Rt-1869-219

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1869-01-30
Publisert:	Rt-1869-219
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 58. O.nr. 23. 2den Sess. 1868.
Parter:	Jomfru Anna Adler Lund (Bergh) mod Proprietær Carl Pind, Byfoged Lund, Doktor Henschien og Pastor Muus.
Forfatter:
Lovhenvisninger:	Arveloven (1854) §14, §33, §10, §11, §12, §13, §15, §16, §17, §18, Arveloven (1854)

I Novbr. 1863 afgik Lensmand i Fets Præstegjæld, Pind, der hensad i uskiftet Bo efter sin i Febr. 1859 afdøde Hustru, ved Døden, efterladende 4 Livsarvinger, nemlig

Side:220

Sønnen, Proprietær Carl Pind, samt Døtrene Augusta, gift med Byfoged Lundh, Pauline, gift med Districtlæge Henschien, og Oline, gift med Pastor Muus i Amerika, hvorhos han ved et den 9de Octbr. 1863 oprettet Testament havde i Kraft af Arvelov 31te Juli 1854 §33 bortgivet til sin Husbestyrerinde, Anna Adler Lund, «en Fjerdedel af min efterladte Formue. naar jeg ved Døden afgaar, som jeg herved foreløbig ansætter til 5000 Spd., hvilke skal tages af Boets Midler uden Indvending eller Anke fra mine Børns Side».

Under Registreringen og Revisionen af Boets Bøger og Papirer forefandtes følgende Sønnen Carl Pind vedkommende Documenter og Regnskabsposter:

1) Et af Carl Pind den 2den Juli 1859 til en Bottolf Olsen Holt udstedt Gjældsbevis for 400 Spd., ifølge Creditors paategnede Qvitteringer indfriet af Lensmand Pind den 26te Marts og 25de Mai 1860;

2) En af Samme under 7de Juli 1860 udstedt Tilstaaelse for «at han til Dato i dette og forrige Aar har modtaget af sin Fader Lensmand Pind i Afdrag sin forventende Moders- og Fadersarv den Summa 2500 Spd., for hvilke han herved meddeler sin skadesløse og kraveløse Qvittering»;

3) En af Samme til Faderen under 30te Mai 1862 udstedt og den 2den Juni næstefter thinglæst Panteobligation for 600 Spd. med 5 pCt. aarlig Rente;

4) Et af Do. Til under 13de Mai 1863 udstedt Gjældsbevis for 288 Spd. «at tilbagebetale, naar forlanges», og

5) En under Aarstal og Dato først specificeret Conto over forskjellige Ydelser i Penge, Effecter og Varer, hovedsagelig i Anledning af en af Sønnen kjøbt Gaard, tilsammen udgjørende den 30te Mai 1862, efter Fradrag af den under denne Dato udstedte Panteobligation (Nr. 3), 126 Spd. 76 ss (feilagtig opsummeret til 136 Spd. 76 ss) og forsynet med en af Sønnen under samme Dato i selve Contobogen underskreven Erkjendelse af rigtig Opgjørelse. Paa denne Conto var senere opført

Side:221

1 Aars Renter af Panteobligationen med 30 Spd. og Thinglæsningsgebyhr med 1 Spd. 96 ss.

For Døtrenes og Svigersønnernes Vedkommende fandtes i Regnskabsbøgerne lignende Contoer over Ydelser, hovedsagelig bestaaende i Ægteskabsudstyr og Husholdningsbidrag, nemlig: til Byfoged Lundh 702 Spd. 111 ss (foruden contante Laan til Beløb 188 Spd., for endel af hvilke der ogsaa forefandtes et Gjældsbevis), til Doctor Henschien 790 Spd. 34 1/2 ss og til Pastor Muus 436 Spd. 72 1/2 ss.

Af dette erkjendte Carl Pind sig pligtig at tilsvare som Gjæld til Boet den under Nr. 3 omhandlede Panteobligation for 600 Spd. med Renter og Thinglæsningsgebyhr samt Gjældsbeviset Nr. 4 for 288 Spd., og Byfoged Lundh ligeledes som Gjæld til Boet de contant laante 188 Spd. Men iøvrigt tvistedes der paa Skiftet, saavel mellem Jomfru Lund paa den ene og Livsarvingerne paa den ande Side, som mellem disse indbyrdes, om hvad der af Forstrækningerne skulde ansees som Forskud paa Arv, der i Henhold til Arvelovens §10, §11, §12, §13, §14, §15, §16, §17, §18 skulde komme til Afkortning, og om Forskudens Beløb skulde lægges til Boets Masse og derved medtages i Beregningen af den Jfr. Lund som testamentarisk tilkommende Fjerdepart af Lensmand Pinds Boeslod eller Ottendepart af det hele Bo, medens der om selve Testamentets Ægthed og Gyldighed ikke opstod nogen Tvist.

Ved den i nedre Romreriges Sorenskriveri den 11te Aug. 18666 afsagte Skiftedecition blev saaledes decideret: «Til Lensmand Pinds og Hustrus Dødsbo ansvarer Stervbosvigersønnen, Byfoged Lundh, som Gjæld 188 Spd., og Stervbosønnen, Carl Pind, som Gjæld 1) efter Panteobligation, dateret 30te Mai, thinglæst 2den Juni 1862, 600 Spd. med 5 pCt. Rente deraf fra Obligationens Udstedelse til Boets Slutning, 2) efter Bevis af 13de Mai 1863 288 Spd., 3) efter Regnskabsopgjør 128 Spd. 52 ss (nemlig den anerkjendte Rest 126 Spd. 76 ss tillagt 1 Spd. 96 ss i Thinglæsningsbebyhr af Panteobligationen), samt som Forskud paa Arv, efter Tilstaaelse af 7de Juli 1860, 2500 Spd. Forøvrigt bør

Side:222

samtlige Stervbobørn for Ansvar til det nævnte Bo frie at være. Jomfru Anna Adler Lund bliver i Henhold til det fremlagte Testamente af 9de Octbr. 1863 at udlægge som Arv en Ottendedel af det nævnte Boes beholdne Formue, ved hvilken Arvelods Bestemmelse samtlige de ovennævnte Ansvarsposter blive at medregne til Boets Masse».

Skifteretten gik herved for Carl Pinds og Jfr. Lunds Vedkommende ud fra, at Carl Pind vistnok ikke efter de i Arveloven indeholdte Bestemmelser om callatio boborum kunde tilpligtes at tilbageføre eller taale afkortet i sin Arvelod noget af de under nærværende Sag omhandlede Beløb, men at han maatte tilsvare de tre førstnævnte Poster som Gjæld, og de i Tilstaaelsen af 7de Juli 1860 omhandlede 2500 Spd., «fordi han maatte ansees contractmæssig at have vedtaget, at Beløbet som ubetinget og rent Forskud paa hans Fædrene- og Modrenearv ved Skifte bliver at beregne til Boets Masse, hvoraf det igjen ansaaes som en ligefrem Følge, at der ikke kunde være Spørgsmaal om Andet, end at Beløbet ogsaa maatte blive at medtage ved Bestemmelsen af den testamentariske Arvelod».

Skiftedecisionen paaankedes af alle Parter til Christiania Stiftsoverrets 1ste Afdeling, der i Dom af 9de Decbr. 1867 som til der Resultat, at der ikke kunde paahvile Carl Pind nogen Forpligtelse til at ansvare de efter Regnskabsopgjøret resterende 126 Spd. 76 ss, og at de 2500 Spd. ikke kune komme i Betragtning ved Beregningen af Jfr. Lunds Arvelod, «eftersom de kun blive at tilbageføre i Kraft af Arvelovens Bestemmmelser om Kortning i Arv, og maa betragtes som engang udgaaede af Fællesboets Formue, følgelig ogsaa af Lensmand Pinds, af hvilken sidste alene Jfr. Lund ifølge Testamentet skal have en Fjerdepart». Iøvrigt kom Overretten til samme Resultat som Skifteretten, og kjendte saaledes for Ret: «Til Lensmand Pinds og Hustrus Dødsbo ansvarer Stervbosønnen, Byfoged Lundh, som Gjæld 188 Spd., og Stervbosønnen, Carl Pind, som Gjæld: 1) efter Panteobligation, dateret 30te Mai, thinglæst 2den Juni 1862, 600 Spd.

Side:223

med 5 pCt. Rente deraf fra Obligationens Udstedelse til Boets Slutning samt Thinglæsningsgebyhr 1 Spd. 96 ss og 2) efter Bevis af 13de Mai 1863 - 288 Spd. Carl Pind ansvarer derhos som Forskud paa Arv 2500 Spd., hvilke To Tusinde Fem Hundrede Speciedaler dog ikke blive at medregne til Boets Masse ved Bestemmelsen af Jomfru Anna Adler Lunds Arvelod ifølge det fremlagte Testamente af 9de Octbr. 1863, men alene skulle komme Stervbobørnene tilgode ved Bestemmelsen af deres Arvelodder. Forøvrigt bør samtlige Stervbobørn for Ansvar til det nævnte Bo frie at være. Processens Omkostninger for Stiftsoverretten ophæves».

Denne Overrettsdom blev alene fra Jfr. Lunds Side ved Stevning af 23de April 1868 indanket til Høiesteret, hvor de Indstevnte (Carl Pind, Byfoged Lundh, Doctor Henschien og Pastor Muus) udebleve, medens Jfr. Lund lod afgive Møde og gjentage sine tidligere Paastande mod Carl Pind, hvorimod hun for Stervbosvigersønnernes Vedkommende lod afgive den Erklæring, «at hun frafalder sin Fordring paa, at de enten som Gjæld eller som Forskud paa Arv skulle tilsvare de Ydelser, med Hensyn til hvilke de i de foregaaende Retter ere frifundne for Ansvar til Boet».

Med Hensyn til Stevnemaalet var foreløbig at mærke, at Høiesteretsstevningen for Byfoged Lundhs, Doctor Henschiens og Pastor Muus's Vedkommende var forkyndt for Advocat Heffermehl, der for dem havde vedtaget lovligt Varsel. Dette, at en Advocats Erklæring om at være bemyndiget til at vedtage lovligt Varsel skal staa for fulde, uagtet han ikke er bemyndiget til eller ialfald ikke har paataget sig at «forfølge Sagen», har nu vistnok ingen Hjemmel i 1-4-20, isærdeleshed ikke, naar Talen er om Indstevning til høiere Ret; men efter en hævdet mangeaarig Praxis og da den Advocaterne tillagte Troværdighed ikke kan ansees bortfaldt ved den i Lov 28de Septbr. 1857 foretagne Forandring i deres Embedsstilling (cfr. Lovens §6, sammenholdt med Lov 12te Aug. 1848 §15 og §16), var det neppe tvivlsomt, at Vedtagelsen ialfald maatte staa for fulde for Byfoged Lundhs

Side:224

Vedkommende, for hvem Heffermehl havde udført Sagen i de foregaaende Instantser. Anderledes kunde Sagen synes at stille sig med Hensyn til Henschien og Muus, for hvem det var saalangt fra, at han kunde siges at optræde i Kraft af nogen i de foregaaende Instantser given «Fuldmagt til at forfølge Sagen», at han tverimodd faaes tidligere at have procederet mod dem, medens en anden Sagfører for dem afgav Møde efter foreviste Fuldmagter. Men da den mellem Svigersønnerne tidligere existerende Tvist nu var bortfaldt ved deres Acqviescents ved Overretsdommen, og deres Tarv derhos, efter den af Appellantinden i Høiesteret afgivne Erklæring, nu faldt sammen og beroede paa de samme Bevisligheder (Lov 15de Juli 1839 §15), syntes det antageligt, at ligesom der i og for sig ikke længer var Noget til Hinder for, at en og samme Advocat kunde bemyndiges til at modtage Varsel for dem Alle, saaledes maatte den i Advocatens Paategning liggende Erklæring om i Virkeligheden at have saadan Bemyndigelse tillægges samme Gyldighed for Alles Bedkommende.

I Realiteten var der, da Overretsdommen fra Carl Pinds Side var upaaanket, Spørgsmaal dels om hans Forpligtelse til at tilsvare de under Nr. 1 og 5 omhandlede Beløb, resp. 400 Spd. og 126 Spd. 76 ss, dels om Maaden, hvorpaa de forskjellige Ansvarssummer skulde blive at beregne ved Boets Opgjørelse og Deling mellem Arvingerne.

Med Hensyn til de 400 Spd. paaberaabte Appellantinden, at Fordringen grundede sig paa et af Lensmand Pind for Sønnen indfriet og blandt Lensmandens Papirer forefundet Gjældsbevis, hvormed det ikke kunde have været hans Hensigt at gjøre Sønnen en Gave, da den paategnede Qvittering udtrykkelig indeholdt, at Beviset var indfriet af ham, og han derhos, istedetfor at levere Sønnen det tilbage, med Omhyggelighed havde opbevaret det. Men at dette skulde være tilstrækkeligt til at fyldestgjøre den i Arvelovens §14 for Afkortning opstillede Betingelse, «at det af en i saa Henseende forfattet Optegnelse eller ander Document eller af Barnets Tilstaaelse fremgaar, at Afkortning har været

Side:225

Giverens Villie», kunde ikke medgives, og det saameget mindre som Beløbet faaes ikke at være optaget i den af Lensmanden med Sønnen nøiagtige og - som det syntes - udtømmende Conto, hvor han dog havde debiteret Sønnen for de øvrige Udtællinger, som han agtede at føre ham til Ansvar, og deriblandt endog for et til Fogden under 18de Mai 1863 udbetalt Beløb af 288 Spd., for hvilket han selv bemærkede at have Sønnens særskilte Bevis. At han ikke havde tilbageleveret eller tilintetgjort Beviset, som han paa den anden Side heller ikke havde ladet sig tiltransportere, kunde under disse Omstændigheder og i Strid med hans egen Bogførsel ikke fortolkes som nogen Villiestilkjendegivelse om, at Sønnen skulde taale Afkortning for dette Beløb, og at Gjældsbeviset skulde kunne anhængiggjøres som en af Arvelovens Bestemmelser om collatio bonorum uafhængig Fordring for Boet, kunde endnu mindre have været Meningen.

Mere tvivlsomt var det, om ikke Carl Pind paa den ene eller den anden Maade maatte tilsvare de under Nr. 5 omhandlede 126 Spd. 76 ss, idet han nemlig i selve Contobogen under 30te Mai 1862 (samme Dato, som han udstedte sin Panteobligation for 600 Spd. af den opgjorte Saldo) «erkjendte rigtig Opgjørelse» af den resterende Saldo 126 Spd. 76 ss, hvilket Beløb han ogsaa af Skifteretten var tilpligtet at ansvare som Gjæld til Boet. At imidlertid en saadan Vedtagelse af rigtig Opgjørelse af Mellemværende i et Forhold som dette (mellem Fader og Søn eller Arvelader og Arving), ikke kunde ansees som et Gjældsbevis, der af Boet uden Hensyn til Reglerne om Kortning i Arv skulde kunne gjøres gjældende, syntes temmelig klart, og Spørgsmaalet kunde altsaa blot være, om Erkjendelsen ikke maatte ansees som en «Tilstaaelse», der i Henhold til Arvelovens §14 maatte bevirke Afkortning. Hvad der blandt Andet havde været paaberaabt, og hvad Overretten syntes ikke at have været ganske utilbøielig til at gaa ind paa, nemlig at der ved Ordet «Tilstaaelse» blot skulde være sigtet til Barnets Tilstaaelse paa Skiftet, maatte nu vistnok baade efter Lovstedets Ord og dets Tilblivelseshistorie ansees for en

Side:226

ubeføiet Indvending. - (I Arvelovcommissionens Udkkast §19, der svarer til Lovens §14, fandtes nemlig Tiraden «eller af Barnets Tilstaaelse» ikke, hvorimod den først optoges i den Storthinget i 1851 forelagte kgl. Proposition, men med Tillæget «udfærdiget», hvilket i den ikke sanctionerede Storthingsbeslutning af 21de Aug. 1851 §14 udgik; og da Grunden hertil, som det i Regjeringens Indstilling af 10de Septbr. 1851 S. 15 hedder, var, at det fandtes at burde være tilstrækkeligt til at begrunde Collation, at Tilstaaelse fra Barnet havdes, om end denne ikke var skriftlig, kunde det ikke være tvivlsomt, at det endog fortrinsvis er Tilstaaelser, afgivne før og udenfor Skiftet, som man har havt for Øie). - Men et andet Spørgsmaal var det, om Tilstaaelsen var af saadan Beskaffenhed, at det af samme, enten i og for sig eller i Forbindelse med Optegnelse eller andet Document, «fremgaar, at Afkortning har været Giverens Villie», og dette fandt Høiesterets Pluralitet med Overretten at maatte besvare benægtende. Foruden at en Erkjendelse af rigtigt Regnskabsopgjør, selv i Forholdet mellem Fader og Søn, ikke i og for sig berører, end sige afgjør Noget angaaende Afkortningsspørgsmaalet, syntes det i denne Henseende afgjørende, at Erkjendelsen blev afgiven i Forbindelse med og paa samme Tid, som det gjennem Udstedelsen og Modtagelsen af Panteobligation for 600 Spd. blev tilkjendegivet, at Sønnen skulde tilsvare denne Del af den opgjorte Regnskabssaldo. Og dette vandt forøget Styrke ved den Maade, hvorpaa Contoen umiddelbar derefter af Lensmanden var ført, idet nemlig Sønnen erklæredes skyldig efter Panteobligationen 600 Spd. med Renter for 1 Aar og Thinglæsningsgebyhr samt for de til Fogden mod særskilt Bevis udlagte 288 Spd., medens der angaaende de 126 Spd. 76 ss hverken fandtes noget saadant eller overhovedet nogen anden yderligere Bemærkning.

Det væsentligste og mest tvivlsomme Spørgsmaal i Sagen var dernæst dette: om de 2500 Spd., hvorfor Carl Pind ifølge Tilstaaelsen af 7de Juli 1860 og den fra hans Side

Side:227

upaaankede Overretsdom havde at taale Afkortning, blot skulde medtages i Beregningen af Livsarvingernes Arvelob, eller om de skulde lægges til Boets Masse og saaledes ogsaa tages i Betragtning ved Bestemmelsen af den testamentariske Arvings Fjerdepart?

Skifteforvalteren havde, som allerede bemærket, antaget, at Afkortning for dette Beløb maatte finde Sted, ikke paa Grund af Arvelovens §10, §11, §12, §13, §14, §15, §16, §17, §18 men som Følge af en i Tilstaaelsen af 7de Juli indeholdt contractmæssig Vedtagelse af, at Beløbet som ubetinget og rent Forskud paa Arv ved Skifte bliver at beregne til Boets Masse, hvoraf det igjen ansaaes som en ligefrem Følge, at Beløbet blev at medtage ved Besemmelsen af den testamentariske Arvings Lod. Men paa denne Maade burde Spørgsmaalet efter Høiesterets Minoritets Mening ikke løses. Den sandsynligvis fra den ældre Lovgivning (5-2-61 og 5-4-5) hidledede Tanke, at der gives forskjelligartede Forskud paa Arv og at det overhovedet i Collationsmaterien, og navnlig med Hensyn til Virkningen paa Boets Masse, skulde komme an paa Forstrækningernes Oprindelse og Form, er - som ogsaa i Commissionens Motiver S. 30-31 udførlig udviklet - ikke anerkjendt i den nye Arvelov, i hvis §11 forskjellige Arter af Bekostninger, Gaver eller Forstrækninger exempelvis opregnes og henføres under det fælles Begreb: Forskud paa Arv, Var det først givet, at den omhandlede Tilstaaelse ikke var at anse som en Gjældsforskrivelse, der, selv om den havde oversteget Vedkommendes Arvelod, kunde kræves betalt, - og saaledes var den heller ikke af Skifteforvalteren betragtet - syntes det dermed givet, at den blot kunde medøre Ansvar i Kraft af Begrebet om Kortning i Arv. Og det var ogsaa forsaavidt ganske mærkeligt, at Undersøgelsen af Spørgsmaalet, om og hvorvidt Arveforskud skulle regnes i den afdøde Forskyders Hovedlod, hos alle Forfattere har faaet sin Plads i Materien om collatio bonorum.

Overretten havde med Hensyn til dette Spørgsmaal ladet sig nøie med den Betragtning, at Midlerne engang var udgaaede af Fællesboets Formue, følgelig ogsaa af Lensmand

Side:228

Pinds, og at det alene af denne sidste, at Jomfru Lund ifølge Testamentet skulde have en Fjerdepart. Men den Sats, at Forstrækninger, der i Loven selv benævnes Forskud og om hvilke det i §13 bestemmes, at de enten skulle tilbageføres i uforringet Stand eller afkortes i Barnets Arv, «engang ere udgaaede af Boet», var ikke i sig selv holdbar, naar deri lagdes den Betydning, at de skulde betragtes som Boets Masse uvedkommende, og den førte derhos altfor langt, idet man da maatte komme til det mod alle Lovens Bestemmelser i Collationsmaterien stridende Resultat, at den heller ikke skulde henregnes til Boets Masse ved Beregningen af Børns Arvelodder. Dersom man af den blotte Omstændighed, at Forstrækningerne angang ere «udgaaede» af Boet, skulde kunne udlede Noget med Hensyn til Beregningen af den Længstlevendes Anpart af Boet eller af den Fjerdepart, hvorover han i Henhold til Arvelovens §33 ved Testament kan disponere, maatte det altsaa snarere være i Retning af Spørgsmaalets bekræftende Besvarelse, idet de, som anført, ere udgaaede i Egenskab af og under Benævnelsen Forskud, og med den i §13 betingelsesvis paalagte Forpligtelse at føre det Modtagne i uforringet Stand tilbage, hvormed de nødvendig og overalt komme til at henregnes til Boets Masse.

Det væsentligste Argument for Overrettens Resultat maatte derimod søges i selve Bostavlydelsen i Arvelovens §10, hvor det hedder, at det er ved Bestemmelsen af Børns Arvelodder og forsaavidt de øvrige Børn ikke efter Billigehed have erholdt Fyldest, at de til Fordel for et Barn gjorte særegne Bekostninger, Gaver eller Forstrækninger skulle tages i Betragtning efter de i de følgende §r givne Regler. Men naar man heraf gjennem indirecte Fortolkning vilde slutte, at de ikke skulde tages i Betragtning ved Bestemmelsen af den Længstlevendes eller andre i Boet Interesseredes Anparter af det samme Bo, gik man dog for langt og videre end Lovstedets Øiemed, Oprindelse og Kilder tilstede. Lovstedet gaar øiensynlig ud fra den Forudsætning, at der i Boet kun er Spørgsmaal om Børns Arvelodder,

Side:229

og det er saa langt fra, at der enten i selve de givne Regler om Collation eller i de bekjendtgjorte Motiver skulde ligge nogen tilstrækkelig Grund til at antage, at man i noget Tilfælde har villet udelukke Colllationens i visse Tilfælde selvskrevne (§13) Indflydelse paa den Længstlevendes Andel, at man tvertimod ved de i §13 gjorte Indskrænkninger og navnlig ved Undtagelsen med Hensyn til den Afdødes Creditorer synes at have forudsat det Modsatte. I sig selv syntes det ogsaa lidet antageligt, at man, om man havde havt Tilfældet for Øie, skulde villet give en saadan Regel, som at de Forskud paa Arv, der ved Beregningen af Børnenes Arvelodder nødvendig maatte medregnes i Boets Masse, skulde udelukkes fra den selvsamme Masse, saasnart Spørgsmaalet var om at beregne den Længstlevendes Andel, og i særegen Grad fremlyste det Ubillige heri naar man tænkte sig, at det var den Længslevende selv, som medens han sad i skiftet Bo, havde fyldestgjort Børnene for deres Arv efter den Førstadøde ved contante Afbetalinger, der - hvis de ikke paa Skiftet mellem ham og Børnene skulde medregnes ved Bestemmmelsen af hans Anpart - vilde ophøre at være Forskud paa Arv og i Virkeligheden gaa over til at blive Forøgelse af Arv paa den Længstlevendes Bekostning. Herimod var det vistnok anført, at der fremkommer Inconseqventser, idet der efter Lovstedets Ord ialfald ingen Adgang er til saadan Forøgelse af den Længstlevendes Lod, saasnart samtlige Børn «efter Billighed have erholdt Fyldest», der er, have faaet ligestore Forstrækninger. Men Inconseqventser i en Materie som denne vilde, selv med de omhyggeligste og mest udførlige Delailbestemmelser, vanskelig kunne undgaaes, og det var forhen paavist, hvorledes der ogsaa af den i §13 indrømmede Valgfrihed vilde fremkomme den haandgribeligste Inconseqvents, dersom man i det ene Tilfælde (Afkortning) nægtede Collationen den Virkning paa Boets Masse, som i det andet (Tilbageførelse in natura) er en Selvfølge. Og nærmere beseet, turde ogsaa den paapegede Inconseqvents befindes aldeles ikke at fremkomme; thi naar §en antoges ikke at have havt den Længstlevendes

Side:230

Andel for Øie og Intet derom at have bestemt, kunde der af den, alene Børnenes indbyrdes Forhold vedkommende, Omstændighed, at de Alle have erholdt ligestore Forskud, heller ikke udledes det mod hele Collationsbegrebet stridende Resultat, at Forstrækningerne i Forhold til den Længstlevende skulde gaa over til at blive Forøgelse i Arv. I Lovens Motiver fandtes heller ingen Antydning til, at det skulde have været Concipisternes Mening, at t. Ex. den Fader, der, medens han hensidder i uskiftet Bo med sine Børn, af fælles Midler har udbetalt dem Alle ligestore Afdrag paa, eller endog deres hele Mødrenearv, skulde, naar han i levende Live vilde skifte med dem, skifte, som om disse Udbetalinger aldeles ikke havde fundet Sted, det er, dele det Tiloversblevne i to lige store Dele, hvoraf han selv blot tilkom den ene.

Men naar det saaledes maatte antages, at Lensmand Pind som Længstlevende var berettiget til, om han i levende Live havde skiftet med sine Børn, at medtage det heromhandlede Arveforskud ved Beregningen af sin Anpart af det fælles Bo, var det dermed - som ogsaa af Skifteforvalteren antaget - givet, at det Sammme maatte gjælde ved Beregningen af Jfr. Lunds Arvepart. Hun var nemlig ikke Legatar, men i Kraft af Arvelovens §33 indsat til Arving af en Fjerdepart af Lensmand Pinds efterladte Formue, og at denne Fjerdedel maatte beregnes efter samme Maalestok som de øvrige tre Fjerdedele, var klart, forsaavidt det ikke kunde paavises, at Loven selv anderledes bestemte. Men dette var saalangt fra at være Tilfældet, at der tvertimod kunde paavises et ikke uvæsentligt, om end ikke afgjørende, historisk Argument for, at det ikke har været Meningen, at Forskud paa Arv skulde holdes udenfor Boets Masse ved Fjerdedelens Beregning. I Commissionens Udkast §40, der svarer til Lovens §33, fandtes nemlig den Tillægsbestemmelse: «at Fjerdedeln, hvis den Afdøde efterlader uforførgede Børn under 15 Aar, beregnes og udtages af Boet, efterat det til deres Underholdning og Opdragelse Fornødne overensstemmende med Cap. 1 §13 og §14 er bestemt og afsat», hvilket Tillæg

Side:231

allerede i Storthingsbeslutningen af 1851 sees at være udgaaet tilligemed de §r, hvortil der henvises. Om nogen anden Udgaaen eller Afsætning af Boets Masse, før Fjerdedelen beregnes er der ikke Tale; og da det dog havde ligget nær ogsaa at give en udtrykkelig Bestemmelse om, at Arveforskud, skjønt de skulle henregnes til Massen ved Beregningen af Børnenes Arvelodder, dog skulle holdes udenfor ved Fjerdedelens Beregning, om saadant havde været Meningen, maatte Lovgiveren forudsættes at have været af en anden Anskuelse. Naar man forresten vilde have Forskud paa Arv holdte udenfor Massen ved Fjerdedelens Beregning af den Grund, af Forskudene blot skulde tages i Betragtning ved Bestemmmelsen af Børns Arvelodder (§10) oversaa man ogsaa den ganske væsentlige Omstændighed, at det ikke alene undertiden kunde, men efter Lovens Forudsætning endog som oftest vilde være Tilfældet, at «Fjerdedelen» testamenteres til et af Børnene, og at en saadan Fjerdedel skulde beregnes paa en anden Maade, end en til en Fremmed testamenteret Fjerdedel, var dog ganske uantageligt.

Endelig kunde ogsaa bemærkes, at den ældre Lovgivning stedse har været forstaaet og anvendt paa den Maade, at Forskud paa Arv, ligesaavel naar Afkortning vælges, som naar Tilbageførelse i uforringet Stand finder Sted, overalt blive at medtage i Boets Masse (cfr. Hallagers Arveret S. 35 og det der Citerede).

Side:233

Pluraliteten, der med Hensyn til de 2.500 Spd. kom til samme Resultat som Minoriteten, fandt derimod med Skifteretten, at dette Resultat ikke maatte grundes paa Arvelovens §10, §11, §12, §13, §14, §15, §16, §17, §18 men paa den i Tilstaaelsen af 7de Juli 1860 indeholdte Vedtagelse, og paa den antagelige Mening og stiltiende Forudsætning, hvori en saadan Tilstaaelse maatte være udstedt og modtaget. Dels gik nemlig de omhandlede Bestemmelser i Arveloven væsentligen ud paa at afgjøre Noget, som i nærværende Tilfælde, forsaavidt de 2.500 Spd. angik, var paa det Rene, nemlig Spørgsmaalet om, hvorvidt stedfundne Gaver eller Forstrækninger fra Forældre til Børn skulle betragtes som Forskud paa Arv; dels havde Bestemmelserne baade efter deres Motiver og efter deres udtrykkelige Indhold kun Hensyn til det indbyrdes Forhold mellem flere Børn, at hvilke et eller nogle har erholdt Forstrækninger, uden at de øvrige Børn derfor efter Billighed have erholdt Fyldest, og de maatte derfor være uden directe Anvendelse eller Indflydelse ved Spørgsmaalet om Størrelsen af den Længstlevendes Boeslod, enten saa Talen var om Skifte i levende Live eller om Raadigheden efter Arvelovens §33, hvilket derimod maatte afhænge af, hvad der var vedtaget eller havde været Vedkommendes Mening, da Forskudet blev givet.

Side:234

Men efter Tilstaaelsens eget Indhold maatte det med Skifteretten antages, hvad der heller ikke kunde erkjendes at have Arvelovens Forskrifter eller Motiverne til samme imod sig, at der i dette Document ikke blot indeholdtes Bevis for, at det har været Lensmand Pinds Villie, at de 2.500 Spd. skulde komme til Afkortning i Sønnens Arv (Arvel.s §14), men tillige en contractmæssig Vedtagelse heraf fra Sønnens Side, der kunde gjøres gjældende udenfor og uden alt Hensyn til Arvelovens Bestemmelser om Collationspligten. Da Carl Pind ligefrem og ubetinget havde meddelt Faderen Qvittering for at have modtaget 2.500 Spd. «i Afdrag paa» sin forventende Mødrene- og Fædrenearv, syntes det ubestrideligt, at Lensmand Pind, hvis han i levende Live havde skiftet med sine Børn, maatte i Henhold til denne Qvittering været berettiget til at fordre og Carl Pind ubetinget forpligtet til at finde sig i, at Beløbet afgik i den ham tilfaldende Arvelod, ikke blot til Fordel for de øvrige Børn, men tillige og først og fremst til Fordel for Lensmand Pind selv. Hvad denne pligtede at tilsvare Børnene og navnlig Carl Pind som Mødrenearv, maatte selvfølgelig formindskes med et tilsvarende eller forholdsmæssigt Beløb af, hvad Denne ifølge sin Qvittering derpaa allerede af Faderen havde oppebaaret, og Carl Pind kunde aabenbart ikke vægre sig ved at anerkjende sin egen Qvittering for allerede forskudsvis at have oppebaaret en Del af sin Arv som Betaling forsaavidt. Men heraf var det da igjen en ligefrem Følge, at de 2.500 Spd. maatte regnes til Boets Masse og komme i Betragtning ved Beregningen af Lensmand Pinds Boeslod og den Fjerdepart af denne, hvorover han ifølge Arvelovens §33 var berettiget til at disponere ved Testament. At det ogsaa havde været Lensmand Pinds Mening af testamentere til Jfr. Lund fuldt ud, hvad han efter Loven havde Adgang til, bestyrkedes ved den Omstændighed, at det var «en Fjerdedel» han havde tillagt hende, og at han i Testamentet havde benyttet de samme Udtryk, som findes brugte i Arvelovens §33.

Anderledes kunde Spørgsmaalet synes at stille sig med Hensyn til de 126 Spd. 26 ss, naar man med to af de

Side:235

Voterende gik ud fra, at ogsaa disse burde været afkortede; thi her forelaa ialfald ikke nogen udtrykkelig Erkjendelse fra Carl Pinds Side om at have modtaget Beløbet enten som Laan eller «i Afdrag paa» sin forventende Arv, og hans Forpligtelse til at taale Afkortning for samme syntes da alene at kunne grundes paa Arvelovens Bestemmelser i §10, §11, §12, §13, §14, §15, §16, §17, §18 Og naar hensaaes til hele Collationspligtens Grund (Børnenes fuldkomne lige Arveret) og Øiemed (at hindre, at det ene Barn ved Gaver eller Forstrækninger i levende Live skal begunstiges fremfor det andet, og at sikre Alle lige Arv), og naar man ved Siden heraf tog i Betragtning, at Arveloven udtrykkelig kun omhandler deslige Forstrækningers Indflydelse paa Bestemmelsen af Børnenes Arvelodder, syntes Meget at tale for den af Bornemann i hans Foredrag over den danske Arveret S. 58-72 (specielt S. 64 ff) forsvarede Mening, at saadanne Forstrækninger (hvor ikke collatio vera finder Sted) aldrig blive at medregne til Boets Masse, men først komme i Betragtning ved Bestemmelsen af Børnenes Arvelodder, saaledes at Boet i den Tilstand, hvori det ved den Efterskiftendes Død befinder sig, deles mellem den længstlevende Ægtefælle og Børnene, og at derefter Børnenes Anpart fordeles mellem dem indbyrdes saaledes, at de af disse, som ingen Forstrækninger have modtaget, forlods erholde Jævnet, og Resten deles ligelig mellem dem Alle. En af de Voterende fandt ogsaa disse Betragtninger saa vægtige, at han paa denneGrund voterede for, at de 126 Spd. 76 ss ikke skulde medregnes ved Bestemmelsen af Lensmand Pinds Boeslod, til hvilket Resultat Pluraliteten derimod, som ovenfor anført, kom derved, at Carl Pind aldeles ikke ansaaes pligtig at ansvare dette Beløb.

Høiesteretsdom: «Skiftedecisionen bør, forsaavidt til Høiesteret paanket er, ved Magt at stande, dog saaledes at det i sammes Post 3 omhandlede Beløb afgaar 126 Spd. 76 Skill. Processens Omkostninger for Stiftsoverretten og Høiesteret ophæves».