Rt-1867-663
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1867-07-25 |
| Publisert: | Rt-1867-663 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.Nr. 302. D.NR. 41 |
| Parter: | Knoph & Blichfeldts Concursbo (Dunker) mod Consul Duborgh (Lasson). |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: | Konkursloven (1863) §44, §48 |
Den 10de Juni 1865 lod Knoph & Blichfeldts, den 23de Jan. s. A. til Concursbehandling overgivne, Bo ved Advocat Dunker udtage følgende Forligsklage: «I den sidste Halvdel af Decbr. s. A., da Handelsfirmaet Knoph & Blichfeldt havde vist sig ude af Stand til at fyldestgjøre sine Forpligtelser, uagtet endnu ingen formel eller almindelig Standsning med Betaling havde fundet Sted, fordrede Hr. P. Duborgh, som Commissionær for DHrr. Drake, Kleinmorth & Cohen i London, Dækkelse af eller Sikkerhed for disse Herrers Contocurantfordring, der formentlig da udgjorde GBP 800. Knoph & Blichfeldt vare villige til at efterkomme Begjæringen, men da de ikke kunde skaffe contante Penge, tilbøde de Hr. Duborgh at overtage et Parti Foerlærreder, som de havde liggende paa Toldboden, og som de tilbøde Hr.
Duborgh at overtage til Indkjøbspris 1017 Spd. 108 ssmed 10 pCt. Rabat, eller 101 - 95 ss916 Spd. 13 ss
som skulde afskrives paa Drakes Fordring. Dette Tilbud modtog Hr. Duborgh, betalte Fragt og Told af de kjøbte Lærreder, og afhentede dem fra Toldboden. Men da Hr. Duborgh, strax efterat Sagen saaledes var bleven ordnet, af en Sagfører blev gjort opmærksom paa, at Transactionens Retsgyldighed efter Crll.s §44 og 45 var betinget af, at Boet ikke kom under Concurs inden 8 Uger, saa besluttede Hr. Duborg, for at sikre sine Mandanter mod denne Eventualitet, at faa Transactionen omgjort saaledes, at Salget skulde blive til en Consignation, hvorved Hr.
Side:664
Duborgh i Formen skulde optræde som DHrr. Knoph & Blichfeldts Commissionær eller Agent istedetfor som Drakes. Ogsaa herpaa vare DHrr. Knoph & Blichfeldt villige til at gaa ind, og de underskreve et dem af Hr. Duborgh eller hans Sagfører forelagt, den 27de Decbr. 1864 dateret, men ikke i deres Copibog indtaget, Brev, der skulde kunne tjene som Hjemmel for den ny Charakter, man vilde give den allerede afsluttede Handel. Den 13de Jan. næstefter meddelte derefter Hr. Duborgh en saakaldet Forhandlingsregning, der i Virkeligheden ikke er andet end en Opgjørelse efter den oprindelige Handel, hvorefter Hr. Duborgh havde overtaget Lærrederne mod 10 pCt. Rabat, hvilke 10 pCt. Rabat ogsaa udtrykkelig ere opførte i den saakaldte Forhandlingsregning med 101 Spd. 95 ss, men nu have et Følge af Fragt, Told, Arbeidspenge og Commission, hvorved Rabaten er bleven 30 pCt. istedetfor 10 pCt. Paa denne Maade er der efter Hr. Duborghs Brev af 13de Jan. ved de solgte Lærreder afbetalt GBP 161-12-11. (720 Spd. 80 ss). Forinden 8 Uger efter denne usædvanlige Betalingsmaade af DHrr. Drakes Contocurantgjeld vare forløbne, gik imidlertid Knoph & Blichfeldts Firma under Concurs, hvoraf flyder, at det Hele er ugyldigt, og at Lærrederne eller deres fulde Værdi hører til Boets Masse, og maa indleveres eller indbetales i dette af Hr. Duborgh, ligemeget enten han vil gjøre det i eget Navn eller som Commissionær for DHrr. Drake. I Henhold til det saaledes Anførte, tillader jeg mig efter Anmodning - - - at udbede Hr. Duborgh, enten paa egne Vegne eller som Mandatarius for DHrr. Drake, Kleinworth & Cohen eller efter Omstændighederne i begge Egenskaber, indkaldt til førstafholdende Forligelsescommission, for at lovbefalet Forligsmægling kan blive anstillet angaaende Tilbagegivelsen til Boet af det omhandlede Parti Lærred eller dets fulde Værdi». I Henhold til denne Klage, og da Forlig ikke opnaaedes, sagsøgtes Duborgh, paa egne Vegne eller som Mandatarius for Drake, Kleinworth & Cohen eller efter Omstændighederne i begge Egenskaber, til enten under en daglig
Side:665
Mulct at udlevere til Boet det omhandlede Parti Lærreder eller at betale Boet dets fulde Værdi 1017 Spd. 108 ss med lovlige Renter og Omkostninger; men ved Christiania Bythingsdom af 11te Mai 1866 blev Søgsmaalet afvist, forsaavidt Duborgh i nærværende Sag var stevnt paa Londonnerhuset Drake, Kleinworth & Cohens Vegne, hvorhos han forøvrigt for Citantskabets, Knoph & Blichfeldt Concursboes, Tiltale blev frifundern, hvorimod Prosessens Omkostninger ophævedes: og samme Udfald fik Sagen ved Christiania Stiftsoverrets 1ste Afdelings Dom af 3die Decbr. 1866.
Det antoges nemlig, at skjønt der vel kunde, være Formodning om, at det Hele var en Omvei eller Form, anlagt paa uden Vanskeligheder fra Concurslovens Side at skaffe Drake Dækkelse af Varerne, saa kunde dog dette ikke ansees bevist, ligesom navnlig Boets Paastand om, at Duborgh først, efterat have indgaaet paa at kjøbe Varerne og efterat have modtaget dem, skulde have faaet Transactionen omgjort til en Consignationsforretning, baade var udbevist og stridende mod en Attest fra Toldkasserercontoret. Vistnok havde Duborgh, efterat han forgjæves havde falbudt Varerne til Andre, ifølge Forhandlingsregningen af 13de Jan. selv overtaget dem, men dette fandtes af begge Retter at være uden Indflydelse, og Overretten havde derhos bemærket: «at den omhandlede Transaction lader sig opløse i tvende, der hver for sig ikke bryde paa Loven, nemlig Salget af Varerne, der foregik ved Indstevnte som Consignatarius for egen Regning, og Betalingen til Londonnerhuset, der foregik ved ham som dettes Agent, og den Omstændighed, at Indstevnte paa engang er optraadt i begge Egenskaber, findes ikke at kunne tillægges nogen Indflydelse. Som af Indstevnte paaberaabt, maatte Transactionen ogsaa, saafremt Salget var foregaaet ved nogen Anden end ham, utvivlsomt have staaet ved Magt; og netop den Omstændighed, at Parterne ikke, hvad der havde ligget saa nær, indrettede sig herpaa, synes at bestyrke, at de ikke have havt til Hensigt at eludere Loven». Begge Retter kom saaledes
Side:666
til det Resultat, at der ikke af den stedfundne Transaction kunde flyde noget personligt Ansvar for Indstevnte i Forhold til Boet, enten for Varerne eller for deres Værdi, og at der ikke af hans Stilling som Agent lod sig uddrage nogen Forpligtelse for ham til at taale Søgsmaal paa Husets Vegne.
Efterat disse Domme vare afsagte, optoges der, foranlediget ved en Indberetning af 17de Novbr. 1866 fra Boets Curator, Advocat Ihlen, til Skifteretten, et Politiforhør i Christiania over Knoph og Blichfeldt, hvorunder Consul Duborgh den 2den Jan. 1867 fremstod som 7de Deponent og blandt Andet forklarede: «I Slutningen af Octbr. eller i de allerførste Dage af Novbr. 1864 (sikkert før den 4de) erholdt Deponenten fra Drake, Kleinworth & Cohen et Brev om, at Knoph & Blichfeldt indtil den Dag havde ladet trække paa Huset til et samlet Beløb af over GBP 2000, hvilket bevægede Deponenten til at henvende sig til Knoph & Blichfelddt, og tilkjendegive dem, at de for Fremtiden ikke maatte accreditere mere paa Huset, men sørge for Remisse af deres daværende Gjæld til samme. - - - Deponenten purrede dem derefter gjentagne Gange om at sørge for Dækkelse af deres Gjæld, og der blev ogsaa af de Angjældende i Løbet af Novbr. og Decbr. gjennem Deponenten remitteret Londonnerhuset tilsammen saa betydlige Beløb, at Engagementet den 16de Januar 1865 var gaaet ned til 600 GBP. - - - Det var de Angj., der i Mangel af Penge tilbød Deponenten i Slutningen af Novbr. for Londonnerhusets Regning at overtage som Betaling et Parti Lærred, et Tilbud, hvorpaa Deponenten dog ikke turde indlade sig paa at gaa ind, af Hensyn til Concursl.s §44. Da det imidlertid var Deponenten meget om at gjøre at søge Londonnerhuset dækket saa meget som muligt, saa henvendte Deponenten sig til sin Sagfører, Advocat Ihlen, og fortalte ham om de Angjl.s Tilbud, samt spurgte ham tilraads om, hvorledes Deponenten paa lovlig og retskraftig Maade i Tilfælde af de Angjl.s Concurs havde at indrette sig med Hensyn til det af de Angj. Til Dækkelse af Gjælden tilbudte
Side:667
Vareparti. I den Anledning var det, at Advocat Ihlen gav Deponenten det Raad, at han fik lade de Angj. consignere Deponenten Varepartiet til bedst muligt Salg med Ordre om for de Angjl.s Regning at remmittere Londonnerhuset Provenuet. Da Deponenten vægrede sig for ligefrem at tage Knoph & Blichfeldts Vareparti som Betaling, tilkjendegav han dem ogsaa, saavidt erindres, at dette var, fordi han ikke antog, at et saadant Arrangement vilde staa sig i Tilfælde af Concurs; og at der oftere blev talt mellem Deponenten og de Angj. om, hvorledes de af Hensyn til Concursl.s §44 skulde arrangere sig, slutter Deponenten deraf, at de Angj.s Consignationsbrev til Deponenten først er dateret den 27de Decbr. Efterat Deponenten havde faaet det ovennævnte Raad af Ihlen, tilkjendegav Deponenten de Angj., at de fik tilskrive ham et saadant Consignationsbrev og i det Hele indrette sig saaledes, som Advocat Ihlen havde tilraadet. Deponentens Bestræbelse ved det hele Arrangement gik udelukkende ud paa at søge at skaffe Londonnerhuset saavidt muligt Dækkelse for den til samme forfaldne Gjæld, og da Deponenten af Advocat Ihlen var bleven undervist om Maaden, hvorpaa dette formentlig paa retskraftig Maade lod sig gjøre, for at undgaa Virkningen af Concursl.s §44, saa indrettede Deponenten sig med de Angj. Paa denne Maade. - - - Antagelig har den Kundskab, som Deponenten efterhaanden erholdt om de Angjeldendes Pengeforlegenhed, bevæget Deponenten til at paaskynde Realisationen af de consignerede Varer, som han forgjæves havde frembudt til et Par Handlende, og som han derfor fandt sig foranlediget til selv at overtage, saa at hand den 13de Jan. 1865 tilstillede de Angj. Sin Forhandlingsregning derover, for at Transactionen kunde komme i endelig Orden».
I det Væsentlige overensstemmende hermed forklarede ogsaa Knoph og Blichfeldt sig under Forhøret.
Side:668
Efter disse Forklaringer fandt Høiesteret, at der ikke længere kunde være nogen Tvivl om, hvad der forresten ogsaa antoges tilstrækkelig at fremgaa af de tidligere tilveiebragte Oplysninger, navnlig af Duborghs Brev og Forhandlingsregning af 13de Jan. 1865, nemlig: at det var som Agent for Londonnerhuset og ikke som Commissionær for Knoph 6 Blichfeldt, at Duborgh modtog Varerne, at den saakaldte Consignation kun var en Form, som Parterne efter fælles Raadslagning og vel vidende om Hensigten havde valgt, «for at undgaa Virkningen af Concursl.s §44», og at Transactionen i Virkeligheden ikke var Andet end Betaling af Gjæld ved et Betalingsmiddel (Varer), der havde i sig selv og efter Parternes Stilling var et usædvanligt Betalingsmiddel i Lovens Forstand, og hvis «Usædvanlighed» kun var bleven endnu mere anskuelig ved den stedfundne «Consignation». Transactionen maatte her, ligesom i de i Hstd. 1ste og 8de Mai d. A. omhandlede Tilfælde (Retst. S. 440 og 465), betragtes i sin Sammenhæng, og bedømmes efter sit sande Væsen, og naar den indre Forbindelse mellem dens forskjellige Momenter, havde gjennem Personernes Enhed og alle Vedkommendes egne Forklaringer, var bragt til saadan Klarhed som i Nærværende Tilfælde, lod den sig ikke udstykke i Pariter, der hver for sig kunde siges «ikke at bryde paa Loven». At Transactionen maatte have staaet ved Magt, hvis Salget var foregaaet ved nogen Anden end Duborgh, kunde heller ikke medgives, idet det tvertimod ansaaes utvivlsomt, at Transactionen, hvormange Mellemmænd der end ved Salget havde været benyttet, baade efter almindelige Retsgrundsætninger og efter den I Concursl.s §48 givne meget nærliggende Bestemmelse, vilde været ligemeget ugyldig, forudsat at Mellemmanden - som Tilfældet var med Duborgh - havde været vidende om Hensigten.
Naar Boet saaledes kunde fordre de af Duborgh modtagne Varer eller deres Værdi tilbagegivne, kunde det ikke være tvivlsomt, at Duborgh paa egne Vegne var rette Sagholder, idet han baade var Den, der havde modtaget
Side:669
Varerne, og havde skilt sig fra dem under saadanne Omstændigheder, at han maatte blive personlig ansvarlig for dem eller deres Værdi (Concursl.s §44 sammenholdt med §48). Dersom Varerne in natura tilbageleveredes, var det klart at Duborgh maatte godtgjøres hvad han i Fragt, Told og Arbeidspenge havde udlagt; men for det Tilfælde, at Værdien skulde erstattes, fandt Høiesterets Pluralitet, at denne - i Mangel af andre og nærmere Oplysninger - maatte bestemmes efter den af Parterne selv under Transactionen vedtagne Indkjøbspris, medens en Minoritet antog, at der dog var tilstrækkelig Grund til herfra at drage de 10 pCt. Rabat, hvorom Parterne under Transactionen ligeledes havde været enige. Renter kunde Duborgh derimod ikke tilpligtes, da saadanne ikke i Høiesteret vare paastaaede.
Høiesteretsdom: «Med Hensyn til den stedfundne Afvisning bør Stiftsoverrettens Dom ved Magt at stande. Indstevnte Consul Duborgh bør til Bestyrelsen for Knoph & Blichfeldts Concursbo enten tilbagelevere det under Sagen omhandlede Parti Lærreder, mod at godtgjøres Fragt, Told og Arbeidspenge med tilsammen 167 Spd. 29 Skill., eller betale 1017 Spd. 108 Skill. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves».