Rt-1865-99
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1865-01-20 |
| Publisert: | Rt-1865-99 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr.19. |
| Parter: | Overretssagfører Schweigaard, Actor (til Prøve), mod Handelsborgerne Samuel Abraham Samuel, Louis Samson, Jens Jensen og Adolf Tellessen samt Skrædder Tørris Pedersen. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: |
Efter indgiven Klage fra Skrædderlaugets Oldermand i Christiania mod de ovennævnte Angjældende og 9 Andre, for hvis Vedkommende Sagen ikke blev indbragt for Høiesteret, blev de Angjældende tiltalte og ved Politiretsdom i Christiania af 25de Juni 1864 fældte, de 4 Førstnævnte for
Side:100
ulovlig haandverksdrift, hver til 10 Spdlr.s Bøder til Fattigkassen, og den Sidstnævnte for at have havt 2 Udsalgssteder, efter forhen at være dømt for ulovlig Haandverksdrift, til 10 Spdlr.s Bøder til Fattigkassen, samt for Overtrædelse af Haandverksl.s §57 til 8 Spdlr.s Bøder til Skrædderlaugets Kasse. Høiesteret stadfæstede Politirettens Dom, saa vidt paaanket var. Dens Præmisser lyde for de Angjældendes Vedkommende som følger:
«Nr.1, Handelsborger Samuel Abraham Samuel, for ulovlig Haandverksdrift, og Nr. 2, Skræddermester Johan Lindstrøm, for at have tilladt en Uberettiget at øve Haandverksdrift i sit Navn, og for Overtrædelse af Haandverksl.s §57, 1ste Passus. Nr. 1 forklarer, at han driver udsalg af færdigsyede Mandsklæder, der syes her i Byen. Foruden Udsalg af færdigsyede Klæder leverer han ogsaa efter Bestilling Klæder til Kunder, der i saa Fald gjør sit Udvalg i Tiltaltes Varelager af Stofferne, hvorefter Klædningerne leveres, efter at der hos Tiltalte er taget Maal af Kunderne. Klæderne blive, naar de leveres paa sidstnævnte Maade, tilskaarne i Tiltaltes Locale af hans Mester, Tiltalte Nr. 2. Forholdet mellem denne og Nr. 1 er ordnet saaledes, at Nr. 2 erholder fast Løn 6 Spd ugentlig for sit Arbeide, men har ingen Andel i Udbyttet af Nr. 1s Handel. Nr. 2 antager og efter Forgodtbefindende afskediger de Svende, som udføre Arbeidet, men Nr. 1 forestaaer Udbetalingen af Løn til Arbeiderne, der sye for Nr. 2, og Lønningen udbetales pr. Sthk. Nr. 2 maa godtgjøre Nr. 1 Tabet, for saa vidt Arbeiderne enten miste eller forvende Stofferne. Tiltalte Nr. 2 har forklaret sig hermed overensstemmende, og udsiger, at han af Nr. 1 er antagen i Tjeneste og til at bestyre hans Bedrift, for saa vidt Skrædderhaandverket angaaer. Da det af disse Forklaringer fremgaaer, at det er Tiltalte Nr. 1 der staaer i Spidsen for den hele Skræddervirksomhed, at Trafikken drives udelukkende for hans Regning, idet han har engageret Nr. 2 mod ugentlig Løn, saa at denne ikke staaer i Forhold til ham som en almindelig Haandverksmester, der or egen Regning udfører bestilt Arbeide, men derimod, som
Side:101
Nr. 2 selv erkjender, alene i Tjenesteforhold til ham, kan Retten ikke ansee det tvivlsomt, at de Tiltalte have forbrudt sig mod Handelslovens §85 resp. 1ste og 2det Passus. De Tiltalte, Der ei vides tidligere at være straffede for lignende Forseelse, ville derfor blive at ilægge Bøder til Fattigkassen, Nr. 1 af 10 og Nr. 2 af 5 Spdlr. - Nr. 7 Handelsborger Louis Samson, for ulovlig Haandverksdrift. Denne Tiltalte forklarer overensstemmende med Tiltalte Nr. 8, Skræddermester Heramb, at de have indgaaet Compagniskab og drive Udsalg saa vel af færdigsyede Klæder, som efter Bestilling. Nr. 8 forestaaer Skædderverkstedet, og har sikret sig et vist Udbytte af Fællesforretningen i Forhold til den Capital, han har indskudt. Efter hvad Retten oven ved Nr. 5 og 6 har ytret* ), anseer den et saadant Forhold ligefrem ulovligt, hvilket desuden til Overflod indirecte kan sluttes af Haandverkslovens §38, der giver flere Haandverksmestere, som hver for sig have erhværvet Borgerskab, Tilladelse til at drive Verksted og Haandverk i Fællesskab og under fælles Firma (cfr. Handelslovene §4 og §5 ). Tiltalte Nr. 7, der ikke vides tidligere straffet for lignende Forseelse, vil saaledes blive at ansee efter Haandverksl.s §85, 1ste Passus, med 10 Spdlr.s Bøder til Fattigkassen. Nr. 10, Handelsborger Jens Jensen og Nr. 11 Skrædder Hans Fenstad for ulovlig Haandverksdrift. Alle
Side:102
de oparbeidede Klædningsstykker, Førstnævnte sælger fra sin Butik, lader han forfærdige af Sidstnævnte, der tildels ogsaa forarbeider de Klæder, som blive bestilte. Da Nr 11 intet Borgerskab har til Christiania, medens han siger, at han for 14 Aar siden forfærdigede Mesterstykke i Frederikshald, driver altsaa Nr. 10 sin Trafik ved hjælp af en til Haandverksdrift her i Byen Uberettiget, hvilket Forhold, efter hvad Retten i en tidligere Dom af 12te Januar 1856 har antaget, under alle Omstændigheder er ulovligt. Begge disse Tiltalte, ver ei vides tidligere at være straffede for Overtrædelse af Haandverksloven, ville saaledes blive at ansee med Bøder efter Lovens §85, Nr. 10 med 10, og Nr. 11 med 5 Spdlr. Nr. 12, Skræddermester Torris Pedersen for at have havt 2 Udsalgssteder og for Overtrædelse af Haandverkslovens §57. Han forklarer, at han har sin Bolig i Lakkegaden, hvor han hverken har Udsalg eller Verksted, at han har sit Lager og et Udsalg i Hotel Skandinavie og desuden Butik paa Bazaren. Det bemærkes, at Udsalget i Hotel Skandinavie foregaaer fra aaben Butik mod Østregade. Grunden til, at han saaledes har 2de Udsalg opgiver han under Forhøret at være den, at han, efter at have leiet i Hotel Skandinavie, ikke har kunnet faae opsagt Contracten om Butikken i Bazaren, før den contractmæssige Tid er udløben, og saaledes har han omtrent i et Aar havt 2de Udsalg. Under Sagen har han ved sin Defensor anbragt, at Haandverksloven, og navnlig §39, ikke skjønnes at forbyde at holde flere Udsalgsboder, og at man derfor ei kan paalægge Haandverkere nogen saadan Indskrænkning, som Handelslovens §6 bestemmer for Handelsmænd. Endvidere anfører han, at da han har sit Verksted, Kontor og Lager af Klæde og Tøier i Hotel Skandinavie, medens han i sin Bolig i Lakkegaden hverken har Udsalg eller Verksted, maa allenfals §ens Bestemmelser om at kunne have Udsalg i Bolig foruden Udsalgsbod komme han tilgode, idet han formener, at «Bolig» ikke kan være at forstaae om det Sted, hvor Familien boer, men at derved maa sigtes til det Steb, hvor Haandverket drives, altsaa den Bolig, hvor Verkstedet er. For Resten bemærker han, at han udleier sit meste Arbeide
Side:103
til Svende, som boe hist og her i Byen, og at han i Skandinavie i Regelen kun holder ens Svend, men at han selv for det Meste opholder sig der, og at han der modtager Bestillinger, samt at Tilskjæringen foregaaer der. Endelig paaberaaber han sig, at man af et fremlagt Nr. af Retstidenden (Nr. 43 for 1857) kan see, at han, ved Siden af sin med Hjemmel af Haandverksl.s §79 og L. 19de August 1845 tilkommende Ret til Haandverk, desuden har særskilt Handelsborgerskab, hvorfor han ogsaa formener sig berettiget til, med Hjemmel af sidstnævnte Borgerskab at holde et Udsalgssted udenfor de, han som Haandverker kan have. Retten skal i Anledning af det af Tiltalte saaledes Anbragte bemærke: Ligesom Haandverksl.s §39 bruger Udtrykket «Forhandlingsbod» og ikke «Forhandlingsboder», saaledes har nærværende Ret altid fortolket Bestemmelsen saaledes, at Haandverkeren kun er berettiget til at holde een aaben Forhandlingsbod eller Butik foruden at drive Handel i sin Bolig. Ligeledes antager Retten, at Bestemmelsen er saaledes at forstaae, at naar Haandverkeren i det Hus, hvori han boer, har indrettet sig Butik, kan han ikke desforuden aabne Butik andetsteds i Byen. Hvorvidt han, for det Tilfælde, at han ingen anden Bolig skulde have, end selve Butikken, er berettiget til at have en Butik til paa et andet Sted, er det ikke nødvendigt her at undersøge, da man under ingen Omstændighed kan gaae ind paa, at han kan bane sig Adgang til at holde 2 Butikker ved tillige at indrette Verksted (in casu blot Tilskjæring) i den ene, medens han har sin egentlige Bolig paa et tredie Sted. Da Handelsl.s §5 forbyder, at Handels- og Haandverksborgerskab forenes hos samme Person, kan Tiltalte ikke have erhværvet nogen lovlig Ret til at udøve Bedrift i begge Egenskaber, selv om han fremdeles er i Besiddelse af det Handelsborgerskab, der formentlig alene ved Ubekjendtskab om hans Stilling som Haandverker kan være ham meddelt. Vel udøver Tiltalte Haandverk ikke efter Borgerskab, men med Hjemmel af L. 19de August 1845; men det kan ikke antages, at denne Lov har villet tillægge de Personer, der uden Borgerskab tilstededes at drive Haandverk, nogen større Ret til ved Siden heraf at
Side:104
erhværve Handelsborgerskab, end de Personer have, der drive Haandverk efter Borgerskab. Tiltalte, der vedgaaer forhen at være straffet for ulovlig Haandverksdrift, vil saaledes blive at ansee efter Haandverksl.s §85, cfrt. 39, med Bøder til Fattigkassen, efter Omstændighederne af 10 Spdlr. Efter §79 taltes Erkjendelse har han 8 Svende i Arbeide uden at Tilgjort Anmeldelse om dem, hvortil han anfører som G have at saadan, saa vidt ham bekjendt, ikke foregaaer fra rund, Mester her i Byen. Derhos bemærker han, at Budet i Hnogen verksl.s §57 alene er stilet til «Mesteren», men at deraaandger, at det i vedkommer ham, der ikke er Skrædderns søl og som alene driver Haandverk med Hjemmel af Lovens efter, og L. af 19de August 1845. Ligesom man formener det utvivlsomt, at de flere Bestemmelser i Haandverksloven, der omtale Rettigheder eller Forpligtelser for «Mestere» (t. Er. §37, §38, §39, §40, §41, §42 §58, 4de og 5te Capitel) ere anvendelige ogsaa paa dem, der i saadan Egenskab som Tiltalte drive Haandverk, saaledes antages det Samme at være Tilfældet med §57. Tiltalte vil saaledes for at have forsømt at anmelde 8 Svende for Laugsmesteren have at erlægge en Mulet af 8 Spdlr. til Laugskassen. Nr. 13, Handelsborger Adolf navn;Tellessen for ulovlig Haandverksdrift. Han forklarer under Forhøret, at han foruden sin Fabrik af Skjorter og Kaaber i Jessens Gaard i Kirkegaden ogsaa driver Fabrik af Herreklæder. Dette foregaaer paa den Maade, at 2de Svende, 19de og 20de Deponenter, tilskjære Klæderne, som derefter syes færdige paa Maskine af Fruentimmer i Tiltaltes Locale. Presningen af Klæderne foregaaer ligeledes af Fruentimmer. De saaledes forfærdigede Klæder forsælger Tiltalte en gros til udenbyes Folk, og han afhænder ikke Klæder i Stykkevis til Folk her fra Byen; nog har han foruden til sine egne Folk solgt Klæder til 2de Bekjendte, hvilke Sidste han henviste til 19de Deponent, for at denne skulde sye dem hver en Frakke, uden at tage Maal anderledes, end ved at sammenligne dem med de Frakker, de vare iførte. 19de Deponent erklærer sig enig i, at han har foretaget saadan Tilskjæring, som af Tiltalte nævnt, og at han har rest for denne og afhændet Klæder udenbyes paa Markederne.
Side:105
20de Deponent siger, at han har «rettet ind» de af 19de Deponent tilskaarne Klædningsstykker, det vil sige, han har sammenpasset de forskjellige Stykker i hvert Plag, og tilskaaret Foer og Stafferinger. Tiltalte har under Sagen ladet møde ved Defensor, der væsentlig har anført Følgende: Laugsartiklerne af 4de Novbr. 1682, §1, forbyde kun Uvedkommende at befatte sig med Skrædderhaandverket, men indeholde intet Forbud mod Forarbeidelse af Klæder, for saa vidt det kan skee paa anden Maade, end dette Haandverks Udøvelse. Tiltalte har Fabrikdrift, hvorved det væsentligste Arbeide drives ved Maskine, og han benytter 60 à 70 Personer, hvoraf kun 2 Mænd, og de øvrige Fruentimmer, hvilke sidste ere beskjæftigede med det saakaldte Efterarbeide, nemlig Knaphulsøm samt tildels Indsætning af Foer, medens Sammensyingen og Kantningen af Klæderne skeer paa Maaskinerne, der for vrigt ligeledes styres af Fruentimmer. Han kan saaledes ei siges at udøve Haandverksdrift, der det vedtagne Begreb mest tilsigter Afsætning i det Enkelte, medens Fabrik menes i det Store. Ved Haandverk anvendes væsentligen Haandkraft, i Fabriken Maskiner, og ved et Haandverk ere de under Virksomheden hørende enkelte Arter af Arbeide ikke synderligen fordelte mellem flere, medens en saadan Fordeling jævnligen finder Sted i en Fabrik. Som Bevis paa, hvorledes Tiltalte kan levere Produkter i det Store, anfører han, at han nyligen til Armeen indgav laveste Anbud paa Forfærdigelsen af 8000 Par Benklæder og 9000 Trøier, hvilket Anbud, skjønt det var 20 Skill. billigere end Skræddernes paa Parret af Benklæder, og 84 Skill. paa hver Trøie, dog ikke, formedelst nærværende Sag, blev antaget. Videre formener Defensor, at Salg paa andre Steder af her i Byen forfærdigede Klæder under ingen Omstændighed kan betragtes som Indgreb i Christiania Skrædderlaugs Rettigheder, da Lauget endnu mindre kan modsætte sig Udførsel til andre Steder af Klæder forarbeidede her, end kan modsætte sig Indførsel hertil af Klæder, forarbeidede andetsteds i Indlandet eller Udlander (Haandverksl.s §81), hvorhos paaberaabes L. 19de August 1845, §1, sammenholdt med Haandverksl.s §79, som
Side:106
Bevis for, at det kun er med Hensyn til Arbeide for Kjøbstadens Indvaanere, at Haandverksdriften i Kjøbstaden er underkastet nogen Indskrænkning. Retten anseer dog ikke de anførte Grunde fyldestgjørende til at gjøre Tiltaltes Bedrift, lovlig. Det Slags Maskiner, hvorom her er Tale, ere, som tilstrækkeligen bekjendt, nogle i de senere Aar indførte smaae Syindretninger, der sættes i Bevægelse paa samme Maade, som en almindelig Spinderok, nemlig med Foden. De indføres endog mere og mere i private Huse som et andet Husgeraad, og de kunne hverken i Kostbarhed, Rumomfang eller Drivkraft sættes ved Siden af det Slags Maskiner, der benyttes ved sædvanlig Fabrikdrift. Den, der arbeider med Maskinen, forretter derhos kun den egentlige Syning, og ikke en Gang denne i det Hele, meders Tilskjæring, Indsætning af Foer og Knapper, Knaphulsyning o. f. b. foretages paa sædvanlig Maade. Dersom Benyttelsen af Symaskinen til den Del af Skrædderarbeidet, som ved den udføres, skulde være tilstækkelig for at kunne udøve Skrædderhaandverket uden Borgerskab, da vilde med den Lethed, hvormed disse Maskiner i hvert Hus kunne anvendes, og med deres Prisbillighed nævnte Haandverk med det Samme være frigivet. Men er Maskinen selv af saadan Art, kan formentligen ei heller den Omstændighed, at man samler en Mængde af disse Maskiner paa een Haand og anlægger et større Etablissement, hvori man ved Hjælp af Maskinerne og et stort Antal Arbeidere sættes i Stand til at levere Klædningsstykker i det Store, gjøre Bedriften til en Fabrik i den Forstand, hvori dette Begreb maa antages opstillet i Handverksl.s §83, som oven i Kjøbet alene dispenserer saadanne Fabriker, der drives med kongelig Bevilling, fra Lovens Indskrænkninger. At Skrædderlauget lige saa lidt kan modsætte sig Udførelse af Klædningsstykker, forarbeidede i Kjøbstaden, som det kunde modsætte sig Indførsel dertil af Klædningsstykker, forarbeidede i Ind- eller Udlandet, er vistnok utvivlsomt. Men Spørgsmaalet er, om ikke Lauget, overensstemmende med Haandverksloven, ogsaa kan forbyde Uberettigede Production af Haandverksarbeider i Kjøbstaden, selv om de ikke afsættes der,
Side:107
men andre Steder i Landet. Og dette Spørsmaal troer Retten at maatte besvare bekræftende, da Trafikken ligefrem gjør Indgreb i den Byens Haandverksmestere tilkommende Ret til at forarbeide Haandverksproducter, ikke blot til Afsætning paa Stedet, men ogsaa til Udførsel til andre Steder, ligesom der i sig selv vilde være lidet Hold i den Fordring, at man paa Productionsstedet skulde lade en Virksomhed uantastet, der bestaaer i at frembringe Haandverksarbeider og afsætte dem andre Steder i Landet, endskjønt, efter hvad Retten, som anført, antager, saadan Afsætning alene foregaaer med Overtrædelse af Haandverkslovgivningen. De af Tiltaltes Defensor citerede Lovsteder kunne formentlig Intet mod det Anførte afgjøre, da de Personer, hvorom tales i L. 19de August 1845 og Haandverksl.s §79, ikke forudsættes at boe i, men 1/4 Mil udenfor Kjøbstaden, medens lige saa lidt her, som, saa vidt vides, andetsteds i Haandverkslovgivningen, tales om Personer, der frit kunne udøve Haandverk i en Kjøbstad, naar de blot iagttage kun at afsætte deres Produkter udenfor samme. I Henhold til det Anførte vil Tiltalte, der ei vides forhen anseet efter Haandverksloven, blive at ilægge Bøder efter Lovens §85, efter Omstændighederne af 10 Spdlr.
- ) Det tilsigtede Sted i Præmisserne om Nr. 5 og 6 lyder saaledes: Spørgsmaalet bliver derfor, om det kan ansees lovligt, at en Handelsmand lader en Haandverksmester have Tilhold hos sig, for at give sine Kunder Anledning til paa Stedet at gjøre Bestilling efter Maal paa Forarbeidelse af de Stoffer, ver hos Handelsmanden kjøbes. For saa vidt hermed er forbundet Compagniskab i det Hele eller før en Del, hvorunder Handelsmanden udøver Haandverksdrift og Haandverkeren Handel udenfor den ham ved Handelsl.s §9 givne Tilladelse, maa Forholdet selvfølgeligen ansees ulovligt (cfr. Haandverksl.s §38). Men naar Foreningen kun har til Formaal gjensidigen af skaffe sig Kunder i den Bedrift, som de lovligen hver efter sit Borgerskab kunne udøve, skjønnes det ikke at komme i Strid med Lovgivningen, hvor meget det end maa indrymmes, at en saadan Forening lettelig kan give Leilighed til at skjule et Forhold, der efter Haandverks- og Handelsloven ei er tilladeligt. Da visse Tiltalte ei ere overbeviste om a have gjort sig skyldige i nogen saadan Ulovlighed, ville de ikke kunne fældes for Overtrædelse af Haandverksl.s §85 (cfr. Rt-1849-491-93).