Rt-1862-65
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1862-07-04 |
| Publisert: | Rt-1862-65 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 305. |
| Parter: | Advocat Kildal, Actor, mod Anders Larsson. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: |
I denne Sag var afsagt følgende Overretsdom:
"I Følge Hedemarkens Amts Ordre af 30te Januar d. A. tiltalt for Tyveri, Falsk og Forsøg paa Bigami, er Angjældende, svensk Person Anders Larsson, ved den af Sorenskriveren i søndre Hedemarken under 20de April næstefter afsagte og her til Retten som Gjenstand for nødvendig Appel af Fogden indankede Dom, for at have forfalsket og derefter benyttet, som om den var egte og uforfalsket, en Præsteattest, samt for Forsøg paa, skjønt gift, at indtræde i andet Egteskab med en ugift Person tilfunden at hensættes til Strafarbeide i 3 - tre -Aar, samt, efter udstaaet Straf, ved Politiets Foranstaltning at udføres af Landet, hvorimod han i Øvrigt for Justitiens videre Tiltale er frifunden, dog saaledes at han tilsvarer alle af hans Arrest, det optagne Thingsvidne og Sagen lovlig flydende Omkostninger Angjældende er født den 28de Juni 1820 i Långsrud Sogn i Wermelands Lehn, og er efter hans egen Erkjendelse under Forhøret, som ogsaa er bekræftet ved en fra vedkommende Præst paa hans Hjemsted afgiven Erklæring, sammesteds gift, og har med sin Kone, som endnu lever, 4 Børn. Til Angjældendes forandrede Forklaring under Sagen, at han ingensinde skulde været viet til det Fruentimmer, han under Forhøret navngav som sin Hustru, kan der efter de fremkomne Oplysninger selvfølgelig intet Hensyn tages. I Aaret 1859 flyttede Angjældende her til Landet, og opholdt sig det første Aars Tid i Fedts og Enebaks Præstegjælde, væsentlig beskjæftiget med Maskinarbeide, derefter en kort Tid i Stange, til St.Hanstid 1860, da han drog til Rommedal, hvor han senere er forbleven. Medens han samme Sommer i bemeldte Præstegjæld 8 10 Uger var i Arbeide paa Gaarden Lillehof, blev han kjendt med Pigen Christina Christiansdatter (Sagens 3die Vidne), der havde tjent paa denne Gaard i 7 Aar, og stedse opført sig skikkelig og hæderlig. Idet Angjældende gav sig ud for at være ugift, blev han enig med 3die Vidne om at tage hende tilegte, i hvilken Anledning Vidnet Høsten 1861 flyttede til
Side:522
hans Bopæl, Bryneleie i Rommedal, hvor de senere have levet sammen som om de var Egtefolk. Dels i Anledning af dette Forhold og dels i Anledning af sin Altergang henvendte Angjældende sig efter Erklæring fra Sognepræst Deinboll i Rommedal, flere Gange til denne. Herunder foreviste han en ham vedkommende, skreven saakaldet Arbeids- eller Udflytningsattest, udstedt i Mai Maaned 1859 af Præsten paa hans Hjemsted, Comminister Joh. Schrøder i Långsrud, der sees at være givet en Paategning af Sognepræst Deinboll den 19de August 1862. Da Angjældende begyndte for Sognepræst Deinboll at omtale, at han vilde indgaae Egteskab med Pigen Christine Christiansdatter, gjorde denne ham opmærksom paa, hvad en svensk Attest, som skulde benyttes i saadan Anledning her i Landet, maatte indeholde, ligesom han i sin Erklæring har ytret Formodning om, at han ved samme Leilighed kan have bemærket, at der til saadanne Præsteattester i Sverige pleiede at benyttes trykte Blanketter, Som det synes i Slutningen af August Maaned f. A. henvendte Angjældende sig derpaa til 2det Vidne, der er Gravør, og bestilte et Signet for en Brugspatron Joh. Schrøder i Långsrud. Ved det første Signet, som i den Anledning blev forfærdiget, indløb der en Feil, som havde til Følge, at det af Gravøren blev kasseret, medens et andet Signet blev forfærdiget og leveret Angjældende, uden at dog den derfor betingede Betaling 7 Ort blev erlagt, da Angjældende opgav at han for Øieblikket ingen Penge havde, men lovede præcis om 3 Dage at komme igjen og betale Signetet, hvad der dog ikke skeede. Angjældende, som i Anledning af denne Signetaffære flere Gange var hos 2det Vidne, har forklaret, at han herunder en Gang af Vanvare og 2det Vidne uafvidende kom til at stikke det kasserede Signet, der var af Messing, og efter 2det Vidnes Erklæring kun havde Værdi som Materiale, i hvilken Egenskab det er taxeret for 4 Skill., i sin Lomme, samt at det ikke senere faldt sig saa, at han kom til at indfinde sig hos 2det Vidne og tilbagelevere Signetet, skjønt han oftere vil have tænkt derpaa. Ved Angjældendes Anholdelse i Januar Maaned d. A. blev
Side:523
saaledes det her omhandlede kasserede Signet fundet i hans Besiddelse. 2det Vidne har forklaret, at han, ikke, førend han under Førhøret blev Signetet forevist, havde savnet dette, og at han saaledes ikke med nogen Bestemthed kunde vide, ved hvilken af de Leiligheder, da Angjældende havde været hos ham, denne maatte have stukket Signetet til sig, skjønt han er tilbøielig til at troe, at det maatte være skeet ved Angjældendes sidste Tilstedeværelse hos ham. Signetet var saaledes Vidnet frakommet mod dets Vidende, medens Vidnet ikke egentlig har kunnet sige, at det er skeet mod dets Vilje, fordi det, om Angiældende havde bedet om Signetet, uvegerligen vilde have givet ham det. paa Grund af denne Vidnets Erklæring har Underdommeren antaget, at der ikke har været fuldt Føie til at fælde Angjældende som Tyv med Hensyn til det kasserede Signet, men nærværende Ret kan ikke heri være enig med ham. Thi medens man ikke kan lægge nogen Vegt paa Angjældendes Foregivende om blot af Vanvare at have stukket Signetet til sig, findes det heller ikke afgjørende, til Angjældendes Fordel, at 2det Vidne, efter hvad det har erklæret, vilde have overladt ham Signetet, om han havde bedet Vidnet derom, da denne Omstændighed alene vilde have havt nogen Betydning, hvis man kunde gaae ud fra, at Angjældende selv, da han stak Signetet til sig, havde Grund til at forudsætte eller virkelig forudsatte, at han dertil havde Vidnets stiltiende Tilladelse, Noget som strider mod Angjældendes egen Forklaring. Det maa derhos bemærkes, at Angjældende ikke ved Modtagelsen havde Penge til at betale det rette Signet med, og at han senere har bedraget Vidnet for Betalingen i den Anledning. Det ligger saaledes nær at antage, at han fordel Tilfælde, han ei skulde blevet betroet det rette Signet, paa Forhaand har sikret sig Besiddelsen af det mislykkede, der ikke i og for sig var uskikket til at benyttes til Opnaaelsen af den Hensigt, i hvilken Angjældende, som det nedenfor skal vises, formentlig havde bestilt det omhandlede Signet hos 2det Vidne. Angjældende formenes saaledes i dette Punkt at maatte fældes for Overtrædelse af Crll.s Cap. 19 §1.
Side:524
Angjældendes Forklaring med Hensyn til Signetet gaaer ud paa, at han havde bestilt dette til en Brugspatron, eller rettere en Brugsfuldmægtig, Joh. Schrøder, der tilmed skulde være en Brodersøn af Præsten i Angjældendes Fødeegn, Comminister Joh. Schrøder i Långsrud, og bære dennes Navn. Denne Forklaring saa vel som en hel Mængde i Forbindelse dermed staaende Opgivender af Angjældende have imidlertid vist sig at være løgnagtige, hvorimod Angjældende har beholdt det rette som det kasserede Signet for sig selv, og benyttet det første til paa forskjellige Documenter at anbringe Lakaftryk, som om Seglet vedkom Comminister Joh. Schrøder i Långsrud. I saa Henseende bemærkes Følgende: Angjældende har været i Besiddelse af 2de Udflytnings- eller Arbeidsattester, udfærdigede af Comminister Joh. Schrøder i Långsrud, den ene dateret 3die April 1857 og den anden 18de Mai 1859. .Begge disse Attester ere imidlertid saa vel efter deres eget Udseende som efter den fra Udstederen, Comminister Joh. Schrøder, under Sagen indhentede Erklæring i flere Henseender forfalskede. Saaledes er i begge Attester Angjældendes Fødselsdatum forandret fra 28de Juni 1820 til 28de Juni 1830 og Eldamnæs til Egernæs, den første Attest Worsland og i den sidste Westmannland forandret til Norrigsland eller sted, ligesom i begge Attester Udstedelsesaaret er forandret, i den sidste Attest 8de Mai 1858 til 18de Mai 1859. Men hvad det især her kommer an paa, er, at der i begge Attester er lagt an paa at fremkalde den Mening, at Angjældende var ugift. I Attesten af 3die April 1859 er saaledes det første Ord, som efter Udstederens Erklæring maa antages at have været "gifte" ved et Lakaftryk med det hos 2det Vidne anholdte Signet fuldkommen skjult, og det følgende Ord "Bonden" forandret til "Bondedrengen", og i Attesten af 1859 (1858) er Ordet "Bondedrengen" tilføiet for oven mellem 2de Lakaftryk af det nysnævnte Signet, ligesom Segl med samme Signet, er tilsat ved Udstederens Underskrift paa begge Attester. Kort før Jul f. A. henvendte Angjældende sig derhos til en Bogtrykker i Elverum, afhørt som 1ste Vidne under Thingsvidnet sammesteds, og anmodede ham om at aftrykke
Side:525
Attesten af 1859, dog saaledes, at der levnedes Aabninger i Trykken, som skulde udfyldes med Skrift. Som Grund før denne Anmodning opgav Angjældende, at den originale Attest var saa gammel og forslidt, og at Sognepræsten i Rommedal derfor havde tilraadet ham at lade den trykke. Til Følge denne Angjældendes Anmodning blev der taget 4 Aftryk af Attesten, hvoraf dog blot det bedst lykkede var bestemt for Angjældende. En af de andre Blanketter blev imidlertid af 1ste Vidne under Thingsvidnet paa Angjældendes Opfordring, som det hed sig, for at man kunde see, om Aabningerne i Trykken Var tilstrækkelige, udfyldt, med Skrift ganske overensstemmende med det Indhold, Attesten af 1859 nu har, men senere er Datoen paa den udfyldte Blanket, som Angjældende tilligemed de øvrige Blanketter tog til sig, forandret fra 18de Mai 1859 til 18 Marts 1862, ligesom der ved den trykte Underskrift Joh. Schrøder af Angjældende angivelig hin for Moroskyld blev tilsat et Lakaftryk ved det Angjældende af 2det Vidne under Hovedsagen overladte Signet. Med den saaledes udfyldte og med falskt Segl forsynede Blanket, henvendte derpaa Angjældende sig først til 11te Vidne, Kirkesangeren i Rommedal, og senere, nemlig den 3die Januar d. A. i Følge med 7de og 10de Vidner som Forlovere, til Sognepræsten sammesteds, og anholdt om Lysning for sig og 3die Vidne. Præsten havde den foregaaende Dag leveret Angjældende en Skrivelse til Comminister Schrøder i Långsrud, hvori nærmere opgives de Legitimationer, en Attest fra ham maatte indeholde, forinden Angjældende kunde blive tilstedet at indgaae Egteskab her i Landet. Da nu Præsten under Samtalen med 7de og 10de Vidner gjorde opmærksom paa det Betænkelige for dem i at være Forlovere for Angjældende, og navnlig ytrede, at han jo kunde være gift, kom Angjældende frem med den udfyldte Blanket, for dermed at bevis at han ikke var gift, i hvilket Henseende han navnlig paaberaabte sig Udtrykket "Bondedrengen" i Begyndelsen af Attesten. Skjønt Præsten ikke tog den af Angjældende saaledes fremleverede og paaberaabte Attest for fyldest, indgik han dog paa at besørge den begjærte Lysning til Egteskab for Angjældende og 3die Vidne, hvilken ogsaa de
Side:526
paafølgende Søndage fandt Sted. Ligesom Angjældende efter det Anførte har gjort sig skyldig i Forsøg paa, skjønt gift, at indtræde i andet Egteskab med en ugift Person, altsaa forbrudt sig mod Crll.s Cap. 18 §10, jfrt. med Cap. 3 §1, saaledes maa han ogsaa fældes for Forfalskning af og Benyttelse af forfalskede Præsteattester. Hvad Attesterne afødt xx.xx.1859 angaaer, da har Angjældende, som selv vil have modtaget den første af Udstederen, men erhværvet den anden gjennem et Sødskendebarn af sig, paastaaet, at de endnu ere saadanne, som de i sin Tid af ham ere modtagne, og at de i alle Fald ikke med hans Vidende og Vilje ere undergaaede nogen Forandring; men til denne Angjældendes Paastand, der er i ligefrem Strid med Attesternes eget Udseende, Udstederens Erklæring, Omstændighederne for Øvrigt og Angjældendes specielle Forklaringer, kan der selvfølgelig intet Hensyn tages. Naar Forfalskningen af disse Attester har fundet Sted, er vist nok ikke tilstrækkelig oplyst, ligesom det heller ikke er bevist, at Attesten af 1857 i dens forfalskede Tilstand nogensinde af Angjældende har været benyttet, skjønt det vift nok synes antydet i Sognepræst Deinbolls Erklæring (Acten 1. c.) at Attesten har været denne forevist. Hvad Attesten af 1859 angaaer, da sees den at være forsynet med Bevidnelse fra Sognepræsten i Fet af 3die Januar 1860, og fra Sognepræsten i Rommedal af 19de August 1862, om at Angjældende har gaaet til Alters i de respective Præstegjæld. Hvorledes Attesten ved disse Leiligheder Var beskaffen, er vel ikke directe oplyst, men ligesom det af en under Sagen fremlagt, Angjældende af Præsten til Rommedal under 24de November 1862 meddelt Attest sees, at Attesten af 18de Mai 1859, da den blev forevist bemeldte Sognepræst, havde forfalsket Datum og Aarstal, saaledes maa i alle Fald de falske Signetaftryk paa begge Attester være tilføiede, efter at Angjældende i Fjor Sommer eller Høst havde modtaget det hos 2det Vidne under Hovedsagen bestilte og under Sagen fremkomne Signet, og da Forfalskningen af Attesten af 3die April 1857 netop for den væsentligste Del bestaaer deri, at Attestens første Ord, som før bemærket formentlig Udtrykket "Gifta", er bleven skjult ved Lakaftrykket, samt det næste Ord
Side:527
"Bonden" forandret til "Bondedrengen", hvilke Forfalskninger staae i nøie Forbindelse med hinanden, og upaatvivlelig maa være foretagne samtidig, saa ansees det klart, at begge Attesters Forfalskning maa have fundet Sted under Angjældendes Ophold her i Landet, og at Attesten af 1859 i sin forfalskede Tilstand ogsaa sammesteds har været benyttet. Med Hensyn til den efter Attesten af 1859 tagne trykte og udfyldte Blanket, der yderligere er givet en forandret Dato, 18de Marts 1862, i Stedet for 18de Mai 1859, og derhos forsynet med falsk Segl, da er denne Attest saa vel forfalsket som i dens forfalskede Tilstand benyttet af Angjældende, hvis Foregivende, at hans Tanke med at lade tage Aftryk af Attesten af 1859 havde været at lade den trykte Blanket senere udfylde af Præsten i Rommedal selv overensstemmende med hin Attest, som stridende mod den af Angjældende virkelig befulgte Fremgangsmaade ikke kan tages i nogen Betragtning. Efter Omstændighederne formenes Forfalskningen af samtlige Attester saa vel som Benyttelsen deraf; for saa vidt samme er oplyst, at maatte betragtes som en sammenhængende Forbrydelse mod Crll.s Cap. 11 §7, jfrt. med §2 og §3, og Straffeudmaalingen at maatte finde Sted i Henhold til Crll.s Cap. 6 §11. Angjældende er, som allerede anført, i Følge de fremkomne Præsteattester født i Sverige den 28de Juni 1820, og vides ikke forhen at have været tiltalt eller straffet, men er af flere Vidner betegnet som en Løgner og Storskryder, til hvem man i Almindelighed ingen Tillid har havt. At der efter Sagens Oplysninger skulde være nogen Grund til at drage i Tvivl, at han i Virkeligheden er den Person, han har givet sig ud for, kan nærværende Ret dog ikke med Underdommeren være enig i. Meget mere taler alle Omstændigheder for, at de i hans Besiddelse forefundne og oprindelig egte Præsteattester virkelig vedkomme ham. For den ham overførte Forbrydelse mod Crll.s Cap. 11 §7, jfrt. §2 og §3, antages han at maatte ansees med Strafarbeide i 5te Grad, og lignende Straf findes ogsaa anvendelig for det af ham gjorte Forsøg paa, skjønt gift, at indtræde i andet Egteskab med ugift Person. For det af ham begaaede Tyveri vilde han derimod blot været at ansee
Side:528
med Fængsel, og denne Forbrydelse vil saaledes efter Crll.s Cap. 6 §15 kun komme i Betragtning som skjærpende Omstændighed ved Bestemmelsen af Tiden for Strafarbeidet, der antages passende at burde bestemmes som i Underretsdommen skeet til 3 - tre - Aar. Angjældende vil derhos selvfølgelig have at tilsvare alle af Sagen, det i Elverum optagne Thingsvidne, samt af hans Arrest og Transport til Straffestedet flydende Omkostninger. Skjønt Angjældende allerede i 1859 indfandt sig og senere er forbleven her i Landet, antager man dog med Underdommeren, at han efter udstaaet Straf, overensstemmende med Frd. 19de April 1805, ved Politiets Foranstaltning maa blive at transportere ud af Landet. Thi om man end ikke tør lægge nogen Absolut Vegt paa, at Angjældende ikke i samfulde 3 Aar har havt stadigt Ophold paa et og samme bestemte Sted der i Landet, saa formenes det dog afgjørende, at han, der i Sverige er gift og har 4 Børn, ikke kan antages at være indkommen her i Landet for at bosætte sig sammesteds, men at hans Ophold her kun kan betragtes som midlertidigt, indtil han efter i Sommeren 1860 at være kommen til Rommedals Præstegjæld, og der at have gjort Bekjendtskab og forlovet sig med Pigen Christine Christiansdatter, tør antages at have opgivet Tanken om atter at vende tilbage til sit Fædreland, og altsaa at, have taget fast Ophold hersteds. Sagens Behandling ved Underretten og Sagførelsen ved begge Retter antages forsvarlig. Thi kjendes for Ret: Tiltalte, svensk Person Anders Larsson, bør for 1ste Gangs simpelt Tyveri, Forbrydelse mod Crll.s Cap. 11 §7, jfrt. §2 §3, samt for Forsøg paa. skjønt gift at indtræde i andet Egteskab med ugift Person, at hensættes til Strafarbeide i 3 - tre - Aar, samt efter udstaaet Straf ved Politiets Foranstaltning at udføres af Landet. Derhos har han at tilsvare alle med Sagen det optagne Thingsvidne samt hans Arrest og Transport lovlig forbundne Omkostninger. At fuldbyrdes", o.s.v.
Side:529
Høiesterets Dom er saa lydende: For saa vidt Anders Larsson i nærværende Sag er tiltalt for Tyveri, bør han for Justitiens Tiltale fri at være. Derimod bør han for Forbrydelse mod Crll.s Cap. 11, §7, jfrt. §2 og §3, samt for Forsøg paa, skjønt gift, at indtræde i andet Egteskab med ugift Person, at hensættes til Strafarbeide i 2 - to - Aar, og efter udstaaet Straf ved Politiets Foranstaltning at udføres af Landet. Derhos bør han udrede Sagens Omkostninger, hvoriblandt i Salarium til Actor for Høiesteret, Advocat Kildal, 15 - femten - Spdlr.