Rt-1865-386
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1865-04-08 |
| Publisert: | Rt-1865-386 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 210 O.Nr. 13. |
| Parter: | Afdøde Overinspektør Kintlings Enke og Arvinger mod Throndhjems Stifteret. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: | Arveloven (1854) §37, §40, §47 |
Da forhenværende Overinspektør ved Throndhjems Tugthus H. Kintling i September 1861 havde faaet Afsked med Pension, flyttede han med Kone til Kjøbenhavn, hvor Egteparret den 15de Marts 1863 oprettede Testamente, som det i Inledningen heder: «for, saa vidt os muligt, at sikre vore Børn, at den Arv, vi maatte efterlade dem, paa bedste Maade maa komme dem tillgode». Børnene var, efter Præsteattest og hvad der er in confesso, alene Overretsagfører Carl Julius Kintling og fru Henriette Sofie Christine Hornemann, og Arven efter Sønnens uimodsagte Anførsel 29-30,000 Spdlr., uden at det kan sees, hvori den bestod. I Testamentets 1ste Post bestemmes, at en Fjerdedel af Formuen skal tilfalde Datteren, dog saaledes, at hun kun nyder Renterne deraf, saa længe hun er i sin nærværende Egtestand (med Capt. Hornemann), og først, naar hun maatte blive Enke, erholder Disposition i det Hele over denne Arvedel, som gjøres frugtbringende paa samme betryggende Maade som Umyndiges Midler; og skulde hun imidlertid afgaae ved Døden, forinden hun var indtraadt
Side:387
i Enkestand, bliver fra hendes Dødsdag Renterne at tillægge Capitalen, som begge Dele i sin Tid blive at dele mellem hendes efterladte Børn, og hvers Part at udbetale dem,eftersom de have fyldt sit 25de Aar, hendes ældste Søn, Henrik Kintling Hornemann dobbelt Part mod de Øvrige. I 2den Post bestemmes, paa Grund af lang Erfaring om, at Sønnen Carl Julius ikke har fornøden Fasthed til rigtig at behandle større Pengemidler, a) at der af den paa hans Part faldende Arv kun bliver at udbetale ham 300 Spdlr. til fri Disposition, og b) at de Øvrige af de Midler, der maatte falde paa hans Part, blive at behandle som Umyndiges Midler, saaledes, at han alene nyder den aarlige Rente af samme, og at Capitalen først udbetales efter hans Død til hans da efterladende lovlige Arvinger, uden at han under nogen Omstændighed maa pantsætte eller paa anden Maade disponere Capitalen, eller Forskud paa Rente maa gives ham ved Accept paa Anvisning eller paa anden Maade. «Paa denne Post, litra b», heder det in parenthesi, «maa i Henhold til Arveloven af 31te Juli 1854, §37, erhværves kongelig Confirmation;» og den 17de Juni 1863 blev saadan Confirmation meddelt. I Testamentets Post 3 forbeholder Testator sig efter Lov af 30te Juli 1851 at hensidde i uskiftet Bo; i Post 4 bestemmes, at Konen efter hand Død paa sin Part tager det halve Bo, og at det andet halve, efter Fradrag af Datterens eller hendes Børns Fjerdepart i Følge Post 1, for Resten deles lige mellem Søn og Datter, og at paa samme Maade forholdes med Konens Boeslod efter hendes Død; og endelig bestemmes i Post 5, at alene Testator Henrik Kintling kan i Testamentet gjøre Forandringer, hvilke til enhver Tid skulle være gjældende og bindende for hans Kone. Dette Testamente, om hvis Gyldighed for Resten ikke tvistedes, var til Vitterlighed underskrevet af Biskop Darre og Overchirurg Bunzen, med lovbestemt Attest, naar undtages Oplæsningen, som Enken senere ved Paategning for sit Vedkommende erkjendte. Den 23de Mai 1863 døde Testator i Kjøbenhavn, hvor Skifteretten registrerede hans Efterladenskaber paa Stedet, nemlig Indbo
Side:388
til et Vurderingsbeløb af 1036 Rbdlr., og 6 Recipisser for Indblaan, hver paa 100 Rbdlr., hvoraf 3 udleveredes Enken, medens Skifteretten i Kjøbenhavn gjennem Udenrigsministeriet henvendte sig til Stifteretten i Trondhjem om, hvad denne ønskede foretaget med det Øvrige. Imidlertid vilde Enken flytte til Christiania, og ønskede at medtage det registrerede Indbo, m. M., hvorfor hun gjennem sin Svigersøn Capt. Hornemann henvendte sig til Borgermester Aubert med Forevisning af Testamentet og Begjering om Samtykke til Effecternes Udlevering til hende. Aubert, der efter sin egen Erklæring kun ganske flygtig gjennemlæste Testamentet, og vidste, at det kun var de nævnte myndige Arvinger, antog Sagen Throndhjems Stifteri uvedkommende, især da Egteparret allerede i Septbr. 1861 var flyttet til Kjøbenhavn, hvor han antog, at det animo comorandi hade taget Ophold. (Efter Sønnens umodsagte Bemærkning hade Faderen for Afreisen ladet sig udslette af Mandtallet over Stemmeberettigede, og var siden heller ikke ilignet Skat til Trondhjem). Aubert udfærdigede derfor den 27de August 1863 i Stifterettens Navn den Erklæring, at det fra dens Side Intet var til Hinder for, at Boet af de 3 i Testamentet omhandlede Personer, Enken, hendes Søn og hendes Svigersøn, overtoges, hvilken Erklæring, efter at være underskreven af ham selv, blev underskreven af Byfoged Manthey og Raadstuskriver Soelberg, og Underskrifterne attesterede af den danske Consul. Efter derpaa at have modtaget den danske Stifterets Meddelelse af 25de s. M., hvori gjøres opmærksom paa Testamentets Indhold - der kjendelig er beregnet paa norsk Statsmyndigheds Mellemkomst - og hvori paastaaes, at Egteparrets Ophold i Kjøbenhavn kun var midlertidigt, fandt den throndhjemske Stifteret sig forpligtet til at skride ind; og da Sorenskriver Schaanning efter Fulmagt fra Enken, og Capt. Hornemann, paa sin Kones Vegne, forespurgte, om Stifteretten paa Grund af Testamentets Bestemmelser til Fordel for hendes Børn der til ansaa sig forpligtet, svarede den vel endnu, at da Testator ikke ved sin Død havde sit Værnething i Throndhjem,
Side:389
var der ingen Anledning for den til ex officio at befatte sig med hans Bo, som dog efter Testamentets Bestemmelser utvivlsomt børte under offentlig Skiftebehandling, men 5 Dage senere (15de Septbr.) svarede den Stifteretten i Kjøbenhavn, at den - saafremt samme fremdeles skulde være af den Mening, at Testators Ophold der kun var midlertidigt - vilde ansee sig pligtig til at tage hans Bo under Behandling, da han i saa Fald maatte betragtes, som om han fremdeles havde sit Værnething i Throndhjem. Den kjøbenhavnske Stifteret vedblev i Svar herpaa (29de f. M.) sin forrige Mening, og den throndhjemske Stifteret skred nu den 20de Octbr. 1863 til Boets Registrering, hvorunder Schaanning paa Enkens, Hornemann paa sin Kones, og Kintling paa egne Vegne mødte. Schaanning bebudede Protest (mod Stifterettens Competents, som han benegtede), thvortil de Øvrige henholdt sig, hvorpaa efter en udførlig Tilførsel fra Auberts Side om, hvorledes det var tilgaaet med Erklæringen af 27de August, og paa hvilke Forudsætninger den støttede sig, Forretningen blev udsat i 4 Uger, for at faae Afskrift af Erklæringen, da Concept eller Copi ikke havdes paa Stedet, og den maatte søges i Kjøbenhavn. Imidlertid indgik Skifteretten den 31te octbr. Med en Forespørgsel til Justitsdepartementet om, hvorvidt det ansaa Retten forpligtet til at tage Boet under Behandling - skjønt Aubert erklærede at have havt Betænkelighed med denne Forespørgsel, hvortil formentlig med Føie kunde svares, at den gjaldt et under Domstolene hørende Retsspørgsmaal, men at han havde givet efter for sin Collegas ønske om Sagens Forelæggelse for Departementet, forvi Debatten havde antaget en saa ondartet Charakter, at Sagen var bleven ham personlig ubehagelig; men Departementet svarede den 16de Novbr., at det ikke fandt tilstrækkelig Anledning til at indlade sig paa nogen Udtalelse om dette under Rettens egen Afgjørelse hørende Spørgsmaal. Den 2den Decbr. afgav Klintling paa egne og de to Øvrige Protestanters Vegne et Indlæg til Stifteretten, hvori han forfegtede dens tidligere og bestred senere Anskuelse ved bl. A. at
Side:390
bemærke, at hans Fader inden sin Afreise fra Throndhjem havde, som allerede bemærket, ladet sig udslette af Mandtallet over Byens stemmeberettigede Indvaanere, og saaledes tilkjendegivet, at det var en virkelig Udflytning, han foretog, og at hans 1 1/2 Aar lange Ophold i Kjøbenhavn i alle Fald ikke Forhold til Throndhjem var midlertidigt. I Henhold til Frb. Af 21de Juni 1793, §1, og da hans moder senere havde taget Ophold i Christiania, mente han, at det i alle Fald maatte være Skifteretten i Christiania, ikke Skifteretten i Throndhjem, som i Tilfælde vilde have at tage Boet under Behandling, medens han dog principaliter paastod, at det ikke hørte under offentlig Skiftebehandling, da Arvingerne var myndige og tilstede, Hornemann fon sin Kone, hvis Børn kun var eventuelle Arvinger i hendes Sted, og de egentlige Arvinger ikke var umyndiggjorte ved Testamentets Indskrænkning i deres fremtidige Raadighed over Arven - som Testatrir, Moderen, med hvem de havde at skaffe, desuden kunde paasee overholdt ved Midlernes Inddragelse under Overformynderiet, der ikke vilde negte at modtage dem. Endelig paaberaabte han sig Skifterettens Erklæring af 27de August som gyldig efter dens Ord og Indhold, og paastod Skifteretten uberettiget til at tilbagekalde den; hvorhos han forbeholdt Erstatning for den ved Skifterettens Indblanding forvoldte Skade. Dette Indlæg blev fremlagt i Skiftesamling den 19de December, hvor alle tre Protestanter mødte, og da Ingen havde videre at tilføie, og Spørgsmaalet ikke egnede sig til Forligsmægling, blev det optaget til Kjendelse, som afsagdes den 9de Januar 1864, og tillagde den paabegyndte Skiftebehandling Fremme, idet Kjendelsen blev stillet under Paaanke i 12 Uger. Ved Besværælsen af Spørgsmaalet, om Boet over Hoved hørte under offentlig Skiftebehandling, bemærkede Skiftesretten, at Fru Hornemann kun var eventuel Arving til den i Testamentets Post 1 omhandlede Fjerdedel, der skulde behandles som Umyndiges Midler, og, hvis hun ikke overledede sin Mand, ikke tilfaldt hende, men hendes Børn, skjønt hun imidlertid nød Renterne deraf,
Side:391
saa længe hun levede, hvorimod saa vel Capitalen som Renterne efter hendes Død i gift Stand fremdeles skulde behandles som Umyndiges Midler, saa at den offentlige Myndighed i alle fald maatte skride ind for hendes umyndige Børn, der lige saa meget som hun selv maatte betragtes som Arvinger efter Testamentet. Derhos saaes det, at deres Fader, Capt. Hornemann, i ethvert Fald skulde være udelukket fra al Raadighed over denne Forlod, der altsaa maatte tages under offentlig Forvaltning, og af rette Øvrighed overleveres vedkommende Overformynderi, uden at der ved privat Opgjør af Boet kunde haves tilbørlig Sikkerhed for, at Alt var gaaet rigtig til, og at de umyndige Arvinger ikke var blevne forfordelte; men rette Øvrighed maatte her være Skifteretten, da her ingen exsecutores testamenti var indsatte, og Samfrændeskifter ere bortfaldne. Og ligesom Testamentets Post 1 med Nødvendighed medførte Stiftesrettens Mellemkomst, fandtes det Samme ogsaa at være Tilfældet med dets Post 2; thi vel var Sønnen ikke umyndiggjort, men han var dog berøvet den til privat Skifte fornødne Raadighed over Arven, der i det Væsentlige skulde behandles som Umyndigheds Midler, følgelig krævede offentlig Skiftesbehandling som Udgangspunkt, da Overformynderiet ikke efter privat Opfordring kunde blande sig i Sagen, og saaledes gaae udenfor den om Overformyndervæsenet gjældende Lovgivnings Forudsætninger. Da nu Testamentet indordnede Forholdet under den norske Lovgivning (l. af 30te Juli 1851 og 31te Juli 1854), og maatte ansees beregnet paa Gjennemførelse under norsk Statsmyndighed; da Opholdet i Kjøbenhavn, uagtet sin Længde, maatte, som af den kjøbenhavnske Skifteret skeet, betragtes som midlertidigt, og da Testator, efter hvem der skulde skiftes, ikke havde vundet noget nyt Værnething i Norge - Konens senere Ophold i Christiania kunde nemlig ikke lægges til Grund efter Frb. Af 21de Juni 1793 - saa mentes Boets Behandling naturligen at falde tilbage til den Jurisdiction, hvor Arveladeren havde sit personlige Værnething, forinden han flyttede til Kjøbenhavn. Retten fandt derfor,
Side:392
at Testators Bo utvivlsomt maatte høre under Throndhjems Skiftejurisdiction, og fandt sig saaledes forpligtet til dets Behandling, medens den dog ikke forlangte noget Bedre end at blive fritagen for yderligere Befatning med Boet - som Protestanterne mod dens Competents heller syntes at ville have behandlet af Christianias Skifteret, og hvorimod den (Throndhjems) Intet havde at erindre, men derimod paa Arvingernes nærmere Forlangende, naar de enten acqviscerede ved Kjendelsen, eller den ved endelig Dom maatte blive stadfæstet, vilde overdrage sin Ret til Christiania Skifteret, og extradere denne Boet til videre Behandling mod selv at fritages for videre at befatte sig dermed. Ved Stævning af 9de Febr. 1864 til Høiesterets 2den Session s. A. Paaankede Enken, Sønnen og Svigersønnen Kjendelsen mod Skifteretten, dels som saadan, dels som Hovedmodpart og Sagvolder, og monitorisk mod Overformynderiet. Formedelst Indstævntes Udeblivelse efter lovligt Varsel udgik Sagen til skriftlig Behandling, og efter behørig Documentation og Deduction paastod Appellantskabet, at det omtvistede Bo ikke bliver at behandle af Skifteretten, men deeimod at udlevere Appellanterne, der tillige paastod sig Omkostningerne tilkjendte hos Skiftesretten.
Ved Høiesteres Dom af 22de April 1865 blev i ny Conclusion den paabegyndte Skiftesbehandling tillagt Fremme.
For Høiesteret bemærkede Appellantskabet, at Fru Hornemann, hvem Forlodden efter post 1 «tilfalder», maatte ansees som den egentlige indsatte Arving dertil, og hendes Børn kun betingelsesvis substituerede efter hendes Død, som endnu ikke var indtrukken, medens hun derimod, saa snart hun bliver Enke, faaer fri Disposition ogsaa over Capitalen, og imidlertid nyder Renterne, saa at der blot kunde være Tale om Skifte mellem myndige og tilstedeværende Arvinger, hvormed Skifteretten efter L.s 5-2-1 og 16 ikke har at befatte sig; og havde dette Skifte vedkommet dem som umyndige Arvinger, hadde der efter L.s 5-2-3 strar maattet være udnævnt dem Værger, hvilket imidlertid ikke var skeet. Fremdeles søgtes den Anskuelse gjort gjældende,
Side:393
at Datterbørnene kun ere eventuelle Legatarer, for hvis Vedkommende offentligt Skifte ikke kan kræves (Schweigaards contratrykte Proces paaberaabt), skjønt det medgaves, at de umyndige Legatarers Tarv ved offentlig Værgemaal under det private Skifte burde varetages, Noget, som dog baade Moderen og Bedstemoderen her mentes at ville sørge for. Ligaledes mentes hverken Skifterettens eller Overformynderiets Mellemkomst nødvendig for at behandle Forlodden som Umyndiges Midler efter Testamentet, der ikke fordrer saadan Mellemkost. (Arvel.s §47 paaberaabt). For Kintlings Vedkommende mentes offentligt Skifte end mindre fornødent. Paa den anden Side mentes Overformynderiet pligtig at indtage under sin Bestyrelse Umyndiges Midler, der ikke udkomme ved offentligt Skifte, men ad anden Vei, til Er. ved Gavebrev (Schema ved Reser. af 25de Juli 1788, m. fl., paaberaabt), og at Arvel.s §37 selv stiller Bestyrelse af Overformynderiet i Udsigt, uden at kræve Skifterettens Mellemkomst. (Hallagers Arveret S. 67 anført). Endelig paaberaabtes L. af 12te Octbr. 1857, §2. In subsidium mentes Boets Vedkommende at have Valget af den Skifteret, hvorved det skulde behandles, da den Afdøde vel ikke kunde antaes at have villet expatriere sig fuldstændig, og Boet følgelig ikke kunde ansees hjemfaldet til dansk Skiftesbehandling, men han dog havde ophævet sit tidligere Forhold til Throndhjem, hvor han følgelig ikke ved Dødsfaldet havde noget Værnething. Ved Høiesteret blev ikke, som ved Skifteretten, Erklæringen af 27de August 1863 paaberaabt som bindende Afgjørelse af Spørgsmaalet. Men hvad Testamentets Udtryk i 1ste Post: «tilfalder» (vor Datter) i Forbindelse med Arvel.s §76 angik, da viser dens §40, at hverken Datteren eller hendes Børn kunde ansees at have erhværvet Forlodden, men efter Testamentet lige meget maatte ansees som eventuelle Arvinger i alternativt Forhold, eftersom den ene eller den anden Betingelse indtræder, og man kan hverken efter den romerske eller den norske Ret her tate om Legatarer. Naar L.s 5-2-1 og 16 paaberaabes, da maa hertil bemærkes, at Loven utvivlsomt
Side:394
forudsætter tilstedeværende og myndige Arvinger, der tilsammen hver for sig (sin Lod) have Raadighed over den hele Arv, medens derimod ellers myndige Mennesker, hvem den fulde eller endog al Raadighed over den Arvelod, der tilfalder eller kan tilfalde dem, er negtet, som nødvendig Følge deraf heller ikke kunne raade for dens Udskiftning, og saaledes for sin Del gjøre privat Udskiftning af Boet gyldig, hvorimod, naar deres Arvelod skal behandles som Umyndiges Midler paa Grund af deres manglende Raadighed over den, det være nu i Følge Lov eller Testamente, offentligt Skifte maa foretages, lige saa fuldt som naar de formedelst Fravær ikke selv kunne varetage sit Tarv. Vel nævner Testamentet ikke offentlig Skiftesbehandling, men efter dets hele Indhold er der ingen Rimelighed for, at Testator har villet betroe Boets Behandling og Udlodning til Appellantskabet, og offentlig Skiftesbehandling maa derfor ansees forudsat som Selvfølge. Ved privat Skifte kunde der allerede paa flere Maader handles mod Testamentet. Det var her ikke oplyft, hvori Arvemidlerne bestaae, eller hvorvidt der hæfter nogen Gjæld, eller anden Forpligtelse paa Boet. Det kan imidlertid ikke antages, at dets Midler alene bestaae i Penge eller Pengeværdier, hvis Belob er givet og sikret. Ved at lade de med Hensyn til Arven umyndiggjorte Arvinger Raadighed over Arvemidlernes Værdsætning og Fordelning eller Realisation, over Anerkjendelsen af Gjældsfordringer, som kunde være opdigtede eller uholdbare, eller til at dele, uden at det paa lovlig Maade er bragt paa det Rene, hvad Gjæld eller anden Forpligtelse, der maatte hvile paa Boet, og senere kunne vaagne, giver man Anledning til alle de Misligheder, der oftere have vist sig ved Samfrændeskifter, og til i mere eller mindre væsentlig Grad at omgaae Testamentets Øiemed med Arvemidlernes Behandling, uden at noget Tilsynsværgemaal afgiver tilstrækkelig Betryggelse derimod, ei at tale om, at vor Lovgivning ikke er beregnet paa nogen saa udstrakt og vilkaarlig Værgemyndighed, som i dette Tilfælde vilde behøves, hvorimod de for Tilfældet umyndiggjorte Arvinger, skjønt for Øvrigt myndige, maatte taale
Side:395
Anvendelsen af den i L.s 5-2-1 og 16 udtalte Grundsætning, At en Mindreaarig, der under Curatel selv annammer sit Gods at forestaae (L.s 3-19-34 og 35) under samme Curatel kan annamme det paa privat Skifte med myndige og mindreaarige Medarvinger, er en helt anden Sag, da han ikke udøver større Raadighed paa Skiftet end under den følgende Beskyrelse af sin Lod. Ei heller kan L. af 30te Juli 1851, §11, paaberaabes, da denne Bestemmelse beroer paa Forudfætninger, der i Tilfælde som dette ikke kunne lægges til Grund, hvorimod Testamentets Forudsætninger og derpaa byggede Bestemmelser ligefrem lede til offentlig Skiftebehandling. At afdøde Kintling ved sin Afreise fra Throndhjem havde ladet sig udslette af Mandtallet over stemmeberettigede Indvaanere, kan rimeligst forklares af Frygt for Skatteligning under hans midlertidige Fraværelse, medens han efterlod Størstedelen af sin betydelige Formue, som Skiftesretten skred til at registrere i Datterens og Svigersønnens Bopæl - rimeligvis Afdødes eget efterladte Hus med Indbo - og Testamentet i det Hele er beregnet paa norsk Statsmyndigheds Mellemkomst, hvilket noksom røber hans animus revertendi, hvorfor Kjøbenhavns Skifteret med Føie antog Boet Behandling henhørende under Throndhjems Skifteret. I alle fald maatte Analogien af Frd. af 21de Juni 1793 medføre, at Skiftet efter den i Udlandet Afdøde forrettedes der, hvor han ved sin Afreise havde sin Bopæl, sit Værnething, og sine Eiendele, som fremdeles forblev paa Stedet og ved Testamentet stilledes under norsk Statsmyndighet, og at den gamle Hjemstavn ikke ansaaes tabt, forinden ny Hjemstavn i Landet var bunden. Skjønt Høiesteret saaledes i det Væsentlige delte Skifterettens Anskuelse, fandtes dog ny Conclusion fornøden, da Høiesteret ikke kunde tiltræde Skifterettens Mening om Overformynderiets Kald og Pligt. (Jfr. bl.a. Arvel.s §37).