Rt-1861-259
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1861-03-09 |
| Publisert: | Rt-1861-259 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.Nr. 135 O.Nr. 29 |
| Parter: | Westye Egeberg & Co. mod Procurator Ræder og Lemmik Baustad. |
| Forfatter: | 12-6 |
| Lovhenvisninger: | Norske Lov (1687) 3-, 3- |
I denne Sag stadfæstede Høiesteret ved Dom af 9de Marts 1861, med Ophævelse af Omkostningerne i sidste Instants, følgende den 30te Juni 1859 afsagte Overretsdom:
«Efter forgjæves anstillet Forligsprøve har Handelshuset Westye Egeberg & Co. i Følge Underretsstævning af 10de September 1856 sagsøgt Procurator Ræder og Lemmik Baustad til, efter et paa de Indstævntes Bekostning erhværvet Skjøn af uvillige Mænd, at yde Citantskabet Erstatning for 32 Tylvter Furutømmer af 8 à 9 Alens Længde og afødt xx.xx.10 Tommers Top, som de Indstævnte havde taget i den Citantskabet, i Følge Skjøde dateret 2den Juli og thinglæst 6te August 1846, tilhørende Rommedals Alminding, og benyttet til en Vandpostledning til deres
Side:260
Eiendomme, hvorhos Citantskabet paastod sig tilkjendt 4 pct. Renter af Erstatningssummen fra Sagens Paaklage til Forligelsescommissionen, saa vel som Processens Omkostninger skadesløst. Efter at den ordinære Dommer, Sorenskriver i søndre Hedemarken, Leganger havde fundet sig foranlediget til at vige sit Sæde, saa som der ogsaa til hans paaboende Gaard Østby i Rommedal havdes en Vandledning, hvortil Materialierne formentes at være i sin Tid tagne i Rommedals Alminding, blev ved Dom, afsagt 6te Juli 1857 af den af Hedemarkens Amt beskikkede Sættedommer, Procurator Arenz, de Indstævnte frifundne for Citantskabets Tiltale, og Processens Omkostninger ophævede, hvorhos bestemtes, at Sættedommerens Salarium, 20 Spdlr., saa vel som den ham tilkommende Skyds- og Diætgodtgjørelse skulde udredes af Statskassen. Denne Dom har Westye Egeberg & Co. ved Stævning af 15de December 1857 indanket her til Retten, hvorefter Appellantskabet har gjentaget den af samme for Underretten fremsatte Paastand med Tillæg, at det tilkjendes Processens Omkostninger her ved Retten. De Indstævnte, Procurator Ræder og Lemmik Baustad, have derimod paastaaet Underrettens Dom stadfæstet, og sig hos Appellantskabet tillagt Processens Omkostninger ved Overretten. Det er in confesso, at de Indstævnte, der for deres eiende og brugende Gaarde tilkommer Brugsret i Rommedals Alminding, i henhold til N. L. 3-12-6, have i samme Alminding aavirket omtrent 32 Tylvter Furutømmer af 8 à 9 Alens Længde og afødt xx.xx.10 Tømmers Top, og anvendt dette Tømmer til en Vandledning, der i en Strækning af omtrent 1/6 Mil eller 3000 Alen for største Delen gaaer over de Indstævntes Eiendomme, men for en mindre Del (omtrent 150 à 200 Alen), for at bespare en længere Omvei, over en ustævnt Mands ogsaa indenfor Rommedals Præstegjælds Grændser liggende Eiendom. Afgjørelsen af den mellem Parterne værende Tvist beroer saaledes alene paa Fortolkningen af L. 3-12 -6, for saa vidt denne Artikel bestemmer, at Almindings Skov maa Enhver bruge, som boer der, som den tilligger
Side:261
af Alders Tid, saa vidt som behøves til Enhvers Brændefang, nødigt Bygningstømmer og Gaardsbrug. Appellantskabet formener nemlig ikke Ordet «Gaardsbrug» i det nysanførte Lovsted forholder sig til Ordene «Brændefang» og «Bygningstømmer», som genus til species, eller med andre Ord, at Loven har, for at anskueliggjøre, hvorledes Begrebet «nødig Gaardsbrug» skulde opfattes, nævnt to Anvendelser, som paa en Gaard kan gjøres af Træmaterialier, hvoraf følger, at naar der tales om Hugst til Gaardsbrug, er denne kun tilladt under Forudsætning af, at det Huggede er lige saa nødvendigt til Gaardens Drift som Bygningstømmer og Brænde, hvoraf igjen følger, at den ommeldte Hugst maa indskrænkes til det for Gaardens Drift absolut Fornødne. Til Styrke for denne Fortolkning af 3-12-6 har Appellantskabet ogsaa paaberaabt sig en Rentekammerskrivelse af 21de September 1799, der, uagtet det kjendelig har været dens Hensigt at hævde Almuens Brugsret lige over for Almindingseierne, dog gaaer ud fra, at der efter Loven kun tilkommer Almuen Ret til Sæter, Hugst til Brændeved, Gjærdesfang og fornødent Hustømmer i Almindingen, hvoraf fremgaaer, at Rentekammeret har fortolket Udtrykket nødigt Gaardsbrug i 3-12-6 saaledes, at det egentlig og nærmest kun betegner de fornødne Træmaterialier til Gjærders Opførelse og Vedligeholdelse. Da nu den under nærværende Sag omhandlede Vandledning ei kan ansees for at have været absolut fornøden for de Indstævntes eiende og paaboende Gaarde, eftersom disse have bestaaet fra gammel Tid af uden nogen Vandledning, formener Appellantskabet, at de Indstævnte maa ansees at have været uberettigede til at tage det af dem til den omhandlede Vandledning benyttede Tømmer i Rommedals Alminding. De Indstævnte formene derimod, at L. 3-12-6 hjemler vedkommende Gaardeiere ethvert Forbrug af Træmaterialier i Almindingsskoven, som af forstandige Folk i Alminderlighed ansees at henhøre til en Gaards Fornødenhed, og da nu stadig Tilgang til Vand paa selve Gaarden unegtelig er en Fornødenhed, og det af
Side:262
stor Vigtighed, medens de Indstævnte, forinden den heromhandlede Vandledning anlagdes, i Følge 3die og 4de Vidners Prov maatte forskaffe sig Vand dels ved Hjælp af Brønde og dels ved at kjøre Vand fra Elven, hvilket Sidste, især om Vinteren, ofte i lægnere Tidsrum har været en Nødvendighed, formener de Indstævnte at have været fuldkommen berettigede til. i Rommedals Alminding at tage det fornødne Tømmer til den af dem anlagte Vandledning. De Indstævnte have desuden ved de 3 første Vidners Prov anseet det godtgjort, at der til adskillige Gaarde i Rommedal er anlagt Vandledninger, til hvilke Tømmeret er taget fra Almindingsskoven, og hvorom Almindingseierne ikke kan forudsættes at have været uvidende, saa at i alle Fald et stillende Samtykke fra deres Side maa antages at have fundet Sted. Retten skal i Sagens Anledning bemærke Følgende: Den af Appellantskabet paaberaabte Rentekammerskrivelse af 21de September 1799 kan naturligvis ikke betragtes som nogen authentisk Fortolkning af L. 3-12-6, hvorfor den heller ikke kan tillægges nogen Vegt, for saa vidt den i samme indeholdt Fortolkning af Lovstedet maatte findes at grunde sig paa en urigtig Opfatning af Lovstedets Bestemmelser. Hvar det været Rentekammerets Mening - hvad dog ikke tydelig kan sees - at ved Ordet «Gaardsbrug» i 3-12-6 kun skal være at forstaae Gjærdesfang, da kan denne Fortolkning utvivlsomt ikke ansees for rigtig; thi ved Udtrykket «nødigt Gaardsbrug», maa vel under enhver Omstændighed ogsaa være indbefattet Rettighed til at tage, hvad der af Træmaterialier maatte behøves til Indretninger eller Redskaber, der ere uomgjængelig fornødne til Gaardens Drift. Men Retten kan derhos ikke antage at Ordet «nødigt», der vel maa tages som enstydigt med «fornødent» (jfr. L. 3-14-34), alene skulde være at forstaae om den allernødvendigste eller ganske uundværlige Brug, hvorimod Ordet vel maa forstaaes overrensstemmende med almindelig Sprogbrug, hvorefter som Fornødenheder benævnes mange Ting, der vistnok i og for sig ei kunne betragtes som aldeles uundværlige. Begrebet om det Nødvendige er derhos i
Side:263
Tidernes Løb underkastet Forandring, og Meget betragtes nu for Tiden som nødvendigt til en Gaards Drift, der paa den Tid, da Christian den Femtes Lov blev given, ikke ansaaes derfor, eller vel endog var ganske ubekjendt. Udtrykkene i 3-12-6 give, saa vidt skjønnes, heller ingen Anledning til at antage den i sig selv mindre med Sagens Natur stemmende Mening, at den der omhandlede Brugsret i Almindingsskoven skulde være indskrænket til hvad der, paa den Tid Loven udkom, ansaaes som Fornødenheder i Gaardsdrift. Efter Nutidens Begreber kan det formentlig ikke ansees tvivlsomt, at en Indretning, der har til Hensigt stadigen at forsyne en Landeiendom med det til dens Beboelse og Drift fornødne Band paa en bekvemmere Maade, end forhen har været Tilfældet, maa ansees som en Fornødenhed, og efter hvad der under Sagen er oplyst har man paa de Indstævntes eiende Gaard, forinden den her omhandlede Vandledning blev anlagt, til visse Tider om Aaret havt Besværlighed for at anskaffe det fornødne Vand. Idet Overretten saaledes med Underdommeren antager, at de Indstævnte maae blive at frifinde for Appellantskabets Tiltale, troer man at burde bemærke, at den her vedtagne Fortolkning af Udtrykket «nødigt Gaardsbrug» i L. 3-12 -6, saa vidt skjønnes, ogsaa er i Harmoni med den i en af de Indstævnte paaberaabt Høiesteretsdom af 8de Juni 1836 antagne Fortolkning af Udtrykket «nødigt Bygningstømmer» i det nævnte Lovsted. Den ommeldte Høiesteretsdom maa nemlig antages at være gaaet ud fra, at de til Hugst i Almindingen berettigede Gaardbrugere ikke ere indskrænkede til Aavirke af Tømmer af mindre Dimensioner, end der i Almindelighed komme i Handelen under Benævnelse af Kjøbmandslast. Efter Dagens Beskaffenhed formenes Processens Omkostninger at burde ophæves ved begge Retter. Med Hensyn til Størrelsen af det Sættedommeren tilkjendte Salar, 20 Spdlr., der saa vel som den ham tilkommende Skyds- og Diætgodtgjørelse maa blive at udrede af Statskassen, er ingen Erindring fremsat. Thi kjendes for Ret: Underrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger ved Stiftsoveretten ophæves».