, Almindingsbestyrelsen, havde frafaldt Paastand i Boet, osv.
Side:556
Da imidlertid Selvskyldnerne i samme Skiftemøde herimod indvendte at de allerede havde indbetalt Mere til Almindingsbestyrelsen, end der faldt paa deres Lod, altsaa tillige det, der paalaae Oluf Kjølen, og at de allerede havde indgaaet Forlig, som forevistes, for den sidste Rest til Almindingsbestyrelsen, saa blev Tvisten optagen til Decision, idet Skifteforvalteren tilføiede, at Decisionen vilde blive afsagt, efter at han derom havde underrettet Almindingsbestyrelsen, og modtaget dens Erklæring, medens derimod Colbjørnsens og Ulriksens Sagfører forvæntede Decisionen afsagt inden lovlig Tid, uanseet Forholdet med Almindingsbestyrelsen, da denne ved Skiftesamlingen den 19de Juli 1851 var traadt udenfor Tvisten, som nu alene verserede mellem Colbjørnsen og Ulriksen paa den ene og Selvskyldnercautionisterne paa den anden Side. I Skrivelse af 15te April 1653 til Skifteretten anmeldte imidlertid Almindingsbestyrelsen Fordringen i Boet, under Forbehold af Panteretten i dets Eiendomme; thi uagtet den ansaae sig sikret ved Cautionisterne, antog den dog at burde anhængiggjøre sin Ret til Boets Midler, da Cautionisterne derved, i alle Fald for en Deel, muligens vilde kunne slippe for det Tab, de havde lidt og led ved sine Cautionsforpligtelser. Uden at afholde ny Skiftesamling, og uden at underrette Colbjørnsen og Ulriksen om den Vending, Sagen havde faaet ved Almindingsbestyrelsens Anmeldelse af Fordringen, afsagde Skifteforvalteren den 25de Mai 1853 Decisionen, hvorved Colbjørnsen og Ulriksen for deres anmeldte Fordringer med Renter (Ulriksen for 264 Spdlr 24 Skill., med 4 pCt. Renter af 200 Spdlr. fra 24de Juni 1851) kjendtes berettigede til at nyde Udlæg foran Næs og Ringsager Almindingsbestyrelse i det Beløb, hvortil de Boet tihørende Aslakrud, Amundrud, Bradskerud og Gjerdrum Skove ved Auction var udbragte. For saa vidt Eiendommene i denne Decisions Conclusion var benævnte anderledes end i dens Præmisser og i Brevskaberne, blev der ikke gjort Indvending fra nogen af Siderne, hvorimod Identiteten maatte ansees at være io confesso.
Side:557
Selvskyldnercautionisterne efter Panteforskrivelsen paaankede heller ikke Decisionen i Øvrigt hvorimod Almindingsbestyrelsen indankede den til Christiania Stiftsoverrets 2den Afdeling, ved hvis Dom af 12te Juni 1854. Sagen for Colbjørnsens Vedkommende fik samme Udfald som ved Skifteretten hvorimod Ulriksen kjendtes uberettiget til i Boet at nyde Fortrinsret foran Almindingsbestyrelsen for de af ham i Følge Vidneseddel af 27de Februar 1846 til Oluf Kjølen afhændede Eiendomme. Denne Overretsdom paaankede Ulriksen til Høiesteret hvor Sagen udgik til skriftlig Behandling efter lovligt Varsel til Overretten, Skifteforvalteren og Almindingsbestyrelsen, som alle udeblev. Selvskyldnercautionisterne var derimod ikke varslede, uagtet de i Grunden maatte ansees mere interesserede i Sagens Udfald, end Almindingsbestyrelsen, som for eget Vedkommende fandt det ligegyldigt, da den vilde holde sig til Cautionisterne, ved hvem den ansaae sig betrygget. Det var saaledes alene for disses Skyld, at den havde anmeldt sin Fordring i Boet, nemlig for at hæve Vanskelighederne med Hensyn paa deres Competents til at gjøre Paastanden om Fortrinsret efter Panteforskrivelsen gjældende - og denne Anmeldelse kom først, da Tvisten var optagen til Decision, efter at være ført alene mellem Colbjørnsen og Ulriksen paa den ene og Selvskyldnercautionisterne paa den anden Side. Om Almindingsbestyrelsens Mellemkomst var skeet efter Selvskyldnercautionisternes Forlangende, kunde ikke sees, men den maatte i alle Fald antages skeet efter Skifteforvalterens særlige Opfordring. Imidlertid var Skiftedecisionen til Overretten alene paaanket af Almindingsbestyrelsen, og saaledes var Selvskyldnercautionisterne allerede der i Formen komne til at staae aldeles udenfor Sagen - enten nu Paaanken did var skeet efter deres Foranledning, som rimeligst maatte formodes, eller Almindingsbestyrelsen som negotiorum gestor fremdeles intervenerede - og der var ikke en Gang, saa vidt man kunde erfare, brugt litis denuntiatio til dem. Vel kunde nu Paaanken til Overretten aldeles ikke skade dem, medens
Side:558
Paaanken fra den modsatte Side til Høiesteret gik ud paa at berøve dom den Fordeel, de i Forhold til Appellanten middelbar havde vundet ved Overretsdommen; men de kunde dog ikke tabe Mere ved Høiesterets Dom, end de havde tabt ved den, i det Mindste i Formen, fra deres Side upaaankede Skiftedecision, som de følgelig ikke ved egen Intervention under Sagen i Høiesteret kunde faae forandret, og Overretsdommen afgjorde, for saa vidt den var paaanket, kun Tvisten mellem Appellanten og Indstævnte, der i alle Fald maatte være den af Parterne, der - til Vedligeholdelse af sin Regres mod Cautionisterne - skulde kunne ansees forpligtet til at advare dem om Paanken til Høiesteret, for at kunne spare sig selv Umagen og Bekostningen ved det Gjenmæle, der matte behøves til fælles Tarv. Uagtet Tvisten i Grunden fornemmelig gjaldt Cautionisternes Interesse, maatte de altsaa, efter den Stilling, hvori de selv havde sat sig, betragtes som staaende aldeles udenfor Sagen, ved Høiesteret som ved Overretten, enten de nu have stolet paa Almindingsbestyrelsens videre Forsorg, hvorom de dog næppe var ladte i Uvidenhed, eller ei. Høiesteret tog ogsaa Sagen under Paakjendelse i Realiteten. Overretten havde i det Væsentlige bygget sin Dom paa den Betragtning; at Oluf Kjølen ved Contracten af 27de Februar 1846 i Forbindelse med den derpaa fulgte Overleverelse af de solgte Eiendomme allerede havde erhvervet dem til Eie, og maatte kunne fordre Skjøde, da Contracten Intet indeholdt om, at dets Udstedelse skulde være betinget af Betaling eller Sikkerhed for Resten af Kjøbesummen, hvorfor Ulriksen altsaa ingen Fortrinsret kunde tilkjendes i Boet. Herimod indvendtes, at det saa vel i Theori som i Praxis var almindelig antaget, at Eiendomsret i fast Gods alene kan stiftes ved Skjøde i et Tilfælde som dette,1 og at Kjøberen, saa længe han ikke
1 I den Sag, den findes meddeelt i Rt-1854-532 - 550, havde den Part, der bestred Eiendomsretten paa Grund af manglende Skjøde, selv garanteret Skjødningen, følgelig saa vel derved, som ved sit mislige Forhold i Øvrigt, bundet sig.
Side:559
var bleven Eier i Lovens Forstand, heller ikke kunde pantsætte Eiendommene til Skade fur Sælgeren, der endnu var deres Eier efter Loven, skjønt han ved det allerede skeede Salg ikke atter kunde sælge dem til nogen Anden. Da atter Forbehold med Hensyn til Skjødet var taget paa noget af Siderne, maatte Parterne antages at have handlet under den sædvanlige Forudsætning, at Skjødet ikke vilde blive udstedt, forinden der var gjort Fyldest for Kjøbesummen, eller stillet Sikkerhed for det Manglende, Noget man kun ved Auctionssalg i Almindelighed pleiede at udtale i Conditionerne, men ved Underhaandssalg som oftest lod uberørt i Kjøbecontracten, som en Selvfølge, der ikke pleiede at omtvistes, hvorfor det ved Sagsanlæg til Erhvervelse af negtet Skjøde almindeligviis ikke en Gang faldt Sagsøgeren ind, at paastaae Skjødet udstedt uden foreløbig eller samtidig Berigtigelse af Kjøbesummen ved Betaling, Sikkerhedsstillelse, og hvad ellers efter Omstændighederne maatte kunne fordres. Intet var derfor urimeligere end at fortolke den her omtvistede Handel, som om Meningen var, at Kjøberen skulde kunne kræve Skjøde og pantsætte Eiendommen til Skade for Sælgeren, saa meget mere, som Skjødet ikke kunde erfares at være afkrævet pantet en Gang i Anledning af Pantsætningen, naturligviis fordi det ansaaes givet, at Skjødet ikke kunde fordres, forinden Resten af Kjøbesummen var beretiget, og Pantet altsaa toges under Forudsætning, at den snart vilde være afgjort, og Skjødet derefter strax vilde blive udstedt. Imidlertid maatte Pantsætningen ansees ugyldig saa længe Skjødet ikke var udstedt, og Sælgeren fremdeles ansees som Eier, indtil Salgsbetingelserne var opfyldte - og vilde Boet tilegne sig Eiendommerne, maatte det følgelig betale, hvad der i Anledning af Kjøbet skyldtes Sælgeren.
Høiesterets Dom, afsagt den 19de Mai 1855, er saa lydende: Skiftedecisionen af 25de Mai 1853 bør, for saa vidt til Høiesteret paanket er, ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Stiftsoverretten og Høiesteret ophæves.