Rt-1870-615

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1870-09-03
Publisert:	Rt-1870-615
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 375.
Parter:	Advocat Kildal, Actor mod Johan Fredrik Eriksen.
Forfatter:
Lovhenvisninger:

Angj., der er født 23de Febr. 1855 og tidligere straffet for Tyver med Ris, var under nærværende Sag, der foranledigedes ved Klage fra Bestyreren af Nydalens Spinderi (1ste Vidne) over, at der i afvigte Vinter i stor Udstrækning var foretaget ulovlig Hugst i den Spinderiet tilhørende Grandalens Skov, ved egen Tilstaaelse og de iøvrigt fremkomne Oplysninger overført, at have i Januar d. A. sammen med andre Drenge mindst 4 Gange hugget Oreved af friske Træer i bemeldte Skov, hvilken Ved, som den ene Gang bestod af et helt Kjælkelæs, men de øvrige Gange ikke udgjorde saa meget, idet han delte Kjælke med Kammeraterne, han derefter bragte hjem til sin Moder, af hvem den blev forbrugt i Huset. Angj. erkjendte derhos, at han, Skjønt han ikke tænkte videre derover, dog skjønnede det Urigtige i, hvad han gjorde. Lagrettet havde under Sagen erklæret, dels at et Kjælkelæs saadan Ved, som den omhandlede, under ingen Omstændigheder kunde ansættes til en høiere Værdi end 12 sz., men sandsynligvis endog oftere har havt en meget mindre Værdi (i hvilken Henseende ogsaa kunde bemærkes, at efter Moderens Forklaring var den af Angj. benyttede Kjælke en ganske liden, omtrent 5/4 Alen lang, saakaldet "Slodde"), dels at saadanne Oretræer som de, hvorom her var Spørgsmaal, ere aldeles utjenlige til al Slags Virke, og overhoved til ethvert andet Brug, end til Vrændsel, i hvilken Anledning 1ste Vidne dog havde bemærket, at Oreskovens største Betydning ligger i, at den beskytter den anden Skov, ligesom den ved at qvistes og pleies kan bringes til en Størrelse, som giver den en større Værdi end den har, saa længe den voxer i Krat som nu.

I Henhold til det saaledes Oplyste blev Angj. ved den af Sorernskriveren i Aker efter summarisk Behandling den 9de Mai d. A. afsagte Underretsdom for Forbrydelse mod 22-14 tilfunden Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 64 Dage (nemlig 16 Dage for hver af de 4 Bemægtigelser). Ved Christiania Stiftsoverrets 1ste Afdelings Dom af 13de Juni næstefter blev han derimod for Forbrydelse mod 19-1

Side:616

tilfunden 20 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost, idet Overretten støttede sig til den Betragtning, at Angj. havde hugget friske Oldertræer, og at Olderskoven efter 1ste Vidnes Forklaring tjener til Beskyttelse for anden Skov, og derhos ved nogen Fredning kunde have opnaaet en større Værdi.

I Høiesteret, hvortil Sagen efter Angj.s Forlangende indankedes, voterede Pluraliteten for samme Resultat som Overretten, idet man dels gik ud fra, at samtlige Bemægtigelser maatte betragtes som en continuerlig Gjerning der angik en høiere Værdi end 12 sz. dels antog, at Lagrettets Erklæring, der forøvrigt kun grundede sig paa Vidnernes og Tiltaltes Beskrivelse, ikke kunde forstaaes paa anden Maade, end at Træerne, i den Tilstand, de vare, da de bleve fældede, ikke vare tjenlige til andet end Brænde. Om at de ved at voxe kunde blevet anvendelige til noget andet, havdes vistnok ingen anden Oplysning, end Bestjaalnes Erklæring om, at Træerne ved at qvistes og pleies kunde bringes til en Størrelse, der gav dem en større Værdi end have, saalænge de voxe i Krat; men da dette i sig selv var rimeligt, og dn det var en bekjendt Sag, at Oldertræer, der have opnaaet den behørige Størrelse, jevnlig benyttes til andet end Brænde saasom til Forarbeidelse af Møbler, fandtes Bemægtigelsen af de heromhandlede Oldertræer ikke at burde betragtes anderledes end hvad stadig har været antaget om Hugst af andre friske Træer paa Roden, at samme, uden Hensyn til Træernes Værdi paa Hugsttiden, ansees som Tyveri efter 19-1. Minoriteten fandt det ikke tilstrækkelig oplyst at samtlige Bemægtigelser, om de end, hvad der heller ikke kunde ansees ganske paa det Rene, rettelig betragtedes som en Gjerning, overstege en Værdi af 12 sz, og antog det derhos mest stemmende med tidligere Præjudicater (Hstd. 30te Octbr. 1858, Rt-1858-794 og Hstd. 26de Januar 1861, Rt-1861-180, cfr. Hstd. 8de Decbr. 1869, Rt-1870-87), at de under nærværende Sag omhandlede Oldertræer, ligesaavel som andet Olderkrat, der ikke ved at voxe kunde blive tjenligt til andet end Brænde, henførtes under 22-14; thi at Træerne ved at qvistes og pleies kunde blive skikkede til andet Virke, gjaldt egentlig alt Olderkrat, og syntes neppe at kunne gjøre Præjudicaterne uanvendelige, ligesom den anden af 1ste Vidne paaberaabte Omstændighed, at Olderkrattet ved at afgive Ly for anden Skov gjorde Nytte for Mere, end det i sig selv var værd, ikke mere end anden Skade, der foraarsages ved ulovlig Hugst,

Side:617

kunde tillægges nogen Indflydelse paa Bestemmelsen af den criminelle Kategori, hvorunder selve Aavirket blev at henføre. Naar forøvrigt Straffen efter 22-14 antoges at burde blive Fængsel, maatte dog, da samtlige 4 Bemægtigelser vare foregaaende, forinden Angj. fyldte sit 15de Aar, ogsaa Bestemmelserne i 2-38 og 39 komme til Anvendelse, hvilket Underdommeren syntes at have overseet, og Straffen kunde følgelig ikke blive høiere end 24 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost, hvorfor Minoriteten stemte; thi at man ikke efter 2-38 kunde anvende indtil 24 Slag Ris for hver særskilt Forbrydelse, paa hvilken Regelen i 612 er anvendelig, var klart nok.

Høiesteret fældte Angj. i ny Conclusion paa samme Maade og til samme Straf som Overretten.