Rt-1864-697
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1864-09-22 |
| Publisert: | Rt-1864-697 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 31. O.nr. 6. |
| Parter: | De Eiendoms- og Brugsberettigede i Eidvolds Alminding mod Indredepartementet paa det Offentliges Vegne. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: | LOV-1857-10-12-§24, Grunnloven (1814) §105, §97, Lov om Forkyndelse ang Almindinger (1851), LOV-1857-10-12-§14, LOV-1857-10-12-§1, LOV-1857-10-12-§20, Skogloven (1863) §25, §59, §71 |
I denne Sag stadfæstede Høiesteret ved Dom af 22de September 1864, med Ophævelse af Omkostningerne for Høiesteret, følgende den 14de December 1863 afsagte Overretsdom.
«I Følge Storthingets Beslutning af 25de Septbr. 1851 og kongelige Resolutioner af 27de Novbr. s. A. og 5te Octbr. 1853 blev de uopdyrkede, Staten endnu tilhørende Strækninger af Eidsvolds Alminding ved kongeligt Skjøde af den 2den Novbr. 1853, thinglæst 15de Mai 1854, solgte til de udenfor Almindingen boende, i samme brugsberettigede Gaardeiere for en Kjøbesum af 700 Spdlr., hvortil Statens Proprietet ved Taxtforretning var ansat, samt med Forpligtelse for Kjøberne til, under en daglig Mulct af 60 Skill., inden 4 Aar efter Skjødets Udstedelse at besørge Almindingen udskiftet i de i en under 24de Juni 1853 afholdt Samling af de Brugsberettigede vedtagne 13 Parceller. Da der under Forhandlingerne mellem Kjøberne om denne Udskiftning reistes Tvivl mod de i Almindingen liggende dels skyldsatte dels uskyldsatte Pladsers Brugsret, og man fandt det nødvendigt at bringe dette Spørgsmaal paa
Side:698
det Rene, for Udskiftningen mellem Kjøberne foregik, blev disse Pladsers Eiere, hvoriblandt Fogden paa Statens Vegne som Eier af 8 endnu uafhændede Rydningspladser, under 17de Septbr. 1855, efter at Forligsprøve forgjæves var anstillet, af Kjøberne stævnte til Eidsvolds Underret, og forlangte Sagførerne ved Sagens Incamination, idet de ikke kunde erkjende, at Pladserne i Almindingen eller deres Opsiddere tilkom nogen Brugsret i samme, Rettens Kjendelse for, hvorvidt den fandt det lovhjemlet, at Pladsopsidderne tildeles Lod i Almindingen, og, i bekræftende Fald, efter hvilken Maalestok. Efter at denne Sag var paakjendt af Sorenskriveren i Eidsvold den 28de April 1856, blev den afsagte Kjendelse indanket til nærværende Ret, ved hvis Dom af 18de Octbr. 1858 Sagen fik det Udfald, at Pladseierene, saafremt Lagrettet fandt, at Eidsvolds Alminding var tilstrækkelig til at fyldestgjøre baade Kjøbernes og de indstævnte Pladseieres Behov af Skovprodukter, skulde Enhver især tillægges til Odel og Eie en saa stor Anpart af Almindingen, som af Lagrettet maatte findes at fyldestgjøre deres Eiendommes Behov af Skovprodukter, forinden Udskiftning af Almindingen foregik mellem Kjøberne selv; saafremt derimod Skjønnet maatte gaae ud paa, at Almindingen ikke dertil var tilstrækkelig, skulde den af Pladseierne forlangte Udskiftning for Tiden ikke fremmes. Ved Stævning af 16de Novbr. 1858 stævnede Kjøberne af Almindingen Modpartiet, hvoriblandt fremdeles Fogden paa Statens Vegne for de usolgte, Staten tilhørende Pladsers Vedkommende, til det i Overretsdommen omhandlede Skjøn. Dette afholdtes den 24de Januar 1859, og derunder fremmødte Fogden og fremlagde en Skrivelse fra Finansdepartementet til Akershus Amtmand af 26de Juli 1856 og en Erklæring fra Kjøbernes Befuldmægtigede af 13de Septbr. s. A. I Skrivelsen anmodes Amtmanden om at bemyndige Fogden til at træffe Overenskomst med vedkommende Parter om, at Udskiftningen for de Staten tilhørende Eiendommes Vedkommende foregaaer i Overensstemmelse med, hvad der bliver endelig afgjort men Hensyn til Almindingens endelige Udskiftning til de øvrige
Side:699
Brugsberettigede og Kjøberne. I Erklæringen af 13de Septbr. var dette Forslag vedtaget af Kjøbernes Befuldmægtigede. Fogden tilførte derpaa, at han, hvis Skjønnet udfaldt derhen, at Almindingen var tilstrækkelig til at fyldestgjøre Alles Brugsret, fandt Sagen for de Staten tilhørende Brug afgjort ved Overretsdommen derhen, at disse Brug tillægges saa Meget af Almindingen, hver for sig, som de behøve til Fornødende af Skov i alle Dele. Der blev derefter af Lagretten afgivet saadant Skjøn, «at det ansaae Eidsvolds Alminding fuldkommen tilstrækkelig til alle Parters (Kjøberne af Almindingen samt Eierne og Beboerne af Almindingspladserne) Behov af Brugsprodukter til deres respective Eiendomme og Brug». Til Fremme af Udstiftning mellem Kjøbernes Andel af Almindingen paa den ene og Pladseiernes paa den ande Side, stævnedes derefter af Kjøberne til en Udskiftningsforretning, der fattes den 20de Juni 1859. Forretningen bestemtes først at skulle tillægges Fremme paa den Maade, at samtlige Pladser, alene med enkelte Undtagelser, skulde tilsammen tillægges en Strækning af Almindingen; men da i den paafølgende Session, den 7de Juli 1859, Fogden kom tilstede for Statens usolgte Rydningspladsers Skyld og gjorde opmærksom paa, at Overretsdommen var saaledes at forstaae, at hver Pladseier skulde for sig og sit Behov tildeles et særskilt Stykke Skov, blev Parterne enige om, at Udskiftningen skulde have en saadan Udstrækning, at hver Plads skulde tildeles sin særskilte Teig. Denne Udskiftning sluttede den 17de August 1859, og en Overudskiftning, hvorved Ingen mødte paa Statens Vegne, afholdtes derefter fra 27 Septbr. til 7de Octbr. s. A., hvorved da denne Sag var til Ende. Først den 16de April 1860 reqvirerede Eidsvolds Almindingsbestyrelse hos den auctoriserede Udskiftningsformand Udskiftning mellem Almindingens Eiere i Overensstemmelse med Skjødet af 2den November og Overenskomsten af 24de Juni 1853; hertil varsledes de tilgrændsende Naboer, deriblandt Fogden paa Statens Vegne for de usolgte Almindingspladser. Den 14de Juni 1860 holdtes det første Udskiftningsmøde, og irettelagde
Side:700
da Formanden en Skrivelse af 11te s. M. fra det kongelige Indredepartement, hvori dette gjør opmærksom paa, at i Følge den forandrede Anskuelse om Udskiftning af saadanne Skovstrækninger, som udtaler sig gjennem Bestemmelserne i Udskiftningsloven af 12te Octbr. 1857, §24, antages der paa saadan Maade, som der bestemt, at burde anstilles nærmere Undersøgelse om, hvorvidt Udskiftning af denne Alminding kunde ansees hensigtsmæssig, eller om der ikke skulde være Føie for det Offentlige til at frafalde sin Fordring derpaa. Departementet forlangte derfor, at den tilsigtede Udskiftning skulde stilles i Bero, indtil en saadan Undersøgelse var foretagen. Almindingseierne ytrede sig imod Departementets Opfattelse, men samtykkede i Udsættelsen. Den 30te April 1861 continuerede Udskiftningsforretningen i Følge Forlangende af Kjøberne, og ved Forretningen fremlagdes en omstændelig Indberetning og Indstilling af 14de August 1860 fra Forstmesterne Hørbye og Scheen, der af Departementet havde erholdt Bemyndigelse til at foretage den i Udskiftningsl.s §24 omhandlede Undersøgele, hvilken Indstilling gik ud paa, at Paalægget i Skjødet om Udskiftning burde frafaldes, da saadan fandtes uhensigtsmæssig i dette Tilfælde. Tillige fremlagdes Skrivelse fra Departementet af 10de Octbr. s. A., hvori tilkjende gaves, at dersom Nogen af Reqvirenterne, skjønt foreholdte den nævnte Undersøgelse, ikke desto mindre skulde vedblive sit Forlangende om Udskiftning, ansaaes det rettest, at en Udskiftningsret fattes, og at Spørgsmaalet afgjordes ved Kjendelse af denne efter nævnte Lovs §14. En stor Del af Kjøberne, navnlig Opsidderne paa de smaae Brug, sluttede sig til denne Protest, medens de Øvrige forlangte Forretningen fremmet. Mod Formandens Votum eragtede derpaa Udskiftningsretten den 30te April 1861, at Udskiftningen uanseet Protesten skulde finde Sted. Denne Kjendelse indankede Indredepartementet ved Stævning af 29de Juni s. A. til Eidsvolds Underret; men ved den af den constituerede Sorenskriver den 2den April 1862 afsagte Dom blev Kjendelsen satdfæstet, med Ophævelse af Procesomkostningerne. Ved Stævning af 10de
Side:701
Septbr. 1862 har Regjeringsadvocaten paa Indredepartementets Vegne indanket nævnte Underretsdom her til Retten, hvor han har nedlagt følgende Paastand: «At den paaankede Eragtning af 30te April 1861 (skal formentlig være «den paankede Dom af 2den August 1862») underkjendes og forandres derhen, at den forlangte Udskiftningsforretning ikke bliver at fremme, samt at de Indstævnte tilpligtes at betale denne Sags Omkostninger for begge Retter, hvorunder Salarium, Skyds og Diæt til Regjeringsadvocaten». De indstævnte Brugs- og Eiendomsberettigede i Eidsvold Alminding have derimod paastaaet «Stadfæstelse og Tilkjendelse af Sagens Omkostninger». Overretten skal foreløbigen bemærke, at man ikke i den Omstændighed, at Udskiftningsretten ei er varslet, finder tilstrækkelig Grund til ex officio at afvise Sagen. Videre bemærkes, at vel er der i Loven af 12te Octbr. 1857, §20, for visse Tilfælde paabudt Forligsmægling inden Udskiftningsretten; men dette Paabud antages indskrænket til Tvistigheder af anden Art, end den her foreliggende, hvorfor der ei heller i Mangelen af saadan Forligsprøve i nærværende Tilfælde findes nogen Hindring for Sagens Paakjendelse i Realiteteten. Som allerede anført, støtter Appellantskabet sin Paastand om, at den af de Indstævnte forlangte Udskiftning ei skal nyde Fremme, paa tilnævnte Lov om Jords og Skovs Udskifteing af Fællesskab af 12te Octbr. 1857 §24, der er saalydende: «Forlanges Udskiftning af Alminding, der eies af Bygdelag eller Dele af saadant, eller af andre betydelige Skovstrækninger, hvorfra større Samling af Gaarde hente Forsyning med Træmaterialier, skal ved særlig opnævnte kyndige Mænd foretages Undersøgelse om, hvorvidt Udskiftning er hensigtsmæssig, samt, i Tilfælde, hvorledes denne bør skee. Findes i Følge saadan Undersøgelse Udskiftning uhensigtsmæssig, maa denne ikke foregaae ente i Mindeligehed eller ved Udskiftningsforretning. Det Fornødne til Iverksættelse af den nævnte Undersøgelse, samt, naar Skifte skal skee, til Kontrol med dettes Udførelse overensstemmende med de ved Undersøgelsen fastsatte regler, anordnes af Konger. Omkostningerne
Side:702
ved saadan Undersøgelse og Kontrol udredes af Statskassen». Ved kgl. Resolution af 22de Juni 1859 er Indredepartementet bemyndiget til at anordne det Fornødne til Iverksættelse af den omhandlede Undersøgelse og Kontrol, og I Henhold hertil var det, at Forstmesterne Hørbye og Scheen af Departementet opnævntes til at foretage den Undersøgelse, der ledede til det Offentliges Protest mod den under 16de April 1860, altsaa længe efter bemeldte Uoskiftningslovs Ikrafttræden, reqvirerede Udskiftning af den kjøbte Alminding. Mod denne af Indredepartementet paa det Offentliges Vegne fremsatte Protest have de Indstævnte anbragt en Række af Indsigelser, som Overretten nu skal gaae over til at prove. 1) Udskiftningsl.s §24 har ingen Anvendelse paa en Skovstrækning, som den her omhandlede, der vistnok oprindelig var Alminding, men som efter alt det med samme Passerede er gaaet over til en Eiendomsgjenstand, som alene tilhører Kjøberne, uden at der længere er Tale om nogen som helst Brugsret, og ved Storthingets Beslutning og Kongeskjødet er det afgjort, at Kjøberne alene ere at betragte som befandt de sig i et rent tilfældigt Sameie, paa hvilket den almindelige Regel, at den bør at nyde Skifte, som Skifte begjærer, kommer til Anvendelse. Rette skal hertil bemærke, at Eidsvold Statalminding ved at sælges til de Brugsberettigede ikke anderledes forandrede Karakter, end at den gik over til at være Bygdealminding, og det kommer ei i Betragtning, om den solgtes til Alle eller, som her, kun til Flerheden af de Brugsberettigede (se Almindingsloven af 12te Octbr. 1857, §1 og den nye Skovlov af 22de Juni 1863, §25). At der til Salget var knyttet Forpligtelse til Udskiftning, kan ikke forandre Almindingens retslige Stilling, saa længe ingen Udskiftning er foregaaet. I nærværende tilfælde er vistnok Udskiftning skeet for en Del, men dette formenes ei at kunne have Indflydelse paa den øvrige Stræknings Stilling. Det sees ogsaa, at den af Eierne selv er bleven betragtet som Alminding lige til den sidste Tid, i hvilket Henseende bemærkes, at den har sin Almindingsbestyrelse overensstemmende med Lov af
Side:703
12te Octbr. 1857, hvilken Bestyrelse har udfærdiget Reqvisitionen af 16de April 1860, og for hvis Formand Overretsstrævningen i nærværende Sag er forkyndt; ligesaa er Stævning til Underretten skeet overensstemmende med Lov om Stævning i Almindingssager af 9de Juli 1851, uden Protest fra de Indstævntes Side. Hertil kommer, at Udskiftningslovens §24 ikke blot nævner Alminding, men ogsaa «andre betydelige Skovstrækninger, hvorfra Samling af Gaarde hente Forsyning», og skjønt dette Tillæg atter er ophævet ved den nye Skovlovs §71, var det dog gjældende paa den Tid, den heromhandlede Udskiftning forlangtes, og da det Offentlige derimod gjorde Indsigelse. 2) De i den omhandlede §24 foreskrevne Regler formenes ikke iagttagne, idet kun 2de af Departementet selv opnævnte Forstmænd have anstillet den omhandlede Undersøgelse, medens saadan burde være skeet ved et paa lovlig Maade istandbragt Retsskjøn. Retten kan imidlertid ikke være enig med den Indstævnte i, at Bestemmelsen vil have noget almindeligt Retsskjøn under Dommerens Ledelse. Ligesom Udtrykkene: «Undersøgelse, til hvis Iverksættelse det Fornødne anordnes af Kongen», tyder hen paa en administrativ og ikke en juridiel Foranstaltning, saaledes fremgaaer det ogsaa af de Forhandlinger, der foranledigede hint Lovbud, at man har ment en saadan Undersøgelse, som den af Appellantskabet foranstaltede. I Storth. Forh. 1857, 5te B., O. Nr. 38, tales der i den kgl. Propositions Præmisser til §en først om «en af det Offentlige iverksat Undersøgelse», og at Skiftet, om det kommer at finde Sted, skeer «paa den maade og under den Kontrol, som af det Offentlige anordes», hvorpaa der ytres: «For saa vidt der i den forestaaende Bestemmelse er gjort Regning paa ,at det Offentlige vil kunne anvise sagkyndige Personer til de omhandlede Undersøgelser, bemærkes, at der i saa Henseende næppe kan formodes at opstaae Vanskeligheder, naar de af Deres Majestæt begjærte Midler til Forstmands Ansættelse bevilges». Storthingscomiteen ytrede om denne § hjemler det Offentlige
Side:704
en meget stor Myndighed, men i Henhold til, hvad der er anført i det kongelige Forslag, finder den at burde anbefale den». (Storth. Forh. 1857 Nr. 9, S. 454). Naar de Indstævnte i Forbindelse med ovenanførte Indsigelse mod Undersøgelsesmændenes Competents endvidere fremføre den Bemærkning, at der angaaende Hensigtsmæsseigheden af Eidsvolds Almindings Deling allerede gjennem Storthing og Regjering var forudgaaet den nøiagtigste Undersøgelse, der førte til Beslutningen om, at Deling skulde finde Sted, hvorfor det Offentlige herved maa ansees bundet, skal Retten, næst at henvise til den ovenciterede Departementsskrivelse afødt xx.xx.1860, bemærke, at der var Lovgivningens egen forandrede, gjennem §24 i Lov af 12te Octbr. 1857 udtalte Anskulelse, der nødvendiggjorde de anstillede fornyede Undersøgelser, hvorfor man deri ei kunde være bunden ved det, der var passeret under den ældre Lovgivnings Omraade, da det ganske ariomatisk antoges, at alt Fællesskab i Skov var ruinerende for denne. 3) Gjennem den af Storthinget den 25de Septbr. 1851 antagne, af Kongen under 27de Novbr. s. A. approberede beslutning er der for Salget af Eidsvold Alminding givet en speciel Regel, der gaaer ud paa, at den skal skiftes i 13 Parceller, og Loven af 12te Octbr, der er en almindelig Lov, kan ikke ophæve hin specielle Retsregel, saa at den kongelige Resolution om Afhændelse af Almindingen til Udskiftning og det til samme sig knyttende Kongekjøde er uberørt af Loven. I Forbindelse med det saaledes Anførte, protestere de Indstævnte mod, at de fattede Bestemmelser forandres efter en simpel Departementsordre, da der allenfals udkrævedes ny Storthingsbeslutning med Kgl. Approbation.
Men herved maa retten bemærke, at det Offenlige og de Indstævnte i Forholdet med Kjøbet af Almindingen staae lige over for hinanden som tvende private Contrahentpartier, og at Sagen har været behandlet i Storthinget og af Regjeringen, er ikke begrundet deri, at der skulde gives en speciel Retsregel for dette tilfælde, men derimod i, at disse Auctoriteter var de ene Berettigede til om Almindingens Salg at optræde som Contrahenter mod de Indstævnte. Bestemmelserne for Salget af Almindingen og Loven af 12te Octbr. 1857 staae saaledes ikke i Forhold til hinanden som en speciel Lov eller Retsregel til en almindelig Lov, men som enhver anden ældre privat Forhandling og Contract til en senere udkommende Lov. De Indstævntes Indvending, at Forbudet mod Delingen ei gyldigen kunde fremsættes uden gjennem Storthingsbeslutning og kgl. Approbation, bortfalder ved at see hen til den omhandlede Lovparagraph, der viser, at det er Kongen, der har at iverksætte det Fornødnde til Iagttagelse af Lovbudet, hvilken Myndighed han, som oven allerede bemærket, ved Resolution af 22de Juni 1859 (Acten 1. c.) har overdraget Indredepartementet. 4) Det Offentlige som selv Contrahent med
Side:706
Eidsvold Almue kunde desuden ikke med nogen som helst Lov ophæve sin egen Contract uden gjennem Expropriation og Erstatning i Henhold til Grundlovens §105. Den 24de Juni 1853 vedtoges mellem de eventuelle Kjøbere indbyrdes Principet om Delingen i 13 Parceller, og denne Overenskomst, den eneste, hvorpaa Eidsvolds brugsberettigede Gaarde vilde indgaae, blev billiget af Regjeringen og stadfæstet i Kongeskjødet, og er en integrerende Del af Handelen, hvorfor den frie Adgang til Skiftning i Grunden er det Eneste, som var at sælge og kjøbe, og hvorfor der kunde være Tale om at betale Noget. I Anledning af disse Indstævntes Anbringender, skal Retten udhæve, at da der, efter havd under foregaaende Nr. Er ytret, maa skjelnes mellem Konge og Storthings Stilling som privatretslig contraherende Parter og som Lovgivningsmyndighed, kunnde de Indstævnte ei fordre sig undtagen fra Loven paa den Grund, at Konge og Storthing, der gav Loven, tillige var deres Medcontrahenter, lige saa lidt som det Offentlige ved sin Stilling som tidligere privat Contrahent kunde være paalagt det Baand, ikke at gjennemføre Loven i dette specielle Tilfælde. De Indstævntes Anførsel om, at den frie Adgang til Skifte var det Eneste, som var at sælge, og hvorfor der kunde være Tale om at betale Noget, kan saaledes ei komme i Betragtning som Grund til at fritage dem for Udskiftningslovens Indskrænkning i §24. Hovorvidt denne Anførsel med nogen Nytte kunde været fremført, hvis Processen havde dreiet sig om Vandhjemmelsansvar mod det Offentlige i Anledning af den sluttede Handel, hører ei hid at undersøge, skjønt Betydningen af Clausulen i Skjødet i og for sig i anden Anledning nedenfor nærmere vil blive omhandlet. At for Resten ikke Udskiftningen var det Eneste, hvorfor der kunde være Tale om at betale Noget, viser sig formentlig af den i Forstmændenes Indberetning indeholdte Oplysning, at de Indstævnte af Skoven allerede i 1860 have solgt 1200 Tylvter svært Tømmer for 12 Spdlr. Pr Tylvt. 5) De Indstævnte anføre videre, at de i Grundl.s §97 have Beskyttelse mod den Paastand, det Offentlige her
Side:707
vil sætte igjennem. Der formenes at være ved Skjødet stiftet en Ret for Kjøberne til at erholde Almindingen skiftet i 13 Parceller, og efter det af Kjøberne den 24de Juni 1853 Vedtagne endog Ret for hver enkelt Gaard til kun at taale Sameie med de i samme Kategori nævnte Gaarde, og naar man binder en saaledes for enkelte Individer begrundet Rets Realisation, giver man Loven tilbagevirkende Kraft, da man fratager dem en paa gyldig Maade og i lovlige Former erhværvet Rettighed, hvortil endnu kommer, at længe før Loven af 1857 var given og traadt i Kraft, var Udskiftningssagen paastævnt, og den paabegyndte Retshandling maa bedømmes som om den med det Samme var bragt til Ende. Derhos paastaaer de Indstævnte, at Udskiftning endog maa betragtes som delvis fuldbyrdet, da Udskiftningen til de Brugsberettigede var en Bestanddel af det hele Udskiftningsverk. I Anledning heraf skal man anføre Følgende: Retten til at fordre Udskiftning var en almindelig Ret, der tilkom alle Sameiere efter N.L.s 3-12-15. Naar §24 i L. 12te Octbr. 1857 under visse Betingelser ophævede denne Ret, maatte den vistnok faae Indflydelse paa de Handeler om saadanne Sameier, som forhen op i Tiden var afsluttede, idet nemlig alle de, der i tidligere Aar havde kjøbt den Art af Eiendomsgjenstande i den Formening og under den Forudsætning, at de, naar de ønskede det, kunde blive udskiftede, vilde paa en Maade blive skuffede ved at denne Ret ved samme Lov indskrænkedes. Men den Slags Tilbagevirkning af Love kan Grundl.s §97 efter almindelig Fortolkning ikke ansees at have villet forbyde (se Stangs Grundl.s Fortolkning Pag. 608). Dersom der i de Indstævntes Skjøde Intet havde været nævnt om Udskiftning, vilde deres Ret til at foretage saadan været lige fuldt tilstede, saa længe hin Landslovens almindelige Forskrift var den ene gjældende. Men de Indstævnte maatte da ogsaa, efter hvad Retten oven har antaget, lige med alle Andre i samme Stilling have fundet sig i ved den nye Lov at see denne Ret indskrænket. Her omtaler vistnok Skjødet udtrykkelig Udskiftning; men dette er ikke skeet for at forandre den legale
Side:708
Ret til en contractmæssig, hvortil al Foranledning manglede, ligesom de Indstævnte ei heller have paastaaet, at nogen saadan var tilstede. Thi Udskiftningen omhandledes alene i Skjødet som en Forpligtele, hvilket det Offentlige i dette Tilfælde, under de da herskende Anskuelser om Udskiftning som det Hensigtsmæssigste til Skovenes Conservation, paabød Kjøberne inden en bestemt Tid at udføre. Det Offentlige som Sælger har altsaa alenen forandret en legal Rettighed, som Kjøberne havde mod hinanden indbyrdes, til en contractmæssig Forpligtelse lige over for Sælgeren, og den senere Frafaldelse af denne Forpligtelse fra Sælgerens Side og det Offentliges Optræden med Paastand om Gjennemførelsen af §24 i Loven af 1857 formenes derfor ei heller i og for sig at kunne betragtes som noget Indgreb, man med den nye Lov har gjort i ældre, contractmæssigen stiftede Rettigheder. Med Hensyn til de Indstævntes Anførsel om, at Udskiftningen allerede var paastævnt, før Loven udkom, henvises til det Ovenanførte om, at der ved Stævning af 17de Septbr. 1855 af Almindingseierne paastævntes Sag mod Pladseierne, for at faae afgjort, om de over Hoved tilkom nogen Lod i den solgte Alminding, samt, i bekræftende Fald, efter hvilken Maalestok. At det i Præmisserne til Underretsdommen af 28de April 1856 (Underretsacten er ei fremlagt) heder, at Stævningen var udtagen «til Fremme af den i Skjødet omhandlede Udskiftning» kan ikke forandre selve den paastævnte Sags Beskaffenhed og Gjenstand; men dennes Forhold til den Udskiftning, som Skjødet omtaler, maa uafhængig heraf kunne undersøges, Skjønt nu, som anført, Sagen ikke angik denne Udskiftning, kan det ikke negtes, at baade Under- og Overretsdommen gik ud fra, at saadan Udskiftning vilde paafølge, idet der bestemmes, at Pladseierne, «forinden Udskiftning af Almindingen mellem Kjøberne foregaaer», skulde under visse Betingelser tillægges Anparter i Almindingen. Heraf fremgaaer det visselig, at de Indstævnte havde anlagt Sagen mod Pladseierne med Forudsætning om en paafølgende Udskiftning af Almindingen mellem sig indbyrdes, og de Indstævntes
Side:709
Anførsel, at de, i Særdeleshed da Udskiftning til de Brugsberettigede senere er foregaaet efter Overretsdommen, have i Grundl.s §97 Beskyttelse mod, at §24 i Loven af 12te Octbr. 1857 mod dem anvendes, findes desformedelst ogsaa at være af megen Vegt og at gjøre Sagen saare tvivlsom. Overretten troer dog, at der ere overveiende Grunde tilstede for ikke at tillægge det Anførte afgjørende Indflydelse paa Sagen. Processen mod Pladsierne havde nemlig ved Siden af at være en Indledning eller Forberedelse til en paafølgende Udskiftning efter Skjødet, sit selvstændige, deraf uafhængige Øiemed, idet man principaliter bestred, at hine over Hoved tilkom nogen Lod i Almindingens Skov. For det Tilfælde, at Pladseierne dertil kjendtes berettiged, forlangtes vistnok, at de skulde udskiftes, hvilket derefter ogsaa, da den principale Paastand i Dommen var forkastet, foregik. Men ogsaa denne Udskiftning havde sin selvstændige og særskilte Betydning, da den var en Udskiftning af uensartede Intereser - Brugsret mod Eiendomsret - og derhos en Udskiftning, som i den tidligere Overretsdom efter den da gjældende Lovgivning (den nye Skovlovs §59 har heri gjort Forandring) ei antages at kunne fordres i Hjemmel af nogen Lov, men alene efter privat Forening, altsaa var en temmelig forskjellig Art fra den i Skjødet omhandlede. Skjønt fremkaldt derved, at Udskiftning mellem Kjøberne skulde paafølge som Opfyldelse af den disse i Skjødet under Tvangsmulet paalagte Forpligtelse, kan hin Udsiftning dog alene høist uegentlig siges at være nogen Del af denne Udskiftning, der i Følge Skjødet skulde foretages af Almindingen i 13 Parceller mellem Kjøberne indbyrdes. Efter den Opfatning, Retten i Følge det Anførte har om den tidligere Proces mellem Kjøberne og Pladseierne og den derefter paafulgte Udskiftning mellem disse, formener den ikke, at Betragtningen af disse Retshandlinger, som tillige indeholdende forberedende Skridt til Udskiftningen efter Skjødet, er afgjørende for at lade Grl.s §97 træde i Veien for Anvendelsen af §24 i Udskiftningsloven i nærværende Tilfælde. Slutteligen bemærkes, at
Side:710
der fra Appellantskabets Side hverken før eller under Processen er hentet noget Argument i omhandlede Henseende fra den Omstændighed, at den i Skjødet fastsatte Termin af 4 Aar var oversiddet. 6) Videre formener de Indstævnte, at det endog maa betrages som res judicata, at Udskiftning skal finde Sted, idet de anføre, at i den Sag som i 1855 reistes «for at bringe Udskiftningen til Iverksættelse» var det Offentlige stævnet som Part, og under den Sag fremkom ingen anden Indsigelse mod Udskiftningen, end at de Brugsberettigede først skulde have særskilte Lodder, svarende til deres Behov, hvorefter der baade ved Underretten og Overretten kjendtes for Ret, at Udskiftning mellem Kjøberne skulde foregaae, naar de Brugsberettigede først var udskiftede. Men denne Opfatning kan ikke gives Medhold efter den Anskuelse, Retten under foregaaende Post har fremsat om den første Udskiftnings selvstændige Betydning og dens Forhold til den paatænkte senere Udskiftning. Overretsdommen i den tidligere Sag afgjorde Intet direkte om Udskiftningen mellem Kjøberne i 13 Parceller, lige saa lidt som denne Udskiftning var gjort til Gjenstand for nogen Tvist under den Sag, hvorunder det Offentlige alene var stævnt som Eier af en Del af de Pladser, om hvis Retsstilling og Udskiftning der var Spørgsmaal. Ei heller var den i Dommen fastsatte Udskiftning gjort afhængig af, at den anden Udskiftning senere kom i Stand. Dommen forudsatte den vistnok som Noget, der vilde skee, men beholdt sin Kraft og Gyldighed, hvilke Hindringer der end senere kom i Veien, saa at det Hele standsede med det Resultat, der her var afgjort. 7) Endeligen paastaae de Indstævnte, at det Offentlige endog ligefrem har vedtaget, at Udskiftningen skulde foregaae, og det selv efter at Loven af 1857 var traadt i Kraft. I saa Henseende paaberaabe de sig, at Fogden paa det Offentliges Vegne under Skjønsforretningen af 24de Januar 1859 henholdt sig til Finantsdepartementets Skrivelse af 26de Juli 1856 og Almindingskjøbernes Vedtagelse af samme i Erklæringen af 13de Septbr. s. A., og at han fremdeles i Udskiftningssessionen den 7de Juli 1859 var
Side:711
virksom før at faae Udskiftning udført i største Specialitet (se Rettens herom oven Refererede). Herved maa dog bemærkes, at det Offentlige ved de nævnte Anledninger alene optraadte som Eier af de usolgte Pladser, og sluttede sig med Hensyn til disses Udskiftning til de øvrige Pladseiere. Ved den i 1856 af Kjøberne sluttede Overenskomst om Udskiftning af Statens Brugsret som Pladseier, var Staten selvfølgeligen lige saa vel som de øvrige Pladseiere ved den af dem indgaaede lignende Forpligtelse bunden, og ved Overretsdommen af 18de Octbr. 1858 var der endog retslig Afgjørele for, at Staten som Pladseier med de øvrige skulde udskiftes fra Fællesskabet i Almindingen. Det vilde derfor været frugtesløst, om det Offenlige under Skjønnet og Udskiftningen i 1859 var optraadt med nogen Protest mod det, der var Gjenstand for disse Forretninger. Men heraf er det formentligen indlysende, at man ikke af det Offentliges Optræden ved nævnte Anledninger kan udlede nogen Frafaldelse fra dets Side af at gjøre Loven af 1857 gjældende, naar der senere opstod Spørgsmaal om at udføre hin anden, i Skjødet omtalte Udskiftning, der i det Hele derfra var forskjellig. Da Overretten saaledes ikke har troet at kunne give nogen af de af de Indstævnte fremsatte Indsigelser mod Gyldigheden af det Offentliges Forbud mod Almindingens Udskiftning mellem Kjøberne Medhold, kommer den til det Resultat, at den forlangte Udskiftning af Eidsvolds Alminding ikke kan tilægges Fremme. Processens Omkostninger for begge retter ville paa Grund af Sagens tvivlsomme Beskaffenhed blive at ophæve. Thi kjendes for Ret: Den af Kjølberne af Eidsvold Alminding forlangte Udskiftning kan ikke nyde Fremme. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves.