Rt-1860-577
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1860-06-06 |
| Publisert: | Rt-1860-577 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.Nr. 264. O.Nr. 21. |
| Parter: | Syver Olsen Engum mod Amund Pedersen Ihle. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: |
Efter forgjæves Forligsprøve faggav Amund Pedersen Ihle, da i Øier, ved Stævning af 12te November 1854 Syver Olsen Engum til enten at fravige og røddiggjøre en i hans Besiddelse værende Plads (Engum) under Ihle, eller til under Dagmulet at underskrive en før præsenteret Husmandscontract angaaende Pladsen, og i begge Tilfælde at betale forfalden Afgift af Pladsen, med Renter fra Indkaldelsen, samt Erstatning for et fra Gaarden Ihle til Pladsen henflyttet Hus, eller ogsaa til at tilbageflytte eller gjenopføre Huset og betale Erstatning efter Skjøn for dets Afsavn og mulige Forringelse, hvorhos endelig Sagsomkostninger paastodes i Stævningen. Efter i Sagens 1ste og 2den Session den 9de December 1854 og 23de Februar 1855 at have ført et Par Vidner begjærede og fik Amund Ihles Sagfører, Plathe, Udsættelse til følgende Retsmøde den 9de Juni 1855, da han tilførte, at han hadde i Sinde at frasige sig Sagen og, for at underrette sin Part herom fik Udsættelse til 28de Juli. I denne Session bemærkede Plathe, at han betimelig havde meldt sin Part, at han ikke længer vilde have med Sagen at bestille, uden at Amund Ihle eller Nogen for ham mødte. For Syver Engum fik derimod Procurator Bjerk Udsættelse, og dette gjentog sig
Side:578
de følgende Sessioner, indtil Bjerk for sin Part havde erhvervet beneficium paupertatis og var bleven beskikket som befalet Sagfører for ham, samt efter forgjæves Forligsprøve, hvorved begge Parter mødte, den 29de Januar 1856 havde udtaget Modstævning i Anledning af, at Amund Ihle skulde have taget i Besiddelse og Brug et Par Maal Agerland, som Syver Engum udenfor den egentlige Plads skulde have faaet Ret til at bruge de første 10 Aar. Da dette Modsøgsmaal den 27de Februar 1856 anhængiggjordes, mødte Amund Ihle med ny Sagfører, Thomesen, der ved sin Protest mod dette Modsøgsmaal foranledigede en Kjendelse, hvorved Modstævningen afvistes, for saa vidt den angik de fornævnte to Maal Ager, som hørende under Aastedsbehandling. Paanket for Overretten blev denne Kjendelse ved Dom af 2den Februar 1857 underkjendt, og Amund Ihle paalagt at fætte Sagen, Modsøgsmaalet derunder indbefattet, i samme Stand, hvori den var, da Kjendelsen aflagdes. Efter at Sagen, det imidlertid havde staaet udsat for den befalede Sagfører, i Henhold hertil atter var forfrisket, fremmedes Modsøgsmaalet ved Vidneførsel, der under Afbrydelse ved forskjellige Udsættelser vedvarede til 1ste Marts 1858, da den befalede Sagfører fremlagde Indlæg, hvori Sagen indlodes med Paastand: 1) enten at Hovedsøgsmaalet maatte blive afvist (som ikke forfulgt) eller at hans Part maatte frifindes; og 2) Modparten maatte tilpligtes. a) for den ulovlige Besiddelsestagelse af de to Maal Ager at udrede Bøder, og til hans Part have forbrudt det Indhøstede eller sammes Værdi efter Skjøn; b) under Dagbøder igjen at indfætte hans Part i Besiddelse af bemeldte to Maal Ager, samt betale Erstatning efter Skjøn for Tab, Skade og Afsavn deraf for Asrene 1855-1857 og senere indtil Besiddelsens Gjenoprettelse; samt c) at udrede Hoved- og Modsøgsmaalets Omkostninger, hvoriblandt til ham som befalet Sagfører Salar, Skyds og Diæt, hvilke tre sidstnævnte Poster in subsidium paastodes tilkjendte hos det Offentlige. Amund Ihle, der igjen havde skiftet Sagfører, lod ved sin nye
Side:579
Sagfører, Brostrøm, atter begjære en Del Udsættelser, indtil ogsaa Brostrøm paa Grund af, at han ikke var bleven forsynet med de fornødne Penge til Retssportler, den 11te December 1858 frasagde sig Sagen, der dog efter hans Begjæring endnu udsat til 4de Marts 1859, for at hans Part derom kunde gives Underretning, Den 4de Marts mødte hverken Amund Ihle eller Nogen paa hans Vegne, hvorfor Sagen nu, efter den befalede Sagførers Forlangende - idet han henholdt sig til sin tidligere Procedure og Paastand, samt derhos paastod Amund Ihle vedbørligen anseet for de mange uafbenyttede Udsættelser, han havde havt - blev optagen til Kjendelse eller Dom, uden at der nogensinde fra Amund Ihles Side var nedlagt nogen Paastand, eller skeet nogen Inbladelse af Sagen, Den 12te April næstefter afsagde den constituerede Sorenskriver i Mellengudbrandsdalen Dom, hvorved Sagen, som ikke lovlig forsulgt fra Amund Ihles Side, blev afvist, og han paalagt at betale Syver Engum Sagens Omkostninger med 40 Spdlr., hvoraf den befalede Sagfører tillagdes i Honorar samt for havte Reiseomkostninger 30 Spdlr., medens af det Øvrige skulde udredes Gebyrer osv., som om Sagen ikke havde været beneficeret. Med Hensyn til Modsøgsmaalet hed det i Præmisserne, at det af sig selv maatte bortfalde, naar Sagen som ikke lovlig forfulgt afvistes. Med denne Dom fandt baade Syver Engum og Procurator Bjerk sig misfornøiet, idet den Sum, som var Sidstnævnte tillagt, angivelig ikke paa langt nær dækkede hans Tilkommende for Skyds og Diæt, der efter en fremlat Regning skulde udgjøre 52 Spdlr. 98 Skill. Efter at en indgiven Ansøgning for Syver Engum om beneficium paupertatis til Sagens Paanke for Overretten var bleven afslaaet, paankende han, med Understøttelse af Procurator Bjerk, Afvisningsdommen, for saa vidt Modsøgsmaalet var afvist eller anseet bortfaldt, umiddelbar til Høiesteret som en Rettens Fornegtelse, idet Underdommeren blev stævnt til at modtage Dom, og Paastand nedlagt om, at den paankede Dom maatte kjendes uefterrettelig eller underkjendes, og
Side:580
Sagen hjemvistes til Modsøgsmaalets Paakjendelse i Realiteten, samt til den Ende paa den constituerede Sorenskrivers Bekostning sættes i samme Stand, hvori den var, da Dommen blev afsagt, og at i ethvert Fald Amund Ihle matte tilpligtes at betale Appellanten passende Procesomkostninger eller Kost og Tæring for Underretten, af den befalede Sagfører, Bjerk, matte tilkjendes Salar samt Skyds og Diæt, enten hos Amund Ihle eller hos Statskassen, og endelig at Amund Ihle og den constituerede Sorenskriver in solidum, eller i alle Fald den Sidste, matte tilpligtes at betale Appellanten Processens Omkostninger for Høiesteret. Efter at Sagen paa Grund af Amund Ihles Udeblivelse var udgaaet til skriftlig Behandling, lod Underdommeren møde i den skriftlige Commission med Indlæg, hvori han paastod enten Stævningen og Sagen fra Høiesteret afvist, eller den paankede Underretsdom stadfæstet, sig frifunden og hos Appellanten tillagt Kost og Tæring eller Omkostninger. Hans Paastand om Afvisning støttedes paa den Anskuelse, at en Afvisnings dom, dvs: en Afvisning, der er fremkommen gjennem sædvanlig Domspræmis og Domsconclusion, ikke er Gjenstand for Paanke efter Ls. 1-6-17 fra Underretten lige til Høiesteret, med Forbigaaelse af Overretten, men at denne Paankningsmaade, eller det derfor til Grund liggende Begreb om rettens Fornegtelse, alene lader sig anvende paa Kjendelser i snævrere Forstand, og at der maa trækkes en herpaa bygget Grændse, naar ikke enhver Underretsdom umiddelbar skal kunne paankes til Høiesteret (Bangs og Larsens Proces, 5te D., S. 294 citeret), ligesom og Frd. af 11te -august 1797, §18, ved at angive som Grund, «at Hovedsagen ei skal lide ufornødent Ophold,» mentes at tale for hans Paastand. Men ved «Hovedsagen» maa her efter Forholdets Natur være ment Hovedspørsgsmaalet eller Sagens Realitet i Modsætning til det omtvistede Bispørgsmaal om denne eller hin Betingelse for dens Oplysning eller Paakjendelse - og saaledes ere de nævnte Lovsteder aktid i Praris blevne fortolkede. (Se blandt Andet Rt-1851-680-691).
Side:581
Medens det, faa vidt vides, aldrig er faldet Nogen ind at paanke en Realitetsdom som Rettens Fornegtelse efter Ls. 1-6-17, om den end er falden ud til Frifindelse, naar den ikke tillige har været støttet paa en Afgjærelse af Formspørgsmaal, der kunde betragtes som Retsspilde, har det altid været antaget, at neget Adgang til at faae Realiteteten paakjendt, saa vel som negtet Adgang til Benyttelse af de Retsmidler, som dertil ere forsøgte, matte kunne paankes som Rettens Fornegtelse. For Modsøgsmaalets Afvisning i Forbindelse med Hovedsøgsmaalet paaberaabtes Schweigaards Proces, 1ste D., S 296 (i den ældre Udg.), og Lassons Haandbog i Processen, 1ste D., S 332. Men naar desse Citater læses i sin fulde Forbindelse, vil det sees, at Meningen kun er den, at et Hovedsøgsmaals afvisning drager Modsøgsmaalets Afvisning efter sig, for saa vidt dette ikke kan blive staaende paa egen og selvstændig Grundvold, men har Hovedsøgsmaalet til sin Forudsætning, eller i nogen Maade er afhængigt af dets Paakjendelse i Realiteten, hvorimod det her omhandlede Modsøgsmaal baade i sig maatte ansees som et selvstændigt, af Hovedsøgsmaalet uafhængigt Krav, og ved Amund Ihles Procedure efter Overrettens Hjemvisningsdom matte ansees erkjendt som saadant. At Omkostningerne ved Hovedsøgsmaalet egnede sig til Paakjendelse i Forbindelse med dets Afvisning, som ikke var paanket, og at de under Et dermed var paakjendte, kunde vel synes at medføre nogen Vanskelighed med Hensyn til Spørgsmaalet om samtlige Omkostningers fornyede Bestemmelse; men da dette Spørgsmaal ikke kunde deles, efterdi den befalede Sagførers Reiser og Møder for en Del gjaldt begge Søgsmaal, og da som Følge deraf Omkostningsspørgsmaalet ved Paanken af Modsøgsmaalets Afvisning i sin Helhed var sat under Paakjendelse, matte Sagen kunne hjemvises til ny Paakjendese, ei alene hvad Modsøgsmaalets Realitet, men ogsaa hvad samtlige Omkostninger angik, hvilke efter de fremkomne Oplysninger maatte ansees for lavt ansatte; og heri kunde den Omstændighed,
Side:582
at den befalede Sagfører ikke havde ført selvstændig Anke, ingen Forskjel gjøre, da hans Tilkommende efter §35 i Frd. af 3die Juni 1796 ex officio skal bestemmes «efter Sagens Vidtløftighed og Vanskelighed, samt den derpaa anvendte Umage,» og dette maa skee under Et med Bestemmelsen af de hans Part tilkommende Omkostninger, hvorunder det som Del indgaaer.
Høiesterets Dom, afsagt 6te Juni 1860, er saa lydende:
For saa vidt det af Syver Olsen Engum iretteførte Contrasøgsmaal samt Omkostningerne angaaer, hjemvistes Sagen til Underretten til ny og lovligere Paakjendelse, hvorved Dom bliver at give angaaende Contrasøgsmaalets Realitet samt Omkostningerne i det Hele. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.