Rt-1872-412
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1872-06-01 |
| Publisert: | Rt-1872-412 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 240/1 1871 |
| Parter: | Ole Iverson og tvende af den nu afdøde Kristne Hansens Arvinger, nemlig Johan Hausen og Iver Hansen (Motzfeldt) mod Gunhild Hansdatter Iversen (udeblven). |
| Forfatter: | Hallager, A Thomle,Løvenskjold, Hansteen, Blich, Saxlund, Lasson |
| Lovhenvisninger: | Grunnloven (1814), Grunnloven (1814) §108, Arveloven (1854) §51, §60 |
Den 30 Decbr. 1837 oprettede Hjulmager Ole Meyer af Kristiania et Testament, hvorved han bestemte, at alle hans Efterladenskaber, det være sig faste og løse Eiendele og Fordringer m. V. Intet undtagen, skulde efter hans Død uden Rettens Mellemkomst og nogensomhelst Registrering, tilfalde hans Fostersøn Nils Iversen som ubeskaaren Eiendom, dog under Vilkaar, at denne paa forsvarlig og anstændig Maade, saaledes som af Testator hidtil skeet, skulde sørge for hans tvende ugifte Søstre, forsaavidt og saalænge de forbleve i ugift Stand og ligeledes efter Evne hjælpe og sørge for en tredie Søster, der var Enke, saa at hun, saalænge hun ikke indlod sig i nyt Ægteskab, ikke kom til at lide Mangel. For det Tilfælde at Nils Iversen enten før Testator eller efter denne, men før nogen af hans, Meyers, Søstre skulde afgaa ved Døden i ugift Stand, bestemmer Testamentet i Post 2, at Meyers samtlige Efterladenskaber tilligemed Iversens hele Formue skulde tilfalde den eller de overlevende af Meyers Søstre, dog saaledes, at kun Renterne og Frugterne af de
Side:413
forenede Formuer bleve at tildele Vedkommende, hvorimod Kapitalen selv under behørig Bestyrelse skulde forblive urørt, I Post 4 heder det derpaa,: Bortkaldes ved Døden baade Nils Iversen og mine Søstre, uden at han har efterladt sig Kone eller Børn, som maatte tilfalde vort Bo, da udsættes Kapitalen for vore efterladte Eiendele under offentlig bestyrelse og Renterne tilfalde min og Nils Iversens Familie efter Loven hver med Halvdelen, saalænge der er Nogen af Familien ilive, og uddør den Enes Familie, erholder den Andens Familie alle Renter.
Den 13 Febr. 1841 afgik Hjulmager Ole Meyer ved Døden og Nils Iveisen forsynede derefter Testamentet med en Paategning afødt xx.xx.1841, hvori det heder, at da bemeldte Testament indeholder Forpligtelser fra Iversen Side og Dispositioner af hans Efterladenskaber, saa vedtager han i Et og Alt de i Testamentet inddragne Bestemmelser under Forventning af Konfirmation. En saadan meddeltes ogsaa under 5 Marts næstefter, og Nils Iversen tog derpaa det hele Bo i Besiddelse.
Efterat samtlige Meyers Søstre vare døde, oprettede imidlertid Nils Iversen, der aldrig indtraadte i Ægteskab, under en heftig Sygdom, hvoraf han i Novbr. 1869 angrebes, den 2 Decbr. 1869 selv et Testament. J dette heder det, at da Meyers Søstre samtlige ere døde uden at efterlade sig andre Arvinger end en Datter af Enten Susanna Meyer ved Navn Trine, saa vil efter Naturens Orden snart Alt tilfalde hans Iversen Familie. Hans Ønske er da at efter hans Død Alt, hvad der efter Meyers Testaments Indhold tilfalder hans Iversen Familie, skal dels tilfalde og tilhøre hans afdøde Broders Enke, Gunhild Hansdatter Iversen, der har pleiet ham, N. Iversen i senere Aar, og hendes Arvinger, uden at nogen Anden herpaa skal kunne gjøre noget Forlangende.
Den 20 Marts 1870 afgik derpaa. Nils Iversen ved Døden og efterlod sig som nærmeste Slægtninge:
1) Gunhild Hansdatters (Indstevnte) 3 Børn med Afdødes Broder, Ole Iversen.
2) Broderen Andreas Iversen efterladte Sønner Ole og Antonius, samt deres afdøde Søster Nikolines 4 Børn i Ægteskab med Mursvend Kristensen.
3) Søsteren Enke Kristine Hansen.
For tvende af disse Arvinger, nemlig Brodersønnen Ole Iversen og den under Nr. 3 nævnte Søster Enken Kristine Hansen, forlangte i Skrivelse afødt xx.xx.1870 Overretssagfører A. Bruun Boet taget under Kristiania Skifterets Behandling, for at vedkommende Arvinger kunde saa de dem formentlig tilkommende Lodder udlagte, idet han paaberaabte, at det af Nils Iversen under 2 Decbr. 1869 oprettede Testament som stridende mod Post 4 i Meyers Testament i Henhold til hvilket Iversen havde overtaget Meyers Bo, formentligt som ugyldigt maatte sættes ud af Betragtning, hvorhos der videre ytredes Tvivl om, hvorvidt Iversen ved Oprettelsen af Testamentet afødt xx.xx.1869 havde været ved fuld Sands og Samling. Til Sagfører Bruuns Protest mod Nils Iversens Testament og hans derefter i Sessionen den 23 April 1870 nedlagte Paastand, at Boet forbliver under Skifteretttens Behandling til Deling mellem Iversen Arvinger efter Loven, sluttede sig senere under Sagen Grosserer Sanne paa Søsteren Nikolines 4 umyndige Børns Vegne, ligesom derhos Sagfører Nansen, for det Tilfælde Sagen skulde gaa Indstevnte Gunhild Hansdatter Iversen imod, har anmeldt hendes Børns Arveret. Af Meyers Familie siges der som før anført i Iversen Testament afødt xx.xx.1869, at der ikke er Andre tilbage end en Datter af Meyers Søster, Enken Susanna Meyer, ved Navn Thrine, om hvem Indstevnte Gunhild Iversen i Skiftesessionen den 23 April 1870 har forklaret, at hun da skulde være 68 Aar gammel og af Kristiania Fattigvæsen udsat til Underholdning paa Øvre Romerige. Men paa hendes Vegne er der ikke mødt i Sagen, ligesaalidt som det er fremkommet nogen nærmere Oplysning om hvorvidt det virkelig
Side:414
forholder sig saa, at der ingen Anden gjenlever af, Meyers Slægt. Derimod har ved Skifteretten Sagfører Sæthren for trende Personer, der angives at være Steddøtre af en Datter af Meyers forlængst afdøde Søster Susanne Hening, nedlagt Paastand om Arv i Boet, idet han formener, at begge de heromhandlede Testamenter maa blive at kjende ugyldige. denne Paastand er imidlertid forklaret ved Skiftedecisionen, og da Paaanke forsaavidt ikke har fundet Sted, bliver herom ikke mere Tale.
I Sessionen den 23 April 1870 anstilledes Forligsprøve forgjæves mellem Indstevnte Gunhild Hansdatter Iversen og Ole Iversen, den eneste af Nils Iversens Slægtninge, som var tilstede. I samme Session nedlagde Overretssagfører Dahl for Indstevnte Paastand om, at Testamentet tages tilfølge, og Boet som Følge deraf extraderes hans Part som testamentarisk Universalarving. Denne Paastand blev ogsaa taget til Følge af Kristiania Skifteret, som den 25 Novbr. 1870 deciderede saaledes: Det i nærværende Bo fremlagte, af Hjulmager Nils Iversen under 2 Decbr. 1869 til Fordel for Gunhild Hansdatter Iversen oprettede Testamente kjendes gyldigt at være og vil Boet som Følge heraf blive at extradere til hendes frie Raadighed mod at hun tilsvarer Boets Gjæld og de med Skiftebehandlingen forbundne Omkostninger". Den afsagte Skiftedecision blev derefter ved Stevninger afødt xx.xx.1870 og 21 Jan. 1871 af Ole Iversen og to af den imidlertid den 7 Juni 1870 afdøde Kristine Hansens Sønner, Johan og Iver Hansen, indanket til Kristiania Byret, hvor Appellanterne gjentoge den for Skifteretten nedlagte Paastand. Ved Byrettens Dom af 7 Juni d. A. blev imidlertid Skifterettens Decision stadfæstet og Processens Omkostninger ophævede, og denne Byrettens Dom er nu af Ole Iversen i Forening med Johan og Iver Hansen ved Stevning af 7 Juli d. A. paaanket til Høiesteret, hvor de have nedlagt Paastand, principaliter, at det af Nils Iversen under 2 Decbr. 1869 oprettede Testament kjendes ugyldigt og at Iversens Bo udloddes til de efter Post 4 a det af Ole Meyer under 30 Decbr. 1837 oprettede Testament Arveberettigede, principaliter paa den i nævnte Post 4 bestemte Maade, in subsidium, til fuld og fri Eiendom, In subsidium, at det under 2 Decbr. 1869 oprettede Testament erkjendes ugyldigt og at Nils Iversens Bo udloddes til hans Arvinger efter Loven, og endelig atter: in subsidium, at Halvdelen af Nils Iversens Bo udloddes til den eller dem, der ved Iversens Dødsfald efter Loven stod i Arveforhold til Ole Meyer, samt: at i ethvert tilfælde Indstevnte Gunhild Hansdatter Iversen tilpligtes at betale Sagens Omkostninger for alle Retter.
I Høiesteret har Indstevnte ikke mødt eller ladet afgive Møde, hvorfor Sagen er udgaaet til skriftlig Behandling, Stævningen sees at være rettelig forkyndt alle Vedkommende. Varslet er i Orden og de fornødne Dokumenter af Citanten fremlagte, og der er saaledes Intet til Hinder for Sagens Paakjendelse.
Naar det fra Citanternes Side paastaaes, at Iversen Testament afødt xx.xx.1869 allerede af den Grund maa være ugyldigt, at Iversen ved dets Oprettelse ikke var ved fuld Sands og Samling, forekommer det mig klart, at der ikke heri kan gives dem Medhold, Citantskabet paaberaaber sig som Støtte for sin Paastand en af den Afdødes Læge den 13 Mai 1870 afgiven Erklæring. I denne heder det, at Iversen den 6 Novbr. 1869 angrebes af Hjerneslag, af hvilken Sygdom han den 20 Marts næstefter døde. Hans Aandsevner, siges det, vare under hans hele Sygdom meget svækkede, hans Hukommelse sløv, og den Besked, han kunde afgive om sin Tilstand, upaalidelig, hvorfor Lægen antager, at han under sin Sygdom ikke nogenfinde har havt fuldstændig Rede paa sin økonomiske Stilling eller været istand til fuldstændig at bedømme de Forføininger, der bleve trufne angaaende de Midler, han maatte efterlade sig. Men denne Erklæring kan jeg ikke her anse for afgjørende, Hvad Lægen har udtalt, er kun hans Formening, at den Afdøde ikke havde fuldstændig Rede paa sine Affærer, ikke fuldstændig var istand til at bedømme, hvad
Side:415
Forføininger der maatte træffes, Men Lægen, som efter hvad der er in confesso, ikke var tilstede ved Testamentets Oprettelse, har ikke kunnet udsige eller har i alle Fald ikke udsagt, hvad der her maatte være sagt, for at hans Erklæring skulde kunne have den Vægt, man vil tillægge den, at den Afdøde ingensinde, siden han blev syg, og navnligen ikke ved Testamentets Oprettelse kunde have været ved fuld Sands og Samling, saaledes som Arvelovens §51 kræver, det vil sige, har været i den Stand, at han med Bevidsthed har kunnet fastholde og udtale, hvad han vilde have betragtet som sin sidste Villie med Hensyn til sine Efterladenskaber. Og at Iversen virkeligen paa den Dag, Testamentet kom istand, har havt al den fornødne Sands og Samling, fremgaar ikke blot af Testamentvidnernes bestemte og lovformelige Attestation paa Testamentet, men godtgjøres derhos yderligere ved de af dem afgivne senere Forklaringer og Erklæringer. Under det efter Citantskabets Foranstaktning den 19 Mai s. A. i Kristiania optagne Thingsvidne have nemlig 1 og 2 Vidne, Betjener Engh og Skrædder Pedersen, begge Vitterlighedsvidner paa Testamentet, enstemmig provet, at hvorvel de forresten ikke ere nøie bekjendte med Testators mentale Tilstand til den omspurgte Tid, anse de det dog hævet over enhver Tvivl, at han dengang var ved fuld Sands og Samling. Det tredie Vitterlighedsvidne paa Testamentet, Sagfører Nansen, har derhos efter Citantskabets Forlangende afgivet en skriftlig Erklæring afødt xx.xx.1870, der er uimodsagt og hvori det udtales, at han den 2 Decbr. 1869 blev budsendt af Iversen, hvem han tidligere i mange Aar havde kjendt for at forfatte hans Testament, at Iversen først talede med ham om Meyers Testament, dernæst tilkjendegav sine Ønsker med Hensyn til sine egne Efterladenskaber. Overensstemmende med hvad han efter dette ansaa for Iversen Ønske, forklarer Nansen, at han nu skrev Testamentet, som han derefter langsomt oplæste for Iversen, der erklærede, at det var rigtigt, og som han vilde have det. Nansen tilføier sluttelig, at Iversen vistnok var svag, men Alt, hvad han sagde, var tydeligt, fornuftigt og sammenhængende, saa at Nansen intet Øieblik nærede ringeste Tvivl om, at han var ved fuld Sands og Samling og fuldt vel vidste, hvad han gjorde. Det kan derhos bemærkes, at Statsraad Irgens, der ogsaa efter Iversen Ønske besøgte ham engang under hans Sygdom, ifølge sin ligeledes uimodsagte Erklæring afødt xx.xx.1870 under en temmelig lang Samtale vel fandt Iversen svag, men, saavidt Statsraaden skjønnede, fuldkommen bevidst, idet han viste klar Erindring og afgav tydelig Forklaring med Hensyn til forskjellige Gjenstande, der omtaltes, hvorfor Statsraaden heller ikke kunde dele Lægens Tvivl om hans mentale Tilstand. Præsten Berg, der oftere besøgte Iversen under hans Sygdom, har endvidere bevidnet, at han vistnok fandt ham sløvet og hans Hukommelse meget svækket, men dog saavidt ved Sands og Samling, at han neppe vilde have taget i Betænkning at meddele ham Alterens Sakramente, idet han svarede ganske fornuftig paa, hvad der spurgtes ham om og hørte paa, hvad der blev sagt ham. Endelig kan her ogsaa mærkes 3 Vidne under det før anførte Thingsvidne, en Tjenestepige i Afdødes Gaard og 4 V. i samme Thingsv., Handelsborger Thoresen, der nogle Gange var hos Iversen under hans Sygdom. Begge disse Vidner forklare, at de ikke kunde mærke Andet, end at Iversen var ved fuld Sands og Samling. Tages alle disse Oplysninger i Forening, kan der ikke være den ringeste Tvivl med Hensyn til Iversens mentale Tilstand. Af større Betydning er derimod vistnok Citantskabets anden eller Hovedindsigelse mod Iversens Testament, nemlig, at det maa være ugyldigt som stridende mod Hjulmager Meyers Testament afødt xx.xx.1837, der af Iversen udtrykkelig ved hans Paategning afødt xx.xx.1841 er vedtaget og derhos, som det siges, i alle dets punkter og Dele har faaet kongelig Konfirmation. Ser man hen til Testamentet af 1837, kan det heller ikke nægtes, at dette efter sit bestemte Indhold ligefrem forbyder enhver testamentarisk Disposition fra afdøde Iversens Side, idet som før anført, i Post 4 bestemmes, at naar -
Side:416
saaledes som nu er indtruffet Iversen er død uden at efterlade Hustru eller Livsarvinger og Meyers Søstre ligeledes ere afgaaede, skal Kapitalen for de efterladte Eiendele udsættes under offentlig Bestyrelse og Renterne allene tillægges Meyers og Iversens Familie efter Loven, hver med halvparten en Bestemmelse, der efter Testamentets utvetydige Ord ikke gjælder allene Meyers egne efterladte Midler, men ogsaa al den Formue, Iversen i sin Tid maatte efterlade sig og som af sig selv nu er flydt ind i og sammenblandet med Meyers. Dette er ganske tydeligt og heller ikke af Nogen bestridt, og naar de foregaaende Retter ikke destomindre ved at kjende Iversen Testament gyldigt, have anerkjendt hans Testationsret i fuldeste Udstrækning, sees Grunden at være den, at man er gaaet ud fra, at Post 4 i Testamentet af 1837 som indeholdende en sideikomissarisk Disposition ifølge Grundlovens §108 maa være ugyldig, hvoraf igjen er udledet, at, medens Testamentet iøvrigt bliver ved Magt, Post 4 maa betragtes som uskreven, idet, som det heder i Byrettens Dom, hvilkensomhelst Tillempning, grundet paa Sandsynligheden af, hvad Testator selv vilde have bestemt, om han havde skjønnet, at Post 4 ikke kunde staa ved Magt, under enhver Omstændighed antages at vilde være usikkert og vilkaarlig.
Med de foregaaende Retter maa jeg være fuldkommen enig i, at der i Post 4 af Testamentet foreligger en virkelig fideikommissarisk Bestemmelse eller et saakaldet Fideikommis. Hvad der karakteriserer et saadant, nemlig at en Formue sættes fast og allene Brugen eller Renterne deraf efter visse Regler føres frem til flere paa hverandre følgende Slægtsled, er netop det, der er fastsat i Post 4, og naar Citantskabet her vil gjøre den Mening gjældende, at det skulde høre til Begrebet af Fideikommis, at en særegen Orden for Formuens Fremgang skulde være bestemt, feiler han formentlig ligesaameget, som naar han videre paastaar, at det til et Fideikommis udfordres, at kun en eller undertiden (undtagelsesvis?) flere Personer saa at sige paa Slægtens Vegne, altsaa som Repræsentanter for den hele Familie, skulle nyde godt af Midlerne. Thi vistnok maa der være en bestemt Orden, hvorefter Formuen skal tilfalde Familiens Medlemmer ellers runde Fideikommisser jo ikke komme til virkelighed, men der indsees ingensomhelst Grund, hvorfor den Orden ikke skulde kunne være den almindelige Intestatarvefølge (jfr. Mittermayers deutsche Privatrecht 2 Th. S. 555, II 7 udgave). Og hvorvel det er det Almindelige og i de nyere fremmede Love, der ved Fideikommisser navnligen mere udelukkende have Tanken henvendt paa Jordegods (se f. Ex. den østerrigske Lov §618 ff.) selvfølgelig forudsættes som Regel, at den Formue, der ved et Fideikommis er at uddele, kun tilfalder en Enkelt som Repræsentant for Slægten (jfr. den hannoverske Lov af 1836 §31, hvorefter et Fideikommis er udeleligt, hvilket Mittermayer 1. c Not. 20 dog erklærer for en Undtagelse), skjønnes det dog ikke, at dette skulde være at anse som en nødvendig Betingelse ved ethvert Fideikommis, og navnlig forekommer det mig urimeligt at antage at Grundloven, som i Almindelighed forbyder Oprettelse ikke blot af Stamhuse, men ogsaa af Fideikommisser hvorunder Kapital eller Pengefideikommisser stedse have været anseet indbefattede ikke skulde være til Hinder for en Kapitals Overgang in manum mortuam, naar det kun skete paa en saadan Maade, at alle Ligeberettigede til enhver sid fik lige Andel i Renterne. I alle Fald skal det vanskelig kunne bestrides, at der mod dette Slags Dispositioner kan gjøres fuldt saa stærke Indvendinger som mod de udelelige Fideikommisser (jfr. den østerrigske Lovbog §612, hvor det udtrykkelig er forbudt at strække den fideikommissoriske Substitution ved Pengesummen længere end til andet Led). Forresten vides der heller ikke, at man nogenfinde har været i Tvivl om, at det saakaldte Ankerske Fideikommis (se herom Rt-1841-242-249) var et virkeligt Fideikommis af det Slags, som nu ikke kan oprettes. Men Forskjellen mellem dette og den Disposition, der indeholdes i Testamentet af 1837 Post 4, reducerer sig dog i det Væsentlige dertil, at der ved hint
Side:417
Fideikommis raade over betydelige Summer, medens her vel (saavidt man af Registreringen kan se) kun vilde blive Tale om en Snes Daler eller lidt mere til hver af Arvingerne for Tiden og i Fremtiden maaske endnu meget mindre. Citantskabet formener nu vistnok, som det synes netop fordi det her gjælder saa ringe Beløb, at ved den omhandlede Post 4 kun stiftes et Familielegat, og saadanne, siger Citantskabet, maa, efter hvad der læres i Theorien, være fuldkommen retsgyldige, naar kun Vedkommendes Ret til at nyde godt af dem, er betinget af Trang. I nærværende Tilfælde kræves imidlertid ikke, at Vedkommende, for at nyde godt af Post 4, skal befinde sig i Trang, og det maa derfor være aldeles ligegyldigt, hvad man antager om Gyldigheden af Legater, der indeholde saadanne Betingelser. Til Overflod bemærkes endnu, at Testamentets Konfirmation, som Citanten, skjønt tildels i en anden Forbindelse paaberaaber sig, selvfølgelig er uden al Betydning, naar der spørges om Lovligheden af Bestemmelsen i 4 Post, da ingen Myndighed kan dispensere eller konfirmere mod Grundloven. Konfirmationen sees desuden her at være meddelt af Overøvrigheden ad mandatum i Henhold til Frd. 23 Mai 1800 §17; den meddeler saaledes egentlig kun en Dispensation fra L. 4- 5-14 og kan derfor egentlig ikke engang paaberaabes som Hjemmel for, at det Offentlige skulde have paataget sig den Bestyrelse af Meyers og Iversen efterladte Midler, uden hvilken, strængt taget, Dispositionen i Post 4, hvor lovlig den end maatte være, ikke kunde træde i Kraft.
Om man imidlertid endogsaa efter det Anførte bør gaa ud fra, hvad Parterne ved de foregaaende Instantser ogsaa paa det Nærmeste synes at have været enige om, at Dispositionen i Post 4 af Testamentet af 1837 som indeholdende en fideikommissarisk Bestemmelse, maa betragtes som ugyldig, saa er dog deraf ikke en Følge, at Iversen havde Hjemmel til at oprette sit Testament afødt xx.xx.1869. Klart er det Vel, at der her ikke fra Indstevntes Side kan paaberaabes Hævd, uagtet Iversen vistnok længe over Hævdstid har været i uforstyrret Besiddelse af Meyers Efterladenskaber. Thi ikke at tale om det Selvmodsigende i at Meyers og Iversens Arvinger lige ved Iversens Død skulde have mistet en Ret, som de tidligere ikke havde havt Adgang til at gjøre gjældende, kunde Iversen selvfølgelig ikke hævde i Strid med sin Adkomst til det af ham selv vedtagne Testament af 1837. Var dette fra først af til Hinder for, at han selv oprettede Testament, maatte det aabenbart bestandig være til Hinder.
Ogsaa mod den Betragtningsmaade, som ved de foregaaende Retter er lagt til Grund og hvorefter de ere komne til det Resultat, at Iversen ved Testament frit kunde disponere over sin hele Formue, finder jeg der kan gjøres væsentlige og afgjørende Indvendinger. Foreløbig bemærkes, at jeg ikke kan være enig i, hvad baade Skifteretten og Byretten vil gjøre gjældende, at hele 4 Post, som indeholdende en fideikommissarisk Bestemmelse i enhver Henseende er at betragte som uskreven. Var intet Testament oprettet af Iversen, forekommer det mig utvivlsomt, at hele Formuen, overensstemmende med Post 4 maatte være udlagt til Meyers og Iversens Arvinger, thi etseds maa Midlerne gaa hen og Intet er da rimeligere end at de tilfalde dem som Testamentet selv har bestemt som de nærmeste Substituter. I Almindelighed læres det ogsaa og vist med Føie, at der hos os Intet er til Hinder for det egentlige romerske Fideikommis eller at det paaligger de direkte Arvinger at overdrage Arven til en anden bestemt Person eller flere Andre efter sin Død, medens det derhos synes ganske naturligt, at hvis Testator har paabudt en yderligere Fremgang af Arven, hvad man neppe vil anse tilladt, bliver Følgen under almindelige Omstændigheder den, at den første fideikommissariske Substitut dog beholder den som fuld Eiendom. Spørgsmaalet er saaledes for mig allene, om Meyer som Testator maa præsumeres at have villet, at de af ham som Arvinger efter Iversen Død nærmest indsatte Familier ubetinget (bortseet naturligvis fra de i Testamentet udtrykkelig angivne Undtagelsestilfælde)
Side:418
skulde stedes til Arv eller om man maa gaa ud fra, at det, naar Testatmentet ikke i sin Helhed kunde opretholdes, var Meyer ligegyldigt, hvorledes det i det Hele gik med Formuen. Forsaavidt Meyers egen Familie angaar, finder jeg imidlertid overveiende Grunde for den første Mening. Vistnok maa det med Byretten erkjendes, at Meyer i sit Testament ikke tog saa meget Hensyn til denne sin egen Familie, hvoraf der ved Iversens Død endnu levede idetmindste et Medlem, den gamle Søsterdatter Thrine Meyer, idet han kun tilstod nogle af sine Søstre, saalænge Iversen levede, en tarvelig Underholdning og Hjælp hos denne og, hvad der navnlig er at mærke, efter Iversens Død gjorde hele sin egen Families Arveret eller Ret til Renter af Formuen afhængig af, at Iversen ikke efterlod sig enten Hustru eller Livsarvinger. Meyers Slægt skulde altid staa tilbage ikke blot, om Iversen fik Livsarvinger, men ogsaa i det Tilfælde, at der levede Hustru igjen efter ham. Men intet af disse Tilfælde er indtruffet, idet Iversen er død ugift, og hvad der nu end kan have bevæget Meyer til at give saavel Iversens Hustru som hans Børn Fortrin for sin egen Familie, saa er det dog ganske vist en uberettiget Slutning, at naar Meyers Slægt maa finde sig i at staa tilbage under visse bestemte angivne Forudsætninger, saa sker der dem ingen Uret. om, de ogsaa maa vige for den testamentariske Arving, Iversen maatte indsætte. Forøvrigt Forekommer det mig ogsaa, at Iversens eget Testament er afgjørende for Meyers egen Slægts Arveret, idet nemlig, hvad der i sidstnævnte Testamente bestemmes at skulle tilfalde Indstevnte Gunhild Iversen, kun er Alt, hvad der efter Indholdet af Meyers Testament tilfalder Iversens Familie, d.v.s. den ene Halvdel af begge Testatorers Formue, hvis anden Halvdel efter Iversens Død- skulde gaa til Meyers egen Slægt. Af denne omtales En som endnu levende, nemlig Thrine Meyer, og først efter hendes Død siges det, at Alt, ifølge M's Testamente vilde tilflyde Iversens Familie, Sagfører Nansen, der har konciperet Iversen Testament, erklærer vel i sin Skrivelse afødt xx.xx.1870, at det var Iversens Mening at gjøre Indstevnte Gunhild Iversen til Universalarving og at det var Nansens Tvivl om, hvorledes Domstolen vilde fortolke Testamentet (d.v.s. hvorvidt de vilde anse Iversen berettiget til at raade over det Hele) der foranledigede ham til at forme Testamentet som skeet. Men denne Tvivl har, saavidt jeg skjønner, intet Udtryk faaet i Testamentet. Rimeligt er det vel, at Nansen kan have fundet det usikkert, om Testamentet af 1837 tillod Iversen til Fordel for Indstevnte at raade over den Thrine Meyer nærmest tilfaldende Portion, naar denne ved hendes sandsynligvis snart indtræffende Død blev ledig, Men dette er noget ganske Andet end en Tvivl om, hvorvidt Iversen strax kunde testamentere over det Hele.
Medens jeg saaledes ikke kan erkjende, at Meyers Slægt af Iversen kunde udelukkes eller engang i Testamentet af 1869 er udelukket, finder jeg derimod ingen Betænkelighed ved at anse Iversen fuldt berettiget til som skeet mortis causa at raade over den Del af Formuen, hvorpaa hans egne Intestatarvinger ellers vilde have kunnet gjøre Fordring. At Meyer skulde have taget noget særdeles Hensyn til Iversens Slægtninge eller betragtet dem som sine egne, synes ikke at kunne formodes, og det er blottet for alt Bevis, hvad Citanten beretter om Meyers varme Interesse for enkelte Personer af Iversens Familie, en Interesse, der i ethvert Fald vilde være af saa meget mindre Betydning af den Grund, at Meyer jo ikke kunde forudse, om disse Personer ogsaa vilde overleve Iversen. Analogien fra hvad der nu ifølge Arvelovens §60 gjælder og tidligere i Almindelighed var antaget med Hensyn til længstlevende Ægtefælles Ret efter reciprokt Testament synes desuden her at maatte være afgjørende. Naar nemlig længstlevende Ægtefælle nu ansees og før Arveloven ogsaa ansaaes for at have fuld Raadighed til for sit halve Boes Vedkommende at gjøre hvilkesomhelst Forandringer i gjensidigt Testament, saalænge bestemt betegnede Personers Ret derved ikke krænkedes, altsaa kan indsætte en testamentarisk Arving istedetfor sine Intestatarvinger, der i
Side:419
almindelige Ord ere indsatte (se Ørsteds Haandbog 4 B. S. 624 og Motiverne til Arveloven S. 93 §77) saa ligger det unægtelig nær at fortolke det heromhandlede Testament af 1837 saaledes, at dets Post 4 ikke er til Hinder for, at Iversen til en testamentarisk Arving overdrager den Del, der efter Testamentets Ordlyd skulde tilfalde hans Intestatarvinger efter hans Død. Hvad der er væsentligt ved et gjensidigt Testamente, som Efterlevende delvis kan gjøre Forandring i, er først, at Formuen for en Del allerede forhen har tilhørt Efterlevende og dernæst, at der er indsat ubestemt betegnede Personer (der ikke ere Førstafdødes nærmeste Slægtninge). Men dette finder netop Sted her, hvor Iversen jo selv eiede endel af de Midler Testamentet disponerer over og, hvor hans egen Familie uden nærmere Betegnelse nævnes som Arvinger.
Mindre Betydning har det vistnok her, hvor der kun spørges om Testamentets Fortolkning eller rimelige Mening, at det ikke. er oprettet som virkeligt gjensidigt, hvad den gamle Meyer ikke let kunde falde paa. Og at Arvelodderne efter Meyers Testament ikke skulde tilfalde Iversen Slægt som Eiendom, kan her saameget mindre komme i Betragtning, som efter det før Anførte Bestemmelsen herom maa ansees som ugyldig. Denne Omstændighed, at Meyers Testament i ethvert Fald ikke ligefrem blev at opfylde efter sine Ord, synes tvertimod snarere at tale for end imod at tilstaa Iversen Adgang til at udelukke sin Familie. Forsaavidt Citanten anfører, at Iversen ved i alle Dele at vedtage Testamentet og derefter sætte sig i besiddelse af Boet, har afskaaret sig selv al Adgang til at gjøre nogen Indsigelse hentet fra Grundloven, gjældende mod Testamentet, skal jeg derved kun bemærke, at Iversen vistnok fra først af ligesaalidt som Meyer havde mindste Forestilling om, at nogen Feil skulde klæbe ved Dispositionen. Hvad der efter Testamentet maatte fremstille sig om sikkert for Iversen, var vistnok Hovedbestemmelsen i Post 1, at han Først skulde have det Hele. Herom kunde der heller ikke være Tvivl, men er man enig heri, er det vanskeligt at indse, hvorfor Iversen ikke skulde kunne overtage Formuen og overlade Spørgsmaalet om Testamentets rette Forstaaelse forøvrigt til Domstolenes frie Afgjørelse.
Jeg skal sluttelig ved dette Punkt endnu tilføie, at det vistnok forholder sig som af Citanten bemærket, at Iversen ved at indsætte Indstevnte som virkelig Arving istedetfor sin egen Slægt har umuliggjort den Hjemfaldsret, som efter Post 4 kunde komme Meyers Arvinger tilgode, om Iversens egen Slægt uddøde, med Hensyn til dennes Halvpart af Formuen. Men Betydningen af denne Bemærkning bortfalder ganske, naar erindres, at der om denne Hjemfaldsret, der betinges af den fideikommissariske bestemmelses Opretholdelse i det Hele ikke kan blive Spørgsmaal. Citanten mener vel, at Formuen, efterat være overført paa de nærmeste Arvinger, efter Iversens Død af disse skulde overdrages igjen til deres nærmeste Arvinger, som derefter fik fuld Eiendomsret over Midlerne, i hvilket Tilfælde der sees at være en svag, meget lidet tænkelig Mulighed for, at Meyers Arvinger kunde arve Lod efter Iversen. Men denne Citantens Mening forekommer mig aldeles vilkaarlig, og selv om den var begrundet, kunde det Argument, han derpaa støtter, dog ikke tillægges nogen synderlig Vægt.
Ligesom jeg efter det Ovenanførte antager, at Iversen maatte være fuldt berettiget til at indsætte Indstevnte Gunhild Iversen til virkelig Arving istedetfor sin egen Slægt, saaledes finder jeg det ogsaa ganske klart, at det virkelig har været hans Mening ved Testamentet afødt xx.xx.1869 at gjøre det. Dette bestrides vistnok af Citanten, som paastaar, at Iversen ved at indsætte Indstevnte istedetfor sine egne Slægtninge, kun har givet hende den samme Ret, som efter Testamentet var tillagt dem eller med andre Ord, en Ret til at oppebære Renter af Arvelodden for sin Livstid. Udtrykkene af Testamentet af. 1869, at Alt, hvad der efter Meyers Testament tilfalder Iversens Familie, skal videre tilfalde og tilhøre Indstevnte Gunhild Iversen, uden at Nogen
Side:420
herpaa skal kunne gjøre noget Forlangende, ere imidlertid altfor bestemte til at deri kan lægges anden Mening end den, at Indstevnte skal have sin Lod til fuld Eiendom, og jeg behøver derfor ikke at indlade mig paa det Spørgsmaal, om Citanterne, hvis Testamentet af 1869 maatte tillægges den af dem paastaaede Mening i Sagens nærværende Stilling kunde sætte nogen af sine Paastande igjennem.
Saafremt Iversen har havt Hjemmel til at udelukke sine egne Slægtninge, hvoriblandt Citanterne, kan jeg ikke andet end komme til det Resultat, at Iversen Testament fra deres Side er uangribeligt. At der i Post 4 i Meyers Testament var tillagt dem et Slags jus accrescendi efter Meyers egne Arvinger, antager jeg nemlig her ligesaalidt kan komme i Betragtning som jeg efter det tidligere Bemærkede har troet, der paa den anden Side kan tages Hensyn til, at samme Post 4 ogsaa giver Meyers Familie Arveret efter Iversens Slægt naar denne er uddød.
Kan imidlertid ikke Iversen Testament angribes af hans egen Slægt, maa det vistnok i det Hele blive staaende, da Ingen er optraadt for Meyers Familie, hvis Ret det forøvrigt forstaar sig, ikke ved en Dom i nærværende Sag betages den. Jeg kommer saaledes til samme udslag som Skifteretten og Byretten, og skjønt jeg, som det vil sees, er gaaet en anden Vei end de foregaaende Retter og ingenlunde kan slutte mig til deres Argumentation, tror jeg dog at maatte stemme for Stadfæstelse at Byrettens Dom, idet jeg nemlig befrygter, at en ny Konklusion, affattet i Udtryk som Skifterettens, endog snarere kunde lede til Misforstaaelse end en simpel Stadfæstelsesdom.
Om Procesomkostningernes Tilkjendelse er der efter det Resultat, hvortil jeg kommer, ikke Spørgsmaal, og det bliver saaledes min
Konklusion:
"Byrettens Dom bør ved Magt at stande". Fr. Hallager.
Jeg kan ikke tiltræde det Resultat, hvortil Førstvoterende og de underordnede Retter, rigtignok ad forskjellige Veie, er kommet, ihvorvel jeg i væsentlige Henseender slutter mig til Førstvoterendes Betragtningsmaade. Min Opfatning er følgende:
Nils Iversen maatte formentlig være bundet ved Indholdet af Ole Meyers Testament, hvilket han saavel direkte som indirekte havde vedtaget for sit Vedkommende. Han. kunde altsaa heller ikke have nogen Ret til at unddrage sig Dispositionen i Post 4 af bemeldte Testamente og endnu mindre til ved sine vilkaarlige Handlinger at søge den omstyrket eller til den at gjøre nogen Forandring. Men var Iversen forpligtet til for sit Vedkommende at respektere den nævnte Post i dens Helhed, saa kunde han ikke være berettiget til ved sit Testament til Fordel for Indstevnte Gunhild Hansdatter Iversen at substituere denne, istedetfor. sin Familie i det Hele, og det saa meget mindre, som en saadan Forandring ogsaa vilde komme i Strid med den subsidiære Ret, der ved Post 4 var tildelt eller ialfald tiltænkt Ole Meyers egen Familie. Analogien fra, hvad der efter §60 i Arveloven gjælder om Fortolkningen af reciproke Testamenter mellem Ægtefolk, kan efter min Formening ikke her, hvor det gjælder et kontraktmæssige og i alle dets punkter vedtaget Testament, som desuden ikke engang er reciprokt, komme i synderlig Betragtning og det saameget mindre som det ogsaa maatte iuteressere Meyer af Hensyn til sin egen Familie, at Post 4 uden Forandring blev opretholdt.
En anden Sag vilde det være, om denne Post i sig selv lider af en uhelbredelig Feil, der i dens Helhed gjør den ulovlig eller uiværksættelig. Thi skulde den deri indeholdte Bestemmelse ikke kunne opfyldes, fordi den efter sit eget Indhold er uigjennemførlig eller stridende mod den gjældende Lovgivning, saa maatte Følgen vistnok blive, at Forholdet efter Meyers Testament blev at betragte, som om Post 4 i dette Testament aldeles ikke existerede. Det er nemlig ikke ved Meyers Testament gjort Iversen til Pligt at træffe nogen positiv. Foranstaltning fra sin Side i Anledning af bemeldte 4 Post,
Side:421
og hans Indsættelse til Meyers Universalarving betingedes ikke af, at denne Post viste sig iværksættelig eller i sin Tid kunde toges til Virksomhed.
Mod Gyldigheden af Post 4 i Meyers Testament kan dels anføres, at den begynder med at bestemme, at den ved Iversen Død efterladte Formue skal udsættes under offentlig Bestyrelse, Noget, hvorover Meyer ikke ensidigen raade og hvortil der ikke kan sees at være erhvervet nogen Adgang, og dels at Dispositionen i det Hele kommer i Srrid med Grundlovens Forbud i §108 mod Oprettelsen af Fideikommisser, Med Hensyn til den første Bemærkning kan imidlertid med Føie anføres, at Formuens Udsættelse under offentlig Bestyrelse ikke er gjort til nogen Betingelse for den med Hensyn til Renternes Anvendelse trufne Disposition, og hvad den sidste Bemærkning angaar, da er jeg med Førstvoterende enig i, at der fra Grundlovens §108 ialfald ikke kan hentes nogen afgjørende Indvending mod, at bestemmelsen i Post 4 for Tiden efterkommes, saaledes at Renterne paa den deri bestemte Maade disponeres til Fordel for Ole Meyers og Nils Iversen Familie efter Loven eller deres Intestatarvinger, uden at jeg antager det nødvendigt eller rigtigt paa Forhaand at afgjøre, hvorledes det ved de nu resterende Arvingers Død videre vil være at forholde enten med Kapitalen eller med Renterne. Jeg kommer saaledes til det Resultat, at Iversen Testament ligesaalidt som den gjældende Lovgivning kan medføre, at Bestemmelsen i 4 Post af Meyers Testament for Tiden skulde blive at sætte ud af Betragtning, hvorimod den paabegyndte Skiftebehandling af Iversens Bo formentlig videre maa blive at fremme efter den i Post 4 af Meyers Testamente givne Anvisning.
Med Hensyn til Processualia bemærkes, at det ikke kan sees, at den i Iversens Testament navngivne Thrine Meyer, den eneste Intestatarding efter Ole Meyer, som antagelig endnu lever, har været given Anledning til at iagttage sit Tarv under den foreløbige Skiftebehandling og den opstaaede Proces, idet hun hverken erfares at være bleven varslet eller har været repræsenteret under Skifteret ved nogen for hende opnævnt Værge. Dette er formentlig i sig selv mindre rigtigt og turde været en Hindring for nu at afgjøre Sagen paa den i de foregaaende Instantser skete Maade. Men efter det Resultat hvortil jeg kommer, og hvorved Intet foregribes til mulig Skade for Meyers Intestatarvinger, antager jeg, at der Intet kan være til Hinder for Sagens Paadømmelse i dens nuværende processuelle Skikkelse.
Sagens Omkostninger for Byretten og Høiesteret antages at burde ophaves.
Konklusion:
Den paabegyndte Skiftebehandling af Nils Iversen efterladte Bo hør uanseet det af ham under 2 Decbr 1869 oprettede Testamente videre blive at fremme til Realisation af Boets Eiendele og Udlodning af Renterne mellem de for Tiden dertil Berettigede efter Post 4 i Ole Meyers Testament afødt xx.xx.1837.
Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves.
A. Thomle.
Jeg antaget med Hr. Assessor A. Thomle, at Nils Iversen var uberettiget til ved testamentarisk Disposition at forandre den ved Meyers Testament afødt xx.xx.1837 trufne og af ham ved Paategning afødt xx.xx.1841 vedtagne Bestemmelse om, at Meyers og hans Efterladenskaber ("vort Bo"), naar Iversen afgik ved Døden uden at efterlade sig Hustru eller Livsarvinger, skulde tilfalde Begges Arvinger efter Loven, hver med Halvdelen. Fra hvad der gjælder om den Længstlevende af tvende Ægtefællers Ret til, uanseet Bestemmelserne i et mellem dem oprettet gjensidigt Testamente, at træffe Testamentarisk Forføining over den Længstlevendes Halvdel af Boet, kan der efter min Formening her ikke hentes nogen Analogi, Her foreligger intet reciprokt Testamente, men en af Meyer til Fordel for Nils Iversen under visse af ham vedtagne Bettingelser truffen testamentarisk Disposition, blandt hvilke Vilkaar er den, at ogsaa hvad Nils Iversen selv inden sin Død maatte have
Side:422
erhvervet sig, skal gaa til Deling mellem Meyer og hans Arvinger efter Loven. Der er heller ikke nogen Oplysning om, at Nils Iversen, da Testamentet afødt xx.xx.1837 oprettedes, eiede Nogetsomhelst.
Jeg antager saaledes med Assessor A. Thomle, at Nils Iversen Bo maa komme til lige Deling mellem hans og Meyers Arvinger efter Loven.
Betræffende den Maade, hvorpaa den Meyers Intestatarvinger tilfaldende Halvdel af Boet skal udloddes, kan der, som af Assessor Thomle bemærket, ikke under denne Sag gives Dom.
Hvad angaar Udlodningen af den anden Halvdel til Iversen Arvinger efter Loven, lægger jeg den Anskuelse til Grund, at Nils Iversen ikke kan betragtes som Med-Testator ifølge Testamentet afødt xx.xx.1837, men som testamentarisk Arving, Han er da den Første ved Testamentet indfatte Arving, og Grundl.s §108 er efter den af de foregaaende Voterende opstillede Fortolkning af denne Paragraf ikke til Hinder for, at han er forpligtet til at overlevere den testamenterede Formue til de i Testamentet bestemte Personer, hans og Meyers Arvinger efter Loven. Men til den næste Slægtfølge tilsteder Grundl.s §108 neppe at udstrække Forpligtelsen til kun at forbruge Renterne og overlevere Kapitalen til Vedkommendes lovlige Arvinger. Jeg tror da, at den Nils Iversen Intestat-Arvinger tilfaldende Halvdel af Boet bør udloddes med Kapital ikke med Renter, skjønt den her forudsatte Fortolkning af Grundl.s §108 forekommer mig meget tvivlsom.
Jeg indrømmer fremdeles, at Rigtigheden af denne min Anskuelse af Nils Iversens Forhold til Testamentet afødt xx.xx.1837 er tvivlsom, da Meyer i Testamentet træffer Bestemmelse om "mine og hans" (Meyers og Iversen) Efterladenskaber og om "vort" (Meyers og Iversen) Bo, og det vel maa ansees in confesso under Sagen, at Nils Iversen efterladte Bo for en Del bestaar af Formue, han, efter at have ifølge Testamentet afødt xx.xx.1837 tiltraadt Meyers Bo, selv har erhvervet, og at der saaledes kunde tale Adstilligt for at betragte Iversen som Arving, forsaavidt angaar den for Meyers Arvinger bestemte Halvdel af Boet og som Arvelader for den hans egne Arvinger tilfaldende Halvdel, under hvilken Forudsætning den første Halvdel skulde udloddes som Kapital, den sidste som Renter, Men jeg tror dog, at den først opstillede Opfatning er den rette, og er saaledes enig med Hr. Assessor A. Thomle med den Forandring, at der i hans Konklusion efter "Udlodning" udgaar: "af Renterne".
Ogsaa med Hensyn til Processualia er jeg enig med Hr. Assessor A. Thomle og anser det af den Grund, at Thrine Meyer ikke er varslet eller har mødt under Skiftet, ikke gjørligt ved Dom i denne Sag uden noget Forbehold for Meyers Arvingers Vedkommende at kjende Iversen Testamente afødt xx.xx.1869 ugyldigt, og da ligesaa lidt in terminis at stadfæste Byrettens Dom og Skifterettens Decision, der ifølge deres Præmisser endeligen afgjøre, at de nævnte Arvinger maa underkaste sig dette Testamente.
Løvenskjold.
Jeg er i det Væsentlige enig med Førstvoterende, men antager, at der bør gives ny Konklusion, hvori det udtales, at det kun er Halvdelen af Nils Iversen Efterladenskaber, der skal tilfalde Gunhild Hansdatter Iversen, og hvorved det forebygges, at Boet bliver extraderet hende til fri Raadighed, saaledes som Tilfældet vilde blive, hvis man stadfæstede Byrettens Dom. Da det er paa det Rene, at en Arving efter Ole Meyer, Thrine Meyer var i Live paa den Tid, da Nils Iversen døde, maa der sørges for, at hendes Ret ikke sættes paa Spil ved Boets Extradition til Gunhild Iversen, og man kan ikke af den Grund undlade at tage Hensyn til den nævnte Arving, at hun ikke er optraadt som Part i Sagen. Skifteretten har nemlig ex officio at varetage de Arvingers Tarv, hvis Tilværelse er bekjendt, men som ikke have meldt sig, og in casu vilde Skifteforvalteren uden Tvivl ogsaa have iagttaget det Fornødne til Varetagelsen af nysnævte Thrine Meyers Tarv og
Side:423
ikke undladt at give hende fornødent Varsel, dersom han havde været af den Mening, at der tilkom hende nogen Arveret, Men paa samme Maade, som der fra Skifteforvalterens Side i her omhandlede Henseende vilde have været at gaa frem, hvis han fra Først af havde gaaet ud fra, at Gunhild Iversen Ret ikke strakte sig saa vidt, at den udelukkede Thrine Meyers, paa samme Maade bør der ogsaa formentlig blive at gaa frem nu, naar det af Høiesteret antages, at Gunhild Iversens Ret er saaledes begrændset som anført. Det gjælder derhos, saavidt jeg skjønner, at forme Høiesteretsdommen saaledes, at den ikke i den omhandlede Henseende kan være til Skade for Thrine Meyer (eller andre Arvinger efter Ole Meyer, om saadanne skulde gives). Jeg antager, at Konklusionen bør lyde paa, at det af Nils Iversen under 2 Decbr. 1869 til Fordel for Gunhild Hansdatter Iversen oprettede Testament kjendes gyldigt, forsaavidt angaar Halvdelen af hans efterladte Boes beholdne Formue, eller at Halvdelen af Boets beholdne Formue bliver at udlægge til Gunhild Hansdatter Iversen som testamentarisk Arving ifølge Nils Iversen Testament afødt xx.xx.1869. Forøvrigt forudsætter jeg, at der i tilfælde bliver Anledning til nærmere Konference om Konklusionens Form.
C. Hansteen.
Jeg er ligeledes i det Væsentlige enig med Førstvoterende, idet jeg derhos tiltræder den af Assessor Hansteen gjorte Bemærkning,
I. Blich.
Ligesaa.
E. Saxlund.
Jeg er ligeledes i det Væsentlige enig med Førstvoterende, som jeg har forstaaet saaledes, at han, forsaavidt Thrine Meyer maatte være ilive, ikke anser Dommen i nærværende Sag at burde komme hende til Præjudice. Maaste kunde dette tydeliggjøres blot ved i den af Førstvoterende foreslaaede Konklusion efter Ordene: "Byrettens Dom bør" at tilføie Ordene "saavidt paaanket er" eller "i Forholdet mellem Indstevnte og Citanterne". Skulde man ikke finde den saaledes foreslaaede Antydning om, at Thrine Meyers mulige Ret ved Dommen er hende forbeholdt tilstrækkelig, men anse det rigtigst at udtale Nødvendigheden af den paabegyndte Skiftebehandlings Fortsættelse, forbeholder jeg nærmere Konference om den af Assessor Hansteen foreslaaede Konklusion.
Lasson.
Ifølge yderligere Overveielse af denne Sag tror jeg her endnu at burde tilføie nogle Bemærkninger til mit tidligere Votum.
Efter Sagens egen logiske Sammenhæng indeholder Ole Meyers Testament af .30 Decbr. 1837 igrunden et dobbelt Testament. Først testamenterer nemlig Meyer samlige de Midler, han selv maatte efterlade sig, til Nils Iversen som hans ubeskaarne Eiendom med visse nærmere bestemte Forpligtelser og dernæst testerer han i 4 Post over de samlede Midler, som Nils Iversen ved sin Død maatte efterlade sig, forsaavidt der efter denne ikke da maatte existere Hustru eller Børn. Dispositionen i Post 4 er igrunden et Testament, udfærdiget af Ole Meyer paa Nils Iversen Vegne, men kontraktmæssigt bindende for denne som af ham paa det udtrykkeligste vedtaget. Jeg udleder heraf for det Første at Nils Iversen ikke for nogen Del kan forandre dette Testament, da han kontraktmæssigen har forbundet sig til at respektere det, og for det Andet, at der om Lovligheden af Post 4 ialfald ikke kan være Tvivl, forsaavidt de ved Nils Iversen Død tilværende Intestatarvinger efter ham og Ole Meyer for deres Levetid ere tilsagt Renterne af Nils Iversens efterladte Midler. Thi at en Mand uden Hinder enten af Arveloven eller Grundl.s §108 ved Testament maa kunne bestemme, at Renterne af hans efterladte Bo i det Hele eller for en Del skulle tilfalde visse Personer for deres Levetid, har man formentlig aldrig anseet tvivlsomt. Derimod tør man maaske af Hensyn til Grundl.s §108 ikke bringe Post 4 i Meyers Testament yderligere til Gjennemførelse. Spørgsmaalet bliver da, om hvem selve Kapitalen i saa Fald tilhører, og hvorledes der med denne skal forholdes og. Løsningen af dette Spørgsmaal, er man maaske neppe berettiget til i det Hele efter Sagens processuelle Stilling at
Side:424
skyde fra sig. Det synes mig da lidet tvivlsomt, at Nils Iversen fulde Dispositionsret over sine og Ole Meyers efterladte Midler igjen indtræder, hvor Gyldigheden af Bestemmelserne i Post 4 ophører, Hvis. Post 4 i Meyers Testament slet ikke var skrevet, havde jo nemlig Nils Iversen havt fuld Raadighed over det hele ved hans Død efterladte Bo, og naar Post 4 er opfyldt, saalangt som denne Post lovligen kan opfyldes, saa maa Nils Iversens Ret forøvrigt staa urokket overensstemmende med den almindelige Disposition i Ole Meyers Testament, hvorved Nils Iversen er tilsagt ubeskaaren Eiendomsret ogsaa over de af Ole Meyer efterladte Midler. Men er dette rigtigt, maatte, hvis Nils Iversen ingen testamentarisk Disposition havde efterladt sig hans Intestat-Arvinger været at anse som de egentlige Eiere af det ved hans Død efterladte Bo, medens i deres Sted nu Indstevnte som den ved Nils Iversens Testamente afødt xx.xx.1869 indsatte Universal-Arving maa træde, Min Mening er altsaa, at de ved Nils Iversens Død, efterladte Midler, forsaavidt Kapitalen angaar, maa tilfalde Indstevnte som Iversens Univeisal-Arving med Forbehold af Citanternes og de øvrige Arvingers Ret til at nyde de dem ved Post 4 i Meyers Testamente tilsagte Renter for deres Levetid. For imidlertid ikke direkte at afgjøre Spørgsmaalet i Forhold til mulige Arvinger efter Ole Meyer jfr. iøvrigt hermed Referatet af Hftd. af 23/2 1864 i Jur. Ugebl. 3 Aarg. S. 344, jfr. 2 Aarg. S. 340343 bør Konklusionen i Tilfælde affattes saaledes, at disses Ret kan ansees reserveret og efter min Mening omtrent lyde saaledes:
"Den paabegyndte Skiftebehandling af Nils Iversen efterladte Bo bør videre blive at fremme til Realisation af Boets Eiendele og til dets Udlodning, hvorved bliver at iagttage, at Renterne af Kapitalen, overensstemmende med Post 4 i Ole Meyers Testament afødt xx.xx.1837, udlægges til de ved Nils Iversen Død dertil efter bemeldte Post Berettigede for deres Levetid. Iøvrigt kjendes Nils Iversens under 2 Decbr. 1869 oprettede Testament i Forhold til Citanterne gyldigt at være.
Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves.
Seet.
Fr. Hallager.
Efter gjentagen Overveielse erklærer jeg mig i det Hele enig med Hr. Assessor A. Thomle. Efter den faldne Votering vil Dom blive at afsige i Henhold til Førstvoterendes Opfatning af Sagen, og jeg maa da med Hr. Assessor Hansteen erklære mig for, at ny Konklusion afgives, Saavidt jeg skjønner, er ingen af de Voterende i det Hele enig med de foregaaende Retter.
Løvenskjold.
Jeg vedbliver mit tidligere Votum og maa fremdeles anse det nødvendigt, at der gives ny Konklusion. Jeg skal i den Henseende bringe i Erindring, at Skifterettens Decision, som af Byretten er stadfæstet, i Konklusionen indeholder, at Boet skal extraderes Gunhild Iversen til fri Raadighed. Det er dette som ikke maa ske; Thi hvis Gunhild Iversen skulde være uvederhæftig, vilde Thrine Meyer ved saadan Extradition kunne miste sit Tilkommende, uden at det vilde hjælpe hende, at det var tilkendegivet, at hendes Ret var hende forbeholdt.
C. Hansteen.
Jeg vedbliver ligeledes mit Votum.
S. Saxlund.
Ligesaa.
I. Blich. Fr. Hallager.
Høiesterets Dom blev derpaa under 1 Juni d. A. afsagt saaledes:
"Det af Nils Iversen under 2 Decbr. 1869 til Fordel for Gunhild Hansdatter Iversen oprettede Testament kjendes gyldigt, forsaavidt angaar Halvdelen af hans efterladte Boes beholdne Formue. I Overensstemmelse hermed bør den paabegyndte Skiftebehandling videre fremmes".
Indhold: Professor jur. Aubert: Kontraktspantets historiske Udvikling især i dask og norsk Ret V. - Høisteretssager: l.nr 240/2 1871, Ole Iversen og tvende af den nu afdøde Kristine Hansens Arvinger, nemlig Johan Hansen og Iver Hansen mod Gundhild Hansdatter Iversen.