Rt-1862-632
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1862-00-00 |
| Publisert: | Rt-1862-632 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 281. O.Nr. 18. |
| Parter: | Kjøbmand O. P. Moe mod John Paulsen Dalene. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: |
Appelanten havde ved Stævning af 12te Juli 1861, uden Opreisning men med Samtykke af Modparten paaanket Cristiansands Stiftoverrets Dom af 7de December 1859 i en Sag mellem ham og Indstævnte, der staaer i nær Forbindelse med to andre Sager, som ere meddelte i Rt-1861,-S. 457-459 og 477-482. S. 458 vil sees, at Eieren af Saugbrugene ved den i Aalefjær-fjorden i Tvets Sogn udfaldende Gudmundsbæk, Christian Viborg, med hovedeieren af de Strækninger, hvorigjennem Bækken løber, Guttorm Aalefjær, den 26de Marts 1735 havde indgaaet en skriftlig i 1737 thinglæst Forening, hvorved han fik Ret til at opfætte saa mange og saa høie Stemmer (Damme), som han fandt fornødne, samt til at stemme Bandet, naar og som han fandt for godt, mod en aarlig Afgift. I 1796 blev en T. Tønnesen Eier af Guttorms Anpart i Gaarden Aalefjær, hvorover Gudmundsbækken løber, og i 1800 tillige Eier af Saugene. Senere blev Gaardparten udstykket til forskjellige Eiere, hvoriblandt John Dalene for en liden Del (omtrent 3 Orts Skyld), uden at Salgsbrevene paabandt Kjøberne den Eiendomsbyrde som ved Foreningen af 1735 var den hele Gaardpart paahæftet, og uden at den derfor betingede Afgift blev dem tilhjemlet. Ei heller fik Skjøderne nogen Paategning om den i 1737 thinglæste Forening af 26de Marts 1735; og medens Eierne af den anden Gaardpart, i Folgelige Forening med Claus Aalefjær af 28de Marts s. A. (l. c.), oppebar den deri betingede Afgift, er det in confesso, at de af Tønnesen erhværvde og igien solgte Deles Eiere ingen Afgift oppebar af Saugbrugseierne. Samtidig med de l. c. meddelte Sager anlagdes to andre, hvoraf nærværende Sag, efter forgjæves Forligsprøve, af John Dalene mod O. P. Moe som Medeier og Bestyrer af Stemmene (jfr. l. c. S. 457), for at faae tilkjendt formentlig hævdet Ret til at støde (slippe) Brænde gjennem begge i Basdraget anbragte Stemme, samt - som Folge
Side:633
af, at Adgangen hertil blev ham negtet - for tillige at faae Erstatning for Skade, han mente sig urettelig paaført ved den øvre Stems angivelige Forhøielse. Med Underretten fik han fuldstændigt Medhold, idet den tilkjendte ham Stødningsretten, og til den Ende paalagde Moe at borttage de to øverste Stokke af den omtvistede Stem, samt opskjære Stødeluge til den øverste tilbageliggende Stok, og udrede Erstatning efter Skjøn, samt 70 Spdlr. i Sagsomkostninger. Derimod tilkjendte ikke Overretten John Dalene, hvad der syntes at være hovedformaalet for hans Søgsmaal, nemlig Stødningsretten, da Moe for saa vidt blev frifunden for hans Tiltale, hvorimod den, hvad den paatalte Skade ag Opdæmningen angik, navnlig ved Oversvømmelsen af en Vei, i det Væsentlige gav ham Medhold ved under Dagbod at paalægge Moe at borttage den ene, øverste, Stok af Stemmen, idet den ophævede Omkostningerne for begge Retter. Denne Dom blev alene af Moe paaanket for høiesteret, hvor Sagen formedelst Indstævntes Udeblivelse udgif til skriftlig Behandling. Ved høiesterets Dom af 31te Mai 1862 blev Moe frifunden for J. Dalenes Tiltale i denne Sag, og Omkostningerne for alle Retter ophævede.
Det maatte i denne som i den Rt-1861-457-459 meddelte Sag ansees bevist, at Stemmen ved dens Ombygning var forhøiet mindst med 1 Stok - og om større Forhøielse var her, efter Paaankningen, ikke Spørgsmaal for høiesteret, lige saa lidt som om Stødningsretten. Da T. Tønnesen var bleven Eier baade af den herskende Ting, Saugene, og den tjenende Ting, Gaardparten, paastod J. Dalene, at Byrden paa den Sidste allerede derved var ophørt. Men ved denne Confusion var hverken Behovet eller Brugen af den omtvistede Eiendomshyrde ophørt, og Spørgsmaalet kunde derfor alene være, om Eieren ag begge Dele ved atter at afhænde Gaardparten kunde antages at have villet skille sig af med sin til Saugdriften nødvendige Dæmningsret, eller med andre Ord: forringe den beholdte herskende Tings Værdi
Side:634
ved Frigørelse af den tjenende, og saaledes forstyrre det med Opofrelser istandbragte og vedligeholdte Forhold mellem begge Eiendomme, skjønt Afhændelsen ikke hertil indeholdt nogen Antydning. Dette lod sig hverken efter Loven (5-3-28 og 29) eller Tingens Natur forudsætte; thi ved at sælge Gaardpartens Jord i forskjellige Dele solgte han ikke Dæmningerne, og som Følge deraf vedblev Forholdet som før, uden at Foreningen af 26de Marts 1735 blev aflyst. At Afgiften ikke blev tilhjemlet ved Afhændelsen af Jordstykkerne, og heller ikke senere erlagt, maatte derimod af forklarlige Grunde betragtes som en tilsigtet Forandring i Forholdet, især da Gaardparten blev utstykket, og saaledes kun en ringe Del vilde være falden paa hver Del, saa at Saugbrugenes Frigjørelse heller ikke kan være kommen i synderlig Betragtning ved Bestemmelsen af Kjøbesummen, medens derimod Dæmningsretten maaskee har havt større Indflydelse derpaa. At en synbar og erkjendt Eiendomsbyrde som denne Ret ikke var anmærket i Thinglysningspaategningerne paa Skjøderne, kunde saa meget mindre svække Virkningen af dens Thinglysning, som den heller ikke var omtalt i selve Skjøderne, medens det efter Omstændighederne, navnlig dens Beskaffenhed, den vedblevne Afgift til den anden Gaardparts Eiere, m. M., maatte antages, at dens Oprindelse var bekjendt, og der altsaa var saa meget større Opfordring til at søge nærmere Oplysning derom af Adkomstbøgerne. Det kom altsaa kun an paa Fortolkningen af Foreningen af 26de Marts 1735, og Udtrykkene i denne Forening maatte i det Mindste ansees at hjemle lige saa uindskrænket Ret, som Foreningen af 28de Marts 1735, hvis Ordlag var tvivlsommere, men alligevel (l. c. S. 459) blev fortolkede, efter deres Henhold til Foreningen af 26de, som Hjemmel for en uindskræket Ret til at dæmme, som det heder i denne, «naar» og «som» han «finder for godt».