Rt-1867-631

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1867-07-13
Publisert:	Rt-1867-631
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.Nr. 285. D.NR. 24
Parter:	Jens Melhus (Dunker) mod Røraas Kobberværks Direction (Andresen).
Forfatter:
Lovhenvisninger:

Fra Stiftsgrændsen mellem Tolgen og Singsaas strækker sig et af Forelven fra Syd mod Nord gjennemstrømmet Dalføre, hvis nederste eller nordlige Del bestaar af flere Gaarde, nemlig Hermo, Morseth, Kotsberg, Fløttem, Sandrød og Løvrød paa den østre, og Qværnrød, Høen, Langrød og Odden eller Forodden paa den vestre Side, og kaldes «Forbygden». Den øverste eller sydlige Del af dette Dalføre, der fra Fjeldet Troldhougen paa Elvens vestlige og Svarthammeren paa dens østlige Side skal strække sig noget over 3/8 Mil fra Nord mod Syd til Høifjeldet, og omtrent 1/2 Mil fra Vest mod Øst, er derimod en ubeboet Skovstræknig, Sætermark og Havnegang, og kaldes Fordalen. Den hele Dalstrækning (Forbygden og Fordalen) tilligemed flere Gaarde i Singsaas samledes i Slutningen af forrige Aarhundrede af Kanceeliraad Erik Must, og udgjorde det saakaldte «Mustgods», der tildels bortforpagtedes til Leilænddinger eller Landbønder, blandt Andet paa Vilkaar, at de ikke maatte hugge i Skoven uden efter Udvisning, og at de vare forpligtede til at forrette Bordkjørsel og andet Skovarbeide for den af Eieren fastsatte Pris, samt aarlig levere et vist for hver Gaard fastsat Qvantum Tømmer. Derimod sees Grændserne mellem flere af Gaardene at være bestemte ved Udskiftningsforretninger eller saakaldte «mindelige Delinger», hvorunder det blandt Andet ogsaa hedder: «at Enhver beholder sine Engesletter med derpaa staaende Skov, og at Havnegang bliver fælles herefter som hidtil». Efter Kancelliraad Musts Død bleve efterhaanden flere Gaarde frasolgte Godset; saaledes solgte hans Søn L. Must ved Vidneseddel af 15de April 1844 7 Gaarde, hvoriblandt endel af Sandrød og Langrød i Forbygden, til en Ole

Side:632

Hjelden, der dog ved Mageskifte af 10de Febr. 1846 tilbageleverede de 4 af Gaardene mod at erholde 6 andre Gaarde, hvorefter han sees at have den 19de Jan. 1846 erholdt et den 1ste Febr. 1847 thinglæst Skjøde paa Langrød, hvori det hedder: at Gaardens Eier indtræder i samme Forhold til Opsidderne, Husmændene og Kaarfolkene, som jeg (L. Must) hidindtil har staaet. I 1845 solgtes et Brug af Qværnrød og i 1846 og 1851 et eller flere Brug i Sandrød, der under en den 7de Juli 1851 afholdt Udskiftningsforretning udtrykkelig tillagdes en dels i Forbygden dels i Fordalen liggende Udmark, som Opsidderen tidligere havde brugt som Leilænding, ligesom ogsaa Qværner ved Salget i 1845 paa lignende Maade skal være tillagt et Skovstykke i Fordalen; og ved Skjøde af 28de Jan.1847 solgte Musts Enke til Opsidderen Hans Olsen for en Kjøbesum af 150 Spd. Gaarden Odden eller Forodden, af Skyld 23 Skill., uden at der ved dette Salg, ligesaalidt som ved Salget af Langrød var Tale om Skov, eller tillagdes noget stykke af Fordalen. Ved offentlig Auction den 24de Novbr. 1853 solgte endelig Enken: «sit i Støren og Singsaas beliggende Jordegods, af Skyld 54 Dal. 2 Skill., fordelt paa 34 matrikulerede Brug, med 20 underliggende Husmandspladse, og med de Rettigheder, hun har efter en under Auctionen fremlagt Designation, samt med jorddrotlige Rettigheder, Skovleie for Kulvirke, Ret til af Leilændingerne at kræve Tømmerleverancer mod fastsat Betaling etc.», for en Kjøbesum afødt xx.xx.50 Spd. til Røraas Kobberværk, blandt Andet paa den i Konditionernes 2den Post indeholdte Betingelse, «at de nedsatte Landbønders og Husmænds Rettigheder forbeholdes dem uindskrænkede i alle Maader efter Udvisende af den meddelte Fæstecontract, saalees at Godsets tilkommende Eier indtræder i samme Forhold til Opsidderne, Husmændene og Kaarfolkene, som jeg hidtil har staaet i».

Imidlertid havde Appellanten Jens Melhus, ved en Bernt Berntsen Forseths Skjøde af 17de Mai 1853 og Ole Hjeldens Skjøde af s. D. kjøbt Gaardene Langrød og

Side:633

Forodden «med Tilliggelser og med samme Ret, hvormed Gaardene havde tilhørt hans Hjemmelsmænd», og da han paa Grund af de locale Forholde antog, at Fordalen hørte til, og var ham solgt med Gaardene Langrød og Forodden, med hvilken sidste, som den sydligste Gaard paa den vestre Side, Fordalen stod i umiddelbar Forbindelse, foretog han i 1861 og 1862 Tømmerhugst paa østre Side af Elven. Mod Fortsættelsen af denne Hugst nedlagde Røraas Værk, som Kjøber af den i 1853 tilbageværende Del af Mustgodset, hvorunder Eiendomsretten til Skoven i Fordalen mentes indbefattet, under 15de April 1862 Forbud, og anlagde derpaa til Stadfæstelse af Forbudet og Tilkjendelse af Erstatning for Hugsten, Sag, hvorunder Jens Melhus anlagde Contrasøgsmaal i Anledning af en af Værket i 1859 og 1860 foretagen Hugst i den omtvistede Strækning. Ved den af Sorenskriveren I Guldalen og Meddomsmændden 19de April 1865 afsagte Underretsdom blev Forbudsforretningen stadfæstet, og Hovedcitantskabet, Røraas Kobberværk, frifunden for Contracitanten, Jens Melhus_s tiltale i denne Sag, hvorimod Contracitanten tilpligtedes at betale Hovedcitantskabet i Erstatning for det huggede Tømmer 30 Spd. med 5 pCt. aarlig Rente deraf fra 7de Mai 1862, til Betaling sker, samt Forbudets og Sagens Omkostninger med 30 Spd.

Dette Resultat begrundedes i det Væsentlige paa følgende Maade:

«Retten maa i alt Væsentligt tiltræde Hovedcitantskabets Opfattelse af de omhandlede Forholde. Foreløbig bemærkes, at det maatte være ved Kjøbet af Odde og ikke af Langrød, at den omtvistede Del skulde være erhvervet; thi - som anført - blev sidstnævnte Gaard allerede solgt fra Mustgodset i 1846, medens Odde blev afhændet først Aaret efter til en fra Kjøberen af Langrød forskjellig Person, ligesom det ogsaa var af forskjellige Personer, at Contracitanten i 1853 kjøbte begge Eiendomme; til begge Gaarde kunde Dalen ikke høre. Men nu synes det allerede ved første Betragtning at maatte være indlysende, at Formodningen

Side:634

ikke kan tale for, at en saa betydlig Skovstrækning, som det omtvistede Dalføre, skulde følge med og være indbefattet i Kjøbet af en Gaard af 23 Skillings Skyld, hvorfor der oprindelig blev givet en Kjøbesum af 150 Spd. For at dette skulde antages, forekommer det Retten nødvendigt, at en udtrykkelig Bestemmelse derom maatte være indtaget i Salgsdocumentet. Men hverken i det af Enkemadame Must den 28de Jan. 1847 paa Odde udstedte Skjøde til Opsidderen Hans Olsen eller i Skjødet til Contracitanten af 17de Mai 1853 fra Ole Hjelden findes der den mindste Antydning hertil; i førstnævnte Skjøde er ikke engang det sædvanlige Udtryk «Tilliggelser» indført, og i intet af Skjøderne nævnes der noget om, at «Skov» følger Eiendommen. I førstnævnte Skjøde sælges kun «Gaarden» Odde, gammelt Matr.-Nr. 489, nyt Nr. 63, L.Nr. 73, og de der er Enighed mellem Parterne om, at de egentlige Gaarde ligge i Forbygden, og kun Sætre, Havnegange og andre Tilliggelser i Fordalen, saa synes selve Skjødets Udtryk at tale mod Contracitantens Paastand.

Bevisbyrden for, at det omhandlede Dalføre desuagtet skulde have fulgt Gaarden, maa derfor i dens hele Udstrækning paahvile Contracitanten. Men det er saa langt fra, at denne er fyldestgjort fra Contracitantens Side, at det - efter Rettens Formening - fremgaar saavel af, hvad de locale Forholde naturligen tilsige, som af de om Eiendommene i Forbygden afsluttede Transactioner og endelig af Contracitantens tidligere Erkjendelse, at Fordalen ikke har fulgt med Salget af Odde enten som Del eller særskilt Eiendom, men at den, som af Hovedcitantskabet anført, endnu fremdeles er at betragte som en Fællesmark for Gaardene i Forbygden. Allerede den Omstændighed, at alle disse Gaarde - efter hvad der er in confesso - have Slaatter, Havnegange, Sæterbrug og den Afbenyttelse af Skoven, som visse Rettigheder fornødige, gjør det i høi Grad usandsynligt, at Must eller hans Enke skulde henlægge hele den Fællesmark, hvori disse for Leilændingerne nødvendige Rettigheder udøves, til nogen enkelt Gaard i Forbygden (om denne end var den største,

Side:635

og ikke, som Tilfældet er med Odde, den mindste af dem alle). Et udtrykkeligt Forbehold i denne Henseende synes at have været saa meget nødvendigere, som de Forviklinger, som disse Brugsrettigheder i Almindelighed fremkalde, maa blive større, naar den Ret, som før havdes af Eieren af alle Gaarde, bliver overført til Eieren af en enkelt. Heller ikke er Gaarden Oddes Beliggenhed saadan, at de naturlige Forholde skulde tilsige, eller engang gjøre det rimeligt, at Fordalen skulde følge Gaarden som et Appendix; thi den Strækning af samme, som ligger paa den vestre Side af Forelven, støder for en stor Del til Gaarden Langrød, medens Strækningen paa østre Side fra Hylkrogen af, hvor Hugststederne findes angivne, støder umiddelbart til Sandrøds søndre Mark, og ikke til den paa vestre Side beliggende Gaard Odde. Det sees derhos af de om de enkelte Gaarde stedfundne Transactioner, at disse ere tildelte Stykker af den oprindelige Fællesmark uden Hensyn til Gaardenes Beliggenhed i Forbygden, idet de Havnegange, Slaatter og Skove, hvor Opsidderne tidligere have havt Brugsret, ere gaaede over til Eiendom. Saaledes er Qværnrød tildelt Skov i Fordalen, der ved Høen og Langrød er adskilt fra Gaarden, og det samme er Tilfældet med Sandrød, hvis søndre Mark (der idetmindste for en Del ligger i Fordalen) er adskilt fra Gaarden ved Løvrød. Det er derfor ikke i Strid med det Hensyn, der er taget til Stedforholdene, at denne sidste Gaard i Forretningen af 7de Juli 1851 i umiddelbar Forbindelse med Beskrivelsen af bemeldte Marks søndre Grændse udtrykkelig er tillagt, som den tilhørende, hvad der ligger udenfor Grændserne af Sandrøds søndre Mark og umiddelbart tilgrændsende Fordalen, saa at Retten følgelig maa være enig med Hovedcitantskabet i, at heri findes en Forudsætning udtalt om, at denne Del af Fordalen (d.v.s.: søndenfor Hylkrogen), hvori den paaklagede Hugst er steet, i Aaret 1851 (altsaa efterat Odde er solgt) endnu tilhørte Mustgodset. Paa den anden Side maa det efter Rettens Formening antages, at Contracitanten ved tidligere Anledninger selv er gaaet ud fra,

Side:636

at Hovedcitantskabets Opfattelse af de omhandlede Delings- og Udskiftningsforretninger forsaavidt er rigtig, at disse ikke med nogen for Eieren af Mustgodset bindende Virkning har bestemt de enkelte Gaardes Grændser og navnlig paa saadan Maade, at derved skulde være antydet, at hvad der ligger søndenfor dem, skulde tilhøre Contracitantens Gaarde. Saaledes sees det af den fremlagte Contract af 7de Octbr. 1853, at Contracitanten har afkjøbt Eieren af Qværnrød den «Skov», Eng og Mark, som denne eiede i Fordalen. (Ordet «Skov» er vistnok udraderet i det originale Exemplar, men findes i Gjenparten). Heri ligger altsaa en bestemt Erkjendelse af, at i al Fald ikke hele Fordalen fulgte med i Kjøbet af Langrød og Odde». - - -

«Efter hvad der saaledes er udviklet, er det ikke lykkets Contracitanten, at føre noget Bevis for, at der, uagtet det ham meddelte Skjøde derom tier, tilkommer ham Eiendomsret til nogen Skov paa den østre Side af Forelven, og er det derfor efter Rettens Formening en Selvfølge, at Grændserne for Gaarden Odde alene kunne bestemmes saavel i Omfang som i Indhold efter hvad Gaardens tidligere Opsiddere som Leilændinge have brugt af Gaardens Ind- og Udmark. At denne Brugsret i hvert Fald ikke har omfattet nogen Del af Fordalens østre Side (endsige hele Fordalen) fremgaar med største Bestemthed af, hvad der er oplyst saavel i denne, som i den ældre Sag, og følger tillige af, at den tidligere Leilænding og første Kjøber af Odde, Hans Olsen, som 3die Contravidne, har forklaret, at det ikke vidste at være berettiget til at aavirke paa østre Side af Forelven (cfr. Ogsaa Contracitantens Hjemmelsmand Ole Hjeldens Prov)».

Sagen indankedes derefter af Jens Melhus til Trondhjems Stiftsoverret, der i Dom af 9de April 1866 stadfæstede Underrettens Dom, og tilpligtede Appellanten at betale til Indstevnte, Røraas Værk, Processens Omkostninger for Overretten med 20 Spd.

Høiesteretsdom: Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høisteret

Side:637

betaler Jens Nilsen Melhus til Overdirectionen for Røraas Kobberværk med 80 Spd.