Rt-1862-523

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1862-06-18
Publisert:	Rt-1862-523
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 308.
Parter:	Advocat Kraft, Actor, mod Lorentse Thomasdatter Vaagen.
Forfatter:
Lovhenvisninger:

I denne Sag afgav Høiesteret følgende Indberetning:

ved Høiesteretsdom af 18de Juni blev Lorentse Thomasdatter Vaagen fældt for Mord til at miste sin Hals og hendes Hoved at sættes paa en Stage. Idet Retten herom afgiver den lovbefalende Indberetning, har den underdanigst at meddele Følgende: Angjældende er efter Præsteattest døbt 17de Trinitatis 1781 i Jøssund Annex til Aafjord hvor hun 1799 blev confirmeret og 1803 gift. Her boede hun et Snes Aar med Mand og Børn, uden at noget Uskikkeligt blev bekjendt om hende, hvorpaa Egteparret flyttede til Throndhjem, og boede 1827 paa Baklandet i Hus med en Madame Heggelund, som i en Alder af 45 Aar angaves død den 13de og blev begraven den 19de Mai s. A. Dette Fruentimmer havde været en agtværdig Kone, men var bleven skilt fra sin Mand, der havde smittet hende med en afskyelig Syge, hvorover hun i sin Fortvivlelse var forfalden til Drik. Paa den Tid hendes Dødsfald indtraf, var hun undergiven Sultekur, som hun dog ikke holdt, hvorimod hun fremdeles berusede sig, og Kl. 11 1/2 Aftenen før sin pludselige Død havde hun opslaaet Vinduet, sunget, dandset og støiet i kjendelig stærk Rus. Da der paa Liget ikke fandtes umiskjendelige Spor af Vold, antog man, at hendes pludselige Død var en

Side:524

Følge af det Liv, hun havde ført, og der udbredte sig derfor det Rygte, at hun havde drukket sig ihjel; dog savnede man ved Undersøgelsen af hendes Efterladenskaber Adskilligt af hvad hun havde eiet. Angjældende og hendes 10 Aar ældre Mand forblev derefter fremdeles i Throndhjem, uden at paadrage sig noget Vanrygte, indtil de for flere Aar siden formedelst Alderdomssvaghed blev optagne i Fattigstuen. Her begyndte Angjældende under sin tiltagende Svagelighed Sommeren 1861 at røbe en Sindstilstand, der grændsede til Fortvivlelse, og fortalte endelig, at hun havde været med at tage Madame Heggelund af Dage. Under det derpaa optagne Forhør forklarede hun, at hun og hendes Mand for mange Aar siden, Aarstallet huskede hun ikke, paa Baklandet boede hos Madame Heggelund, der var meget drikfældig, og havde i sin Tjeneste et Fruentimmer ved Navn Lise, som overtalte Angjældende til at deltage med hende i Drab paa Madame Heggelund, for at de derefter kunde bemægtige sig de Penge, hun maatte være i Besiddelse af. En Aften, efter at Madame Heggelund var gaaet til Sengs, og var falden i Søvn, gik Angjældende og Lise ind i hendes Værelse, hvor de bistod hinanden med at slaae Angjældendes Strømpebaand, som hun til den Ende havde aftaget, om Madame Heggelunds Hals, hvorpaa de kvalte hende, idet de begge trak i Baandet. Om de havde slaaet en Løkke paa Baandet og dannet en Rendesnare, eller kun bundet det om Halsen, mindedes hun ikke, men derimod erindrede hun godt, at Madame Heggelund døde meget hurtig, uden al der opstod nogen Kamp, eller gjordes nogen Modstand fra den Døendes Side. Efter at Madame Heggelund var død, tog Angjældende og Lise Strømpebaandet af Halsen, og begav sig op paa Loftet, hvor Lise af et lidet Skrin tog en Del Penge, hvis Beløb Angjældende ikke fik vide, da hun ikke saae Andet end Smaapenge, som de delte, uden at nogen Optælling fandt Sted. Lise tog endvidere nogle Gangklæder, og da Angjældende saae dette, tog hun en Sirtses Kjole. Derefter gik begge til Sengs, Angjældende hos sin Mand, som hun hverken

Side:525

da eller senere underrettede om Gjerningen. Lise anmeldte Dødsfaldet næste Morgen, og Angjældende havde senere hverken talt med Lise eller nogen Anden om Gjerningen før hendes nu indtraadte Svagelighed. Af Kjolen, som hun havde omgjort, fandtes ingen Levninger. Hun blev afhørt paa Sengen; men Lavrettet erklærede sig enigt med Administrator i, at hun godt havde opfattet Spørgsmaalene, og at hendes Svar paa ingen Maade røbede, at hendes høie Alder havde svækket hendes Evne til at forstaae, hvad der spurgtes om, eller til at forklare sig tydelig. Angjældendes Mand, der ligeledes blev afhørt paa Sengen, men fandtes at satte og svare med Skjønsomhed, vilde Intet have vidst eller hørt af sin Kone om Gjerningen før nu, eller lagt Mærke til, at hun efter Madame Heggelunds Død var kommen i Besiddelse af Penge. Den omtalte Lise, der havde deltaget i Gjerningen, men var død i 1858, i en Alder af 78 Aar, uden Bekjendelse, oplystes at være tre Gange dømt for Tyvsforbrydelse, første Gang et halvt Snes Aar før Mordet. Et Par Deponenter, som havde seet Liget, havde fundet det blaat nederst paa Halsen eller øverst paa Brystet og paa fingrene eller Neglerne, men ikke i Ansigtet, undtagen over Næsen, som var angreben af Sygen. Atter afhørt og foreholdt, at Lise nu var død og stod for sin evige Dommer, samt tilspurgt, om hun med Sandhed fremdeles kunde sige, hvad hun havde anført om sig selv og Lise, gjentog Angjældende sin allerede afgivne Forklaring med nogle uvæsentlige Tillæg, og røbede (i Følge Lavrettets Erklæring efter bedste Overbevisning), at hun rigtig havde opfattet Spørgsmaalene og var ved Fornuftens fulde Brug. Alligevel blev nærmere Oplysninger søgte om hendes Sindstilstand. Skolelærer Krag, der havde forestaaet Andagtsøvelserne i Fattighuset, oplyste hendes Fortvivlelsesfulde Sindstilstand i Sommeren 1861, men erklærede hende meget bedre i den senere Tid, skjønt af og til aandsfraværende, og stundom tilsyneladende lidt forvirret, idet hun ved mindste Lyd pludselig reiste sig i Sengen, og saae sig om med forfærdet Blik. Fattighuslæge Paulsen

Side:526

erklærede, at hun Sommeren 1861 havde klaget over Søvnløshed og en høi Grad af Uro, som især om Nætterne havde været til stor Gru for de øvrige Fattiglemmer, der formente, at den havde sin Grund i Samvittighedsnag over en i sin Tid begaaet Forbrydelse; men nogen Sindsforvirring havde han aldrig kunnet mærke hos hende, hvorimod han altid havde fundet hende ved Fornuftens fulde Brug, og hendes mentale Tilstand efter hendes Alder tilfredsstillende. Væsentlig overensstemmende hermed var Stadsphysicus Bryns Erklæring, idet han tilføiede, at Fattiglemmerne i samme Stue, Roskonen og Tilsynsmanden, alle uden Undtagelse eller Indskrænkning, paa Spørgsmaal havde erklæret, at hun Intet manglede eller havde manglet paa Forstanden. Atter afhørt i Anledning af, at hun skulde have ytret, at hun til sin Mand skulde have meddelt sig om Drabet, forklarede hun nu, at da hun for nogen Tid siden laa syg. meddelte hun sin Mand, at hun og Lise havde aflivet Madame Heggelund, og at hun vilde omtale den Sag, men at hendes Mand havde sagt, at hun ikke burde "røde" (tale) Noget om den Ting. Dette negtede han, og vilde aldrig have hørt Noget derom. Efter at være sat under Tiltale for Mord, mødte hun i Retten, skjønt afkræftet i høi Grad, og viste sig bevæget og ængstelig over, hvad der nu forestod, men afgav i det Væsentlige atter samme Forklaring som før, idet hun tilføiede, at Lise i længere Tid havde holdt paa at overtale hende til at være behjælpelig med at aflive Madame Heggelund, forinden hun dertil lod sig bevæge, og at Grunden til at hun indlod sig derpaa alene var den, at Lise havde sagt, der vel altid var Noget efter Madamen, uden at Angjældende nærede nogen personlig Uvilje mod denne. Madame Heggelund var, sagde Angjældende, som sædvanlig beruset den Aften, Mordet udførtes, og Lise vilde bestemt, at de den Aften skulde dræbe hende; thi, sagde hun, "det var snart gjort". Angjældende gik da Kl. 12 ned til Lise, der opholdt sig nedenunder, hvor Madamen havde sit Natteleie, og hvor hun, da de traadte ind, laa paaklædt paa Sengen,

Side:527

medens Lyset endnu brændte; Lise forlangte nu og fik Angjældendes Strømpebaand, som Lise slog om Madame Heggelunds Hals, hvorpaa de trak hver i sin Ende, og derefter var det "snopt gjort". Angjældende tillagde derpaa, at hun knapt saae Madame Heggelund, forinden Baandet var staaet om hendes Hals, da hun havde rakt Baandet gjennem Døren, hvorved Sengen stod, samt efter at det var slaaet om Halsen, rakt sig ind og trukket i dets ene Ende, som Lise havde rakt hende, medens denne trak i den anden, hvorpaa hun først, da Lise havde sagt: "Nu er hun død", var kommen helt ind i Kammeret, hvor Lise nu leverede hende tilbage Strømpebaandet, som hun siden havde opbrugt. Denne Forklaring vedblev hun i et følgende Retsmøde; men da et Vidne, skjønt svagt og usikkert, syntes at erindre, at der efter den Myrdedes Begravelse skulde være talt om, at man havde hørt hende raabe: "dem vil kvæle mig! dem vil dræbe mig"! blev Angjældende nærmere forhørt herom. Hun paastod imidlertid, at Madame Heggelund ikke gav nogensomhelst Lyd fra sig eller paa nogen Maade rørte sig, og ved nu at foreholdes det - som det heder i Tilførselen - "paatagelig Løgnagtige" i denne hendes Forklaring, sagde hun, at det var muligt, at Livet var taget af hende før, og ved nærmere at forhøres herom, med indstændig Formaning til at sige Sandheden, var hun ikke til at formaae til uforbeholdent at erkjende, at Madame Heggelund var levende, da Baandet blev lagt om hendes Hals, hvorimod hun kun undvigende svarede, at hun troede at Madame Heggelund levede, men hun saae det ikke. I et senere Retsmøde erkjendte hun efter nogen vaklende Forklaring, hvad hun tidligere for Præsten havde tilstaaet, at hun flod "atmed" Sengen indenfor Døren, da hun trak i Baandet, som af Lise var lagt om Halsen; hvorhos hun oplyste, at Kammeret var saa lidet, at Sengen, der stod paa den ene Væg, kun netop levnede Plads til at aabne Døren, saa at hun og Lise stod paa samme Side af Sengen og trak i Baandets Ender, ligefor Madame Heggelunds Ansigt. Men hun vedblev fremdeles, at denne hverken udstødte noget Skrig,

Side:528

eller gjorde nogen Bevægelse, som antydede Dødskamp, og at hun troede, at Madame Heggelund sov, da de kom ind til hende, uden at hun vilde have hørt eller seet den Sovende drage Aande eller give andet Livstegn, da Baandet blev lagt om Halsen. Endelig erklærede Sognepræsten, at det efter Samtaler med Angjældende forekom ham, at hendes Aandsevner var temmelig usvækkede, men at der fandtes saa megen Uklarhed og Begrebsforvirring hos hende, at man med Grund kunde slutte, at de aldrig havde været meget store; at hendes Hukommelse i saa høi en Alder næppe var paalidelig, om end den Gjerning, hvorfor hun var under Tiltale, i Hovedsagen deri havde præget sig med uudslettelige Træk; at denne Gjerning i lange Tider havde indjaget hende Frygt og Rædsel; at det dog ikke var let at sige, hvorvidt hun følte fand Anger, da der om Saliggjørelsens Orden og Naadens Tilegnelse syntes at herske næsten total Uvidenhed hos hende; og at hun syntes lidet modtagelig for Oplysning i dette Henseende. Det syntes ham derfor overmaade vanskeligt at beregne Graden af hendes Tilregnelighed eller Utilregnelighed. Naar hensees til Angjældendes og hendes Medskyldiges øvrige Vandel, lader det sig næppe betvivle, at hun har været Gjenstand for den af hende omforklarede Paavirkning, og da hun i en saa lang Aarrække har lidt af en Samvittighedskval, der endelig har bragt hende til en Bekjendelse, uden hvilken Forbrydelsen ikke vilde være bleven opdaget, samt da det efter den Grundanskuelse, der har medført Præscription af al Straf for mindre Forbrydelser, maa ansees ufornødent, efter 35 Aars Forløb at iverksætte Lovens fulde Straf paa en 80 Aar gammel Kone i et Tilfælde som dette, saa har Retten fundet Grund til at anbefale Angjældende til naadigst Fritagelse for Dødsstraffen mod Hensættelse til Strafarbeide paa Livstid".