Rt-1871-156

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1871-02-10
Publisert:	Rt-1871-156
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 80/1 71.
Parter:	Grosserer R. Hamre Bergh mod den norske Kreditbank ved den administrerende Bankchef (Ihlen og for Skifteretten i Hamres Bo Nikolaysen).
Forfatter:	Hallager, Thomle, Saxlund, Blich, Kjerulf, Justitiarius Lasson
Lovhenvisninger:

Assessor Hallager: Den 10 Aug. 1870 lod den norske Kreditbank protestere i Paris en sammesteds betalbar, af Huset Hamre & Courbot i Rouen accepteret og i Kreditbanken anbragt Vexel, stor 6000 fr., trukken den 9 Mai i Kristinansand. Efterat Kreditbanken havde telegraferet til Rouen til Hamre & Courbot om Betalingen, skrev Hamre den 14 Septbr., Dagen efterat han havde modtaget Telegrammet, til Kreditbanken og forklarede, at han paa Grund af de forhaandenværende ulykkelige Forhold der, havde faaet Udsættelse med at betale sine øvrige Kreditorer i Frankrige, og

Side:157

anmodede Kreditbanken om ogsaa at give ham Udsættelse med at betale denne Vexel, som han lovede senere fuldt ud at skulle fyldestgjøre. I den paafølgende November Maaned, da Hamre i en anden Anledning havde indfundet sig i Kristiania, blev han af Kreditbanken ved dens Sagfører atter manet om Vexelens Berigtigelse, uden at Kreditbanken paa sin henvendelse til ham erholdt noget Svar. Paa Grund deraf begav Kreditbankens Sagfører sig op til Eidskogen, hvor Hamre i de sidste Aar havde eiet nogle Skoveiendomme, og hvor han denne Sommer ligesom i de næst foregaaende Aar i nogen Tid havde opholdt sig, og forlangte den 9 Novbr. for Kreditbanken, der foruden de 6000 frs. endnu havde et Beløb af 54, 000 frs. tilgode, hos Skifteforvalteren i Vinger og Odalen i Henhold til Konkursl.s §4 Hamres Bo taget under Behandling som Konkursbo. Ved Skifterettens Decisition afødt xx.xx.1870 blev Kreditbankens Forlangende ogsaa taget tilfølge. Denne Skifterettens Decision har Hamre ved Høiesteretstævning afødt xx.xx.1870 paaanket til Høiesteret, hvor han har paastaaet, at Skifterettens Decision tilsidesættes, og at Rekvisitionen om Konkursbehandling afvises eller nægtes Medhold, og at Appellanten hos Indstævnte, den norske Kreditbank, tilkjendes Procesomkostninger. Indstævnte har derimod paastaaet, at den paaankede Decision stadfæstes, og at Appellanten tilpligtes at betale den norske Kreditbank Procesomkostninger for Høiesteret. Skifteretten, der ogsaa har afgivet Møde, har nedlagt samme Paastand om Stadfæstelse med Tilkjendelse af Procesomkostninger.

Appellantens første Indsigelse mod Skiftedecisionen er, at der ikke med Hjemmel af den omhandlede Vexel skulde haves Adgang for Kreditbanken til at erholde Hamres Bo her i Norge taget under Skiftebehandling, idet saadan Behandling, hvis den skulde finde Sted, maatte foregaa i Frankrige. Ialfald paastaar han, at man her i Overensstemmelse med Bestemmelserne i den franske Lovgivning maatte henvende sig til Firmaets Opholdssted

Forsaavidt Appellanten har paaberaabt, at Konkursbehandling i Norge ikke skulde kunne finde Sted af den Grund, at Vexelen er accepteret af et Handelshus i Rouen, betalbar i Paris, og saaledes efter de almindelige, ogsaa hos os vedtagne Regler for de i Vexelen interesserede, Personers Vedkommende maa være at bedømme efter Frankriges Love, da tror jeg ikke, at der forsaavidt til Indsigelsen kan tages noget Hensyn, idet det forekommer mig klart, at om endog Vexelen og Vexelinteressenternes Forpligtelser i det Hele maa blive at bedømme efter fransk Ret saa medfører denne Omstændighed ingenlunde, at Vexelen ikke i et Konkursbo i Norge kan gjøres gjældende. Dette maatte f. Ex. utvivlsomt blive Tilfælde, om man tænker sig, at et Firma, som havde accepteret, var bleven opløst, og vedkommende Interessent, til hvem man vil holde sig, senere havde taget fast Bosted her i Riget. Et andet Spørgsmaal er det derimod, om man til enhver af Interesenterne i et Firma, der solidarisk ere ansvarlige for Firmaets Forpligtelser, ligefrem og umiddelbart kan holde sig for enhver i Interessentskabets Navn stiftet Forpligtelse, forinden man forgjæves har søgt Interessentskabet selv paa det Sted, hvor det som saadant har sit faste Opholdssted og Forum. I Almindelighed tror jeg vistnok, at dette Spørgsmaal maa besvares benægtende. I nærværende Tilfælde er det dog unægtelig et Spørgsmaal, om det ikke maatte ansees unødvendigt yderligere at henvende sig til Interesentskabet i Rouen, hvor Betaling jo allerede var nægtet af Hamre & Courbot, idet Vexelen protesteredes de non solutione, og Huset i Rouen derhos, efter hvad Hamre i sin Skrivelse af 14 Septbr. har meddelt, allerede da havde indstillet sine Betalinger. Men hvad man endogsaa herom dømmer, er det ogsaa ubestrideligt at det ikke kunde være

Side:158

Tale om at forbigaa Firmaet i Rouen og holde sig til Hamre personlig paa den Maade, som her er skeet nemlig ved at erklære hans Bo her i Riget konkurs, uden forsaavidt som de Betingelser, der udkræves for i Norge at faa en Persons Bo taget under Konkursbehandling, virkelig er tilstede, og hertil udfordres, efter hvad Alle ere enig om at vedkommende Interessent, altsaa her Hamre som norsk Borger, har fast Bopæl eller Værnething i Norge, hvilket Appellanten paa det Bestemteste benægter. Jeg gaar derfor strax over til denne Appellantens anden Hovedindsigelse, som, hvis den tages tilfølge, gjør videre undersøgelse overflødig.

Det er oplyst, at Hamre for omtrent 30 Aar siden tog Ophold i Frankrige, hvor han først arbeidede en Tid paa et Kontor i Nantes, og derpaa for omtrent 20 Aar siden i Kompagni med en Courbot etablerede en Trælastforretnig under Firma Hamre & Courbot. Firmaets Kontrakt sees fra først af at have været afsluttet for 17 Aar, og blev i 1866 so et Telegram af 17 Marts s. A. viser, atter fornyet for et Tidsrum af 17 Aar. I Frankrige giftede Hamre sig med en fransk Dame, med hvem han har en voxen Datter. For en 5 6 Aar siden kjøbte han Skoveiendomme Pramhuus i Eidsskogens Præstegjeld under Vingers Jurisdiktion og et Par Aar senere Varildskoven i samme Præstegjeld. Efterat disse Eiendomme vare erhvervede, reiste Hamre hver Sommer til Norge, som han forøvrigt ogsaa forhen af og til havde besøgt. Han opholdt sig da paa sine Eiendomme i en Tid af flere, indtil 6 7 Uger, og havde i den Tid ogsaa Husholdning paa Pramhuus, hvor der i hans Fraværelse holdtes Hus af en Fuldmægtig med nogle Tjenestefolk. Sin Familie tog han aldrig med sig til Norge.

Det erkjendes af Indstævnte, at Hamre, uagtet han efter hvad der er in confesso, ikke i Frankrige har erhvervet egentlig fransk Borgerret, dog som Medlem af Handelshuset Hamre & Courbot maatte antages at have sin faste Bopæl i Frankrige og der at høre hjemme lige indtil Aaret 1870, eller saalænge Handelshuset var i Virksomhed, altsaa selv efterat han i Norge havde erhvervet sig faste Eiendomme, ved hvilke han opholdt sig nogen Tid om Aaret. Anderledes paastaar imidlertid Indstævnte, at Forholdet er blevet i 1870. Hamre var i dette Aar, efter hvad der er oplyst, to Gange paa Pramhuus, den ene Gang i 2 1/2 Uge, den anden Gang i 6 7 Uger, sidste Gang i Juni og Juli Maaned, og det paa en Tid, da Handelshuset allerede havde indstillet sine Betalinger, og efter Alt, hvad der er oplyst, kun havde ringe Udsigt til nogenfinde mere at optage sin Virksomhed. Under disse Omstændigheder formene de Indstævnte, at det var rimeligt at slutte, at han var bleven norsk Borger igjen og ikke mere tænkte paa at komme tilbage til Frankrige, ligesom de ogsaa finde et afgjørende Bevis for, at dette virkelig maa have været Hamres Mening i den Omstændighed, at han, efter hvad der er in confesso, i Sommeren 1870, medens han opholdt sig paa Pramhuus, lod sig indføre i Mandtallet, aflagde Ed til Konstitutionen, og efterat være bleven valgt til Valgmand ved Valgforsamlingen, ogsaa mødte paa Distriktsforsamlingen og deltog i Valget paa Storthingsmænd. Alt dette kan jeg dog ikke her betragte som afgjørende. Hvad Hamre selv tænkte og mente, da han forrige Sommer opholdt sig paa Pramhuus, er naturligvis ikke godt at vide, og det forekommer mig at være en høist usikker Slutning, naar man paa Grund af de fortrykte Forhold i Frankrig og den Forvirring, hvori vistnok Hamres Forretninger var, vil gaa ud fra, at han for Alvor tænkte paa endeligen at forlade Frankrig, hvor han dengang havde sin Familie og hvor der endnu var mange og vigtige Forretninger, som maatte varetages. Jeg erkjender forøvrigt, at det er et ikke uvigtigt Indicium for, at Hamre kan have tænkt at blive her i Landet, at han som bemærket aflagde Ed til Konstitutionen,

Side:159

lod sig indføre i Mandtallet og derefter deltog i Valget af Storthingsrepræsentanter, men saalænge som dette Faktum staar saa isoleret som her, og den Slutning, som heraf skal udledes, tildels modsiges af saa mange andre Omstændigheder, tror jeg ikke, at man derpaa kan bygge nogen afgjørende Dom. Det maa i den Henseende navnligen erindres, at Hamres Ophold paa Pramhuus i 1870 ikke egentlig var af anden Beskaffenhed eller noget synderlig længere end i de foregaaende Aar; sin Familie havde han heller ikke med sig mere i 1870 end i det foregaaende Aar, da han var paa Pramhuus. Han har heller ikke, saavidt det kan erfares, foretaget noget bestemt Skridt, der var skikket til at antyde, at han ansaa sit Ophold i Frankrig for afsluttet eller at han ikke mere dertil vilde komme tilbage. Ialfald er det vist, at han virkelig vendte tilbage til Rouen, hvor Firmaet hamre & Courbot jo endnu bestod, omend under Likvidation, og i Rouen forblev han indtil han, efter hvad Appellantens Sagfører uimodsagt har anført, blev kaldet til Norge for at skaffe Rede paa sine indviklede Forretninger her. Paa denne sidste Reise til Norge var Hamre forøvrigt ikke i Eidsskogens. Hvor han, efterat have forladt Norge i November er reist hen, er ikke oplyst, men han var, som bemærket, i Kristiania den 14 Novbr., da hans Bo blev overgivet til Behandling af Skifteretten, og det kommer formentlig lidet an paa, hvor han senere er reist han; i Eidsskogen har han ialfald ikke været. Jeg anser det derfor altfor betænkeligt under de anførte Omstændigheder at statuere, at Hamre ved sine korte Ophold i Eidsskogen i 1870 og ved sin Deltagelse i Distriktsforsamlingen og hvad dermed staar i Forbindelse, skulde have opgivet det Domicil, som han i saa mange Aar havde havt i Rouen og til hvilken By han endnu paa saa mange Maader var bunden. Jeg finder det forøvrigt overflødigt at bemærke, at naar der i Hamres øvrige Forhold ikke ligger tilstrækkelige Momenter til at betragte ham som norsk Borger, saa kunde Præstens og Valgbestyrelsens stiltiende Erklæring om, at de ansaa ham for saadan ikke være afgjørende. Hvorvidt Hamre burde være indført i Mandtallet og tilstedet Adgang til Distriktsforsamlingen, er et Spørgsmaal, jeg her ikke skal udtale mig om.

Efter det Anførte antager jeg saaledes, at der for Skifteforvalteren i Vinger og Odalen ikke har været tilstrækkelig Grund til at tage Hamres Bo under Behandling, og jeg formener derfor, at den paaankede Beslutning bør underkjendes, idet jeg dog efter Omstændighederne finder det rettest at ophæve Processens Omkostninger.

Jeg konkluderer saaledes: "Den paaankede Beslutning underkjendes. Processens Omkostninger ophæves".

Assessor A. Thomle: Jeg er enig med Førstvoterende i, at denne Sags Afgjørelse væsentlig maa bero paa, hvad man antager om Appellantens Bostedsforhold i Sommeren og Høsten forrige Aar. Hvad Førstvoterende har anført imod Appellantens principale Begrundelse af hans Paastand, er jeg ogsaa i det Væsentlige enig i, idet jeg dog ikke tror at behøve at udtale mig om, hvorvidt i et navngivent Interessentskab den ene Interessent uden videre personlig kan drages til Ansvar for de i Interessenternes Navne skiftede Forpligtelser. Saavidt jeg har forstaaet Parternes Procedure, har der ikke egentlig været nogen Tvist imellem dem herom, idet Appellanten uden at bestride sit personlige Ansvar for de af Firmaet Hamre & Courbot paadragne Forpligtelser i Almindelighed, kun har gjort gjældende, at han ikke kunde underkastes nogen Retsforfølgning for sine Forpligtelser efter den omhandlede Vexel her i Landet. Med Hensyn til det Spørgsmaal, hvorpaa det altsaa her egentlig kommer an, kommer jeg derimod til et andet Resultat end Førstvoterende, og skjønt jeg vistnok maa erkjende, at Spørgsmaalet er særdeles tvivlsomt, har jeg dog ikke kunnet overbevise mig om, at det

Side:160

rettelig er løst af Førstvoterende. Det er visselig ganske rigtigt, at Appellanten maa antages at have havt sin faste Bopæl i Rouen ligetil forrige Aars Sommer, men det forekommer mig, at hvad der passerede under hans Ophold paa hans Eiendom Pramhuus i Mai og Juni Maaneder forrige Aar ikke kan forklares paa nogen anden rimelig Maade, end at han virkelig dengang bestemte sig til at bosætte sig paa dette Sted for Fremtiden. Naar en Mand, der som Appellanten, har taget sit Ophold inden en norsk Jurisdiktion, gaar hen og, under Legitimation for ikke at være Borger i noget fremmed Land, aflægger Ed til Konstitutionen og derefter lader sig indføre i Jurisdiktionens Mandtal over Stemmeberettigede, modtager Valg til Valgmand og møder i Distriktsforsamlingen for at udvælge Repræsentanter til Storthinget saa ligger formentlig heri den mest bindende Erklæring om, at han vil være og betragte sig som norsk Borger og som Indvaaner af det Distrikt, hvor han har sit Ophold og dette saameget mere, naar han under dette sit Ophold i Valgkredsen sidder paa en ham selv tilhørende betydelig fast Eiendom, hvor han dengang ialfald personlig holdt Dug og Disk, ligesom han stadigen sees at holde Husholdning der for Bestyreren af Jordveien og det dermed i Forbindelse fæstede Tjenerskab. Jeg mener, at han ikke kan klage over, at han under saadanne Omstændigheder tages paa Ordet og at man virkelig betragter ham paa den Maade, som han har erklæret, at han vil betragtes. Man har sagt, at han dog endnu fremdeles dengang havde sin Familie i Rouen, og at han var Medlem af et Interessentskab der, som ialfald dengang endnu ikke var opløst hvorfor man ikke med Rimelighed skulde kunne lægge en saadan Vægt paa hans ovenfor antydede Optræden, her i Landet, at man deraf med Føie kunde slutte, at han havde forandret sit Domicilium, saameget mindre som der ingen andre Omstændigheder formenes oplyst, som tale for, at Appellanten havde til Hensigt at forlade Rouen og bosætte sig andetsteds. Denne Indvending forekommer mig dog ikke afgjørende. Der var i sig selv Intet til Hinder for, at Appellanten, naarsomhelst han selv fandt dette for godt, med bindende Virkning kunde nedsætte sig her i Landet og opslaa sin faste Bopæl paa sin Eiendom Pramhuus, selv om hans Hustru og voxne Datter af en eller anden Gruud forblev paa hans tidligere Domicil og Firmaet Hamre & Courbot derfra fortsatte sine Forretninger. Rigtignok kunde det synes underligt, at han skulde have bosat sig her i Landet, uden at tage sin familie med. Men forudsat at Appellanten ikke allerede da han i April Maaned s. A. forlob Rouen, havde fattet sin Beslutning om at bosætte sig her i Landet, men denne Beslutning først fattedes eller modnedes under Opholdet paa Pramhuus samme Aars Sommer, bliver det jo ganske naturligt, at Familien ikke havde fulgt med ham til Norge, ligesom det under denne Forudsætning ikke er vanskeligt at forklare Alt, hvad han senere foretog sig. Det forekommer mig ogsaa, at der virkelig er flere andre Omstændigheder, som i høi Grad synes at tale for, at Appellanten kan have havt den Hensigt at nedsætte sig her i Landet. Jeg skal i saa Henseende bemærke, at uagtet Appellanten med en Franskmand havde indgaaet et Interessentskab, hvis Forretninger dreves fra Rouen, og uagtet Interessentskabskontrakten, efter hvad der af Appellanten selv er anført, for nogle Aar siden var bleven fornyet for et Tidsrum af 17 Aar, var han dog i de senere Aar begyndt at indkjøbe ganske betydelige Eiendomme her i Landet og tildels ogsaa i Sverige, og disse Eiendomme kjøbte han ikke paa Interessentskabets Vegne men paa sit eget personlige Navn, ligesom han gjennem Oprettelse af et eget Firma for disse Eiendomme "Pramhuus & Varildskoven" forsøgte at gjøre dem ligesom til en samlet Komplex af Eiendomme, adskilte fra hvad han forøvrigt maatte eie. Dette taler igrunden i ikke saa ringe Grad for, at det kan have været Appellantens Mening at forlade Frankrig og tage

Side:161

stadigt Ophold i Norge for der at bestyre disse Eiendomme. Dertil kommer, at det efter hvad der er, anført under Proceduren og hvad der af Dokumenterne tildels bestyrkes, maa antages, at det Firmas Forretninger, hvoraf han var Medlem i Rouen, ikke gik videre godt og at Opløsning og Likvidation stod for Døren, og om det end ikke allerede var kommet dertil under Appellantens Ophold paa Pramhuus i forrige Sommer, er det dog rimeligt, at Appellanten allerede da har kunnet forudse, hvad der kort Tid efter indtraf.

Idet jeg nu gaar ud fra, at Appellanten ved den Optræden, som fra hans Side fandt Sted under hans Ophold paa Pramhuus i Mai og Juni s. A. paa en saa officiel Maade som næsten muligt gav tilkjende, at han betragtede sig som Indvaaner af det Distrikt, hvor denne Eiendom laa, bliver Spørgsmaalet, om den Omstændighed, at han allerede ved Udgangen af Juni Maaned forlod Pramhuus for først at deltage i Distriktsforsamlingen for Hedemarkens Amt og derefter foretage en Rekreations- og Forretningsreise dels her i Landet, under hvilken han i Slutningen af Juli Maaned atter nogle Dage opholdt sig paa Pramhuus og dels i Sverige til Stockholm og Gøtheborg og derfra til Kristiansand, hvorfra han i Slutningen af August Maaned maa antages at være vendt tilbage til Rouen, indeholder noget Indicium for, at han fremdeles ansaa sig som Bosat i Rouen. Men dette kan jeg ikke finde, fordi hans Reiser omkring her og i Sverige ikke havde nogen Betydning for Afgjørelsen af det Spørgsmaal, hvor han havde sin faste Bopæl, medens det under alle Omstændigheder var ganske i sin Orden, at han tilsidst reiste tilbage til Rouen, hvor han havde vigtige Anliggender at varetage, navnlig med Hensyn til sit derværende Firmas Opløsning m. V. Jeg skal bemærke, at allerede da Appellanten som til Rouen i Slutningen af August Maaned, havde det vist sig, at Firmaet Hamre & Courbot ikke kunde fyldestgjøre sine Forpligtelser, thi den under Sagen omhandlede Vexel var allerede protesteret for manglende betaling den 10 Aug. næstfør og det sees, at Hamre, saasnart han kom til Rouen den l Septbr. søgte og efter hans eget Opgivende ogsaa opnaaede en Akkord med sine Kreditorer, hvori dog ikke Alle kunne antages at have deltaget, navnlig er dette ikke Tilfældet for Kreditbankens Vedkommende. Men dette er da ikke Andet end hvad Appellanten naturligt maatte have gjort, om han aldrig saameget havde bosat sig paa Pramhuus og betragtet sig som fast Indvaaner af Eidsskogen. Saavidt jeg har opfattet Proceduren maa dette ogsaa antages, at han under sit sidste Ophold i Rouen foranledigede, at Hans Familie forlod dette Sted og tog sit Ophold andetsteds, medens det er oplyst, at han i Oktober Maaned atter kom tilbage til Norge og da tog sit midlertidige Ophold i Kristiania. Aarsagen til denne Appellantens Hidreise er fra Appellantens Sagfører anført at være den, at der blev telegraferet til ham at han maatte komme hertil for at ordne sine herværende Affærer; dette faar nu være som det vil, men faktisk er det, at han forlod Rouen og at han heller ikke har været der siden, hvorimod det er anført af den norsk-svenske Vicekonsul i Rouen, Herlofsen, at han nok vogter sig for at komme tilbage dertil, hvor "han har ruineret Saamange ved sin Fremgangsmaade". Man tør vel saaledes gaa ud fra, at han virkelig dengang forlod Rouen for ikke mere dertil at vende tilbage, og sætter man dette i Forbindelse med hans Optræden s. A. paa Pramhuus, saa forekommer det mig, at han derefter umuligt længere kunde ansees for at være bosat i Frankrig eller at have sit personlige Værnething i Rouen, men at han maatte ansees for at have hjemme i Norge, hvor det da igjen blev Spørgsmaalet, om hans personlige Værnething skulde være paa Pramhuus eller i Kristiania, hvor han i et Hotel opholdt sig fra 16 Oktbr. til 19 Novbr. Spørgsmaalet kan være noget tvivlsomt, men dersom her skal træffes et

Side:162

Valg imellem disse to Steder, forekommer det mig dog, at Pramhuus maa foretrækkes, uagtet Appellanten under sit sidste Ophold her i Landet ikke vides personlig at have indfundet sig paa denne sin Eiendom. Dette Sidste forklares nemlig meget naturligt, deraf, at under dette Ophold blev hans i Norge værende Bo taget under Konkursbehandling, først i Eidsskogen og derefter under Benævnelsen "Pramhuus & Varildskoven" i Kristiania, det sidste efter Rekvisition af den Administration af de med dette Firmas Navn betegnede Eiendomme, som han selv havde indsat. Da dette var passeret, kan han vel have følt liden Lyst til at reise til Pramhuus og forblive der, uden at man deraf tør slutte sig til, hvad han vilde have gjort, om det havde lykkes ham, hvad han vel kan have smigret sig med, at kunne bevare disse Eiendomme for sig selv. Det forekommer mig iøvrigt i og for sig at være et temmelig underordnet Spørgsmaal, hvor Appellantens Bo her i Landet nærmest skulde være at tage under Behandling, naar det dog skulde behandles af en norsk Skifteret, og dette Sidste synes Appellanten selv at have indrømmet, idet hans egne Fuldmægtige have foranlediget Firmaet Pramhuus & Varildskoven", der jo i Virkeligheden kun er hans personlige Bo her i Landet og i Naboriget, taget under Skiftebehandling i Kristiania. Hvad der skulde være bundet ved at forflytte Skiftebehandlingen af denne samme Formuesmasse fra Eidskogen til Kristiania, indser jeg ikke, og, som jeg allerede har bemærket i juridisk Henseende, havde det sidste Sted visselig ikke noget Krav paa at komme i fortrinlig Betragtning fremfor det første

Dette er i det Væsentlige de Grunde, hvorpaa jeg støtter den Mening, at den paaankede Skiftebeslutning maa blive at stadfæste.

Jeg konkluderer saaledes: "Den paaankede Skiftebeslutning bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger ophæves".

Assessor Saxlund: Jeg er i det Væsentlige enig med Assessor A. Thomle

Assessor I. S. Thomle: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg med ham antager, at det ikke ved de foreliggende Oplysninger kan ansees tilstrækkelig bevist, at Hamre, da hans Bo i November Maaned f, A. begjæredes taget under Skiftebehandling i Vinger og Odalen, var at anse som der bosiddende. Hvorvidt de øvrige Betingelser for at forlange hans Bo taget under Konkursbehandling maatte være tilstede, og navnlig hvortil Hamre kunde ansees personlig forpligtet efter den Vexel, paa hvilken Kreditbankens Begjæring om Konkurs var grundet, anser jeg ikke nødvendigt at indlade mig paa. Med Hensyn til det Sgørgsmaal, om Hamre skulde ansees at være bosiddende i Eidsskogen i November Maaned f. A., skal jeg kun tilføie et Par yderligere Bemærkninger Det forekommer mig, at Alt hvad der iøvrigt kan anføres for denne Mening, nemlig den Omstændighed, at Hamre her har etableret en Forretningsvirksomhed for sin egen Regning og her har erhvervet en hel Del faste Eiendomme og at Forholdene i Frankrig i den senere Tid ere blevne saadanne, at det virkelig med Rimelighed kunde antages, at han kunde ønske at flytte derfra, lader dette forekommer mig at være af liden Betydning, da det meget godt lader sig forene med den Antagelse, at det var Hamres Mening at blive i Frankrig saaledes som han havde været i 30 Aar. Det er intet usædvanligt dette, at et udenlaudsk Handelshus har erhvervet navnlig Skoveiendomme her i Landet, for at være mere uafhængigt med Hensyn til Trælasthandelen og dette, at han har etableret Firmaet "Pramhuus & Varildskoven" lader sig lettelig forklare af samme Grund og af mange andre Grunde, som jeg ikke nærmere skal indlade mig paa. Men det Faktum, hvorpaa man væsentlig og egentlig maa bygge, naar man vil paastaa, at Hamre i November Maaned var at anse som Indvaaner af og

Side:163

bofast i Vinger, det er naturligvis, det, som ogsaa stærkest har været udhævet, at han aflagde Ed til Konstitutionen, hvoraf fulgte af sig selv, at han blev indført i Mandtallet, og at han derpaa lod sig vælge til Valgmand og fungerede som saadan, thi dette Faktum vilde vistnok under andre Omstændigheder tale i ikke ringe Grad for, at det havde været hans Mening at nedsætte sig her og at han betragtede sig som norsk Borger og vilde udøve de dermed forbundne Rettigheder, men i og for sig Beviser dette Faktum dog neppe direkte, at det var Hamres Tanke, at nu vilde han være norsk Borger, og at han nu vilde tage fast Ophold her i Landet. Det kan efter min Mening ganske rimelig forklares uden at man behøver at antage dette. Det er en bekjendt Sag, at der er Mange, som gierne ville udøve Stemmeret og som i den Anledning have gjort noget lignende af hvad Hamre i dette Tilfælde har gjort. Man kan godt tænke sig, at Hamre, under de Forhold, hvori han befandt sig, at han nemlig var en betydelig Eiendomsbesidder i Vinger og Odalen, at han der netop var tilstede paa den Tid, da Valghandlingen skulde foregaa og at han var norsk født, kunde have Interesse af at udøve aktiv Borgerret som stemmeberettiget, naar dertil var Anledning og det er aldeles ikke sagt, at Hamre har vidst eller været opmærksom paa den Betydning, man i ganske andre Henseender kunde lægge i dette hans Forhold; det er ganske let forklarligt, at han ikke har tænkt paa, at han derved eo ipso skulde have gjort sig til norsk Borger og fast Indvaaner af Eidsskogen. Dette Forhold staar i saa liden Forbindelse med hans øvrige Stilling som Handelsmand og som Forretningsmand, at man meget godt kan forklare sig, at han ikke har tænkt paa, at dette skulde drage Noget til Følge for ham i denne Stilling. Og naar der saaledes foreligger en rimelig Maade at forklare dette paa, uden at man behøver at lægge den Betydning deri, at nu vilde han være norsk Undersaat og Indvaaner af Eidsskogen, saa er der i de øvrige fremkomne Oplysninger saa stærke Data, der tale imod, at dette har været hans Mening, at jeg paa dette isolerte Faktum ikke tør lægge nogen afgjørende Vægt. Jeg skal ikke gjentage, hvad der oftere har været udhævet, at han havde været bosat i Frankrig 2030 Aar, da han om Vaaren 1870 kom her, at han aldrig faktisk har været bosat her og at hans Ophold her i Landet og navnlig paa Pramhuus kun har været kortvarigt, at han havde sin familie fremdeles i Frankrig, og at samtlige de fremkomne Erklæringer fra Mænd, der enten vare hans Forretningsvenner eller som stod i Personlig Bekjendtskabsforhold til ham, gaar ud paa, at de ikke antage, at det var hans Mening at nedsætte sig her. Det skulde dog være høist besynderligt, ifald det havde været Hamres Mening, efterat han var kommen herop i forrige Aar, at tage fast Ophold her i Landet og ophæve sit Forhold til Frankrig, at ikke en Eneste af dem, hvem han stod i Forretningsforbindelse med eller i Kjendskabs- og Venskabsforhold til, skulde have hørt ham ytre et Ord derom, og da tvertimod Alle erklære, at de ikke have havt den ringeste Tanke om, at dette var hans Mening, og da der ikke senere faktisk er passeret nogen Ting, som kan tyde herpaa, saa mener jeg med Førstvoterende, at der er overveiende Grund til at antage, at det ikke har været hans Tanke og at der ikke er indtraadt nogen Forandring i Hamres Stilling forsaavidt, og at altsaa, da han forlod Pramhuus i Juli Maaned, var hans Bosidde der forbi og han maatte da fremdeles ansees som bosiddende i Frankrig. At hans senere Ophold her i Kristiania fra 16 Oktbr. til. 19 Novbr. kun har været midlertidigt, kan jeg ikke betvivle.

Assessor Blich: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende paa samme Maade som Assessor I. S. Thomle.

Expeditionssekretær Kjerulf: Jeg er enig med Assessor Thomle og jeg skal med Hensyn til det vistnok tvivlsomme Spørgsmaal om

Side:164

Bedømmelsen og Betydningen af Hamres Ophold i Eidsskogen Sommeren 1870 blot tilføie et Par Ord, tildels foranlediget af hvad Assessor I. S. Thomle har anført. Jeg mener, at selv om Hamre ikke maatte antages selv at have havt den Mening at ville være norsk Borger, saa har han dog ialfald, indrettet sig saaledes, at Andre og da navnlig hans norske Kreditorer maatte tro, at nu vilde han være norsk Undersaat og altsaa havde Grund til at gaa frem som imod en norsk Undersaat, og jeg antager, at hvad det væsentlig kommer an paa ved Spørgsmaalet om, hvad der udkræves for at en Mand kan siges at have indtaget undersaatlig Stilling til Norge, er det, at hans egne Gjerninger vækker Præsumtionen for, at han vil være Undersaat, og hvis saa er, kan neppe stærkere Præsumtion vækkes, end naar han udøver den aktive Borgerret og godtages som berettiget dertil. Jeg er derhos enig med Assessor A. Thomle i, at det i Sommeren 1870 i Eidsskogen Passerede ikke kan siges at være noget enestaaende Faktum, men at det baade understøttes af adstilligt Andet i Hamres Optræden og ikke svækkes ved, at han atter reiste fra Eidsskogen for senere at tage et temmelig omflakkende Ophold, som ialfald ikke endte med nogen fast Bolig i Rouen eller i Frankrig.

Justitiarius Lasson: Idet jeg tiltræder Assessor I. S. Thomles Bemærkninger, er jeg iøvrigt i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg tilføier endnu den Bemærkning at min Mening væsentlig støttes paa, at Hamre, da Skiftebehandlingen rekvireredes eller besluttedes, ikke havde sit Hjem i Norge, uden at jeg iøvrigt vil indlade mig paa nogen Udtalelse om hvorvidt han i nogen Hensende kunde ansees som norsk Borger, hvorpaa det ikke her kommer an.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overenstemmende med Førstvoterendes Konklusion.