Rt-1860-1

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1859-12-00
Publisert:	Rt-1860-1
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 140. O.nr. 13.
Parter:	A. Lunderby, som nuværende Eier af Næs Skov, mod S. Nevjen.
Forfatter:
Lovhenvisninger:

I denne Sag stadfæstede Høiesteret ved Dom af 22de October 1859, med Ophævelse afOmkostningerne i sidste Instants, følgende den 22de Marts 1858 afsagte Overretsdom:

«Under nærværende Sag har Brugspatronen Santesson, som Medeier og Bestyrer af Eda Glasverk i Sverige, sagsøgt Syver Henriksen Nevjen, der er Eier af 2 Daler 2 Ort 4 Skill.s Skyld i Gaarden Nevjen i Vinger Præstegjæld, for ulovligt Aavirke i den Eda Glasverk tilhørende Næs Skov sammesteds, idet Santesson har paastaaet Syver Henriksen kjendt uberettiget til Aavirke i Næs Skov, samt tilpligtet at betale Værdien af 9 Tylvter Hustømmer og i Tylvt Sagtømmer efter Skjøn, optaget paa dennes Bekostning, tilliggemed Renter af Skjønsbeløbet, samt Processens Omkostninger. Syver Henriksen paastod derimod, efter udtagen Contrastævning, sig kjendt berettiget til Aavirke til Husbehov i den ommeldte Skov, eller sig in subsidium frifunden for Santessons Tiltale, samt sig tillagt Procesomkostninger. Ved Dom, afsagt Vinger og Odalens Sorenskriveries Jurisdiction den 15de August 1855, blev Santessons Paastand tagen til Følge, dog saaledes, at Processens Omkostninger blev ophævede. Denne Dom har Syver Henriksen ved Stævning af 10de Januar 1856 indbragt her for Retten, idet han har gjentaget sin ved Underretten nedlagte Paastand, med Tillæg af Procesomkostninger

Side:2

for Overretten, hvorimod Brugspatron Santesson har paastaaet Underretsdommen stadfæstet, og sig tilkjendt Procesomkostninger for Overretten. Appellanten har fremstillet Forholdet saaledes, at den Del af Næs Skov i sin Tid har iilligget Gaarden Nevjen, der ogsaa i bemeldte Skov havde et Sæterbrug. Da Skov i den Tid imidlertid ikke var af den Værdi som nu, udøvede de, der havde Skov paa samme Kant, Hugsten i Fællesskab, hvorved tilsidst, i Stedet for den oprindelige Eiendomsret til en Del af Skoven, for Nevjens Vedkommende uddannede sig en Brugsret til den hele Skov. I hvert Fald formener han, at den af ham paastaaede Hugstret forlængst er hævdet, hvilket han ogsaa paastaaer fremgaaer af en under Sagen fremlagt Dom af 12te Januar 1839, ved hvilken en Opsidder paa Nevjen, ved Navn Hans Johannessen, blev frifunden i et Søgsmaal, der angaaende lignende Skovhugst var anlagt mod denne af Næs's Skovs daværende Eier. Overretten skal føreløbig bemærke, at de det mod Indstævntes Benegtelse ikke er godtgjort, at Hans Johannessen var Opsidder paa den samme Del af Gaarden Nevjen, som Appellanten i nærværende Sag, hvilket ikke en Gang er sandsynligt, saa kan den nævnte Dom ikke antages at have gjort nærværende Sag til en res judicata. Derimod er det ved de afhørte Contravidner tilstrækkelig godtgjort, at Brugerne af Appellantens Part af Gaarden Nevjen i langt over Hævstid og, som det synes, aabenlyst har taget det Fornødne til Gaardsbrug i Næs Skov. Indstævnte formener imidlertid, at der i nærværende Tilfælde ikke kan være Tale om Hævd, da Appellantens Del av Nevjen var beneficeret Gods, der først i Aaret 1839 solgtes som Eiendom til Enken Ingeborg Embretsdatter, fra hvem Gaarden igjen er kommen til Appellanten, og at følgelig Hævdsperiodens Løb ikke kan regnes før fra den Tid, det Offentlige solgte Eiendommen, idet de før den Tid paa Gaarden siddende Leilændinger ikke kunde hævde for Andenmand, der ingensomhelst Kundskab havde om det Brug, Nevjens Opsiddere tiltog sig i Næs Skov. At det Offentlige ingen

Side:3

Kundskab har havt om, at der tilkom Gaarden Nevjen nogen Brugsret i bemeldte Skov, formener Indstævnte ogsaa at fremgaae deraf, at i det til Ingeborg Embretsdatter udfærdigede Skjøde saadan Brugsret aldeles ikke er nævnt. Endelig formener Indstævnte, at en senere erhværvet Hævd ikke kan præjudicere en tidligere Panthaver, og da Næs Skov blev solgt ved Tvangsauction i Aaret 1840 til Fyldestgjørelse af en Panteobligation af 12te Marts 1824, saa behøver heller ikke Eiendommens Kjøber at respectere Servituten. Overretten skal heril bemærke, at skjønt det vistnok kan være tvivlsomt, om en Leier eller Forpagter af en fast Eiendom kan, ved at paabegynde en Brugsret over en anden Eiendom, i Tidens Løb hævde en Servitut for den af ham brugte Eiendom, og til Fordel for den egentlige Eier, formenes dog overveiende Grunde at tale for, at Hævd under saadanne Forhold kan erhværves. Men er saa Tilfældet, kan det ikke omtvistes, at den af Appellanten paastaaede Brugsret er hævdet. At Næs Skov i Aaret 1824 har været pantsat, og at Hævdsperioden da maaske ikke var fuldendt, kan ikke herimod komme i Betragtning, da en Panthaver, om han vil hindre, at nogen Brugsberettighed hævdes over hans Part, maa bruge de samme Midler til Hævdens Standsning, som vedkommende Eier i Tilfælde maa benytte sig af. Heller ikke kan man være enig med Indstævnte i, at den her omhandlede Rettighed skulde mangle qvantitativ Begrændsning; thi de afhørte Contravidners Prov gaaer ud paa, at Opsidderne paa Appellantens Del af Gaarden Nevjen have i Næs Skov taget Alt til Husbehov, efter flere Contravidners Forklaring saavel ferske Træer som Tørt, hvilket falder sammen med Appellantens Paastand for Overretten. Denne vil dog ikke blive at tage til Følge i den Form, hvori den er fremsat, idet Appellanten ikke ved Contraklage til Forligelsescommissionen har banet sig Adgang til at sætte sin positive Paastand om at kjendes berettiget til Hugst i Næs Skov igjennem. Derimod vil Appellanten blive at frifinde for Indstævntes Tiltale. Processens Omkostninger for begge Retter findes

Side:4

efter Omstændighederne at burde ophæves.

Thi kjendes for Ret:

Appellanten Syver Henriksen Nevjen bør for Indstævnte Brugspatron Santessons Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for begge Retter omhæves.»