Rt-1869-123

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1868-12-12
Publisert:	Rt-1869-123
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 209.
Parter:	Peder Larsen Folmo og Ingebret Larsen Bjørkamp (Birkeland) mod Lars Larsen Folmohougen m. Fl.
Forfatter:
Lovhenvisninger:	Arveloven (1854) §50, §51, §52, §53

Et mundtligt Testament, som ved Skifteretten var kjendt ugyldigt af den Grund, «at den Afdøde ikke kunde siges ved Sygdom eller andet uformodet Tilfælde at have været hindret fra at iagttage de om Testamenters Oprettelse i Arvelovens §50 og §51 givne Forskrifter,» og ved Overretten af den Grund, at de ved Testamentets Oprettelse benyttede Vidner formedelst Tjenesteforhold til den ene af de indsatte Arvinger vare inhabile, blev i Høiesteret kjendt gyldigt, idet et tilstrækkeligt Bevis for Rigtigheden af den afgivne Villieserklæring paa anden Maade var fremkommet. - Testamentvidner, der stode i Tyendeforhold til den ene af to underet indsatte Arvinger, ansete inhabile med Hensyn til begge Arvinger.

Side:124

Den 30te Mai 1866 oprettede Pigen Maren Larsdatter Folmo i to af hende tilkaldte Vidneres Overvær et mundtligt Testament, hvorefter hendes efterladte Penge, der ved hendes Død udgjorde 830 Spd. 102 ss, skulde tilfalde hendes Fuldbrødre Peder og Ingebret Larsen. Testatrix havde dengang allerede i nogen Tid været syg, og afgik ved Døden den 28de Juli næstefter, uden at der i Mellemtiden fra hendes Side var truffet nogen Forføining til at faa opsat noget skriftligt Testament. Peder Larsen Folmo, i hvis Hus den Afdøde havde havt Tilhold, lod derpaa den 20de Aug. 1866 optage et Thingsvidne, hvorunder de ved Testamentets Oprettelse tilkaldte Vidner, der begge dengang vare i hans Tjeneste, bekræftede, at Maren Larsdatter til den nævnte Tid havde afgivet en saadan mundtlig Villieserklæring som ovenanført, samt at hun saavel da som lige til sin Død havde været i Besiddelse af sin fulde Forstand.

Foruden de nævnte to Fuldbrødre efterlod den Afdøde sig følgende Arvinger: 1) Halvbroderen Lars Larsen Folmohougen, 2) den afdøde Halvbroder Andreas Larsens tvende Sønner, nemlig den mindreaarige Lars Sigvart Andreassen og den umyndige Bernt Johan Andreassen samt 3) den afdøde Halvsøster Glen Andrea Larsdatters i Ægteskab med Johan F. Berg avlede to Døttre, Anne Marie og Lina Frederikke. Af disse mødte ved Registreringsforretningen den 28de Septbr. 1866, hvor ogsaa begge Fuldbrødrene vare tilstede, Lars Larsen Folmohougen, Lars Sigvart Andreassen og Joh. F. Berg, hvilken Sidste af Districtets Lensmand, der paa Sorenskriverens Vegne bestyrede Forretningen, indsattes som Værge for hans umyndige Børn, medens Lars Folmohougen indsattes som Curator for den mindreaarige Lars Sigvart Andreassen og som Værge for den umyndige Bernt Johan Andreassen. For disse oplæste Lensmanden det optagne Thingsvidne, og da han derefter opfordrede dem til at ytre sig om, hvorvidt de havde noget at erindre eller indvende mod det saaledes oprettede mundtlige Testamente, erklærede de, at de herimod ingen Indvending havde. I den derpaa den 17de Decbr. afholdte Skiftesamling i Boet, der administreredes af

Side:125

den constituerede Sorenskriver, mødte atter de samme Personer med Undtagelse af Joh. F. Berg, fra hvem der imidlertid var fremkommet en skriftlig Erklæring af 15de Decbr. om, at han ved Skiftet intet særskilt havde at erindre; men da nu Administrator gjorde de Tilstedeværende opmærksomme paa, at det af Maren Larsdatter oprettede Testamente ikke antoges at fyldestgjøre de Fordringer, som Lov at 31te Juli 1854 §52 stiller til mundtlige Testamenter, erklærede Lars Folmohougen og Lars Sigvart Andreassen, den Første tillige paa sine Myndlingers Vegne, at de efter Omstændighederne ikke agtede at respectere Testamentet, men at de vilde kræve Arven delt efter Loven.

Peder Larsen Folmo og Ingebret Larsen paastode derimod Testamentet opretholdt, og efterat derpaa Forligsmægling var anstillet, blev i den paafølgende Skiftesamling den 4de Febr. 1867 afsagt Decision, hvori det antoges, at Maren Larsdatter, der i flere Aar havde lidt af Tæring, hvilken Sygdom ogsaa tilsidst medførte hendes Død, ikke kunde sige «ved Sygdom eller andet uformodet og farligt Tilfælde at have været hindret fra at iagttage de om Testamenters Oprettelse i Arvelovens §50 §51 givne Forskrifter,» og at følgelig den af hende afgivne mundtlige Villieserklæring ikke i Forhold til de nævnte Intestatarvinger kunde tillægges nogen Gyldighed.

Joh. F. Berg, der i denne Skiftesamling var tilstede, fremsatte nu som Værge for sine Børn en lignende Paastand, og efterat Forligsmægling forgjæves var anstillet, blev paa Stedet afsagt en lignende Decision for deres Vedkommede.

Begge disse Decisioner bleve af Peder og Ingebret Larsen underet paaankede til Christiania Stiftsoverrets 1ste Afdeling, ved hvis Dom af 11te Novbr. 1867 Sagen imidlertid fik samme Udfald som ved Skifteretten, men dog af en anden Grund, idet Overretten vistnok antog, at Testatrix's Tilstand havde været af en saadan Beskaffenhed, at et af hende oprettet mundtligt Testament maatte som saadant kunne bestaa, men at derimod de ved Oprettesen af hendes Testament benyttede Vidner paa Grund af deres Tjenesteforhold til Peder Larsen Folmo ikke kunne ansees som habile, og at Testamentet saaledes i Medhold af Arvelovens §52 maatte være ugyldigt.

Sagen indankedes derefter af Peder og ingebret Larsen til Høiesteret, hvor den paa Grund af de Indstevntes Udeblivelse udgik til skriftlig Behandling.

Citanterne paaberaabte først, at de Indstevnte ved den af dem under Registreringen afgivne Erklæring maatte ansees at have vedtaget Testamentet, samt at denne Vedtagelse, som afgiven af dem dels paa egne Vegne og dels som født Curator og fødte Værger for den Mindreaarige og de Umynidge, maatte være fuldkommen bindende, saa at den af dem under den næste Skiftesamling fremsatte Nægtelse af at ville

Side:130

respectere Testamentet ikke unde tillægges nogen Betydning. Men Høiesteret antog, ligesom de foergaaende Retter, at der efter Erklæringens Indhold og Form ikke af den kunde udlædes Andet eller Mere, end at de Indstevnte efter det under Thingsvidnet Oplyste maatte antage, at den Afdøde i Virkeligheden havde truffet en saadan Bestemmelse med sine Efterladenskaber, som de afhørte Vidner havde forklaret sig om, men ingenlunde at de contractmæssigen havde villet vedtage Testamentet som en retsgyldig og for dem bindende Villieserklæring, Noget, hvortil de som Curator og Værger neppe kunne have anseet sig berettigede, selv om de havde havt den dertil fornødne Indsigt; og da Registeringsforretingen bestyredes af Lensmanden, uden nogen anden Bemyndigesle fra Skifteforvalteren end til at optage en Fortegnelse over den Afdødes Efterladenskaber, var dette heller ikke Stedet for Arvingerne til at indgaa nogen bindende Overenskomst angaaende Testamentets Gyldighed.

Den i Skiftedecisionen paaberaabte Grund til at kjende Testamentet ugyldigt, nemlig at den Afdøde hverken kunde siges ved Sygdom eller andet uformodet Tilfælde at have været hindret fra at iagttage de om Testamenters Oprettelse i Arvelovens §50 og §51 givne Forskrifter, havde Overretten efter de senere erhvervede Oplysninger ligeledes med Føie forkstet. Allerede under Thingsvidnet af 20de Aug. 1866 havde de der afhørte 1ste og 2det Vidner forklaret, at Maren Larsdatter havde været syg, skjønt egentlig ikke sengeliggende, nogen Tid før den 30te Mai - da nemlig Testamentet af hende opprettedes - samt at hendes Sygelighed efter den Dag tiltog, sjønt hun lige indtil sin Død var i Besiddelse af sin fulde Forstand. Under det senere den 20de Juli 1867 optagne Thingsvidne, hvor de samme Vidner atter bleve førte, forklarede de yderligere, at Testratrix - hvis Sygdom Broderen, Peder Larsen, opgav at være Tæring, hvoraf hun i flere Aar havde lidt - paa den her omhandlede Tid kun var oven Sengen, naar denne skulde redes, hvorhos 1ste Vidne tillagde, at hun vistnok sommetider kunde være oppe ogsaa en Stund efter, men det var ikke saa, at hun

Side:131

aarkede at gaa oppe, og hun var ofte saa daaarlig, at de troede, det snart kunde være forbi med hende.

Den 30te Mai, da Maren Larsdatter tilkaldte Vidnerene for at paahøre hendes sidste Villie, maatte hun, efter de at hende til Vidnerne brugte Ytringer, selv have anseet det usikkert, om hun senere vilde blive istand til at træffe de Disposistioner over sine Efterladenskaber, som hun ønskede, og efter 1ste Vidnes Forklaring var hun ogsaa, saavidt Vidnet kunde skjønne, meget syg, idet Stemmen slog hende tildels feil, og hun maatte under sin Villieserklæring flere Gange standse for at trøkke Pusten. Efterat den var afgivet, forklarede Vidnet, var hun meget bleg, og saa afkræftet ud, som om hun var paa at besvime. Heri var 2det Vidne tildels enig, hvorhos den Kone, der pleiede den Afdøde under hendes Sygdom, som 3die Vidne forklarede, at det var meget op og ned med hendes Tilstand, og Vidnet troede ofte, at hun ikke kunde leve Timen ud, men saa kom hun sig stundom lidt igjen; naar hun var paa det kleineste, kunde hun næsten ikke tale.

Det fremgik af disse Forklaringer, at den Afdødes Tilstand i den sidste Tid, av navnlig paa Testaionsdagen, havde været saadan, at baade hun selv og hendes Omgivelser havde Grund til at antage, at hendes Døde hvert Øieblik kunde indtræffe, og ligesom det under disse Omstændigheder var ganske i Medhold af Arvelovens §52, at Adgang havdes til at afgive en mundtlig Villieserklæring, saaledes var det ligeledes i Overensstemmelse med denne §s øvrige Bestemmelser, at den af Maren Larsdatter afgivne Villieserklæring ikke kunde have tabt sin Gyldighed, fordi hun enkelte Gange sidenefter kunde have befundet sig noget bedre, dat det af samtlige Vidners Forklaringer noksom fremgik, at hendes Tilstand sidenefter aldrig i Virkeligheden forbedredes (se ogsaa Lægens hermed overensstemmende Erklæring), saa at der ikke engang kunde være Tale om, at den Hindring, som dengang var tilstede, for at saa opsat et skriftligt Testament, nogensinde skulde have ophørt; ialfald havde dette ikke været Tilfældet i saa lang Tid, som efter Loven er nødvendigt, for at det mundtlige Testamnet skal blive ugyldigt.

Side:132

Overretten havde derimod, som anført, anseet Testamentet ugyldigt af den Grund, at de ved sammes Oprettelse benyttede Vidner dengang vare i Tjeneste hos den ene af Citanterne, Peder Larsen, og altsaa efter 1-13-17 maatte betragtes som villige Vidner, hvilket ikke syntes at kunne bestaa med Arvelovens §52, der fordrer tvende ikke alene i Almindelighed, men ogsaa med Hensyn til Sagen og Parterne fuldkommen troværdige Vidner.

Dette Spørgsmaal maatte i og for sig ansees meget tvivlsomt, og ved en nylig afsagt Høiesteretsdom af 26de Mai 1868, Rt-1868-525 -529, blev ogsaa et Testament kjendt ugyldig, fordi det ene af de ved sammes Oprettese benyttede Vitterlighedsvidner, paa Grund af sit Slægtskabs- og Svogerskabsforhold dels til Testatrix, dels til de ved Testamentet indsatte Arvinger og de udelukkende Intstatarvinger, ikke ansaaes habilt.

Ved flere i den senere Tid afsgte Høiesteretsdomme (Hstd. 23de Febr. 1864, Rt-1864-231 -235, Hstd. 17de Jan. 1865, Rt-1865-94 -96, og Hstd. 10de Marts 1866, Rt-1866-341 -370) er det imidlertid antaget, at ikke enhver Mangel i Iagttagelsen af de for et Testaments Oprettelse ved Arveloven opstillede Forskrifter gjøre dette ubetinget ugyldigt, hvorimod det ikke destomindre kan opretholdes, naar der paa anden Maade tilveiebringes et fuldstændig Bevis for Testatros virkelige Villie, og efter de bekjendte Motiver til den paa Storthinget i 1854 foretagne Forandring i Arveloven (Rt-1866-346 -350) kunde der i denne Henseende heller ingen Undtagelse gjøres, forsaavidt det er ved Vidnernes Habilitet, at Mangelen findes, ligesaalidt som Hstd. 26de Mai 1868 (Rt-1868-525) kunde ansees bygget paa Forudsætningen om Uhelbredeligheden af en Mangel ved Vidnernes Habilitet. I nærværende Sag maatte det derfor komme an paa, om det overhoved kunde ansees tilstrækkelig bevist, at Maren Larsdatter ved den omhandlede Leilighed havde afgivet en saadan Villieserklæring, som den, hun efter de afhørte Vidners Forklaringer skulde have gjort.

I denne Henseende kunde der nu ikke lægges nogen Vægt

Side:133

paa den af Citanterne fornemmelig udhævede Omstændighed, at Vidnerne kun stode i Tyendeforhold til den ene af dem, Peder Larsen, medens de i Forhold til Ingebret Larsen maatte være aldeles fuldgyldige Vidner; thi da begge Citanter underet bleve indsatte som Arvinger, maatte Bevisets Utilstrækkelighed for den ene af dem nødvendig ogsaa saa den samme Virkning for den anden. Og heller ikke kunde det, efter Høiesterets Pluralitets Mening komme i Betragtning, at 2det Vidne, da han under Thingsvidnet af 20de Juli 1867 gjentog sin tidligere Forklaring, var fraflyttet sin tidligere Tjeneste hos Peder Larsen, idet Vidnets Habilitet antoges at maatte bedømmes efter dets Stilling den 20de Aug. 1866, da det første Gang afgav sin edelige Forklaring.

Derimod fandtes de to Vitterlighedsvidners Forklaring i væsentlig Grad at være bestyket ved den af 3die Vidne under Thingsvidnet af 20de Juli 1867 afgivne Forklaring om, at Testatrix efter Testamentets Oprettelse havde sagt til Vidnet, at hun havde forundt Brødrene sine Penge. Og endelig antoges et tilstrækkelig Bevis at være tilveiebragt derved, at de Indstevnte, skjønt de afgave Møde saavel under begge de optagne Thingsvidner som ved Registreringsforretningen og senere under Skiftesamlingerne den 17de Decbr. 1866 og 4de Febr. 1867, ikke i fjerneste Maade havde fremsat nogen Bemærkning om, at den af Vidnerne afgivne Forklaring ikke skulde være fuldkommen paalidelig og stemmende med Sandheden. Under Registeringsforretningen erklærede de paa Administrators Spørgsmaal, om de havde noget at erindre mod det dem betydede Testament, at de ingen Indvending havde at gjøre, og under den derpaa afholdte Skiftesamling den 17de Decbr. 1866, hvor Skifteforvalteren gjorde dem opmærksomme paa, at Testamentet ikke antoges at opfylde Arvelovens Fordringer til et gyldigt Testament, saaes det kjendelig, især naar dermed sammenholdtes det Passerede ved Skiftesamlingen den 4de Febr. 1867, at de Indstevnte, idet de paa Grund af Administrators Bemærkning nægtede at respectere Testamentet, ikke droge i Tvivl eller bestrede, at den Afdøde virkelig havde afgivet en saadan Villieserklæring

Side:134

til Fordel for sine Fuldbrødre, som af Vidnerne under det optagne Thingsvidne forklaret= Ikke alene gaar den afsagte Skiftedecision directe kun ud paa at kjende Testamentet ugyldigt af den Grund, at Testatrix ikke havde befundet sig i den Svaghedstilstand, som efter Arvelovens §52 berettigede hende til at oprette et mundtligt Testament, men det siges endog udtrykkelig i Begyndelsen af Decisionen, "at det ved det optagne Thingsvidne maa ansees godtgjort, at Maren Larsdatter Folmo den 30te Mai i tvende tilkaldte Vidners Overvær mundtlig havde givet tilkjende, at hendes efterladte Penge skulde tilfalde hendes Sambrødre etc." Til denne udtrykkelige Udtalelse fremsatte ingen af de Indstevnte nogen Bemærkning, ligesom de heller ikke under det senere Thingsvidne af 20de Juli 1867, hvor samtlige Indstevnte vare tilstede, fremkom med nogen Indsigelse mod, at Vidnerne førtes, hvorimod de, uden at fremsætte nogen Bemærkning om, at disse paa Grund af deres Stilling skulde være inhabile eller at deres Forklaring ikke skulde staa til Troende, endog samtykkede i, at Citanterne ved Overretten fremlagde de erhvervede nye Oplysninger uden dertil at erhverve Bevilling. Havde de Indstevnte virkelig havt til Hensigt at bestride, at et fuldstændigt Bevis var ført for den Afdødes til Vidnerne udtalte Villieserklæring, maatted de ialfald ved Skiftesamlingerne den 17de Decbr. 1866 og 4de Febr. 1867 have udtalt sig herom, men da de - som anført - ikke havde gjort dette, medens deres Indsigelser kjendelig gjaldt et helt andet Spørgsmaal, maatte de antages at have erkjendt, at det af Vidnernes Forklaring om, hvorledes Alt gik til under Testamentet, fremgik, at det var Maren Larsdatters alvorlige og bestemte Hensigt at afgive sin sidste Villieserklæring til Fordel for Appellanterne.

At de tilkaldte Vidner paa Grund af Tyendeforhold vare inhabile, kunde derhos i og for sig alene komme i Betragtning ved Spørgsmaalet, om ders Forklaringer dannede fuldt Bevis, men var uden Indflydelse paa Spørgsmaalet om, hvorvidt Testator havde havt alvorlig Hensigt med sin tilkjendegivne sidste Villie, naar der paa anden Maade var

Side:135

skaffet fyldestgjørende Bevis for, at Alt var tilgaaet som af Vidnerne forklaret. De tildligere Høiesteretsdomme kunde vistnok heller ikke forstaaes paa anden Maade, end at det ikke kommer an paa, hvorledes Beviset for, at Testamentet indeholder Testators bestemte og vel overveiede Villie, tilveiebringes, men paa, at et tilstrækkeligt bevi herfor haves, - og noget bedre Bevis end vedkommende Parts egen Erkjendelse kunde vel i Forhold til ham ikke haves. Tilstedeværelsen af en saadan Erkjendelse grundede Pluraliteten ikke paa nogen forsømt Benægtelse fra Indstevntes Side, men derpaa, at det af Alt, hvad der under Sagen var passeret, og af de Indstevntes hele Forhold under de forskjellige Retshandlinger noksom fremgik, at de selv vare fuldkommen paa det Rene med, at Vidnernes Forklaringer om, hvorledes Alt gik til ved Testamentets Oprettelse, var den rene Sandhed, medens det naturligvis var noget Andet, at Erkjendelsen ikke kunde betragtes som en Vedtagelse af Testamentets Fuldgyldighed. Naar man under saadanne Omstændigheder vilve omstøde Testamentet paa Grund af de tilkaldte Vidners Tyendeforhold til den ene af de indsatte Arvinger, syntes man netop at tillægge en Omstændighed, der i nærværende Tilfælde opløste sig i en ren Formalitet, en større Betydning, end den efter Motiverne til den med Arveloven foretagne Forandring og de tildligere Høiesteretspræjudicater med Rette tilkom.

En Minoritet af 3 Medlemmer tiltraadte derimod Overrettens Dom, idet man i det Væsentlige gik ud fra, at der ved de paaberaabte ældre Høiesteretsdomme ikke kunde ansees Andet afgjort, end at et Testament kan være gyldigt, uagtet ikke alle ved Arveloven foreskrevne Former ere iagttagne, naar det er oprettet paa saadan Maade, under saadanne Omstændigheder og med saadan Notoritet, at man har ligesaa stor Sikkerhed for, at Testamentet er Testators bestemte, modne og vel overveiede Villie, som om de lovbestemte Former i det Hele vare iagttagne. Naar nu Arveloven i §52 og §53 opstillede de Regler for en mundtlig Villieserklæring, at den skal afgives for Notarius eller

Side:136

for to Vidner, som ikke alene i Almindelighed, men ogsaa med Hensyn til Handlingen eller deres Forhold til Sagen og Parterne have fuldkommen Troværdighed, og at Erklæringen paa Stedet bør optegnes af Notarius eller Vidnerne med Iagttagelse forøvrigt af de i §51 givne Forskrifter, syntes Lovens Fordringer til et saadant Testaments Gyldighed ikke at være fyldestgjorte derved, at en Person, der ligger syg, meget skrøbelig og lidende, i en Broders Hus, tilkalder et Par af denne Broders Tjenestefok som ifølge 1-3-17 ikke engang, naar Spørgsmaalet var om et sædvanligt Vidnebevis, kunde føres som Vidner til Husbondens Fordel, og i disse Tjenestefolks Paahør med et Par Ord afgiver Beslutning om sin Formue til denne Broders Fordel. Pa 3die Vidnes Forklaring om, at hun ved en senere Anledning havde hørt en lignende Ytring af Maren Larsdatter, som den, hvorom 1ste og 2det Vidner forklarede sig, formentes der ikke at kunne lægges nogen Vægt, da en gyldig Villieserklæring ikke tilveiebringes ved slige sporadiske Ytringer. Og naar man gik ud fra, at de Indstevnte ikke ved Registreringsforretningen havde afgivet nogen bindende Vedtagelse af Testamentets Gyldighed, syntes deres Erklæring om ikke at have nogen Indvending mod Testamentet heller ikka tkunne forstaaes som en Erkjendelse af, at Maren Larsdatter havde afgivet den mundtlige Villieserklæring, som Citanterne paaberaabte sig, men de Indstevnte bestrede. Man kunde af disse uoplyste Almuesfolk ikke vente eller hos dem forudsætte nogen subtil Distinction mellem Bevisets Tilstrækkelighed og Villieserklæringens Gyldighed, og man maatte paa Grund af Sagens Beskaffenhed som Skiftesag, Undladelsen af Procedure mellem Parterne ved Skifteretten og de Indstevntes Udeblivelse ved Overretten, anse Overdomstolene berettigede til, uanseet at de Indstevnte ikke ved Skifteretten havde fremsat nogen udtrykkelig Benægtelse af, at Maren Larsdatter havde afgivet en saadan Erklæring, som Citanterne paaberaabte sig, at undersøge dene Erklærings bindende Virkning, hvad enten Tvivlen herom laa i manglende Bevis eller i Forsømmelse af Lovens Former ved Erklæringens Afgivelse.

Side:137

Efter Arvelovens Forskrifter kunde heller ikke denne Distinction tillægges nogen Betydning, og endnu mindre kunde man i de Indstevntes Undladelse af under Thingsvidnet af benægte Vidnernes Prob finde nogen Erkjendelse af disse.

Med Hensyn til Hstd. 26de Mai 1868, der efter Pluralitetens Anskuelse ikke var bygget paa nogen Forudsætning om Uhelbredeligheden af en Mangel ved de benyttede Vidners Habilitet, men væsentlig paa Utilstrækkeligheden af det Bevis, hvorved Mangelen dengang søgtes afhjulpen, kunde Minoriteten heller ikke tiltræde denne Opfatning, idet der i denne Sag syntes at være tilveiebragt et Bevis for den deromhandlede Villieserklærings virkelige Afgivelse, som efter de sædvanlige Regler for et lovmæssigt Bevis ikke lettelig kunde været forkastet.

Høiesteretsdom: "Den af afdøde Maren Larsdatter Folmo affivne, under Thingsvidnet af 20de Aug. 1866 omhandlede mundtlige Villieserklæring, hvorefter den Afdødes efterladte Penge skulle tilfalde hendes Fuldbrødre, Peder Larsen Folmo og Ingebret Larsen Bjørkamp, bør gyldig at være. Processens Omkostninger for Stiftsoverretten og Høiesteret ophæves".

Med denne Dom kan sammenholdes Hstd. 28de Novbr. 1868 i Rt-1869-68 -74 hvorved en mundtlig sidste Villieserklæring i Henhold til Arvelovens §52 blev anseet gyldig, uagtet der var fremkommet forskjellige Indsigelser mod Tilstrækkeligheden og Gyldigheden af det førte Vidnebevis og tildels ogsaa mod Vidnernes Habilitet.