Rt-1866-735

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1866-09-20
Publisert:	Rt-1866-735
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 68. Onr. 10
Parter:	Directionen for den norske Hovedjærnbane mod Lots Peder Olsen.
Forfatter:	Blich, Hallager, Andersen, J. S. Thomle, A. Thomle, Aall, Hjelm
Lovhenvisninger:	Lov om Kjøbstaden Tromsø (1851), Bygningsloven (1845)

Denne Sag blev i Høiesteret afgjort ved følgende Stemmegivning:

Assessor Blich: I Anledning af en Overenskomst mellem Jernbanedirectionen og Kristiania Kommune om Anlæg af en Sidebane til Hovedbanen langs den Sti, der over Grundingen fører til Oslo, samt over Oslo Strandgade blev der under 25de Juni 1861 afholdt en Skjønsforretning, hvorunder Lods Peder Olsen blev tilkjendt en Erstatning af 150 Spdlr. for Afstaaelse af 20 Alen af den til hans Eiendom hørende Tomt samt for Indflytning af et Gjerde. Skjønsmændene erklærede, at Erstatningssummen bestemtes til det anførte Beløb, «i Betragtning af Tomtens indskrænkede Areal og de fremkomne Ulemper i Henseende til Adkomst til Husene og deraf flydende Forandring i Gadedørs Anbringelse». Lods Peder Olsen havde under Forretningen udtrykkelig forbeholdt sig «sin Ret og Adgang til Skadesløsholdelse i ethvert Henseende med Hensyn til den Skade og Uleilighed, som Driften af Jærnbanen saaledes lige fordi og udenfor hans Hus vilde medføre for ham», og da han derhos gjorde opmærksom paa, «at der under denne Taxtforretning overensstemmende med Stævnemaalet kun kunde blive afgivet Taxt i Henseende til Grundafstaaelse og de ved Jærnbanens Anlæg fremkomne Ulemper i Henseende til Adkomsten til hans Eiendom», saa blev der ved Skjønnet ikke taget Hensyn til Andet, idet Skjønsmændene erklærede, «at de ikke ansaa sig berettigede til at indbefatte under nærværende Forretning den Forringelse af Værdien af Olsens Hus eller anden Skade, som Driften af den anlæggendes Jærnbane maatte kunne fremkalde for Olsen.» Den nævnte Sidebane er anlagt saadan, at den fra det sydøstre Hjørne af Olsens Hus kun ligger

Side:736

5 1/2 Fod og fra Indkjørselen i Gaardsrummet i en Afstand af 9 Fod. Langs Husets Facade imod Banen er der anbragt et Plankegjærde, hvori er anbragt en Indkjørsel til Olsens Gaardsrum, og paa den anden Side er ligeledes anbragt et Stakit, der lige for Enden af Oslo Strandgade er forsynet saavel med en Gangport som med en Kjøreport. Ved det sydøstre Hjørne af Olsens Hus er ligeledes anbragt en Gangport, men saavel denne, der er betegnet paa det fremlagte Kart med g f, som Kjøreporten paa den modsatte Side af Gaden mod Strandgaden, betegnet med b c, har Jærnbanens Direction, efter at Banen var sat i Drift Sommeren 1863, efter hvad Lods Olsen har paastaaet, stadig holdt aflukket, saaledes at han ikke har havt nogen Adkomst med Kjøreredskab fra Strandgaden til sit Gaardsrum. Olsen paastaaer derhos, at Gaden udenfor Huset er bleven forhøiet, saaledes at Vandet havde Afløb til hans Gaardsrum, samt at han ved den daglige Trafik af Jærnbanen blev forulempet i flere andre Henseender, dels fordi Portene i længere Tid maatte holdes lukkede, og dels fordi Trafiken medførte en Rysten, Røg og Damp, der var ham og hans Hus til betydelig Skade.

Side:737

I denne Anledning ugtod Olsen den 30te October 1863 Klage til Forligelsescommissionen og derefter Stævning til Retten, for at faae sig tilkjendt Erstatning i de nævnte Henseender, hvorpaa der af Civildommeren i Christiania den 25de October 1864 afsagdes følgende Dom: «Indstævnte Direction for den norske Hovedjærnbane bør til Citanten Lods Peder Olsen betale efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa Indstævntes Bekostning, Erstatning a) for det Tab, som er Citanten paaført ved at Indstevnte har holdt de i nærværende Sag omhandlede Porte - der ere beliggende, den ene i Gjærdet nærmest sydøstre Hjørne af Citantens Hus, og den anden, nemlig Indkjørselsporten, i Gjærdet ligeoverfor Huset og mod Oslo Strandgade - stadig afspærrede fra bemeldte Gjærdes Anbringelse til nærværende Sags Incamination den 24de November 1863, og b) for den Skade, som paaføres eller er paaført Citanten ved Vandtilstrømning til Citantens Gaardsrum og Kjældere, som Følge af, at Indstævnte ved Anlægget af her i Sagen omhandlede Jærnbanelinie har foretaget den af Citanten paaklagede omtrent 1 Alens Forhøielse af Grunden udenfor Citantens Hus, samt c) for det Tab, som paaføres eller er paaført Citanten ved Værdiforringelse

Side:738

af hans Hus som Følge af Driften af den af Indstævnte fordi Huset anbragte Jærnbane, dog heri ikke medregnet de fremkomne Ulemper i Henseende til Adkomsten til Huset, og heller ikke medregnet den af Citanten paaklagede Ulempe i Henseende til Indtrængen af Røg og Damp. Af Skjønsbeløbet bør Indstævnte betale Renter til Citanten med 5 pCt, aarlig, for saa vidt den under Litr. a omhandlede Sum betræffer, fra 24de November 1863, og for Øvrigt fra 30te October samme Aar - Alt til Betaling skeer. For Øvrigt bør Indstævnte for Citantens Tiltale i denne Sag fri at være. Procesomkostningerne omhæves». Denne Dom blev fra begge Parters Side indanket til Overrettens første Afdeling, hvor begge Parter gjentog sine for Underretten nedlagte Paastande, og ved Overrettens Dom af 4de December 1865 blev i det Væstentlige den af Lods Olsen fremsatte Paastand taget til Følge. Overrettens Dom er saalydende: «Hovedappellantskabet, Directionen for den norske Hovedjærnbane, bør under en daglig Mulct til Christiania Fattigkasse af 60 - sexti - Skilling for hver Dag, den i saa Maade sidder Dommen overhørig, holde de under nærværende Sag omhandlede, paa det fremlagte Situationskart med b c og g f betegnede Porte ulaasede og ustængte i de Tider af Døgnet, hvori Jærnbanen ikke benyttes som saadan. Derhos bør Hovedappellantskabet til Contraappellanten, Lods Peder Olsen, efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa dets Bekostning, udrede Erstatning: A. For det Tab, som er Contraappellanten paaført ved at Hovedappellantskabet har holdt de ovennævnte 2de Porte stadig afspærrede fra deres Anbringelse og til 24de Novbr. 1863 B. For den Skade, som er paaført og paaføres Contraappellanten ved Vandtilstrømning til hans Gaardsrum og Kjældere som Følge af, at Hovedappellantskabet ved Anlægget af her i Sagen omhandelde Jærnbanelinie har foretaget 1 Alens Forhøielse af Grunden udenfor hans Hus; og C. For den Skade, som er paaført Contraappellanten ved havte Ulemper for hans Hus, samt for Værdiforringelsen af samme, som Følge af Driften af den lige udenfor Huset anbragte

Side:739

Jærnbane - hvori dog ikke medindfattet, hvad der om havte Ulemper allerede er medtaget under Litr. A». Med Hensyn til Renterne af Skjønsbeløbet dømtes overensstemmende med Underrettens Dom; men Sagsomkostningerne blev derimod før begge Retter tilkjendte Peder Olsen hos Hovedappellantskabet. Sagen blev atter af Directionen for den norske Hovedjærnbane paaanket til Høiesteret, hvor der er nedlagt Paatand om, at Appellanten frikjendes for Indstævntes Tiltale, og tilkjendes Sagens Omkostninger, medens derimod Lods Peder Olsen har paastaaet Overrettens Dom stadfæstet, og at ham tilkjendes Sagens Omkostninger for Høiesteret med noget Tilstrækkeligt. Jeg skal nu gjennemgaae de forskjellige Poster, som komme under Afgjørelse, og derunder følge den Orden, som er brugt ved de foregaaende Retter. Nr. 1 omhandler den Erstatning, som Indstævnte har paastaaet sig tilkjendt i Anledning af, at Kjørselsporten fra Oslo Strandgade, b c, ligesom ogsaa Gangporten paa den anden Side af Gaden, g f, har været holdt spærret fra den Tid, Jærnbanen toges i Brug, nemlig Midtsommeren 1863, til 24de November samme Aar, da den første Aastedssession i Sagen fandt Sted. De i Sagen afhørte Vidner, 1ste, 2det og 3die Hovedsvidner, have ved Svaret til Spørgsmaalet 4 a enstemmig forklaret, at siden det udenfor Huset til Strandgaden anbragte Gjærde blev opført, hvilket skeede, saa vidt Vidnerne huske, i Midtsommeren, har Indkjørselen til Huset derved stadig været spærret, «idet det er første Gang I Dag», siger Vidnerne, «at de har observeret, at Indkjørselsporten i nævnte Gjærde har været aaben». Senere erklærer ogsaa Vidnerne, at det Samme har fundet Sted ved Gangdøren paa det yderste Hjørne af Huset, g f Appellanten har troet, at dette maatte være en Misforstaaelse fra Vidnernes Side, da ingen af Portene skulde have været gjenlukket i senne Tid paa anden Maade, end at de har staaet igjen, men derimod ikke været aflaasede. Vægteren ved Jærnbanen har faaet en Instrux gaaende ud paa, at holde Portene aabnede fra om Morgonen Kl. 5 eller 6 efter Aarstiden indtil om Aftenen Kl.

Side:740

6 á 8, undtagen i den Tid, Trænet gaaer forbi, og Appellanten antager, at Formodningen maa være for, at Vægteren har opfyldt den Pligt, som paalaa ham. Portene, siger han, ere saaledes indrettede, at de falde igjen af sig selv, men kunne aabnes uden Nøgel, og han troer, at Vidnerne derfor have gjort sig den Forestilling, naar de saae, at Portene var igjen, at de tillige var aflaasede, men at dette ikke har været Tilfældet. Vidnerne sige imidlertid med Bestemthed, at de ere sikre paa, at Portene har stadig været spærrede i denne Tid, saaledes at Indstævnte har været forhindret fra at benytte Indkjørselporten til sit Hus. Der kan efter hele Sagsanlægget ikke være Tvivl om, at Vidnerne ikke have misforstaat Spørgsmaalet. Søgsmaalet var netop anlagt i den Hensigt at faae afgjort, om Indstævnte tilkom Erstatning, fordi han var hindret fra at benytte den sædvanlige Vei gjennem Strandgaden til sig Gaardsrum med Hest og Vogn til Fremkjørsel, f. Ex. af Ved eller Kul, og i den Anledning er ogsaa Spørgsmaal fremsat for Vidnerne saalydende: «Hvilke Ulemper medfører efter Vidnets Erfaring Jærnbanedriften fordi Peder Olsens Hus for dette og dets Beboere, navnlig med Hensyn til Adkomsten til Huset?» Og naar Vidnerne derpaa har svaret, at de har fundet Portene afspærrede i den nævnte Tid, saa forekommer det mig, at der ikke kan være Tvivl om, at deres Mening er, at Portene har været holdte afstængte eller aflaasede, saa at det ikke har været nogen Adgang gjennem dem. - Appellanten har først paastaaet, at Jærnbanedirectionen er en offentlig Auctoritet, og at altsaa den Paastand fra Indstævntes Side, at den skulde gives Paalæg om at holde Portene aabnede, maatte være en Indgriben i dens Rettighed som Auctoritet, hvorefter den selv skulde bestemme, hvorledes der skulde tilgaaes med Trafiken paa Jærnbanen; naar den en Gang havde faaet Tilladelse til at have Jærnbanen der, mener Appellanten, at den maa have Ret til at indrette sig paa den hensigtsmæssigste Maade, og hvis den finder det nødvendigt, at Portene holdes afstængte, maa den ogsaa have Adgang hertil, uden at Private

Side:741

kan anke derover. Det kan indrettes saa, at den Private faaer Adgang lige fuldt, ved at faae Nøgle til Porten, tilPassage paa Jærnbanen, men at paalægge dem, at Portene skal blive holdt aabne den hele Tid, anseer Citantskabet for en uberettiget Fordring fra den private Eiers Side lige over for den offentlige Auctoritet, som har faaet en saadan Berettigelse til at anlægge en Jærnbane. Jeg kan deri ikke være enig med Citantskabet. Jærnbanedirectionen er ingen offfentlig Auctoritet i den Forstand, at den kan handle paa egen Haand i dette Henseende. Den faaer finde sig i at rette sig efter de bestaaende Love, og det følger formentlig af den almindelige Bestemmelse i Loven om Jærnbaner af 12te August 1848, §2 b, hvor det foreskrives, at den skal sørge for, at der er de nødvendige Overgange over Jærnbane: det følger deraf, siger jeg, at der er fri Passage for den private Eier, som hidtil, for saa vidt ikke netop Passagen af Trænet skulde gjøre det nødvendigt, at Overgangen lukkedes. - Citantskabet har fremledes gjort en anden Indvending: at her ikke er Bevis tilveiebragt for, at nogen virkelig Skade er paaført Indstævnte ved at Portene har været lukkede, og at hvis en saadan Skade virkelig skulde være ham tilføiet, saa har han paastaaet, at Indstævnte allerede ved det afholdte Skjøn skulde have faaet Erstatning derfor. Jeg antager dog, at det her ikke kan være nødvendigt for Indstævnte at føre positivt Bevis for de enkelte Tilfælde, som har kunnet finde Sted, hvor han har villet benytte sig af Overgangen til Kjørsel. Det maa være nok her, naar Vidnerne med Bestemthed sige, at Passagen har været spærret. Det er klart, at i en Gaard, hvor der boer flere Leieboere, maa der jævnlig og oftere være Brug for at føre Nødvendighedssager til Gaarden. Der er ogsaa fra Citantens Side for Underretten ikke en Gang gjort Motion om, at Indstævnte skulde præstere Bevis for noget saadant enkelt Tilfælde, hvad dog Citanten havde Opfordring til at gjøre, hvis han havde Tvivl om, at saa havde været Tilfælde. Appellanten siger fremdeles, at Indstævnte ikke har paastaaet denne Erstatning før ved Overretten; men

Side:742

dette er urigtigt; thi Indstævnte har netop formet sin Paastand for Underretten saa, at det maa indbefattes deruner, og han har i Vidnespørgsmaalet 4 a udtrykkelig givet tilkjende, at det er med Hensyn til denne vanskeliggjorte Adgang til Huset, at han har villet gjøre Paastant paa Erstatning. Ved det den 25de Juni 1861 afholdte Skjøn har Skjønsmændene netop undladt at give nogen Erstatning for den Ulempe eller Forringelse af Husets Værdi, som var en Følge af Driften af Jærnbanen, og der er jo netop, efter at Jærnbanen er kommen i Drift, at den Skade, hvorom der er Spørgsmaal, skulde have fundet Sted. Jeg antager derfor, at Indstævnte under denne Post maa være berettiget til at faae sig tilkjendt Erstatning for den Skade, som er ham tilføiet ved, at Kjørselsporten b c og Gangporten g f har været holdt spærrede. Nr. 2. Derunder paastaaer Indstævnte, at Skade er ham paaført ved Vandtilstrømning til Gaardsrum og Kjælder. Appellanten har benegtet, at ved Jærnbanens Anlæg er i denne Retning paaført nogetsomhelst Tab. Han anfører i dette Henseende, at selve Banelegemet er opført af Sand og Grus, saa at selve dette maatte trække alt Vandet til sig, og ikke foranledige, at noget strømmede ind, og at det desuden har været paalagt at sørge for den nødvendige Afgrøftning ved Jærnbanens Anlæg, og at dette her skal have fundet Sted. Indstævnte har ført 2 Vidner om, at en saadan Vandstrømning skal have fundet Sted, nemlig 2det og 3die Vidner. Der forklare til det fremsatte 2det Spørgsmaal, som gaaer ug paa, om Vidnerne har erfaret, «at Forhøiningen af Gunden udenfor Peder Olsens Hus har medført Vandtilstrømning til dennes Gaardsrum og Kjælder, og at saadan Vandtilstrømning derimod ikke fandt Sted under de tidligere Forhold». Hertil svarer begge Vidner Ja, «idet Vidnet i alle Fald har den Tro, at den omforklarede Vandtilstrømning siden Forhøielsen er en Følge af denne». Vidnerne have altsaa forklaret, at en saadan Vandtilstrømning ikke før, men efter at Vanen var lagt, hr fundet Sted. Det er imidlertid oplyst og erkjendt af Parterne, at det

Side:743

udenfor Husets Grundmur mod Søen har fundet en Opfyldning Sted af Havnevæsenet, hvilken er i samme Høide som Jærnbanelegemet. Denne Omstændighed, paastaaer Appellanten, er Grunden til, at der har været fundet Vand i Gaardsrummet hos Olsen; og efter de Oplysninger, Vidnerne har afgivet, kan jeg heller ikke finde, at denne Paastand er modbevist fra Indstævntes Side. Vidnerne har fundet, at der har været Vand i Kjælderen og i Gaardsrummet; men om dette Vand har havt sin Grund i Tilstrømning fra Jærnbanen, eller i Paafyldningen udenfor mod Søen, saa at Vandet derved er standset i Gaardsrummet, derom haves ikke Vished. Vidnerne sige, at de har den Tro, at Vandtilstrømningen siden Forhøielsen er en Følge af denne, men derved er ikke bevist at Indstævnte, at Skaden er ham paaført fra Jærnbanen. Under disse Omstændigheder finder jeg ikke, at der kan tilkjendes Instævnte nogen Erstatning herfor. Nr. 3 handler om, hvorvidt Indstævnte tilkommer Skadeerstatning for den Værdiforringelse af hans Hus, som er en Følge af, at Driften af Jærnbanen er til Hinder for den frie Passage, samt om Erstatning for den Ulempe og Skade, som foraarsages ved Rystelse, Røg og Damp, naar Trænet gaar forbi Huset. Med Hensyn til den første Del af dette Spørgsmaal, da har Appellanten paastaaet, at ved det den 25de Juni 1861 afgivne Skjøn har Indstævnte faaet fuldstændig Erstatning, idet nemlig Erstatning er givet for de fremkomne Ulemper i saa Henseende til Adkomst til Huset. Herved troer Appellanten, at Indstævnte maa have faaet Erstatning for alle de Ulemper, hvorom der kan være Spørgsmaal, ved at komme fra eller til Huset. Men jeg antager, som nævnt ved en anden Anledning, at Skjønsmændene ikke har taget Hensyn hertil ved Skjønnet. De har i umiddelbar Forbindelse med det afgivne Skjøn om den Erstatning, Indstævnte skulde have for de fremkomne Oplysninger med Hensyn til Adkomst til Husene, nævnt udtrykkelig, «at de ansaa sig berettigede til at indbefatte derunder den Forringelse af Værdien af Olsens Hus eller anden Skade, som Driften

Side:744

af den anlæggendes Jærnbane maatte kunne fremkalde». Men det er netop ved Driften af Jærnbanen, at Olsen paastaaer at have lidt en væsentlig Skade. Han paastaaer nemlig - og det er ogsaa godtgjort ved de under Sagen tilveiebragte Oplysninger - at Trænene ikke alene gaae forbi Husene de 3 á 4 Gange om Dagen, hvori de passere fra Hovedjærnbanen ned til Stoppestederne paa Tomterne, men at, naar Lokomotivet med Lastvognene kommer ned, saa bliver, paa Grund af, at der skal skiftes med Sporne for at bringe de forskjellige Vogne ind paa de Steder, hvor de skal anbringes paa Lastetomterne, saa bliver, siger han, Lastvognene idelig trukne frem og tilbage, og det netop i det Strøg, som er udenfor Indstævntes Hus, og hermed kan man holde paa i længere Tid, lige indtil et Par Timer ad Gangen. I den Tid, som dette passerer, maa Portene paa begge sider af Jærnbanen holdes lukkede, og for saa vidt opstaaer der større Ulemper for Indstævnte, idet han ikke i denne Tid kan komme frem og tilbage til sin Eiendom. Appellanten troer, at herfor ikke med Rette kan gives nogen Erstatning, fordi det skulde følge af den almindelige Concession til Banens Anlæg, at Bestyrelsen maa være berettiget til at benytte den paa den Maade, som den anseer hensigtsmæssig; Strækningen har en Gang været udlagt til offentlig Vei og nu til Jærnbane; altsaa er det til det Brug, hvortil den oprindelig var bestemt, at Jærnbanedirectionen benytter Strækningen. Det er vel ogsaa saa, at man i Almindelighed ikke kan faae nogen Erstatning, fordi en til almindelig Afbenyttelse bestemt Vei ikke kan benyttes i den Udstrækning, som tidligere har fundet Sted; Olsen bliver indskrænket i sin Benyttelse, og det er overensstemmende med almindelige Regler, at man ikke kan kræve Erstatning, fordi om man bliver noget indskrænket i en Rettighed, som har været til almindelig Afbenyttelse. Det følger formentlig af den Omstændighed, at Gaden er til fælles Brug, at den Ene maa finde sig i de Indskrænkninger, som er en Følge af en Andens lige store Berettigelse til at benytte den. Og man kan sige, at da nu Jærnbaner

Side:745

ere blevne saa almindelige, at man endog ved Lovbestemmelse har faaet Adgang til at benytte Locomotiver paa sædvanlige Veie, saa er denne Indskrænkning i Afbenyttelsen at Gaden, hvor Banen gaaer, en af de Indskrænkninger, som er en Følge af, at det er en offentlig Vei udlagt til almindelig Afbenyttelse. Men her forekommer det mig dog, at Tilfældet er anderledes. Her er det nemlig Tilfældet, at Trafiken fra Jærnbanens Side bestaaer, ikke i, at den kun lader Locomotiver eller Vogne fare forbi, men paa Grund af de Skiftninger, som finder Sted for Lastvognenes Skyld, holder man paa i længere Tid ad Gangen og optager hele Gaden med Vogne og Locomotiver, og i denne Tid maa Portene paa begge Sider af Gaden holdes afspærrede. Herved hindres den private Mand, som har Eiendom til Gaden, og som før har havt fri og uhindret Afbenyttelse i Lighed med enhver Anden, i paa tidligere Maade at kunne benytte sig af Gaden, og for den Skade, han herved paaføres, antager jeg, at han maa være berettiget til at kunne kræve Erstatning af den, som paafører ham Skaden. I Concessionen til Anlægget af Sidebanen ligger naturligvis intet Andet, end at Jærnbanedirectionen skal være berettiget til at faae lægge Bane der; men hvorledes den skal afbenytte den, derom tales ikke; og det maa beroe paa de concrete Omstændigheder, om der kaa siges at være tilføiet en Anden en saadan Skade, som kan være Gjenstand for Erstatning. I Loven af 6te Juni 1863 om Benyttelse af Locomotiver paa Veie og Gader, heder det heller ikke anderledes, end at man kan faae Tilladelse til at kunne benytte dem; med det staaer der, at det skal skee under saadanne nærmere Bestemmelser, som af Hensyn til den offentlige Sikkerhed og andre offentlige og private Interesser maatte paakræves. Man har altsaa ikke tænkt sig, at denne Tilladelse til at bruge Locomotiver paa Veie og Gader kunde tilstedes, uden at man var pligtig til at iagttage Hensynet til den Private, saa at denne, hvis hen led betydelig Skade, var berettiget til at faae Erstatning. Jeg troer altsaa, at Indstævnte ogsaa i dette Punct

Side:746

maa blive at tilkjende den paastaaede Erstatning. Jeg skal nu omhandle, hvad Indstævnte fremdeles har paastaaet, nemlig at han er berettiget til at faae sig erstattet den Skade og de Ulemper, som han er udsat for ved, at der, naar Locomotivet gaaer forbi hans Eiendom, udstrømmer en betydelig Røg og Damp, som trænger sig ind i hans Hus, hvorved dette bliver opfyldt med Røg, ob Beboerne blive meget generede - samt om hvorvidt den Rystelse, som finder Sted og de Følger, denne Rystelse har havt, kan være Gejnstand for Erstatning. Efter de afhørte Vidners Forklaringer er det Tilfældet, at naar Locomotivet gaaer forbi, udstødes der en saadan Røg og Damp, at Leieboerne har fundet sig meget generede derved og erklæret, at de ikke vilde boe der paa Grund af disse Ulemper. Et Vidne, nemlig 1ste, har forklaret, at Gulvet i hans Værelse er, siden Jærnbanen blev tagen i Drift, sunket i den vestlige Ende, og Lagrettet har ogsaa fundet, at Værelset virkelig har en saadan Heldning. 1ste Vidne har antaget, at de Sprækker, som har vist sig i Brandmuren, han sin Grund i den Trafik, som finder Sted ved Jærnbanen, og to af Lagrettesmændene har ytret, at den Løsning af Kalk, som de havde opdaget i Kjælderne, tildels hidrørte fra Husets Rystning og mulige Stød i Forrening med mindre vel udført Arbeide. Appellanten har formenet, at disse eller lignende Ulemper maa Enhver finde sig i, uden at kunne gjøre Paastand paa Erstatning, da det er en nødvendig Følge af et Jærnbaneanlæg, og Lovgivningen herom ikke indeholder nogen Forpligtelse til at udrede Erstatning, idet den kun taler om Erstatning for Afstaaelse af Grund. I Overensstemmelse hermed er det ogsaa, at Veiloven kun paalægger Erstatning for Afstaaelse af Grund, og Bygningsloven for Christiania beviser ogsaa dette, idet den udtrykkelig har bestemt, at visse Fabrikbygninger skulle anlægges udenfor Byen, hvoraf udledes, at hvis man ikke havde udtrykkelig Lovbestemmelse herom, saa vilde man uhindret ogsaa kunne have anlagt saadanne Indretninger i selve Byen, uden at Vedkommende, som følte sig generede ved saadanne Fabriksbygningers Nærhed, kunde

Side:747

paastaae Erstatning. Den Rystelse, som er forsaarsaget ved Locomotivet, vil kunne finde Sted paa mange andre Maader, uden at Vedkommende ere berettigede til at fordre Erstatning, og for saa vidt vil der ogsaa være yderligere Bevis for, at Indstævnte ikke skulde faae sig den Skade, som var en Følge af Rystelsen, erstattet. Jeg har imidlertid allerede under forrige Post tildels afhandlet dette Spørgsmaal, og i det Væsentlige de samme Grunde ere anvendelige der. I Almindelighed kan man, ved at benytte en Vei paa den Maade, Lovgivningen tilsteder Adgang til, ikke blive pligtig til Erstatning. Men naar Tilfældet er som her, nemlig at Banen er anlagt lige i Nærheden, kun nogle faa Alen fra et Hus, at der udstrømmer Røg og Damp, hver Gang Locomotivet gaaer forbi, og at dette ikke blot er kortvarigt, medens Trænet en enkelt Gang hurtig farer forbi Huset, men at man derimod holder paa i længere Tid at Gangen, lige indtil 2 Timer - da forekommer det mig, at de Ulemper og den Skade, som paa den Maade afstedkommes, er saa extraordinær og af saadant Omfang, at den private Eier maa være berettiget til at faae den Skade, som paa denne Maade paaføres ham, erstattet. Derved vil jeg ikke have udtalt noget Princip, som i ethvert Tilfælde skulde følges. Det ligger i, hvad jeg har sagt, at ingen Erstatning vil kunne fordres, naar Jærnbanen gaaer hurtig forbi Huset; men her finder Saadant Sted i længere Tid, og der skeer en stadig Udstrømning af saadanne Partikler, som medføre Skade og Ulempe for Huset. Hvad der gjælder om Røgen og Dampen, gjælder ogsaa om Rystelsen. Jo oftere Trænet farer forbi, jo større er Rystelsen, og den vedholdende Rystelse frembringer en Skade, som ikke fra Begyndelsen af kunde Paaregnes. Jeg anteger saaledes, at Indstævnte ogsaa i denne Post maa tilkjendes Erstatning hos Appellanten. For saa vidt Indstævnte har paastaaet, at Dom skulde gives for, at Appellanten kjendes uberettiget til at holde Portene stængte i den Tid, hvor intet Træn gaaer forbi, da antager jeg, at dette er mindre nødvendigt at udtale i Dommen. Naar Dommen gaaer ud paa, at Citanten

Side:748

er forpligtet til at give Erstatning for den Tid, han unødig har holdt Portene lukkede, saa forekommer det mig, at deri ligger en tydelig Udtalelse af, at Citanten er uberettiget til, til andre Tider, end naar Locomotivet gaaer forbi, at holde Portene lukkede. Derved bortfalder ogsaa det Spørgsmaal om, hvorvidt der er rigtigt, som ved de foregaaende Rettet udtalt, at tilholde Jærnbanen under en daglig Mulct at holde Portene aabnede. Jeg troer, at en saadan Mulct i et saadant Tilfælde blev en Straffemulct og ikke en Tvangsmulct. Indstævnte har paastaaet sig tilkjendt Renter af Erstatningsbeløbet, og i saa Henseende er jeg enig med de foregaaende Retter i, at Renter af Erstatningen under Post 1 bliver at tilkjende fra 24de Novbr. 1863 og for Øvrigt fra Indkaldelsen til Forligelsescommissionen den 30te Octbr. samme Aar. Processens Omkostninger for alle Retter antager jeg maa ophæves.

Jeg concluderer altsaa: «Citantskabet, Directionen for den norske Hovedjærnbane, bør til Indstævnte, Lods Peder Olsen, betale efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa Citantskabets Bekostning, Erstatning: a) For det Tab, som er Indstævnte paaført derved, at de omhandlede paa det fremlagte Situationskart med b c og g f betegnede Porte fra deres Anbringelse og til 24de Novbr. 1863 ikke ere holdte ulaasede og ustængte i de Tider af Døgnet, hvori Jærnbanen forbi Indstævntes Hus ikke benyttes som saadan; b) for den Skade, som foruden ved de Ulemper for hans Hus, som men Jærnbanens Drift hidtil har været forbundne, samt for den Forringelse af Husets Værdi, som ved Driften foraarsages. Af Skjønsbeløbet bør Citantskabet betale til Indstævnte Renter med 5 pCt. aarlig, for den under Litr. a omhandlede Sum fra 24de Novbr. 1863, og af det Øvrige fra 30te Octar. Samme Aar - Alt indtil Betaling skeer. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves».

Assessor Hallager: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førøvoterende.

Assessor Andersen: Ligesaa.

Side:749

Assessor J. S. Thomle: Ligesaa.

Assessor A. Thomle: Ligesaa.

Statssekretær Aall: Ligesaa.

Assessor Hjelm: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derpaa afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Conclusion.